Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelsesguiden Brief
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Køb adgang
Log ud Log ind
Alle artikler

Nøglen til succesfuld transformation hos mellemledere

Topledelsen udarbejder typisk planerne for forandringer i virksomheden. Og mellemlederne er typisk dem, der skal udføre forandringerne i praksis. Ifølge konsulenthuset Bain & Company er dem, der skal implementere planerne ret ofte ikke enige i, hvor godt den nye forandring fungerer.

Det er langt fra usædvanligt, at virksomheder annoncerer, at de vil forny sig. Gennemgå en transformation. Der skal skæres ind til benet – nogle ting skal ændres, andre udfases, organisationen skal laves om. Naturligvis med ambitionen om at gøre den bedre, øge konkurrencekraften og lønsomheden.

Målet med organisatorisk fornyelse er at selve arbejdet – arbejdsgange, arbejdsprocesser – foregår på en mere hensigtsmæssig måde. Men netop her opstår udfordringen: Medarbejdere ser ofte på forandringerne med andre øjne end ophavsmændene.

En ny undersøgelse fra Bain & Company, baseret på svar fra knap 1.000 ledere og medarbejdere, viser, at 88 pct. af lederne forventer, at den nye struktur vil indfri høje ambitioner. Blandt medarbejderne deler kun 36 pct. den tro.

Der eksisterer altså en markant kløft mellem dem, der udarbejder strukturen, og dem, der skal arbejde i den. Det peger på en forventningskløft, der kræver opmærksomhed: den praktiske implementering – “walk the talk”-delen.

Mange ledere antager, at tingene vil finde deres naturlige leje undervejs. Man finder ud af det. Men uden en klar plan vil medarbejdere have en tendens til at falde tilbage i gamle vaner. Hvis man vil ændre strukturen, må man også ændre adfærd, rutiner og ways of working.

Selvom intentionerne bag en strukturel ændring er gode, er sandsynligheden for, at resultatet ikke helt matcher forventningerne relativt høj. Erfaringer viser, at særligt tre faldgruber går igen.

For det første lægger ledere ofte langt større vægt på at designe den nye struktur end på at føre den ud i livet. Selve designet fejler som regel ikke noget. Udfordringen opstår i overgangen til virkeligheden: Hvordan skal arbejdet helt konkret foregå i hverdagen?

For det andet overvurderer mange ledere kvaliteten af deres egen kommunikation. Over 80 pct. af lederne mener, at de kommunikerer effektivt og tilbyder den nødvendige støtte i forbindelse med en restrukturering. Kun 57 pct. af mellemlederne er enige.

For det tredje handler kommunikationen – selv når den er tydelig – ofte mere om selve strukturen, end om hvordan man skal arbejde inden for den. Medarbejderne får at vide, hvad der ændrer sig, men ikke nødvendigvis hvordan de skal gribe det an.

Samtidig undervurderer mange virksomheder behovet for konkret støtte. Ledere bør sikre, at medarbejderne forstår, hvordan deres dag-til-dag-opgaver ændrer sig: hvilke arbejdsprocesser justeres, hvordan samarbejdet skal fungere, og hvordan beslutninger træffes fremover. Det handler om at gøre forandringen håndgribelig.

Bain & Company foreslår at arbejde struktureret med det, de kalder ‘20-200-2000 framework’, hvor hele virksomheden tager aktivt ejerskab på hvert sit niveau. De 20 øverste ledere står bag den nye struktur og sætter den strategiske retning. De definerer ambitionen og rammerne.

Men det er de 200 mellemledere, der bliver den afgørende motor i implementeringen. Det er dem, der omsætter den overordnede struktur til konkrete arbejdsgange, redefinerer processer og sikrer, at nye rutiner faktisk bliver en del af hverdagen. Og endelig er der de 2000+ medarbejdere, hvis dagligdag reelt ændrer sig – dem, der skal arbejde anderledes i praksis.

Hvis de 200 mellemledere ikke er tydeligt klædt på og engageret i opgaven, opstår der hurtigt friktion mellem strategi og virkelighed. Forandringen kan ikke bæres alene af topledelsen. Og den kan ikke overlades til medarbejderne selv at ‘finde ud af’.

Mellemlederne befinder sig derfor i centrum af denne udfordring. Det er dem, der forventes at omsætte den nye model til konkret praksis i hverdagen – samtidig med at deres egen rolle også er under forandring. De står dermed i en dobbelt position: De skal fungere som frontfigurer for forandringen, mens de selv forsøger at forstå, hvor deres egen rolle lander.

Resultatet kan være, at de føler sig overvældede og dårligt rustet til at lede andre gennem forandringen. Og når mellemledere udstråler usikkerhed, forplanter den sig hurtigt ned gennem organisationen.

MAL

Hvem skal tage beslutninger om AI-investeringer?

Hvorfor er nogle virksomheder rykket hurtigt frem med anvendelsen af AI i forretningsprocesser, mens andre forbliver i startfasen? Svaret ligger ifølge Deloitte i måden, der træffes beslutninger på i topledelsen – og hvem der har ansvaret.

Konsulenthuset har for nylig gennemført en undersøgelse, der dykker ned i sammenhængen mellem topledelsens arbejdsmetoder og opnåelse af AI-resultater. Mere konkret ses på, hvem i ledelsen, der tager ejerskab over teknologibeslutninger – og hvilken effekt det har på virksomhedens resultater.

Konklusionen er, at det har stor betydning, hvem der er involveret ved beslutninger, når AI skal drives fremad. De bedste resultater skabes gennem samarbejde i topledelsen – med flere relevante C-level topledere involveret.

Når flere medlemmer af direktionen, med forskellige fagkompetencer, engagerer sig i AI-investeringer, øges sandsynligheden for succes markant. Roller som CTO – chief technology officer, CFO og CSO – chief strategy officer – bidrager hver med unikke perspektiver på investeringer og projekter. Det er i samspillet mellem disse perspektiver, at virksomheder skaber det stærkeste fundament for succes med AI.

Deloitte har udarbejdet en analyse, baseret på en survey blandt 550 business- og techledere. Ud fra den kommer de med deres bedste råd til, hvem der skal ind over AI-investeringer og hvorfor.

Hvem skal egentlig sidde med ved bordet

… når der træffes beslutninger om AI-investeringer?

Undersøgelsen viser, at det fortsat er Chief Information Officers og Chief Technology Officers, der fungerer som de primære drivkræfter bag teknologiinvesteringer. Det er naturligt, da det er dem, der besidder den tekniske indsigt og har ansvaret for den digitale infrastruktur.

Imidlertid har AI hurtigt bevæget sig fra at være et rent IT-anliggende til at influere bredere i hele organisationen: Fra talent- og kompetenceagendaen til kundeservice og hele forretningsmodeller. Derfor handler beslutninger om AI ikke kun om teknologi, men også om strategi, økonomi, risikostyring og kunder. Af den grund bør man aktivt overveje, hvem der skal inddrages udover de gængse tech-ledere, CTO og CIO.

Først og fremmest

Man kommer ikke udenom, at CTO’en spiller en stor rolle. Virksomheder, hvor CTO’en har fuld beslutningsmyndighed, er mere end dobbelt så tilbøjelige til at opnå en avanceret AI-modenhed sammenlignet med virksomheder, hvor rollen har begrænset eller uden mandat. Teknisk lederskab er fundamentet for AI-investeringer. Det er ‘need to have’. Så kan man bygge ovenpå derfra.

CFO’ens involvering er også vigtig. Virksomheder, hvor CFO’en ikke har indflydelse, ligger kun omkring 18 pct. over middel i lønsomhed, mens tallet stiger til 42 pct., når CFO’en har fuld beslutningsmyndighed. Det er altså væsentligt, at CFO’en kommer på banen og også har medbestemmelse i sagen.

Det strategiske niveau bør der også tages højde for. CSO’en bør altså få en plads ved bordet. Analysen peger på, at virksomheder, der kun involverer deres CSO i begrænset omfang, sjældent præsterer stærkt på deres KPI’er.

Omvendt er virksomheder, der giver CSO’en reel beslutningsautoritet, op til 88 gange mere tilbøjelige til at opnå høj ROI på tværs af finansielle, kunde-, operationelle, medarbejder- og formålsdrevne målepunkter.

Samlet viser billedet, at succes med AI i høj grad afhænger af at give de rette ledelsesroller ansvar og medbestemmelse. De skal ind over beslutninger og processer, så der kan tages højde for de forskellige perspektiver. Når det tekniske, det finansielle og det strategiske forenes, bliver resultatet simpelthen bedre.

Kort sagt betyder det, at AI-investeringer ikke bør drives af én enkelt funktion. De mest succesfulde virksomheder behandler AI som et fælles ledelsesansvar.

Det betyder, at relevante C-level profiler – særligt CIO, CTO, CFO og CSO – bør være aktivt involveret og have både mandat og ansvar. Hver rolle bidrager med et nødvendigt perspektiv. AI-integration er derfor ikke et isoleret IT-projekt, men en tværfunktionel opgave, der kræver tæt samarbejde på tværs af topledelsen.

MAL

ESG-mål skal være individuelle, hvis de skal skabe værdi

Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det kan påvises, at det giver et merafkast til aktionærerne i en virksomhed, når den handler samfundsansvarligt. Det skyldes dels, at det er teknisk svært at bevise denne sammenhæng, men det skyldes også, at mange virksomheder endnu løber efter målsætninger, der ikke er synderligt relevante for dem, mener tre Harvard-forskere.

Bladrer man tilbage til midten af 00’erne, kan man finde mange eksempler på, at amerikanske banker fik flotte CSR-ratings. De kunne f.eks. få point for at spare på forbruget af papir og andre fysiske ressourcer. Men bankernes brug af disse ressourcer er så beskedent, at det i den store sammenhæng aldrig rigtigt battede noget, uanset hvor dygtige de var til det.

Derimod havde bankerne i kraft af deres virksomhed stor mulighed for at gøre en social indsats i USA. Men dette var der ikke opmærksomhed på, og tværtimod formidlede bankerne de famøse subprime-lån, som endte med at sende mange familier fra hus og hjem.

Eksemplet bliver fremhævet af tre Harvard-folk Michael Porter, George Serafaim og Mark Kramer i artiklen ”Where ESG Fail”. De hævder, at selv om det talrige gange er vist, at der er en sammenhæng mellem en høj ESG-profil og et højt afkast, er det aldrig bevist, at denne sammenhæng er ligefrem. Bevisførelsen er vanskelig, fordi der også er en omvendt effekt, så den stærke og velindtjenende tenderer at give mere til samfundet og at løfte et større ansvar, end den svage virksomhed gør.

Forfatterne tror på, at det i de fleste tilfælde også vil styrke afkastet, at en virksomhed er samfundsvarlig. Men såvel for virksomhederne selv som for investorerne er hele CSR-tankegangen endnu så ny, at man kun i beskedent omfang ser og udnytter de muligheder, der findes.

Historien bliver ridset op: I CSR-bølgens barndom gik øvelsen, set fra investorernes side, ud på at fravælge de virksomheder, der ikke opfyldte kravene i en tjekliste. Det kunne f.eks. være producenter af våben eller tobak, eller det kunne være virksomheder, der brugte børnearbejdere, eller som var blevet straffet i miljøsager.

Denne tilgang havde dog en række problemer, f.eks. at våben og tobak nu engang er en del af verden, og at mange familier i ulande ville komme i alvorlige problemer, hvis børnene ikke længere kunne bidrage til husholdningen. Derfor blev der udviklet en positiv tilgang, hvor investorerne søgte virksomheder, der gjorde en positiv forskel ud fra de vilkår, der nu engang var. Virksomhederne kunne f.eks. sikre, at børnearbejderne også kom i skole, og i øvrigt virke til, at deres arbejdsvilkår blev bedre.

Men man er stadig langt fra i mål, mener Porter, Serafaim og Kramer, og det er her, eksemplet med de amerikanske banker kommer ind i billedet: Mange virksomheder spilder energien på tiltag, der ikke er særligt vigtige i netop deres situation.

Tag som eksempel to internationale koncerner; den ene en tekstilvirksomhed og den anden et olieselskab. Mangen en ansvarlig investor vil have på sin liste, at de selskaber, man investerer i, skal have en politik mod børnearbejde. Det er også højest relevant for tekstilvirksomheden, fordi tekstil ofte bliver produceret i lande, hvor børnearbejde er normalt. I oliebranchen er det derimod ikke noget problem, men hvad nu hvis det alligevel viser sig, at olieselskabet i et land får catering fra et firma, der engang imellem beskæftiger børn?

Olieselskabet kan godt blive ramt af grimme pressehistorier i sådan en situation, men det er ikke hensigtsmæssigt, at det bruger tid og ledelsesmæssige ressourcer på at undgå dem. Det er meget mere relevant, at tiden og ressourcerne bliver brugt på miljømæssig bæredygtighed og på at nedbringe anvendelsen af fossile brændstoffer.

Investorerne må lære at skelne mellem de forskellige situationer, forskellige selskaber kommer i, og selskaberne må også selv lære at formidle, at der er hensyn, som de fuldt anerkender betydningen af, men som de alligevel fravælger for deres eget vedkommende.

Det samme ræsonnement, fremhæver forfatterne, gælder i den nyere tendens med, at virksomheder formulerer et dybere formål med deres eksistens. Hvis det er et formål, som en IR-afdeling blot har formuleret for at markedsføre sig overfor investorerne, skaber det ingen værdi for nogen – hverken økonomisk eller på anden måde. Værdiskabelsen forudsætter, at man i bestyrelsen har haft strategiske overvejelser om, hvad virksomhedens naturlige bidrag kan være.

Joachim Kattrup

Fremtidsledelse: En ny generation af robotter er på vej

Nutidens robotter vil snart fremstå primitive og forældede. Nye avancerede robotter er allerede ved at blive indfaset, og de vil give store besparelser og helt nye muligheder i produktionsprocesserne. Med dem vil man f.eks. kunne genoplive processer, der er droppet, fordi de indebar en uacceptabel sikkerhedsrisiko for de medarbejdere, der skulle udføre dem.

En robot er ikke bare en robot. Den kan være mere eller mindre avanceret, og lige nu sker der et teknologispring, som vil få de gamle robotter til at fremstå primitive og gammeldags. Produktionsvirksomhederne har store forventninger til det, viser et survey , som Boston Consulting Group (BCG) har udført.

Umiddelbart vil de avancerede robotter beskære erhvervslivets omkostninger med op til 15 procent, og kombineret med senere tilpasninger af produktionsfaciliteter og logistik, kan besparelsen komme helt op på 40 procent, lyder vurderingen. Det vil naturligvis også have betydning for beskæftigelsen, men ikke helt så dramatisk, som man kunne tro eller frygte.

Omkring halvdelen af de adspurgte virksomheder forventer, at de vil reducere medarbejderstaben med mere end fem procent. Forventningen til jobtabet er størst i Asien og Europa og mindst i USA.

Begrænsninger kan overkommes
Skal man beskrive, hvad de avancerede robotter kan, som de hidtidige robotter ikke kan, kan man forestille sig et lager, hvorfra varerne bliver kørt ud på lastbiler. Det er allerede i dag fascinerende at se, hvordan robotter i et roligt tempo tøffer rundt på lageret og ”plukker” varer, som det hedder i den branche.

Men selv om der findes næsten fuldautomatiske lagre, er det en proces med begrænsninger. Så snart et eller andet ikke er helt strømlinet – f.eks. hvis en varestabel vælter – er robotten hjælpeløs. Det vil den avancerede robot ikke være. Den kan tilpasse sig den ændrede situation. Som denne tilpasningsevne bliver forfinet, vil der også være en masse ting i det nuværende setup, man kan skippe.

Robotten på lageret behøver f.eks. ikke længere magnetstriber i gulvet for at finde vej fra varen til lastbilen.

Det kan den lære sig selv. Springet er dog større, end det umiddelbart lyder, for det kræver en alt eller intet-løsning for virksomhederne. Det vil ikke længere være sådan, at robotterne overtager en del af det manuelle arbejde, som assistance til medarbejderne. Når robotterne selv skal tilpasse sig en given forhindring, må medarbejderne som hovedregel helt ud af processen.

Muligheden for at have processer, som hele vejen igennem er styret og udført af robotter, indebærer andre fordele for virksomhederne end blot den sparede løn. De vil f.eks. også kunne sætte robotter til at udføre farlige processer og dermed undgå ulykker med personskade.

Når virksomhederne begynder at tænke i den retning, er der måske processer, som tidligere er droppet, fordi risikoen ved dem var for stor, som de nu kan sætte i gang. Billedligt talt – der er en verden til forskel på, om det er et menneske eller en robot, der falder ned fra et stillads. Det første må ikke ske, det sidste er blot en økonomisk omkostning, som man kan kalkulere i forhold til andre måder at få opgaven udført på.

Omstillingsparate robotter
Også på andre fronter giver de avancerede robotter nye muligheder. Produktionsprocesser er indrettet efter at skulle køre i et løbende flow. Det er nødvendigt for at få mest muligt ud af de høje omkostninger til lønninger. Med avancerede robotter vil det i langt højere grad være muligt at skrue op og ned for produktionen, alt efter som det passer med udsving i efterspørgslen, skift i vejrlig eller andet. Robotten skal naturligvis også have ”løn”, når den står stille – der er afskrivninger på det dyre materiel. Men i sidste ende har robotten en levetid, der afhænger af antallet af præsterede arbejdstimer, i modsætning til medarbejderen, der også skal have løn under pauser og produktionsstop.

Robotterne vil også give en ny fleksibilitet i en anden dimension: Når de fleste virksomheder kun har et begrænset antal produkter på hylderne, er det i høj grad også fordi produktionen er blevet systematiseret af hensyn til medarbejderne. Robotterne kan nemmere omstille sig, og dermed kan produktudbuddet tilsvarende nemmere udvides, således at man i langt højere grad kan imødekomme kundernes individuelle præferencer.

Sten Thorup Kristensen

Jyske Bank CEO: Afgørende at gøre op med siloerne

Hvis Jyske Bank skal kunne håndtere de enorme forandringer – lige fra AI til global uro – som har ramt både banken og særligt erhvervskunderne, skal banken arbejde anderledes end tidligere, fastslår CEO Lars Stensgaard Mørch. Særligt AI vil vende bunden i vejret på alt fra it til medicinudvikling, vurderer han i dette interview med fagredaktør Peder Bjerge. Som øverste chef i banken har han derfor gennemført ændringer af organisationen i forhold til at skabe bedre sammenhæng på tværs og ruste banken til de forandringer, ny teknologi fører med sig.

”Vi har en rigtig god tradition med at invitere tidligere direktører ind til frokost, når vi har offentliggjort vores regnskab. Så holder jeg et oplæg, der lægger op til diskussion, hvor vi får alle de kloge ord fra vores forgængere i direktionen”, siger Lars Stensgaard Mørch, CEO og ordførende direktør i Jyske Bank.

Selv om han har sine forgængeres øjne på sig, har han stået for en omkalfatring af bankens organisation, så man er bedre rustet til fremtiden. I dag er det f.eks. ikke tilstrækkeligt at kunne knække kundernes regnskaber på yderste decimal, banken skal også kunne overskue komplekse markeder og nye teknologier.

”Vi har været igennem lidt af hvert de seneste år. Der har været COVID-19, krig på det europæiske kontinent, øget inflation, rentestigninger, materialemangel og stigende global usikkerhed. Oven i det skal vi også lægge det, som Økonomisk Ugebrev har interviewet flere erhvervsfolk som f.eks. Jukka Pertola om, nemlig AI og nye forretningsmodeller. Det er vi nødt til at kunne forholde os til.”

Lars Stensgaard Mørchs pointe er, at den teknologiske udvikling med AI og deraf følgende nye forretningsmodeller ikke kun stiller nye krav til banker som hans egen. Den kan i værste fald også vende bunden i vejret på erhvervskundernes markeder med nye forretningsmodeller for både dem og deres kunder.

”Her arbejder vi med, hvordan vi bedst muligt kan – på godt dansk – besvare de udfordringer, der kommer, så vi er tilstrækkeligt på tæerne. Her har vi arbejdet med at have kredit- og risikoteams, der hele tiden monitorerer, hvilke udsving i f.eks. materialepriser, som kan påvirke hele eller dele af kunderne. De arbejder så sammen med de kolleger, der arbejder direkte med kunderne, så vi sikrer, at de får stillet de rigtige spørgsmål, kommer ud til dem i tide og kan hjælpe dem, hvis de bliver særligt klemt på deres lager eller deres evne til at levere.”

I forhold til AI er der andre og måske endnu mere komplekse problemstillinger, som banken skal kunne overskue, understreger Lars Stensgaard Mørch.

”Ser vi på AI er der kunder, hvis patenter er i risikozonen, fordi det med AI bliver lettere at omgå patenter. Der er virksomheder, hvis forretningsmodel grundlæggende kan forsvinde. Og der er andre, som står med helt nye muligheder. I dag er der f.eks. ikke så mange, som arbejder med oversættelser mere. Vi ser det også med hele energiomstillingen, hvor nye teknologier og forretningsmodeller kommer ind fra højre. Sådan ser man det, branche for branche. Og for at kunne håndtere de ting, som kommer udefra, er det nødvendigt både at kunne den traditionelle kreditdisciplin og have et team, som virkelig forstår teknologien til bunds sammen med de udfordringer og muligheder, som følger.”

Hvordan er kravene til at forstå nye teknologier og forretningsmodeller ændret?

”De er absolut skærpet. Hvis du igen tager den grønne omstilling, var der for nogle år siden – lidt fortegnet – tale om store virksomheder, der købte en vindmølle her og der. Det var en kendt teknologi. Og som bank kunne man tage sikkerhed i møllen og den energi, den ville producere, og typisk lå der kontrakter fra aftagerne. I øvrigt var der som oftest tale om solide virksomheder, der ikke stod og faldt med, om energiprojektet lykkedes eller mislykkedes.

I dag er det mere komplekst. Vi taler nu om hele energisystemer, om de er leverancedygtige og skaber forsyningssikkerhed, når det regner eller blæser, når solen skinner, og om der er spidsbelastninger eller ej. Samtidig kommer nye faktorer ind som opkobling med batterier.

Du begynder at skulle kunne omdanne f.eks. vindenergi til andre typer energiformer, så du har energi, når solen ikke skinner, eller vinden blæser. Kort sagt, det at forstå, hvordan de nye faktorer passer ind i et bestående setup, er supervigtigt.”

Og øget anvendelse af AI gør vil ikke tingene mindre komplekse?

”Som jeg ser det, er det for sent at betragte f.eks. AI som noget, der engang kommer til at ændre tingene. Hvis du ser på it-virksomheder, regner de med at blive meget mere effektive i deres udvikling på tre års sigt. Vi ved, at medicinalvirksomheders patenter allerede nu kan omgås ved brug af AI. Du kan f.eks. tage det aktive molekyle i et medikament og omskrive det lige præcist nok til, at det ikke længere er omfattet af patenterne, men stadig har den samme funktion.

Den acceleration tror jeg vil blive endnu vigtigere at forstå. Det kan godt være, at du først ser det slå igennem i tallene om to, tre eller fire år i de forskellige brancher. Jeg mener faktisk, at udviklingen er længere fremme, end man umiddelbart kan se. Vi har endnu heller ikke set effekterne af de investeringer, som gøres nu. Så vi må formode, at der kommer endnu mere ud af tuben i løbet af de næste år. Det vil ændre markederne endnu mere på samme måde, som vi så, da internettet forandrede forretningsmodellerne.”

Ifølge Lars Stensgaard Mørch kræver det, at en bank som Jyske Bank er nødt til at opgive silotænkningen, man tidligere har arbejdet efter.

”Det er let at overse, men udviklingen stiller større krav til medarbejdere med de traditionelle kreditkompetencer, fordi de er nødt til at kunne følge med. Jeg så tidligere, at alle var så forhippet at få mere volumen inden for ny energi, hvor man skubbede de traditionelle kreditfolk lidt bagud i køen, og finansierede mindre solide strukturer og ikke havde forstået de dynamiske effekter i energisystemerne og teknologiens udvikling. Det gjorde man, fordi alle sagde: Det her bliver stort. Men man glemte nogle steder, at det også var et meget volatilt marked, hvor man i nogle perioder var nødt til at betale for at komme af med den strøm, der blev produceret.

Bundlinjen er, at man kan blive så forhippet på de store forandringer, at man glemmer det, kreditfolkene er megagode til, nemlig at sikre de solide strukturer til gavn for kunde, markedet og for banken. Så vi skal både bruge de klassisk dygtige bankfolk, og dem, der brænder for alt det nye. De folk skal du have ind i samme rum.

Hvordan skaber man de forandringer som leder – her er man jo inde og pille ved selve den kultur, en bank er bygget op omkring?

”Vi har valgt at gøre det at arbejde tværgående til et af vores vigtige emner i direktionen. Til sammenligning kunne du i gamle dage næsten betragte enhver filial i en bank som en virksomhed i sig selv. Den lavede alt fra et checkhæfte til pensionsopsparing.

I en moderne bank har man specialister, produkter, risikostyring, it-udvikling osv. i forskellige afdelinger. Værdikæden og kunderejsen er derfor brudt op. Og i de funktioner er man så specialiserede, at de faglige netværk, man sidder sammen i, er, hvad man lidt negativt kan kalde siloer.

Vi har arbejdet meget med at få det italesat med respekt. For i en bank uden fagligt dygtige fællesskaber tror jeg ikke, at mange har lyst til at arbejde, og jeg tror heller ikke, den vil kunne fungere i dag. Omvendt vil en bank, der ikke formår at binde disciplinerne og kunderejserne sammen, stivne og ikke fungere effektivt.

Realiteten er, at som bank er man nødt til at kunne følge kunderejsen på tværs af organisationen. Så vi har ændret organisationen af to omgange, senest her for tre uger siden for at få den horisontale organisation til at fungere bedre.

Målet lige nu for os er at få både den vertikale og horisontale organisation til at fungere godt. Det er nøglen for mig. Jeg kommer lige fra et møde, hvor jeg har takket en lang række teams for, at vi er lykkedes med at få skudt offentliggørelsen af regnskabet tre uger frem og leveret i samme gode kvalitet. Det var en tværgående indsats, som lykkedes, fordi vi arbejdede sammen på tværs med fagligheden i spil. Samarbejde på tværs er en afgørende faktor, og vi er begyndt at finde de gode stier.”

Er det en læring, du har taget med dig fra Danske Bank?

”Nej, det kommer af en oplevelse, som man har set i mange brancher gennem de seneste år, nemlig, at i takt med øget specialisering, bliver det tværgående ofte der, hvor kæden kan hoppe af. Og det tror jeg, er ultra udtalt i den finansielle sektor.

Vi har taget konsekvensen af det, hvor vi nu ændrer dele af vores økonomi- og performanceopfølgning. Før i tiden kørte det alene vertikalt ned i hvert rør, hvor vi har haft ressourcer at gøre godt med, men problemstillingen er, hvis ’hvert rør’ leverer en tiendedel af f.eks. et boligprodukt eller en investeringsløsning, er du som kunde jo ligeglad med, hvor gode hver silo er til at løse opgaven, du er kun interesseret i det samlede produkt: leverer de et samlet godt produkt? Er de hurtige til at svare?”

Peder Bjerge

Topperformers forstår at udnytte konkurrencefordele

Mange erhvervsvirksomheder oplever, at de går glip af vækstmuligheder. De ser konkurrenter lancere nye produkter og indtage nye markeder – også i situationer, hvor de egentlig selv var bedre positioneret til at vinde. Hvorfor? En undersøgelse fra McKinsey blandt 1.250 topledere peger på en markant forskel mellem de bedste økonomiske performers og resten af feltet.

Ifølge McKinsey er der især èn ting, der adskiller topperformers fra resten. Det er deres evne til systematisk at udnytte konkurrencefordele. De integrerer i højere grad deres unikke styrker, når de tager beslutninger. De bruger dem aktivt, når de prioriterer initiativer, allokerer ressourcer og går efter nye muligheder.

Konsulenthuset har i forlængelse heraf søgt at undersøge mere præcist, hvordan vindervirksomhederne arbejder med deres konkurrencefordele – og hvorfor netop deres tilgang skaber stærkere resultater.

Undersøgelsen viser, at de fleste ledere har et rimeligt klart billede af deres nuværende konkurrencefordele. Otte ud af ti adspurgte angiver, at de som minimum er nogenlunde overbeviste om, hvad der differentierer deres virksomhed fra resten. Så fundamentet er egentlig lagt.

Til gengæld forventer en tredjedel, at selve naturen i deres konkurrencefordel vil ændre sig inden for de næste fem år. Hvilket kaster det hele lidt op i luften igen. Denne forventning vidner nemlig om et markant skifte.

Mange virksomheder kommer til at skulle gentænke deres forretningsmodel for at forblive konkurrencedygtige – noget som hele 79 pct. af respondenterne forventer bliver nødvendigt.

Dette hænger godt sammen med det trusselsbillede, der viser sig i undersøgelsen. Interessant nok peger lederne nemlig ikke på deres traditionelle konkurrenter som de primære trusler. Den største bekymring kommer fra trends uden for deres egen industri: nye markedsaktører og tech-drevne spillere.

Hvad gør top performers så anderledes?

De virksomheder, der konsekvent leverer de bedste resultater, adskiller sig ved et markant større fokus på konkurrenceevne. De arbejder aktivt med at forstå og styrke deres differentiering fra feltet. Top performers lægger også langt større vægt på at validere deres konkurrencefordele med data og fakta, så beslutninger træffes på et solidt grundlag frem for mavefornemmelse. De arbejder systematisk, er grundige, går metodisk til værks.

Denne dybere indsigt i konkurrenceevne betyder også, at top performers er bedre aligned internt. Forståelsen af virksomhedens styrker er ikke forbeholdt ledelsen. Den er forankret bredt i virksomheden. Det betyder, at teams arbejder i samme retning, der er mindre friktion, man tør prioritere ressourcer anderledes.

Derefter bruger top performers aktivt deres indsigt. Når de prioriterer investeringer og træffer valg om, hvor virksomheden skal satse, tager det udgangspunkt i deres viden om konkurrencefordele.

Kort sagt: beslutninger, der tager udgangspunkt i virksomhedens reelle styrkepositioner, fører til bedre resultater. Samlet viser erfaringerne altså, at top performers har en mere disciplineret tilgang til både at validere og anvende deres konkurrencefordele.

For virksomheder, der ønsker at styrke deres egen position, peger indsigterne på tre praktiske tiltag:

1) Forstå, hvad der driver performance helt nede på celleniveau. Gå længere ned i materien og identificér præcist, hvad der driver den økonomiske performance fremad. Når drivkræfterne forstås i detaljer, bliver det muligt at opdage tidlige tegn på ændringer i markedet, der kan påvirke konkurrenceevnen. Det giver tid til at reagere og justere retning.

2) Validér antagelser om konkurrencefordele. Antagelser, der gav mening tidligere, er ikke nødvendigvis brugbare i dag. Brug eksterne data til løbende at teste, om virksomhedens styrker stadig skaber reel differentiering.

I en verden præget af stigende forandring og usikkerhed kan AI-baserede værktøjer gøre arbejdet mere overskueligt. De kan scanne markedet, analysere mønstre og overvåge udviklingen i realtid.

3) Træf informerede investeringsbeslutninger. Forstå, hvad der reelt driver performance: Hvad er kunder villige til at betale mere for? Hvordan har markedet ændret sig? Og hvad er forskellen på en generel styrke og en styrkeposition, der faktisk vinder forretning? Disse indsigter bør omsættes til prioriteringer og ressourceallokering.

MAL

Ti danske topchefer om fire veje til digital succes

Selv om hver virksomhed bør tage stilling til, hvordan de nye muligheder i digitalisering bedst udnyttes, er der alligevel en række faktorer, der er væsentlige for alle virksomheder, uanset branche og digitalt stade. Blandt andet bør digitaliseringen altid være kundedrevet, og det er vigtigt, at organisationen er smidig og fleksibel for at udnytte de nye muligheder.

Digitalisering handler om meget mere end at anskaffe sig nye digitale systemer. Men man kan ikke sige mere præcist, hvad digitalisering så er, for det vil variere meget fra virksomhed til virksomhed, alt efter hvad dens branche er, og hvor langt den er nået i udviklingen i den nye digitale verden.

Ja, ovenstående er efterhånden banal viden. Bestyrelser ved godt, at digitalisering ikke er noget, man bare kan slå op i en manual. Men konsulentfirmaet Heidrick & Struggles har alligevel identificeret fire faktorer for succes, der går igen i næsten alle virksomheder. Guiden med de fire råd er baseret på interviews med ti bestyrelsesformænd, adm. direktør og it-direktører i store danske virksomheder, der er så forskellige som COOP, Tryg og Grundfos.

Konklusionerne fra interviewrunden har Heidrick & Struggles præsenteret i en rapport med titlen ” Perspectives from Denmark Digital: acceleration – what does it take ”. De fire grundlæggende betingelser for succesrig digitalisering er:

Den adm. direktør bør sætte sig i førersædet: Det gælder også i de virksomheder, der endnu har en it-chef. Denne kan godt være den daglige operatør, men topchefen er central i henseende til at formulere strategien, koordinere tiltag på tværs af organisationen og fastholde momentum. Bag sig må den adm. direktør have en bestyrelse, der besidder digitale kompetencer.

Den bedste digitalisering er kundedrevet: For nogle virksomheder handler digitaliseringen udelukkende om at spare omkostninger internt. Dette kan også have værdi, men erfaringen tilsiger, at den bedste tilgang er at spørge sig selv, hvordan man kan forbedre det produkt eller den ydelse, der når frem til kunden.

Agilitet er alfa og omega: ”Agil” er et efterhånden latterliggjort modeord, men i digitalisering er det en helt afgørende egenskab. Når en organisation er agil, virker den som en organisme, forklarer Heidrick & Struggles: Den nedbryder uhensigtsmæssige elementer – f.eks. afdelinger, der er overflødige efter digitaliseringen – og den fordeler ressourcer fleksibelt og efter behov. Hertil kommer, at det falder en agil organisation mere naturligt at indgå i eksterne partnerskaber.

Digitalisering handler om kultur: Meget ofte er muligheden for at generere og anvende store datamængder det, som skaber de mest succesfulde digitaliseringer. Men succesen beror primært på det sidste – altså anvendelsen. Groft sagt: At generere data og regne på dem kan man købe maskiner til, men konklusionerne kommer af en måde at tænke på, hvor man holder sindet åben for, at tingene måske skal gøres på en helt anden måde end hidtil.

Krav til bestyrelsen
Heidrick & Struggles har tidligere beskrevet, at virksomheder kan være i fem forskellige faser, men efter interviewene med danske erhvervsledere er det kortet ned til tre faser, som også er mere intuitive: Der er begynderne, der er de meget avancerede, og indimellem er der dem, der er på vej fra den ene til den anden gruppe.

Undervejs ændres kravene til virksomhedens nøglepersoner markant. Det gælder ikke mindst for bestyrelsesformanden. I den uavancerede virksomhed er det vigtigste krav til ham eller hende at forstå, at digitalisering er vigtigt, og at man på dette punkt må arbejde med visioner snarere end håndgribelige målsætninger.

I mellemfasen er det tværtimod vigtigt at sætte klare mål, f.eks. til produkter, der skal på markedet. Mellemfasen er den vanskeligste for bestyrelsen, fordi denne på én gang skal holde fast i de resultater, der allerede er skabt, og sikre, at man også kommer videre. Opgaven betyder, at der bør være et bredt sæt af digitale kompetencer i bestyrelsen.

I den avancerede fase bliver det igen lidt nemmere – bestyrelsen kan forme strategier ud fra vilkårene i omverdenen og tage for givet, at strategierne bliver ført ud i verden med brug af digitale redskaber og tankegange.

Ændringer fra første til sidste fase er størst for it-chefen. Han har en meget vigtig funktion under første fase, men skal allerede et sted under anden fase losses ud. Her bliver den centralistiske tænkning, som denne chefpost symboliserer, nemlig en belastning for den videre udvikling.

Investorfokus på bløde værdier, men glemmer det klassiske

Undersøgelse viser, at britiske storinvestorer i disse år ved bedømmelse af børsnoterede selskaber har ekstremt stort fokus på klima og diversitet. Men deres fokus sker på bekostning af nogle af de klassiske discipliner, eksempelvis rapportering og revision, som får ubetydelig opmærksomhed. Overraskende er det, at selskabernes omdømme indgår med lavest vægt i investorernes bedømmelse.

Kan du huske finanskrisen? Her blev fårene virkelig skilt fra bukkene blandt de børsnoterede selskaber på børsen. Mange virksomheder blev afsløret i optimistisk regnskabsrapportering og boblelignende værdiansættelser af deres aktiver i jagten på hurtige gevinster. Det blev afsløret, at mange virksomheder blev holdt oppe af en kombination af stærk højkonjunktur og dårlig rapportering.

En ny undersøgelse viser, at institutionelle investorer i England i påfaldende grad har rettet deres opmærksomhed alle andre steder hen end på netop de faktorer, der i 00’erne skabte et korthus, som endte med at blæse omkuld. Det fremgår af en gennemgang , som EY har udarbejdet af, hvordan de 30 største britiske investorer håndterer den såkaldte UK Stewardship Code om håndtering af deres aktive ejerskab som investorer.

Undersøgelsens resultater bygger på investorernes egen rapportering, og på grundlag heraf har EY defineret otte fokusområder og givet en karakter alt efter, hvor meget investorerne gør ud af dem. De otte fokusområder er i rækkefølge efter den opmærksomhed, investorerne gav dem: Altså størst opmærksomhed til miljø, dernæst governance og efterfølgende social impact, human capital, strategi og resultater, rapportering, revision og forsikring og endelig tillid og selskabets omdømme.

Fokusområderne er vurderet på en skala fra 1 til 5, og tillid og omdømme scorer blot 1,08. Investorerne har altså stort set ingen interesse i dette emne. Det er alligevel påfaldende så kort tid efter finanskrisen.

Det er også påfaldende, at de seneste årtiers revisionsskandaler tilsyneladende er glemt. Betydning af regnskabskvalitet og revision får en score på 1,36. Et signifikant mindretal af investorerne viser en vis interesse for regnskab og revision, men flertallet af investorer vægter slet ikke kvalitet af revision og regnskab, som en del af deres arbejde med at vise ansvarlighed.

EY har efterfølgende advaret investorerne om, at de bør give mere opmærksomhed til de klassiske dyder i ansvarlig virksomhedsledelse. Men skal man være venlig overfor investorerne, kan man også hæfte sig ved, at man ikke kan have alt som topprioritet. Det, som de store investorer anvender mest energi på, er de temaer, der helt aktuelt er oppe i tiden: Miljø, diversitet og økonomisk ulighed.

Allerhøjest ligger miljø med skalaværdien 2,4. Her er det ikke overraskende, at undergruppen klima trækker mest, mens der er lidt mindre opmærksomhed om bæredygtighed generelt. Næsthøjest ligger governance med skalaværdien 2,07. Her er der større spredning i undergrupperne. Den praktiske ansvarlighed i henseende til at sikre virksomhedens soliditet, såsom risikostyring og planlægning af arvefølgen i direktionen, vækker mindre interesser.

Derimod er der stort fokus på bestyrelsens sammensætning og aflønningen af ledere. Altså de emner, der trækker overskrifter i medierne.

Kapitalejere går op i klima
Undersøgelsen har også en anden opdeling, idet der er skelnet mellem de investorer, som selv ejer den forvaltede kapital, og så de aflønnede Asset Managers, der forvalter andres kapital, eksempelvis pensionskasser. Den første gruppe udmærker sig ved stort set ikke at beskæftige sig med ansvarligt ejerskab. Kun én sag optager dem for alvor: Klima.

Om der her er tale om ansvarlighed i en altruistisk forstand, eller om man mere nøgternt anser aktiv klimaindsats som en strategisk nødvendighed, fremgår ikke af undersøgelsen. De lønnede kapitalforvaltere har en meget bredere tilgang til ansvarlighed, og de viser en eller anden grad af interesse over hele brættet.

Forskellen er især markant, når det kommer til governance, hvor de eksterne forvaltere har mest fokus. Det er igen et tankevækkende forhold, når man ved, at de selvstændige kapitalejere ofte vil have direkte og succesfuld erfaring med virksomhedsdrift. De overlader trygt alle bekymringer om risikostyring til bestyrelserne i de virksomheder, de er investorer i, og modesagerne med diversitet og aflønning afføder hos dem kun et enkelt løftet øjenbryn.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Seks strategier til en uforudsigelig fremtid

Det eneste, der er sikkert ved fremtiden er, at den er usikker og ukendt. Dette citat rammer meget præcist tidsånden. Et marked, der er præget af uro, usikkerhed og uvished, gør det svært at planlægge – meget svært. Så derfor må man ifølge Deloitte tage en anden tilgang for at navigere.

Globale målinger fra World Uncertainty Index viser, at usikkerheden har ligget på et historisk højt niveau siden 2015. Hvad der kommer til at ske de næste par år, kan ingen med sikkerhed forudsige.

Det udfordrer nogle af de helt grundlæggende antagelser bag klassisk planlægning af forretning og arbejdsstyrke. Tidligere kunne man i høj grad læne sig op ad historiske trends og lineære forecasts. Men det fungerer ikke længere. Hvad gør man så? Deloittes kommer med seks strategier som bud på vejen frem.

Flere potentielle fremtider. Første skridt er at slippe tanken om én forventet fremtid. I stedet bør man arbejde med tanken om flere mulige fremtidsscenarier. Scenarieplanlægning bliver dermed et centralt værktøj.

Ved at inddrage et bredt spektrum af usikkerheder – fra makroøkonomiske forhold til teknologisk udvikling – kan man opbygge et relevant sæt ‘what-if’-scenarier. Pointen er altså ikke at ramme plet, men at være forberedt på spændet af det, der realistisk kan ske.

En vigtig del af arbejdet er at identificere tidlige indikatorer, som kan signalere, hvilken retning udviklingen bevæger sig i. Dermed kan man justere kursen i takt med, at et bestemt scenarie begynder at tage form. Samtidig kan ledere for hvert scenarie kortlægge, hvilke kompetencer der bliver mere kritiske – og hvilke der mister værdi.

Digital tvilling-teknologi. En af de mest interessante nye teknologier er den, der kaldes en ‘digital twin.’ En digital tvilling, der imiterer arbejdsstyrken. Helt kort bygges der en digital model, der afspejler arbejdsstyrkens kompetencer, roller, workflows og kapacitet ved hjælp fra AI og machine learning. Og allervigtigst kan den bruges til at simulere forskellige situationer.

Det giver mulighed for at teste beslutninger i et virtuelt miljø, før de implementeres i virkeligheden.

Åbne for flere muligheder. Inspireret af forfatter David Weinberger bør man indse, at fremtiden ikke kan forudsiges, og det derfor er mere værdifuldt at skabe en bred palette af muligheder end at satse på én vej frem. At kaste en masse bolde op i luften, og så se hvad der lander godt.

I praksis kan det betyde mere eksperimenterende arbejde. At etablere mindre, autonome teams – der fungerer lidt som flere interne startups i virksomheden. De kan hurtigt teste nye idéer, arbejdsformer og forretningsmuligheder i mindre skala.

Indbyg en buffer til det uforudsigelige. Hvad skal man stille op, når der sker noget, som ingen kunne have forudset? Nogle begivenheder ligger simpelthen uden for det, man realistisk kan forestille sig – som det globale chok under coronakrisen. Svaret er, at man kan indbygge en buffer, et råderum, til når det utænkelige sker.

Når man regner med, at medarbejdere konstant kan arbejde på fuld kapacitet, er der meget lidt plads til at håndtere akutte ændringer, uventede kriser. Ved bevidst at planlægge efter f.eks. 80 pct. kapacitet skabes et råderum. Det giver mulighed for hurtig omstilling, når behovene ændrer sig fra den ene dag til den anden.

Tænk arbejdsstyrken som en portefølje. Inden for finans er porteføljetankegang et grundprincip i risikostyring: Man spreder sine investeringer, fordi man ved, at nogle vil dykke, mens andre stiger.

Ifølge Deloitte kan den samme logik overføres til planlægning af arbejdsstyrken. Virksomheder kan opbygge en balanceret ‘portefølje’ af human capital. Det kan f.eks. være en kombination af fastansatte, ekstern arbejdskraft, automatisering og AI – samt en bevidst prioritering af fundamentale færdigheder, der kan overføres på tværs af roller.

Sæt menneskelige evner i centrum. I en verden, hvor teknologi udvikler sig ekstremt hurtigt, er det noget nær umuligt at forudsige præcist, hvilke tekniske kompetencer, der kommer til at være brug for blot få år frem. Derfor bliver det vigtigere at planlægge efter menneskelige evner – de kommer nemlig aldrig til at blive irrelevante.

Kompetencer som nysgerrighed, kreativitet, kritisk tænkning, dømmekraft og evnen til at lære nyt bliver endnu vigtigere. De gør nemlig medarbejdere i stand til at tilpasse sig. Spørgsmålet er derfor ikke, om medarbejdere allerede har de ‘rigtige’ kompetencer – men om de har potentialet til at lære dem.

MAL

Log ind