Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 31

Mikkel Bjergsø: Sådan oplevede jeg mit livs værste krise

Stifteren af det verdenskendte bryggeri Mikkeller, Mikkel Bjergsø, kom sidste år ud i en shitstorm, der fik ham til at tvivle på den virksomhed, han havde skabt og drevet frem. Han fortæller Økonomisk Ugebrevs Peder Bjerge om den svære tid og omkostningerne ved at være perfektionist som iværksætter og leder.

Om noget er Mikkel Bjergsø indbegrebet af Mikkeller, det danske mikrobryggeri, han stiftede sammen med Kristian Klarup Keller i 2006. Her mere end 16 år senere har Mikkeller åbnet barer i de fleste verdensdele, bl.a. i Tallinn, hvor Økonomisk Ugebrev fangede Mikkel Borg Bjergsø i telefonen, mens han ventede på sit fly hjem til København.

ØU: Hvor har du oplevet de største hindringer eller kriser som leder? ”Det var, da jeg skulle bygge en organisation, fordi jeg var så involveret i virksomheden. Jeg syntes dengang, at det var ekstremt svært at afgive beslutningskraft; at tro på, at jeg kunne finde folk, som arbejdede i samme retning som mig. Det har været den største hæmsko for Mikkeller. Jeg er så skideperfektionistisk, at det næsten er umuligt at gøre det godt nok.

Det hører jeg også fra ansatte: at det kan være svært at føle, at man kan gøre mig tilfreds. Jeg forventer, at de skal yde 110 pct., fordi jeg selv yder 120 pct. Og jeg ved godt, at det kan man ikke forvente, fordi en ansat får sin løn for at gå på arbejde. Selvfølgelig vil de gerne gøre det godt. Men de har jo ikke det samme incitament til at gå de ekstra skridt.”

Så kulturen er dig?
”Jamen det er rigtigt. I Mikkeller lever vi på stoltheden over vores brand og produkter. Og det har gennemstrømmet alle mine ansatte, at de har været stolte over at arbejde her. Det er et brand, som får ret meget opmærksomhed. Brandet Mikkeller er stærkere end selve virksomheden, og det skaber en særlig kultur. Igen er det mig, som skal gå forrest. Hvis jeg viser stolthed over vores produkter og barer, smitter det forhåbentligt også af.”

Hvordan oplevede du den MeToo-shitstorm, I var ude i forbindelse med anklager om sexisme og dårligt arbejdsmiljø? ”Vores stolthed fik et knæk sidste år, da vi var ude i den MeToo-kritik. Det var ekstremt hårdt, fordi det var en direkte kritik af noget, som jeg har skabt og er stolt af. Når der så kommer den slags kritik udefra, blev jeg meget i tvivl: er brandet og virksomheden i virkeligheden det, jeg selv tror, at det er?

Det tror jeg dog stadig, at det er. Nu er det også kommet på afstand. Men dengang var jeg meget i tvivl om det hele – altså om det var en pissegod virksomhed, som en masse gode mennesker var stolte over at arbejde for. Eller om det bare var noget, jeg havde bildt mig selv ind. Det var ikke en god tid, for nu at sige det mildt.”

Var det følelsen af at være magtesløs overfor kritikken? ”Ja. Nu er Mikkeller, uanset hvad man mener om det, meget personificeret med mig. Heldigvis blev der sidste år ikke rettet direkte anklager mod mig, fordi jeg faktisk havde opført mig ordentligt. Men alligevel var det jo mig, der stod for skud og blev trukket ind i medier for at forsvare mig.

I manges øjne var det jo mig, der havde skabt en dårlig kultur. Det gjorde det ekstra hårdt, når jeg egentlig følte, at jeg ikke havde gjort noget galt. Jo, jeg blev anklaget for, at jeg burde have opdaget det og gjort noget for at stoppe det. Men fakta var, at jeg ikke kendte til de klager. Og så er det svært at gøre noget.

Men når det så er sagt, så tager jeg det på mig. Fordi i sidste ende er det mit ansvar, at tingene fungerer, som de skal; fordi det er min virksomhed. Jeg har selvfølgelig også gjort de ting, der skulle gøres for at rette op på tingene, så det ikke kommer til at ske igen. Jeg ønsker aldrig nogensinde at stå i en sådan situation igen.”

Har du nogensinde været ved at kaste håndklædet i ringen? ”Jeg var tæt på det sidste år. Der var jeg tæt på at løbe væk fra det hele. Man kan faktisk sige, at det har jeg jævnligt: Er livet det værd at arbejde så hårdt og have så mange søvnløse nætter? Nu har jeg de seneste år prioriteret at se mine børn. Men de første mange år så jeg ikke meget til dem. Jeg var altid ude at rejse. Jeg har ofte tænkt, at hvor ville det være fedt bare at være skolelærer: At tage på arbejde kl. otte og komme hjem kl. 16, og så var det ligesom det.

Men jeg er også kommet til den erkendelse, at jeg bare ikke er den type. Jeg har et eller andet mærkeligt drive, hvor jeg altid skal præstere noget ekstra.

Så selv om det har en masse omkostninger, og selv om jeg en gang imellem har lyst til at sige: ’for Satan, nu gør jeg noget andet’, vil det ikke være det rigtige.

Jeg prøvede det i 2020, hvor jeg ansatte en ekstern CEO for at kunne trække mig fra den daglig ledelse. Men det lykkedes ikke, bl.a. fordi jeg ikke kunne acceptere en anden rolle i virksomheden. Også selv om jeg mest havde lyst til at sætte mig på en strand i Thailand efter 16 års arbejde. Jeg må erkende, at lige så længe Mikkeller eksisterer, skal jeg være en stor del af den.”

Er der samarbejder eller partnerskaber, som har været afgørende for, at du fik succes med Mikkeller? ”Der er mange eksempler. Jeg tror meget på, at succes er bygget på partnerskaber og at arbejde sammen med de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter. Det har jeg været meget bevidst om. Men jeg har også haft en del held.

Engang var der en af sælgerne i Mikkeller, som kender mig rigtigt godt, der sagde, at Mikkellers største styrke er min evne til at få folk til at bidrage til virksomheden. Et eksempel er, at vi lavede en øl til Noma, dengang den var blevet kåret til verdens bedste restaurant. Det var en ekstrem gevinst i forhold til vores brand, at vi kunne det. Også SAS og andre har bedt os om at lave øl kun til dem.”

Er de partnerskaber noget, som SAS og Noma har taget initiativ til? ”De første år var det meget mig, som gjorde det. Vi var relativt ukendt. Indenfor vores verden er der noget, der hedder collaborations, hvor man laver øl sammen med andre bryggerier. Det er en kæmpe ting i dag, men jeg lavede nogle af de første i verden sammen med to amerikanske bryggerier, der dengang var blevet kåret som nr. et og to i verden.

Jeg var bare lige startet, men skrev til dem ud fra devisen, at man altid kan få et nej: ’Hej, skal vi ikke lave en øl sammen?’ De sagde begge to ja, og jeg tog til USA for at brygge sammen med dem. Og når de to bedste bryggerier brygger en øl, hvor der står Mikkeller på, er der et helt andet kendskab til vores navn både i USA og resten af verden. Nu er Mikkeller et af de kendte bryggerier, så nu får vi mange henvendelser. Jeg prøver også at give noget tilbage på alt det, jeg har fået ud af at arbejde sammen med andre folk. Når det gælder SAS, var det dem, som henvendte sig til os, om vi ville lave en øl til dem.

Nu har vi fået en kontrakt med Warner Brothers om at lave en Game of Thrones-øl. Igen var det dem, som henvendte sig til os.”

Der er et meget langt stykke vej fra at være ene mand med et bryggerianlæg til det, I er i dag. Er der ledelsesbeslutninger, som har været afgørende for dig på den vej? ”Det er svært at sige, for jeg har bare ansat de mennesker, som jeg selv syntes havde det, der skulle til. I Mikkeller gjorde jeg det – som jeg tror, er meget normalt – at jeg ansatte mine venner, altså dem som stod tættest på. Og det fungerede rigtigt godt i mange år.

Men det er jeg gået væk fra nu, hvor jeg prøver at hente folk baseret på deres kompetencer, og ikke fordi de tilfældigvis stod der. Det er noget, alle virksomheder som min går igennem på et eller andet tidspunkt. Det er måske ikke den rigtige måde at gøre tingene på. Bare fordi man er en god bartender, er man måske ikke den bedste til at sørge for logistik.”

Hvor lang tid gik der, før du udviklede dig fra iværksætter til leder? ”Jeg startede virksomheden sammen med en partner i begyndelsen af 2006, efter han gik ud af virksomheden i 2007, fortsatte jeg alene, hvor jeg også havde et fuldtidsjob som skolelærer ved siden af. Min første ansatte fik jeg i 2009, hvor vi kørte et parløb indtil maj 2010, hvor jeg åbnede min første bar i Victoriagade på Vesterbro. Her var jeg nødt til at ansætte min medarbejder nr. to som bartender. Her skiftede virksomheden karakter.”

Hvordan oplevede du den forandring?
”For mig var det ikke vigtigt at have en virksomhed med ansatte. Det var heller ikke min spidskompetence. Jeg er uddannet skolelærer og har ikke gået på CBS eller sådan noget. Jeg har ingen uddannelse inden for at drive virksomhed. Så det var selvfølgelig en udfordring at skulle have ansvaret for andre.

Jeg er ekstremt perfektionistisk, så det var meget svært for mig at afgive kontrol. Man skal jo kunne stole på, at en ansat kunne gøre tingene ordentligt. Det synes jeg var lidt svært, så jeg brugte meget tid på at tjekke, om de nu også gjorde det ordentligt. Det har egentligt præget min karriere i Mikkeller, at det var svært for mig at afgive kontrollen.”

Peder Bjerge

foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Yael Bassan: ”Hvad er et godt liv – for de ansatte og for mig?”

CEO og ejer af Copenhagen Bicycles, Yael Bassan, blev kastet hovedkulds ind i sin fars virksomhed, da han døde. I dag, syv år senere, har hun skabt en succes, der lever af at leje cykler ud til turisterne gennem ho­vedstadens hoteller. Læs Yael Bassans beretning om, hvad hun lærte om ledelse, som fortalt til Økonomisk Ugebrevs Peder Bjerge. ”Jeg vil kun samarbejde med ordentlige mennesker”, siger hun.

Egentlig var Yael Bassan uddannet jour­nalist uden den store viden om at drive den cykelforretning, hendes far havde stiftet. Men efter fa­rens død stod hun overfor valget mellem journalistik eller at blive selvstændig. Efter hun havde gjort sin bachelorop­gave færdig i 2015, valgte Yael Bassan livet som selvstændig og overtog så ledelsen af den virksomhed, der var bygget op omkring at udleje cykler gennem hoteller og en cykelfor­retning i Nyhavn, der også tilbød guidede ture i København.

I dag koncentrerer Copenhagen Bicycles sig om at ud­leje godt 1.500 cykler til turister gennem hoteller.

Hvor langt henne i virksomhedens levetid var I, da du blev leder?

”Jeg blev kastet direkte ud i det, fordi min far døde, og der var ingen planer for, hvad der så skulle ske. Dengang blev jeg fra den ene dag til den anden chef for 11 medar­bejdere uden at vide noget som helst. Så det var noget med at spørge medarbejderne, hvad de lavede, og hvad de fik i løn. Så måtte jeg stole på, at det, de sagde, var rig­tigt. Det var helt kaos. Og jeg vidste ingenting ud over det, min far havde fortalt mig, hvor han havde alting i hovedet. Her var det en fordel, at jeg er uddannet journalist. Det hele var lidt hardcore. Egentlig havde jeg nok foretrukket at starte op alene.”

Hvorfor var det en fordel at være uddannet journalist i den situation?

”Jeg skulle indsamle viden. Jeg skulle stille de rigtige spørgsmål for at finde ud af, hvad det var, jeg ikke vidste. Jeg skulle lære det hele på en gang: lederskab, økonomi, bogføring, jura, HR og alt andet skulle jeg have greb om meget hurtigt. Og jeg var bare 25 år gammel, så det var hårdt. Oven i det skulle jeg også arrangere min fars begra­velse, skrive min bacheloropgave, sælge hans hus, og jeg skulle også lige komme mig over chokket over hans død.

Jeg var lige flyttet sammen med en ny kæreste og hav­de også hold i ryggen. Der var mange ting på en gang, men alt det med virksomheden var hårdt nok i sig selv.”

Hvordan fandt du ud af at være leder? Det er jo ikke nød­vendigvis noget, der falder en naturligt pludselig at være chef for 11 medarbejdere.

”Jeg vil sige, at det at lede falder mig ret naturligt, men det er megasvært at lede medarbejdere, når man ikke ved noget. Det tog mange år at få den nødvendige viden. Plus jeg var bare 25 år, kvinde og fuldstændig ny i jobbet. Så det var svært at få autoritet. Den skulle bygges op fra grunden. Men når det er sagt, er min lederstil heller ikke diktatorisk, men mere lad-os-gøre-det-her-sammen-leder­stilen. På den måde har det ikke være svært. Udfordringen har mere ligget i at skulle skabe tillid til, at jeg faktisk gerne ville alle det bedste.

Det er f.eks. vigtigt for mig, at de også får et godt liv. Lige som jeg tænker meget over, hvilket liv jeg selv ger­ne vil have handler, det for mig også om, hvilket liv mine medarbejdere gerne vil have. Under corona inviterede jeg mine mekanikere ud på rødvin, hvor vi fik vi en lang snak om, hvad vi sammen mente, at det gode liv var.

Det var bl.a. på baggrund af den snak, at jeg valgte at lukke den butik, vi havde åbnet på Hovedbanegården. Det gav dem et langt friere liv, fordi de ikke skulle være i bu­tikken på et særligt tidspunkt, men kunne arrangere deres mødetid ud fra deres familie. Hvis f.eks. børnene har haft en hård morgen, kan man bruge lidt mere tid med dem i stedet for at skulle stresse ud ad døren.”

Er der andre faktorer, som har været afgørende?

”Jeg vil sige, at sparring har hjulpet meget. Men ud over det har det også været vigtigt som leder at spørge sig selv: Hvilket liv vil jeg gerne have? Hvordan vil jeg have det på den her arbejdsplads? Hvilke mennesker vil jeg helst hyre? Og jeg har bestemt hellere at ville ansætte fede menne­sker i stedet for nogle, som kun så gode ud på papiret, fordi jeg tror på, at folk kan lære det meste. Det vigtige er, at det er mennesker, som passer ind i teamet. Samtidig skal det være meningsfuldt, det vi laver. Ellers er det hele lidt ligegyldigt.”

Du kom ind og overtog en virksomhed, hvor din far havde skabt kulturen. Har din fars ledelsesstil været anderledes end din?

”Der er flere måder at være iværksætter på. Der er to klassiske. Den ene er, at du får så mange idéer, at du ikke kan lade være. Den anden er, at du gerne vil være din egen chef. Min far har haft noget af begge dele, men han har primært ligget i den første kategori.

Da jeg begyndte i virksomheden, havde han haft gang i så mange forskellige ting, at jeg var nødt til at skære me­get væk. Der var for meget. Jeg tror ikke, at min far var så bevidst om at være leder, for det var ikke det vigtigste for ham. I stedet var han mere optaget af nye idéer end at lave det samme hele tiden.

Omvendt var det vigtigt for mig, at det vi gjorde, var godt, men vi behøvede ikke at finde på særligt meget nyt. Den perfekte kombination havde nok været mig og min far sammen. Jeg har taget de bedste af min fars idéer og skåret resten væk. Selvfølgelig har jeg også sat nye ting i gang, men det har ikke været min drivkraft. Det har deri­mod været at få det selvstændige liv. Så vores ledelsesstile er forskellige.

Da jeg overtog virksomheden, havde jeg 11 medarbej­dere, som voksede til 28, mens vi i dag er 10 medarbejde­re. Det er butikspersonalet og det administrative, der er skåret fra. Jeg har også ansat min kæreste, mens jeg var på barsel, så han tog mit barselsvikariat. I dag leder vi virk­somheden sammen og er også fælles om vores datter til hverdag. Det er jeg meget taknemmelig for.”

Hvordan reagerede medarbejderne på din anderledes ledelsesstil?

”Jeg tror ikke, at der er nogen tilbage fra dengang for syv år siden, men der er rigtigt mange, som har været der i seks år. Men de har så også kun kendt mig, så jeg kan ikke rigtigt svare på, hvordan de har reageret på, at jeg kom til. Men jeg tror, at de havde det fint med, at jeg var ærlig og bad om hjælp til at finde ud af det.”

Hvilke typer samarbejder var afgørende for virksom­hedens succes?

”Det er samarbejdet med hotellerne, som vi udlejer cykler gennem. Det er helt klart de vigtigste samarbejder. I forhold til hotellerne har jeg haft en klar strategi om, at jeg vil arbejde sammen med dem, som jeg kalder de gode. Altså dem, som er ordentlige mennesker, og som vil mig det godt og ikke udnytte andre.

Det er hotelkæder, som går til det med tilgangen: ’Hvad skal der til for, at du også er her om tre år?’ De andre, der hele tiden forsøger at presse prisen, vil jeg ikke samarbej­de med. Det var en vigtig beslutning.”

Så et godt samarbejde handler om ikke presse prisen unødigt?

”Ja, så synes jeg, at de skal tage en af mine konkurren­ter i stedet. Jeg vil gerne stadig være på markedet om tre eller ti år. Det, synes jeg, handler om ordentlighed. Jeg vil også gerne have, at de er her om ti år. Ellers har jeg ikke nogen kunder. Netop den beslutning har været meget vig­tig, fordi der er mange hoteller, hvor det med cykler er ligegyldigt. Men jeg går op i det, og jeg vil have, at det skal være en ordentlig kvalitet.

Jeg vil ikke kaste nogen under bussen. Men der er an­dre, som har en økonomi, som er svær at gennemskue. Dem gider jeg heller ikke samarbejde med. Der er også hoteller, hvor de ikke vil tage et depositum for cyklerne. Andre taler ikke pænt til mine eller egne medarbejdere. Dem arbejder jeg ikke sammen med.

Hvis alle hoteller var sådan, skal jeg bare ikke være i det marked. Men det, der er sket er, at de sorterede sig selv fra, og det var jo rigtig dejligt. Det var en gave til mig, så skulle jeg ikke bruge tid på at blive snydt. Basalt set handler det om et valg mellem, om man vil have så mange kunder som muligt, så konkurrenterne ikke har dem, eller om man vil have de rigtige kunder. Og jeg vil bare have de rigtige, uanset om det så måtte være få eller mange kunder. Så måtte jeg skalere virksomheden ud fra det. Det viste sig så at være ret mange kunder.

Jeg var f.eks. ude for et hotel, der havde valgt en kon­kurrent, fordi de selv kunne vælge deres pris. Da jeg hørte prisen, sagde jeg: ’Det ved du godt, at han ikke kan leve af.’ Men det var de ligeglade med, så kunne de bare tage en anden, hvis han ikke klarede sig.

Min reaktion var, at så skal jeg ikke samarbejde med dem, om jeg så er den sidste cykeludlejer i Danmark. Sådan behandler man ikke andre mennesker. Den slags fravalg har vi været sindssygt glade for, fordi dem vi så samarbejder med, er vi meget glade for. De er alle noget ganske særligt. Jeg nægter at have ondt i maven, når jeg skal tale med en kunde.”

Peder Bjerge

foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

BCG: 10 grunde til optimisme i 2023

Et af verdens førende konsulenthuse vurderer, at der er grund til optimisme, når vi her i starten af 2023 kigger ind i resten af året. De mener altså, at det nye år bliver markant mere positivt end det gamle år, når det gælder betydningen af ’gamechanging’ opfindelser. Her er de tendenser, man som toperhvervsleder skal holde øje med i 2023.

Hvis man kan kalde 2022 for et kriseår, kunne 2023 meget vel være året for udvikling og innovation. Det år, hvor vi for alvor kommer tættere på at løse nogle af planetens mest udfordrende problemer: klima, energi, sundhed, mad og humanitære kriser – som alle er blevet accelereret af Ruslands invasion af Ukraine. Ej at forglemme en kæmpe økonomisk usikkerhed. Det har inspireret erhvervsledere verden over til at styrke deres engagement til samfundet.

Det globale konsulenthus Boston Consulting Group skriver på det grundlag, at der er stor grund til optimisme i 2023. Innovationer, der har ligget og luret de seneste par år, får endelig den opmærksomhed, de fortjener. Det gælder alt fra vedvarende energi, bæredygtigt landbrug og forbrugsgoder. Ti BCG-eksperter fortæller, hvad de ser som de mest banebrydende muligheder, man skal holde øje med i 2023. Her er hvad de sagde:

1. Fremskridt indenfor batteriproduktion til elbiler:
Det er en stor udfordring at producere den mængde batterier, det kræver at holde overgangen til elbiler på sporet – og tiden er knap. Men nu ser det ud til, at alle brikkerne er ved at falde på plads, da producenter og leverandører er begyndt at omfavne den næste bølge af batteriteknologier.

2. Opblomstring af bæredygtige fødevaresystemer:
Man har anerkendt, at der er brug for en drastisk ændring i den måde, vi producerer fødevarer på, hvis der skal være mad nok til at brødføde hele kloden. Ud fra den devise ses interessante globale partnerskaber, der har til formål at transformere det globale fødevaresystem.

3. Den grønne industrielle revolution starter nu:Efter mange år med snak ser det ud til, at politiske og investor initiativer endelige sætter skub i klimatiltagene. 2023 kan blive året, hvor man kommer til at se store produktionsvirksomheder satse seriøst på at nedsætte CO2-udledningen af deres forsyningskæder.

4. Nyt banebrydende partnerskab om retfærdig energiomstilling:Flere internationale partnere er gået sammen om at yde finansiel og teknisk støtte for at hjælpe lavtlønslande med at nedsætte CO2-udledningen – samtidig med at håndtere de omkringliggende kritiske problemstillinger, som landene kæmper med.

5. Lovende løsninger på nogle af landbrugets mest komplekse udfordringer:En voksende gruppe innovatører viser, at det er muligt at fremstille produkter, der er billigere, bedre for planeten og efterspurgt af kunderne. De udvikler måder til at skabe et bæredygtigt og modstandsdygtigt fødevaresystem ved at lære af og arbejde med naturen.

6. ’Deep Design’ kan afhjælpe de store systematiske problemer: Der er betydelige fremskridt i det, der kaldes “Deep Design”, som gør det muligt at bygge AI-baserede simuleringer af sociale og økonomiske kompleksiteter. Det kommer til at give et nyt grundlag for at forstå og håndtere bl.a. klimakrisen og social ulighed.

7. En ny æra af bæredygtige fødevarer: De innovative og bæredygtige fødevarer accelerer lige nu i vækst, da de endelig rammer plet hos forbrugerne, både i form af smag, sundhed og bæredygtig produktion – som endelig når en skala, der også gør prisen konkurrencedygtig.

8. Find digitalt talent netop nu: 2022 var et særdeles hårdt år for Big Tech, der har fyret tusindvis af medarbejdere. Til gengæld efterlades traditionelle virksomheder med muligheden for at drage fordel af den ledige talentmasse. Hvis man har brug for medarbejdere, der kan gennemføre en digital transformation, er der en unik mulighed for at rekruttere netop nu.

9. Transformerende forandring med ansvarlig AI:
Den brede offentlighed er skeptisk overfor brugen af AI. Men i en kombination med menneskelig ekspertise og dømmekraft kan man lukke tillidskløften hos forbrugerne. Men det kræver gennemsigtighed om, hvornår AI anvendes, hvordan algoritmer påvirker beslutninger, etc.

10. Øget virksomhedsaktivisme og understreget ’purpose’: Kriserne de seneste år har påvirket virksomhederne til at genoverveje deres rolle i samfundet, med øget opmærksomhed på emner som klima, retfærdighed, menneskerettigheder, etc. Man ser også dristigere virksomhedsaktivisme og mere ambitiøse miljø-, social- og governance målsætninger. Den udvikling vil blive forstærket.

Morten W. Langer

Danielsen: Vi startede med ”jægersoldater”

Iværksætteren, hovedaktionær Kaare Danielsen, skabte jobportalen Jobindex, der i dag er vokset til en koncern med mere end 300 medarbejdere og er børsnoteret på First North med en markedsværdi på 1,4 mia. kr. Undervejs har han som leder taget store sats for at drive sin virksomhed frem mod endnu større andele af det danske jobmarked. Den tidlige vækst afhang af en særlig type medarbejdere, som Kaare Danielsen betegner som jægersoldater. Fagredaktør Peder Bjerge har snakket med Kaare Danielsen.

Da Kaare Danielsen første gang under et ophold i USA så internettet, var han ikke i tvivl: Her var grundlaget for hans næste startup. I modsætning til mange andre tech-iværksættere var han godt forberedt som leder på de udviklingsfaser, hans virksomhed skulle igennem. Men man er som leder og iværksætter også nødt til at kunne reagere hurtigt og tage de nødvendige chancer. Også selvom afstanden mellem succes og fiasko er meget lille, understreger Kaare Danielsen i dette interview.

Hvor langt henne i din startups levetid gik du fra at være iværksætter til at være leder? ”Det skete relativt tidligt. Det hele begyndte som et enmandsfirma for 27 år siden i 1996, hvor jeg startede i USA. Da vi kom hjem til Danmark i 1998, var firmaet vokset til tre medarbejdere. Allerede der var jeg chef. Du kan sige, at jeg har været leder de sidste 25 år. Men der er forskel på at være direkte leder for en håndfuld medarbejdere til at have rollen for et helt firma, hvor man er leder for andre ledere. I dag har vi tre grupper, hvor jeg er leder for nogle direktører, som så har ansvaret for andre. Der er meget forskellige måder at lede på. I den første fase er det meget hands-on, hvor man f.eks. skal kunne håndtere folks personlige problemer og lignende. Nu handler det mere om kommunikation, og hvordan man udøver ledelse gennem fredagsmøder og den slags. Jeg er selvfølgelig stadig leder for dem, der refererer direkte til mig. Men nu har jeg ansvaret for 300 medarbejdere, som jeg ikke altid kender navnene på.

Ofte begynder iværksættere som en enmandshær, hvor de lærer ledelse gennem learning-by-doing. Var det også sådan for dig? ”Det har det været. Jeg begyndte alene for senere at få det, jeg kalder et udvidet enmandsfirma, hvor der er folk til at tage sig af nogle opgaver. I den fase kan du overskue det hele og kan bede folk om at gøre det ene eller det andet. Næste skridt er, at det udvikler sig til et egentligt firma med forskellige afdelinger, hvor du er nødt til at overlade opgaver til andre og leve med, at de nogle gange gør tingene på en anden måde, end du selv ville have gjort.

Den største forskel indtræder faktisk ved ansættelse af medarbejder nummer et. Når du går fra at være én person til at være to. Ellers var det, da jeg gik fra at drive et udvidet enmandsfirma til at være nødt til at have forskellige afdelinger. Altså der, hvor jeg går fra at være eneste leder til at være flere ledere. Og jeg ved, at der er en afdeling derovre, som jeg ikke rigtigt har styr på, men jeg må stole på, at de ved, hvad de laver. For mig opstod den situation, da vi fik en salgsafdeling. Jeg er uddannet programmør med en ph.d. i datalogi. Alt salg er ikke rigtigt mit speciale, så til det ansatte jeg en salgsdirektør.”

Hvilke ledelsesmæssige beslutninger har været vigtigst for din succes? ”Det er et godt spørgsmål. Det vigtigste var at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg var i USA, hvor internettet voksede lidt, før det gjorde i Danmark. Det betød, at jeg lavede et firma baseret på nettet på det helt rigtige tidspunkt. Det er altid nemmere at skabe en stor virksomhed, hvis man rider på bølgen af ny teknologi, som netop slår an. Det er den vigtigste faktor bag vores succes. Selvom vi har været rimeligt forsigtige, har vi alligevel taget nogle store chancer, som f.eks. da vi købte to andre firmaer, først Computerworld og dernæst Stepstone med IT-jobbank. De to eller tre firmaer var tilsammen næsten lige så store som vi var dengang, så det var lidt af en mundfuld. Vi tog de chancer, fordi det ikke var muligt at opbygge en stor virksomhed uden at tage de spring en gang imellem. De sats er så heldigvis gået godt.”

Og som iværksætter er man vel nødt til tage de chancer? ”Ja, første gang var, da jeg droppede mit faste job for at stifte et firma. Men jeg havde en fordel, fordi jeg havde prøvet at være iværksætter før. Mens jeg læste, havde jeg lavet et par skakprogrammer. Her er vi tilbage i starten af 80’erne, hvor jeg lavede skakcomputere, der blev produceret i Hong Kong og solgt over hele verden.

Det finansierede mine studier og lidt til. Her fik jeg smag for at være iværksætter. Det var jo sjovt at lave noget, som blev solgt i hele verden. Jeg tjente også en del på det, hvad der betød, at jeg havde en sum penge i banken til næste gang, jeg fik en god idé til et firma. Og da jeg så internettet for første gang, var jeg ikke i tvivl om, at her var en teknologi, der ville vende fuldstændigt op og ned på hele verden: Nu var det bare om at starte et nyt firma. Men jeg var lidt i tvivl om, hvad det skulle være. Først var jeg mest til at lave et konsulentfirma, som skulle hjælpe banker og forsikringsselskaber med at komme på nettet. Og det nåede jeg faktisk også at lave. Jeg hjalp bl.a. BG Bank med at lave deres første hjemmeside. Men sideløbende med det havde jeg lavet et par andre sites.

Men min kone var nedkommet med tvillinger og var ikke særligt vild med, at jeg var i Danmark og lave konsulentarbejde. Så jeg besluttede mig for at droppe mine første idéer, både konsulentarbejde og skakprogrammerne, og udvikle Jobindex i stedet.

Så min fordel i forhold til at stifte Jobindex var, at jeg havde prøvet det før, som f.eks. at få en hel masse vejledninger fra det offentlige: Hvis man føler sig ensom, skal man bare stifte et ApS, for der kommer det ene brev efter det andet fra det offentlige.”

Hvad fik dig til at tage de store chancer med at købe f.eks. Computerworld? Det synes ikke at være et indlysende match for Jobindex. ”Med købet af Computerworld fulgte et jobsite, som hed JobWorld, der var interessant, fordi det er meget fokuseret på IT-området, der var i vækst. Man havde også en række kurser for ledige, som passede godt ind. Så der var noget sammenfald, men når du laver et sådant opkøb, kan du lave nok så mange beregninger. I sidste ende kommer det an på en mavefornemmelse: Tror du på det, eller gør du ikke? Det var en chance at tage. Men jeg er ikke bange for at tage den slags risici, hvis det føles rigtigt. Vi har også lige købt et andet medie, Alt om Data, hvor vi heller ikke vidste, hvad det var, vi købte. Det viste sig så at være et rigtigt godt lille firma. Vi endte med at købe Computerworld, fordi amerikanerne havde besluttet sig for, at nu ville de altså af med det her, og der var ikke andre, som var i stand til at tage en beslutning i løbet af under en måned.”

Så i sidste instans handler den slags indkøb for dig om en mavefornemmelse?

”Ja, meget ofte. Man er nødt til at acceptere, at man skal tage den slags beslutninger på et ufuldstændigt grundlag. Meget ofte kan du ikke få de rigtige data. Og der er faktorer som kultur, som du ikke kan nå at blive klogere på ved at læse dig gennem regnskaber. Her er man nogle gange bare nødt til at kaste sig ud i nogle ting og håbe, at det går godt.”

Hvilke samarbejder eller/og partnerskaber var afgørende for succes? ”I begyndelsen havde vi et samarbejde med TV2 om et jobsite. Det var med til at blåstemple os i omverdenen. Det var nok det vigtigste, selvom det løb ud i sandet, da TV2 skiftede strategi. Men vi afprøvede også andre tiltag. Vi havde også et samarbejde med Alta Vista (amerikansk søgemaskine stiftet i 1995, red.), hvor vi forsøgte at slå igennem i hele Europa under navnet AltaVista Job. Når jeg ser på Google forsøge at komme ind på det marked, er det egentlig det samme, vi forsøgte for 20 år siden. Desværre blev Alta Vista udkonkurreret. Hvis ikke det var sket, kunne Jobindex være blevet verdensomspændende.

Det er en anden lære, nemlig at der er meget lille afstand mellem succes og fiasko. Oven på dotcom-krisen i år 2000-02 havde vi 20.000 kr. tilbage på bankbogen, så var der gået bare én ting mere galt der, kunne vi være gået nedenom og hjem dengang. Meget ofte er det tilfældigheder, der gør forskellen.”

Hvordan forbereder man sig på det som leder?
”Man er nødt til at leve med usikkerheden. Det har jeg ikke det store problem med. Man kan lægge nogle planer, hvis det skulle gå galt. Man er nødt til at have en plan A, B og måske C. Men man er også nødt til at acceptere, at der sker uventede ting, som det der Corona.

Vi havde en plan for, at medarbejderne kunne arbejde hjemmefra i tilfælde af brand, men vi havde ikke en plan for, at halvdelen af omsætningen bare forsvandt. Her hjælper det til gengæld at være hurtige til at reagere. Det har vi været gode til.

Vi har aldrig taget mod venture kapital, som har givet konkurrenter muligheder, vi ikke har haft. Til gengæld har vi været gode til at udnytte muligheder, når de bød sig. Som f.eks. købet af Computerworld.”

Peder Bjerge

foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Manden bag Cocohagen: Fra krise til succes som iværksætter

Uden en krone på lommen og med medarbejdere fra det lokale jobcenter skabte Asbjørn Diemer en startup, Cocohagen, der efter en livstruende krise er en økonomisk succes. Han fortæller her til fagredaktør Peder Bjerge, hvordan kæmpe vækst også kan udløse økonomiske problemer, og hvad han gjorde for at redde virksomheden, som nu er inde i en rigtig god gænge. ”Jeg begyndte at tabe håret. Jeg fik store sorte rande under øjnene. Og nu er mit hår ved at blive gråt”, fortæller han om kriseperioden.

Mens han stadig arbejdede som politibetjent, satte Asbjørn Diemer sig for at bygge en virksomhed på at sælge økologiske kakaotrøfler. Fra en beskeden start uden den store kapital i et beskedent industrikøkken står han i dag efter en krise med en virksomhed, hvis plantebaserede trøfler nusælges i kaffekæder verden over.

Virksomheden har været truet på overlevelse. Hvorfor det? ”Vi havde i 2020-2021 en vækst på 60 pct., hvor det meste lå i andet halvår. Vi havde omsætningsrekorder hver måned. Vi havde nogle ekstremt store likviditetstræk og stor lagerbinding. Den store omsætningsvækst betød, at jeg måtte bruge mange penge på personale for at kunne nå det hele. Men vores samhandelsbetingelser både up- og down stream passede ikke sammen.

Jeg havde for korte betalingsbetingelser til mine leverandører og for lange betalingsbetingelser til mine kunder. Det var alle store kunder, der øgede omsætningen voldsomt. De havde løbende måned plus 30 dage og lignende, mens leverandørerne havde 14 dage. Det betød, at jeg i november 2021 måtte opsige halvdelen af mine medarbejdere, fordi likviditeten blødte. Det var en kæmpe udfordring.”

Hvordan har du tacklet det rent personligt?
”Det seneste halve år har været enormt hårdt på et personligt plan, hvor jeg har kæmpet for Cocohagens overlevelse. Det har gjort, at jeg har fået virksomheden lidt ud i en armslængde. Det, der tidligere har været benzin på bålet, har været, at jeg var så følelsesmæssigt engageret i alt. Jeg har været ude i alle dens kroge af virksomheden. Nu har jeg lagt lidt mere afstand til den, hvad der har været meget sundt. F.eks. ansatte jeg for tre måneder siden en driftschef, der tidligere var logistikchef i Lagkagehuset. Vores samspil er helt anderledes, end hvis vedkommende var ansat for et år siden på grund af den stejle indlæringskurve, jeg har været igennem under vores krise. I dag er det nok for mig, at tingene bliver løst godt – end, at de bliver løst efter mit hoved.”

Hvilke partnerskaber har været afgørende for, at du fik succes? ”Jeg tror, at det vigtigste var, da jeg fik Joe And The Juice-kæden som kunde. Det har haft stor betydning, fordi de kom ind med en kæmpe volumen, repræsenteret på markeder i 19 lande. Det har med syv-mile-skridt udviklet forretningen, så vi kunne håndtere lignende kunder. Her til sommer fik vi Espresso House ind som kunde. Og det kunne vi absorbere meget mere gnidningsfrit, fordi vi havde lært af det andet forløb.”

Hvad har krisen lært dig om likviditetsstyring?
”Aktieselskabet Cocohagen er i dag fuldstændig gældfrit. Vi har en enkelt leasingaftale på en maskine. Ellers ejer vi alt selv. Vi har ikke engang en driftskredit. Vi er fuldstændigt selvkørende. Her til februar betaler vi vores sidste afdrag på coronapakken. Når det er væk, skylder vi ikke en krone.

Det er resultatet af, at vi i årets første seks måneder har skåret alt ind til benet. Alt gik efter at opbygge likviditet. Samtidig havde vi en flot vækst på toplinjen første halvår 2022, hvor vi også reducerede lønomkostningerne med 50 pct. Det betød, at vi gik fra et underskud på en halv mio. til et overskud i samme størrelse.”

Hvad var den afgørende byggeklods i den positive vending? ”Det var en vild periode, hvor jeg fokuserede på det kommercielle, fordi det var det, som skulle redde forretningen, salg, salg og salg. Vi satsede på eksisterende produkter, vi havde på hylderne og bremsede for en tid udviklingen af nye produkter. Det skete med meget stor succes. På den ene side er det et sort hul i min bevidsthed, fordi det har trukket så mange tænder ud for mig personligt. Jeg begyndte at tabe håret. Jeg fik store sorte rande under øjnene. Og nu er mit hår ved at blive gråt.

På den anden side gjorde det meget for selskabet, der har vækst på alle nøgletal. Det, der havde været en krise, gjorde den til en veltrimmet maskine, hvor vi har et knivskarpt fokus, hvor vi kan levere til kaffekæder i verden. Fra Humlebæk til USA har vi en lead time på en fem-seks dage. Så i dag bruger jeg kun min tid, hvor det giver mest værdi for virksomheden i stedet for at være tovholder på alle dele af forretningen.”

Var det der, hvor du var tættest på at give op?
”Nej, det var jeg ikke. Det har intet med de sidste seks måneder til halvandet år at gøre. Jeg var fuldkommen fokuseret på at få virksomheden igennem krisen. Personligt har jeg aldrig nogensinde været ved at kaste håndklædet i ringen. Jeg har aldrig været tæt på at give op, men jeg har tilbudt at afstå min del af Cocohagen, hvis ikke jeg kunne få det på min måde. Her har jeg været meget ultimativ.”

Hvad er de to vigtigste ting, som du har lært om ledelse i din tid som iværksætter? ”Jeg har lært, at jeg skal være mere modtagerorienteret. Jeg har fejlagtigt tænkt, at den bedste måde at motivere folk på var at give dem de muligheder, jeg selv ville efterstræbe. Det, der giver mig glæde i hverdagen, er at kunne sætte min egen signatur på det.

Men når det gælder de mennesker, jeg har omkring mig, vil det være et problem, hvis det ikke er der, de finder deres tryghed. Hvis deres tryghed er fast løn, 8-16 job og faste rammer, er det noget, jeg før har været dårlig til at håndtere. Jeg er rigtig god til at inspirere andre og være en modpol for andre mennesker. Jeg skal passe på med at skubbe folk fra mig.

Jeg har lært, at det vigtigste ved at være iværksætter ikke handler om iværksætteri. Alle kan iværksætte. Det vigtige er at være vedholdende. Det er det, man skal tale om i stedet for at sætte iværksættere på en piedestal. I virkeligheden er det interessante, hvem der er i stand til at klare sig, når det brænder på. Enten har du det, eller også har du det ikke.”

Hvor langt henne i din startups levetid gik du fra at være iværksætter til at være leder? ”Det gjorde jeg stort set med det samme. Jeg startede Cocohagen i et lille industrikøkken. Dengang var jeg betjent hos Københavns Politi, og jeg havde en idé om, at jeg kunne gøre begge ting sideløbende. Samtidig var mit barn nr. to kommet til verden lige der. Alligevel havde jeg en idé om, at jeg kunne bruge et par dage om ugen på at producere og et par dage på at sælge den næste uge. Men det viste sig ikke at kunne holde stik.

Inden jeg første gang kørte ud for at sælge, havde jeg lavet sådan en bucket list over de ti forhandlere, jeg allerhelst ville have, og alle ti kunder sagde ja med det samme. Og i løbet af et døgn havde de bestilt mere. Der gik maksimalt en uge, fra jeg fakturerede første gang, til jeg fandt ud af, at det kunne jeg umuligt køre uden at have medarbejdere til at hjælpe mig.

Indenfor virksomhedens første levemåned henvendte jeg mig til det lokale jobcenter og fik en asylansøger, der hedder Moussa fra Mauretanien, som skulle i jobtræning. Han var en pensionsmoden herre, som hjalp til i produktionen. Det var min første medarbejder. Det muliggjorde, at jeg kunne koncentrere mig om salget.

Hvordan motiverer man medarbejdere, der kommer gennem Jobcentret? ”Jeg tror, at jeg har anvendt jobcentret til det, som det netop var sat i verden for. Indenfor den første måned havde jeg haft kontakt med alle de medarbejdere, der sad på de forskellige ressortområder på jobcentret.

Nogle havde med asylansøgere at gøre. Andre med folk i fleksjob osv. Det gjorde, at jeg havde en hel del ansatte igennem. Det var ikke med henblik på at slippe så billigt som muligt, men i stedet for så nemt som muligt at kunne afprøve en eventuel medarbejder, der så kunne fastansættes på almindelig vilkår. Jeg filtrerede dem, så nogle røg ud, mens andre blev. Mit samarbejde med jobcenteret var en forudsætning for, at jeg kunne komme i gang.

Hvilke ledelsesmæssige beslutninger var afgørende for, at du fik succes? ”Det er nok to meget modsatrettede beslutninger, jeg tog på forskellige tidspunkter. Til at starte med var det at satse på ung og ofte uuddannet arbejdskraft. Der har været flere, som er begyndt som ungarbejdere, altså under 18 år, som senere er blevet fast i Cocohagen.

Og omvendt med et andet fortegn har jeg ændret kurs med det. På grund af den bedre økonomi kan jeg gå ud og finde nogle personer med helt andre kompetencesæt, som kan løfte forretningen til et andet niveau. De har en viden, som jeg ikke selv har. Jeg tænker lidt, at det er en floskel, som man kan læse på en af de første sider i en CBS-lærebog, at det er det, man skal gøre. Men den banale viden har jeg ikke gjort brug af. Det er et klart paradigmeskifte.”

Peder Bjerge

foto: Cocohagen på Facebook

Bibobs stifter Frank Rasmussen: Sådan håndterer jeg kriser

Serie-iværksætteren Frank Rasmussen har skabt og solgt virksomheder som Image Scandinavia, Telmore og Bibob for store millionbeløb. Til Økonomisk Ugebrevs Peder Bjerge fortæller Frank Rasmussen, hvad han har lært om krisehåndtering gennem årene med at drive startups frem mod succesfulde salg. ”Mange synes, at kriser er noget, man skal reagere på hurtigt. Men det at sove på tingene, er der en klar sandhed i”, siger han.

De seneste tre årtier har Frank Rasmussen for mange stået som den, der udfordrede de store teleselskaber med billige tilbud som Telmore og Bibob. Startups, han siden solgte for millioner til de selvsamme konkurrenter. Gennem tiden har han stået gennem kriser og nedture. Læs hvad han har lært af dem.

Hvad har din tid som iværksætter lært dig om at håndtere kriser? ”Jeg er måske lidt anderledes som iværksætter, fordi jeg begyndte, da jeg var meget ung. Det bilder jeg mig ind, at jeg stadig er, men det er dog over 40 år siden. Så lidt erfaringer har jeg da hentet gennem den tid.

I forhold til krisehåndtering gælder, at uanset hvilket problem man støder på, har jeg gjort mig den erfaring, at man aldrig nogensinde skal reagere alt for hurtigt. Mange har den opfattelse, at kriser er noget, man skal reagere på hurtigt. Men det at sove på tingene, er der mere sandhed i, end man umiddelbart skulle tro. Det vigtige i forhold til krisehåndtering er at få tiden til at sparre med mit netværk, inden jeg eksekverer.”

Er der en større fare for at begå fejl ved at reagere hurtigt eller i panik? ”Jo mere travlt, man har, jo mere umage skal man gøre sig. Det hænger sammen med, at når man først er gået i gang med at eksekvere på en krise, fanger bordet. Og der er jo altid uventede krøller på en krise. Jeg plejer at sige til mine børn, at et problem er lig med flere løsninger. Derfor er det vigtigt, at man finder den rigtige løsning. Og det kræver, at man lige sunder sig lidt på det, inden man træffer beslutningen.”

Hvor har du lært at lade være med at reagere for hurtigt på kriser? ”Det kommer med erfaringen. Det ved man ikke som femårig. Jeg har også prøvet at fare i flint, hvis jeg er blevet stærkt provokeret af en mail. Og det er den samme fejl, som i forhold til kriser. Det drejer sig om at få lagt problemerne ned, inden de begynder at vokse sig for store. Jeg havde engang en sag med nogle, der havde kopieret min forretningsplan, selvom de havde underskrevet en non-disclosure-agreement. Her var jeg nødt til at gå hårdt til stålet hurtigt og kontant. Men igen, aldrig hurtigere end man lige tænker den til ende.”

Hvad er de vigtigste redskaber for en iværksætter, der står midt i en krise? ”Helt fra mine allerførste virksomheder har jeg altid praktiseret at have nogle folk, et netværk, som har nogle kvalifikationer, som jeg ikke har. Det har givet mig nogle at sparre med. Det handler ikke om, at jeg ikke skal træffe beslutningerne. For det skal jeg. Men nogle gange kommer der altså nogle guldkorn ude fra sidelinjen, som jeg måske selv ikke havde tænkt over. Og jo flere informationer, man har, inden man træffer en beslutning, jo bedre en beslutning kan man træffe. Selvfølgelig skal man ikke bruge tre måneder på at fundere over tingene. Der er nogle yderpunkter her, hvor det ikke må gå for langsomt, men det må heller ikke gå for hurtigt.”

Hvad var din egen værste krise?
”Den, der gjorde mest ondt, var med et netværksselskab, Image Scandinavia, jeg havde midt i 90’erne. Der var vi i en due diligence-proces med et hollandsk selskab, der hed World Online. Det havde taget næsten et år, hvor vi var gået alt igennem i forretningen. Alt var udformet og klart. Ledelsen fra World Online tog op til Danmark for at skrive under. Der var købt kransekage og champagne.

Men da vi alle sad ved bordet, tog deres administrerende direktør aftalen frem og sagde, at den ville hun sgu ikke skrive under på. Det var en noget særpræget situation i lyset af, at vi havde ligget vandret i et helt år, hvor vi havde gennemtrawlet alt helt ned til laveste fællesnævner. Så hendes melding var altså en spand koldt vand i hovedet, så det ville noget.

Det var ikke drevet af, at vi var blevet uenige om noget. Nej, alt var på plads. Men hun sagde nej og tog hjem igen. Det var en så aparte situation, at deres egen forhandler faktisk begyndte at græde. Så ked af det blev han efter at have lagt så meget energi i det, at han ikke kunne overskue det absurde i det.

Jeg har aldrig fortalt det til nogen før, men nu kan du få historien: For nu at sige det, som det er, blev jeg så sur over det der, at jeg sagde til dem, at de kunne ryge og rejse: Der bliver ingen handel her. Overhovedet.

Så gik der en uge, hvorefter jeg fik en mail fra deres marketingdirektør, at det var en misforståelse, og de ville gerne alligevel. Jeg sagde, at det kunne de glemme alt om. Der bliver ingen handel nu. Så fedtede de lidt rundt om det, indtil jeg sagde: ”Nu skal I høre godt efter. I kan få en uge eksklusivt, og så kommer I med et nyt bud på forretningen. Der bliver ingen forhandling. Det bliver et rent ja eller nej. Det skal I vide.” Efter en uge kom der et nyt bud, og det var faktisk dobbelt op i forhold til den første. Og så handlede vi.”

Har du nogensinde været tæt på at give op?
”Ikke tidligere. Nu har jeg fået sådant et fint pulsur, som giver mig besked, hvis stressfaktoren er for høj. Som regel kan jeg også godt mærke det forinden. Jeg er måske blevet mere tilbøjelig til at tænke tanken. Men det er måske også fordi, jeg før har drevet lidt rovdrift på mig selv. Der er nogen, som er bedre end mig til at skrue lidt ned for kadencen i en periode. Men de sidste år er jeg dog blevet meget bedre til at mærke efter, når det er ved at blive for meget.”

Hvor har du oplevet de største hindringer med dine startups? ”Typisk, når man laver kapitalforhøjelser, kommer der en masse ting op til overfladen. Lidt firkantet handler det om, at den eksisterende ejerkreds ikke selv vil komme med flere penge. Det kan der være mange årsager til. Det betyder, at der kommer andre med penge ind og måske nogle krav, man skal forholde sig til.

Ligesom med medarbejderne må mentaliteten og holdningerne godt være på linje med hinanden. Ellers går det galt. Der findes vist et videoklip på nettet fra nogle forhandlinger, vi havde med folk, der ville investere i Bibob. Det gik fuldstændigt op i hat og briller. Det var bestemt ikke den rigtige kemi. Og det var synd for dem, fordi de kunne have femdoblet deres penge på otte måneder.”

Hvor langt henne i dine startups gik du fra at være iværksætter til at være egentlig leder?

”Nu er jeg måske en lidt skæv type. Jeg var befalingsmand i forsvaret, da jeg var 17 år på Flyvestation Skrydstrup. Så jeg har altid haft lidt af det gen i mig. Jeg ser mig selv mere som forretningsudvikler end iværksætter. Det betyder, at der i mine startups er et klart ledelseslag fra dag ét.

Jeg har altid begyndt med at sparre med mit netværk om forretningsplaner for at få deres faglige input. Jeg har aldrig gået solo med en idé. Jeg har altid sparret med andre om dem for at forhøre mig om dette. Jeg er mere gået fra at være forretningsudvikler til at blive leder. Sådan har det altid været.

Jeg vil sige, at det vigtigste i den proces er at finde folk, som er dygtigere end en selv på de forskellige områder. Skulle jeg nævne et eksempel kan jeg pege på Telmore, som jeg stiftede omkring årtusindeskiftet og solgte tre til fire år efter. Mange af de medarbejdere, jeg ansatte dengang, har hver især lederjobs i dag, ovenikøbet i høje stillinger. Her gjorde vi os også ekstremt umage med at rekruttere de rigtige folk. Vi brugte faktisk en mindre formue på at udvælge de personer, som skulle være ledere i forretningen ud fra den betragtning, at der er ingen, som kan det hele.”

Hvordan udvælger du de personer til lederstillinger? ”Jeg går meget matematisk til det. Jeg er en talnørd. Jeg har lavet min egen personprofil med en disc-personlighedstest. Og når vi ansætter folk, anvender vi også en sådan personlighedstest for at se, om de personlige egenskaber passer ind. Du har dine personlige egenskaber, din fremtoning, din måde at være på og din faglighed sammen med nogle karaktertræk indenfor ledelse, omhyggelighed og sociale egenskaber.

Og hvis du tager fire styk Franker og sætter dem i samme rum, så dur det ikke. Omvendt fungerer det heller ikke med fire meget omhyggelige personer: de får aldrig truffet nogle beslutninger. Så det drejer sig om at lægge puslespillet rigtigt, inden vi starter nye virksomheder. Så vi, mit netværk og jeg, er altid gået omhyggeligt til værks med at få foretaget personlighedsprofiler på de folk, vi ansætter. Og det har vi faktisk haft rigtig stor succes med. Og derfor kan jeg i dag se på tidligere medarbejdere, som har gjort det forrygende.”

Peder Bjerge

foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Ansvarsrisiko afhænger også af virksomhedskultur og ledelsens etik

Hvordan fastsætter forsikringsselskabet præmien på en bestyrelsesansvarsforsikring?

Forsikringsselskabers risikovurdering af selskaber bygger også på forhold som virksomhedskultur og forretningsetik. I denne artikel gennemgår vi, hvordan forsikringsselskaberne forøger at ”dekode” virksomhedskultur og forretningsetik i de selskaber, som ønsker at tegne en ansvarsforsikring for bestyrelse og direktion.

Som vigtige indikatorer på virksomhedskulturen nævnes indholdet i ledelsens eventuelle incitamentsordning og graden af interne kontroller. Her kigges der ikke kun på formelle regler og processer, men i endnu højere grad på de uformelle normer i organisationen, herunder om der er egentlige ”defekter.”

Indholdet i incitamentsordningen for topledelsen er ikke i sig selv vigtig for risikovurderingen. Indholdet er interessant, fordi det kan sige noget om bestyrelsens selvstændighed i forhold til en eventuel stærk direktion. Hvis options- og bonusordninger er ekstremt gavmilde, og frynsegoder til direktionen er ekstravagante, peger meget i retning af, at bestyrelsen ikke har styr på sin direktion. Med andre ord, at det er direktionen selv, som reelt bestemmer incitamentsordningen, og det udstiller den svage bestyrelse.

Et andet centralt risikomål er selskabets interne kontroller og risikostyring. Upræcise interne rapporteringssystemer og svag risikostyring kan meget let udløse negative overraskelser i resultatudviklingen og endda ekstrahensættelser og nedjusteringer af årets resultat med tilbagevirkende kraft.

Dermed gør selskabet sig også meget mere sårbart overfor erstatningssager fra aktionærerne. Samtidig kan bonusordninger til ledelse, eksempelvis månedlige salgsmål, let motivere til manipulation af tallene og forudfakturering af indtægter, som i realiteten ikke er i hus.

Et tredje forhold, som der lægges meget vægt på, er erfaringer og planer med fusioner og opkøb (M&A). Større transaktioner giver som regel stærkt forøgede risici for nedjusteringer i overskud og andre negative overraskelser. Og der lægger forsikringsselskabet meget vægt på, at kunden har veldefinerede processer og kontroller til at sikre en fornuftig integration med den opkøbte virksomhed.

Forsikringsselskabet ønsker også oplysninger om selve købsprocessen, og de processer, som skal sikre, at købet er et kvalitetskøb, så det købende selskab ikke efterfølgende får negative overraskelser. Også de typisk strategiske procesovervejelser bag købet ønskes gennemgået, så det sikres, at der virkelige er et strategisk fit, og at der ikke blot er tale om emperiebyggeri.

For det fjerde kigger forsikringsselskabet også på ejerstrukturen, herunder om der er store aktionærer i bestyrelse og/eller direktion, og om der er store eksterne blokaktionærer. Det fremhæves, at store aktionærer kan være med til at holde selskabet i snor, og at overlap mellem aktionærer og ledelse kan give interessesammenfald her.

Som vigtige indikatorer på virksomhedens forretningsetik kigger forsikringsselskabet ikke mindst på lidt løse parametre som ledelsens arrogance og overdreven risikotagning. Arrogance kan afspejle, at ledelsen føler, at den står over normale spilleregler og normer for god opførsel og måde at drive forretning på.

Indikationer kan være en CFO, som har hurtige svar på alle spørgsmål, men som i realiteten ikke lytter, eller hvor det kun er topchefen, der stiller op til interview. En forsikringsmand siger, at et af de vigtigste spørgsmål, man kan stille topchefen, er:

Hvor mange fartbøder har du fået de seneste år? Hvilken bil kører du i? Hvor mange gange har du været gift? Hvor meget og hvor ofte drikker du? Har du affærer ved siden af ægteskabet? Det nævnes, at svarene på disse spørgsmål kan give en indikation på, hvor risikovillig du er – både som erhvervsleder og som privatperson.

Afkodning af selskabets forretningsmæssige risikovillighed er helt afgørende for forsikringsfolkene. Derfor forsøger man også at lære topcheferne og bestyrelse at kende gennem interviews ligesom man kigger på deres fortid, deres ry og rygte samt deres faglige kompetencer og erfaring fra erhvervslivet.

Bestyrelsesansvar: Hvem tager ansvaret for nedturen?

Spillet mellem bestyrelse og koncernchef

Når et selskab gennem flere år klarer sig ringere end konkurrenterne og måske giver underskud, hvem skal så tage ansvaret? Er det bestyrelsen, eller er det den adm. direktør, som ikke har gjort det godt nok? Dette er en klassisk problemstilling i erhvervslivet.

Ofte er det den adm. direktør, der bliver ofret som den ansvarlige for nedturen, fordi han eller hun ikke var dygtig nok. Selvom ansvaret for kontrol og vedtagelse af strategiplaner i sidste ende ligger hos bestyrelsen, er det i dansk erhvervsliv sjældent her, der sker store udskiftninger.

Dette ”spil” mellem bestyrelse og koncernchef bliver undersøgt nærmere i et forskningspapir, udarbejdet af to amerikanske forskere. Undersøgelsen viser, at i knap halvdelen af selskaberne (46 procent) med økonomiske problemer blev den adm. direktør udskiftet i årene efter den markante underperformance.

Undersøgelsen viser, at det har stor betydning for reaktionsmønsteret, om der sidder en magtfuld og indflydelsesrig koncernchef i toppen af direktionen. Selvom selskabet klarer sig dårligt, formår de magtfulde topchefer som regel at fastholde deres magt i virksomheden, og der sker ikke de store udskiftninger i bestyrelsen.

Magtfulde topchefer har som regel opnået deres position i selskabet ved at have siddet i mange år i chefstolen, de har som regel en pæn aktiepost i selskabet, og bestyrelsen har færre uafhængige bestyrelsesmedlemmer end i andre selskaber. Med andre ord får topchefen større spillerum, jo flere reelt ikke-uafhængige bestyrelsesmedlemmer, der sidder i bestyrelsen.

Undersøgelsen viser videre, at de magtfulde koncernchefer har stor indflydelse på bestyrelsens sammensætning og på ændringer i ejerskabet. Samtidig tyder det på, at den magtfulde topchef fastholder den siddende bestyrelse, selvom selskabet ikke klarer sig godt, og graden af uafhængige bestyrelsesmedlemmer øges ikke.

Med andre ord kommer der ikke nye bestyrelsesmedlemmer ind med andre faglige kompetencer, og som bedre end den gamle bestyrelse kan lægge pres på topchefen eller som kan udfordre topchefens magtposition i virksomheden. Generelt er der i de magtfulde topchefers bestyrelser færre bestyrelsesmedlemmer, som er topchef i andre selskaber eller som repræsenterer professionelle investorer.

I selskaber med mindre magtfulde topchefer bliver der taget hurtigere og mere synlig action i ledelsesstrukturen for at rette op på den økonomiske nedtur. Hele 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne bliver udskiftet efter den økonomiske nedtur, bestyrelserne bliver i gennemsnit forøget med nye folk, der bibringer nye kompetencer til bestyrelsen.

Bo Eskerod Madsen: Når en idealistisk iværksætter bliver leder

Teknologivirksomheden ReMoni er skabt på en vision om at eliminere unødigt spild af energi og andre ressourcer. Iværksætteren bag virksomheden, Bo Eskerod Madsen, har skabt virksomheden ud fra værdier hentet fra hans tid i spejderbevægelsen. ”Spejderbevægelsen adskiller sig fra en virksomhed ved, at folk kan gå hjem, hvis de ikke synes, at det er sjovt. De får jo ikke løn og skal motiveres. Jeg synes, at det er meget sundt for en virksomhed også at tænke sådan”, siger han i dette interview med fagredaktør Peder Bjerge.

”Der kommer nok til at stå for meget om spejderbevægelsen over det hele”, advarer Bo Eskerod Madsen, inden interviewet kommer i gang for alvor.

Men det er nu ikke kun derfor, at interviewet med denne iværksætter adskiller sig fra de andre i denne serie af lederinterviews. Mens mange iværksættere går efter at ville skabe virksomheder og den store økonomiske gevinst, er Bo Eskerod Madsen mere drevet af en sag, nemlig den grønne omstilling. Nærmere bestemt at undgå, at der bliver spildt unødig energi og andre ressourcer bl.a. ved bruge avancerede teknologier som IoT (Internet-of-Things) og kunstig intelligens.

Den vision fik ham til at begynde som selvstændig for godt otte år siden med virksomheden ReMoni, hvor han i dag er CEO for 45 medarbejdere.

Hvornår gik du fra at være iværksætter til at være leder? ”I virkeligheden var jeg leder, inden jeg begyndte som iværksætter. Jeg stod med en opgave, der skulle løses. Jeg sad som leder i et funktionærjob, som jeg egentlig trivedes rigtig godt med. Jeg var glad for dér, hvor jeg var. Noget af det, vi arbejdede med, var at bygge teknologi ind i bygninger og produktionsapparater, hvor jeg kunne se, at der var et enormt spild. Min reaktion var, at det måtte der simpelthen være nogen, der gjorde noget ved. Og det gik jeg rundt og sagde højt, indtil det en dag gik op for mig, at den der ’nogen’ var mig.

Jeg var ikke egentlig ikke vild med at skulle starte virksomhed. Men problemet var simpelthen for stort til, at jeg kunne ignorere det. Så jeg begyndte med at skaffe nogle penge til at starte. Jeg vidste godt, at det her ville gå hen og blive dyrt at komme i gang med, særligt fordi vi arbejder med grundlæggende ny teknologi, som er baseret på vores egne patenter. Jeg havde skaffet de første projektmidler til, at jeg kunne ansætte de første to medarbejdere. Så i en vis forstand fortsatte jeg med at være leder.”

Men alligevel bliver du den ildsjæl, som skal drive den nye virksomhed fremad. Hvordan var det? ”Det er først nu, at jeg har noget, der minder om det job, jeg kom fra. Men man får lov til at arbejde meget mere end før. Jeg vil gerne løse et problem for andre mennesker. Så derfor gør det ikke noget, at det er lange uger. Jeg arbejder lige præcis 13 timer i døgnet. Arbejder jeg mere, laver jeg fejl. Det har jeg gjort i mange år. Syv dage om ugen, 365 dage om året. Det er hårdt, men det er okay, for jeg startede ikke et firma for at blive rig, men fordi vi havde et problem med spild af ressourcer.”

Hvordan oplever du at være den med det fulde ansvar for, at den idé bliver til virkelighed? ”Det forekommer mig ikke så specielt svært. Jeg er opvokset i spejderbevægelsen, hvor man hele tiden har ansvaret for en masse mennesker, og skal sørge for, at de har det godt. Hvis man trives med det, føles det andet meget nemt og ligetil. Alle problemer er til for at løses. Så når medarbejderne kommer med noget, der driller, henvender de sig jo ikke for at være i vejen. Mange gange har jeg ikke forstået problemet, før de selv har løst det. Inden de er færdige med alle forklaringerne, har de selv har tænkt sig frem til en løsning. Men kommer der nogen med spørgsmål, jeg kan besvare, er det enormt positivt, at jeg kan hjælpe nogen af dem. De siger jo tak bagefter.

Udviklingen har egentlig været en glidende overgang, hvor jeg startede forfra. Jeg kom fra en lidt større organisation, hvorefter jeg gik helt ned i størrelse, hvor jeg måtte klare alt det praktiske, og nu er vi vokset til at være 45 mand. Nu er jeg kommet tilbage til et sted, hvor det er andre, som sørger for de praktiske ting. Det er altså nemmere at være direktør for 40 mand plus, end at være det for tre, for der skal du selv sørge for alting. Jeg kan både lave kaffe og fikse toilettet.

Jeg begyndte rent faktisk med at sidde på en rendegraver. Da vi begyndte, flyttede vi ind hjemme hos mig, fordi jeg bor på landet, så der var plads. Men der manglede et afløb, så en af mine venner kom forbi med en rendegraver, så vi kunne få ordnet det.

Det er klart noget andet end et direktørjob… men det er også meget skægt.

Som sagt kommer jeg fra spejderbevægelsen, hvor ledelse er learning by doing. Mange af de folk går videre til forsvaret. Her gælder det, at man ikke kan sætte sig tilbage i stolen og kræve noget af andre mennesker, man ikke selv er villig til at gøre. Mange af de ledelsesgreb kommer simpelthen derfra. Det handler om at involvere folk. Mange af vores ansatte har f.eks. en ejerandel af virksomheden. Den er måske ikke særligt stor. Men det gør, at de sammen kan finde en anden direktør, hvis de er utilfredse. Spøg til side, at de er medejere gør også, at det er deres projekt. De får noget ud af det, hvis virksomheden gør det godt. Lige som i spejderbevægelsen er der et mål med det, vi gør.”

Kan man virkelig reelt sammenligne spejderbevægelsen med et lederjob? ”Ja, det kan man godt, når det handler om, hvordan man går til det. Hvis man ønsker at bruge den del af spejderbevægelsen til at udvikle den del af sig, er det et godt sted. Men det er ikke givet, at fordi folk har været i spejderbevægelsen, så er de også gode til ledelse. I bevægelsen er der mange mennesker involveret, så der er brug for, at der er nogen, som tager ledelsen. Og gør man det ofte, får man en masse erfaringer, ofte meget lavpraktiske.

Spejderbevægelsen adskiller sig fra en virksomhed ved, at folk kan gå hjem, hvis de ikke synes, at det er sjovt. De får jo ikke løn. Det vil sige, at man hele tiden er nødt til at motivere dem til det, der skal udføres. Jeg synes, at det er meget sundt for en virksomhed, at man også tænker sådan.

Det er meget bedre at gøre en virksomhed eller opgave til et fælles projekt, som skal løses sammen i stedet for bare at sige: ”jeg er chef, så jeg bestemmer.” Det er to meget forskellige stemninger at arbejde under.

I spejderbevægelsen handler det meget om at få folk placeret, så de gør det godt, så de er med til at spille helheden god. Jeg er også kommet til at ansætte nogen, hvor det efter nogle måneder er gået op for mig, at de måske skal løse en lidt anden opgave end oprindeligt tiltænkt. Og det er ofte gået rigtigt godt. Kort sagt er spejderbevægelsen et godt sted at øve sig, men så stopper det også der, fordi den f.eks. ikke bidrager til noget med økonomi, som er vigtig i en virksomhed.”

Hvordan har du ellers opbygget dine lederkompetencer? ”Jeg har været på lederkurser og også kurser målrettet iværksættere, bl.a. et forløb i Italien med tech-iværksættere fra hele verden. Samtidig har jeg altid brugt det at have folk i bestyrelsen, som var gode at sparre med.”

I dag er fagfolk ofte svære at rekruttere. Gør du medarbejderne til medejere for at holde på dem og deres kompetencer? ”Det handler om at gøre virksomheden til vores i stedet for nogle andres. Ejerne er os selv.

Selvfølgelig er der også en mere altruistisk tankegang bag: nemlig hvis det her går godt, vil dem, som har været med til at bygge det op, også få en gevinst ud af det.

Men en del af krisen i dag handler også om vanskelighederne ved at rekruttere og fastholde medarbejdere. Ved at gøre folk til medejere er der en vis psykologisk barriere, de skal overskride for at skifte til en anden virksomhed.

Men der er også det ved at eje noget, at man kan tillade sig at stille krav. Og det gør, at nogle af de ting, som kan få folk til at søge et nyt job et andet sted, forsøger de i stedet at løse ved at tage det op i virksomheden. Det betyder, at ledelsen bliver hurtigere opmærksom på problemer, og kan korrigere dem. Vi får meget hurtigere feedback med medarbejdere som medejere.

I tech-virksomheder fokuserer man ofte på at nå hurtige resultater. Vi er anderledes. Vi arbejder på at skabe de rigtige rammer for folk, så skal de gode resultater nok komme. Ellers risikerer man, at alle de gode folk holder op. Man kan have nok så mange fine performancemål. Det hjælper ikke, hvis folk søger væk eller går ned med stress. Det duer ikke. Husk på, det her er et maraton, ikke et sprint. Det er et langt stræk. Folk skal kunne holde til, at vi kan løse de problemer i forhold til spild af energi, der er vores formål. Så energikrisen er for vores virksomhed en positiv mulighed mere end en udfordring.”

Hvordan har krisen påvirket virksomheden?
”Energikrisen gør ikke ondt på os i samme omfang som pandemien. Tværtimod. Corona og komponentmangel gjorde ondt på os. Men det gælder ikke energikrisen. Vi har selv intet energiforbrug.”

Peder Bjerge

Log ind