Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 79

Guide: Tre typer som er gode forandringsledere

Historien har vist, at bag mange erhvervsskandaler står fantastisk dygtige topchefer og ledere. Deres problem har blot været, at batteriet af kvalifikationer ikke har omfattet det, der skal til for at håndtere en bestemt udfordring, der har tromlet ind over erhvervslivet siden globaliseringens og internetalderens indtog: At virksomhedens marked og omgivelser pludselig ændrer sig fundamentalt. Det amerikanske it-konsulenthus CTPartners har gjort den erfaring, at gode forandringsledere kan kategoriseres i tre typer, og at det er hensigtsmæssigt at mindst en af dem er repræsenteret højt oppe i virksomhedens ledelse. De tre typer, som bliver beskrevet i guiden ”3 change agents you need on your team”, er:

The Disruptor: The Disruptor kender du måske fra dit professionelle liv som en kværulant og lidt af en særling. Det er en type, der konsekvent ser ting anderledes end de fleste andre, og som insisterer på, at der ikke er nogen grund til at følge normen. Kombineret med stærke visioner og betydelig begavelse er det en fortrinlig egenskab på den måde at turde stå ved sine egne analyser, i stedet for blot at købe den gængse opfattelse. Det er særligt relevant på det strategiske niveau, når virksomheden skal finde helt nye veje. For mange vil det være en næsten uoverkommelig opgave at skulle tænke verden helt fra bunden. For the disruptor forekommer det helt naturligt. Hvor hans eller hendes karaktertræk måske kan opleves som forstyrrende i nogle sammenhænge, vil han/hun til gengæld typisk ikke gøre meget væsen af sig i øvrigt, men i stedet foretrække at arbejde alene eller som leder af små grupper.

Men der er behov for tillid fra topchefen, også i de situationer, hvor the disruptor afviser strategiske manøvrer, der for alle andres øjne er velfungerende. Med sit fraværende behov for rampelys og grandiositet vil the disruptor ofte også ”gemme sig” i små virksomheder. Den gode nyhed for de store virksomheder er, at karakteren til gengæld forholdsvis nemt lader sig omplante til nye arbejdspladser og brancher. Man skal blot være opmærksom på, at man skal være parat til at give plads til de særlige egenskaber, de kommer med.

The Innovator: The Innovator er til gengæld en type, der ofte vil ride på en bølge af sympati og opbakning. Det er nu engang lettere at sælge det budskab, at der er noget nyt, man kan gøre, som vil booste virksomheder, end at der er noget af det gamle, der er ubrugeligt. Karakterens første instinkt vil i øvrigt heller ikke være at kassere det gamle, men at tilpasse og forbedre det. Tilmed er the innovators ofte intelligente, kreative og problemknusere af natur. Det er ikke dem, der mister modet ved første udfordring.

Karakteren har oprindeligt naturligt hørt hjemme i forskning og udvikling, men under globaliseringen og digitaliseringen har der også været brug for dem i alle andre afdelinger, f.eks. finans, it og HR. Deres begrænsning ligger mest i, at deres karriereforløb er ganske lineære. The innovators holder sig typisk inden for det område og den branche, hvor de er begyndt, om end de kommer højere og højere op i hierarkiet. Hvad der kan sætte dem i stå er, hvis de oplever, at deres bestræbelser og positive energi bliver afvist af de nære kolleger – f.eks. i en direktion. Men hvis de får opbakningen, vil de typisk være meget loyale over for organisationen. De løber ikke af pladsen.

The Transformer: The Transformer kombinerer the disruptor og the innovator. Han/hun formår både at se det, som ikke virker i det nuværende set-up, og det som vil virke i fremtiden. The transformer er frygtløs og har en enorm selvtillid, som får medarbejdere og kolleger til at følge med, selv om disse ikke selv forstår baggrunden for de forandringer, der bliver gennemført. Han/hun kan desuden uden større problemer omplantes til helt andre typer virksomheder og brancher end dem, han/hun har konkret erfaring med. Evnerne rækker til hurtigt at finde de medarbejdere og den viden, der skal til for at løse de som udgangspunkt fremmedartede problemer. Og med alle disse fortrinlige kvalifikationer og egenskaber – hvorfor ansætter virksomhederne så ikke the transformer fra starten og undlader at bekymre sig om de to andre? Primært fordi the transformer er så sjældent forekommende. Det er den fødte ledertype. Der er ikke nok til alle virksomheder.

Sten Thorup Kristensen

Guide: En velfungerende whistleblower-ordning

Ideen om, at virksomheder skal opmuntre potentielle whistleblowere til at afsløre ulovligheder, har for længst bredt sig til lovgivning og regelsæt. I Danmark dog kun som et løst formuleret punkt i anbefalingerne om god selskabsledelse. Men i hvert fald nogle virksomheder kan have en egeninteresse i sådan en ordning, fordi den kan fange urent trav nede i organisationen, inden det eksploderer som en stor skandale. Det er typisk en opgave, som ligger hos revisionskomiteen under bestyrelsen. At oprette en officiel instans, f.eks. en hotline, som whistleblowere kan henvende sig til, er dog kun et første skridt. Det kræver et større setup, hvis en sådan ordning skal være effektiv. Revisionshuset EY i USA har udarbejdet en tjekliste , som virksomheder kan bruge til at vurdere, om gevinsten står mål med omkostningerne, og, såfremt man allerede har en whistleblower-ordning, til at vurdere, om den fungerer optimalt. EY deler processen op i tre dele:

1. Oprettelse af en hotline: Det handler om mere end at oprette et telefonnummer og få det bemandet. Virksomheden må i udgangspunktet overveje, om medarbejderne vil være mest trygge, hvis funktionen ligger eksternt, f.eks. hos et revisionsfirma eller en advokat. Vedkommende skal kunne begå sig på de sprog, medarbejderne taler. Der er endvidere kun effekt af hotlinen, hvis medarbejderne kender den, og hvis de fornemmer, at ledelsen virkelig ønsker at standse ulovligheder. Eksempler på tjekspørgsmål: Er dem, som bemander hotlinen, sat tilstrækkelig ind i virksomhedens politikker og organisationen bag tjenesten? Kan også medarbejdere fra leverandører og kunder kontakte hotlinen?

2. Analyse af materialet: En hotline kan risikere at føre til et meget stort antal henvendelser. Det betyder, at nogen skal foretage en første screening og vurdere, om henvendelserne er troværdige, og hvilke implikationer, de eventuelt indebærer. Det er noget, der kræver mere end blot en enkelt begavet jurist: Hvis der viser sig at være reelle og alvorlige problemer bag en henvendelse, kan det i sig selv blive inkriminerende, hvis virksomhedens ledelse ikke har reageret på denne. For børsnoterede virksomheder kan der tillige være tale om, at man har pligt til at informere aktiemarkedet, når man har kendskab til en betydelig tabsrisiko. Man skal på den anden side sikre, at organisationen ikke bliver opslugt af at reagere på regelbrud af ringe betydning. Det kan f.eks. gøres ved at fastlægge tærskelværdier af den skønnede skadevirkninger, og så sortere henvendelserne ud fra dette.

I praksis håndterer virksomheder analysedelen vidt forskelligt, både som praktisk disciplin blandt juristerne og rent ledelsesmæssigt. I nogle tilfælde udpeger revisionskomiteen f.eks. et enkelt medlem til at følge processen. I andre kommer alle henvendelser direkte videre til den samlede komite. Eksempler på tjekspørgsmål: Er der et beslutningstræ til at vurdere de indkomne henvendelser? Er revisionskomiteen på det rene med, hvilke typer henvendelser den får at se? Sker der jævnlige tests af hotlinen for at se, om den fungerer som tilsigtet? Er de hændelser, der bliver indberettet, sammenfaldende med de overordnede risici, der er identificeret i forbindelse med strategiarbejdet?

3. Rapportering: Hvis revisionskomiteen nøjes med en eller anden form for regelmæssig rapportering fra hotlinen – hvilket er det mest almindelige – skal man beslutte sig for form og indhold af denne rapportering. Det handler ikke bare om at få kendskab til de konkrete lovbrud, men også om at følge, om der kommer flere eller færre henvendelser, om de kommer i specielle situationer og fra bestemte afdelinger og så videre.

Eksempler på tjekspørgsmål: Er der noget, der kan forhindre, at vigtige oplysninger kommer fra hotlinen til ledelsen og revisionskomiteen? Er der tilstrækkelig sikkerhed for, at fortrolige oplysninger fra hotlinen ikke kommer i hænderne på uvedkommende?
Også Bech-Bruun har for et par år siden givet nogle gode råd om whistleblower-ordninger . Det danske advokatfirma anbefaler bl.a., at ordningerne kun skal være rettet mod meget alvorlige forseelser, mens de mere banale sager bør foregå gennem f.eks. HR-afdelingen.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Bestyrelsen efter The Old Boys Network

Økonomisk Ugebrev Ledelse har gennem de seneste år flere gange beskrevet den revolution, som er rullet gennem de danske bestyrelseslokaler, især i større virksomheder. Det handler om en ekstrem grad af professionalisering, både i arbejdet, men også i sammensætning af den ”optimale” bestyrelse. Nu har konsulenthuset Kornferry sat tendensen på tryk i en guide med titlen ”Beyond The Old Boys’ Network – What’s happening in European boardrooms and a guide to best practice.” Guiden på 30 sider, som vi vil gennemgå i denne artikel, giver et meget fint overblik over udviklingen, men også en stribe gode praktiske råd. Overordnet sætter guiden fokus på, hvad der er sket de seneste år, og hvor vi sikkert er på vej hen. Der ses fire vigtige drivkræfter, som påvirker bestyrelserne:

• For det første den stigende markedsvolatilitet og fortsat makroøkonomisk usikkerhed
• For det andet et stigende regulatorisk pres
• For det tredje et stigende eksternt pres på mangfoldighed i bestyrelserne
• For det fjerde stigende aktionæraktivisme, som bestyrelserne bliver nødt til at forholde sig til. Se også artikel side 4 herom

I guiden påpeges det, at mens langt de fleste bestyrelser har professionaliseret deres udpegningsproces, er der stadig store huller i osten. Der peges på, at flere franske og italienske statsselskaber har kikset fælt på bestyrelsesudpegningen. Herhjemme har langt hovedparten af LargeCap-selskaberne en meget professionel udpegningsproces, hvor der anvendes en international search med hjælp fra konsulenter. Der er dog fortsat store selskaber, som halter lidt bagefter på fagkompetencer, hvor det stadig er generalistkompetencer, der lægges mest vægt på. Eksempelvis A.P. Møller-Mærsk har fortsat ingen erfarne internationale shippingkompetencer i bestyrelsen. Økonomisk Ugebrev Ledelse har tidligere påpeget, at det også halter i flere statsselskaber: Før aktiesalget manglende DONG centrale olie-gas udvindingskompetencer, og DSB er i dag stadig præget af personer uden helt nødvendige fagkompetencer.

KornFerry har med udgangspunkt i interviews med topledere opstillet 14 anbefalinger til en udvælgelsesproces, som skulle svare til ”best in class”.

Trin 1: Sikring af en uafhængig og veldokumenteret proces: Som indledning påpeges det, at processen aldrig bliver bedre end den ramme og den kontekst, processen tilrettelægges inden for. Det er banalt at sige, at processen skal være formel og systematisk, og ikke baseres på formandens eller enkelte bestyrelsesmedlemmers personlige netværk. Sådan sikrer man ikke en professionel bestyrelse. I større selskaber vil en nomineringskomite under bestyrelsen typisk håndtere den praktiske forberedelse med at finde egnede kandidater, herunder kontakt til et executive search firma.

Trin 2: Hold de vigtigste interessenter orienteret: Rådet lyder, at det godt kan betale sig for bestyrelsen at holde virksomhedens vigtigste interne stakeholdere orienteret om processen. Det gælder medarbejderrepræsentanter, den daglige ledelse og store investorer. Især ses det som god practice at være i dialog med større aktionærer, der godt kan have en mening om sammensætningen af den optimale bestyrelse, og om hvilke fagkompetencer bestyrelsen mangler. Det er også et emne, som får stadig større betydning i investorernes aktive ejerskab.

Trin 3: CEO’en skal ikke have vetoret i forhold til nomineringsudvalgets indstilling af kandidater: Men CEO’en bør involveres i processen. Velkendt er det, at CEO’en historisk har haft afgørende indflydelse på indstilling af nye bestyrelsesmedlemmer. Problemet er, at der meget let kan opstå interessekonflikter, i forholdet mellem hvad der er bedst for bestyrelsen og selskabet, og hvad der er ”bedst” for den CEO, der mere tænker på at pleje sin position og uafhængighed. Til gengæld har CEO’en ofte en meget præcis opfattelse af, hvor den siddende bestyrelse har faglige huller, og hvor CEO’en ønsker sig en bedre og mere indsigtsfuld faglig sparring.

Guidenindeholder i alt 14 anbefalinger om tilrettelæggelse af nomineringsprocessen. De resterende 11 anbefalinger gennemgår vi i en særskilt artikel i den kommende udgave (efter sommerferien).

Guide: Få styr på menneskerettighederne

Som bekendt er brud på menneskerettigheder er et juridisk minefelt for virksomheder. Ikke desto mindre er det, som International Corporate Governance Network (ICGN) påpeger i et nyt Viewpoint med titlen ”Human rights through a corporate governance lens”, noget bestyrelser er nødt til at beskæftige sig mere med. Dels er det et politisk ønske, der bliver stadigt stærkere, dels er investorerne – herunder større institutionelle investorer – disciplineret til at fokusere på det, hvilket betyder, at virksomheder og investorer gensidigt holder øje med hinanden. Endelig kan manglen på rettidig omhu i nogle tilfælde føre til konkrete finansielle tab, f.eks. i form af en boykot fra forbrugernes side eller udsalg af selskabets aktier.

Virksomheder skal naturligvis altid overholde almindelig lovgivning. Det vanskelige ved at håndtere menneskerettigheder er, at de kommer oven i som en uspecificeret forventning. Groft sagt skal virksomhederne gætte sig frem til, hvad lovgiverne ønsker, men som de alligevel ikke har føjet ind i loven. Det gør det endnu sværere, at området er dynamisk, således at mere og mere bliver regnet ind under almindelige gængse menneskerettigheder, herunder arbejdsforhold og arbejdsmiljø. Oven i de klassiske såkaldte negative rettigheder, som ytringsfrihed og personlig frihed, hvor pligten ligger i ikke at foretage indgreb over for andre, er der således kommet positive rettigheder, såsom retten til rent drikkevand, hvor man tværtimod skal gøre noget aktivt for at ændre andres situation.

ICGN foreslår, at investorer gennemgår fire punkter, når de skal vurdere virksomhederne i henseende til menneskerettigheder:

1) En proportional indsats i forhold til virksomhedens situation: Det er ikke sådan, at der er en model, der passer alle. Til en start kan man se på, om virksomheden er i brancher eller regioner, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for problemer. En sådan risiko kan stamme fra en tradition for lovovertrædelser, eller fra at en anerkendt praksis i det ene land kan være helt uacceptabel i et andet. I henseende til brancher nævens minedrift, olie- og gasudvinding, tekstilindustri, elektronik og våben. I henseende til lande nævnes Sudan og Burma som eksempler. Virksomhedens (eller investorens) størrelse og styrke har også betydning – jo mere man kan gøre, jo mere forventes det, at man også gør.

2) Anlæg et strategisk snit: Man må vælge hvor meget, man vil gøre. Det ultimative strategi er at fravælge virksomheder, der har problemer i henseende til menneskerettigheder, eller som målt på nogle objektive parametre er i risikozonen for at få det. Selv om denne strategi er nem at ”sælge” til medier og politikere, er det ikke nødvendigvis den bedste, og mindre kan også gøre det. Alternativer er at støtte de virksomheder, man har investeret i, i deres arbejde for menneskerettigheder, eller mere simpelt at være aktiv omkring emnet på generalforsamlinger.

3) Offentliggjorte kriterier: Ved at offentliggøre hvilke kriterier og metoder om menneskerettigheder, man anvender i sine investeringsovervejelser, vil man gøre det lettere for virksomhederne at håndtere området. Det kan eventuelt fremgå i sammenhæng med at man offentliggør andre parametre og målsætninger, både rent finansielle og i henseende til CSR og etik.

4) Politisk deltagelse: Investoren kan overveje, om man vil holde sig til selv at følge sine principper, eller om man også aktivt vil forsøge at påvirke lovgivningen gennem deltagelse i debatter, stakeholderfora og politiske processer. For bestyrelser og topledelser, der skal leve op til sådanne tiltag fra investorernes side, er det tilsvarende vigtigt tydeligt at markere, hvad man gør. Hertil kan man f.eks. bruge The Business and Human Rights Reporting and Assurance Frameworks Initiative (RAFI) , der løbende opdateres. Man skal dog ikke forvente at finde en enkel model, og skaberne af frameworket kæmper tydeligvis engang imellem forgæves for at konkretisere det ukonkrete. Blandt opdateringerne fra februar 2015 er for eksempel således en større vægt på ”salience” (prominens). Det handler om, at man skal prioritere personskader højest og er givetvis inspireret af tragedien i Bangladesh i 2013, hvor en tekstilfabrik styrtede sammen med over tusind dødsfald til følge. Men i praksis er det svært at forestille sig, hvilke aktiviteter der set over et langt forløb er farligst.

Sten Thorup Kristensen

Tre grundpiller i samarbejdet formand-CEO

Både bestyrelsesformand og CEO’en er afgørende brikker ved skabelse af en succesfuld virksomhed, men deres indbyrdes relation og samarbejde er også helt afgørende. I denne kortlægning fra Yale Universitet Millstein Center for Corporate Governance undersøges det, hvad der skal til for at skabe en effektiv og velfungerende relation mellem formand og CEO.

Kortlægningen er baseret på interviews med CEO’er, bestyrelsesformænd og virksomhedernes interessenter. I kortlægningen identificeres tre vigtige områder, hvor det er altafgørende at formand og adm. direktør får samarbejdet til at fungere optimalt. For det første kemien mellem de to personer, som skal være baseret på en åben og tillidsfuld dialog, samt at man simpelthen godt kan lide hinanden og samarbejdet. For det andet skal der aftales en klar rollefordeling, så man ikke træder ind på hinandens ansvarsområder og skaber mudder i kommunikationen i forhold til den øvrige bestyrelse, organisationen og omgivelserne. Og for det tredje skal relationen være baseret på en fælles forståelse om, at de støtter hinanden, og at formanden fungerer som en slags sparringspartner for CEO’en, og ikke kun en firkantet kontrollant.

Vi vil i det følgende mere indgående gennemgå de tre afgørende byggeklodser for en stærk og frugtbar relation mellem formanden og CEO. For det første er det afgørende med den gode kemi mellem dem og en åbenhjertig dialog. Det betyder blandt andet, at begge parter skal have tillid til at de kan sige lige ud, hvad de mener, og at det ikke senere bliver brugt mod hinanden. Dialogen skal kunne være uformel og så åben, at der ikke fejes problemstillinger ind under gulvtæppet. Det påpeges, at parterne skal være parate til at øge frekvensen i deres kommunikation ved særlige lejligheder, eksempelvis ved en ny formand, en ny CEO, ved virksomhedsopkøb, ved fjendtlige overtagelsesforsøg og ved negativ medieomtale. Kontakten mellem dem kan både være formel ved faste ugentlige eller månedlige møder, og uformel ved løbende kontakt pr. telefon eller email.

Afgørende er det også, at den løbende dialog omfatter en orientering om vigtige forhold, så der ikke kommer overraskelser, og så begge parter føler sig fuld orienteret og på omgangshøjde. Den anden byggeklods består af, at formand og CEO har aftalt en klar rollefordeling, der sikrer de rette beslutningsprocesser, altså hvad der hører til CEO’ens opgaver og til formandens opgaver, samt intern og ekstern kommunikation, samt en fælles forståelse af, hvor man er på vej hen med selskabet.

I kortlægningen oplyses blandt andet om vigtighed af fælles forståelse af arbejdet, at ”in the successful cases, the commitment was more than just to doing the right thing for the company and its shareholders, but that there was a common sense of how to achieve that goal. Most Chairs expected management to take the lead in proposing strategy, tactics, and targets, although they wanted to ensure board views and suggestions got their appropriate due. However, it was important that the Chair felt that, overall, management strategies were intelligent, had a good prospect of success and could be explained to shareholders if that became required.” I fordelingen af opgaverne og ansvar ligger også en fælles forståelse af, hvad direktionen skal levere til bestyrelsen, og hvor gennemarbejdet beslutningsoplæg og analyse er. Samtidig skal der være fuldstændig klarhed om, hvad der er bestyrelsens klare selvstændige opgaver, og på ingen måde direktionens opgave, blandt andet planlægning af bestyrelsens dagsorden, væsentlige finansielle beslutninger, beslutning om M&A transaktioner, ledelsesaflønning og successionsplanlægning.

For det tredje ses de ”moderne” bestyrelser som en vigtig og aktiv sparringspartner for CEO’en og virksomhedens øvrige ledelsesteam, og bestemt ikke kun som en kontrollant. Det fremhæves, at samarbejdsrelationerne i det daglige giver størst udbytte, hvis der er tale om en meget faglig kompetent bestyrelse, hvor eksempelvis formændene for revisionsudvalg, nomineringsudvalg og andre bestyrelsesudvalg er i løbende dialog med CEO og andre fagdirektører, eksempelvis CFO eller funktionsdirektører. Formanden og de enkelte bestyrelsesmedlemmer ses altså at bidrage med sparring i strategi og forretningsudvikling også uden for de formelle bestyrelsesmøder, men altså mere som en uformel sparringspartner.

Morten W. Langer
Læs hele kortlægningen med titlen “Chairmanship The Effective Chair-CEO Relationship: Insight from the Boardroom” HER .

Guide: De største risici ved skift af topchef

En af de globale trends i bestyrelsesarbejdet består i, at man i højere grad end tidligere har arvefølgen i direktionen på plads. Med en række opsigtsvækkende udskiftninger af topchefer de seneste år har i hvert fald toppen af dansk erhvervsliv vist, at man er med på denne mode. Det er bestemt også en fordel, dels at være forberedt på pludseligt frafald fra den eksisterende topchef, dels at holde øjnene åbne for om der var en anden, der kunne udfylde strategien bedre. Men det er også en opgave, der indebærer risici.

Konsulenthuset Korn Ferry identificerer i rapporten ”The Risky Business of CEO Succession” nogle af disse risici, og vi beskriver her de væsentligste. Analysearbejdet er baseret på samtaler med 13 erfarne CEO’s og bestyrelsesmedlemmer fra Australien og New Zealand. Så det er ikke sådan, at konklusionerne er statistisk signifikante. Til gengæld er respondenternes argumenter interessante.

1. Den potentielle afløser bliver ofte fundet uden tilstrækkeligt hensyn til strategi og markedsvilkår: I de fleste bestyrelser bruger man naturligvis meget tid på at diskutere begge emner. Men netop deri ligger en risiko for, at man tager det for selvfølgeligt, når man skal lede efter en ny CEO. I praksis kan bestyrelsesmedlemmerne have forskellige vurderinger af hvilken fase i strategien, man er i gang med, eller hvordan det ligger med trusler og muligheder fra markedet.

2. Man kommer for sent i gang: Den risiko kommer højt op på ranglisten, alene fordi respondenterne synes at være nogenlunde enige om, at man slet ikke kan komme for tidligt i gang. I nogle virksomheder, f.eks. Pepsico, er det endda fast procedure i forbindelse med ansættelser på højt niveau, at man samtidig sætter navn på en mulig afløser.

3. Den siddende CEO forstyrrer processen: De fleste bestyrelsesmedlemmer i Korn Ferrys panel var enige om, at det var deres opgave at sætte navn på en mulig afløser til topchefen. Derimod er der en del uenighed om, hvor meget den siddende topchef skal involveres i forarbejdet. Faren er, at topchefen føler sin position truet eller ønsker at fremtidssikre egen strategi, frem for at følge bestyrelsens ønske om justeringer.

4. Fravalgte direktører forlader selskabet: En god proces involverer også at gennemgå de interne kandidater, typisk markante personer lige under topchefen. Men det indebærer en stor risiko, hvis man ender med at konkludere, at de ikke har evnerne til at træde det sidste trin op ad stigen. Det kan få dem til at søge væk. Derfor må der under processen være tæt dialog med de pågældende, så de ikke føler sig vragede. I bedste fald når de også selv til den konklusion, at det tjener dem bedst at forblive i næstøverste lag.

5. Forkert brug af professionelle rådgivere: Lidt i forlængelse af 4: Såvel bestyrelse som topchef kan nemt komme til at lægge interne og eksterne i forskellige bunker – de første føler man, at man allerede kender, så professionelle kandidater kun bliver hyret til at finde de sidste. Men det er vigtigt, at alle kandidater, interne såvel som eksterne, bliver målt og vejet efter samme skabelon.

6. Arbejdet i direktionen bliver forstyrret: Måske den situation, som Novo Nordisk blev fanget i op til Kåre Schultz’ fratræden. Når først man diskuterer en efterfølger, og de menige direktionsmedlemmer fornemmer at et skifte kommer tæt på, begynder de at indstille sig på de ændringer, der ofte følger med et topchefskifte. Det gælder ikke blot de mulige afløsere til topchefen, men også de andre direktører, der f.eks. kan udsætte handlinger til den forventede nye mand eller kvinde har sat sig i den bedste stol.

7. Manglende kobling til formandens fratrædelse: Ideelt set skal der gå mindst et år fra en ny topchef er tiltrådt, til formanden bliver skiftet ud. Det skal man holde sig for øje. Perioden kan dog være kortere, hvis den nye topchef er rekrutteret internt.

De øvrige syv risici, Korn Ferry havde på bruttolisten, vurderer færre end 20 % er væsentlige. Det er i nogle tilfælde lidt overraskende. F.eks. er der ingen, der ser det som en alvorlig risiko, at nogle af aktionærerne begynder at blande sig i, hvem der ideelt set kunne være ny topchef.

Man ser det åbenbart også kun som en marginal risiko, at den valgte kandidat ikke er klar til at træde til. En pointe, der omvendt viser, at ingen forventer stor loyalitet fra en direktør, der får et bedre tilbud fra en anden virksomhed.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Få styr på risikokulturen

Udefra set var det nogle forholdsvis simple problemer med risikostyringen, der væltede læsset for OW Bunker. De kunne have været løst, og så havde virksomheden overlevet, om end det formentligt stadig var gået hårdt ud over aktiekursen. De bestyrelsesmedlemmer, der blev sat ind efter børsnoteringen, er formentlig blevet fanget på mellemhånd i deres uvidenhed om problemerne og den reelle risikokultur. Forløbet ligner således det, man har set i erhvervsskandaler over hele verden: Det egentlige problem har ikke ligget i, at det var for svært at gardere sig mod risiko. Det har ligget i, at direktionen bare har valgt at tage de store risici, og at bestyrelsen ikke har indset dette. Det har bragt fokus på et nyt begreb: Risikokultur.

Uden at forstå, hvordan den daglige ledelse og nøglepersoner i virksomheden tænker og handler i praksis i forhold til risici, har det formelle setup til risikostyring begrænset værdi. Det er en meget vanskelig disciplin at håndtere en risikokultur, fordi den netop ikke kan sættes op på formler. Men Matteo Tonello fra The Conference Board giver i en blog på Harvard Law School fem råd til, hvordan virksomhederne kan komme i gang:

Hold øje med trenden: Mens man endnu er langt fra en konsensus eller norm om, hvordan risikokultur skal håndteres, er der mange instanser, der arbejder med spørgsmålet. Dette arbejde må bestyrelsen følge. Instanserne omfatter f.eks. konsulenter, intern og ekstern revision, advokater, institutionelle investorer og aktivistiske investorer. Også myndighederne er begyndt at røre på sig med konkrete krav. De britiske myndigheder har f.eks. krævet, at eksterne revisorer skal erklære, at der efter deres viden ikke er forhold omkring risikoen, som bestyrelsen ikke viser den tilstrækkelige opmærksomhed.

Find benchmarks: Som ved al risikohåndtering er det et vilkår, at man må definere en tilstand, der er tilfredsstillende: Man kan i praksis ikke bruge resurserne på at eliminere enhver mikroskopisk risiko. Det er en god ide at finde et benchmark. Disse er det endnu småt med i henseende til risikokultur, og det vil også variere fra land til land og branche til branche, hvad man gør i henseende til risikokultur. Men myndighederne er f.eks. begyndt at komme med udtalelser om, hvad de forventer af virksomhederne.

Langt stærkere intern revision: En traditionel tilgang, hvor den interne revision foretager stikprøver af risikohåndteringen på udvalgte områder, har ikke afværget skandalerne. Derfor er der efter Matteo Tonellos opfattelse behov for, at bestyrelse og direktion i samarbejde går ”radikalt” hårdere til værks. Der skal defineres områder, hvor man ønsker vished for niveauet for risikotagning, og det skal ikke kun tjekkes ved stikprøver. Eksperter arbejder stadig med modeller for, hvordan en optrappet indsats kan ske i praksis.

Pas på med den amerikanske jura: Et tveægget sværd i risikostyringen er, at hvis en bestyrelse af bedste vilje bygger avancerede systemer for at undgå risici, så risikerer den at komme i klemme i det amerikanske retssystem: Når den har defineret en risiko, kan en modparts advokat altid argumentere for, at den har været for sløset med at eliminere eller begrænse samme risiko. Har man aktiviteter i USA, skal man være meget opmærksom på dette paradoks. Selv om det er en særlig amerikansk problemstilling, opfordrer Matteo Tonello også andre landes myndigheder til at være opmærksomme på, at de krav, man sætter op, ikke kommer til at straffe dem, der i virkeligheden er de gode i klassen.

Hold topchefen ansvarlig: Selv om det ofte har vist sig at være topchefen, der er roden til selve problemet, når der er en uhensigtsmæssig risikokultur i en virksomhed, kan det ikke være anderledes, end at det er samme topchef, der har ansvaret for, at alt er i orden. Dette skyldes bl.a., at det er topchefen, der skal sørge for, at virksomhedens ressourcer bliver allokeret optimalt. Men det vil styrke processen, hvis også en anden i topledelsen – f.eks. en risikochef eller en finansdirektør – står som ansvarlig i rapporteringen til bestyrelsen. Desuden skal bestyrelsen have informationer, der sætter den i stand til at vurdere, om de allokerede ressourcer til risikostyringen, herunder til at vurdere risikokulturen, er tilstrækkelige.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Fra tjek på anbefalinger til god adfærd/ 2

Hvornår følger en selskabsbestyrelse en god governance praksis, og hvornår gør den det ikke? En organisation kan have de allerbedste governancestrukturer med tilhørende dokumentation og overholdelse af anbefalinger, men alligevel kan bestyrelsen være dysfunktionel på grund af adfærdsmæssige uhensigtsmæssigheder.

I en syv siders guide gennemgår rådgivningsfirmaet Brown Governance under overskriften ”Boardroom Behaviours and Governance”, hvordan selskabets bestyrelse har testet sin egen adfærd. Økonomisk Ugebrev Ledelse gennemgik den første del af guiden, og fortsætter her med en gennemgang af årsager til, at bestyrelser nogle gange er dysfunktionelle:

For det første peges på, at bestyrelser ofte består af topchefer og andre selvstændige, der er vant til at lede andre. De er vant til at lede et team, og de er ikke vant til at indgå i et team af ligeværdige. Heri ligger en naturlig udfordring. Bestyrelser tager beslutninger som et kollektiv, og der er ofte skabt et grundigere beslutningsgrundlag, end det er tilfældet i den daglige operationelle forretning, hvor beslutningerne ofte tages hurtigere og mere intuitivt. Sikring af en klar arbejdsdeling mellem daglig ledelse og bestyrelse, kan være med til at løse de fleste problemstillinger, påpeges det.

For det andet påpeges, at medlemmers deltagelse i bestyrelsen af de forkerte årsager også kan give problemer. Mange siger ja til at sidde i en bestyrelse, hvor de egentlig ikke hører hjemme. Det kan være fordi der ikke var andre ved hånden, stolthed ved at sidde i en bestyrelse, eller ønsket om at kontrollere en organisation. Rådet lyder, at man skal tage en meget ærlig debat med sig selv, når man tilbydes en bestyrelsespost, om hvorvidt man har den rette profil, den nødvendige tid og en god kemi med den øvrige bestyrelse.

For det tredje er en svag bestyrelsesformand et problem for bestyrelsens funktionalitet. Det påpeges, at en stærk, kompetent og moden formand er afgørende for, om en bestyrelse kommer til at fungere godt. Uden en indsigtsfuld og imødekommende styring af bestyrelsesmøderne glider bestyrelsesmøderne hurtigt over i noget, der enten kan ende med magtkampe eller blot dårlig styring. Som afgørende byggeklodser for den gode formand nævnes en god relation til CEO’en, kompetent ledelse af bestyrelsen, respekt fra medlemmer og daglig ledelse, og en god fornemmelse af hvad rollen indebærer.

Endelig påpeges det, at en svag bestyrelsesformand ofte vil være ødelæggende for bestyrelsesarbejdet. Uden en indsigtsfuld og moden styring af bestyrelsesmøderne kan de hurtigt udvikle sig til magtkampe eller en ustruktureret dialog om de forkerte ting. Igen skal man passe på at sige ja til en formandspost, hvis man ikke føler sig klædt på til det. Ved udpegning af en formand bør der blandt andet lægges vægt på følgende: en god relation til CEO’en, kompetencer til at lede bestyrelsen, respekt fra medlemmerne og den daglige ledelse, samt en personlig fornemmelse af, hvad det kræver at være formand.

Undgå faldgruberne I guiden gennemgås også, hvad man proaktivt kan gøre for at undgå nogle af faldgruberne: For det første peges på, at der ikke kun skal fokuseres på strenge fagkompetencer ved en nyudpegning til bestyrelsen. Personlige og adfærdsmæssige kompetencer skal også passe ind i bestyrelsen. Hvis det først kikser grelt på de sidstnævnte kompetencer, er det meget vanskeligt at gøre noget ved det. For det andet bør netop personlig adfærd og karaktertræk indgår i bestyrelsens årlige evaluering, hvor direktion og de andre bestyrelsesmedlemmer svarer på anonyme spørgeskemaer. For det tredje bør en del af bestyrelsens ”efteruddannelsesbudget” også fokusere på de bløde værdier og hvordan man får bestyrelsesmøderne til at fungere med gode interpersonelle relationer. Endelig nævnes det, at selskabets governancestrukturer bør fremme en effektiv nomineringsproces, så det sikres, at der tages hensyn til alle de nødvendige kompetencer, faglige såvel som menneskelige.

Manglende HR-indsigt hæmmer talentudvikling

Blandt de 20 største danske erhvervsvirksomheder er der kun ét bestyrelsesmedlem med HR-kompetencer i en enkelt bestyrelse, viser en gennemgang af bestyrelsernes sammensætning. Det kan medføre, at der i topledelsen ikke er det nødvendige fokus på at udvikle og fastholde talenter, og dermed kan virksomheden risikere, at det vigtigste ”råstof” for virksomhedens fremtid ikke kan fastholdes, vurderer Heidrick & Struggles. ”Enhver bestyrelse bør i dag have talentudvikling højt oppe på dagsorden. Det skal sikre, at der i den øverste ledelse er det helt nødvendige fokus på arbejdet med, hvordan ledertalenterne udvikles, dyrkes og flyttes rundt i organisationen.

Talentudvikling er ikke kun en opgave for HR-afdelingen. Hele topledelsen skal tage ansvaret for at tiltrække og fastholde dem, der har lederpotentiale. Og dette arbejde bør være lige så målrettet som enhver anden proces, bestyrelsen arbejder med,” siger Nina Nærby, grundlægger og administrerende direktør i Leadership Advisor Group, Copenhagen.

Opgørelsen af HR-kompetencer i danske bestyrelser indgår i en ny stor europæisk undersøgelse fra Heidrick & Struggles. Undersøgelsen viser, at 92 % af bestyrelsesmedlemmerne mener, at det er vigtigt, at bestyrelsen og direktionen forholder sig til talentudviklingen og deltager aktivt i processen. 55 % af dem mener, at deres bestyrelse faktisk har god fokus på dette.

”En bestyrelse skal til enhver tid have et fuldkomment overblik over, hvilke kompetencer, topledelsen besidder — og hvilke kompetencer, der bliver behov for fremover. De skal matche virksomhedens strategi og ændringer i omverdensforholdene. Når der ikke er HR-stærke kompetencer i bestyrelserne, skal bestyrelsesformændene som minimum kunne stille de rigtige spørgsmål til direktionen om dette emne. Det skal sikre, at ledertalenterne plejes og fastholdes,” siger hun.

Nina Nærby vurderer, at bestyrelserne godt ved, at de hænger bagefter med CEO succession, for de bruger i snit blot to timer på det om året. ”Det er alt for lidt tid og betyder, at man for sent stiller skarpt på at have de rigtige CEO talenter klar,” siger Nina Nærby. Hun påpeger desuden at den manglende indsigt på HR-området betyder, at kun de færreste ved hvilke krav, de kan stille til den HR-ansvarlige.

”En dygtig HR-direktør er livgivende for enhver organisation og vil altid spille en stor rolle i det daglige arbejde med at fastholde og tiltrække ledertalenter. Men når bestyrelserne ikke har nok HR-tyngde, formår de ikke at udfordre HR-funktionen. Det skader ofte talentudviklingen, og i sidste ende koster det på både top- og bundlinien,” siger Nina Nærby.

Morten W. Langer 

Log ind