Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelsesguiden Brief
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Køb adgang
Log ud Log ind
Alle artikler

Autenticitet på arbejdspladsen kan tage overhånd

Konsulenthuset McKinsey beretter om bogen ”Don’t Be Yourself: Why Authenticity Is Overrated (and What to Do Instead)”. Titlen afslører præcist forfatterens budskab: Han udfordrer den udbredte fortælling om, at man altid ‘bør være sig selv’, når man møder på arbejde.

Det gængse narrativ er at autenticitet er noget, man bør stræbe efter. At være et helt menneske med alt hvad det indebærer – også på arbejdspladsen. At vi bør møde på job med alt, hvad vi er – og at det netop er sådan, vi skaber meningsfulde, inkluderende arbejdspladser med høj trivsel og engagement.

Men forfatteren, Chamorro-Premuzic, peger over for McKinsey på, at virkeligheden er mere nuanceret. Autenticitet fører ikke automatisk til succes – og kan i nogle tilfælde direkte modarbejde både performance, relationer og god ledelse.

Intention bag ‘bare at være sig selv’

Forfatteren fortæller, hvordan fokus på autenticitet for alvor opstod i 1990’erne, hvor medarbejderengagement kom på agendaen. Tanken var, at medarbejdere bliver gladere, mere tilfredse og mere produktive, hvis deres arbejdspersona stemmer overens med deres identitet.

Når HR i dag opfordrer medarbejdere til ‘bare at være sig selv’, er det ofte med et ønske om at styrke inklusion. For medarbejdere, der ikke repræsenterer normen, har man villet understrege, at de ikke behøver at strømline sig selv efter den typiske medarbejder.

Hvad er der galt med at være sit sande jeg?

Ifølge forfatteren er der ikke noget galt med at være sig selv, men man bør kunne tilpasse sig efter behov. Det, der kan ske er, at autenticiteten tager overhånd. Det lægger et stort fokus på jeg’et, egne behov, følelser, værdier – og mindre fokus på det, der foregår rundt om én – samarbejde, relationer, dynamikker.

Ens sande jeg indeholder ofte en masse elementer, der ikke er gavnlige for arbejdspladsen: at man er irritabel, snæversynet, har stærke holdninger eller en dårlig attitude. Derfor er forfatterens pointe klar: Arbejdspladsen er ikke en invitation til at vise alle sider af sig selv, men til at aktivere de relevante. For vores ‘autentiske jeg’ er ikke nødvendigvis vores bedste jeg. Alle er præget af bias, dårlige vaner og blinde vinkler – og det kan gøre samarbejde sværere.

Ryger man for meget over i den ene side af grøften, med overfokus på autenticitet, kan det være sværere at lytte til andre, og empatien forsvinder. Når målet bliver at ‘være sig selv’, risikerer man at blive mindre fleksibel og i værste fald fremstå selvcentreret.

Er man over i den helt anden side, hvor man simpelthen er for fleksibel og tilpasningsklar, har man ikke sig selv med og fremstår hurtigt falsk og påtaget.

Det handler derfor ikke om at være fake eller gå på kompromis med sine værdier. Det handler om bevidst selvregulering – og om at fokusere på den version af sig selv, der fungerer bedst i situationen. I bund og grund handler det om social intelligens – og om at fungere godt i en gruppe, ikke kun om at udtrykke sig selv.

Fire autenticitetsfælder

Forfatteren fremhæver en række klassiske misforståelser, som umiddelbart lyder hensigtsmæssige, men som i praksis kan spænde ben:

1) Sig altid sandheden. Ærlighed er vigtig, men rå ærlighed uden filter kan skade relationer. Timing, kontekst og hvordan overleveringen foregår, er altafgørende. ‘Jeg siger bare, hvad jeg mener’ bliver ofte en undskyldning for manglende sociale færdigheder.

2) Vær ligeglad med, hvad andre tænker. Udvikling afhænger af feedback og evnen til at tage imod den. I den forstand kan autenticitet også blive en sovepude. Sætningen ‘sådan er jeg bare’ er et klassisk eksempel på, hvordan autenticitet kan bruges som modargument, når man møder kritik.

3) Lev altid efter dine værdier – uanset hvad. Det er ikke altid hensigtsmæssigt at dele alle sine holdninger eller værdier i alle sammenhænge. Der er sjældent værdi i at støde andre fra sig. Det betyder ikke, at man ikke må have sine holdninger, men der er en tid og et sted for alting.

4) Bring hele dig selv på arbejde. Ikke alle sider af ens person er relevante eller produktive i en professionel kontekst. Det, der skaber værdi, er ikke ‘hele dig’, men det ‘bedste jeg’. Det handler om fokus på fællesskab frem for ego.

MAL

Bestyrelser halter stadig efter på AI

AI-videnskløften vokser: Mange bestyrelser ved stadig ikke, hvad de skal stille op med AI – de har ikke den nødvendige viden til at stille de rigtige spørgsmål, støtte op og udfordre ledelsen – altså i bund og grund gøre det, de er ansat til. Derfor bør mange bestyrelser arbejde for at få et AI-kompetenceløft. Men det er mere komplekst end bare at ansætte en dygtig AI- eller dataekspert, skriver konsulenthuset Heidrick & Struggles.

Mange bestyrelser er stadig ikke tilstrækkeligt rustet til at håndtere, hverken de enorme muligheder eller de risici, som AI kommer med.

Der er altså brug for oprustning: mere AI ekspertise og erfaringer i bestyrelser, helt generelt. De bliver nødt til at få erhvervet noget ekspertviden, så de kan følge med i – og forstå – den store teknologiske transformation, der er i gang. Et bestyrelsesmedlem udtaler til Heidrick & Struggles: “Mange bestyrelser ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med AI.”

På den baggrund har Heidrick & Struggles talt med bestyrelsesmedlemmer om problemstillingen verden over. De deler deres erfaringer omkring, hvordan de er gået i gang med at lukke den kompetencekløft, som lige nu viser sig.

Begrænset viden hæmmer fremdrift

Næsten en tredjedel (30 pct.) af bestyrelsesformænd fortæller i en undersøgelse, at deres bestyrelse ikke bruger nok tid på AI, og 11 pct. oplyser, at de slet ikke bruger tid på det.

Data viser dog, at der har været en stigning det seneste år. Alligevel siger kun 38 pct. af AI- og data officers, at deres bestyrelser for det meste eller i høj grad har den nødvendige viden til at kunne reagere effektivt på præsentationer om AI og machine learning.

En undersøgelse fra 2025 viser, at integration og skalering sker langsomt. Kun 13 pct. rapporterer, at deres AI-sikkerhed og compliance er fuldt implementeret.

Det tyder på, at der er en klar sammenhæng mellem bestyrelsens AI-viden, og hastigheden hvori AI bliver implementeret. En begrænset forståelse i bestyrelsen fører til langsom integration. Omvendt kan bestyrelser, der har opbygget eller indhentet den fornødne ekspertise og erfaring, hurtigere og mere selvsikkert støtte virksomheden i at rykke fremad.

Dem, der ved noget, kører derudaf, dem der ikke gør, hænger i bremsen.

En reel udfordring

Bestyrelser står derfor over for en reel udfordring. Der er allerede mangel på AI- og dataspecialister, og teknologien udvikler sig med en hastighed, der betyder, at viden, som er relevant i dag, kan være forældet i morgen. Hvilket kun gør det endnu mere komplekst at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer med relevant viden og erfaring.

Samtidig opstår spørgsmålet om, hvordan man mest effektivt tilføjer den nødvendige viden. Én mulighed er at erhverve en enkelt ekspert, som kan fungere som en slags ‘oversætter’ af AI-lingo. Det kan være værdifuldt, men kan også være kontraproduktivt, hvis ansvaret samles hos én person, og resten af bestyrelsen dermed føler sig fritaget for at opbygge egen AI-forståelse.

I takt med at teknologien breder sig i organisationen, bliver det afgørende, at alle bestyrelsesmedlemmer har en grundlæggende viden at læne sig op ad.

En yderligere udfordring er, at AI udvikler sig hurtigere, end reguleringen kan følge med. Det betyder i praksis, at virksomheden selv står med ansvaret for governance – uden klare regler eller retningslinjer for, hvad der forventes. I sidste ende bliver det derfor bestyrelsens ansvar, hvilket kun øger presset for at finde og adawptere den rette viden.

Forskellige veje til en AI-stærk bestyrelse

Bestyrelser anvender forskellige tilgange til at indhente den nødvendige viden. Mange har fokus på de eksisterende bestyrelsesmedlemmer. De arbejder målrettet med at udvide deres viden gennem uddannelse og kurser. Derudover kan man have en intern AI-ekspert til rådighed, som bestyrelsen kan gå til med spørgsmål og lignende.

En anden mulighed er at engagere eksterne konsulenter eller advisors frem for at oprette permanente bestyrelsesposter. Det giver adgang til opdateret ekspertviden og fleksibilitet til løbende at justere kompetencerne.

Samtidig kan sådanne samarbejder udvikle sig til permanente løsninger, hvis der er gensidig interesse. Set i lyset af det tempo, hvormed AI udvikler sig, tilbyder begge tilgange en praktisk måde at sikre adgang til den nyeste og mest relevante ekspertise.

MAL

Når en strategisk zigzag-kurs er det optimale

For virksomheders bestyrelser er det godt at have en klar vision og en håndfast strategi, som den forbliver tro over for. Men det er også en positiv egenskab, hvis bestyrelsen evner at afvige fra den valgte kurs, med henblik på at udnytte uforudsete chancer og imødegå nye risici i markedet. Boston Consulting Group fremhæver en række historiske eksempler på det.

Michelin-guiden er blevet en stor ting for den danske restaurationsbranche. Stjerner heri skaber nye kundegrupper i både ind- og udland. Men få tænker over, hvorfor en producent af dæk har påtaget sig at markedsføre restauranter, og hvilket indtryk, det må have gjort, da denne aktivitet begyndte.

I bilens ungdom blev salget hæmmet af, at folk frygtede at blive fanget i en udørk med en defekt på bilen. Så Michelin lavede en guide, hvor man kunne finde nærmeste værksted. Senere blev man opmærksom på, bilejerne – der dengang pr. definition var velhavende – gerne ville bruge tiden, mens værkstedet arbejdede, på et godt måltid mad. Den moderne guide var født, og med den ikke blot fantastisk markedsføring for restauranterne, men også for Michelin selv, selv om gastronomi er langt udenfor selskabets egentlige virkefelt.

Det positive zag
Det er in at have en stærk vision og en stålsat strategi, og mange børsnoterede virksomheder er blevet kritiseret for at føre en zig zag-kurs, hvor de pludselig navigerer efter lavthængende frugter, i stedet for at gøre det, som de har fortalt aktiemarkedet om. Konsulentfirmaet Boston Consulting Group (BCG) fremhæver i en artikel på sin hjemmeside Michelin-guiden som et eksempel på, at en zigzag-kurs også kan være den rigtige at følge.

Man skal naturligvis ikke følge enhver spontan idé om, hvordan man også kan hæve sin indtjening. Men i nogle situationer kan et ”zag” være særdeles profitabelt. Faktisk kan det være en væsentlig ulempe, hvis man ikke holder sindet åbent for den slags.

BCG nævner også flere eksempler på, at hele brancher har holdt næsen så meget i sporet, at de gennem lang tid har overset, at det var noget andet, forbrugerne efterspurgte. Også her er der et eksempel fra bilindustriens formative år: Dengang pillede mange amerikanske farmere bagsædet ud af deres fine, nye bil, så den kunne bruges til at transportere varer.

Der gik lang tid, før bilproducenterne så efterspørgslen og lancerede den første pickup. Tættere på nutiden gav f.eks. brugen af musikafspillere og sms-tjenester på mobiltelefoner hints om nogle af de ønskede funktionaliteter, der senere blev samlet i smartphonen. Det overså alle, undtagen Apple.

Den slags eksempler er nemme nok at se i bakspejlet. Det svære for virksomhederne er naturligvis at skelne mellem, hvad der kun er fikse ideer, som vil skabe mere distraktion end indtjening, og hvad der er potentielle guldæg og genistreger.

BCG råder til at tage pejling efter virksomhedens natur og kultur. Sandsynligheden for succes er størst, hvis det allerede er normen, at man belønner medarbejderne for nye ideer og initiativer. Det er f.eks. tilfældet for tidens allermest succesfulde virksomhed, Amazon. Den startede som en netboghandel med store underskud, men man benyttede siden entreprenørånden til at forfølge alverdens andre muligheder. Er man derimod en konservativ virksomhed i en konservativ branche, skal man være mere forsigtig med at tage springet. Men også i det tilfælde er der handlemuligheder. Man kan f.eks. analysere, hvordan de mindre konservative virksomheder ville gribe sagen an, og så prøve at efterligne det.

Man kan også overveje et mere fundamentalt skifte i virksomhedens tilgang til markedet og til læring. Dette er således kommet på mode i nogle af de brancher, der ellers har været kendt som relativt konservative. F.eks. sender nogle amerikanske detailhandelskæder ifølge BCG deres ledere på ”praktik” hos de europæiske modstykker, og nogle af de store mineselskaber har sendt deres ledere på feltarbejde hos indiske kunder og leverandører.

For den konservative virksomhed er der lang vej op til Amazon, der nærmest har zigzag som en del af sit DNA. Men mindre kan også gøre det, og formår man at tilpasse kulturen, venter præmierne ved nye innovationer – foruden ved at den finansielle risiko ved nye initiativer vil falde, efterhånden som man får den slags projekter indarbejdet i sin rutine.

Sten Thorup Kristensen

Her går det galt for chefen, der ellers gør sit bedste

Næsten alle chefer ønsker at motivere deres medarbejdere, men næsten alle kommer i en eller anden grad til at gøre det stik modsatte. To forskere har identificeret, hvor det går galt, så medarbejderne står frustrerede tilbage og opgiver at gøre det, de kan se er bedst for virksomheden.

Lad os bare få svesken på disken: Du er en dårlig chef, eller i det mindste en stærkt mangelfuld chef. At det forholder sig således, kan du også logisk selv ræsonnere dig frem til, når du tænker på de chefer, du har eller har haft. Hvorfor skulle netop du skille dig ud som den, der ikke blot har det store strategiske overblik, men som også formår at holde alle dine ansatte motiverede, så ingen væsentlige ressourcer bliver spildt?

Det sidste fænomen er velkendt for medarbejderne i praktisk talt alle større organisationer, altså spild af ressourcer. De oplever, at chefen i nogle situationer ikke påskønner dem eller lytter til dem, og derfor holder de op med at gøre deres bedste. Dette på trods af, at chefer almindeligvis mere end noget andet netop ønsker at motivere.

To Harvard forskere har set nærmere på, hvor det ofte er, at cheferne falder i vandet. De tager udgangspunkt i et materiale på cirka 12.000 dagsindberetninger fra forsknings- og udviklingsmedarbejdere, indsamlet i forbindelse med et forskningsprojekt. Henved 900 af indberetningerne nævner topchefen. På grundlag af denne information har forskerne identificeret fire måder, det kan gå galt på, og som er gennemgået i en artikel på McKinseys hjemmeside.

Chefens handlinger stemmer ikke overens med budskaberne: Har man læst ti virksomhedsstrategier, har man i det store og hele læst dem alle. Det er de samme ord, der cirkulerer, og for tiden er der f.eks. mange virksomheder, der lægger vægt på at være agile og innovative. Det vil også blive formidlet til medarbejderne, og de vil få besked om, at initiativ fra deres side ikke bare er tilladt, men også påskønnet.

Men det er ikke sikkert, at det er sådan, medarbejderne oplever det. For dem kan et aktuelt spareprogram i virksomheden være mere nærværende, og de kan føle, at det i virkeligheden er det, de bliver bedømt på. I så fald er al snakken om agilitet, innovation og initiativ ikke bare spildt, men også til en grad demotiverende. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis et udviklingsprojekt, de har lagt stor energi i, pludselig bliver lukket af sparehensyn.

For mange eller for få strategi- og taktikskifter: Det er en klassiker, at chefen er impulsiv, eller bare er typen, der hele tiden får nye ideer og glædestrålende præsenterer dem for sine medarbejdere. Hvis der er så kort imellem ideerne, at de jævnligt ikke når at blive kørt i mål, eller bare at medarbejderne ikke kan overskue, hvad de bliver til, ødelægger det autoriteten.

Medarbejderne drikker pligtskyldigt champagnen, når ideerne bliver præsenteret. Men i praksis vil de, med erfaringen in mente, ikke investere mere end højst nødvendigt af deres arbejdsliv i at arbejde for at føre dem ud i livet.

Mindre kendt er det, at det også kan være et problem, når chefen får for få ideer til at udvikle forretningen eller forbedre processer. Hvis f.eks. en chefgruppe bruger for lang tid på at diskutere et åbenlyst taktisk eller strategisk problem, begynder cheferne i mellemlaget at flikke midlertidige løsninger sammen på egen hånd – og så har man samme effekt, som når en chef får alt for mange ideer.

For mange får ansvar: Tænk på de gamle stum-film-komedier: Et typisk plot var, at for mange kastede sig over det samme problem, så de væltede over hinandens ben og ingen løsning blev nået. Mange medarbejdere oplever noget tilsvarende. Chefen kan f.eks. i bedste mening instruere alle afdelinger i, at kunden skal i centrum. Men det kan nemt betyde, at udviklingsafdelingen spænder ben for den plan, marketing var i færd med at implementere, eller omvendt. Måske er den meget omtalte skemakultur i den offentlige sektor også et eksempel på det: Det er – med god grund – blevet gjort til en dyd af holde styr på ressourcerne, men for mange, samtidige kontrolprocedurer hæmmer produktion og arbejdsglæde.

Det skadelige motto: Nu vi er ved den offentlige sektor, så må man spørge sig selv, om Aarhus har nogen gavn af det kommunalt vedtagne slogan – ”Danish for progress”. Overbeviser det nogen ude i verden, eller føler kommunens indbyggere og ansatte sig bare udstillede og latterliggjorte? Man skal være varsom med slogans og mottoer. De må gerne være både grandiose, men de skal holde jordforbindelsen, så medarbejderne oplever dem motiverende – som noget, man faktisk kan og vil leve op til.

Sten Thorup Kristensen

Clever-CEO: Kultur bliver vigtigere end effektivisering

Toplederinterview: De færreste virksomheder har reelt taget konsekvenserne af, at vi hastigt bevæger os ind i et univers, hvor AI gør effektivitet til hvermands eje, og menneskelig kreativitet bliver det afgørende konkurrenceparameter, fortæller Casper Kirketerp-Møller, CEO i energiselskabet Clever, til fagredaktør Peder Bjerge. I dag anvender langt de fleste erhvervsvirksomheder de samme grundlæggende strukturer som i 1900-tallet, vurderer han.

ØU har skrevet det mange gange: Virksomhedernes verden bliver angrebet på flere fronter på én gang. Global uro, kunstig intelligens og handelskrige vælter ind over dem. Hvor det hele fører hen, er der rigeligt af analyser og gætterier om.

Skal virksomhederne have en chance for at navigere nogenlunde sikkert gennem denne tsunami, skal de anvende deres bedste medarbejdere. Her er høj løn og brede skriveborde ikke nok. Skal medarbejderne kunne håndtere, at deres verden ligner kegler på en bowlingbane, skal de føle sig trygge, og deres chefer skal vise omsorg, så de ansatte føler sig set og hørt.

Vejen frem for de succesfulde virksomheder er altså ikke kun erhvervslivets medfødte strukturer med KPI-logik, bonusordninger og generel grådighed. Sådan lyder budskabet fra Casper Kirketerp-Møller.

”I den nye verden er den måde, du organiserer dig på, og den måde du som leder håndterer mennesker på, vigtigere end nogensinde”, siger medstifteren af energiselskabet Clever, og efter fusionen med Andel kommerciel direktør i koncernen.

Han mener, at problemet er, at de strukturer, erhvervsvirksomheder typisk er bygget op omkring, ofte hindrer den nødvendige transformation:

”Virksomheder har de sidste hundrede år vundet på at sælge commodities – simple produkter – enten at købe eller producere dem, for derefter at sælge dem og sende en faktura til kunden. Det var i en verden, der var mindre digital og havde færre apps. Det var strukturer udviklet i starten af 1900-tallet ud fra en ingeniørtankegang, hvor det handlede om at gøre hvert eneste procesled så effektivt som muligt. Men verden har ændret sig.

AI vil nu gøre effektivitet til en commodity, så du kan som virksomhed ikke længere vinde på effektivitet, fordi det vil være hvermands eje. Hvis du ser på en resultatopgørelse, vil det, som ligger i kapacitetsomkostningerne blive en standardvare. Du vil ikke længere kunne vinde over konkurrenterne ved at være god til at styre regninger, jura eller risikostyring. Den slags vil AI-agenter sørge for”, siger han.

Tidligere troede han, at det ville blive kampen om talenterne, der ville tvinge virksomheder til at organisere sig anderledes. Men i dag vil udviklingen i lige så høj grad blive drevet fremad af AI. Ifølge Casper Kirketerp-Møller er det den menneskelige faktor, der vil være udslagsgivende i konkurrencen. I stedet for de hårde målbare værdier, vil det være det kreative, emotionelle og det relationelle, som vil gøre udslaget.

”Paradokset er, at denne transformation i virksomhederne kræver, at vi ser nærmere på de organisationsmodeller, vi er vant til at arbejde med. Vi er nødt til at bevæge os væk fra de modeller, der er skabt ud fra ingeniørernes konstante effektiviseringer hen mod relationer og kreativitet.

Vi skal konstruere arbejdspladser, der stimulerer evnen til at få nye ideer, og bygge designsprog på tværs af kundeoplevelser. Det kan være en ladesøjle, der hænger sammen med din app og dit brand, så kunderne forstår det. Det er den slags, som kommer til at differentiere virksomheder fra hinanden.”

Selv tror Casper Kirketerp-Møller ikke, at mange virksomheder reelt har forstået den udvikling rigtigt og i hvert fald ikke taget konsekvenserne af den, når det kommer til den måde, de omgår deres medarbejdere på i det daglige.

”Du skal have bygget det ind i din forretningsmodel som en naturlig del af din proces, så logisk tænkende mennesker som økonomer – inklusive jeg selv – jurister og andre tager den udvikling til sig. Det store spørgsmål for mig er, hvordan vi organiserer os i den nye verden, vi kigger ind i, som er alt andet end det statiske univers, vi har været vant til.

Sammenlignet med virkeligheden for bare 20 eller 30 år siden bevæger verden sig jo sindssygt hurtigt. Vi skal have fundet ud af, hvordan vi agerer i en dynamisk verden. Hvordan skaber vi rammerne for, at dine kolleger og organisationen kan agere i realtid?

Lige pludselig er der krig. Det næste øjeblik står vi midt i en pandemi. Så er der mangel på olie og gas. Nu skal du som virksomhed kunne løse problemer inden for – det som for mig føles – nærmest minutter eller timer, hvor du før havde måneder eller måske endda år.”

Føler sig hørt og set

Den gamle måde at lede på betyder, at medarbejderne let bliver klemte og måske endda ligefrem syge. Mange chefer tror, at de ansatte er til for at gøre noget for dem i stedet for det modsatte. Casper Kirketerp-Møller mener, at de bestående organisationsmodeller understøtter den måde at tænke på, hvor grådighed i form af forfremmelser, bonusser og titler opfattes som det vigtigste.

Han vurderer, at både ledere og medarbejdere hellere vil have omsorg og tryghed i et arbejdsmiljø, hvor de føler sig hørt og set. ”Topchefer som jeg selv, ryger ind i det samme spil eller de samme strukturer, som deres virksomheder har som omdrejningspunkt, nemlig at skabe overnormale profitter, for så bliver ejerne glade.

Problemet er, at du ikke kan blive ved med at skabe ekstraordinære resultater. Den grådighed giver os et ensomt liv, hvor en anden vej med omsorg og gavmildhed skaber relationer, der i sidste ende giver bedre mening som mennesker.”

Hvordan får man som chef organisationen til at bevæge sig i den retning?

”Det starter hos topchefen og i direktionen. Man er nødt til at se og forholde sig til de megatrends, og forstå, hvad de betyder for alle virksomheder og vores virksomhed i særdeleshed. Nu har jeg peget på en række mønstre, som alle peger i den samme retning.

Jeg deler gerne de synspunkter eller erkendelser, fordi en fælles erkendelse her i Danmark vil være en gave og konkurrencefordel for os. Men man er nødt til at tage udgangspunkt i, at det ikke længere er nok at dreje på de samme møtrikker som tidligere.

Du bliver nødt til at skabe relationer til kunder og kolleger. Og det er svært, fordi disse mere udefinerbare størrelser er noget, vi alt for længe har taget for givet. De er ikke lige sådan at måle på, som vi ellers er vant til at gøre med de sædvanlige metrikker, når vi skal finde frem til, om vi er effektive.

Men vi skal måske begynde at se os om efter nogle andre mål. Tag nu tillid, som er fundamentet for al kultur.

Det kan man umiddelbart ikke måle. Men måske kan man måle det i forhold til svære samtaler, man helst vil undgå. Hver gang du forsøger at undgå en samtale, skal du spørge dig selv, om tilliden er stærk nok til, at du kan tage den. Ligesom AI er der tale om nye møtrikker, et nyt sprog, vi skal udvikle.”

Hvordan ser du på AIs betydning for medarbejderne?

”Der vil helt sikkert være rigtigt mange jobs, som forsvinder inden for de næste fem år. Men der vil også opstå en masse nye jobs. Det har vi set tidligere med teknologiske landvindinger. Det er job, vi i dag ikke har uddannelser til.

Tag f.eks. en lederfunktion: På samfundsfagligt fakultet uddanner vi mennesker i økonomi, antropologi, psykologi og andet. Men de fag skaber jo ikke i sig selv en leder. På samme måde skal vi måske til at se på de nye jobs, som vi ikke kan se i dag. Og det kommer til at gå hurtigt.

Som et eksempel – prøv at forestille dig, at jeg for ti år siden havde sagt til dig, at om ti år vil Trump være valgt til USA’s præsident to gange, der vil være fuldtonet krig i Europa samt Mellemøsten, og der vil være en virus fra flagermus, som havde lagt verden ned i tre år.

Din reaktion ville være, at jeg måtte være vanvittig. Min pointe er, at vi ikke er i stand til at forestille os, hvad det er for en verden, vi ser ind i. Der vil komme en masse nye jobs til at skabe kunderejser, designsprog og mere til, som vil blive vigtigere end nogensinde før. Alt det vil kun mennesker kunne skabe.”

Hvordan tackler man den opgave som leder?

”Den udvikling kommer til at omhandle alle de sværeste ledelsesdiscipliner. Det vil være en transformation, som kommer til at gøre op med mange menneskers selvforståelse af, hvad de kan og ikke kan. Nogle mennesker skal ikke længere være en del af virksomheden, fordi der er brug for andre kompetencer.

Der vil være brug for medarbejdere med fokus på det menneskelige fremfor det tekniske. IQ-testen har levet rigtigt godt i 30 år, men jeg har næsten lyst til at sige, at den vil blive uvæsentlig, fordi det bliver sociale egenskaber, der vil kunne skabe sammenhængskraft på tværs af kolleger og kunder, fordi kultur bliver vigtigere end effektivitetsprocesser. Det sidste vil være mindre vigtigt, fordi det har vi AI til at styre.”

Peder Bjerge

En dyr besparelse? HR nedprioriteres gevaldigt

Der bliver investeret massivt i teknologi: Hele 75 pct. af CFO’er forventer, at deres teknologibudgetter vil stige. Samtidig bliver HR-funktionen voldsomt nedprioriteret. Ifølge konsulenthuset Korn Ferry bør der være en vis balance mellem investering i teknologi og investering i mennesker.

For tiden sker et stort skifte i, hvor der bliver investeret, prioriteret, dedikeret tid og ressourcer. CFO’er og andre økonomichefer har fasttømret deres blik på vækst. Alle funktioner, der har direkte forbindelse til vækst prioriteres højere, herunder salg, men især teknologi og AI.

Modsat bliver HR-funktionen nedprioriteret mange steder, også selvom den arbejder med virksomhedens vigtigste ressource, nemlig mennesker, der skal få tingene til at fungere i de andre afdelinger.

På HR-området bliver der skåret helt ind til benet i budgetterne. Det kommer i kølvandet på ansættelsesstop og nedskæringer i medarbejderstab, blandt andet som konsekvens af håb om produktivitetsgevinster fra AI.

Der bliver altså investeret heftigt i teknologi, mens de mennesker, der skal arbejde med den, bliver sat på hold. Spørgsmålet er, om det er en særlig klog strategi – også på længere sigt, skriver konsulenthuset Korn Ferry.

Er det en nødvendig prioritering – eller risikerer man at skære i netop de funktioner, der får det hele til at hænge sammen?

Vækst og teknologi trækker investeringerne

Helt overordnet er det især salg og teknologi, der står til at se de største budgetløft. Det er nemlig over halvdelen af CFO’er, der planlægger at øge udgifterne her, viser et survey. I salg handler det først og fremmest om at skabe vækst og styrke toplinjen.

Teknologibudgetterne dækker over SaaS-omkostninger, cybersikkerhed, digitale processer og AI-relaterede investeringer. Hele 75 pct. af CFO’er forventer, at deres teknologibudgetter vil stige. På tværs af brancher er det netop dette område, der oplever den mest markante vækst – og som i stigende grad ses som en forudsætning for konkurrenceevne.

HR står derimod til at bløde. Det er den funktion, der har mindst sandsynlighed for at få øget sit budget i år. Ifølge Korn Ferry forventer nogle virksomheder at reducere HR-driftsomkostninger med helt op til 20–40 pct.

Kun 29 pct. af de adspurgte virksomheder planlægger at øge budgetterne. Det hænger tæt sammen med, at mange satser på færre ansættelser, samt produktivitetsgevinster fra AI. Samtidig er det kun 21 pct., der planlægger at øge arbejdsstyrken.

En kortsigtet besparelse med langsigtede konsekvenser?

Flere eksperter advarer mod denne tilgang med markante reduktioner i HR-omkostninger.

Argumentet er, at AI i virkeligheden bør frigøre flere ressourcer til HR – ikke omvendt. Selvom AI har effektiviseret dele af rekrutteringsprocessen, har den også gjort den mere kompleks.

Samtidig står mange virksomheder midt i en virkelighed, hvor medarbejderengagementet er under pres. Mange medarbejdere oplever stress og udbrændthed som følge af konstante forandringer og en stigende arbejdsbyrde.

Hertil kommer opgaven med at håndtere en arbejdsstyrke, der delvist arbejder remote, opbygge en kultur der favner AI og sikre opkvalificering af arbejdsstyrken. Det er en kompleks opgave – og HR-funktionen står centralt i at få det til at lykkes.

Derfor kan det vise sig at være en kortsigtet løsning at skære ned netop her. Udefra ser det ud til, at mange ledelser lider af tunnelsyn og kun har blikket fokuseret på AI, vækst og produktivitetsgevinster.

Men man bliver nødt til at få det menneskelige aspekt med indover også. Ellers kommer man aldrig i mål. Som lederen af Korn Ferry’s Global Human Resources and CEO Succession practices, formulerer det:

”Virksomheder, der skærer ned på HR-budgetterne, kan opleve, at de bliver nødt til at fordoble deres indsats om to eller tre år, fordi de ikke har udført det hårde arbejde, der kræves af AI på medarbejdersiden.”

Kort sagt, transformation kræver balance mellem investeringer i teknologi og investeringer i mennesker.

MAL

Når en ung generation bliver forbrugere

Ændret adfærd hos den unge generation: De unge fra Generation Z er endnu mere værdibaserede og digitale end den foregående generation, og de kommer til at anvende deleøkonomi meget mere end tidligere. Men denne generation født mellem 1995 og 2010 er også pragmatisk og forhandlingsvillig – påvirket som den er efter at have læst en masse om kriser, terror og opbrud i samfundsstrukturerne.

Signaturen bag denne artikel er født i 1964 og var altså ung i 80’erne. Læsere i samme alder vil huske, hvor vigtigt det dengang var at være ”tjekket”. Det var mærkevarernes storhedstid, og tidens stjerner var supermodellerne; også når de ikke var i en fotosession. Det afspejlede, at man skabte sit image gennem forbrug. Det var svært at forstå for den generation, der kom forinden. Her var man vokset op i krigens skygge, og forbruget markerede en idealistisk tilgang til verden, hvad end idealet så var kapitalisme eller kommunisme.

Nu er både børn og forældre fra dengang så højt oppe i årene, at vi nemt kommer til at se alle under 40 som én stor masse: Ungdommen. Men sandheden er, at forskellen mellem 20- og 40-årige er lige så stor som dengang. Det er vigtigt at forstå, ikke blot hvis man skal ansætte dem, men også hvis man skal forholde sig til dem som forbrugere. Det har McKinsey forsket i og præsenterer resultaterne i en analyse .

Fra Y til Z
Konkret har McKinsey undersøgt, hvad der kendetegner generation Z (født 1995-2010) i Brasilien, hvor den under den hastige befolkningstilvækst allerede udgør omkring en femtedel af befolkningen. Som altid definerer de yngste sig for en stor del i forhold til dem, der kom lige før, og det er i dette tilfælde de meget omtalte Millennials (Også kaldet generation Y, født 1980-1994).

De kom ind i verden på et lykkeligt tidspunkt. De ældste af dem kan lige akkurat huske, at Berlinmuren faldt, og at Kina og andre kommunistiske lande åbnede sig for omverdenen. I internettets barndom blev de opflasket med positive slagord om demokratisering og at ”the sky is the limit”. I hvert fald i vesten var de efterspurgte på arbejdsmarkedet, ikke mindst fordi der var tale om en lille generation, og de oplevede ikke en alvorlig økonomisk krise før finanskrisen i 2008. Alt dette skabte en generation med stor selvfølelse – og, hvis man skal udtrykke det lidt negativt, selvcentrering. Millennials er også en generation med globalt udsyn og med tillid til verdens store institutioner, men også en generation, der som en selvfølge sætter spørgsmålstegn ved disse institutioner.

Generation Z er født med et mere ydmygt syn på verden. Her er man farvet af gennem barndommen at have set en hård økonomisk krise, terror, begyndende skærmydsler mellem stormagterne og krakelerende institutioner. På plussiden er det den første generation, der aldrig har kendt en verden uden digitale hjælpemidler, og som regner den digitale dimension for lige så virkelig og selvfølgelig som alt andet.

Det har skabt en generation, der måske lidt hen ad babyboomerne fra anden verdenskrig og fremefter møder verden med en idealistisk tilgang og søger sandheder og systemer, som fungerer og er retfærdige. Men den har også sprunget den efterfølgende generations sans for image over, og er, i modsætning til Millennials, pragmatiske og forhandlingsvillige.

Dertil kommer, at den er identitetssøgende. Det sidste er en meget stærk komponent, men den er måske også midlertidig, for det er jo naturligt, at den yngste generation lige skal finde sig selv. Dem, som var unge i 80’erne, fik tilnavnet generation X, fordi generationen lige over så dem som en åben bog, der var til fals for hvad som helst. Hvad betyder det så alt sammen, når virksomheder skal markedsføre sig overfor generation Z? Først og fremmest at den søger langt mere information; ikke bare om selve produktet og mulige alternativer, men også om producenten og dens etiske habitus. Med generation Z er det endegyldigt slut med, at man har samlinger af bøger, plader og film stående på reolen, og det er også den generation, der lægger an til, at det er fuldstændigt ligegyldigt, om man ejer en bil eller ej, så længe der er en bil, man har adgang til.

Det kan lyde som hårde vilkår, men det ligger som sagt også til generationen at være pragmatisk og fleksibel. Der er altså plads til, at en virksomhed kan træde ved siden af og begå fejl, uden at den bliver sendt ud i mørket.

Sten Thorup Kristensen

No Bullshit-ledelse

Glem de avancerede ledelsesteorier, men kom i gang med snusfornuftig dagligdags ledelse, som de fleste kan lære, siger bogen ”No Bullshit Leadership,” skrevet af den engelske forretningsmand Chris Hirst. Han har selv præsteret dårlige ledelsesresultater, indtil han lagde ”bullshit-ledelse” fra sig og begyndte at koncentrere sig om det væsentlige. Det har han samlet i ti klare punkter. Journalist Hugo Gaarden anmelder bogen.

Behovet for god ledelse har aldrig været større end i den aktuelle omverden med hastige forandringer, ændret kundeadfærd og teknologiske disruptions, og det gælder både ledelse i virksomheder, politik og offentlige institutioner. Folk efterlyser mere ledelse, som bygger på samtykke. Men samtidig ser vi, at demagoger kommer på banen med skævvridning af debatter, i det mindste i det offentlige liv.

Det skyldes, at ledelse er blevet devalueret ved at love for meget og ved at skabe for få resultater. Der er alt for meget bullshit omkring ledelse, skriver Chris Hirst. Hans budskab er, at ”ledelse drukner i en ordflom.”

Vores fremtid afhænger af, at hverdagens ledere på alle niveauer lærer at tro på sig selv og lærer ”at få tingene gjort – uden bullshit,” skriver Chris Hirst, der har ledet store og små virksomheder. Han driver en global virksomhed med 8000 ansatte, marketingfirmaet Havas Creative. Han erkender, at han selv har begået fejltagelser og truffet forkerte valg og haft tillid til de forkerte mennesker.

I to tilfælde har han forsøgt at vende dårligt fungerende virksomheder ved at få ”alle led i maskinen” til at fungere, indtil han erkendte, at han skulle fokusere på hovedopgaven, og det er netop at finde kernepunktet i f.eks. en turn-around. Han fandt altså ud af, at han skulle lade være med at bruge tid på alt det andet.

Derfor ”advarer” han også læseren: Det er ikke i denne bog, at man ser lange ord og komplekse problemstillinger. Bogen handler om ”how to get stuff done.”

Langt de fleste mennesker har et lederpotentiale, og man er leder i samme øjeblik, andre er afhængige af ens beslutninger! Derfor har millioner af mennesker en lederopgave, og lederopgaven kan sammenfattes sådan: ”Find ud af, hvor du vil hen, sørg for, at andre følger dig, og lad være med at være bange.”

Han fokuserer på at skabe forandring, f.eks. at vende en virksomhed, der er kørt i sænk. Så skal der ikke bare skabes overskud. Demoraliserede personer skal bygges op. Mount Everest skal med andre ord bestiges, og vil man bestige bjerget er der kun ét mål: At bestige det.

Så enkelt skal al ledelse gøres. Vil man lave Londons bedste kaffe? Man er nødt til at have enkle, men også ambitiøse, mål, når markedet kan smadres af andres beslutninger, f.eks. når Amazon ødelægger småbutikker. Han henviser til investoren Warren Buffett, der engang bad piloten på sit privatfly om at lave en liste over sine ambitioner udover at flyve Buffett fra A til B. Da han så listen, slettede han alle punkter undtagen det første og sagde til piloten: Man kan kun opnå sin højeste ambition ved skånselsløst at fjerne alle andre mål.

Man skal altså ikke bare udpege, hvad man vil opnå. Man skal også identificere alle de sekundære ting, man gerne vil opnå, men som ikke er nødvendige, og som kan forstyrre vejen til toppen.

Chris Hirst finder det altafgørende, at en leder ”ser, lytter og lærer.” Man skal være åben overfor alle impulser, for man må ikke træffe beslutninger på et for dårligt informationsgrundlag.

Her henviser han til den amerikanske hærchef under Golfkrigen, Colin Powell. Man må ikke gøre noget, før man har 70 procent af de nødvendige informationer til at træffe den rigtige beslutning. Det betyder også, at lederen skal være klar over de signaler, han og hun udsender til medarbejderne: De skal vide, hvad lederen står for og vil. Derfor finder han det afgørende, at lederen, især i en turn-around, udpeger en kernegruppe af medarbejdere, han kalder first five – uanset om det er tre, fem eller syv. First five skal være stødtroppen i forandringerne og være et synligt bevis på, at noget kan forandres.

Det er afgørende at skabe konstante forandringer, men gerne med små skridt, og alle skal kunne se, at de gavner dem selv. Derfor skal målet for virksomheden gøres personligt for de enkelte medarbejdere. Kun på den måde er det muligt at skabe maksimal effekt i gennemførelsen af nøglepunktet, Schwerpunkt, som krigsteoretikeren Carl von Clausewitz udtrykte det.

No Bullshit Leadership, Chris Hirst, Profile Books, 211 sider.

CEO-rollen under historisk pres

2025 bød på rekordmange CEO-udskiftninger, kortere ansættelsesperioder og en overvægt af førstegangs-CEO’er. Det fremgår af Russell Reynolds Global CEO Turnover Index, hvor konsulenthuset ser på de overordnede linjer i CEO-udskiftninger. Konklusion:  CEO’erne er under pres.

Usikkerhed for erhvervslivets topchefer er efterhånden blevet en konstant præmis. Opgaven er blevet væsentligt sværere, byrden er blevet markant tungere.

Samtidig er mange bestyrelser stadig i gang med at kalibrere deres forståelse af, hvad godt lederskab egentlig indebærer i dag. Hvor CEO-rollen tidligere i højere grad handlede om stewardship og langsigtet drift, er den nu i stigende grad blevet en transformationsrolle med fokus på hurtige synlige resultater.

Dette billede fremgår af Russell Reynolds Global CEO Turnover Index 2025, som tracker CEO-udnævnelser og -afgange globalt. Her træder tre definerende temaer frem: 2025 var endnu et rekordår for CEO-afgange, den gennemsnitlige tid i CEO-stillingen fortsætter med at falde, og der ses en vedvarende tendens til, at bestyrelser i høj grad vælger førstegangs-CEO’er.

De mange CEO-skift er en fortsættelse af udviklingen fra rekordåret 2024. Der var en stigning på 16 pct. år-til-år og et niveau, der ligger 21 pct. over gennemsnittet for de seneste otte år. Udviklingen er drevet af øget makroøkonomisk usikkerhed, geopolitisk uro, nye reguleringer og handelsbarrierer, samt stigende investoraktivisme. Også udfordringerne med et generelt mere komplekst marked – AI, medielandskabet, flere stakeholders – har sat sit præg.

Den gennemsnitlige CEO sad i 2025 i 7,1 år – et fald fra 7,4 år i 2024 og 8,3 år i 2021. Den nedadgående tendens er altså tydelig. Den afspejler, hvordan mange CEO’er har svært ved at navigere i det høje tempo og med et stigende pres fra bestyrelserne.

Bestyrelsens lunte er uden tvivl blevet markant kortere. Der er ikke længere tålmodighed til at vente i flere år på resultater. CEO’er bliver i dag vurderet langt tidligere på deres præstation. De forventes at levere fra helt tidligt i deres ansættelse – ellers begynder bestyrelsen hurtigt at se sig omkring efter alternativer.

Den tidligere ‘grace period’ er stort set forsvundet. Det understreges af, at antallet af CEO’er, der fratræder inden for de første 30-36 måneder, er steget med 79 pct. år-til-år.

Det er meget tæt på niveau med 2024, som lå på 85 pct., og indikerer, at bestyrelser fortsat hælder til at rekruttere nye CEO’er uden tidligere CEO-erfaring. Det peger på en stigende tillid til interne talent pipelines, hvor mange førstegangs-CEO’er typisk rekrutteres fra.

Samtidig afspejler det også, at det generelt er blevet sværere at tiltrække erfarne CEO-profiler udefra. Virksomheder bliver dermed i højere grad afhængige af deres egne talent pipelines og deres evne til at identificere og udvikle fremtidige CEO-kandidater internt.

Andelen af kvindelige CEO’er blandt nyudnævnelser faldt til 9 pct. i 2025 fra 11 pct. i 2024. En sandsynlig forklaring er, at kvinder i færre tilfælde bliver forfremmet til de roller, der typisk fungerer som springbræt til CEO-positionen, såsom COO, CFO eller divisionschef.

Kombinationen af rekordhøje CEO-udskiftninger, kortere ansættelsesperioder og en overvægt af førstegangs-CEO’er betyder, at succession ikke længere kan håndteres som en ad hoc øvelse. Det kræver kontinuerligt fokus og bør være en strategisk prioritet.

Russell Reynolds foreslår tre handlinger:

For det første reagerer mange bestyrelser for sent, og begynder først at lede efter en afløser, når behovet er akut. I stedet bør der arbejdes systematisk med at opbygge en stærk pipeline af kandidater. Det giver tid til at identificere, vurdere og udvikle talenter. På den måde vil der altid være kvalificerede muligheder at vælge imellem. Netop valgmuligheder er nøglen.

For det andet bør bestyrelser redefinere, hvad det vil sige at være klar til CEO-rollen. Erfaring alene er ikke nødvendigvis et must-have. Evnen til at præstere under pres, træffe svære beslutninger og lære hurtigt er mindst lige så vigtig. Samtidig kræver det fuld transparens mellem bestyrelse og CEO om forventninger.

For det tredje bør bestyrelser aktivt støtte førstegangs-CEO’er. Den rette hjælp kan være det, der ‘make it or break it’. Det indebærer adgang til coaching og mentorship, et tæt og tillidsfuldt samarbejde med bestyrelsesformanden samt et stærkt og sammenhængende toplederteam.

MAL

Log ind