Toplederinterview: I en ny verdensorden er alle dele af virksomhedernes supply chain under pres. Store dele af dansk og europæisk erhvervsliv er kommet for sent i gang med at indstille sig på en ny virkelighed, mener Jens Moberg, indtil for nylig bestyrelsesformand gennem 15 år i Grundfos. I Danmark og resten af Europa er erhvervslivet nødt til at opbygge nye kapaciteter og forsyningskæder til at erstatte billig energi fra Rusland, sjældne jordarter fra Kina eller amerikanske teknologier. Når Trump lige nu går så hårdt efter Grønland, handler det nok mere om jagt på kritiske råstoffer end national sikkerhed, fortæller han fagredaktør Peder Bjerge.
Da Rusland invaderede Ukraine, blev det pinligt klart for de fleste, at det var slut med billig energi fra de russiske gas- og oliefelter. Kinas nærmonopol på sjældne jordarter og produktion af batterier til elbiler er også blevet et geopolitisk våben.
Og som om det ikke var nok, er den amerikanske præsident også i færd med at rive den kendte verdensorden i stumper og stykker med toldtrusler, planer om at annektere Grønland og forbud mod Ørsteds vindmølleparker.
”Da Putin gik ind i Ukraine, var det slutningen på globaliseringen. Det burde vi måske alle sammen have læst i kortene, da han tog Krim for lidt mere end ti år siden. Men da han igen angreb Ukraine, var det klart for de fleste af os, at nu var der en anden verdensorden på vej”, siger Jens Moberg.
”Rigtigt mange af os tænker: Hvad så hvis Kina angriber Taiwan? Hvad gør vi så? Vi er nødt til at erkende vores afhængighed af Kina, der i rigtig lang tid har været den vestlige verdens produktionshal. Den tankegang er vi i virksomhederne nødt til at gøre op med, hvis vi skal klare os i konkurrencen med både kineserne og amerikanerne.”
I dag er realiteten, at de globale forsyningskæder er under massivt pres, understreger han, og virksomheder særligt i Danmark og Europa er tvunget til at tænke nyt for at kunne overleve. Det betyder, at virksomhederne er nødt til at se andre steder hen for at få de råstoffer, der er afgørende både for deres produktion og den grønne omstilling til vedvarende energi.
Uanset Trumps argumenter om national sikkerhed, handler kampen om Grønland for en stor dels vedkommende om adgang til kritiske råstoffer for virksomheder – og i sidste ende også genoprustningen af Europa.
Selv er Jens Moberg involveret i et projekt med at udvikle minedrift af molybdæn på østkysten af Grønland, hvor man har enorme forekomster af dette kritiske mineral. Molybdæn er bl.a. afgørende for at øge ståls styrke og hårdhed, og er centralt i den grønne omstilling, moderne infrastruktur, militærindustrien m.m.
”I Europa er vi nødt til at arbejde hårdt på at få vores forsyningskæder til at fungere. Vi er nødt til at erkende, at Kina har et reelt monopol på rigtig mange af de sjældne jordarter og vigtige grundstoffer, som er afgørende for den grønne omstilling. Samtidig har de et kæmpe forspring på forarbejdning af mange materialer til f.eks. batterier til elektriske biler. Northvolt var et godt forsøg på at få batteriteknologi til Europa. Vi ved også godt, hvordan det endte. Selv om det gik galt, har vi ikke råd til at sidde på hænderne”, siger han.
Forsyningssikkerhed er mere end supply chain
Jens Moberg understreger dog, at det vil være forfejlet kun at se på Rusland og Kina som de største udfordringer for danske og europæiske virksomheder.
Som et andet eksempel på den europæiske underlegenhed på forsyningssikkerhed nævner han sin tidligere arbejdsgiver, amerikanske Microsoft, hvor han var med i den øverste ledelse gennem en årrække.
”Microsoft og de øvrige andre Magnificent Seven virksomheder er førende inden for al infrastruktur til AI og datacentre. De er alle amerikanske. Kina er tættest på at kunne udfordre den amerikanske dominans på dette felt. Det kan være, at kineserne er længere fremme, end vi forestiller os.
Vi kan se på deres elektriske biler, at deres softwareudvikling er i top. Ikke alene er vi i Europa sårbare på adgang til råmaterialer, vi har også problemer i forhold til teknologi. Den eneste europæiske teknologivirksomhed på dette niveau er den tyske SAP, som dog ikke er dominerende på sit marked. Kort sagt er forsyningssikkerhed i dag langt mere end bare supply chain.”
Har vores virksomheder sovet i timen alt for længe ved at gøre os afhængige af få leverandører?
”Den pointe er helt rigtig. I effektivitetens hellige navn har vi i virksomhederne ofret forsyningssikkerheden. Vores opgave nu er at finde en ny balance, hvor vi også skal passe på, at vi ikke går for langt i den anden retning. Her tænker jeg især på USA, som ikke er til at kende igen, men jeg håber, at vi genfinder en god relation til vores længstvarende allierede.
I Europa er vi simpelthen nødt til at investere massivt i råstofudviklingen – både i Grønland og andre lande. Ellers er vi alt for sårbare i forhold til Kina. Tag f.eks. litium til elbilernes batterier. Hver gang minerne i Chile øger produktionen af litium, skruer kineserne ned for priserne, så det ikke kan betale sig med minedrift i Chile, hvorefter de lukker. I Europa har vi for længe været naive. Det er nødt til at stoppe nu til fordel for at opbygge egne styrkepositioner med de omkostninger, der ligger i det.”
Vi ser for tiden også et skifte blandt virksomheder som f.eks. Linak, der frigør sig fra afhængigheden af Kina som produktionsland. Er det skridt i den rigtige retning?
”Ja, vi kan f.eks. se, at filippinerne er blevet rigtigt store på callcentre og softwareudvikling. Vi ved, at Indien også er meget teknologisk interessant. Jeg tror, at det vil være helt rigtigt at sprede sig bredere end Kina til andre asiatiske lande.
Men vi er også nødt til at se på, hvordan vi genopfinder produktionen herhjemme i Danmark og resten af Europa i stedet for hele tiden at outsource det. Det er en del af præsident Trumps dagsorden, hvor han har en pointe i, at det er godt for USA at have produktion selv. Men måden han forsøger at gøre det på, er pænt sagt uortodoks.”
Det kræver vel et opgør med den tankegang, der var fremherskende blandt mange virksomheder, der sendte produktion til lavomkostningslande, mens udviklingsarbejdet blev holdt hjemme?
”I statsministerens nytårstale sidste år sagde hun, at USA innoverer, Kina kopierer og EU regulerer. Hun har ret i, at USA innoverer og EU regulerer, men at Kina kopierer, var måske sandt for 15 år siden. Kinas evne til at innovere er foran i hvert fald Europa og på visse områder også USA.
De elektriske biler er et enestående eksempel. De første elbiler fra Kina var ikke for gode, men i dag er de nye på niveau med Mercedes, BMW og Audi.
Der er ikke mange rationelle argumenter for, at jeg kører BMW. Kina har satset massivt på elbiler, hvor de har opbygget en helt anden omkostningsstruktur.
Min pointe er, at vi har brug for at accelerere i Europa, og det taler de europæiske politikere også om. Tag AI, hvor amerikanerne og kineserne stormer frem, koncentrerer europæerne sig om at regulere AI. Og ja, det skal man også, men man kan også regulere os ihjel.”
Virksomheder driver udenrigspolitik
Jens Moberg understreger, at mens det er fint at identificere fortidens fejl, er det ikke nok, hvis man skal vende udviklingen.
”Det nytter ikke at piske sig selv med den ni-halede pisk og selvmedlidenhed, og sige: Nej, hvor det er svært alt sammen. I stedet er vi nødt til at vende udviklingen. Det gælder fra offentlig side, men så sandelig også fra virksomhedernes side. Vi i det private erhvervsliv har også en kæmpe opgave at løse.
Alle store virksomheder driver i en vis forstand også udenrigspolitik, som har en kæmpe effekt. Da Rusland invaderede Ukraine, var der mange af os i erhvervslivet, som ikke bare overholdt sanktionerne, men valgte at stoppe forretningerne i det marked, fordi vi ikke kunne stå inde for at samarbejde med det regime.
På samme måde skal vi som virksomheder spørge os selv, om der er noget, vi kan gøre for at genopbygge forsyningskæder, forsvarsindustrien m.v. Det gælder f.eks. det mineprojekt, som jeg arbejder med i Grønland, hvor vi vil udvinde molybdæn, som er afgørende for produktionen af f.eks. pansrede køretøjer og panserbrydende granater.
I dag kommer al molybdæn fra enten Kina eller Nordamerika. Mens vi i Europa aftager omkring 25 pct. af molybdæn, har vi selv ingen produktion af det kritiske råstof. Nok er forekomsten af molybdæn i Østgrønland et svært tilgængeligt sted, men alligevel er der europæiske virksomheder, som er gået med i vores projekt.
Min pointe er, at det private erhvervsliv har en stor rolle at spille i den omstilling, vi står overfor. Selv om EU er med i projektet, er det private virksomheder, der skal drive det.”
Peder Bjerge
