Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 95

Sådan styrker bestyrelsen beslutningsgrundlaget

Studieture og eksterne foredragsholdere skal dygtiggøre bestyrelsen.

I denne kommentar skriver bestyrelsesformand, advokat N. E. Nielsen om, hvordan han målrettet arbejder på at skabe et bedre beslutningsgrundlag for “sine” bestyrelser ved at afholde bestyrelsesseminarer med eksterne foredragsholdere og tage på studieture med hele bestyrelsen til selskabets vigtigste geografiske markeder. Det tager tid, men er afgørende for at forstå selskabets vigtigste langsigtede udfordringer og udviklingsmuligheder, skriver han.

N.E. Nielsen er tidligere bestyrelsesformand for D/S Torm, Amagerbanken, GPV Industri, Ambu og Mazzanin Kapital, samt bestyrelsesmedlem i bl.a. Satair. I en verden fyldt med forandringer er det væsentligt for virksomhedernes strategidrøftelser, at alle bestyrelsesmedlemmer bliver dybt informeret, og at de ved selvsyn har oplevet realiteterne på de vigtigste markeder, hvor selskabet er aktivt. Det betyder i praksis, at bestyrelsen bør tage på rundrejse og ved selvsyn konstatere, hvordan tingene hænger sammen.

Bestyrelsesarbejdet i mange danske virksomheder har været under hastig forandring de senere år. En lang række regelsæt – særligt for børsnoterede virksomheder – lægger op til en høj grad af formalisering og papirarbejde. Og særligt for internationalt arbejdende virksomheder kan dette være en meget stor belastning.

Inden for disse områder med intern rapportering, risikostyring og regnskabsrapportering gælder det om at afsætte de fornødne ressourcer i en indkøringsfase for at sikre den rigtige implementering. Det skal også sikre en effektiv organisering, der vil kunne nedbringe det fremtidige tidsmæssige omfang og ikke fjerne fokus på det primære i bestyrelsens arbejde: forretningen, dennes udvikling og styring af risici.

Som led i at skabe et bedre grundlag for bestyrelsens og direktionens fælles drøftelser, er det et godt instrument at gøre bestyrelsesmøderne mere temaorienterede. Hermed bliver muligheden for ordentlig forberedelse fra ledelsens side langt bedre, muligheden for fordybelse større, forståelsen af virksomheden bliver bedre. Og de efterfølgende beslutninger langt mere kvalificerede.

Temamøder med foredragsholdere Ved et temamøde falder det også helt naturligt at invitere eksterne personer til at holde indlæg, hvad enten det er egentlige specialister eller, og måske langt bedre, personer, der repræsenterer enten kunder, leverandører eller måske endda andre spillere på virksomhedens markedsområder.

Hvem vil eksempelvis ikke gerne høre en virksomheds største kunde eller hovedleverandør tale om sin opfattelse af virksomheden i forhold til andre på samme marked – både i positiv og negativ henseende. Det kræver nogen gange både mod og overtalelsesevne at gennemføre dette. Men det kan være et væsentligt bidrag til forståelse af virksomheden.

Samtidig er der ofte tale om information, som bestyrelsen alene får gennem oplæg, som direktionen kommer med til bestyrelsen. Ved at trække kilderne eller eksperterne direkte ind i bestyrelseslokalet, får de enkelte bestyrelsesmedlemmer et langt klarere billede af forholdene, samt muligheden for at stille uddybende spørgsmål til eksperten.

En anden måde at få bestyrelsen og direktionen til at have samme referencerammer ved drøftelser om fremtiden, er at besøge primærmarkeder og geografiske områder. Det giver på en anden direkte måde mulighed for at opleve, hvilken udvikling verden gennemgår og dermed de udfordringer, som virksomheder står overfor. Kina-besøg var en “eye-opener”.

Personligt har jeg oplevet, at fælles bestyrelsesture til USA og Fjernøsten med et intensivt lokalt program har været “eye-opener”, hvor drøftelser om markedsstørrelser og muligheder, udflytninger af produktion, og hvor investeringer fremover skal gennemføres, har fået nye dimensioner, efter at alle har oplevet den lokale puls på en direkte måde. Det er tidskrævende og hårdt, men væsentligt for at skabe langsigtet værdi i virksomhederne.

Bestyrelsen skal tage mere ansvar

Bestyrelsen bør tage et ansvar for strategiarbejdet.

Torsten E. Rasmussen er et af landets mest eftertragtede bestyrelsesmedlemmer. Efter sin exit fra LEGO i 1997 har han indtaget en række tunge bestyrelsesposter i større selskaber, blandt andet Bang & Olufsen, Coloplast, ECCO, ØK, Vestas, Louis Poulsen, TK Development og Schur International. I dette interview siger Torsten Rasmussen, at bestyrelserne generelt bør tage mere ansvar ved at gå dybere ind i arbejdet med at lægge strategi. Han siger også, at det ofte bunder meget i selskabets kulturelle tradition, hvordan bestyrelsesarbejdet tilrettelægges:

En international undersøgelse, tidligere omtalt i ugebrevet, konkluderer, at bestyrelserne alt for ofte overlader ansvaret til topdirektøren, eksempelvis omkring strategi? Mit indtryk er, at mange bestyrelser overvejende er kontrollerende. De lægger meget vægt på aktieselskabslovens krav om kontrol, eksempelvis af regnskaber. Her ligger ansvaret for at udarbejde strategien næsten alene på direktionen. Men der er også selskaber, hvor bestyrelsen går dybt ind i strategilægningen. Men det er vel også en lettere og enklere opgave at være kontrolorgan end at gå dybere ind i strategiarbejdet? Kontrol er helt klart lettere end et dybere engagement i strategien. Det kræver også, at det enkelte bestyrelsesmedlem involverer sig i bestyrelsesarbejdet for at kunne bringe sig i den situation. Det kræver energi, indsigt, lyst og tid at grave sig det spadestik dybere, altså at forstå virksomhedens strategiske platform.

Hvad vil typisk være afgørende for, om det er en kontrollerende eller en engageret bestyrelse? Jeg tror, to forhold har betydning. For det første er der i enhver virksomhed en kulturtradition. Hvordan har man i den pågældende virksomhed gjort det tidligere. Hvordan opfatter bestyrelsen sin egen rolle? Har det været en familieejet virksomhed, hvor bestyrelsen fra start bestod af familien og en advokat? Så kan det måske være svært at få drejet bestyrelsesarbejdet i engageret retning.

Hvad er vigtigst for bestyrelsen: At udøve kontrol eller tænke fremad og overveje strategi? Aktieselskabsloven nævner jo kontrolfunktionen, som en vigtig del af bestyrelsesarbejdet. Men strategien er en mindst ligeså væsentlig del af bestyrelsens arbejde og ansvar. Bestyrelsen bør arbejde målrettet med idegrundlag og søge at identificere, hvor den er unik, og hvordan konkurrencefordelene kan bevares og måske udbygges.

Er bestyrelserne typisk klædt godt nok på til at gå dybere ind i strategiprocessen? Et bestyrelsemedlem bør selvfølgelig have en vis indsigt og forståelse af virksomhedens omverden. Ellers vil det ikke være muligt for personen at danne sig en kvalificeret holdning til, om virksomheden skal udvikle sig i den ene eller anden retning. Derfor er det også vigtigt, at bestyrelserne er skruet rigtigt sammen med forskellige kompetencer.

Undersøgelser viser fra tid til anden, at topdirektøren ofte godt kunne tænke sig mere modspil fra bestyrelsen? Det kan tænkes, at bestyrelsen ikke er klædt godt nok på. Det kan også være, at bestyrelsen ikke ønsker at gå længere ned i strategiarbejde, måske på grund af andre traditioner for arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion.

Den amerikanske undersøgelse viser, at bestyrelsen ofte skyder ansvaret fra sig, så topchefen hænger på eventuelle strategiske fejlskøn – og derved ofres topchefen? Der findes helt klart virksomheder, hvor det meste af strategiarbejdet ligger hos direktionen. Det kan betyde, at bestyrelsen lidt skyder ansvaret fra sig og vælter det over på direktionen. Og det betyder også, at den adm. direktør ofte står i skudlinjen, hvis det går galt. Det er måske ikke helt retfærdigt. Bestyrelsen har et medansvar. Her må aktionærerne så udøve deres stemmemagt på generalforsamlingen. Men det er rigtigt, at det ikke sker så ofte.

Der er en løbende debat om, hvorvidt bestyrelserne systematisk bør overveje, hvilke kompetencer, virksomheden har brug for, og så faktisk indrette sig efter det? I de fleste større børsnoterede selskaber har man for længst erkendt nødvendigheden af, at man løbende vurderer bestyrelsens sammensætning. Men hvis man kigger på hele universet af selskaber, er det langt fra alle, der arbejder på den måde. Men den skærpede konkurrence og globaliseringen presser også de mindre og mellemstore virksomheder til at styrke deres bestyrelser. De har måske nok endnu mere behov for det end de store selskaber, som er dækket bedre ind med en direktion på typisk 3-4 fagligt stærke erhvervsledere

“Sladrehanke” på vej ind i virksomhedskultur

Stadig flere danske selskaber indfører procedurer for anonyme sladrehanke, såkaldte whistleblowers, som giver medarbejdere og andre mulighed for at fortælle bestyrelsen eller en ekstern udpeget rådgiver om eventuelle uregelmæssigheder, uden selv at komme i fedtefadet.

Et af selskaberne er Vestas, hvor tidligere koncernchef Ditlev Engel fortæller om initiativet. Under overskriften ”Whistle blowing” skriver han i de indledende bemærkninger: “En gennemskuelig, gennemsigtig og forståelig virksomhed er målet, hvilket også er baggrunden for den såkaldte whistle blowing-politik, som vi nu indfører. Medarbejderne vil typisk være de første til at opdage uregelmæssigheder eller svigagtig adfærd på arbejdspladsen. Det viser sig dog tit, at de fleste vil være tilbageholdende med at gå videre med deres mistanke – af forståelige om end ofte forkerte grunde, hvor frygten for at optræde illoyalt over for kollegerne eller arbejdsgiveren nok er de mest almindelige.

Formålet med Vestas’ whistle blowing-politik er at undgå en potentiel tilbageholdenhed. Derfor slutter vi os til rækken af danske virksomheder, der så at sige giver ”frit lejde” til de medarbejdere, der mener at være vidende om kritisable forhold eller dispositioner, som vil kunne skade Vestas økonomisk, på omdømmet eller på anden vis. Politikken skal ses som et af mange elementer i understregningen af, at Vestas er en organisation, hvor alle parter kan føle sig sikre på, at væsentlige informationer hverken forsøges undertrykt eller skjult.”

Hidtil er de såkaldte whistleblower-programmer fortrinsvis blevet indført i de børsnoterede selskaber, som også er noteret på New York Stock Exchange. Selskaberne skal nemlig leve op til de amerikanske Sarbanes-Oxley regler, der stiller krav om klare regler for anonyme sladrehanke.

Herhjemme har blandt andet Novo Nordisk og D/S Torm (hvor Vestas-chef Ditlev Engel i øvrigt også sidder i bestyrelsen) derfor den slags regler. Regler om whistleblowers har ellers været betragtet som meget udansk: ”Ordningen er et typisk amerikansk fænomen, som skal beskytte medarbejdere, som har viden om uregelmæssigheder eller svig, og som gerne vil fortælle det videre til ledelsen. Herhjemme har vi ikke en egentlig anbefaling om whistleblowing, og jeg mener heller ikke, at det er relevant at indføre i danske virksomheder“ siger direktør Lars Nørby Johansen, som er frontfigur i udviklingen af de danske corporate governance-anbefalinger.

Holdningen afspejles måske meget godt gennem følgende udtalelse fra D/S Torms tidligere koncernchef Klaus Kjaerulff, hvor bestyrelsen har vedtaget at indføre et whistleblowerprogram: ”Vi har især indført programmet, fordi det er et krav efter Sarbanes-Oxley. Personligt mener jeg ikke, at det er nødvendigt med den slags sladrehanke. Vi har i selskabet nogle værdier og en kultur, som er baseret på god etik og moral. Man kan også sige, at vi hele tiden har haft noget, der ligner, fordi uregelmæssigheder nok skal komme for dagens lys,” siger han.

D/S Torm har dog valgt en noget usædvanlig vej, da eventuelle ”sladrehanke” ikke skal henvende sig til formanden for bestyrelsens revisionskomité, men til en særligt udpeget kontaktperson udenfor virksomheden, i dette tilfælde en advokat, som ikke tidligere har haft noget at gøre med selskabet. ”Vi har ment, at det var rigtigst, at kontaktpersonen ikke har relationer til selskabet i forvejen. Det giver medarbejderen, som har noget at fortælle, en ekstra beskyttelse.

Selskabets bestyrelse og daglige ledelse får altså ikke noget at vide om, hvem personen er. Og der vil blive foretaget en uafhængig vurdering af henvendelsen, uden at der vil blive taget politiske og personlige hensyn,” fortæller Klaus Kjaerulff.

Fra Novo Nordisk fortæller Søren Thor Jensen, Corporate VP, Legal Affairs, at koncernen har haft et whistleblower program i flere år. Medarbejdere, tidligere medarbejdere eller andre kan henvende sig direkte via en hjemmeside til selskabets revisionskomité. Søren Thor Jensen oplyser, at Novo Nordisk flere gange har meldt ud til koncernens medarbejdere om ordningen, og om hvordan den fungerer. Han fortæller, at hovedparten af henvendelserne er ”useriøse”, eksempelvis andre virksomheder, som ønsker at sælge et eller andet. Men der er også kommet seriøse henvendelser, som har indeholdt substans, vurderer han.

Bestyrelsen bør etablere risikoovervågning 1/2

Risikostyring handler om meget andet end afdækning af de mest oplagte finansielle og forretningsmæssige risici. Bestyrelsen bør anlægge en langt bredere definition af risikostyring – også kaldet Enterprise Risk Management (ERM), som får stadig større opmærksomhed i bestyrelseslokalerne.

Ifølge en artikel i det amerikanske tidsskrift Directors & Boards har der hidtil været stor forskel i opfattelsen af, hvad der ligger i begrebet risikostyring. Typisk har der været fokuseret på områder, hvor virksomheden har kunnet afdække risici, eksempel finansielle risici på valuta, råvarepriser og renter, altså en eller anden form for beskyttelse af virksomhedens aktiver.

Typisk sker afdækning med forsikringer også omkring bestyrelsens og direktionens ansvar, herunder etablering af interne processer, der sikrer, at virksomheden overholder lovgivning og regulering, og som sikrer, at ledelsen forholder sig til rent juridiske problemstillinger.

Bestyrelsen bør altså anlægge et helhedssyn på virksomhedens strategiske og forretningsmæssige risici, som går videre end beskyttelsen af ressourcer og af ledelsen, og som handler mere om at optimere værdiskabelsen, skriver den anerkendte kommentator indenfor governance, Richard M. Steinberg, som er ledende partner i Steinberg Governance Advisors og tidligere chef for governance i PricewaterhouseCoopers.

Steinberg skriver, at risikostyring ofte bliver begrænset til et snævert felt, nemlig de risici som ses på det bestemte tidspunkt, bestyrelsen og ledelsen arbejder med overvågning af potentielle risici, og til de risici, som den daglige ledelse umiddelbart ser på ”radarskærmen”.

Det handler altså om, at det systematisk overvejes, hvordan der identificeres nye potentielle risici, som pludselig bliver mere nærværende og sandsynlige end tidligere.

I artiklen gennemgår han hovedpunkterne i ”biblen” indenfor risikoledelse med titlen ”Enterprise Risk Management – Integrated Framework”, som er formuleret af den internationale organisation COSO. Grundlæggende anvises her nogle redskaber og processer, som kan gøre ledelsen i stand til at identificere potentielle begivenheder, som kan give anledning til nye forretningsmæssige muligheder eller afspore selskabets fremdrift mod opstillede mål for lønsomhed og ekspansion.

Ved at identificere relevante begivenheder eller nye tendenser tidligt, kan ledelsen med de rette mekanismer og processer foretage de fornødne indgreb for at minimere en negativ udvikling og udnytte eventuelle positive muligheder. På den måde kan ERM hjælpe virksomheden med at opfylde målsætninger og lønsomhedsmål og undgå større tab af ressourcer, hedder det.

Et af bestyrelsens ansvarsområder er netop at holde sig løbende orienteret om potentielle og nye risici, så den har mulighed for at sikre, at ledelsen foretager de fornødne tiltag til at imødegå en negativ udvikling. Men det er næsten altid den daglige ledelse, som informerer bestyrelsen om virksomhedens risikosituation. Formidles alle nødvendige oplysninger? Og det giver anledning til et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan bestyrelsen være sikker på, at ledelsen videreformidler alle nødvendige oplysninger om betydelige risici til bestyrelseslokalet?

Svaret kan deles i to: Det ene går ud på, om ledelsen videreformidler den information om risikoforholdene, ledelsen faktisk har. Og det er igen et spørgsmål om tillid til ledelsen og dennes troværdighed. Det andet går ud på, om ledelsen overhovedet har overblik over de vigtigste risici og en etableret proces, som sikrer en rapportering om nye truende risici.

Ifølge Steinberg har topledelsen ofte ikke et klart billede af de største faktiske og truende risikofaktorer. Realiteten er, at topledelsen meget ofte har et tætpakket dagsprogram, som er fyldt med en myriade af andre dagligdags problemstillinger og opgaver som salg og marketing, human ressources, store kunder, strategi, bestyrelsen og investorer.

Resultatet er, at den daglige ledelse i de fleste tilfælde arbejder med allerede opståede problemer og ”sager,” som allerede er blevet sager, og altså i mindre grad potentielle risici. Med andre ord bliver der ikke i tilstrækkelig grad taget hånd om risici, før de når at udvikle sig til problemer, og så er det jo ved at være for sent.

Læs også: Bestyrelsen bør overvåge risikoledelse 2/2

Bestyrelsen bør overvåge risikoledelse 2/2

Bestyrelsen har ansvaret for at sikre, at den daglige ledelse har etableret systemer til at identificere og håndtere potentielle risici, før de udvikler sig til alvorlige problemer.

Flere og flere bestyrelser spørger da også virksomhedens daglige ledelse, i hvor høj grad den har indarbejdet Enterprise Risk Management (ERM) i virksomhedens ledelsesprocesser, lyder vurderingen i en artikel i det amerikanske tidsskrift Board & Directors med overskriften ”Managing Risk – to your company and you.”

I denne artikel nummer to om ERM gennemgår vi de otte hovedactions i COSO’s rapport. Udgangspunktet er, at modellen for risikoledelse ikke alene handler om at dæmme op for negative begivenheder, men i ligeså høj grad om at udnytte nye muligheder.

Med den relevante information og analyse af potentielle risici bliver ledelsen nemlig klædt bedre på til at vurdere risici i forhold til potentialet i nye initiativer. Uden denne klarhed kan der være tendens til, at ledelsen vælger den sikre vej – simpelthen fordi den ikke har en god indikation af sandsynligheden for henholdsvis succes og fiasko.

Med ERM kan der modsat identificeres en række potentielle begivenheder eller tendenser, som kan give virksomheden en betydelig upside. Det kan være vigtige byggeklodser i den strategiske planlægning og andre ledelsesprocesser.

COSO‘s model består af otte komponenter, som kan indbygges i ledelsesprocessen:

Internt risikomiljø: For det første skal ledelsen fastlægge en filosofi for risikoappetit, som bestemmer det interne miljø for, hvordan man ser på risici og kontrol heraf. Kernen i enhver virksomhed er mennesker, og deres tænkning, herunder værdier, integritet, etik og kompetencer, er afgørende for virksomhedens måde at drive forretning på, også i forhold til risikohåndtering.

Fastsætte mål: For det andet bør ledelsen opstille målsætninger, fordi det er grundlaget for at sætte en klar kurs i forhold til strategisk planlægning og fastlæggelse af andre ledelsesprocesser og en risikoappetit.

Identifikation af begivenheder: For det tredje skal potentielle begivenheder, som kan have stor effekt på virksomhedens lønsomhed og udvikling, identificeres. Der skal både identificeres interne og eksterne faktorer, som påvirker strategiplanen og muligheden for at opnå de opstillede målsætninger. Heri indgår, at samspillet mellem forskellige begivenheder vurderes, så der opnås en større forståelse af virksomhedens risikobillede.

Risikoovervågning: For det fjerde skal de identificerede risici analyseres nærmere med henblik på at beslutte, hvordan de skal håndteres. De potentielle risici skal sættes i relation til de opstille målsætninger for at afgøre, hvor effekterne af eventuelle begivenheder er store og små.

Reaktion på risici: For det femte bør ledelsen opstille en handlingsplan eller en række actions, som en eventuel reaktion på de potentielle risici, og som modsvarer den valgte risikoappetit og virksomhedens strategiplan. Dette punkt handler om, at ledelsen skal opstille og evaluere mulige reaktioner på identificerede risici, herunder hvordan risici kan eller bør undgås, accepteres, reduceres eller deles med andre.

Kontrolaktiviteter: For det sjette bør der opstilles skriftlige politikker og etableres procedurer som sikrer, at de besluttede actions i reaktionsplanen faktisk bliver ført ud i livet.

Information og kommunikation: For det syvende skal den relevante information identificeres, opsamles og viderekommunikeres til de relevante personer, så de kan foretage de fornødne actions, så reaktionsplanen overholdes. Informationen skal videreformidles i en forståelig og klar form og uden unødigt ophold for at sikre, at hele set up’et virker. Der bør også kommunikeres bredt ud i virksomheden om disse processer, så der opnås en samlet større forståelse for virksomhedens måde at håndtere risikostyringen.

Overvågning: Hele ERM-processen bør løbende overvåges, så der kan foretages nødvendige justeringer hen ad vejen. Det sikrer, at systemet kan tilrettes i en dynamisk proces, som modsvarer ændringer i markedsforhold, produktionsforhold og andre størrelser, som konstant forandres.

Afslutningsvis understreges det, at COSO‘s model for risikoledelse ikke kan sættes i stedet for virksomhedens system for interne kontroller, eksempelvis Sarbanes-Oxley. Der er tale om to forskellige formål og systemer. Men det fremhæves, at der er samdriftsfordele ved at indføre begge systemer

Læs også: Bestyrelsen bør etablere risikoovervågning 1/2

Om forebyggelse af bestyrelsesansvar

Grundregler og tendenser i bestyrelsesansvaret.

Professor Erik Werlauffs budskab er, at ansvaret bevæger sig mod en specialisering, hvor bestyrelsens aktive handling vil blive tillagt stigende betydning. Også spørgsmål om uafhængighed og et veldokumenteret beslutningsgrundlag får stigende betydning.

Selv om alle landes grundsætninger om bestyrelsesansvar har nogle fælles principper, er der alligevel nuancer i retsstillingen. Flere lande har en omvendt bevisbyrde, hvis det efter bevisførelsen under en retssag er tvivlsomt, om bestyrelsen har begået fejl og derved forvoldt skade for selskabet, nu eventuelt dets konkursbo.

Nogle stater er ligesom tysk ret præget af en specialisering, hvor bestyrelsen koncentrerer sig om tilsyn og kontrol, mens direktionen koncentrerer sig om ledelsen. En sådan specialisering får refleksvirkninger for ansvarsbedømmelsen, idet et ansvar for bestyrelsen da kan være særligt nærliggende i tilfælde af undladelser og manglende agtpågivenhed, mens et ansvar for direktionen særligt vil dreje sig om fejl i forbindelse med aktive handlinger samt overtrædelse af særlovgivningen.

Tendensen i Danmark vil nok bevæge sig i retning af en sådan specialisering og fremtidige ansvarssager vil blive præget heraf. Det potentielle bestyrelsesansvar vil derfor særligt blive aktuelt, hvis bestyrelsen ikke er skeptisk, overvågende. Såfremt man som bestyrelsesmedlem er sig bevidst, at det ikke er bestemte aktionærers interesser, man skal varetage, men derimod selskabets interesser, må der siges at være en ganske bred margin for fejlskøn.

Så snart irrelevante interesser derimod spiller ind i konkrete afgørelser, påhviler der de agerende en pligt til at sandsynliggøre, at de alligevel efter bedste skøn varetog selskabets interesser. Der må ikke varetages særinteresser Også vedrørende særlige interesserepræsentanter i bestyrelsen gælder det – ligesom det gælder for medarbejdere i bestyrelsen og for en hovedaktionær i dennes egenskab af bestyrelsesmedlem – at de pågældende skal skifte kasket, når de sætter sig ved bestyrelsesbordet, idet de ikke må varetage særinteresser i bestyrelsen.

Bestyrelsen bør insistere på, at direktionen tilvejebringer et veldokumenteret beslutningsgrundlag (budgetter, konsekvensberegninger, risikoanalyser, detaljeret indstilling), og at dette beslutningsgrundlag omhyggeligt opbevares. En bestyrelse, der således efter bedste skøn og på grundlag af en veldokumenteret skriftlig indstilling træffer en beslutning, vil kun i helt ekstreme situationer kunne ifalde ansvar.

En typisk overtrædelse af aktieselskabsloven kunne bestå i, at man ikke har opfyldt kravet i §54 stk. 3, hvorefter „Bestyrelsen skal påse, at bogføringen og formueforvaltningen kontrolleres på en efter selskabets forhold tilfredsstillende måde“. At „kontrollere formueforvaltningen“ vil først og fremmest sige, at bestyrelsen sikrer sig, at selskabets aktiver ikke udsættes for helt unødige risici.

Overtrædelse af §54 kan medføre bødeansvar, jvf. §161, stk. 1, men værre for de pågældende vil det normalt være, at der som nævnt kan blive tale om erstatningsansvar. Men langt de fleste sager i relation til bestyrelsen drejer sig om eventuelt ansvar for passivitet snarere end om ansvar for aktivitet.

Mens det er meget vanskeligt for en dommer at sige til et bestyrelsesmedlem, at det burde have handlet anderledes (for i så fald beder man jo domstolene sætte deres skøn over bestyrelsens skøn, hvilket domstolene naturligt nok er meget utilbøjelige til), er det langt mere nærliggende at bebrejde et bestyrelsesmedlem, at det slet ikke handlede – at det altså med andre ord undlod at reagere.

Det er en undladelsessynd, hvis bestyrelsen ikke sørger for „en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed“, jf. aktieselskabslovens §54, stk. 1, 2. pkt. Til „en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed“ hører ikke blot antagelsen af én eller flere effektive direktører, men mindst lige så meget afskedigelsen af én eller flere ineffektive direktører.

I nogle år var det forkætret at omtale bestyrelsesansvarsforsikringer. Nogle antog, at det var et generalforsamlingsanliggende at sige ja til at tegne en sådan (hvilket imidlertid ikke kan være rigtigt), og at selskabets penge ikke måtte bruges til præmiebetalingerne (hvilket heller ikke kan være rigtigt).

Nu er der en stigende forståelse for, at sådanne forsikringer er et gode, men forsikringsmæssigt er de et uensartet produkt, og de individuelle vilkår, der tilbydes selskabet, bør derfor altid nøje gennemgås og sammenlignes med konkurrenternes.

Sådan forebygger bestyrelsen ansvarssager

Klare operationelle råd om tilrettelæggelse af bestyrelsesarbejdet.

Bestyrelsesmedlemmer har langt hen ad vejen mulighed for at forebygge ansvarssager, og i den forbindelse gives her en række klare operationelle råd om tilrettelæggelse af bestyrelsesarbejdet.

På ethvert bestyrelsesmøde bør bestyrelsen overveje følgende:

• Er referatet af foregående møde dækkende? • Hvilke dispositioner er der iværksat eller skal der iværksættes som følge af tidligere trufne bestyrelsesbeslutninger? • Fremlæggelse af revisionsprotokollen og gennemgang af eventuelle nye blade deri. • Fremlæggelse og om fornødent ajourføring af den lovpligtige købs- og salgsbog (bestyrelsesmedlemmers og direktørers aktiebesiddelse i selskabet eller andre koncernselskaber).

• Særlige meddelelser fra bestyrelsesformanden • Særlige meddelelser fra direktionen • Udførlig beretning fra direktionen om selskabets virksomhed siden sidste ordinære bestyrelsesmøde. • Er der opstået forhold af væsentlig betydning siden sidste møde? • Er der brug for at bede om en skriftlig redegørelse (kvartalsrapport, særlig rapport eller lign.) fra direktionen om forhold, som det forekommer vanskeligt at overskue på mundtligt grundlag?

• Eventuelle forslag fra direktionen til nye projekter og/eller nye investeringer?

• Gennemgang af perioderegnskab • Gennemgang af (rullende) budget • Er forsikringsforholdene ajour? (kaskoforsikring af aktiver, driftstabsforsikring, ansvarsforsikringer, herunder produktansvar og erhvervsansvar, eventuelt også bestyrelsesansvar)

• Er der behov for revision af forretningsordenen? • Hvis selskabet er børsnoteret, har det da udarbejdet de lovpligtige interne forskrifter vedrørende insiderhandel, oplysningsforpligtelser m.v., og trænger disse i givet fald til ajourføring? • Hvis selskabet er børsnoteret, træffes der da på bestyrelsesmødet beslutninger, som skal meddeles Fondsbørsen?

• Træffes der på bestyrelsesmødet andre beslutninger, som bør meddeles medarbejdere, kunder, offentligheden eller andre? Bestyrelsesansvar Særligt vedrørende regnskabsforhold: • Foregår bogføringen, herunder regnskabsfunktioner, intern kontrol, IT-organisation og budgettering, på betryggende måde?

• Er proceduren til opfølgning af planer, budgetter og lignende betryggende? • Er rapporteringen om likviditet, ordrebeholdning, finansieringsforhold, pengestrømme og særlige risici tilfredsstillende? • Foreligger der det nødvendige grundlag for den eksterne revision? Er der eventuelt behov for en intern revision i selskabet?

• Er selskabets „kapitalberedskab“ til enhver tid forsvarligt? (idet der med ordet „kapitalberedskab“ ikke kun menes egenkapital, men også sikre, forsvarlige lånemuligheder) • Skal perioderegnskaberne revideres (f. eks. hvis de skal anvendes eksternt, eventuelt til optagning af kredit)?

• Huske, at en direktør eller et bestyrelsesmedlem, der ikke mener, at årsregnskabet eller årsberetningen bør godkendes, eller som har andre indvendinger mod disse, som han ønsker at gøre generalforsamlingen bekendt med, skal redegøre herfor i en påtegning til regnskabet.

• Er vurderingen af aktiverne i regnskabet forsvarlig? • Er alle passiver medtaget? • Foreligger der eventualforpligtelser, som bør noteforklares (eller som i virkeligheden er så sandsynlige, at de skal passiveres)? • Er der noget bestyrelsesmedlem eller nogen direktør, der nærer tvivl om en post på status eller resultatopgørelse? (i så fald er vedkommende pligtig af egen drift at søge tvivlen opklaret senest i årsregnskabsmødet)

• Er årsrapportens enkelte poster blevet sammenlignet med de tilsvarende poster på forrige regnskab, og er forskydningerne blevet belyst nærmere? • Er transaktioner med personer eller selskaber, som har nær forbindelse med dette selskab, udvist korrekt i regnskabet? (både tilgodehavender hos, gæld til, inclusive køb og salg, lån, overførsler, leasingarrangementer eller garantier i relation til sådanne personer eller selskaber)

• Har selskabet påtaget sig kautions-, garanti-, pensions- eller lignende forpligtelser ud over dem, der fremgår af regnskabsudkastet? • Er der væsentlige tabsrisici, der eventuelt burde vises i regnskabet?

• Er der uafklarede krav eller retssager mod selskabet, som burde oplyses i regnskabet? • Er der foretaget nødvendige hensættelser på alle væsentlige ukurante og langsomt omsættelige varer?

• Har selskabet fornøden registreret/tinglyst adkomst til alle dets aktiver? • Er der nogen aktiver, der er pantsat eller på anden måde behæftet, ud over hvad der fremgår af regnskaber? • Er der mulige væsentlige tab i forbindelse med tvistigheder om leverede varer eller manglende overholdelse af leveringsaftaler?

• Foreligger der væsentlige krav fra myndigheder, herunder vedrørende miljø- og arbejdsmiljølovgivningen?

Særligt vedrørende budgetmøde: • Der bør foreligge årsbudget senest én måned før påbegyndelsen af det pågældende regnskabsår. • Budgettet bør indeholde både resultatbudget og balancebudget. • Hvis det skønnes nødvendigt, skal der tillige suppleres med investerings- og likviditetsbudget. • Er budgettet opdelt på kvartaler, hvilket det normalt bør være? • Er det ledsaget af en prognose (hvor usikker den end måtte være) i hvert fald i hovedtræk for de efterfølgende to regnskabsår?

• Sørger direktionen for, inden en måned efter udgangen af hvert kvartal, af egen drift at sende hvert enkelt bestyrelsesmedlem materiale med budgetopfølgning? • Fremgår det klart af budgetopfølgningen, i hvilket omfang budgettet for det pågældende kvartal blev realiseret, i hvert fald hvad angår drift- og statusbudgettet? • Viser budgetopfølgningen også, hvilke forskydninger der må forventes for den resterende del af budgetperioden?

• Er det nødvendigt at udarbejde et revideret budget for hele det løbende regnskabsår? Eventuelt også reviderede prognoser for de næste to år? • Hvilke væsentlige usikkerhedsfaktorer med hensyn til renteniveau, konjunkturer m.v. skal tages i betragtning ved læsningen af budgettet?

• Har der været særlige problemer med hensyn til at udarbejde budgettet, eksempelvis i henseende til intern kontrol, regnskabsfunktion, IT-organisation m.v.? • Er der noget i budgetterne, der tyder på, at selskabets kapitalberedskab indenfor budgetperioden ikke vil være forsvarligt, set i forhold til selskabets drift? • Er der noget i budgettet, der giver anledning til (eller pligt til) at offentliggøre nye meddelelser, prognoser m.v. vedrørende selskabet?

Artiklen er baseret på et tidligere indlæg af Erik Werlauff.

Advokaten: De ti mest almindelige bestyrelsesfejl 1/2

Typiske fejl i bestyrelseslokalet.

Normalt vil det være meget vanskeligt at beskrive de typiske fejl og mangler i erhvervslivets bestyrelser. Men i det amerikanske tidsskrift Corporate Board fortæller en række topadvokater, ansat i store amerikanske selskabers juridiske afdelinger, om deres opfattelse af de typiske fejl i bestyrelseslokalet.

For en gang skyld får vi dermed mulighed for at fortælle, hvad ”fluen på væggen” oplevede, nok mere troværdigt end hvis man spurgte de involverede bestyrelsesmedlemmer selv.

I artiklen ”General Counsel to Directors: Your 10 Most Common Mistakes” er hovedbudskabet ikke til at tage fejl af: ”The in-house lawyers think that you’ve got to learn about risks, trust, and reward. And when there’s trouble, you too often fail to follow the Boy Scout creed: Be Prepared.”

I artiklen gennemgås de ti mest almindelige fejl, som efter advokaternes vurdering begås i bestyrelseslokalerne:

1. Der stilles ikke de mest oplagte spørgsmål: Dette problem er en smule pinligt – altså for bestyrelsesmedlemmerne. Ofte består bestyrelsen af en række erfarne, dygtige og veluddannede erhvervsfolk fra forskellige selskaber. Men historien viser, at de ofte ikke stiller spørgsmål, fordi de har på fornemmelsen, at de burde kende svaret. Det er et stort problem, for hvis de ikke er fuldt oplyst om forholdene, har de ikke det fornødne grundlag for at træffe den optimale beslutning.

Men som en advokat påpeger: Det virker mindre dumt at stille et dumt spørgsmål, end at stå frem i offentligheden senere med ansvaret for et kriseramt – eller konkursramt selskab. En advokat udtaler, at de dygtigste bestyrelsesmedlemmer ofte er dem, der siger: ”Hør her, det forstår jeg ikke. Jeg er ikke dum, og jeg plejer at forstå tingene, så det må vi have forklaret lidt bedre.” En anden giver dette råd: Vil du undgå at stille det ”dumme” spørgsmål på selve bestyrelsesmødet, så ring efterfølgende til en bestyrelseskollega, direktøren eller bestyrelsesformanden – og stil spørgsmålet. Det påpeges, at den manglende lyst til at stille spørgsmål nok er det største enkeltstående problem i bestyrelseslokalerne.

2. Manglende forståelse af selskabet og de risici, det står overfor: Bestyrelsesmedlemmer vil aldrig have samme indsigt i og forståelse af selskabet og dets omverden, som selskabets daglige ledelse har. Men det påpeges, at alt for mange ledelser og bestyrelsesformænd ikke sørger for introduktion og uddannelse af nye bestyrelsesmedlemmer – om, hvordan virksomheden fungerer og om konkurrence- og markedsforhold.

Hertil kommer også behovet for løbende at holde bestyrelsen opdateret om selve virksomheden, bl.a. via jævnlige besøg i virksomhedens forskellige afdelinger og samtaler med cheferne, som er ansvarlige for dag -til- dag operationer.

3. Glemmer at forholde sig til etiske spørgsmål og compliance: Selvom der herhjemme ikke findes en Sarbanes-Oxley Act, som stiller store krav til at dokumentere selskabets processer og pengestrømme, findes der for alle selskaber et behov for at forholde sig til etik omkring forretningskultur og relationen til interessenterne, herunder kunder, medarbejdere og samfundet.

Etik er sjældent et spørgsmål, som drøftes i bestyrelseslokalet, selvom bevidste beslutninger om spørgsmålet her vil have stor betydning for resten af selskabets interne og eksterne adfærd. Det stærkeste signal om, hvad selskabet opfatter som god etik og forretningskultur, vil altid udspringe fra bestyrelseslokalet, og det kan gøre en forskel for hele virksomheden, da signalerne vil sive ud i hele organisationen.

4. Manglende beredskab til at håndtere ledelseskriser: Måden virksomheder håndterer kriser, som omtales i offentligheden, kan blive afgørende for selskabets gode ry og rygte mange år frem i tiden. Ofte bliver kriser omkring økonomi, medarbejdere, miljø, kunder og produkter håndteret meget tilfældigt, fordi der ikke på forhånd foreligger en plan for, hvordan man vil forholde sig.

Det har kostet mange virksomheder dyre imagepoint, at ledelsen har været langsom til at reagere eller slet ikke reageret overfor kriselignende tilstande, som eksempelvis skyldes generelle fejl og mangler på produkter.

Rådet lyder: Etabler protokoller og processer for, hvordan den slags kriser håndteres, hvem der gør hvad, og hvordan medierne skal tackles, herunder eventuel forudgående medietræning for ledelsen.

Læs også: De ti mest almindelige bestyrelsesfejl 2/2

De ti mest almindelige bestyrelsesfejl 2/2

Typiske fejl i bestyrelseslokalet.

I det amerikanske tidsskrift Corporate Board fortæller en række topadvokater, ansat i store amerikanske selskabers juridiske afdelinger, om deres opfattelse af de typiske fejl i bestyrelseslokalet. For en gang skyld får vi dermed mulighed for at fortælle, hvad ”fluen på væggen” oplevede.

I artiklen ”General Counsel to Directors: Your 10 Most Common Mistakes” er hovedbudskabet ikke til at tage fejl af: ”The in-house lawyers think that you’ve got to learn about risks, trust, and reward. And when there’s trouble, you too often fail to follow the Boy Scout creed: Be Prepared.”

I “De 10 mest almindelig bestyrelsesfejl 1/2” gennemgik vi første afdeling af fejllisten, og her gengiver vi de resterende fejltrin.

Fejltrin 5: Ledelsen læner sig op af forkerte eller udygtige rådgivere. De fleste selskaber har knyttet en række eksterne rådgivere til sig indenfor forskellige fagområder. Det påpeges, at topledelsen og bestyrelsen har tendens til i for høj grad at stole blindt på den rådgivning, de får – ikke mindst i krisesituationer. Problemet er, at rådgiverne kan have været involveret i de beslutninger, som har givet anledning til problemerne, eller også har de mangeårige personlige relationer til topledelsen. I begge situationer er der ikke den fornødne uafhængighed. Derfor – lyder rådet – bør man samarbejde med helt uafhængige rådgivere, som kan vurdere sagen nøgternt og uafhængigt.

Fejltrin 6: Manglende forståelse af klient-advokatrådgiver forholdet. Når topledelsen arbejder tæt sammen med en advokatrådgiver om et juridisk problem, opfatter mange topchefer det som et enestående privilegium. De får muligheden for helt åbent og ærligt at kommunikere med rådgiveren, uden at ende med at blive hængt op på noget af det i retten. Det fremhæves, at topcheferne overvurderer betydningen af den fortrolighed og eventuelle blåstempling, det giver at vise advokatrådgiveren visse dokumenter. At advokaten har set de omdiskuterede dokumenter gør dem ikke automatisk til dokumenter, som advokaten har sagt ”god for” og som fritager dem for ansvar.

Fejltrin 7: Undervurderer myndighedernes handlekraft og kompetencer. Da det er amerikanske advokater, som her giver deres bedømmelse, er dette fejltrin relateret til amerikanske myndigheder. Det er muligt, at forholdet er anderledes, når det gælder danske myndigheder. I forhold til aktieselskabslov, regnskabslovgivning og børslovgivning har danske selskaber traditionelt haft meget store frihedsgrader.

For nogle år siden  påbegyndte det såkaldte Børspoliti sit arbejde med overfladisk regnskabskontrol, og det har givet anledning til nogle få sager overfor mindre selskaber. Der er endnu ikke kommet ”store fisk” i nettet. Amerikanske myndigheder går væsentligt mere til den. Eksempelvis Enron blev afsløret af det amerikanske finanstilsyn efter en intern undersøgelse af regnskabsforholdene. Så langt vil de danske myndigheder sjældent nå.

Fejltrin nr. 8: Giver for meget snor til ”supersælgerne”. For ledelsen er det let nok at stoppe menige medarbejdere, som er ved at overtræde selskabets etiske retningslinjer og god forretningsmoral, eksempelvis ved at presse leverandører, hvis medarbejderen vel og mærker ikke tilhører superligaen af vigtige medarbejdere.

Det fremhæves, at det er betydeligt vanskeligere for topledelsen og bestyrelsen at gribe ind overfor de ledende medarbejdere, som er med til at skabe en stor andel af selskabets overskud. Ofte vil der være tendens til at give dem længere snor, fordi de derigennem bidrager markant til selskabets bundlinje. Overfor den type ”superperformere” kan det også være vanskeligt for en eventuel compliance officer at komme igennem.

Fejltrin 9: Topledelsen bliver fanget i et dilemma med ”falske” valgmuligheder. Eksempel: Selskabet er blevet fanget i en situation, hvor en række erstatningssager truer på grund af handlinger eller produkter, som har haft skadevirkninger for nogle kunder. Det fremhæves, at der ikke er tale om et enten-eller valg: altså hvor virksomheden en gang for alle skal beslutte sig for at føre alle sager i retten eller indgå forlig med alle modparterne.

Som konkret eksempel nævnes Bayers frivillige tilbagetrækning af antikolesterolmidlet Baycom i 2001, efter det blev afsløret, at det kunne give en muskelsvindlignende bivirkning. Selskabet valgte at søge forlig og give erstatninger i de tilfælde, hvor personer havde lidt konkret skade. I tilfælde hvor kravet var ”urimeligt stort” eller hvor kunden ikke havde lidt skade, blev der ført sag i retten

Læs også: De ti mest almindelige bestyrelsesfejl 1/2

Log ind