Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 84

Talentudvikling afgørende for strategisucces

Selv en nok så god strategi kikser, hvis ikke man har de rigtige folk til at føre den ud i livet. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, og som tidligere omtalt her på siderne er HR-politikken en af de afgørende parametre for, hvem der har succes, og hvem der har fiasko. Det afspejler, at det er en meget vanskelig øvelse at skaffe og fastholde de ”rigtige” medarbejdere.

Korn Ferry har udarbejdet en guide til den proces, man skal igennem, for at finde den rigtige løsning. Guiden er rettet mod topchefer og bestyrelser, så de kan holde HR-politikken ud i strakt arm og overveje, om man er på rette spor, eller om der er behov for justeringer.

Noget af det svære for virksomhederne er at undgå faldgruberne. En af disse er, at man kommer til at følge en skabelon, i stedet for at overveje sine behov. En anden er, at man implicit forudsætter, at alle personalegrupper har behov for det samme. Det er langt fra altid tilfældet. En tredje faldgrube er, at HR-politikken kommer til at afspejle virksomhedens ånd, i stedet for at afspejle dens behov.

Er man f.eks. en virksomhed, der lever af innovation, vil topledelsen også nemt falde for innovative løsninger i forhold til rekruttering og talentpleje. Men det er ikke givet, at der er behov for dette. Måske er der masser af talenter at vælge mellem, og dem, der er, har tilstrækkeligt med udfordringer i hverdagen, så de tværtimod efterspørger ro og konservatisme omkring ansættelserne. Omvendt kan en virksomhed, der er konservativ i sin natur, have behov for kreative løsninger.

Med agtsomheden på plads, er det tid til at køre processen mod den, i forhold til strategien, optimale HR-politik igennem. Korn Ferry opdeler det i seks trin, hvoraf de to første dog består i det generelle strategiarbejde – at definere virksomheden og dens omgivelser, og herudfra vælge det, som skaber størst værdi. De øvrige fire trin er:

Opgør behovet: For at nå sit mål, må virksomheden besidde – eller opbygge – nogle centrale kompetencer. Det kan ofte foregå på flere måder, hvor f.eks. eget personale, teknologi eller relationer til underleverandører kan substituere hinanden. I første omgang skal man fokusere på behovet – ikke hvordan man opfylder det.

Identificer talentbehovet: På en eller anden måde står der naturligvis mennesker bag kompetencerne. Andet trin er således at analysere, hvilke typer mennesker der vil være behov for at ansætte eller på anden måde tilknytte. Det rækker bredere end at f.eks. en softwarevirksomhed skal have dygtige programmører. Det handler også om ledelse, markedsføring og produktion, og de forskellige funktioner skal harmonere med hinanden.

Skab en talentstrategi: I denne fase skal de to foregående punkter kombineres til noget, der faktisk kan udføres. Det vil f.eks. sige, at man skal undersøge, om de talenter, man har brug for, faktisk findes derude, og hvis de gør, vurdere fordele og ulempe ved at tilknytte dem, i forhold til andre løsninger.

Det er også her, man skal være opmærksom på det, hvis der er en flaskehals, det vil sige en afgørende funktion, hvor man skal gøre en ekstra indsats for at nå den påkrævede kompetence. Endelig er det også i denne fase, at man skal gøre ledelsen i virksomheden operativ hele vejen ned gennem organisationen, ved at sætte målsætninger, som lederne kan forholde sig til, og som naturligvis bidrager til en samlet succes.

Bind strategi og HR-politik sammen: Endelig skal strategien udmøntes i en helt konkret HR-politik og funktion. Igen er det nemmere sagt end gjort, for det handler netop ikke blot om, at man sørger for at hver enkelt opgave bliver udført. HR-politikken skal være en helhed, således at f.eks. rekruttering af nye ansatte og udvikling af de eksisterende hænger sammen, og således at der er optimal fleksibilitet i henseende til at give medarbejdere nye opgaver inden for virksomhedens rammer. Også opfølgningen – at undersøge, om den valgte model virker efter hensigten – er naturligvis af væsentlig betydning.

Sten Thorup Kristensen

Hent vores gratis White Paper om Talent-og karriereudvikling

White Paper om Talent- og Karriereudvikling

Syv myter om arvefølgen til CEO-posten

Mange selskaber og deres aktionærer har betalt en høj pris for, at bestyrelsen ikke tids nok eller grundigt nok har sørget for at have en efterfølger til CEO’en klar. Prisen kan falde i form af en periode med lammet ledelse, eller, næsten endnu værre, en periode med uhensigtsmæssig ledelse.

Alligevel synes mange bestyrelser at gå ud fra, at den slags problemer kun rammer naboen. Rock Center for Corporate Governance beskriver i en ny artikel syv myter om arvefølgen til topchefposten – suppleret med en klar opfordring til bestyrelserne om at få orden på sagen. Her er de syv myter:

Virksomheder ved, hvem deres næste CEO er. 
Det er rigtigt, at der i mange virksomheder er en meget klar idé om, hvem den næste CEO er; eller i det mindste en klar forestilling om, fra hvilken kreds vedkommende vil blive hentet. Men ifølge en amerikansk undersøgelse har hele 39 % af virksomhederne end ikke navne på kandidater. De skønner også, at der vil gå tre måneder med at finde en afløser. Det er for de fleste virksomheder lang tid at leve uden effektiv ledelse.

Der er én plan for arvefølge, der er den bedste. Hvad der er bedst afhænger af en række forhold, f.eks. om branchen og om den personkreds, der er tilknyttet virksomheden. Grundlæggende er der fire modeller at vælge mellem: Man udvælger en intern kronprins, der i god tid bliver kørt i stilling til at tage over. Man udvikler sideløbende på et antal interne lederemner, og når det bliver aktuelt, vurderer man, hvem af dem der er mest egnet. Man holder øje med eksterne kandidater, så man er klar til at rekruttere en af dem straks, det bliver aktuelt. En kombination af de to foregående, således at man sammenligner interne kandidater med eksterne.

CEO’en bør udvælge sin efterfølger. I alle arvefølgemodeller, der involverer interne kandidater, vil CEO’en naturligt være tæt på disse kandidater og medvirke til udvælgelsen af dem. Derfor regner mange bestyrelser CEO’en som ”eksperten” den dag, det virkelig gælder. Men det er en misforståelse – det er en opgave, bestyrelsen selv skal tage på sig. Det er bestyrelsen, der på det strategiske plan har ansvaret for fremtiden, mens CEO’ens gebet er nutiden. CEO’en vil desuden ofte være påvirket af subjektive sym- eller antipatier over for interne kandidater.

Arvefølgeplanlægning handler primært om risikostyring. Hvor det, at man i en periode kommer til at stå uden CEO, bestemt er en risiko, som bestyrelsen må tage højde for, er der også andre tungtvejende grunde til at beskæftige sig med sagen. En virksomhed, der har ambitioner om vækst eller udvikling, må også forudse, at en del af den fremtid, man planlægger, vil stille anderledes krav til topchefen. At forberede sig på dette ændrede ledelsesbehov er lige så vigtigt som at forberede alt andet, som følger af den valgte strategi.

Bestyrelsesmedlemmer ved, hvordan de skal lede efter en ny CEO. Selv om bestyrelsesmedlemmer har stærke holdninger for og imod specifikke kandidater, viser undersøgelser, at disse holdninger ofte er baseret på ganske overfladiske kriterier. Primært om vedkommende har leveret gode finaniselle resultater i tidligere stillinger, og om vedkommende har samme træk som den nuværende CEO (eller netop ikke har dem). Bestyrelsen kan med fordel være nøgtern om dette og anvende en bredere proces, hvor man tvinger sig selv til at inddrage diverse aspekter af den ledelse, der er behov for, og af de kvalifikationer, kandidaterne har.

Bestyrelsen foretrækker interne kandidater. I den ideelle situation findes der internt en stærk kandidat. Derfor går mange aktionærer ud fra, at bestyrelsen også foretrækker en sådan løsning. Men det er langt fra altid tilfældet. For bestyrelsesmedlemmer handler det ikke bare om at finde den bedste løsning, men også om at undgå at få ansvaret for ansættelsen af en CEO, der viser sig utilstrækkelig. Det trækker hen mod det sikre kort, og det er sjældent interne kandidater, der i sagens natur ikke har CEO-erfaring i forvejen.

Bestyrelser ønsker at fremme diversitet. I en tid, hvor ligestilling og mangfoldighed er højt på dagsordenen, er der imagepoint at hente, hvis den nye CEO er kvinde eller tilhører en minoritet. I undersøgelser giver bestyrelsesmedlemmer også udtryk for, at dette element er vigtigt for dem. Men virkeligheden siger noget andet: Langt de fleste CEO’s er fremdeles hvide mænd, og hvor der dog er en fremgang i andelen af kvinder på forskellige ledelsesposter, gælder det ikke på CEO-posten.

Sten Thorup Kristensen

Sådan skabes en ægte effektiv virksomhedskultur

At skabe en virksomhedskultur handler ikke om at topchefen stiller sig op på en stol og læser op, hvordan virksomhedskulturen er, eller hvordan den skal være. Det handler heller ikke om at male kontoret en ny farve, eller at rundsende en skriftlig beskrivelse af virksomhedskulturen. Virksomhedskultur er noget man forsøger at skabe og udvikle.

En gennemgang fra Booz & Co. med titlen ”Components of a Truly Effective Culture” beskriver nogle af de vigtige byggeklodser bag en ægte og velfunderet effektiv virksomhedskultur. Ifølge guiden har virksomheder med den mest effektive og forankrede virksomhedskultur forstået, at den ønskede kerneadfærd blandt medarbejderne skal aktivt understøttes og gøres synlig overfor alle. Der skal sættes fokus på såkaldte Key Stone Habits, altså grundlæggende konkrete adfærdsmæssige byggeklodser, der har styrke til at igangsætte en kædereaktion, dels for at bestyrke den ønskede adfærd i organisationen, og dels for at sikre spredning til alle medarbejdere.

Virksomheder, der har forstået at anvende dette redskab til at fremme en bestemt adfærd, har langt bedre muligheder for at skabe en stærk virksomhedskultur, end de virksomheder, hvor virksomhedens værdier eller kultur blot står skrevet ned et eller andet sted. Ifølge guiden sker det alt for ofte, at virksomhedsledere ikke er opmærksomme på de grundlæggende adfærdsmæssige mekanismer. Derfor henfalder mange til at udstikke retningslinjer og regler fra toppen om kulturen, og hvis der er tale om ønskede ændringer af kulturen, går det næsten altid galt. Det bliver for kompliceret, programagtigt og sker for hurtigt. Booz-folkene skriver, at de ud fra en række store erhvervsvirksomheder med en succesrig virksomhedskultur, har identificeret tre vigtige faktorer, nemlig kritiske adfærdsmæssige forhold, eksisterende kulturelle styrker i virksomheden, og endelig de uformelle ledertyper. Vi gennemgår her de tre vigtige byggeklodser for en succesfuld virksomhedskultur:

1) De kritiske adfærdsmæssige forhold handler om den måde, tingene allerede foregår på i store dele af den nuværende organisation, og som let spredes fra den ene medarbejder til den anden. Identifikation af nogle få kritiske adfærdsmæssige ulemper bør være første prioritet. Når man er blevet bevidst om, hvilken specifik adfærd, der kendetegner den aktuelle virksomhedskultur, er det også lettere at få gjort op med de uheldige normer. Samtidig påpeges det, at det er lettere at fintune en allerede eksisterede adfærd, så den giver yderligere styrke til kulturen. Som eksempler på en adfærd, der kan styrke kulturen, er opgør med de traditionelle ”elefanter”, eksempelvis manglende fornyelse og innovation, manglende ærlig feedback til kolleger og dårligt samarbejde med ansatte udenfor ens eget team.

2) For det andet skal man fokusere på 3-4 af de eksisterende styrker ved virksomhedskulturen, og de skal trædes endnu mere igennem. Der skal være tale om styrker, som er meget klare, følelsesmæssigt stærke, bredt anerkendte og intelligent indpasset i den overordnede virksomhedskultur. Det er lederens ansvar at identificere de 3-4 styrkepositioner, som skal fintunes yderligere. Det påpeges, at næsten alle organisationer allerede har nogle styrkesider, der kan arbejdes videre med. For at det videre arbejde med styrkepositioner skal virke, er det vigtigt at de ansatte kan genkende dem og personificere sig med dem. De skal kunne relateres til dagligdagen og være nærværende. Eksempelvis kan de nuværende styrkepositioner være hastighed, ansvarlighed og/eller fokus på kunderne.

3) For det tredje skal der være fokus på de uformelle ledere: Når man har udvalgt de adfærdsmæssige svagheder, som man vil gøre op med, og de styrker, man vil videreudvikle, skal man finde de personer i organisationen, som bedst kan være med til at drive denne proces. Da en virksomhedskultur er baseret på selvforstærkende mønstre baseret på adfærd, tænkning, opfattelser og følelser i den givne population, skal der arbejdes løbende med at ændre på tingene. Det påpeges, at det næppe er det rigtige sted at starte, hvis man tager fat i de personer, som synes at være mest forandringsvillige til at justere på givne forhold. Derimod bør man tage fat hos den leder eller ansatte i organisationen, hvor der er et ægte ønske og behov for, at der ændres på forholdene. Disse ”special forces” skal ikke nødvendigvis være fra ledergruppen, men kan ligeså godt være personer i medarbejderstaben, som de øvrige ansatte lytter til og respekterer, altså de uformelle meningsdannere på arbejdspladsen. Det skal altså være personer som har en vis status i organisationen, og som kan være bindeled mellem forskellige medarbejdergrupper og uformelle netværk.

Finanskrise har ændret syn på risikostyring

Risikostyring var på mode i midten af 00’erne: Store virksomheder arbejdede omhyggeligt med det, assisteret af højt betalte rådgivere, og erhvervsmedierne skrev alenlange artikler om emnet. Så meget mere skuffende var det, da man kom til efteråret 2008 og måtte konstatere, at der åbenlyst havde været store huller i arbejdet med at tage højde for de usædvanlige begivenheder, der kunne true virksomhederne.

Efterfølgende har både myndigheder og rådgivere naturligt været optagede af, hvad der mere præcist gik galt, og der er gennemført en række analyser og evalueringer af dette. Conference Board har i sine Directors Notes opsummeret dette arbejde, og sammenfatter det i otte anbefalinger til virksomhederne og deres bestyrelser:

1) Vær specifik i ønskerne: Mange bestyrelser har gjort den fejl, at de har tilrettelagt arbejdet med risikostyring ud fra, hvad rådgivere og interne afdelinger har ment, det var passende at tage højde for. Det har givet en bias i retning af, at man især har set på de risici, som rådgiverne har særlige kompetencer indenfor, og som de har haft nemmest ved at gøre noget ved. Alt imens man har glemt risici, der var mere relevante, men også mere besværlige at håndtere. Bestyrelserne må reagere ved at gøre mere klart, hvad den præcist efterspørger, i stedet for blot at købe de tjenester, rådgiverne har på hylderne.

2) Strategi, inkl. placering af ansvar: Med de specifikke ønsker til risikohåndteringen på plads må bestyrelsen inddrage dette i virksomhedens strategi, og – meget vigtigt – sørge for, at det ikke blot bliver glemt igen. Det sker nemt, fordi de omhandlede risici ofte ikke vil være nærværende i dagligdagen. Konkret må man specificere hvem i bestyrelsen og ledelsen, der har ansvar for hvad i risikostyringen.

3) Beregn værdien af risici: Ultimativt kan man beregne, hvor alvorlige risici er i økonomiske termer. Det er en funktion af sandsynligheden for, at en negativ begivenhed indtræffer, og dennes påvirkning af værdiskabelsen. Naturligvis vil faktorerne i sådanne beregninger afhænge af skøn, og måske derfor undlader de fleste virksomheder at gennemføre det. Men Conference Board anbefaler at gøre det alligevel, fordi det er et meget værdifuldt instrument, når man skal afgøre, hvordan de forskellige risici skal prioriteres.

4) Tilpas den interne revision: Den interne revision må pr. definition have en betydelig uafhængighed af ledelsen. Men desværre bliver denne uafhængighed ofte ført så vidt, så man end ikke har en klar ide om, hvilke informationer ledelsen ønsker. Det er ikke mindst hæmmende i risikostyringen, hvor den interne revision f.eks. kan komme til at bruge uforholdsmæssig meget tid på at sikre, at forholdsvis uvæsentlige kontrolprocedurer fungerer optimalt.

5) Holistisk tilgang i ERM-afdelingen: Med fraværet af opgørelsen af risikoværdierne er ERM-afdelingen (Enterprise Risk Management) ofte overladt til at famle halvt i blinde. Den kan kun rapportere om, hvordan det går med de specificerede risici, men ikke vægte dem. Således kan den komme til at rapportere fremgang i risikostyringen, mens det i virkeligheden samlet set går den forkerte vej, eller omvendt.

6) Forlang redegørelser for risici ved bonusser: Efter krisen har der været stor opmærksomhed på de nøglemedarbejdere, der har fået store bonusser, mens de – som det skulle vise sig – kørte deres virksomheder ud over kanten. Emnet har interesse ud fra mere end en forargelsesvinkel, og bonusser kan påvirke mange af de risikofaktorer, der er identificeret. Bestyrelsen bør forlange at få en redegørelse for disse mekanismer.

7) Sørg for uddannelsen: I de fleste bestyrelser er der en overvægt af medlemmer, der fra topposter i direktioner har mange års erfaring med at håndtere risici på et helt praktisk plan. Uden at forklejne en så-dan indsigt, er det også vigtigt, at bestyrelsesmedlemmerne, f.eks. gennem kursusaktivitet, holder sig opdateret med det teoretiske grundlag for risikostyring.

8) Undgå kynismen: Man kan minimere risici, og man kan tage højde for dem. Men man kan aldrig helt undgå dem. Det er i sig selv en risiko ved at beskæftige sig med risikostyring, at man bliver for bornert, eller kynisk, omkring denne indsigt. Altså at man i praksis kommer til at påtage sig en større risiko, end det er hensigtsmæssigt eller nødvendigt.

Sten Thorup Kristensen

Den digitale ekspert på vej ind i bestyrelsen

IT er for mange virksomheder ”blot” et nyt instrument til at udføre kendte discipliner, såsom markedsføring eller logistik. Men det er også en disciplin i sig selv, og i kombination med professionaliseringen af bestyrelsesarbejdet har mange virksomheder verden over reageret ved at søge bestyrelsesmedlemmer, der har særlig indsigt på området.

Men går man som virksomhed den vej, er det naturligvis vigtigt, at man finder den rette person. Rekrutteringsfirmaet SpencerStuart har forhørt sig om erfaringerne i en lang række virksomheder, og opsummerer resultaterne i en artikel på sin hjemmeside.

Ambassadørrolle for den digitale ekspert
Den digitale ekspert i bestyrelsen vil ofte få en rolle som ambassadør i flere forskellige dimensioner. Han eller hun skal ikke blot formidle hvilke muligheder, it-leverandører kan give, men omvendt også formidle virksomhedens ønsker til it-branchen. Man taler i høj grad forskellige sprog og befinder sig næsten i forskellige verdener, hvor it-folkene måske er meget optagede af big data i sig selv, mens det er virksomhedernes rolle at stille med den helt praktiske vinkel: Hvad kan det bruges til?

Ambassadørrollen går jævnligt igen internt i virksomhederne, hvor direktørerne vil have mere indsigt i de nyeste it-tendenser end de typisk lidt ældre bestyrelsesmedlemmer. En digital ekspert med erfaring fra bestyrelsesarbejde beskriver sin opgave sådan, at han skal få sine bestyrelseskolleger videre fra at spørge hvad de nye løsninger består i, til at spørge hvorfor man skulle vælge dem.

Afhængigt af virksomheden – dels dens branche, dels de kompetencer, den besidder i forvejen – kan den digitale ekspert i bestyrelsen således have væsentligt mere arbejde end andre bestyrelsesmedlemmer. Det er derfor vigtigt, at man forinden valget afstemmer forventningerne: Virksomheden skal gøre sig klart, hvad den forventer af kandidaten, der på sin side skal gøre sig klart, hvad han eller hun er i stand til at levere. Et andet aspekt er, at kandidaten måske drømmer om en større karriere som bestyrelsesmedlem, og derfor har et ønske om at få nøgleposter i andre dele af bestyrelsesarbejdet.

Hvilken type digital kompetence ønskes?
Et yderligere vigtigt forarbejde er at gøre sig klart, hvilke typer af digital kompetencer, man efterspørger. En ekspert i sociale medier har ikke nødvendigvis nogen særlig kompetencer inden for big data eller omvendt. Dette kan lyde meget banalt og selvfølgeligt, men ifølge SpencerStuart er det et punkt, hvor nogle rekrutteringsbureauer har ramt ved siden af skiven: De har ikke været i stand til at skelne mellem de forskellige typer af kompetencer og har blot fokuseret på udgangspunktet ”digitalt”.

På et andet felt er den generaliserende betragtning imidlertid mere relevant: Det har vist sig, at digitale eksperter med en markedsmæssig erfaring generelt fungerer bedre som bestyrelsesmedlemmer end dem, der helt har fokus på teknologien.

Men allerførst skal man som virksomhed naturligvis overveje, om man overhovedet ønsker en digital ekspert i bestyrelsen. En sådan må for alt i verden ikke blive et alibi for netop ikke at gøre noget – det er vigtigt, at den samlede bestyrelse bakker op om det digitale indhold i strategien.

Endvidere er det ret forskelligt fra branche til branche, hvor stort behovet er. I nogle virksomheder vil det således ikke være relevant at afsætte særlige bestyrelsesressourcer til den digitale udvikling, mens det i andre vil være for lidt med kun en digital ekspert i bestyrelsen.

Sådan er det også, når man kigger ud over toppen af dansk erhvervsliv. ”Jeg kunne godt forestille mig, at der er virksomheder, hvor andre kompetencer kommer foran, når man analyserer hvilke parametre der er afgørende for succes. Men det er oplagt, at f.eks. de fleste virksomheder, der henvender sig direkte til forbrugere, er nødt til at tænke i sociale medier. Ved business to business er det mindre vigtigt,” siger Tom Jacobsgaard.

Sten Thorup Kristensen

En stærk virksomhedskultur er ikke nok

Nordisk Fjer og IT factory er på dansk grund nok de mest spektakulære eksempler på, at velrenommerede selskaber har vist sig at være pilrådne helt ind i deres kerne. Men det er kun undtagelsen, at det er tilfældet, når en erhvervsskandale bryder løs. I de fleste tilfælde er der tale om selskaber, der gennem mange år har haft solide værdier, og en stærk kultur med sunde normer og retningslinjer. 

I et arbejdspapir fra Insead analyseres det, hvorfor det alligevel går galt. Forskeren anbefaler, at topledere:

• Holder en åben ledelsesstil, hvor medarbejderne føler sig trygge – ved blandt andet at sige fra, hvis der er uregelmæssigheder i organisationen,

• Understreger over for medarbejderne, at alle stakeholdere er vigtige, og at man ikke skal snyde den ene for at glæde den anden, og

• Modtager undervisning i de psykologiske mekanismer, der får normalt hæderlige medarbejdere til at gøre noget forkert.

Forfatterens metode i analysen er at anvende resultater fra organisationsteorien og fra kognitiv psykologi på kendte amerikanske cases. Han deler skandalerne op i to hovedgrupper: De, hvor de pågældende medarbejdere bevidst har handlet i strid med love og regler, og de, hvor disse handlinger er ubevidste.

Bevidst handling i strid med reglerne

Det er særligt for den første gruppe, at kendskabet til kognitiv psykologi er relevant. Alle kender fra sig selv det fænomen, at man søger en mening i oplevelser, der umiddelbart peger i hver sin retning. Det sker f.eks. i forbindelse med nederlag i livet – bliver man fyret fra sit job, vil de fleste ende med at sige, at det i virkeligheden var positivt, fordi man på den måde fik det nye job, der er meget bedre for én.

Det rationelle er naturligvis, at uanset hvor godt det nye job er, så er det stadig noget skidt, at man blev kasseret i det forrige. Forskerne kan konkret måle de centre i hjernen, der lukker ned ved ubehagelige og modstridende informationer, og omvendt de andre centre, som skubber på og kommer på belønninger, når informationer passer til det, man gerne vil høre.

Disse centre forklarer også, hvorfor mennesker kommer ud på det, vi populært kalder ”en glidebane”. Man begynder med én lille afvigelse, som kan undskyldes med, at den har positive konsekvenser i en anden sammenhæng. Men næste gang er den lille afvigelse i sig selv en begrundelse for, at man kan give den en tand mere: Det er jo kun lidt værre end sidst.

Begyndelsen på det hele – den oprindelige grund til at afvige fra normerne – kan være grådighed og/ eller frygt. Det første kan man selvfølgelig ikke gøre så meget ved, ud over have gode HR-folk, der kan gennemskue de ansøgere, der vil lade grådigheden løbe af med sig, og at motivere whistleblowere, hvis uheldet alligevel er ude.

Når motivationen er frygt, må man se anderledes kritisk på sin egen ledelsesstil: Når man f.eks. presser sine medarbejdere for at yde bedre resultater, er det så tilstrækkeligt klart, at man ikke ønsker det skal ske på bekostning af etiske normer? Kan en medarbejder, der af den ene eller anden grund har præsteret under ledelsens forventning, sige dette uden at frygte repressalier?

Fortrængning af uønskede fænomener

Den anden hovedgruppe af skandaler – dem, som opstår ved ubevidste handlinger – kan også have flere bagvedliggende årsager. De simpleste handler om den menneskelige evne til at fortrænge fænomener, der er uønskede.

F.eks. vil en loyal regnskabschef tendere mod ubevidst helt at frasortere informationer, der tyder på, at produktionsudstyr er værdisat for højt eller anden form for mistanke om regnskabssminkning. Ligeledes vil man have nemmere ved at godtage og behandle en forventet oplysning end en uforventet, hvilket naturligvis er et problem den dag, hvor uregelmæssigheder opstår.

Men der kan være mere komplicerede årsager til, at medarbejderne bliver ledt på vildspor og simpelthen ikke opfatter de normer, de forventes at leve op til. Studier har f.eks. vist, at hvis man omskriver ubehagelige ting, som f.eks. hvis man omtaler fyringsrunder som ”organisationstilpasninger”, så begynder medarbejderne at miste fornemmelsen for, hvad der er op og ned i virksomhedens normer.

Tilsvarende bliver denne fornemmelse sløret, hvis der er så mange regler, at medarbejderne ikke kan gennemskue dem, eller hvis ofrene for forkerte handlinger er så langt væk, at det aldrig står klart, at der overhovedet er ofre.

Sten Thorup Kristensen

Fem trin til en bedre beslutningsproces

Betragter man en tilfældig branche, vil man ofte se, at nogle virksomheder år efter år klarer sig bedre end andre. Så hvorfor kigger de dårligste virksomheder ikke blot over hækken og efterligner det, de dygtigste gør?

Svaret er, at det gør de ofte også. Men beslutningskraft i en virksomhed handler om meget mere, end at topledelsen kan se, hvad der er det rigtige at gøre. Beslutningerne skal også føres ud i livet. Ikke mindst skal alle de små, dagligdags beslutninger, der bliver truffet af mellemledere, også være effektive.

Marcia W. Blenko, Michael C. Mankins and Paul Rogers har adresseret denne problemstilling i bogen ”Decide & Deliver: 5 Steps to Breakthrough Performance in Your Organization”, hvis hovedpunkter fremgår af denne artikel fra konsulenthuset Bain & Company.

Nyhedsbrev for Bestyrelser gennemgår her de fem trin, forfatterne anbefaler:

1) Test organisationen: Der findes faktisk en mulighed for at teste kvaliteten af – i hvert fald fortidens – beslutninger: Man kan spørge ledere nede i organisationen. De vil have en erfaring med såvel egne som topledelsens beslutninger. Har f.eks. rationaliseringsbeslutninger ovenfra haft den ønskede effekt? Rammer man rigtigt, når man satser på en ny kundegruppe? Det helt enkle spørgsmål er: I hvor mange procent af tilfældene oplever du, at ledelsesbeslutninger viser sig at være rigtige? Mellemlederne har naturligvis også egne interesser. At de f.eks. ikke kan lide en beslutning ovenfra, betyder ikke nødvendigvis, at den er dårlig. Men man kan benchmarke afdelinger over for hinanden, og man kan også tilkøbe sig benchmarks fra andre virksomheder i branchen. Andre typer af spørgsmål går på, hvor ofte beslutninger bliver ført ud i livet som planlagt, og om mellemlederne overhovedet har råderummet til at føre beslutninger ud i livet. Eller om de bliver modarbejdet af andre ledere i andre afdelinger.

2) Fokuser på de vigtigste beslutninger: Hvis man beder en topleder udpege de vigtigste beslutninger, vil han/hun typisk tænke i de store strategiske ryk: Virksomheder, man har købt eller solgt, markeder man er gået ind på eller har trukket sig ud af, og så videre. Imidlertid kan banale beslutninger, der til gengæld bliver truffet mange gange, være meget vigtigere. Som når butikschefer i en detailhandelskæde træffer beslutninger for at tilpasse sig lokal efterspørgsel og konkurrence. Det hører også med i analysen, hvor meget beslutningskraft den enkelte beslutning kræver. I eksemplet fra detailhandelskæden kræver det ingen overvejelse, om man skal overdække udstillingen på fortovet, når det regner, selv om dette også er vigtigt, hvorimod butikscheferne godt kan mangle informationer eller kompetencer til at reagere på lokal konkurrence.

3) Få beslutningerne til at fungere: I denne fase går man ind og ser på de mangelfulde eller helt defekte beslutningsprocesser. Man kortlægger, hvad de handler om, hvem der indgår i dem på forskellig måde, hvordan konkrete beslutninger bliver truffet (f.eks. om flere skal være enige om dem), og hvornår beslutningerne skal træffes. Hvor det kan lyde banalt, er det ofte i disse simple processer, det går galt, fordi man fejlagtigt tager noget for givet – f.eks. at en anden tager beslutningen, at der kun er én mulig beslutning, eller at en anden afdeling leverer et beslutningsgrundlag, som denne anden afdeling imidlertid ikke er klar over, at man forventer af den.

4) Byg organisationen efter beslutningskraften: På det lange sigt er det naturligvis ikke optimalt, at man løbende skal gennemgå alle væsentlige beslutningsprocesser med en tættekam. Ideelt set kører de af sig selv. Til dette formål kan man med fordel minde sig selv om, at det ikke blot handler om at have tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft. Men også at de medarbejdere, der træffer beslutningerne, eller leverer væsentlige input til beslutningerne, er placeret rigtigt, således at man undgår bureaukrati og misforståelser.

5) Vælg de rigtige til at stå i spidsen for omstruktureringen: Ikke et trin som sådan, da det skal tænkes ind helt fra starten. Men vigtigt alligevel: Udvælg en afgrænset gruppe af højtstående chefer til at stå i spidsen for arbejdet med at forbedre beslutningsprocesserne – og vær opmærksom på, at de ikke blot meler deres egne kager og fremmer egne afdelinger.

Se også bogens hjemmeside , hvor man bl.a. kan foretage overordnede selvtests af sin virksomhed.

Sten Thorup Kristensen

Bestyrelsens byggeklodser til strategiarbejdet

Har man en virksomhed, skal man også have en strategi. Men det kan være sin sag at fastlægge én. Strategien er helt individuel for hver virksomhed, og der findes ikke en fast skabelon. På den anden side skal man heller ikke ende helt ovre i metafysikken.
McKinsey søger i en stadig aktuel Guide at ramme en mellemting mellem de to ekstremer. Formålet er at give bestyrelsen nogle gode byggesten til at gennemføre strategiarbejdet.

McKinseys model tager udgangspunkt i den ramme, man befinder sig i, og ender med et slutprodukt, som man så kan evaluere og lære af. Ind imellem er der fem trin:

1. Diagnose – hvordan kan virksomheden tjene penge?

2. Forecast – hvordan forventer man, at verden udvikler sig på forskellige sigte?

3. Search – hvilke konkrete muligheder er der for at nå målet?

4. Valg af den skønnede bedste mulighed.

5. Commitment – fastlæggelse af, hvordan man konkret sikrer, at strategien bliver gennemført.

Mange virksomhedsledere angiver, at de har følt sig under pres for at få en strategi færdig så hurtigt som muligt. Presset kan komme fra ejerne, eller det kan bunde i nervøsitet for at blive overhalet af konkurrenterne. McKinsey anbefaler alligevel, at man opholder sig lidt ved udgangspunktet – at man filosoferer over, hvad virksomheden virkelig består af. Derved kan man undgå nogle faldgruber.

Som eksempel nævner McKinsey en finansiel virksomhed, der var på nippet til at kaste sig ud i en strategi, der skulle booste markedsandelen på netbaserede produkter. I sidste øjeblik gik det op for virksomheden, at denne strategi også ville kannibalisere på virksomhedens eksisterende produktsortiment. En nok så klassisk fejl, man kan undgå, er at lancere nye produkter, der er i strid med det image, man omhyggeligt har opbygget.

I denne helt indledende fase skal man gøre sit bedste for at holde sig fordomsfri. De fleste virksomheder har en bestemt selvopfattelse af, hvad de er gode til. Men heri kan der være to problemer: For det første, at disse talenter mister værdi, fordi verden ændrer sig. For det andet at virksomheden har overset noget væsentligt. Et eksempel på det sidste er Danske Banks kampagne fra midten af 00’erne om at gøre det, man var bedst til. Den fik en bitter eftersmag, da banken efter finanskrisen kom i store problemer.

Strategimæssigt anbefaler McKinsey at gå til værks med samme nørdede uskyldighed, som når tv-programmet Mythbusters sætter sig for at undersøge, om tekniske ting virkelig fungerer på den måde, man antager som selvfølgeligt. Der gør de i de fleste tilfælde, men ikke altid.

Det er nemmere sagt end gjort, for ofte vil medlemmer af topledelsen have stor personlig troværdighed og prestige bundet op på den måde, man hidtil har gjort ting på. Derfor er de uvillige til at udsætte sig for en test af selvopfattelsen. Selv hvis det alligevel sker, vil lederne ofte søge at undgå indbyrdes konflikter, med de ulemper, at der kommer usaglige elementer ind, og at lederne bagefter føler mindre ejerskab til det fortsatte strategiarbejde.

I én virksomhed løste strategigruppen denne udfordring ved at præsentere ledelsen for nogle faktuelle problemer – men uden at medbringe eller nævne forslag til løsninger. På den måde var lederne tvunget til selv at tage affære, hvor ubehageligt det end var for dem, mens det stod på.

Afslutningsvis advarer McKinsey mod det synspunkt, at det er vigtigere at selve strategiprocessen er optimal, mere end at selve strategien er det. En sådan holdning er naturligvis baseret på den erfaring, at hvis det ikke lykkes at få strategien hele vejen ned gennem organisationen, er arbejdet spildt.

Konsulenthuset mener alligevel, at det er baseret på en misforståelse af, hvad strategi er. Det flyvske, nørdede og naive hører hjemme i det indledende strategiarbejde. I slutpunktet skal det være meget konkret, opnåeligt og målbart. Derfor, er det ikke praktisk muligt at implementere strategien i sin helhed, er det ikke nødvendigvis et resultat af, at udførslen svigtede, men at strategien var ufuldstændig i første omgang.

Man kan være heldig, at de små mangler ligger sådan, at man ikke får fuld gevinst af den samlede strategi, men dog næsten. Men man kan også være uheldig, at manglerne ligger i en flaskehals, der får det hele til at falde til jorden.

Sten Thorup Kristensen

Stor effekt af god velkomst fra topchefen

I nogle virksomheder er det en tradition, at nyansatte medarbejdere på deres første dag på jobbet bliver mødt af en buket blomster på skrivebordet. Det er en rigtig tanke, men blomsterne i sig selv er ikke nok. I sig selv er de en tom gestus. Men i den rette kontekst kan blomsterne omvendt være særdeles værdifulde for virksomheden såvel som medarbejderen. Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse udarbejdet af konsulentfirmaet Booz & Co.

Data til undersøgelsen er indsamlet over en længere årrække, hvor man har fulgt 264 nyansatte ved et amerikansk universitet tæt gennem deres første 90 dage på jobbet. I de efterfølgende år er blevet fulgt op på, hvordan det er gået dem.

Det viser sig, at medarbejdernes første indtryk på arbejdspladsen har meget stor betydning. Det er måske ikke i sig selv overraskende, for det harmonerer med en almen menneskelig erfaring. Mere overraskende er det, at der er bestemte elementer af det første indtryk, der bliver siddende.

En umiddelbar negativ modtagelse fra kollegerne har således ikke nogen betydelig konsekvens for det langsigtede forløb. Derimod har det meget stor betydning, om chefen giver en god modtagelse. Hvis han/hun gør det, vil medarbejderen blive på arbejdspladsen i væsentligt længere tid. Det er altså chefen, der skal stå som afsender af buketten, og velkomsten skal opleves som ægte af den nye medarbejder.

Chefens adfærd er afgørende
Det betyder ikke, at opbakningen fra kollegerne er ligegyldig. Den har stor betydning den første tid, og den er dermed medvirkende til, at den nye medarbejder hurtigt kan levere værdi i virksomheden. Den har blot ikke langtidseffekt: På det lange sigt er det alt overvejende chefens adfærd, der er afgørende for, om medarbejderen trives eller vantrives.

Undersøgelsen dokumenterer også en række andre træk fra nyansættelser, som mange kender fra egen erfaring. Men som har en mere generel natur, end man umiddelbart gør sig klart, og som man dermed også som virksomhed kan gå ind og påvirke proaktivt.

For det første er det sådan, at mens de positive input, en ny medarbejder oplever, er hastigt aftagende, er de negative input konstante: Omgivelsernes bevidste indsats for at få den nye til at føle sig vel tilpas aftager naturligt. Men de negative signaler og handlinger er ubevidste. De er der fra starten, og de vil alt andet lige vare ved.

For det andet skal man holde nøje øje med den nye medarbejders relationer til de nære kolleger i den første tid: Gode eller dårlige, så vil de typisk blive forstærket i den kommende tid. Altså – hvis medarbejderen ikke harmonerer med sine kolleger, er det mest sandsynlige, at den dårlige relation blot vil blive forværret.

For det tredje kan en god tone over for den nyansatte være et dække over reelle konflikter, der med tid udvikler sig til forsøg på at modarbejde den nyansatte. Denne effekt er dokumenteret i tidligere undersøgelser. Men i denne undersøgelse viser der sig et klart skel mellem chefer og kolleger – kun for de sidste er det mere end undtagelsen, at en indledningsvis god tone slår over i konflikter. For chefernes vedkommende er der faktisk den omvendte tendens: Hvis de af den ene eller anden grund indleder nyansættelsen med en modvilje, og modarbejder den nyansatte, vil de typisk hen ad vejen ophøre med dette. Cheferne finder løsninger, eller sluger nogle kameler, for at få samarbejdet til at fungere.

For det fjerde er opmærksomhed frem for alt vigtig for at få nyansatte til at gøre en selvstændig indsats for at integrere sig i virksomheden. Faktisk vil en ny medarbejder gøre en større indsats i denne henseende, hvis han/hun bliver modarbejdet fra starten, end hvis han/hun hverken bliver hjulpet eller modarbejdet, men blot får overdraget sine opgaver. Det kom som en overraskelse for forskerne, der satte sig for at bevise, at nye medarbejdere blev sat i stå, når de blev modarbejdet fra starten.

Undersøgelsen er foretaget af tre forskere fra universiteter i henholdsvis Minnesota, Florida og Singapore. De betoner, at selv om de nyansatte, de har fulgt, kom fra en bred kreds af universitetsansatte – fra pedeller til professorer – kan det ikke udelukkes, at man vil se variationer i resultaterne, hvis man kiggede på andre typer af arbejdspladser. Ligeledes mangler der f.eks. at blive undersøgt, om personlig venlighed har samme effekt over for den nyansatte som faglig hjælpsomhed.

Sten Thorup Kristensen

Log ind