Når bestyrelsen fejler – konkrete eksempler.

Denne gennemgang af tidligere ledelsesansvarssager er skrevet af tidligere advokat Andreas F. Brandt fra Bech-Bruun. Med udgangspunkt i konkrete retssager beskriver han, hvor bestyrelsen skal være særligt opmærksom på at leve op til sit ansvar og undgå at ifalde erstatningsansvar. Det er tale om tidligere afsagte domme, hvor retspraksis i bestyrelsesansvaret siden kan være skærpet.

Det juridiske udgangspunkt er dog ikke ændret i mange år: De danske regler, der regulerer bestyrelsens arbejde, opgaver, pligter og ansvar beskriver ikke disse i detaljer. Tværtimod.
Derfor har domstolene i vidt omfang været med til at trække grænserne for, hvornår et bestyrelsesmedlem overholder sine forpligtelser, og hvornår et bestyrelsesmedlem ifalder ansvar.

Sag 1, Padborg Koloniallager A/S
Såfremt direktionen træder ved siden af og bestyrelsen burde have opdaget det eller endda forhindret det, har bestyrelsen ikke opfyldt sine pligter og kan derfor ifalde ansvar. Dette var tilfældet i sagen om Padborg Koloniallager A/S fra 1979. I familieaktieselskabet var formanden for bestyrelsen både direktør i virksomheden og bestyrelsesmedlem. Hans hustru var hovedaktionær i selskabet, og bestyrelsen bestod af faderen og familiens
3 børn.

Over en periode på 16 år havde faderen lånt beløb mellem 100.000 og 250.000 kr. af selskabet. Dette var i strid med forbuddet mod lån til bestyrelsesmedlemmer og aktionærernes familie. Selskabet trådte i likvidation og faderens bo kunne ikke betale lånet tilbage. Retten begrunder det således:

“De sagsøgte [børnene], der intet har foretaget sig for at føre tilsyn med selskabets virksomhed og som blot ved en gennemlæsning af selskabets regnskaber kunne være blevet bekendt med det ulovlige lån, findes ved denne tilsidesættelse af deres pligter som bestyrelsesmedlemmer at have pådraget sig ansvar over for likvidationsboet for, at der ved likvidationens indtræden forelå et ulovligt lån, der ikke kunne inddrives.“

Hvis børnene skulle have undgået ansvar, skulle de have kontrolleret, at selskabet ikke i strid med aktieselskabslovens regler havde ydet et ulovligt aktionærlån til deres far. Bestyrelsen er ansvarlig for og skal kontrollere, at direktionen handler korrekt. Det er således bestyrelsens ansvar, at bogføringen sker i overensstemmelse med loven, og at formueforvaltningen i selskabet er betryggende.

Sag 2, Juletræsdommen
Hvis bestyrelsen træffer beslutninger, som medfører, at selskabet begår en retsstridig handling, vil bestyrelsen som udgangspunkt ifalde ansvar. Et eksempel herpå findes i „Juletræsdommen“, hvor to selskaber havde påtaget sig at passe en juletræsproduktion
for en forpagter, der havde forpagtet jorden af ejeren. Begge selskaber havde samme bestyrelse. Forpagtningsaftalen blev opsagt.

På trods heraf fortsatte forpagteren og de to selskaber med at skove juletræer og sælge dem uden afregning til ejeren af jorden. Ejeren af jorden fremsendte løbende indsigelser til
såvel forpagteren som selskaberne og også til selskabernes bestyrelser. Både direktøren og bestyrelsesformanden i de to selskaber var derfor bekendt med ejerens indsigelser.

På denne baggrund kom Højesteret frem til at både direktøren og bestyrelsesformanden burde have indset, at selskabernes handlinger i denne forbindelse var retsstridige, og at bestyrelsen derfor burde derfor have taget skridt til at bremse dem. På denne baggrund var både direktøren og bestyrelsesformanden (der var advokat) ansvarlig for ejerens tab.
Hvis bestyrelsesmedlemmerne skulle have undgået ansvar, burde de have stoppet selskabernes retsstridige handlinger, da de blev opmærksomme herpå.

Sag 3, Dokoff
Denne sag handler om bestyrelsens manglende tilsyn med direktionen. I de to Dokoff selskaber bestod bestyrelserne i begge selskaber af de samme tre medlemmer.
A, der var advokat og bestyrelsesformand, B, der var studerende og menigt bestyrelsesmedlem, og C, der var bestyrelsesmedlem og direktør med ret til at
tegne begge selskaber.

Den studerende B tog initiativ til et bestyrelsesmøde, der blev afholdt den 18. februar 1987, hvor B oplyste, at direktøren disponerede over selskabets midler til egen vinding. Bestyrelsesformanden afviste dette, og tilkendegav at uenigheden mellem B og direktøren
var et udslag af manglende kommunikation. Som konsekvens heraf trak B sig ud af bestyrelsen. Dagen efter iværksatte A en revisorundersøgelse.

Denne kunne dog ikke forventes afsluttet før en måned efter, da selskabets bogføring ikke var foretaget for flere måneder. En uge efter bestyrelsesmødet udtrådte A ligeledes af
bestyrelsen. På dette tidspunkt var A blevet klar over, at bogføringen langt fra var ajour, at der manglede bilag for afholdte udgifter, at direktøren havde handlet i strid med selskabets formål, at en betydelig del af selskabets midler henstod på en bankkonto (som
direktøren disponerede direkte over) og at en sikkerhed som ifølge direktøren var stillet for selskabets investorer aldrig var blevet oprettet.

Direktøren var naturligvis ansvarlig for selskabernes tab. Den studerende B blev ikke holdt ansvarlig for tabene, han havde ageret korrekt ved at træde ud af bestyrelsen. A, der som nævnt var bestyrelsesformand og advokat blev holdt ansvarlig. Højesterets bemærkninger
i denne forbindelse er bemærkelsesværdige.

Højesteret anførte, at der måtte fremstå en så nærliggende risiko for, at direktøren ville misbruge sin dispositionsadgang i selskaberne, at bestyrelsesformanden havde handlet uagtsomt ved at træde ud af bestyrelsen og dermed lade direktøren ene tilbage i ledelsen af selskabet uden særskilt underretning til selskabernes investorer.

Advokaten blev således erstatningsansvarlig for selskabernes tab, som opstod ved
direktørens misbrug af selskabernes midler resten af året. Det, der er så bemærkelsesværdigt ved dommen er, at advokaten blev holdt ansvarlig for tab, der først
opstod efterfølgende som følge af direktørens misbrug.

Advokaten skulle som bestyrelsesformand for at undgå ansvar enten 1) have kontrolleret direktionen på en sådan måde, at misbruget ikke kunne være opstået, eller 2) have sat en stopper for direktørens misbrug på tidspunktet, hvor B bragte oplysninger frem for bestyrelsen eller 3) have sat en stopper for misbruget ved at orientere aktionærerne og selskabets kreditorer herom på tidspunktet, hvor han trådte ud af bestyrelsen.

Sag 4, Den professionelle fodboldklub
I sagen om den professionelle fodboldklub blev det fastslået, at bestyrelsen har pligt til at sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt i forhold til selskabets drift. Her bestod bestyrelsen af 5 medlemmer, hvoraf en var advokat. På et bestyrelsesmøde
i marts 1989 blev årsregnskabet for 1988 fremlagt ifølge hvilket selskabet havde et betydeligt tab.

Det kunne endvidere af årsregnskabet konstateres, at selskabet havde tabt hele egenkapitalen. Den 4. april 1989 afholdtes der igen bestyrelsesmøde i selskabet og her blev fremlagt et resultatbudget, hvoraf fremgik, at selskabet ikke kunne videreføres
uden yderligere tab. Højesteret kom frem til, at bestyrelsens medlemmer først på tidspunktet for fremlæggelsen af resultatbudgettet den 4. april 1989 burde
have indset, at det var uforsvarligt at fortsætte driften af selskabet.

Bestyrelsesmedlemmerne blev således gjort ansvarlige for kreditorernes tab, der var opstået i perioden fra den 4. april 1989 og frem til selskabets konkurs den 5. januar 1990.
Bestyrelsesmedlemmerne skulle for at undgå ansvar have trukket i nødbremsen den 4. april 1989, da de blev klar over, at selskabet ikke kunne overleve, og at det således var uforsvarligt at fortsætte driften og blot øge gælden i selskabet og dermed blot øge kreditorernes tab.

Sag 5, Sven Jakobsen Maskinfabrik A/S
En anden sag om samme spørgsmål er sagen om Sven Jakobsens Maskinfabrik A/S. Her blev en del af selskabets kreditorer den 3. marts 1993 oplyst om selskabets finansielle problemer. I brevet blev de pågældende kreditorer bedt om henstand i en periode.

Resultatet var således en stille betalingsstandsning. Den 6. august 1993 gik selskabet konkurs. En bank, der ikke var blandt de oplyste kreditorer, anlagde herefter sag mod selskabets bestyrelsesformand (der var advokat), med påstand om at denne var ansvarlig for de tab, banken havde lidt fra den stille betalingsstandsnings indtræden til at banken opdagede selskabets problemer.

Højesteret kom frem til, at bestyrelsens forventning om, at selskabets finansielle problemer kunne løses ikke var urealistisk på tidspunktet for den stille betalingsstandsnings
indtræden, og bestyrelsen havde ikke anledning til at ændre denne forventning før end efter banken blev bekendt med selskabets økonomiske situation.

Bestyrelsen havde således ikke ved at fortsætte driften på tidspunktet for den stille betalingsstandsnings indtræden forøget bankens risiko for at lide tab. Derfor
kunne bestyrelsesformanden ikke holdes ansvarlig for bankens tab.