Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelsesguiden Brief
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Køb adgang
Log ud Log ind
Alle artikler

CEO-succession bør ikke være et forsvarstræk

Man bør ikke læne sig ind i det sikre ved valg af ny CEO, mener konsulentfirmaet Spencer Stuart. Bestyrelser bør være mere modige i deres CEO-valg, se mindre på erfaring, og mere på hvem der er åbne og tilpasningsdygtige. I bund og grund handler det om, at CEO-succession ikke bør være et forsvar mod usikkerhed, men et offensivt træk for at sikre fremtiden.

CEO-udskiftninger i S&P 500 er faldet med 13 pct. siden 2020, men at vente for længe kan være risikabelt – manglende handling sender et signal om stilstand.

Samtidig holder mange bestyrelser fast i den afgående CEO som bestyrelsesformand eller medlem. Intentionen er god. Man ønsker kontinuitet og vil bevare værdifuld viden. Men i praksis kan det skabe uklarhed om ledelsesansvaret og underminere den nye CEO’s autoritet.

Endelig ses en tydelig tendens til, at bestyrelser lægger for meget vægt på erfaring, når de vælger ny topchef. Flere springer over førstegangs-CEO’er og vælger den ‘sikre’ kandidat. Men Spencer Stuart’s research viser, at det sjældent betaler sig. Erfarne ledere risikerer i højere grad at blive fastlåst i gamle mønstre. Nye ledere er ofte mere åbne og tilpasningsdygtige.

I ny rapport ser Spencer Stuart nærmere på, hvorfor den ‘sikre’ tilgang til CEO-succession kan være kontraproduktiv – og præsenterer tre strategier, der kan hjælpe bestyrelser med at gøre succession til en reel strategisk fordel.

1) Balancegangen mellem risiko og gevinst. Mange bestyrelser har masser af appetit på forandring – så længe den ligger et godt stykke ude i fremtiden. Når man taler om strategi på lang sigt, bliver horisonten bredere: man tør tænke nyt, overveje hvor virksomheden skal bevæge sig hen, man får måske utraditionelle lederprofiler i spil.

Men når transformationen rykker tættere på, ændrer dynamikken sig. Pludselig bliver fokus rettet mod, hvor virksomheden står lige nu. Modet begynder at smuldre. De kandidater, der før virkede spændende og visionære, fremstår nu risikable. Og så ender mange bestyrelser med at vælge den ‘forventede’ kandidat. Den sikre løsning.

Spencer Stuart bruger en sportsmetafor til at beskrive det: Når et hold er foran i slutningen af en kamp, skifter de ofte taktik – de stopper med at spille for at vinde og begynder at spille for ikke at tabe. Og det går sjældent godt. Det samme gælder for CEO-valg. Hvis målet kun er at undgå fejl, mister man ofte chancen for at skabe reel fremdrift.

Det kræver mod fra bestyrelsen at vælge utraditionelt, især når der ikke er en akut krise. Men erfaringen viser, at det netop er de modige valg, der på sigt skaber de største resultater.

2) En kontinuerlig proces – altid i gang. Et andet afgørende element handler om at tænke succession som noget, der altid er i gang, ikke som en enkeltstående begivenhed. Man bør arbejde aktivt med at kultivere kommende ledere, længe før de skal i spil. Det handler om at give talenter forskelligartede opgaver, så de opbygger erfaring på tværs af forretningsområder.

Bestyrelsen spiller også en vigtig rolle her. Det er deres ansvar at sikre, at virksomhedens øverste ledergruppe er mangfoldig. Rummer en bred vifte af perspektiver, erfaringer, måder at tænke på. Så undgår man at stå i en situation, hvor alle kandidater ligner hinanden.

Som en bestyrelsesformand udtrykte det overfor Spencer Stuart: De bedste successionprocesser er dem, der tør teste grænserne – hvor man ikke kun leder efter det perfekte match på papiret, men også er åben for kandidater, der bringer noget nyt og uventet til bordet.

3) Redefinér udvælgelseskriterier. Til sidst handler det om at gentænke, hvad man egentlig leder efter i en CEO. Alt for ofte bliver udvælgelsen styret af fortiden. Man kigger efter brancheerfaring, tidligere CEO-roller og dokumenterede resultater. Det føles trygt, men det er sjældent den tilgang, der fungerer bedst i praksis.

Fokus bør flyttes til en type leder, som kan tænke nyt, udfordre antagelser – også deres egne – og engagere virksomheden i en fælles retning. Spencer Stuart kalder det ‘executive intelligence’ – evnen til at træffe beslutninger i realtid, læse situationer og justere kursen, når forudsætningerne ændrer sig. De ledere, der mestrer det, er ofte dem, der lykkes i de mest komplekse roller, hvor tidligere erfaringer ikke længere rækker.

En anden vigtig egenskab er ‘followership’ – evnen til at få folk med sig. Ikke gennem autoritet, men gennem troværdighed og autenticitet. Det er den type ledelse, der skaber tillid både internt og eksternt – og som får virksomheden til at bevæge sig fremad.

MAL

AI-agenter kommer til at ændre spillereglerne fuldstændigt

Agentisk AI – AI-agenter – kommer til at ændre spillereglerne for virksomheder fuldstændigt. Arbejdsgange, værdiskabelse og alt andet. AI-agenter kan nemlig utroligt meget. Mange opgaver løser de hurtigere og mere præcist end mennesker. Det åbner for et enormt potentiale. Et potentiale, der dog ikke bliver indfriet lige om hjørnet. Vejen dertil er stadig lang og snørklet.

At udvikle og derefter skalere generativ AI har vist sig at være en krævende opgave, skriver McKinsey.

Mange virksomheder har endnu til gode at se deres AI-investeringer slå igennem på bundlinjen. Men det er blot et spørgsmål om tid. Forandringerne, der er undervejs, er nemlig massive, både i hastighed og omfang. Og den kræver opmærksomhed. CEO’er befinder sig i dag i en særlig vigtig position: Hvordan de vælger at gribe AI-udviklingen an vil være altafgørende.

Først bør man se på, hvad AI-agenter egentlig er, og hvad de kan. Mange har nemlig stadig begrænsede – eller helt forkerte – forestillinger herom. Ifølge McKinsey findes der groft sagt to niveauer for brugen af AI-agenter: ‘agentic labour’ og ‘agentic engine’.

Agentic labour dækker over agenter, der fungerer som en form for hjælpeværktøj. De assisterer mennesker med deres daglige opgaver. Udarbejder udkast, tager noter, laver referater, skriver kode eller laver research.

I praksis er det en slags digitalt sidekick, der yder individuel forstærkning. Det kan øge produktiviteten med 20-30 pct. Et andet område i samme kategori er workflow-automatisering. Her lægges en agentisk løsning ovenpå eksisterende processer for at gøre dem hurtigere eller billigere. Det kan øge effektiviteten med 20-40 pct., men her er man stadig afhængige af de gamle systemer – og af mennesker til at overvåge og styre.

Agentic engine er det næste og langt mere transformative niveau. Her er tankegangen ikke længere, at man bygger oven på noget eksisterende, men derimod at man designer processerne med agenterne som udgangspunkt. Det betyder nye systemer, nye måder at arbejde på – og mulighed for at skabe langt større værdi.

Herunder findes funktionelle agentiske workflows, hvor man redesigner en funktion, f.eks. kundeservice eller finans, så et team af AI-agenter samarbejder om at løse opgaver. På den måde optimerer man processer for både hastighed og kvalitet.

Tager man den endnu længere, er der tværfunktionelle agentiske systemer. Her arbejder AI-agenter på tværs af afdelinger og styrer hele værdikæder. Det er her de helt store gevinster ligger: hurtigere beslutninger, lavere omkostninger, bedre kundeoplevelser og i nogle tilfælde op til 70-80 pct. besparelser.

Men den slags forandring kræver noget helt andet end små pilotprojekter. Det kræver, at CEO og bestyrelse selv er dybt involverede – for på dette niveau handler det ikke bare om teknologi, men om at gentænke hele virksomhedens måde at arbejde på. En 3-årig plan kunne se sådan ud:

AI-transformation – År 1 og 2. I de første to år handler det først og fremmest om at bygge forståelse og skabe momentum. Det er her, fundamentet bliver lagt – de kompetencer, systemer og arbejdsgange, som senere skal gøre det muligt at skalere. Målet er at lære.

Medarbejdere skal blive ”flydende” i at arbejde sammen med AI-agenter. Det er en ny form for digitalt samspil, hvor mennesker ikke bare bruger AI-værktøjer, men samarbejder med dem – sætter mål, tildeler opgaver, retter output og overvåger performance. En hybrid arbejdsmodel. Det kræver træning, tålmodighed og en kultur, der tør eksperimentere.

I starten bør agenterne bruges til at automatisere en bred vifte af eksisterende processer, så man får erfaring med, hvor de giver mest værdi. Men her er det vigtigt, at fokus ikke låses fast på individuel produktivitet. Den virkelige effekt kommer, når man ændrer hele arbejdsgange, tænker tværfunktionelt og redesigner processer fra bunden – med agenter som en integreret del.

Skalering – År 2 til 3. Når man har fået de første erfaringer og et solidt fundament på plads, begynder næste fase: skalering. Her handler det om at tænke agenterne helt ind i kernen af, hvordan virksomheden fungerer.

I denne fase bør agenter ikke blot integreres i eksisterende workflows, men processerne bør i stigende grad bygges omkring agenterne. Hvor agenter tidligere har været et supplement, bliver de nu selve rygraden.

MAL

Lederen skal kende de fire livsfaser for at forstå sig selv

Mennesker udvikler sig gennem livet, men ikke lineært. Psykologer mener, at mennesker udvikler sig i fire faser ud over barndommen. Indgående kendskab til disse fire faser er nyttigt ikke blot i henseende til at forstå de personer, man møder i karrieren, men til at kende sig selv og vokse som leder.

En af største udfordringer gennem livet for den enkelte lyder sådan: At vurdere, hvad der foregår i hovedet på andre mennesker. I ledelse, og specielt i topledelse, er det særligt vigtigt. Lederen må vurdere sine medarbejdere, de personer, han eller hun forhandler med som leverandører eller kunder, konkurrenten eller økonomiske kriminelle, der angriber virksomheden, og slutteligt altså ikke mindst sig selv. Det sidste er vigtigt for den personlige udvikling, som er en forudsætning for at nå de langsigtede mål.

Næsten alle mennesker kender til betydningen af personlig udvikling, og hvordan den ofte er knyttet op til konkrete begivenheder, glædelige eller sørgelige. Men ifølge McKinsey ser forskere i psykologi i dag ikke sådan på det, at personlig udvikling foregår ved at nye facetter gradvist bliver føjet til.

Et bedre billede er at se det som årringe i et træ: Man begynder med en kerne, og uden om det kan der gennem livet blive føjet nye lag til. Men altså uden at kernen eller gamle lag forsvinder. De vil også vise sig engang imellem. McKinsey gennemgår fire sådanne årringe, som man typisk kan udvikle i løbet af en livstid.

Den selvstændige: Mange ledere vil have oplevet medarbejderen, der viser en unuanceret vrede over et eller andet forhold på arbejdspladsen. Måske ser man det igen hos teenagesønnen eller -datteren, når man kommer hjem, for det er netop dette udviklingstrin, der her kræver sin ret. Det udgør et meget stort spring fra barndommen, når man erkender sig selv som handlende aktør, der ikke længere accepterer forældrenes overhøjhed, og som har lagt afstand til barndommens fantasiverden. Men det er stadig rigidt og rigoristisk.

Den socialiserede: Anderledes populær, i hvert fald i første omgang, er den medarbejder, der altid gør, som der bliver sagt, og som bidrager med et positivt sind til møder og sociale arrangementer. I mindre udviklede samfund, der ikke udsættes for krig eller andre katastrofer, er det en særdeles hensigtsmæssig tilgang, som ofte også er slutpunktet i den personlige udvikling.

I den moderne virkelighed er det dog i længden frustrerende, at medarbejderen ikke engang imellem siger fra, også med kant, når han kan se, at lederen bestemmer noget uhensigtsmæssigt. Personen er, som en tredjedel af alle voksne, nået til den mentale fase efter teenageårene, hvor man har indset, at nok har man selv en suverænitet, men at det ikke er overfor en samlet verden, men overfor en mængde individer, der hver især også er suveræne, så man må tage hensyn til hinanden.

Den selvdefinerende: I næste trin, som lidt under halvdelen befinder sig i, har man tænkt dybere over betydningen af de uendelig mange individer: Det indebærer ikke blot, at man skal løfte sin fair andel af byrden, men videre, at man skal forstå netop de gode egenskaber og talenter, man selv har, og så bidrage med dem.

For ledere indtil et vist niveau er det et godt sted at være, men filmen knækker den dag, man får et så stort ansvar, at man ikke længere kan overskue, hvordan egne værdier og kvalifikationer passer ind i de mange forskellige situationer, man i sidste ende har et ansvar for. Det kan føre til tvivl, tab af selvtillid og i værste fald stress og depression.

Den selvtransformerende: Det egentlige problem for den selvdefinerende er, at han eller hun mener at skulle skabe og forsvare sin egen personlighed. Det er en stor opgave, og for de fleste umuligt i længden. Som McKinsey beskriver det: I længden spiller vi ikke soloer, som vi skal perfektionere – vi er snarere jazzmusikere, der skal jamme med resten af bandet, og altså også følge og lade sig farve af de andre musikere.

For de fleste vil det kræve en overvindelse at erkende, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, og at man ikke på egen hånd sætter sin livsbane: Omgivelserne påvirker også dens retning. Under ti procent opnår denne nirvana af en slutfase i den personlige udvikling, som også indebærer, at man accepterer, at man for at udvikle sig må sætte sig selv på spil – tage imod en udfordring, vel vidende at man vil komme forandret ud af den.

Sten Thorup Kristensen

Guide: En proces for bestyrelsens evaluering af sig selv

Engang var det lige så utænkeligt, at bestyrelser evaluerede sig selv og deres arbejde, som at Folketinget gjorde det. Medlemmerne var jo valgt af selskabets højeste myndighed, generalforsamlingen. Det har ændret sig, i takt med at myndighedskrav direkte eller indirekte øver større indflydelse på, hvem aktionærerne kan og bør vælge. Men hvordan griber man det an?

Efterspørgslen efter evalueringer af bestyrelsens arbejde stiger, men der findes endnu kun meget få retningslinjer for, hvordan det skal gøres. Over årene har der udviklet sig en praksis i mange selskaber, men nu er det på tide med noget mere systematik i processen. Det anerkendte amerikanske advokatfirma Weil, Gotshal & Manges gennemgår i en guide seks faser i en effektiv evalueringsproces.

Først lidt om timingen af en evaluering: Forfatterne vurderer, at de enkelte bestyrelser må beslutte, hvor ofte de skal evaluere sig selv. Der er ikke noget skema, der passer til alle selskaber. En mulighed er at gennemføre evalueringen årligt, hvilket f.eks. er udgangspunktet for de danske anbefalinger om god selskabsledelse . En anden mulighed er at gøre det ved passende lejligheder.

Det kan være, når der alligevel sker udskiftning af CEO’en, et større opkøb eller en transformation af virksomheden. Men det kan også være mindre konkret, og være udløst af, at man har konstateret, at samarbejdet i bestyrelsen har haltet, eller at den i et eller flere spørgsmål ramte forbi skiven.

Fase 1: Fastlæg et formål. En evaluering behøver ikke omfatte alle emner, og det vil afhænge af anledning og form, hvad der er relevant at tage op. Men mulighederne er f.eks. de fagkompetencer, der er repræsenteret i bestyrelsen, dens diversitet, medlemmernes uafhængighed, mødernes forløb og kvaliteten af fremsendt skriftlige materialer, relationen til den daglige ledelse, sammensætning af bestyrelseskomiteer og behandlingen af relevante større temaer for selskabet.

Fase 2: Hvem skal evalueres? Er det kun selve bestyrelsen, eller er det også dens komiteer og endda de enkelte medlemmer? Det sidste er internationalt i hastig fremgang, så cirka 40 procent af bestyrelserne nu gør det. Men det er omdiskuteret, om det er godt eller skidt. Det kan nemt ende i et blame game, og selv hvor kritik er velment og berettiget, kan den få bestyrelsesmedlemmerne til at gå i defensiven, eller skabe en dårlig stemning i bestyrelsen. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Forfatterne hælder til, at vel gennemført vil den individuelle evaluering faktisk styrke tilliden bestyrelsesmedlemmerne imellem, og give dem nye værktøjer til at håndtere vanskelige beslutninger. Man kan eventuelt vælge at engagere en ekstern facilitator til disse ømtålelige diskussioner.

Fase 3: Fastlæg rollerne for ledelse og direktion i evalueringen. Det er vigtigt, at bestyrelsesformanden tager ejerskab til evalueringen, så ansvaret ikke flyder ud. Eventuelt kan CEO og andre fra topledelsen inddrages, men ikke i en ledende funktion i henseende til evalueringen. Men husk også at finde en metode til at evaluere bestyrelsesformanden.

Fase 4: Fastlæg metodikken. Grundlæggende er der tre fremgangsmåder, som kan kombineres efter behov: Skriftlige spørgeskemaer (som bør opdateres fra gang til gang, så det ikke bliver en rutinepræget øvelse), interviews af medlemmerne, foretaget af enten formanden eller et uafhængigt medlem, og interviews foretaget af en ekstern facilitator.

Det sidste vinder frem og har da også sine klare fordele: Den eksterne kan medbringe erfaring fra andre selskaber, og medlemmerne vil typisk kunne tale mere frit over for ham eller hende end over for en bestyrelseskollega.

Fase 5: Analysér resultaterne og reager på dem.
Denne del kan nemt blive for overfladisk, så man bare konstaterer numeriske frem- eller tilbagegange. I stedet bør de overordnede resultater sammenholdes med aktuelle begivenheder i selskabet og bestyrelsen, og man bør også se på tone og stemning i besvarelserne. Efter behandlingen i den relevante komite bør resultatet fremlægges i bestyrelsen, hvor man diskuterer, om arbejdet på nogle punkter skal lægges om.

Fase 6: Overvej offentliggørelse. Mens det kun undtagelsesvist vil være relevant at offentliggøre specifikke resultater af evalueringen, vil mange investorer efterlyse informationer om, hvordan den er foregået, og hvilket overordnede retningslinjer, der er for den. Denne efterspørgsel imødekommer stadig flere virksomheder.

Sten Thorup Kristensen

Velliv CEO: Vi har lært meget om krisestyring

Toplederinterview: Uanset hvor slemt det står til, skal du som øverste ledelse udstråle ro, understreger Kim Kehlet Johansen, CEO i pensionskæmpen Velliv. Det lærte han på den hårde måde som del af topledelsen i SEB Pension under finanskrisen, der hev flere finansielle virksomheder med i faldet. I dag oplever Velliv primært den usikre og volatile økonomiske situation blandt kunder, hvor flere går ned med stress og andre psykiske sygdomme, fortæller han til fagredaktør Peder Bjerge.

Krise eller usikkerhed til trods indbetaler lønmodtagere hver eneste måned til deres pensionsordninger. Og med en fortsat høj beskæftigelse i Danmark rammes pensionsforsikringsselskaber som Velliv ikke direkte af usikkerhed om eksempelvis toldkrigen, siger Kim Kehlet Johansen.

Han fremhæver den voldsomme økonomiske nedtur under finanskrisen 2007-2009 som den største ledelsesmæssige udfordring, han har haft under sin karriere som topchef. De voldsomme kursfald på finansmarkederne kunne potentielt få det økonomiske fundament til at erodere under hans daværende arbejdsgiver SEB Pension, hvor han var Matematisk direktør.

Mens det stod allerværst til, lærte han, hvor vigtigt det var – som del af den øverste ledelse – at bevare roen, i hvert fald udadtil – ligegyldigt, hvor usikker man selv måtte være midt i det finansielle virvar.

”I de 40 år, jeg har været i branchen, er der ingen tvivl om, at den store økonomiske og finansielle krise i 2008 var enormt udfordrende. Pensionsselskaberne var dengang centreret omkring produkter, hvor selskaberne garanterede en bestemt pension til kunderne og derfor bar investeringsrisikoen.

Sådan er det jo ikke I dag, hvor det normalt er kunderne, der bærer investeringsrisikoen. Finanskrisen var en reel 100 års krise, og der er ingen tvivl om, at mange pensionsselskaber var udfordret i den periode.

Situationen i 2008 krævede en helt anden risikostyring end i dag, fordi krisen ultimativt kunne have lukket pensionsselskaber, ligesom den lukkede banker.

Jeg mener – hånden på hjertet, at vi er rigtigt dygtige til at drive pensionsselskaber i Danmark. Det er en kombination af, at vi generelt har nogle fornuftige regler at arbejde indenfor, at vi er dygtige pensionshåndværkere, og generelt har et samfund, der er baseret på tillid og ordentlighed.

Især vil jeg fremhæve branchens fokus på risikostyring som en primær årsag til, at udfordringer ikke blev til egentlige problemer. Men det var en ekstrem udfordrende tid, og det var en voldsom, men lærerig, krise at komme igennem”, siger Kim Kehlet Johansen.

Hvis du havde stået i samme situation i dag, hvad ville du gøre anderledes?

”Jeg ville egentlig i bred forstand gøre de samme ting, men nok være endnu mere opmærksom på at iværksætte beredskabet tidligere, baseret på den erfaring, jeg nu har med kriser.”

Hvordan gik du som leder konkret til at håndtere en så voldsom krise, som de færreste havde forudset?

”Man skal huske, at vi løbende træner og forbereder os til denne type af kriser. Det ligger meget i branchens DNA. Det har været en del af pensionsbranchen siden starten af 2000, hvor der er blevet arbejdet med styring af og sammenhængen mellem aktiver og passiver, og dermed med at forholde sig til, hvad der vil ske, når renterne falder og stiger, og hvordan det påvirker solvensen, når aktierne styrtdykker osv.

Så vi startede heldigvis ikke på bar bund. På den ene side var vi derfor godt forberedt i 2008. Men styrken af krisen kunnet man ikke forudsige, og det pressede og gennembrød også nogle af de diger, vi havde bygget. Men fordi vi har arbejdet med risiko i mange år, kom vi tørskoet i land.

I modsætning hertil var der tale om en operationel krise, da COVID-19 pludselig ramte os i 2020. Her arbejdede vi os mere metodisk fra A til B. Hvordan fortsætter vi driften, når medarbejderne alle arbejder hjemmefra? Hvordan sikrer vi, at alle medarbejdere får den rigtige og tilstrækkelige information osv.

Det er en metodisk øvelse, der meget handlede om, at have et beredskab klar, hvor du har trænet og tænkt over, hvad udfordringer består i, hvis de ting sker. Og det er det gode ved kriser. De klæder os bedre på til at håndtere den næste, der helt sikkert rammer lige så ubelejligt som de forrige.” Hvad lærte du konkret af finanskrisen? ”Jeg lærte på den ene side at have styr på fagligheden – at have et hold af dygtige mennesker, der forstår, hvad der påvirker forretningen. På den anden side handler det om som leder at være tydelig omkring, hvad det er vi kan påvirke og, hvad vi ikke kan påvirke.

Vi kunne f.eks. ikke påvirke, at Lehmann Brothers gik ned, og vi kunne ikke påvirke, at vi blev hjemsendt under COVID-pandemien i 2020. Men vi kan påvirke, hvordan vi italesætter, og hvordan vi kommer igennem det.

Som CEO kan jeg sige klart til medarbejderne: ”Vi kommer igennem det, fordi vi gør sådan og sådan.” Det handler om at være meget tydelig om hvad vi gør og i hvilken rækkefølge.

Det handler også om at udstråle ro og overblik. Her hjælper mange års erfaring i erkendelsen af, at det ikke nytter noget, at jeg render rundt med håret strittende. Det kan godt være, at jeg er urolig, men udadtil er det afgørende, at jeg udviser ro.

Der bliver kigget på manden på broen, og det bidrager langt fra positivt, hvis jeg viser uro og angst. De følelser må jeg gemme, til jeg sidder på vej hjem i bilen.”

Hvilke faggrupper er vigtigst at tage med ind over under en krise?

’Det er afgørende, at du er omgivet af mennesker, som ved, hvad der foregår. Netop her bliver det afgørende at have det rigtige hold med de nødvendige faglige kompetencer med sig, som du som CEO kan trække på. Under finanskrisen var det finansmedarbejderne og investeringsfolk sammen med aktuarer, som virkeligt forstod de finansielle sammenhænge.

Under COVID-krisen var det it-folk, som kunne overskue og håndtere, at alle vores medarbejdere kunne komme til at arbejde hjemmefra. Kort sagt er det nogle forskellige kompetencer, man er nødt til at trække på afhængig af krisens karakter og årsag.”

Ved din tiltræden som CEO i Velliv blev der peget på, at du blev hentet ind som ”oprydder” for at få styr på virksomheden?

”Jeg har godt hørt, at det er perceptionen i markedet. Det er ikke sådan, jeg ser på det. Jeg overtog en på mange måder meget stærk forretning. Men der er jo altid punkter, hvor man finder ud af, at der kan vi gøre det bedre.

Sådan er det alle steder, og det arbejder vi superhårdt med. Jeg har altid haft det sådan, at jeg gerne vil aflevere end stærkere forretning end jeg overtog. Sådan har jeg det også i Velliv, hvor det især handler om at drive en forretning til fordel for vores kunder.”

Hvordan ser du de aktuelle udfordringer for Velliv?

”Man skal huske, at vi ligger med et afkast på ni pct. i 2025 Det er et rigtigt fornuftigt afkast, som jeg tror, alle ville have solgt 2025 for, da vi i april var otte pct. nede. Jeg kan sagtens forstå, at man som f.eks. produktionsvirksomhed ser den geopolitiske krise have en anden karakter. Det handler om toldmure, leverancer og mere til.

For os handler den økonomiske krise om to spor:

Den ene handler om, hvordan den økonomiske udvikling rammer kundernes investeringer. Her gælder det dels om at have robuste og verificerede produkter, og så om det gode håndværk som jeg kommer tilbage til igen og igen. Faglighed er en hjørnesten i at levere resultater og god kundeservice.

Det andet spor drejer sig om den usikkerhed, som opstår hos vores kunder, når der er mere larm, støj og usikkerhed i verden. Vi oplever i disse år en større usikkerhed om mere eksistentielle forhold i livet. Kunderne er usikre, selvom arbejdsløsheden er lav.

Den usikkerhed er medvirkende til, at alt for mange bliver ramt af mentale lidelser som f.eks. stress, udbrændthed osv. Det oplever vi på vores forsikringsdækninger, hvor langt flere bliver ramt af psykiske udfordringer.

For at hjælpe kunderne gennem de vanskelige perioder i livet gør vi i dag meget mere ud af at tage vores kunder i hånden og hjælpe dem gennem det forløb, som ligger foran dem for at komme tilbage til et godt sted i livet. Det hjælper ikke bare kunderne, det hjælper også vores virksomhedskunder, og der er også en gevinst i det for Velliv, når vi kan hjælpe kunderne frem til en raskmelding.

Peder Bjerge

Survey: Sådan ser CEO’erne på fremtiden

CEO’er i dag er anderledes end tidligere. De er mere selvsikre, mindre kontrollerende og meget bevidste om den situation, de står i – en verden, hvor forandring er ‘the new normal’. Konsulenthuset Egon Zehnder har gennemført en global undersøgelse blandt 1.235 CEO’er, som viser, at trods tumult og konstante benspænd, føler de sig bedre klædt på til at møde fremtiden end tidligere.

I en tid præget af geopolitisk ustabilitet og økonomisk usikkerhed står verdens topledere overfor en stor opgave. Men selvom verden ændrer sig med stigende hastighed, føler lederne sig bedre klædt på til at navigere i uforudsigeligheden. I stedet for at lade sig lamme af udfordringerne, lærer de at tilpasse sig. Egon Zehnders globale undersøgelse viser, at hele 92 pct. mener, at evnen til at tilpasse sig bør dyrkes på et helt nyt niveau.

For at forstå, hvad disse CEO’er tænker om fremtiden, har Egon Zehnder stillet dem elleve centrale spørgsmål. Svarene giver tilsammen et aktuelt indblik i, hvad der optager CEO’erne. Hvor de ser de største udfordringer, og hvor de ser de største muligheder.

1) Er de globale udsigter for velstand stigende eller faldende? Hele 72 pct. af CEO’erne vurderer, at de globale økonomiske udsigter enten vil forværres eller stagnere. Mange peger dog på, at de i dag føler sig bedre klædt på til at håndtere situationen, end de gjorde for blot et år siden.

2) Bør erhvervsledere spille en rolle i at forme global velstand? Her er der næsten fuld enighed. 97 pct. af de adspurgte CEO’er mener, at lederskabet rummer et ansvar for at give tilbage til samfundet. De ser deres position som en mulighed for at gøre en positiv forskel. En forpligtelse til at tage del i løsningen af de store samfundsproblemer.

3) Hvad er den vigtigste ‘valuta’ for succes? Her topper agilitet og evnen til at tilpasse sig. 59 pct. af lederne peger netop på dette som den vigtigste ‘valuta’ for succes. En god strategi afhænger af virksomhedens evne til at kunne reagere hurtigt, justere kursen og tilpasse sig, når omgivelserne igen igen ændrer sig.

4) Hvilke ændringer implementerer du for at sikre fremtidig velstand? Der er tre klare fokusområder: innovation (53 pct.), AI-investeringer (44 pct.) og udvikling af talent (42 pct.). CEO’erne arbejder målrettet med at fremtidssikre deres virksomheder ved at kombinere teknologi og mennesker.

5) Hvor kritiske er de forskellige udfordringer for din virksomhed? Toppen af bekymringslisten er tydelig: geopolitisk ustabilitet og økonomisk usikkerhed fylder mest hos de fleste CEO’er. Men også AI’s indflydelse og udviklingen af medarbejdere og kompetencer fremstår som presserende emner.

6) Hvor ser du størst potentiale for nye partnerskaber? Når det kommer til nye samarbejder og vækstmuligheder, ser de fleste CEO’er potentialet tættest på hjemmemarkedet – men også Asien nævnes som et område med store muligheder.

7) Hvor forberedt er din virksomhed på fremtidens udfordringer? Sammenlignet med sidste år føler CEO’erne sig markant bedre forberedt på den kompleksitet, de står overfor. Erfaringerne fra de seneste års turbulens har gjort mange mere robuste – de ved, at forandringerne er blevet en konstant, og de har lært at være i det.

8) Hvordan balancerer du kortsigtet og langsigtet fokus? De fleste beskriver det som en kontinuerlig balancegang. Det handler om at kunne reagere hurtigt på akutte udfordringer uden at miste det strategiske blik for fremtiden. Mange CEO’er indrømmer dog, at det kortsigtede fylder mest lige nu.

9) Som CEO i disse uforudsigelige tider, hvad er så vigtigst? 92 pct. af CEO’erne mener, at evnen til at tilpasse sig skal tages til et helt nyt niveau. Det handler om at være fleksibel. At kunne anerkende, at fremtiden er uforudsigelig. Navigere i gråzoner og stadig træffe modige beslutninger.

10) Hvilke færdigheder betyder mest i dag som CEO? Nysgerrighed og åbenhed står som de mest eftertragtede ledelseskompetencer. CEO’erne peger også på, at evnen til at lytte og inkludere forskellige synspunkter er afgørende.

11) Hvem er den bedste sparringspartner til at diskutere og håndtere fremtidige udfordringer? Når presset stiger, vender de fleste sig mod deres egne folk. 75 pct. peger på deres lederteam som deres vigtigste sparringspartner, tæt fulgt af andre CEO’er (43 pct.). Færre anser bestyrelsen (28 pct.) eller bestyrelsesformanden (23 pct.) som den, de først ville gå til for sparring.

MAL

Guide: Sådan arbejder en topklassebestyrelse

Bestyrelser har en række bundne opgaver i relation til overvågning, regnskaber og compliance. Men den slags punkter på dagsordenen er bagudrettede, så jo mere effektivt, kan man kan behandle dem og kommer videre til at tale om fremtiden, jo bedre er det for selskabet.

Der kan gives mange gode råd om, hvordan bestyrelser løser de forskellige opgaver bedst muligt. Konsulenter kan ofte påvise, at større indsats på et givent område isoleret vil give positivt udbytte. Men hvis en større indsats på ét område betyder mindre indsats på et andet, kan bundlinjen ende med at være negativ.

Bestyrelser må altså selv foretage en benhård prioritering, og herunder engang imellem sige, at nok er nok, selv om man også kunne argumentere for, at mere debat og information ville være bedre. Men i sidste ende er ét forhold meget afgørende: hvordan bestyrelsen håndterer den helt overordnede opgave med at disponere den samlede møde- og forberedelsestid. Det ser ud til at være meget betydningsfuldt for selskabet.

Konsulentfirmaet Russel Reynolds har på baggrund af input fra 750 bestyrelsesmedlemmer kortlagt, hvordan bestyrelserne bruger deres tid, og hvilke resultater der er kommet ud af de forskellige tilgange til prioritering af opgaverne.

På grundlag af denne kortlægning har konsulentfirmaet identificeret et antal topklassebestyrelser. De kalder det guldmedaljebestyrelser: De er kendetegnet ved, at medlemmerne selv anser dem for særligt effektive, samtidig med, at selskaberne faktisk performer blandt de bedste i deres peer groups.

Russel Reynolds skriver , at guldmedaljebestyrelserne ikke bruger mere tid på bestyrelsesarbejdet, end andre bestyrelser gør. Men der er store forskelle på, hvordan tiden bliver brugt.

Af guldmedaljebestyrelserne angiver 69 procent strategisk arbejde (herunder opfølgning) som værende blandt deres vigtigste opgaver. I alle bestyrelser er tallet 59 procent. Også det at følge muligheder for store opkøb, og at planlægge ”arvefølgen” i direktion, optager guldmedaljebestyrelserne langt mere end gennemsnittet af bestyrelser.

Omvendt er det kun en meget lille del, nemlig 11 procent af guldmedaljebestyrelserne, der anser gennemgang af regnskabsmeddelelser som en af deres vigtigste opgaver. I alle bestyrelser var tallet 17 procentpoint højere.

Også revision og compliance er meget lavere prioriterede emner hos guldmedaljebestyrelserne end hos andre bestyrelser. Russel Reynolds betoner, at det ikke er fordi man ”pjækker” fra disse obligatoriske opgaver. Man får dem altså blot overstået hurtigere.

Og hvad kan den almindelige bestyrelse så lære af de bedste? Konsulentfirmaet har samlet fire konkrete råd:

Genfokuser arbejdet: Sammenfattende kan man sige, at guldmedaljebestyrelser bruger relativt mere tid på at se fremad. Det giver mening, da svaret på kommende udfordringer i henseende til ændringer i markedet, i direktionen eller blandt konkurrenterne kun undtagelsesvist findes ved at se i bakspejlet. Så øvrige bestyrelser kan bruge det som en overordnet målestok at prioritere de opgaver, der handler om fremtiden.

Giv plads til debat: En af hemmelighederne ved høj effektivitet er, at samarbejdet fungerer godt, også ved bagudrettede, men nødvendige, opgaver. Tag regnskabsaflæggelser som eksempel. Gennemgangen bliver hurtigere, hvis de medlemmer, der har kritik, trygt og hurtigt kan fremkomme med den. Det kræver igen, at man giver plads til hinanden og til en åbenhjertig debat. Kritik skal være konstruktiv, og den skal også opfattes som sådan af dem, kritikken er rettet mod.

Giv klart feedback til de andre medlemmer: En stemning, der indbyder til åbenhjertig debat, kommer naturligvis ikke af sig selv. Den forudsætter, at man engang imellem taler ud og definerer hinandens roller. Det kan foregå under årlige evalueringer. Russel Reynolds er ikke nogen fan af firkantede evalueringer baseret på spørgeskemaer, men mener i stedet, at formanden eller et erfarent bestyrelsesmedlem skal sætte tid af til grundige samtaler med hvert enkelt medlem.

Medlemmerne skal være nærværende: Bestyrelsesmedlemmer er ofte travle mennesker, og de kan, når de kommer til møderne, være mentalt optaget af problemer i andre selskaber, de beskæftiger sig med. Men det må de prøve at lægge fra sig. For møderne bliver meget mere effektive, når alle medlemmerne deltager med fuld tilstedeværelse. At mobiltelefoner skal stilles på lydløs og lægges til side, bør være en selvfølge.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Særlige udfordringer for familieejede virksomheder

Mange familieejede virksomheder har problemer med generationsskifte, viser en undersøgelse. Blandt andet er det vanskeligt at vurdere objektivt, om næste generation besidder de nødvendige kompetencer. Man må også på andre områder træffe svære valg om, hvad der vigtigst – familien eller virksomheden.

Regelsæt om god selskabsledelse blev udformet med særlig tanke for børsnoterede virksomheder, sekundært andre virksomheder med flere eksterne ejere. Men også familieejede virksomheder har brug for god ledelse, og de fylder meget mere i samfundsøkonomien, end man får indtryk af i medierne. Eksempelvis i EU står familieejede virksomheder bag næsten halvdelen af jobskabelsen.

Konsulenthuset Russel Reynolds har i et studie af 242 familieejede virksomheder i otte europæiske lande, herunder Danmark, identificeret, hvor det særligt kniber med at få den gode selskabsledelse til at leve op til idealerne.

Der ses særligt tre udfordringer:
For det første er det svært for den reelle leder i en familieledet virksomhed at overdrage den til næste generation. Det ønsker de fleste, men flere ting står i vejen. Nogle gange er der stridigheder i familien, eller medlemmerne frygter, at en strid skal bryde ud, når de diskuterer arvefølgen. Derfor bliver denne diskussion fortrængt, og i stedet sker lederskiftet ofte på en uhensigtsmæssig måde.

Men selv hvis der er fodslag i familien, lurer en fare: Man kan ikke nødvendigvis objektivt vurdere, om arvingen også er kompetent til at tage over. Mennesker holder jo almindeligvis af deres børn, og overvurderer måske på den konto podernes evner.

Konsulentfirmaet ser det som en barriere i henseende til generationsskifterne, at familiemedlemmer ofte fylder relativt meget i de familieejede virksomheders bestyrelser. Især når man nærmer sig et lederskifte er et større antal uafhængige medlemmer, og specielt sådanne, der selv har erfaring som CEO, en god ide.

For det andet kæmper mange familier for at bevare kontrollen over deres virksomhed. Dette ønske om kontrol vil være en barriere, hvis der er brug for mere kapital, eller hvis en fusion med en konkurrent er den forretningsmæssigt optimale vej at gå.

For det tredje handler det ikke blot om at bevare den praktiske ledelse eller ejerskabet i familien. Det er også i en bredere forstand et ønske at bevare familiens ånd i virksomheden. For at opnå det, kan man fra en tidlig alder oplære unge familiemedlemmer, og giver dem ofte en plads i bestyrelsen. En bestyrelsespost kan også være en god læreplads, men governancemæssigt er det ikke optimalt, blandt andet fordi der ikke bør være overtal af familiemedlemmer i bestyrelsen.

Sammensætningen af bestyrelserne er et kapitel for sig. Selv om der ofte er ét familiemedlem, der har kontrol over virksomhedens drift, har størstedelen konkluderet, at det er optimalt at adskille funktionerne formand og CEO – uanset hvilken af disse, det dominerende familiemedlem sidder på. Adskillelsen indebærer den fordel, at formanden har ryggen fri til at tænke på familiens langsigtede interesser.

Bestyrelserne er ofte relativt små og medlemmerne har ofte relativt få specifikke kompetencer, som supplerer ejerlederens egne kompetencer. Et andet karakteristisk træk er, at de uafhængige medlemmer får lov til at sidde betydeligt længere tid, end de gør i børsnoterede selskaber. Dette forklares med, at det er svært at finde de rette personer, der passer ind i familiens tankegang, og som er parate til at påtage sig den på nogle måder svære opgave at have formel magt over familiemedlemmer, som alle ved sidder med den reelle magt.

Hvad skal vi med kvinder…
Danmark skiller sig på nogle punkter ud i undersøgelsen. Relativt mange danske familieejede virksomheder har uafhængige formænd, nemlig 30 procent. Formændene tenderer også til at være forholdsvis unge, nemlig i gennemsnit 59 år, hvor man specielt i Sydeuropa oftere sætter en ældre patriark fra familien på den post.

For så vidt angår de menige medlemmer, der er rekrutteret uden for familien, er de danske virksomheder blandt dem, som oftest benytter lejligheden til at hyre en udlænding, og dermed at få et internationalt perspektiv på sagen. Derimod er et kvindeligt perspektiv tilsyneladende ikke efterspurgt herhjemme. Kun 11 procent af eksterne bestyrelsesmedlemmer er kvinder, mod 35 procent i undersøgelsens øvrige otte lande.

Forsvaret går digitalt: Hvad kan andre brancher lære?

Forsvarsindustrien står overfor en kæmpe opgave. IT-investeringer har haltet gevaldigt bagefter, og den digitale transformation synes at være en uoverskuelig opgave. Men løses, det skal den. Konsulenthuset Roland Berger peger på en vej fremad for den digitalt forældede industri. En vej fremad, som andre brancher højst sandsynligt kan lære noget af.

Europas forsvarsindustri er ved at vågne op. Efter mange år med begrænsede midler tegner de kommende år anderledes. Massiv investering i sikkerhed og forsvar drevet af et stigende politisk fokus på Europas egen kapacitet.

Men den manglende investering gennem årtier har efterladt industrien i ringe stand. Fragmenterede processer og outdated IT-infrastruktur – særligt ERP-systemerne har for længst har overskredet udløbsdatoen. Vedligeholdelsen bliver stadigt dyrere, og kompetencerne til at holde de aldrende systemer i drift bliver vanskeligere at finde.

Fordi systemerne er så forældede, er transformationsopgaven blevet dét større – den er blevet uoverskuelig og kompleks – og nedprioriteret. Derfor er digitalisering en kritisk faktor, hvis sektoren skal gøre sig håb om at grave sig ud af sin dvaletilstand.

En ny rapport, udarbejdet af Roland Berger i samarbejde med SAP, peger på en vej fremad for forsvarsindustrien – med anbefalinger, der ikke kun gælder denne sektor, men som også rummer vigtige indsigter for andre brancher, der står overfor lignende udfordringer.

Store forandringer på vej

Det er på tide at tage skridtet videre mod en mere digital fremtid. I bund og grund handler det meget om at få ryddet ordentligt op fra start af. Bygge et solidt fundament, som man kan arbejde videre med. Ikke lappeløsninger og ad-hoc projekter, men simpelthen starte fra bunden med en gennemgående digital transformation.

En af de vigtigste opgaver i en sådan transformation er standardisering og harmonisering. Processer bør struktureres og strømlines for at bygge et ordentligt grundlag for en succesfuld digitalisering.

Men hvordan standardiserer man processer i en industri som forsvaret? Forsvarsindustrien har nogle helt særlige karaktertræk, som godt kan være udfordrende at arbejde med. Høj kompleksitet, ofte projektbaseret arbejde og omfattende regulering. Især sidstnævnte fylder meget ligesom de særlige krav til sikkerhed, compliance, sporbarhed og overholdelse af national lovgivning.

Elementer, som gør, at ikke alt kan standardiseres. Der findes dog et stort potentiale i at identificere de områder, hvor standardisering giver mening. Mange støttefunktioner som finans, regnskab, indkøb og HR bør relativt nemt kunne strømlines, da de er brancheuafhængige.

Vejen frem er altså en struktureret gennemgang af processer. Hvor kan man standardisere? Hvor skal tages hensyn til branchespecifikke processer? På den måde kan man skabe et stærkere grundlag for skalering og effektivisering.

Når man taler om digital transformation i forsvarsindustrien, er der ingen vej udenom cyber- og datasikkerhed. Robust datasikkerhed er helt enkelt grundlaget for enhver digital satsning – især i en sektor, hvor følsomme oplysninger og nationale interesser er på spil.

Derfor er det afgørende, at myndigheder og tilsyn inddrages fra starten. Forskellige lande har forskellige krav. Det er essentielt at sikre, at alle løsninger overholder nationale regler og standarder.

I Europa betyder det blandt andet overholdelse af GDPR og hensyntagen til initiativer som Gaia-X, der skal styrke datasuverænitet og tillid på tværs af grænser. Samtidig bliver kvaliteten af data et centralt konkurrenceparameter. Høj datakvalitet er helt afgørende for at kunne udnytte nye teknologier som AI og avanceret analyse på en effektiv og sikker måde.

Det vigtigste skridt er at erkende, at tiden til at handle er nu. Man kan ikke tage skyklapper på, og håbe på det bedste. Digital transformation er ikke længere et spørgsmål om ‘hvis’, men ‘hvordan’. Uden en målrettet digital indsats bliver det næsten umuligt at håndtere de stigende geopolitiske forandringer og den voksende kompleksitet, som forsvarsindustrien står overfor.

Vejen frem handler om at skabe struktur og sammenhæng. Standardisering og harmonisering er to nøgleord, der skal sikre, at organisationer kan arbejde mere effektivt, udnytte data bedre og træffe hurtigere beslutninger. Det betyder ikke, at alt skal ensrettes – tilpasning bør ske dér, hvor særlige krav gør det strategisk nødvendigt.

MAL

Log ind