Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelsesguiden Brief
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Køb adgang
Log ud Log ind
Alle artikler Side 65

Bestyrelsen skal også have marketingkompetencer

Forsvindende få marketingskyndige erhvervsledere kommer ind i erhvervslivets bestyrelser. Bestyrelserne overser, at marketingfolkenes betydning de seneste år bare er vokset og vokset – og den er langt større end før de sociale medier blev et centralt marketingværktøj. Marketingcheferne bør selv arbejde på at gøre sig synlige for bestyrelserne, og hvad de kan gøre på den strategiske front.

Indtil for et par årtier siden var posten som marketingchef ofte et stykke nede i virksomhedernes hierarki. Han eller hun betragtede – ofte med rette – sin rolle som kreativ, men set med direktionens øjne var der snarere tale om et håndværk: Der blev afsat et budget til at kommunikere til kunderne, og det skulle marketingchefen så anvende så effektivt som muligt.

Siden har især sociale medier og andre nye kommunikationskanaler markant ændret marketingchefens funktion. I dag skal der ikke kommunikeres til, men med kunderne, og det er strategisk afgørende, at denne kommunikation er velfungerende.

Så meget mere underligt er det, at marketingschefer kun i meget begrænset omfang har fundet vej ind i bestyrelserne. Spencer Stuart har optalt, hvor mange med marketingbaggrund, der findes i bestyrelserne for børsnoterede amerikanske selskaber, og de når kun til 26 ud af mange tusinder bestyrelsesmedlemmer. Altså i bedste fald én procent.

I en gennemgang slår rekrutteringsfirmaet et slag for, at bestyrelserne åbner øjnene for de relevante kvalifikationer, marketingscheferne har i nutidens erhvervsliv, når de indstiller medlemmer til valg på generalforsamlingerne. Det er ikke blot det, at marketingscheferne har hands on-viden om den afgørende kontakt med kunderne.

Denne bliver også stadig vigtigere i takt med, at lavere vækstrater i den vestlige verden gør det sværere for virksomhederne selv at få vækst. Organisk vækst opnået takket være dygtige marketingfolk, der har fingeren på kundernes puls, er meget billigere end at købe sig til vækst.

Det er imidlertid ikke kun bestyrelserne, der skal se potentialet i marketingchefer. Det er også omvendt. Martingchefer har, i lyset af deres historisk set relativt ydmyge position, måske ikke tænkt den tanke, at muligheden for en bestyrelseskarriere overhovedet foreligger. Spencer Stuart kommer med en række anbefalinger til, hvordan de skal nærme sig bestyrelsesposterne:

Husk tidsforbruget: Det er lang tid siden, det var nok at møde op til bestyrelsesmøderne og fremkomme med sine guldkorn. Der ligger hårdt arbejde bag, og de fleste nye bestyrelsesmedlemmer – både i små og store virksomheder – bliver overraskede over, hvor meget tid, det tager.

Involver dig: Man skal starte et sted, og det er nyttigt at samle erfaring med bestyrelsesarbejde udenfor det store erhvervsliv, f.eks. i velgørende organisationer, i uddannelsesinstitutioner eller i små virksomheder.

Udbyg dine færdigheder: Som marketingchef har man typisk stor viden om brugen af sociale medier, men ikke nødvendigvis så stor viden om udviklingen af dem eller teknologien bag. Denne viden er efterspurgt i bestyrelser, så efteruddannelse kan være nyttig.

Find ud af, hvad du er god til: Det er ikke tilstrækkeligt at være dygtig – det er der så mange, der er. Marketingchefen skal finde ud af, hvor han eller hun er blandt de bedste, og vise og kommunikere dette. Bestyrelser vil også ønske at vide, hvilke tanker en kandidat har gjort sig om ledelse generelt.

Gør dine ambitioner kendte: Et nyttigt skridt er at gøre CEO’en bekendt med bestyrelsesambitioner. CEO’en vil nødvendigvis have bestyrelsesmedlemmer i sit netværk, så han kan hjælpe på vej og samtidig give gode råd.

Gør dig kendt blandt search konsulenter: Ledige bestyrelsesposter lander ofte på search konsulenternes bord. De rådgiver ofte bestyrelser om den optimale kompetencesammensætning. Det er altså også en god verden at gøre sig kendt i. Deltagelse i kurser for kommende bestyrelsesmedlemmer kan være en vej til at udbygge netværket i denne dimension.

Som marketingchef er der altså ingen grund til at læne sig tilbage og konkludere, at det er umuligt at få en bestyrelsespost. Tingenes tilstand kan lige så vel skyldes vanetænkning hos dem, der indstiller kandidater til bestyrelsen. Og på en anden front har de tallene med sig: En undersøgelse fra 2015 konkluderer, at selskaber med marketingspecialister i bestyrelsen har tre procentpoint højere afkast, end andre selskaber havde.

Guide: Få bedre beslutninger, planlæg bedre møder

Møder er både elskede og hadede. De kan være et meget effektivt ledelsesinstrument. Men de kan også være en tidsrøver, der i praksis står i vejen for, at vigtige beslutninger bliver truffet og kommunikeret. Konsulentfirmaet McKinsey foreslår topledere at bruge en ledig stund mellem møderne til at overveje, om praksis omkring disse møder bør ændres.

For størstedelen af topchefer går mindst halvdelen af en typisk arbejdsdag med møder, viser en undersøgelse fra McKinsey. Denne måde at bruge sin tid på har et blandet omdømme. På den ene side handler ledelse nu engang om at være sammen med andre mennesker og at påvirke dem, uanset om man kalder det møder eller noget andet. På den anden side kender alle fornemmelsen af møder, der overvejende er spild af tid: Man diskuterer noget, der er diskuteret før, man bruger for lang tid på uvæsentlige detaljer, og man træffer ingen bindende beslutninger.

Så hvordan optimerer man den tid, man bruger på møder? McKinsey foreslår i en guide , at man på en tilfældig dag tjekker dagens møder for, om de kan stå testen bestående af tre spørgsmål:

Skal vi overhovedet have dette møde? Mange møder er faste på programmet. Der er grupper af mennesker, der med faste mellemrum mødes for at diskutere et emne eller træffe nogle beslutninger. Denne skemalægning kan være en god form, der sikrer, at virksomheden holder næsen i sporet, og at vigtige områder ikke bliver glemt blandt alt andet, man foretager sig. Men skemalægningen kan også blive en ren vane, så man bliver ved med at holde møder, der i bedste fald ikke er nogen nytte til.

McKinsey nævner et eksempel fra en anonym medicinalvirksomhed, der som så mange andre i den branche ledte efter vækst. Virksomheden havde derfor nedsat et udvalg af højtstående ledere, der skulle diskutere, hvordan man bedst nåede denne vækst, organisk eller gennem opkøb. Der var mange muligheder, og det betød, at de emner, man diskuterede, blev bredere og bredere, og samtidig blev det hele mere diffust.

Reelt var der heller ikke nogen beslutningskompetence – beslutningerne blev i sidste ende truffet af direktion og bestyrelse. Det skabte en usikkerhed, ikke blot blandt de forsamlede, men også længere ned i virksomhedens geledder, hvor man ikke kunne gennemskue, hvor meget magt vækstudvalget egentlig havde.

Så her var der et udvalg, der passende kunne nedlægges, og tid, der kunne spares. Vækstmuligheder skulle naturligvis fortsat diskuteres, men ikke nødvendigvis med topchefen for bordenden hver gang. Et udvalg af ledere fra andet eller tredje geled kunne skrive oplæg, og ved behov få foretræde ved direktionsmøder, hvor beslutningerne så blev truffet.

Kan mødepraksis i organisationen strammes? Direktioner træffer mange beslutninger om effektiviseringer. Der vil typisk også være et potentiale for det i deres eget arbejde. F.eks., selv når skemalagte møder er relevante, skal de så nødvendigvis afholdes så ofte, som de bliver? Kan de holdes hver anden i stedet for hver uge?

Kan beslutninger træffes af ledere fra andet geled, uden at topchefen skal godkende dem hver gang? For så vidt angår det sidste minder McKinsey om, at det at uddelegere beslutningskompetence til en anden ikke indebærer, at denne anden ikke ved tvivlstilfælde kan søge topchefens accept.

En stabschef kan være vejen frem, hvis man vil sikre, at der ikke bliver spildt tid i ledelsen, hverken på overflødige forretningsgange eller på at konfirmere beslutninger i flere led.

Hvad er meningen med mødet i det hele taget? Man har det naturligt nok med at forbinde møder med de emner, der er på bordet – som i det ovenstående eksempel fra medicinalvirksomheden, hvordan man opnår vækst. Men er meningen med mødet at træffe beslutninger, at diskutere emnet til bunds, eller blot at informere hinanden?

Især i større forsamlinger bliver meget tid spildt ved, at det formelle formål er at træffe beslutninger, men hvor nogle deltagere mest ser mødet som en platform til at pleje egne interesser. Disse interesser kan være legitime nok, og de kan også være sammenfaldende med virksomhedens. Men immervæk spilder man ressourcer, når højt betalte ledere ender med at bruge timer på at overhøre en debat mellem afdelingsledere om det, som i sidste ende blot er en teknikalitet.

Sten Thorup Kristensen

Forbered virksomheden på 2020’ernes dagsordener

Med en forventet sammensmeltning af den digitale og den fysiske verden i det kommende årti får de fleste globale techgiganter nye store udfordringer. De skal ud på et for dem ukendt territorium, mens ”gamle dages” giganter til gengæld får en ny chance. Skal de udnytte dén, skal de imidlertid oppe sig på den digitale front, vurderer Boston Consulting Group.

Her ved udgangen af 10’erne fremstår Amazon som verdens stærkeste, og af konkurrenterne mest frygtede, virksomhed. Det er ikke noget tilfælde. Amazon har sit udspring i den digitale verden, men den har formået at supplere de digitale styrkepositioner med meget dagligdags fysiske varer og ydelser. Amazon sidder på et kæmpestort distributionssystem, hvorfra bl.a. dagligvarer under virksomhedens eget brand bliver sendt ud til forbrugerne.

Tiderne skifter, påpeger konsulentfirmaet Boston Consulting Group (BCG) i en gennemgang af tendenser i 2020’erne: At en virksomhed er helt i front i dag, er ikke ensbetydende med, at den også vil være det om ti år. Helt ligesom de færreste af de virksomheder, der i dag er i den globale Top 10, målt på markedsværdi, var det for ti år siden.

BCG vurderer, at den helt overordnede trend, på vej ind i et nyt årti, er, at den digitale og den fysiske verden vil smelte sammen. Det kan give problemer for de virksomheder, der i dag kun er digitale. Og det kan give en ny chance til de gamle virksomheder fra den fysiske verden, der er blevet overhalet. Men de står kun til at vinde det tabte terræn tilbage, hvis de, samtidig med at holde fast i den fysiske verden, formår at matche nutidens tech-giganter på den digitale front.

BCG ser overordnet otte trends, som konsulenthuset vurderer vil sætte retningen for det globale erhvervsliv i 20’erne:

· Kunstig intelligens bliver hastigt bedre, og pionererne tænker videre end til, hvordan de kan bruge det til at spare omkostninger. De overvejer også, hvordan kunstig intelligens kan føde helt nye produkter og ydelser, og dermed skabe ny omsætning.

· Erhvervsmæssige økosystemer erstatter de klassiske virksomheder. Det vil sige, virksomhederne arbejder sammen på kryds og tværs, de deler viden, og i nogle tilfælde kan konkurrenten i ét segment være partneren i et andet.

· Som under industrialiseringen er teknologien nået til et punkt, hvor den ændrer såvel arbejdets natur som relationen mellem virksomhederne og deres ansatte og kunder.

· Kinas fortsatte fremgang udfordrer i stadigt højere grad de institutioner, vesten har sat op for den internationale samhandel.

· Den økonomiske vækst falder, efterhånden som befolkningen aldres, også i nogle af de tidligere udviklingslande, og der bliver færre på arbejdsmarkedet til at forsørge stadigt flere ældre.

· Den teknologiske udvikling giver anledning til social og politisk uro. Herunder rejses der spørgsmål om virksomhedernes ansvar for et bæredygtigt samfund.

· Aktivistiske investorer vinder frem, bl.a. fordi privat kapital fylder stadigt mere i mange lande.

· Kombinationen og samvariationen af alt det ovenstående gør prognoser og kvalitative forudsigelser usikre.

Med forbehold for det sidste – at det aldrig bliver som forudsagt, fordi uforudsete ting sker, eller uerkendte sammenhænge slår igennem – synes det klart, at virksomheder på nogle afgørende parametre må lære at tænke på helt nye måder.

BCG forudser, at konceptet stordriftsfordele bliver mindre fremtrædende. Det har været beskrevet på side ét i erhvervslederes grundbog gennem hele den industrialiserede tid. Her og nu, hvor enhver opstartsvirksomhed lægger vægt på skalerbare produkter eller services, synes det at have fået nyt liv. Men BCG forudser altså, at fokus i stedet vil skifte til skalafordele i virksomhedernes evne til at lære nyt, ud af de myriader af data, den moderne verden producerer.

BCG forudser også, at nogle defensive elementer i forretningsdrift vil blive vigtigere. Det handler ikke kun om at komme ud over stepperne og slå konkurrenterne – det vil være nok så vigtigt at være modstandsdygtig, når konkurrenterne kommer på banen med bedre ideer, produkter eller ydelser, end dem man selv har. Det vil ske, i en omskiftelig økonomi med erhvervsmæssige økosystemer, hvor man dårligt kan gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Tiden vil også vise, hvordan myndighederne forholder sig sådanne økosystemer, som har det med at komme til at dominere markedet. Men de er sværere at bryde op ved lov end de historiske monopoler har været.

Sten Thorup Kristensen

Sådan håndteres den altdominerende bestyrelsesformand

Mange selskaber oplever, at en enkelt person dominerer hele topledelsen på en usund måde. Paul Strebel, professor på IMD, giver her nogle råd om, hvordan bestyrelse og aktionærer kan forholde sig til den dominerende bestyrelsesformand eller adm. direktør.

Den ideelle situation er selvfølgelig, at den altdominerende topleder selv indser, at han frivilligt bør træde tilbage, og leve op til en tidligere indgået aftale om sin fratrædelse. Men sådan er den virkelige verden ikke altid. Bestyrelsesformand Carlos Ghosn fra Nissan havde for længe siden annonceret sin fratræden. men det skete først, da han blev arresteret, fyret og fængslet. Han havde oprindeligt annonceret sin fratræden efter fem år på posten. 19 år senere sad han der stadig.

Den dominerende leder indser måske intellektuelt, at han må træde tilbage. Men han kan blive ledt på afveje af sine egne følelser. Der er eksempler på, at den siddende magtfulde CEO/formand er med til at udnævne en ny og højt kvalificeret CEO, hvorefter han skifter mening om sin egen fratrædelse under et strategiseminar, hvor den nye CEO har præsenteret sine visioner.

Pres fra bestyrelsesfæller
Chancen for en frivillig tilbagetræden bliver meget større, hvis der er pres for det fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer. De kan have behov for at mødes separat, før de konfronterer den dominerende topleder. Det er nemmere, hvis nogle af de andre bestyrelsesmedlemmer har betydelige aktieposter, som det f.eks. kan være tilfældet i familieejede virksomheder eller i partnerselskaber.

Investeringsselskaberne KKR og Blackstone har for nyligt offentliggjort planer for stifternes tilbagetræden som bestyrelsesformænd. Men dominerende topledere, der ikke accepterer at deres tid er forbi, vil søge at udnytte sprækker mellem aktionærer og bestyrelsesmedlemmer. Når den dominerende leder end ikke overvejer at træde tilbage, må mere hårdhændede metoder i brug. Sagt med en eufemisme – de øvrige bestyrelsesmedlemmer kan blive nødt til at arrangere hans fratræden.

Kuppet hos Nissan var særligt dramatisk. Da selskabets CEO Hiroto Saikawa holdt hovedtalen ved et arrangement for at markere 100 års erhvervssamkvem mellem Japan og Frankrig, vidste han, at Carlos Ghosn ville blive arresteret, på baggrund af oplysninger fra en whistleblower, så snart han steg ud af det private jetfly i Tokyos lufthavn. Saikawa, der selv er blevet udnævnt af Ghosn, og som i lighed med bestyrelsesmedlemmerne blev set som hans allierede, mente åbenbart, at et kup, hvor Ghosn ikke kunne nå at manøvrere, var det sikreste.

Hvis bestyrelsesmedlemmerne er for knugede til at begå kup, må aktionærerne gøre oprør i stedet. Ubers bestyrelse var ikke i stand til at holde CEO og stifter Travis Kalanick ansvarlig for chikane på arbejdspladsen, udnyttelse af chauffører og overtrædelse af lokal lovgivning. Til sidst tog fem store aktionærer sagen i egen hånd. I juni 2017 opsøgte de Kalanick under et besøg i Chicago og overrakte ham et dokument med kravet om hans afgang. Efter et par timers diskussion accepterede han.

Svag ledelse står tilbage
Når en dysfunktionel topleder ikke bliver afsat i tide, opstår der let en krise i virksomheden. Det er der mange eksempler på, f.eks. Marcel Ospel i UBS under finanskrisen eller Ferdinand Piëch i Volkswagen under sagen om svindel med måling af udledning. Lederen bliver fyret, og bestyrelsen konstituerer sig på ny. I ekstreme tilfælde kan virksomheden gå ned, som det skete for Banco Espirito Santo.

Selv hvis den dominerende leder træder tilbage i tide, vil han ofte efterlade et team af ledere med svage personligheder – kun de havde overlevet i organisationen. Det kan kræve adskillige forsøg at finde en kvalificeret afløser. Det er også af disse grunde, at det er så vigtigt, at bestyrelserne i god tid, og senest når en dominerende adfærd begynder at vise sig, vedtager faste governance-regler. Da Ghosn blev dominerende, var det formentligt for sent for bestyrelsen at handle. Men en tidsramme, forhandlet ved hans tiltrædelse, kunne måske have afværget problemerne.

Artiklen er med forfatterens tilladelse oversat og forkortet af Økonomisk Ugebrev.

Hvad skal der til for at bæredygtighed betaler sig?

For mange virksomheder giver det et økonomisk afkast at beskæftige sig med bæredygtighed. Men skal man opnå gevinst på bundlinjen, nytter det ikke at skyde med spredehagl. Tværtimod skal man gøre sit hjemmearbejde og analysere sig frem til et begrænset antal større projekter, der virkelig har gennemslag. Og så skal det interessere stakeholderne.

Forestil dig en virksomhed, der gerne vil gøre noget godt for klimaet, og som derfor introducerer vegetariske retter på menuen i kantinen. Medarbejderne vil måske være glade for valgmuligheden, men den har kun signalværdi: Effekten på klimaet er uendelig lille. Der er også et økonomisk tab for virksomheden.

Det sidste behøver ikke nødvendigvis være tilfældet, men det er det typisk, fremgår det af den nye bog ”Winning Sustainability Strategies”. Undersøgelser har vist, at virksomheder har en merindtægt, når de kaster sig over bæredygtighedsprojekter, der virkelig batter, og som har betydning for deres stakeholdere. Derimod taber de penge, hvis de kun vælger de små projekter, der stort set kun har symbolværdi – og disse har normalt også en negativ bundlinjeeffekt.

Kampen mod sukkeret
For at forstå den økonomiske merværdi af de betydningsfulde projekter, kan man tage en ti år gammel sag. Tilbage i 2009 opstod en spontan kampagne mod sukker.

Det var naturligvis kendt i forvejen, at det er fedende, hvis man ikke brænder kalorierne af ved fysisk aktivitet. Men en amerikansk forsker tilføjede det synspunkt, at sukker indtaget i større mængder er decideret giftigt og vanedannende, og det blev en stor historie i pressen. Det var et problem for producenter af slik og sodavand. Men Nestlé angreb den fra den konstruktive side og opfandt en proces, der gør, at sukkeret i en fødevare bliver hurtigere optaget, og dermed smager af mere, hvorfor sukkerindholdet i en chokoladebar kunne reduceres med 40 pct. Historien endte altså lykkeligt, i hvert fald for alle andre end sukkerproducenterne: Forbrugerne blev sundere, og Nestlé fik goodwill og økonomisk indtjening på et bæredygtighedsprojekt.

Virksomhederne bør altså koncentrere sig om nogle få, men vigtige tiltag. Det kræver imidlertid en kompliceret analyseproces. Nogle projekter – som den vegetariske ret i kantinen – kan hurtigt sorteres fra. Men andre tiltag skal vurderes grundigere og prioriteres ud fra to parametre: Deres gennemslagskraft i omverdenen, og interessen for dem hos virksomhedens stakeholdere.

Vurderingen af stakeholderne kan i sig selv være tricky. Mange virksomheder har en stærk selvforståelse om, hvem de er til for – typisk enten kunderne eller ejerne. Men det er ikke nødvendigvis det, som er virkeligheden i dagligdagen. Især i forhold til bæredygtighedstiltag kan tingene se anderledes ud.

Det kan f.eks. være, at bæredygtighedstiltag er usynlige overfor kunderne, men at de til gengæld væsentligt styrker stolthed og motivation hos medarbejderne. For internationale virksomheder er det også et spørgsmål, hvor man rent geografisk skal sætte ind – om det er umagen værd, hvis tiltaget kun berører stakeholdere på et mindre marked.

Vurdering af risici
Den videre proces ligner det, som bestyrelse og daglig ledelse kender fra andre sammenhænge – man udvælger først en bruttotrup, som derefter bliver indsnævret. Den første større hurdle kommer, når man også skal til at vurdere risici ved de forskellige valgmuligheder. Den sikreste gevinst vil være på omdømmet. Men man må også forholde sig til, om fokusområdet kan blive ”umoderne”, så omdømmegevinsten forsvinder.

Den økonomiske vurdering af muligheder og risici er mere velkendt territorium for den moderne virksomhed med risikostyring som en fast disciplin. Bogens forfattere forestiller sig, at al analysearbejdet skal munde ud i en matrice med de to nævnte akser – væsentlighed og interesse fra stakeholdere. Hvis der er lav score på begge dimensioner, kan man lade det ligge. Hvis begge dimensioner scorer højt, er der omvendt en kandidat til at blive ført ud i livet.

Sten Thorup Kristensen

Konsistens i bankers kerneværdier afgør sundhed

Hvis en bank holder sig til et sæt bestemte kerneværdier og en veldefineret identitet, vil den statistisk set være blandt de bedst performende, viser en amerikansk analyse. Den viser også, at det er de færreste banker, der har forstået denne lektie. De fleste vil prøve at sige noget forskelligt til kunder, medarbejdere og investorer, og det skaber intern forvirring.

Efter finanskrisen var Danske Banks facader pludselig Netto-gule. Budskabet var, at man var den almindelige danskers bank. Det holdt dog ikke længe – snart var facaderne igen blå, og kernekunderne igen store og nålestribede. Dette zigzag i strategien medførte naturligvis panderynker hos aktionærer og analytikere. Men faktisk var den gal allerede ved skiftet fra blå til gul. Banker, der ikke kommunikerer konsistent om deres værdier, har nemlig over tid branchens laveste afkast på den investerede kapital, og de er i større risiko for at komme i problemer under en krise.

Det fremgår af en analyse fra en forsker ved Duke University, som kan læses her . Forskeren undersøgte 300 amerikanske bankers hjemmesider fra perioden 2004-2017. På den måde kunne han vurdere, om banken var konsistent med at anvende de samme ord og begreber om sine værdier, eller om der mere var en zigzag kurs.

Mange uoverensstemmelser
I de fleste tilfælde var der ikke en konsistent linje. Det var ikke bare det, at nye ord kom til og andre forsvandt. Ofte vil en bankkunde kunne opleve, at der på bankens hjemmesider står noget forskelligt, afhængigt hvor man læser. Økonomisk Ugebrev har foretaget samme test på Nordeas hjemmeside: Under About Nordea kan man læse, at ”Our purpose provides our everyday work with direction and meaning. It establishes a clear link about our daily effort to help our customers fulfill their dreams and aspirations, our commitment to work for at greater good and to be a sustainable part of the societies in which we operate.” Går man så om under IR-siderne, er beskrivelsen af hverdagen en helt anden: “Nordea’s priorities are very clear – to increase business momentum and at the same time reduce structural costs: we are executing on both,” hedder det i kvartalsrapporten for første kvartal 2019.

Man kan indvende, at de to formuleringer ikke står i absolut modsætning til hinanden. Man kan godt på én gang arbejde for kundernes lykke og for større lønsomhed. Problemet er, at uanset hvad man sigter efter, er det medarbejderne, der skal føre det ud i livet, og for dem er det forvirrende: Hvad er egentlig det vigtigste, de skal arbejde for?

Undersøgelsen viser, at sådan en forvirring kan være dyr. I starten af undersøgelsesperioden dukkede de ulyksalige sub prime lån op og blev handlet mellem bankerne. De ansatte var ikke vant til at håndtere den type gæld. Men medarbejderne i banker med konsistent kommunikation om værdier viste sig at være bedst til det.

Det er værd at bemærke, at det væsentlige ikke er, hvad værdierne er, men at man holder sig konsistent til dem. Nordea kunne altså godt give den gas som den bank, der forholdt sig nøgternt til at tage markedsandele og reducere omkostninger, og de kunne også gøre sig kendte som dem, der hjalp de nordiske kunder med at blive lykkelige. Men det er svært at gabe over begge dele samtidig og med samme vægt.

Bankernes vaklen
Enhver investor kan slå op på forskellige bankers hjemmesider og selv tjekke, om den her og nu kommunikerer konsistent om sine værdier. Det er mere slidsomt at gøre det over tid. Men heldigvis er der en genvej, når man lytter til telekonferencerne med guidance og fremlæggelse af regnskabsresultaterne.

Forfatteren finder, at der er meget information at hente i de sidebemærkninger, som direktørerne kommer med om bankens kultur, og som ofte blive regnet som uvæsentlige i udskriften efter investormødet. Jo flittigere direktørerne er med at forklare dette element, jo mere konsistente vil man også finde, at oplysningerne på hjemmesiden er.

Endelig finder forfatteren, at der især er to værdiparametre, bankerne vakler på: Integritet og servicering til kunderne. Samtidig påpeger han, at det er nogle af de vigtigste parametre for en bank.

Sten Thorup Kristensen

Kunsten at gøre bæredygtighedsmål operative

Kun en tredjedel af de globale virksomheder arbejder i praksis med bæredygtighed, hævder forfatterne til ny bog om bæredygtige strategier. Og flertallet af de globale virksomheder har svært ved at finde ud af, hvad de skal og kan gøre. En ny bog hjælper på vej med råd og vejledning baseret på erfaringerne fra dem, der er kommet ud af starthullerne.

Da Volkswagen i 2015 blev afsløret i at have snydt med miljøtest af deres biler, var det en skandale, der blev omtalt så meget, at meget få bilkøbere i den vestlige verden kunne undgå at høre om den. Snyderiet var forargeligt, ikke blot fordi det viste en ligegyldighed overfor miljøet, men også fordi det var kynisk i sin form. Det var meget bevidst og ikke noget, man ”kom til” i et øjebliks svaghed. Man kunne så tro, at bilkøberne ville give Volkswagen en over nakken og handle andetsteds. Men det var ikke tilfældet. I 2015 faldt koncernens bilsalg ganske vist fra 10,2 til 10,0 mio., men allerede året efter var det på rekordhøje 10,4 mio. På en graf over koncernens omsætningen er affæren helt usynlig.

Eksemplet bliver fremhævet i den nye bog ”Winning Sustainability Strategies” af Benoit Leleux og Jan Van der Kaaij, der, som titlen siger, er en guide til at implementere bæredygtighed i virksomhederne. Forfatterne mener, at trods al snakken og de udtalte gode viljer om dette emne, er det kun en tredjedel af de globale virksomheder, der faktisk er kommet nogen vegne med det.

Stilstanden hos de øvrige to tredjedele skyldes ikke (kun) ligegyldighed. Mange af dem er i stedet fanget i det, man kunne kalde Volkswagen-syndromet: Hvis man blot påtager sig en byrde, uden udsigt til nogen væsentlige fordele i form af f.eks. reaktioner fra kunderne, stiller man blot sig selv dårligere i konkurrencen, og ender man med at blive kørt bagud af banen, nytter alle de gode intentioner ingenting.

Derfor gælder det om at finde på nogle tiltag, der på en gang virker, og som har en positiv effekt på omsætningen, eller som medfører lavere omkostninger. I den sammenhæng bliver dagsordenen om virksomheders formål også konkret. Der skal være nogen derude, for hvem det faktisk gør en forskel, om virksomheden agerer på den ene eller den anden måde, og som vil ændre deres adfærd efter det. Ellers kan det være lige meget.

I det følgende præsenterer vi nogle cases, hvor store virksomheder har knækket den første kode og fundet bæredygtighedsstrategier, der virker i den forstand, at de gavner både omverdenen og virksomhederne selv.

McDonalds initiativer blev godt modtaget
McDonalds var for blot få år siden en af den type virksomheder, som de fleste var kunder hos engang imellem, men hvor et besøg var belagt med skamfuldhed for mange af gæsterne. Måltiderne havde ingen gastronomisk værdi, og det ernæringsmæssige var endnu værre: Måltiderne bidrog til alvorlige livsstilsygdomme.

McDonalds er stadig ikke et sundhedstempel, men Steve Easterbrook, der blev ansat som CEO i 2015, introducerede sundere menuer som en valgmulighed, og ikke mindst gennemgik han leverandørlisten, så f.eks. æg ikke længere kunne komme fra burhøns. Tiltagene er blevet godt modtaget af kunderne, og omsætning og profitabilitet er igen på vej opad. Samtidig er kæden mindre eksponeret for kritik fra aktivister og politikere.

Adidas kom, i modsætning til McDonalds, ikke med noget dårligt ry, og på den måde var det mere op ad bakke at få en faktisk merværdi ud af et formuleret formål om at ”vi tror, vi gennem sport har en mulighed for at ændre verden.” Men koncernen kastede sig over opgaven med krum hals. Den indledende analyse viste, at over halvdelen af dens miljøpåvirkning hidrørte fra råvareforbruget. Så det satte man sig for at gøre noget ved. F.eks. udviklede man metoder til at anvende plasticaffald fra verdenshavene som råmateriale, og man introducerede 3D-print som produktionsmetode.

Det er ressourcebesparende, fordi denne metode ikke involverer en rest, når man har stemplet f.eks. en skosål ud af en flade af et materiale. Det fremgår ikke, om forbrugerne har belønnet Adidas for initiativerne, men koncernen har i hvert fald sparet penge på ressourcer, og der er udsigt til endnu flere besparelser, efterhånden som genanvendelsesprogrammerne bliver kørt ind.

I artikler i de kommende udgivelser vil vi omtale nogle de øvrige interessante pointer fra ”Winning Sustainability Strategies.”

Sten Thorup Kristensen

Guide: Merværdi i diversitet handler mest om kultur

Undersøgelser viser, at virksomheder med kønsmæssig og etnisk diversitet i medarbejder- og lederstab tjener flere penge end virksomhederne uden denne diversitet. Men det hjælper ikke i sig selv, at man rekrutterer fra nye grupper for at få mangfoldighed. Det vigtige er, at man tilpasser kultur og politikker, så der virkelig er plads til udfoldelse for både nye og gamle medarbejdere.

Talrige undersøgelser har fundet, at en mangfoldig medarbejder- og lederstab hænger sammen med forbedrede økonomiske resultater. Hvordan sammenhængen mere præcist er, er lettere uklart. Det skaber en positiv effekt, at rekrutteringsbasen bliver større. Men i et vist omfang kan de gode resultater også skyldes, at det netop er virksomheder med økonomisk og mentalt overskud, der kaster sig ud i at fremme mangfoldigheden.

Under alle omstændigheder, pointerer konsulenter fra rekrutteringsfirmaet Russell Reynolds i en guide , så kommer man ikke langt alene ved at ansætte f.eks. flere kvinder og personer fra etniske minoriteter. De positive effekter kommer, når man integrerer mangfoldighedstankegangen som en værdi i organisationen.

Tre faser i værdiskabelsen
Skal operationen med at skabe merværdi med mangfoldighed lykkes, skal det udspringe fra bestyrelsesformanden. Og det er ikke nok, at han blot udstikker et direktiv om, at der nu skal være en mere diversificeret stab. Forfatterne deler topledelsens arbejde med mangfoldighed op i tre faser:

Første fase findes i bestyrelsen, eller faktisk allerede ved sammensætningen af denne. Eksemplets magt er på godt og ondt stærk, og det er svært at overbevise organisationen om, at den skal arbejde for mangfoldighed, hvis bestyrelsen selv er meget homogen. Men den heterogent sammensatte bestyrelse gør heller ikke i sig selv tricket.

Den skal arbejde for, at de nye medlemmers kompetencer faktisk bliver hørt, så de ikke ender som ”trofæ-medlemmer”. Her kan alle bestyrelsesmedlemmer hjælpe til. Men opgaven ligger først og fremmest hos formanden, der som mødeleder har stor indflydelse på, hvilke emner man diskuterer, og hvordan den diskussion foregår.

I anden fase skal bestyrelsens tanker og intentioner implementeres hos den daglige ledelse og længere ned i organisationen. Her er et partnerskab mellem formand og CEO afgørende. De skal sammen forklare organisationen, at mangfoldighed er vigtig, men også hvorfor den er så vigtig, at den er en integreret del af strategien.

Det er altså ikke nok at henvise til diffuse ideologiske holdninger eller værdier. Den gode forklaring kan være strengt praktisk; som at man på givne felter har svært ved at rekruttere de fornødne talenter, og derfor er nødt til at gøre noget ved det. Men det kan f.eks. også være et led i diskussionen om formål og licence to operate, at virksomheden vil gøre sig kendt for at have og give plads til alle.

I tredje fase er CEO’en på egen hånd og skal omsætte strategien til håndgribelige praktiske initiativer og målsætninger. Her er den næsten entydige erfaring, at det er nødvendigt at holde tal på, hvor langt man er kommet – det vil sige, at man skal kende fordelingen mellem dels køn, dels etnicitet blandt medarbejderne og lederne.

Hvor der er ubalance, skal man identificere årsagerne til det og tage stilling til, hvad man vil gøre ved det. Det er altså tilsammen en øvelse, der i hvert fald på europæisk grund, hvor persondataforordningen sætter grænser for, hvilke personlige data man må gemme, og hvor længe man må gemme dem, kan være besværlig.

Med respekt for denne lovgivning er der forskellige redskaber, man kan tage i brug. Man kan f.eks. spørge dem, som siger op, i hvilket omfang de har oplevet, at der også i den praktiske verden var plads til og respekt for mangfoldighed. Desuden har mentorordninger vist sig at være et meget effektivt redskab til f.eks. at integrere kvinder i en organisation, der hidtil har været domineret af mænd. Sidst, men ikke mindst, må man se på, om der er praktiske processer i virksomheden, der skal lægges om, fordi de nye grupper, man ønsker at tiltrække, lægger vægt på det. Igen, med eksemplet fra kvinder, der skal ind i en mandsdomineret kultur, kan det være at tilrettelægge arbejdstiden mere fleksibelt.

Hvad man end gør, skal man ikke forvente, at man bliver færdig. Den menneskelige natur tilsiger, at man søger sammen med dem, der ligner en selv. Så varig mangfoldighed i en virksomhed kræver, at man bliver ved med at følge op på det.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan agerer den langsigtede succesfulde bestyrelse

Mange stakeholdere – ikke blot små aktionærer – presser på for hurtige resultater. Men de virksomhedsbestyrelser, der tænker langsigtet, klarer sig langt bedst. Det er en udfordring for enhver bestyrelse at gabe over begge hensyn, både det kortsigtede gevinstfokus og den langsigtede forretningsudvikling. En udvej er, at bestyrelsen anvender mindre tid på de trivielle hverdagsbeslutninger, lyder et råd.

Mange virksomheder er blevet opkøbt og afnoteret med den medfølgende forklaring, at der er brug for at frigøre sig fra aktiemarkedets forventninger om resultater i næste kvartal, så man kan tænke langsigtet. Hvor netop dette pres kan være sundt, er det veldokumenteret, at virksomheder, der handler langsigtet, over tid er meget mere profitable end de kortsynede virksomheder.

Når det alligevel ikke er en selvfølge, at alle virksomheder tænker langsigtet, er det fordi adskillige andre end blot utålmodige private aktionærer og hedgefonde presser i den retning. En enkeltstående aktionær kan også have brug for indtjening her og nu, og et dårligt resultat, hvor forbigående det end er, tager sig også dårligt ud over for bl.a. medarbejdere og medier. Hvortil kommer, at myndighederne stiller nogle krav, som det kan være nødvendigt at honorere her og nu.

Erhvervslivets bestyrelser må altså gøre sig ekstra umage for at tænke langsigtet, lyder det i en vurdering fra analysefirmaet FCLTGlobal , som giver nogle konkrete råd til, hvordan bestyrelserne kan håndtere balancen.

I sidste ende handler det mest om, hvordan man sørger for, at der er tid til både at håndtere det korte og det lange sigte. Forfatteren pointerer, at de to hensyn ikke nødvendigvis udelukker hinanden, og i mange tilfælde vil de kortsigtede opgaver med tiden blive færre og nemmere, hvis de langsigtede beslutninger er håndteret godt.

Dagsorden og materiale til bestyrelsesmøderne: 
For mange bestyrelsesmedlemmer er en af de store tidsrøvere alt det materiale, de skal læse igennem før hvert møde. Dette handler ofte om her og nu-problemer, altså det korte sigte. Formanden må, i samarbejde med sekretariatet, sørge for, at der ikke bliver sendt mere ud end højest nødvendigt, og at materialet er kortfattet og præcist.

Det hjælper også at lægge den slags beslutninger sidst på dagsordenen, og lade de langsigtede og strategiske diskussioner komme først, så de ikke ender som noget ”man lige skal nå til sidst”. Endelig skal formand og CEO disciplinere sig selv og tilse, at beretningen om den daglige drift ikke bliver for omfattende, selv om de naturligt er optaget af her og nu-problemer.

Send videre til bestyrelsesudvalg eller arbejdsgrupper: Et simpelt råd, som alle kan tænke sig til selv, men som alligevel ikke bliver fulgt alle steder. Effektiviteten øges drastisk, hvis man kan sende praktiske sager ned i komiteerne, så kun et mindretal af bestyrelsesmedlemmerne og/eller andre ledelsesmedlemmer skal sætte sig ind i dem. At bruge dette i udstrakt grad forudsætter naturligvis, at bestyrelsesmedlemmerne har en sund tillid til hinanden.

Forarbejdet: I et af tidens meget succesrige selskaber, Netflix, bruger bestyrelsesformanden at sende en opdatering om forretningen siden sidste møde ud online, med mulighed for at medlemmerne også online kan kommentere og stille spørgsmål. Den slags tiltag kan måske ikke helt erstatte gennemgangen på mødet. Men den kan give mindre tomgang – medlemmerne har haft tid til at overveje, hvad de har set, og deres banale eller praktiske spørgsmål er besvaret inden mødestart.

Opfølgning og referat: En anden stor tidsrøver, som mange sikkert kan nikke genkendende til, er, at man kommer til at gentage en diskussion, man også har haft på et af de foregående møder. Et godt referat kan gøre den slags mindre hyppigt forekommende. Formanden, eller andre medlemmer, kan hurtigt bladre tilbage og fastslå, hvad der blev besluttet, og ud fra hvilke væsentlige argumenter. I den henseende er en god bestyrelsessekretær, der formår at fange alt det væsentlige, og udelade alt andet, guld værd.

Aktiviteter uden for bestyrelseslokalet: Den umiddelbart simpleste vej til at få tid til de langsigtede diskussioner er, man bruger mere tid på bestyrelsesarbejdet i det hele taget. At lægge al denne yderligere tid ved de egentlige møder er ikke optimalt. I stedet vil besøg på fabrikker og andre af virksomhedens arbejdspladser naturligt medføre strategiske diskussioner, og måske også bedre og mere målrettede diskussioner, når man ”kommer hjem” til bestyrelseslokalet.

Sten Thorup Kristensen

Log ind