Nyheden om, at Facebook midlertidigt har suspenderet sit program for kunstig intelligens har atter bragt liv i debatten om farerne ved AI. Årsag: De forskellige bots begyndte at tale med hinanden på et mærkeligt sprog, de kun selv forstod. Robotterne vil dog ikke blive selvstændige væsener. Det er noget helt andet, nemlig ny skarp priskonkurrence, virksomhederne skal frygte, skriver professor Amit M. Joshi fra IMD i analyse.
Adskillige medier herunder New York Post har forudsagt, at kunstig intelligens vil blive uafhængig med egne holdninger og på den måde udgøre en trussel mod menneskeheden. I realiteten var udviklingen i Facebook programmet mere et udtryk for en menneskelig fejl end noget egentligt gennembrud for artifical Intelligence, også kaldet AI. Yderligere har begivenheden adskillige implikationer for erhvervslivet.
Forglemmelse fra programmørerne
Hvad der faktisk skete var, at disse AI bots var programmeret til at lære sig forhandlingsteknikker, og de blev belønnet efter hvor hurtigt de nåede frem til de bedste løsninger for dem selv. Programmørerne havde imidlertid glemt at fortælle deres bots, at de kun måtte forhandle på menneskeligt sprog (specifikt engelsk).
Så som følge af incitamenterne i programmet fandt bots hurtigt ud af, at det var spild af tid at benytte sig af almindeligt engelsk, og de begyndte i stedet at benytte forkortelser. Det var kun på grund af denne forglemmelse – om at programmere bots til at holde sig til korrekt engelsk – at Facebook stoppede programmet.
For virksomheder er eksemplet skræmmende, men bare ikke af de årsager, medierne efterfølgende fokuserede på. Når først Facebook (eller Google, Amazon eller en mindre kendt virksomhed, f.eks. MindMeld), knækker koden til, at bots kan stå for forhandlinger, vil enhver funktion i virksomheden, der er baseret på interpersonelle relationer af en arbitrær karakter, kunne udføres af bots. Tag eksempelvis prisfastsættelsen for almindelige industrivarer. Det er ikke svært at forestille sig innovative virksomheder implementere bot baserede forhandlinger i forbindelse med ordreafgivningen, selv når der handles business to business. Eller tænk på køb af annoncer og allokering af annoncebudgettet. Med eksplosionen i mulige online og offline kanaler, er indkøb og prisforhandlinger ikke længere så nemt at håndtere for produkt eller marketingschefer.
De fleste virksomheder bruger allerede ganske avanceret dataanalyse i beslutningsprocessen omkring medieforbrug og dets fordeling på forskellige kanaler, og de bruger sofistikerede bots til at udarbejde optimale medieplaner, allokere ressourcer og endda lægge bud ind for udbydernes laveste priser.
Mens de eksisterende bots er rigtig gode til at håndtere budgivningen, vil såkaldt ML enabled bots (Machine Learning) også kunne håndtere ustrukturerede interpersonelle forhandlinger. Derfor kan hele handelsprocessen blive omlagt, eller som minimum blive mere intens, som følge af disse teknologier.
På forbrugerniveau kan man forestille sig smartphone baserede bots, som kan forhandle med virksomheden på forbrugerens vegne (baseret på præferencer, denne angiver) for at opnå den bedste handel. Bots kan også håndtere forbrugerens personlige data, og på den måde sikre, at vi får den bedst mulige pris for at stille dem til rådighed.
Hvornår kommer gennembruddet?
Mens mange virksomheder i større eller mindre grad har investeret i AI og ML, er den praktiske anvendelse af disse teknologier stadig i en meget tidlig fase. De fem faktorer i Roger’s theory of Innovation Diffusion giver også tvetydige signaler om, hvor hurtigt den praktiske anvendelse vil kunne realiseres. Fordelene ved teknologierne kan være meget store, og de er forholdsvis nemme at integrere i eksisterende teknologi. Men den høje kompleksitet kombineret med vanskelighed ved at teste og observere resultater af anvendelsen kan vise sig at blive en udfordring.
Af disse årsager kan vi komme til at se, at virksomheder kun langsomt tager AI og ML i brug. Men i sidste ende synes det uundgåeligt, at de nye teknologier kommer. Den overvældende konkurrencefordel ved at besidde og bruge AI og ML vil overskygge den angst, der er knyttet til området.
Oversat af Økonomisk Ugebrev med forfatterens tilladelse.