Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 86

Lederens første 90 dage er vind eller forsvind

Præmissen i Michael D. Watkins bog The First 90 Days er, at under de første tre måneder skal den nye topchef danne de vigtige varige indtryk og spor. Bogen ”The First 90 Days – Proven Strategies for Getting Up to Speed Faster and Smarter” er en af de ledelsesbøger, der i sit 10. leveår har fået såkaldt klassiskerstatus, en bog, der har solgt i knap en million eksemplarer, og som Economist har døbt ”The Onboarding Bible” – biblen for dem, der begynder i et nyt job.

Er den så det? Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at bogen ikke kun er for topchefer. Både nye ledere, mellemledere og ledere i udfordrende situationer kan dykke ned i bogens forskellige kapitler og finde inspiration til en grundig dissektion af de problemer og udfordringer, der præger hverdagen. Selvom bogen slår på at sporene er lagt allerede efter 90 dage, så er det tydeligt, at analysearbejdet kan bruges af de fleste ledere både i opstartsfasen og som en løbende referenceramme.

Bogen er nemlig opdelt i overskuelige kapitler med endda meget overskuelige tjeklister, der hurtigt hjælper til et overblik. Bogen begynder meget selvfølgeligt med et kapitel, der giver hjælp til forberedelsen til den nye stilling, hvordan man mest effektivt bryder med det gamle jobs mentale referencerammer og indstiller sig på en ny virkelighed. Det efterfølges med metoder til lynhurtigt at opfange hvilke kulturer, hierarkier og dagsordener, der er i spil på den nye arbejdsplads.

Et af bogens overordnede pointer er, at man som leder i den første tid bør bryde med det såkaldte ’Action Imperative’, altså et krav om handling. Det er langt vigtigere, at lederen indstiller sig på en proces, hvor analyse og kulturstudier skal informere beslutninger om eventuelle forandringer. Mental fleksibilitet er i højsædet. Med de mange konkrete cases som forfatteren dels har opstøvet gennem sit arbejde på Harvard og dels gennem sit konsulentbureau (der voksede ud af bogens succes), gives der gode illustrative eksempler på, at ledere der kommer ind i en ny virksomhed med en fast forestilling om forandringer ofte må opleve, at de har overset grundlæggende træk i virksomheden eller ikke har forstået kulturen og derfor vil fejle i deres forandringsprojekt.

Ledere, der måske har succes med én recept, vil opleve, at den samme recept sjældent kan overføres til en anden virksomhed. Bogen sigter mod, at man relativt hurtigt får diagnosticeret hvilke udfordringer, der er tale om. Er det en turn-around eller en justering, der er brug for? Eller en kombination? Er ledelsen klar på den samme konklusion på den nye leders analyse og giver de mandat til en strategi, der matcher analysen? Bogen giver konkret vejledning til, hvordan et sådant lidt penibelt emne kan forhandles på plads opad.

Når de ovenstående lidt bredere analyser er på plads og forhandlet, så tager bogen fat, og giver anvisninger på det mere praktiske. Dér hvor man får jord under neglene som leder: Medarbejderne skal aktiveres og inddeles. Hvem virker, og hvem virker ikke? Er det nødvendigt at sige farvel til medarbejdere? Nye processer skal introduceres. Der skal sikres nogle hurtige sejre, der viser, at man allerede er på rette vej. Simpelthen for, at der meget hurtigt går et arbejde i gang med at optjene respekt og troværdighed til lederen. Det skal besluttes, om de forandringer der skal introduceres skal udstikkes eller anvises gennem en konsensusforhandling. To vidt forskellige tilgange, der må vælges ud fra, hvilken opgave der er tale om.

Bogen konkluderer, at selv med en rigtig analyse og en korrekt strategi, så kan lederen møde problemer, hvis vedkommende ikke indser, at chefautoritet sjældent er nok. Der skal dannes alliancer med både centrale medarbejdere, men også horisontalt med andre afdelinger og ledere – og måske chefer – der kan understøtte det forandringsprojekt, der skal søsættes. Det kræver en relativt finmasket netværksanalyse, før der kan sættes rigtigt ind for at ændre opfattelser og opstilles troværdige alternativer.

Og så skal lederen ikke glemme sig selv og sin familie. Watkins konkluderer, at det overstående alt sammen kan være ligegyldigt, hvis det sidste – lederen selv – ikke hurtigt får styr på sit bagland og egen stress.

Meget af bogen fremstår relativt logisk og indlysende, og hvis det er nye interessante indsigter man er på jagt efter, så kan læsningen af The First 90 days godt blive ørkesløs. Men for lederen, eller den kommende leder, der står midt i det – altså overfor at skulle begynde et nye job – kan bogen være en nem og velstruktureret huskeliste, der samler gode pointer og giver anvisning til praktiske tiltag – netop på det tidspunkt, hvor overblik er svært og stressfaktoren højest.

The First 90 days – Proven Strategies for Getting Up to Speed Faster and Smarter. Michael D. Watkins. Harvard Business Review Press. 2013.

Guide: Topchefens 15 måder at få ideer på

I den uendelige mængde af reality shows tilbød en amerikansk tv-station for nogle år siden topchefer at blive forklædt som almindelige mennesker, for på den måde at blive ansat på gulvet i deres egen organisation, eller at være kunder i den. Resultatet var som regel tårer eller glæde: De tilfældige medarbejdere, topchefen kom til at arbejde sammen med, blev enten belønnet for deres dygtighed eller loyalitet, eller de blev straffet for det modsatte.

Men princippet virker også uden kameraer og tårer involveret. Det at se sin egen organisation inkognito er således en af de 15 taktikker til idéskabelse, som Lisa Bodell, CEO i Futurethink, fremhæver i en analyse på strategy+business. Hendes udgangspunkt er, at konceptet med organiserede brainstorms for længst er gået af mode igen. I stedet er det blevet moderne, at virksomhedsledere henviser til rekreative aktiviteter – golf, løb, bjergvandringer eller noget fjerde – som det, der giver dem mental plads til at tænke nyt.

Men også effekten af den slags er primært mytologisk, og Lisa Bodell mener ikke, at enhver organiseret tilgang til idéskabelse bør skylles ud med badevandet, sammen med de tidligere så moderne brainstorms.

Som nævnt fremhæver Lisa Bodell 15 forskellige taktikker. Her nøjes vi med at gengive et lille udvalg, der viser bredden – det kan være avanceret, men behøver ikke være det.

Ansæt spejdere: Flere virksomheder har succes med at ansatte personale, der ikke laver andet end at monitorere, hvad store og små konkurrenter, leverandører og kunder har gang i af nyskabelser. Den præcise organisering vil afhænge af branchen, men det kan f.eks. være relevant at have sådanne spejdere placeret i Silicon Valley og diverse metropoler. Spejderne kan melde om interessante tiltag på et intranet, som også organisationens relevante chefer har adgang til.

Bliv kunde hos konkurrenterne: Naturligvis ikke i eget navn, men anonymt. På den måde vil du opleve både god og dårlig service, og du vil få en egen oplevelse af lige netop den detalje, der kunne have gjort din kundeoplevelse bedre – og som du måske kan indføre i din egen salgskanal.

Opbyg en relation til en gruppe loyale kernekunder: De fleste virksomheder vil have kunder, der agerer forskelligt. Nogle køber kun produktet eller ydelsen for at få løst et konkret behov, men er i øvrigt ligeglade. I den modsatte ende af skalaen findes entusiaster, der interesserer sig levende for produktet/ ydelsen. Ofte vil der i den sidste gruppe være idéer til udvikling, ligesom der vil være klare holdninger til det udviklingsarbejde, virksomheden selv står for. Derfor kan det være en idé at tilknytte en udvalgt gruppe af disse kernekunder på en fastere basis. Både gruppens omfang og dens tilknytning kan variere – fra tusindvis af medlemmer i en facebookgruppe til nogle få personer, der bliver indkaldt til møder og sammenkomster.

Bryd kommandovejen: I virksomhedens dagligdag vil informationer komme op til topchefen gennem den lange kommandovej. Men engang imellem kan det være gavnligt at skære alle mellemleddene fra, således at topchefen mødes direkte med, og stiller spørgsmål til, personalet på gulvet. Det kan i princippet ske i alle afdelinger, men det vil naturligvis ofte være en øvelse, der er mest relevant at udføre sammen med de medarbejdere, der har den direkte kontakt med kunderne.

Hold ”hvorfor ikke”-seminarer: I sin essens handler innovation om at gøre det, der i går var betragtet som umuligt. Engang imellem har en hel branche haft øjnene stift rettet mod en bestemt nyskabelse, men nok så tit er branchen bare fanget i sin egen vanetænkning. Denne vanetænkning kan man aktivt bryde ved at sætte tid af til at identificere det ubekendte X i de følgende udsagn, og derefter tvinge sig selv til at komme med den bedst mulige løsning, der vil gøre udsagnene falske: ”Kunderne siger aldrig X om vores branche.” ”Vores produkter vil aldrig kunne sælges ved at X.” ”Man vil aldrig opleve os ændre på X.” ”Kunderne ville aldrig betale for X.” ”Kunderne ville aldrig gøre X.”

Find potentialet hos samarbejdspartnere: Ofte bliver nyskabelser lavet sammen med leverandører eller kunder. Sammensæt en komplet liste og tænk anderledes over dem end i hverdagen: Hvem kunne mest sandsynligt bidrage med noget helt nyt og værdiskabende?

Sten Thorup Kristensen

Topchefer med militær baggrund mere defensive

Der er mange fordomme – positive såvel som negative – om hvad en militæruddannelse kan bruges til i erhvervslivet. En ny amerikansk undersøgelse viser, at militærbaggrunden i nogle sammenhænge er gavnlig, i andre tilfælde det modsatte. Det er meget længe siden, at stater i flæng gik i krig. Tilstedeværelsen af et stærkt stående militær handler i stedet i høj grad om at overbevise en potentiel modstander om, at denne netop ikke skal gå i krig, men i stedet underkaste sig/tilbageholde aggression. Denne hensigt om at bevare freden bliver understøttet af soldater og officerer, der selv har prøvet krig.

Opgaven er ikke at gå i krig Mentaliteten synes at gå igen, når militære ledere bliver topchefer i virksomheder. Heller ikke her ser de det som deres opgave at ”gå i krig”, hvis alt tilsyneladende forløber vel. Således foretager de færre investeringer, de sætter færre penge i forskning og udvikling, og de gældsætter også deres virksomheder i lidt mindre grad. Dermed udsætter de deres virksomheder for færre risici end andre topchefer. Men i samme omgang byder de naturligvis også mindre ind på de chancer, der er i markedet.

Konklusionerne stammer fra en undersøgelse , udarbejdet af to forskere fra Finance Department ved Northwestern University på Harvard.

Omvendt synes topchefer med militær baggrund mere entydigt at være bedre klædt på til kriser. De klarer sig således relativt bedst, når deres branche er trængt. Her opnår de højere markedsandele. Det kan være, at de har redskaber til at håndtere en situation, der i sin natur har mindelser om et fjendtligt angreb.

Og på ét punkt har den militære baggrund en meget klar fordel: De er langt bedst til at undgå ulovligheder i organisationen; også bedre end topchefer, der kommer med en MBA-uddannelse i bagagen. Sammenlagt er der 70 % færre tilfælde af bedrageri i virksomheder ledet af en person med en militær baggrund end i den gennemsnitlige virksomhed.

Effekterne af militær erfaring er tidligere undersøgt i forskellige sammenhænge. Man har bl.a. fundet, at militæret tilbyder en ret unik erfaringsbaseret uddannelse – ikke ret mange andre steder får man på tilsvarende måde optrænet en evne til at træffe fornuftige beslutninger under pres. Tilsvarende er det vist, at noget af den militære disciplin bliver siddende, således at man i mindre grad bryder regler og ligeledes i mindre grad træffer selviske beslutninger. Disse fund vil allerede i udgangspunktet give basis for en antagelse om, at en militær baggrund er gavnlig for en topchef. Men omvendt har man også fundet, at militæret dyrker aggression, en for stor tro på egen formåen og en forøget risikovillighed.

Nuanceret syn på militær baggrund Den aktuelle undersøgelse tyder ikke på det sidste, og den nuancerer og uddyber i det hele taget synet på en militær baggrund. Men de forskelle, som forskerne tillægger den militære baggrund, kunne for så vidt opstå af en omvendt sammenhæng. Således at det ikke var sådan, at den militære uddannelse påvirkede de senere topchefers arbejde, men derimod sådan, at personer med en bestemt mentalitet i højere grad søgte ind i militæret.

Dette har forfatterne undersøgt med data fra de få perioder, hvor der har været værnepligt i USA, og hvor landets militær således også har omfattet personer, der i udgangspunktet ikke ønskede en militær uddannelse. Denne test af materialet viser, at det er den militære uddannelse, og ikke personernes mentalitet, der gør forskellen.

I USA er spørgsmålet om militærtjeneste eller ej ikke nær så relevant som tidligere, idet deltagerne i de meget store krige for længst er gået på pension. I dag er det kun 6 % af topcheferne i de store selskaber på de amerikanske børser, der har været i militæret. Tallet har tidligere været over 50 %.

Undersøgelsen indgår imidlertid i et større forskningsfelt, der dokumenterer, hvordan kultur og erfaringer fra store samfundsbegivenheder flere årtier senere vil have indflydelse på toplederne. Det skal blive spændende at se, hvilket indtryk terrortrusler og finanskrise har gjort på dem, der i dag er lederaspiranter, og som om få år vil have indtaget deres pladser på direktionsgangene.

Sten Thorup Kristensen

Unge topchefer skaber mest værdi

Når en topchef i et børsnoteret selskab træder tilbage for at gå på pension, eller blot for at trappe karrieren ned, sker der mest typisk det, at aktiekursen falder. Dette kan der være to grunde til: Den ene er, at aktiemarkedet har en høj risikoaversion og i høj grad foretrækker det, man kender, frem for det ukendte, der er på vej. Den anden grund er, at aktiemarkedet systematisk fejlvurderer situationen.

En amerikanske undersøgelse tyder på det sidste. Den viser nemlig, at ungdom er godt – eller i hvert fald mest værdiskabende – når det kommer til topchefposten. Groft sagt: Som ung tager man chancer – som ældre garderer man sig mod risici. Og sammenlagt er der altså mest værdiskabelse i det første. Dette endda i en grad, så den allermest værdiskabende situation er, hvor topchefen også har en ung højrehånd i form af f.eks. en CFO, der mere eller mindre officielt er selskabets næstkommanderende. Man kunne tro, at det var fordelagtigt med en blanding, således at en ung topchef ville gøre det bedst med en erfaren person ved sin side. Men det er altså ikke tilfældet.

Test af topchefers risikovillighed Undersøgelsen, der er beskrevet i tidsskriftet strategy+business , er baseret på et basismateriale på 2300 selskaber, der har været i S&P 1000 fra 1992 til 2010. Disse selskaber nåede i alt at have 4400 CEO,s med en gennemsnitsalder på 55 år. Undersøgelsens forfattere har i første omgang testet topchefernes risikovillighed ved at holde deres alder op med aktiernes volatilitet – og renset for brancheeffekter, således at der f.eks. ikke kommer en skævvridning fra it-industriens mange unge topchefer. Resultatet er, at aktiernes volatilitet stiger med 4 %, når topchefen bliver 25 % yngre. Ud fra gennemsnitsalderen svarer det til et almindeligt generationsskifte, hvor den nye CEO er cirka 15 år yngre end den fratrædende.

Men fordelen ved denne højere volatilitet overstiger ulemperne. Selv om skiftet til den yngre CEO altså typisk bevirker en umiddelbart faldende aktiekurs, leverer de yngre CEO’er på længere sigt et højere, risikojusteret afkast, end deres ældre kolleger i andre selskaber gør.

Der har gennem årene været mange teorier om, hvordan yngre beslutningstagere forholder sig til risiko. Selv om enhver kan finde eksempler på yngre topchefer, der har kastet sig ud i store projekter på deres virksomheds vegne, har mange haft en antagelse om, at det typiske billede er det modsatte: At den unge topchef i begyndelsen holder sig til det sikre, og venter med de store projekter, til han eller hun har høstet erfaring.

Men det modsatte viser sig at være tilfældet på stort set alle parametre: Yngre topchefer fokuserer forretningen på dens kerneområde; i modsætning til at have en diversificeret portefølje af forretningsområder, der finansielt kan understøtte hinanden. De afsætter også en større del af omsætningen til forskning og udviklingen, og de kører med en højere gældsætning.

Modvilje mod at ændre på egne beslutninger
En del af effekten kan dog også stamme fra ældre topchefers modvilje mod at ændre i deres egne tidligere beslutninger, og dermed indikere, at de var uhensigtsmæssige.

Undersøgelsens resultater har implikationer for flere grupper omkring en virksomhed. Måske i første række investorerne, der i mindre grad skal tænke konservativt i forbindelse med direktørskifter – og, så længe markedet reagerer som nu, måske endda kan spekulere i at købe aktier med et langt sigte umiddelbart efter et direktørskifte, og omvendt i højere grad investere kortsigtet i selskaber, hvor der er sandsynlighed for et snarligt generationsskifte på direktionsgangen.

Men undersøgelsen har også et andet budskab til aktionærerne og til den bestyrelse, de vælger: De skal tænke sig nøje om, når de sammensætter incitamentsaflønning til direktionen. Uanset om man ønsker at fremme eller begrænse risikotagning gennem f.eks. bonusser og pensionsordning, må man tage højde for, at alderen på CEO’en og dennes nærmeste medarbejdere i sig selv vil have en betydning for deres risikovillighed. Det vil sige, hvis man netop har ansat en CEO i begyndelsen af sine 40,ere, kan man måske godt vente nogle år med at give denne incitamenter til at foretage risikable investeringer på virksomhedens vegne.

Sten Thorup Kristensen

Konkurrenceevne handler om at kunne omstille sig

For ikke så mange år siden var ”forandringsparathed” det store dyr i åbenbaringen. Når man ikke bruger begrebet i medarbejder- og organisationsudvikling så meget længere, er det måske fordi, det kom til at betyde alt, og dermed intet. Begrebet havde ikke megen anden effekt end at stresse medarbejdere, der forstod, at der var store krav til dem – men ikke hvad disse krav gik ud på.

Konsulentfirmaet Korn Ferry søger i en guide at gøre det hele mere håndterbart, for virksomhederne såvel som for deres ansatte. Skribenterne tager udgangspunkt i det ret banale, at der ligger øget konkurrencekraft i at være i stand til at omstille sig til nye markeder og nye tider – man taler om learning agility; evnen til smidig indlæring. Så vidt er der blot tale om en ny måde at sige forandringsparathed på.

Men finten ligger i, at det er meget forskelligt fra den ene virksomhed til den anden, hvilke mere specifikke egenskaber, der er behov for. Man behøver altså groft sagt ikke være omstillingsparat på alle punkter, men kun på de relevante.

Learning Agility i fem underpunkter

Learning Agility bliver delt op i fem underpunkter:

1. Mental agility; at kunne begå sig i kompleksitet og trives ved at tænke anderledes end sædvanligt.

2. People Agility; at føle sig tilpas blandt fremmede.

3. Change agility; villigheden til at gå foran i en forandring.

4. Result agility; at kunne forandre samtidig med, at driften kører og leverer tilfredsstillende resultater.

5. Self-awareness; at kunne klare det hele i en dialog, hvor man er opmærksom på egne styrker og svagheder.

Hvor alle disse egenskaber i sig selv er gode at besidde, er det altså afhængigt af situationen, hvilke der er mest behov for – og hvilke der mere eller mindre kan undværes.

Det gør f.eks. en stor forskel, om man begår sig mest på kendte markeder eller på emerging markets, om man er i en branche med høj kundeloyalitet eller det modsatte, om der i branchen og virksomheden er behov for en restrukturering af eksisterende aktiviteter, og så videre.

Korn Ferry Institute bruger imidlertid en helt fjerde modsætning til at beskrive problemstillingen. Det handler om hvilke strategier, virksomheder med ambitioner om vækst tager i anvendelse. I den ene ende er der innovative virksomheder, der satser på organisk vækst gennem at udvikle nye markeder eller produkter/ydelser. I den anden ende er der de virksomheder, der opnår væksten gennem opkøb og fusioner.

Eksemplet på en innovativ virksomhed er en asiatisk teleudbyder, der har vist særligt talent for at udvikle nye services, som kunderne tager til sig. En analyse af medarbejderne viste, at 84 % af dem scorede højt på enten Change Agility eller Mental Agility, og heraf godt halvdelen på begge dele. Men blot 16 % viste høj score på de andre parametre. Det indebærer altså, at denne succesfulde virksomhed med aktiviteter i 20 lande kommer frem over stepperne, selv om meget få af de ansatte er særskilt gode på f.eks. de personlige kompetencer – at omgås nye bekendte eller reflektere over egne styrker og svagheder.

Eksemplet på virksomheden, der satsede på tilkøbt vækst, er et konglomerat, der er bygget op over et par årtier, i nogle perioder med et opkøb om ugen. Her var omvendt People Agility en af de to mest almindelige egenskaber, medarbejderne scorede højt på. Change Agility gik igen som den anden egenskab, der altså også fandtes i den innovative virksomhed. Men i konglomeratet viste der sig også en noget større spredning i de egenskaber, medarbejderne besad. Det var således 30 %, der havde deres spidskompetencer på andre felter end de i virksomheden to mest almindelige.

Dette sidste resultat rimer med det, som talrige undersøgelser har dokumenteret omkring opkøb – at de er svære at styre, og at meget ofte går galt i den forstand, at de ikke bliver så lønsomme som planlagt.

Hvis man baserer hele eller dele af sin vækststrategi på opkøb, har man altså her et instrument til at vurdere, om organisationen besidder folkene til at kontrollere et opkøbsforløb – og i modsat fald hvilke typer, man skal kigge efter under en rekrutteringsfase.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Bestyrelsen skal finde syv CEO-profiler

Bestyrelserne skal til at se helt anderledes på deres arbejde med successionsplanlægning – med henblik på at besætte fremtidige ledige topposter i virksomheden. For det meste har bestyrelsen mest fokus på mere snæver genplaceringsplanlægning end egentlig successionsplanlægning, skiver Korn/Ferry i en guide med titlen “The Seven CEOs”. Budskabet er, at genplacering mest har fokus på at have en ”truck”- kandidat parat, hvis den ”gamle” CEO bliver kørt over af en truck eller på anden vis pludselig falder bort eller ikke længere kan være CEO.

Denne type planlægning handler om at have alternativer til CEO’en og måske CFO, COO og nogle få andre topledere. Ofte er det alternativ, bestyrelsen har i baghånden, én bestemt person, som er udset til at kunne sættes ind på forskellige positioner ved frafald. Der er altså tale om et enkelt personskifte, uanset opgavens karakter, ændrede strategiske eller markedsmæssige udfordringer, hvor der ret beset kan være brug for helt andre fagkompetencer.

Budskabet er, at bestyrelsen i virkelighedens verden skal have syv CEO’er parat til at tage over i fremtiden, og ikke kun i morgen, men også om 3, 5, 7 og 10 år. Udgangspunktet er altså, at ledelsen skal have fokus på karriereplanlægning for hele seks led op gennem organisationen: Billedet kan sammenlignes med indflyvningen til en lufthavn, hvor der er syv fly på vej ned, og hvor de følger hinanden i en hale 5-10 kilometer ud i horisonten. Den første er lige parat til at lande, ensbetydende med en nærtstående overtagelse af den afgående CEO’s position. Derefter følger en stribe senere landinger, som først ”lander” senere. Det handler altså om planlægning af det fremtidige lederskab i rigtig god tid, før der bliver behov for det, og med personer, som er forberedt til at træde ind på forskellige tidspunkter med forskellige styrkepositioner og erfaringer.

Og der er virkelig noget at arbejde med på dette felt, konkluderer Korn/Ferry: Undersøgelser viser, at der i virksomhederne for det meste eksisterer gab i lederskabet på de fleste ledelsesniveauer, og 60 % af virksomhederne ser lederskabsgab som største forretningsudfordring.

I SMV virksomheder har kun halvdelen af virksomhederne en eller anden form for successionsplan. 58 % af virksomhederne har ingen talent review eller opfølgning på talentudvikling. Det påpeges, at eksterne kandidater i gennemsnit koster 65 % mere i aflønning end interne kandidater på lederposter. Endelig understreges det, at den typisk alder for nyudnævnte CEO’s er 45-56 år. Og at det betyder, at de bedste talenter skal identificeres senest, når de er 30 år, så de kan få den rigtige ledertræning og erfaring.

Problemet er, at de færreste virksomheder har spottet de dygtigste ledertalenter, når de er i starten af 30’erne. Faktisk skal man starte med at vurdere talenterne helt nede blandt de menige medarbejdere, hvor trin 1 er vurdering af indsatsen for den enkelte medarbejder. Næste trin er leder for andre ansatte, chef for andre ledere, funktionsleder, chef for en forretningsenhed, chef for en gruppe af forretningsenheder og endelig CEO.

Vurderingen sker på hvert niveau, hvor der samtidig arbejdes med at optimere den enkelte persons kompetencer og erfaring. Dette vil typisk hører til HR afdelingen, der skal tilrettelægge en strategi for talent- og lederudvikling, hvor det sikres, at up coming stars får de nødvendige udfordringer, og at der løbende sker ærlige og gennemsigtige evalueringer, baseret på vurdering af resultater i forhold til forventninger. Denne proces kan typisk tage afsæt i The Performance Potential Matrix, som kan findes i artiklen fra Korn/Ferry.

Aktielønsordning giver mere motiverede ansatte

Medarbejdere i erhvervsvirksomheder, der deltager i aktielønsordninger, arbejder flere timer, har mindre fravær og er mindre tilbøjelige til at forlade virksomheden. Det viser en ny undersøgelse fra London School of Economics udarbejdet for Computershare, som er global udbyder af aktielønsordninger. Undersøgelsen er gennemført af seniorforskere fra London School of Economics over en periode på seks måneder med deltagelse af over 3.800 ansatte i ni lande (Storbritannien, Irland, Australien, New Zealand, USA, Canada, Hong Kong, Tyskland og Sydafrika). Formålet med undersøgelsen var at belyse, hvilken effekt det at være eller ikke være en del af en aktielønsordning har på den ansattes respektive opfattelse og adfærdsmønster.

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at ansatte med en aktielønsordning generelt arbejder flere timer, er mindre fraværende, er mindre tilbøjelige til at forlade virksomheden, er mere motiverede, og generelt mere tilfredse med deres job. Undersøgelsen viser også, at virksomheden med en velfungerende aktielønsordning har lettere ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft: 36 % af de adspurgte ansatte i Computershare mener, at en aktielønsordning kunne være med til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til virksomheden. 43 % af de adspurgte mener, at en aktielønsordning i højere grad ville få dem til at anbefale virksomheden til andre. Mere præcist – 55 % af ansatte med en aktielønsordning vil anbefale virksomheden til andre mod 34 % af de ansatte uden en aktielønsordning.

Fra Computershare siger adm. direktør Michael Kjøller-Petersen: ”Med analysen har vi med hjælp fra London School of Economics lavet et sundhedstjek af Computershares egen aktielønsordning. Undersøgelsen viser med al tydelighed, at en velfungerende aktielønsordning værdsættes højt blandt medarbejderne. I tillæg er der også klare indikationer på reduceret sygefravær og en større arbejdsindsats fra de medarbejdere, der deltager i aktielønsordningerne.”

Flere danske virksomheder har aktielønsordninger, selvom skattereglerne for den type ordninger blev forringet kraftigt i starten af 2012: I en europæisk rapport om fremme af aktielønsordninger hedder det om udviklingen i Danmark (side 4): ”Since January 1, 2012, fiscal incentives disappeared in Denmark. Here are comments from some Danish companies:

William Demant: ”Employee share ownership plans and incentive programmes – Due to changed legislation, we will, as of 2012, no longer be able to offer salary sacrifice arrangements to our employees.” (AR 2012).”

Ifølge rapporten er det en forudsætning for fremme af aktielønsordninger, at de ansatte har et økonomisk incitament til at vælge aktieløn frem for kontanter. Er de to ”lønformer” sidestillet vil de ansatte næsten altid vælge kontanter: ”Fiscal incentives are essentially a prerequisite for a wide development of employee share ownership. Why? Typically an employee being offered a reward from his company, he will choose for cash rather than shares, pension benefits or others. This is an aspect of the liquidity preference (or in other words: risk aversion), a well known factor in economics. This is why fiscal incentives are an essential element.”

Ændring af skattereglerne har altså betydet at flere store erhvervsvirksomheder har droppet aktieløn for medarbejderne, fordi der ikke længere var en skattebegunstigelse i ordningen. DS Norden udtrykker samme holdning som William Demant, og virksomheden stoppede ordningen sidste år. ”D/S Norden: ”In January 2012, Norden again granted employee shares. All employees with at least one year’s seniority received 161 shares each. As the new government has abolished this scheme, this was unfortunately the last time that Norden can make use of this opportunity to make employees co-owners of the Company.” (Annual Report 2012).”

Ifølge Michael Kjøller Petersen overvejer flere danske børsnoterede selskaber for tiden at indføre aktielønsordninger på trods af det fraværende skatteincitament. ”Deres overvejelser sker typisk på baggrund af de fordele, som aktielønsordningerne har vist at medføre, herunder mere motiverede medarbejdere. En model kan være at indføre et Matching Shares program, hvor medarbejderen selv investerer upfront, og hvor virksomheden efterfølgende ”matcher” med et tilsvarende antal aktier efter måske to års ansættelse. Derved giver man medarbejderen mulighed for at tilvælge en ekstra bonus. Dette kan være attraktivt for medarbejderne på trods af det manglende skatteincitament.”

Læs HER undersøgelsen udarbejdet af London School of Economics

Guide: Sådan fastholdes kvindelige talenter

Der er mange teorier om, hvorfor der er langt flere mænd end kvinder i ledende positioner i erhvervslivet. Men hvad årsagen end er, så er den i hvert fald ikke, at de kvinder, der påbegynder en erhvervskarriere, er mindre ambitiøse eller har mindre selvtillid end deres mandlige kolleger.

Det forholder sig faktisk omvendt, dokumenterer en undersøgelse fra Bain & Company. Af de nyansatte kvinder i undersøgelsen var det 46 %, der havde blikket rettet mod en toppost, mod 34 % af mændene.

I de første år efter ansættelsen sker der imidlertid et markant skifte, grundlæggende således at mændene fastholder deres ambitioner og tro på projektet, mens en meget stor del af kvinderne mister begge dele. Det er skidt for virksomhederne, uanset om de har målsætninger for en højere andel af kvinder i ledelse eller ej. Andre undersøgelser har nemlig vist, at selve troen på muligheden for personlig karriere er meget motiverende, og tilstedeværelsen af denne motivation slår direkte igennem på bundlinjen.

Bain & Company har identificeret tre områder, man særligt skal arbejde med for at holde de kvindelige talenter til ilden.

Forskellige karriereveje: Unge mænd og kvinder er meget enige i deres vurdering af, hvad arbejdsgiveren forventer de leverer, før de bliver forfremmet. Det kan være anderledes i Danmark, men i USA er villigheden til at påtage sig ledelsen af projekter, samt villigheden til at arbejde mange timer, de absolutte topscorere. Der er altså en konsensus om, hvad det vil sige at være den ideelle medarbejder.

Men mens mænd tilpasser sig og accepterer denne profil, opleves den som snærende af kvinder. Ikke så meget fordi den kolliderer med hensynet til familie – det afviser de i hvert fald selv – men mere fordi de dels bedømmer sig selv hårdere end mænd, dels fordi de helt generelt oftere når til den konklusion, at de ikke vil ofre deres personlige liv eller personlighed for at opfylde skabelonen om den ideelle medarbejder.

For virksomheden er kunsten altså at tilbyde mere end én karrierevej – at gøre det muligt at få en karriere, der fører til overordnet ledelsesansvar, på andre måder end den gængse.

Opbakning fra supervisor: Mænd og kvinder oplever ifølge undersøgelsen stort set samme opbakning fra deres supervisor i virksomheden, kort efter ansættelsen. Men også her er billedet at mens mænd bliver ved med at opleve denne opbakning, oplever en meget stor del af kvinderne, at den bliver mindre eller falder helt bort.

Bain & Company antager, at det i høj grad skyldes en konservativ inerti: Størstedelen af supervisorerne er selv mænd, og de har i den funktion meget nemmere ved at kommunikere med aspiranter af deres eget køn. Her føler begge parter sig trygge ved at dialogen handler om praktiske ting. Kvinder forventer derimod i højere grad, at forholdet til deres supervisor skal være en egentlig personlig relation, mens den mandlige supervisor vil opleve noget sådant som uprofessionelt og vanskeligt at håndtere.

Disse modstridende følelser og forventninger kan være vanskelige at gøre noget ved, men supervisorerne kan komme et stykke hen ad vejen ved at ikke at være alt for firkantede i deres udmeldinger. Konkret oplever kvinder ofte, at de bliver affejet med begrundelser om, at de bare ikke er gode eller ambitiøse nok til et avancement.

Fravær af rollemodeller: Den store mængde af biografier om erhvervsledere, der bliver udgivet, viser, at der er et stort behov for rollemodeller. Man har behov for at se, hvordan andre har håndteret udfordringer på vej op i karrieren, og hvordan de håndterer det at være på toppen. Det gælder både for mænd og kvinder, og for begge køn gælder det også, at rollemodellerne får mindre og mindre betydning – eller bliver sværere at finde – som man bliver ældre og selv har gjort sine erfaringer.

Men der er et mismatch for så vidt, at kvinder på vej mod topledelse i højere grad træder ind i nyt territorium, og således har mere brug for rollemodeller, samtidig med at der er færre til at udfylde denne rolle.

Virksomhederne kan kompensere for det ved i højere grad at highlighte de kvindelige ledere, man har i organisationen, og særligt fokusere på, hvordan de har håndteret nogle af de problemstillinger, der er særligt relevante for kvinder – f.eks. hvordan man kombinerer børn og karriere.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan bliver chefen mere inspirerende

Traditionelt har udvikling af funktionsledere handlet om at give dem instrumenter til at holde orden i deres del af butikken. Men en ny tendens vinder frem: Nu skal det også handle om at gøre lederne inspirerende for deres medarbejdere. Konsulenthuset Bain & Company gennemgår i en guide nogle hovedtræk i udviklingen og beskriver, hvordan man konkret udmønter den i sin egen virksomhed.

Det med at være inspirerende har været betragtet som en personlig egenskab, som man ikke rigtigt kunne skrue på. Men det er en misforståelse, og på andre områder er det for længst blevet almindeligt at modellere på personlige egenskaber. Allerede i 80’erne var der et stort gennembrud i servicesektoren, hvor man indså, at indtjeningen frem for noget afhang af, at frontlinjemedarbejderen gav kunden en god og behagelig oplevelse. Senere har man dyrket medarbejdernes evne til at arbejde i teams, være innovativ, tænke ud af boksen og så videre.

Sammenlignet med disse tendenser er det ikke mindre vigtigt, at lederne er inspirerende i forhold til deres medarbejdere. Det handler ikke om, at alle skal have kvaliteter som Nelson Mandela. På et langt mere jordnært plan kender de fleste af os betydningen af en eller flere mentorer – personer, vi har arbejdet sammen med, og som fra en seniorfunktion har givet os ikke bare en faktuel indsigt, men også en mere overordnet tilgang til vores fag.

Hvad der ifølge Bain & Company ofte går galt, når man inddrager inspiration i lederudvikling, er, at den bliver set som en underordnet disciplin i forhold til de andre ting, lederen skal lære: ”Husk også at være inspirerende for andre, når du…”. Det er en forkert måde at gribe det an på. At være inspirerende er en disciplin i sig selv, som lederen selv må integrere i sin helhed. Der er netop ikke nogen formel, der passer på alle. Her er nogle af de hovedpunkter, som fremhæves:

Det handler om styrker: Medarbejdere værdsætter som regel, at chefen altid er til rådighed, hvis de har problemer. Det er også en fin egenskab, men den må ikke forveksles med det at være inspirerende. Det handler i stedet om at lederen har nogle særlige evner. Hvad disse evner består i, er naturligvis helt individuelt fra person til person. Lederen må have et realistisk billede af, hvor hans eller hendes styrker ligger, og fokusere på disse i sin del af ”opdragelsen” af medarbejderne.

Learning by doing: Man kan blive en bedre inspirator eller mentor ved at kigge på andre. Men i sidste ende må man finde sin egen form. Det er ikke en disciplin, der kan læres i et klasselokale. Den skal opøves og forfines i det virkelige liv.

Rækker ud over kommandovejen: Der kan sagtens være andre vigtige inspiratorer i en afdeling end den formelle leder – i mange tilfælde er det faktisk en person uden egentlige lederevner, som alligevel kan nogle ting, som andre suger til sig. Derfor skal man heller ikke begrænse dyrkelsen af inspiratorer til den formelle kommandovej. I princippet kan den omfatte alle i virksomheden.

Processen begynder med det samme: Det er måske imod intuitionen at begynde at dyrke inspirationsevner hos helt nye medarbejdere. Men Bain & Company pointerer, at disse evner opbygges over tid, så det er hensigtsmæssigt at begynde med det samme. Måske er der her tale om en pointe, der er strammet fra konsulenthusets side. Men i hvert fald er det væsentligt, at det ikke kun er medarbejdere, der har høj anciennitet og indgroede vaner, der tjener som inspiration for deres kolleger.

Som i andre af det forgangne årtis tendenser inden for personaleudvikling er det i høj grad servicevirksomheder, der fører an i henseende til at udvikle inspiratorer og mentorer. Praktiske programmer for den slags vil omfatte individuelle udviklingsplaner, der kan indeholde elementer både i og uden for arbejdstiden, og som den enkelte medarbejder i vidt omfang selv er med til at fastlægge. Endnu er tendensen som nævnt ny, men som udgangspunkt er der ikke tale om programmer, der bliver afsluttet, men derimod om kontinuerlige programmer, hvor medarbejderen gør sig erfaringer, som han eller hun eller hun dels vurderer selv, og dels får bedømt af kolleger eller konsulenter.

Sten Thorup Kristensen

Log ind