Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 29

Det kan erhvervslivet lære af FC Barcelonas talentudvikling

Den catalanske fodboldstormagt stod for ti år siden som enhver virksomhedsledelses drømmescenarie: Den dyrkede sine egne talenter, der tilmed var i verdensklasse. Men siden er dette konkurrencemæssige forspring sat over styr. Det skyldes ikke kun, at andre har lært af klubben. Den har selv begået markante fejl, som virksomheder kan lære af, hvis de er på toppen – og gerne vil blive der.

Elitesport afspejler i en koncentreret form den udfordring, som virksomheder også står med: De skal vinde over deres konkurrenter. Derfor er udøverne i elitesporten ofte en inspirationskilde i management-litteraturen.

Måske allermest inspirerende er fodboldklubben FC Barcelona: Traditionelt har den spillet andenviolin i sit hjemland – som provinsklubben, der kunne byde Real Madrid modstand, men som ikke rigtigt kunne komme op på siden af rivalen.

Men det lykkedes i 1990’erne, og efter en stille periode blev det endnu vildere: For omkring et årti siden var Barcelona ikke bare dominerende i Spanien, men i verden. Klubben vandt Champions League fire gange, dens spillestil var beundret, og grundstammen på holdet vandt både VM og EM med det spanske landshold.

Men det er altså omkring et årti siden nu. FC Barcelona er i dag stadig en topklub, men slet ikke en dominerende en af slagen. Det skyldes til dels, at nye konkurrenter er kommet til. Men klubben har også begået klare fejl.

Sammenlagt kan den altså i dag ikke bare lære virksomheder noget om, hvordan man når toppen – men også hvordan man undgår at blive skubbet ned fra den igen.

Pointen stammer fra Simon Kuper, der er ved at skrive en bog om FC Barcelona. Som han skriver i en artikel kom han undervejs til at tænke på Romerriget anno 400 – altså på det tidspunkt, hvor riget ikke længere som en selvfølge vandt enhver kappestrid, hvor eliten var korrumperet, og hvor vi, set i bakspejlet, ved, at det lakkede mod enden.

FC Barcelonas storhedstid i 1990’erne byggede på træner Johan Cruyffs fodboldfilosofi. Som tidligere storspiller i klubben kunne Cruyff med rette beskrives som en af klubbens egne. Men de spillere, han skabte succesen med, var overvejende købt udefra i dyre domme. Det var navne som Romario, Laudrup, Koemann og Stoichkov. I anden omgang var spillerne derimod overvejende udlært fra klubbens fodboldakademi, La Masia. Det gælder også den største stjerne af dem alle, argentineren Lionel Messi. Naturligvis blev der stadig købt spillere, men der var vigtige kampe, hvor alle Barcelona-spillere kom fra La Masia.

Det er helt unikt for en moderne topklub, og det er en situation, enhver virksomhedsledelse må drømme om: At man dyrker sine egne talenter, der opflaskes med en loyalitet over virksomheden, så man ikke skal ud i verden med den helt store tegnebog for at finde de medarbejdere, man har brug for – vel vidende, at de vil være væk igen det øjeblik, der kommer nogen med en endnu større tegnebog.

Men for FC Barcelonas vedkommende sluttede festen igen. Den vigtigste forklaring er af den art, hvor man bagefter siger – ”nåh ja, selvfølgelig”: På toppen af klubbens succes var der så mange dygtige spillere, at der ikke var plads på holdet til de nye, der blev uddannet. Så fandt de andre græsgange – større var deres loyalitet naturligvis heller ikke. Klubben forsømte simpelthen at holde et flow – enten ved at nurse de unge spillere og f.eks. leje dem ud til attraktive klubber, eller ved at sælge nogle af de etablerede superstjerner, så der blev plads til flere af de unge. En anden fejl, som man i dag betaler dyrt for, var mindre indlysende: Klubledelsen foretog aldrig nogen seriøs analyse af, hvad der fungerede så godt, da alt gik bedst. Man solede sig i triumfen, men forsømte samtidig at lære af den.

Konkurrenterne var mere oppe på tæerne i den periode. De kiggede på FC Barcelona, sugede alle erfaringer til sig, og opgraderede deres egne fodboldakademier. De unge spillere ville måske stadig alt andet lige helst til den catalanske hovedstad, men omvendt kunne de se, at La Masia ikke længere var den direkte vej til førsteholdet. Heller ikke selv om man havde talentet.

En tredje forsømmelse var af økonomisk art. FC Barcelona har gennem historien mange gange haft alvorlig gæld, og i Cruyffs dage i 1990’erne var det for så vidt et gamble, at han forstod at få stjernerne til at fungere sammen, så triumferne og pengene fulgte. Men i anden omgang, hvor man jo havde uddannet sine egne spillere, burde man have været mere finansielt solide.

Sten Thorup Kristensen

Hent vores gratis White Paper om Talent-og karriereudvikling

White Paper om Talent- og Karriereudvikling

Retsvæsenets juryer kan lære virksomheder noget om mødekultur

Juryens arbejdsform går stik imod mange af de tiltag, virksomheder forsøger sig med for at undgå, at møder kommer til at sluge alt for meget tid. Men konceptet har bevist sit værd og gennem 800 år sikret rå beslutningskraft, selv i de mest penible situationer.

Møder kan være godt, gammeldags træls, når f.eks. diskussionen kommer ud på et sidespor, eller når en eller flere deltagere kommer med deres egne dagsordner. Mangt og meget har virksomheder gjort for at undgå alt for meget tidsspilde på den konto. Typisk arbejder man med faste tidsrammer, der skal tvinge deltagerne frem mod en konklusion, og i nogle sammenhænge skal deltagerne også stå op, så de ikke bliver fristet til at blive ved i det uendelige, bare for hyggens skyld.

Det kan alt sammen være udmærket. Men klummeskriveren Bartleby i The Economist peger på et mødekoncept, der er gået i en helt anden retning, men som ikke desto mindre har leveret solide resultater siden senmiddelalderen.

Der er tale om de juryer, man bruger i de angelsaksiske retsvæsener, og som også har påvirket hverdagen i bl.a. danske domstole.

Formen opstod i England i det 12 århundrede og blev oprindeligt brugt til at afgøre nabostridigheder om f.eks. skel. Siden blev den også taget i anvendelse i strafferetten.

Kendetegnende for konceptet er, at juryen har en meget klart defineret opgave. Som Bartleby bemærker: Den skal afgøre, om den tiltalte er skyldig eller ej, og den kan ikke vælge at dreje temaet til f.eks. at handle om, hvorvidt den omhandlede forseelse overhovedet burde være strafbar, eller om det var bedre at indrette retsvæsenet på en anden måde.

Til sammenligning: Hvor mange gange er det ikke sket i en virksomhed, at mødedeltagere har undveget den problemstilling, de havde på bordet, ved at begynde at diskutere noget andet?

En anden ting er det med varigheden. Den er der ikke lagt begrænsninger på. Begrænsningen ligger alene i, at deltagerne skal løse det problem, de har fået forelagt.

Og så er er antallet af deltagere. Det har været 12 helt fra starten i Henrik 2.’s tid, hvilket er en indikation for, at man gennem tiden har fundet dette antal passende som en afvejning mellem to hensyn – at få forskellige tilgange til problemstillingen, og at forsamlingen skal være overskuelig. Også de danske nævningeting i landsretterne havde indtil 2008 12 deltagere. Nu er tallet dog sat ned til 9.

En ting mere om sammensætningen: Man er omhyggelig med udvælgelsen. Deltagerne skal komme fra forskellige sider af samfundet, og de må ikke forud være tilbøjelige til at nå en bestemt konklusion.

Sidst, men ikke mindst, gør man sig umage med at præsentere sagens forskellige fakta og synsvinkler for juryen. Det sker i form af vidneudsagn og advokaternes fremlæggelser under retssagen.

Af en række forskellige grunde er jury-formen sjældent fuldt ud anvendelig ved møder i en virksomhed. Men måske kan man i forskellige sammenhænge lade sig inspirere af dens bestanddele.

Og engang imellem kan man vælge at bruge hele pakken. Det kan for eksempel være, hvis virksomheden skal flytte til nye og større lokaler. Det vil have betydning for alle ansatte.

Direktionen kan finde en håndfuld muligheder, som opfylder de strategiske behov, og som ligger inden for den økonomiske ramme, og derefter sætte en ”jury”, sammensat af ansatte på forskellige niveauer og fra forskellige afdelinger, til at blive enige om, hvilken løsning der er bedst.

Sten Thorup Kristensen

Store emner på dagsordenen for årsrapporten 2021

Corona og diversitet var de store emner i verdenssamfundet i 2020, og det kom virksomhedernes årsrapporter også til at afspejle. I den kommende årsrapport for 2021 vil det for mange være forsyningsvanskeligheder, der er det store, nye emne. Det skal ikke bare beskrives direkte – det skal også give anledning til revisioner i afsnittet om fremtidige risici.

2021 er ved at rinde ud, og virksomhederne begynder så småt at tilrettelægge den årsrapport, der skal udgives i de første måneder af 2022. Naturligvis må de vente med at beskrive resultatopgørelse og balance til de endelige tal foreligger, men de mere ”bløde” afsnit kan de godt gå i gang med.

Det globale advokatfirma Mayor Brown LLP oplister i en blog på Havard Law School Forum on Corporate Governance en række af de emner, der i år fortjener særlig opmærksomhed. Nogle af dem har lidt karakter af gårsdagens nyheder – diversitet blandt medarbejderne var f.eks. et meget stort emne i rapporterne for 2020, og vil også være det i rapporterne for 2021. Men der er ikke sket noget afgørende nyt på feltet i år. Vi gennemgår her nogle af de punkter, hvor der er egentligt nyt at være opmærksom på.

Virtuelle generalforsamlinger og investormøder. De seneste to år har de fleste afholdt virtuelle generalforsamlinger, og ligeledes investorpræsentationer i forlængelse af regnskabsfremlæggelsen. Baggrunden var naturligvis nedlukningerne, men hen ad vejen har mange også budt de praktiske fordele ved virtuelle møder velkomne. Nu, som pandemien klinger ud, er det imidlertid tid til at træffe nogle strategiske valg og at lægge dem ud til åben diskussion med aktionærer og andre interessenter.

Helt lavpraktisk skal man have styr på lovgivningen. I nogle lande var det kun midlertidige love, der tillod de virtuelle generalforsamlinger. Men selv hvis man finder, at der juridisk er grønt lys for at fortsætte ad den virtuelle vej, skal man overveje, om det er hensigtsmæssigt. Man diskuterede også spørgsmålet, inden coronaen ramte, og dengang insisterede mange på, at både generalforsamling og investormøder skulle foregå fysisk. De kan have skiftet mening, men virksomhederne kan med fordel stikke en finger i jorden.

Andre praktiske overvejelser står i kø. F.eks. kan man kombinere fysiske og virtuelle møder og på den måde umiddelbart tilfredsstille alle parter. Men alle, der deltaget i den slags blandede møder, ved også, at de er distraherende.

HR-politikker. I 2021-rapporterne var der stort fokus på, hvad man havde gjort for medarbejdernes sikkerhed under pandemien, og diversitet var som nævnt også højt på dagsordenen. I år er der noget andet på HR-fronten, som læserne af årsrapporterne vil være meget interesserede i: Hvordan virksomheden står sig i kampen om den sparsomme arbejdskraft, og hvad den gør for at undgå mangel på arbejdskraft både på kort og langt sigt.

I USA har børsmyndigheden SEC med virkning for nyligt indført nye krav til beskrivelsen af HR-faktorer. De børsnoterede virksomheder skal ikke bare opgøre hårde data for arbejdsstyrken, men også nogle af de bløde data, man bruger internt – f.eks. målinger af medarbejdertilfredshed. Selv om disse krav ikke gælder i Danmark, kan man måske lade sig inspirere af dem. Og amerikanske investorer vil under alle omstændigheder vænne sig til, at disse oplysninger hører med.

Risiko-faktorer. Det er ikke nyt, at virksomheder skal beskrive de ulykker, der potentielt kan ramme dem. Det er helt indarbejdet praksis. Men i år vil det alligevel være en lidt større udfordring end sædvanligt for mange virksomheder.

Når man er ramt af en ulykke, man i de foregående år kun har beskrevet som en teoretisk mulighed, skal man nemlig justere teksten ud fra de nye erfaringer. Og i år har mange oplevet brud i forsyningskæden – et typisk eksempel på noget, man tidligere har nævnt i årsrapport og prospekter, uden at man rigtigt har regnet det som et realistisk scenarie.

Der var naturligvis også nogle, som oplevede problemer med forsyningskæden i 2020, men dengang var det færre og som en mere direkte – og fejlagtigt, skulle det vise sig – forventet kortvarig effekt af coronaen. Og apropos, så vil afsnittet om risikoen fra epidemier sandsynligvis også kunne bruge en gennemskrivning, nu hvor man har bedre overblik over forløbet under coronaen.

Endelig er der hele klimadagsordenen. Her skal man på en gang adressere reelle risiko for virksomheden, men på den anden side heller ikke fortabe sig i emnet, selv om det er stort på den politiske dagsorden. Netop de afledte politiske risici vil for mange virksomheder givetvis være betydeligt større end risici fra temperaturstigninger et antal år ude i fremtiden.

Sten Thorup Kristensen

Systematic-CEO: Mine fem vigtigste ledelseserfaringer

God ledelse handler i høj grad om at være oprigtigt nysgerrig og styre lysten til at blande sig for meget, siger Systematics CEO, Michael Holm, der fortæller om sine fem vigtigste ledelseserfaringer til Økonomisk Ugebrevs fagredaktør Peder Bjerge. I 1985 stiftede Michael Holm IT-virksomheden, der er vokset fra mindre dansk startup til globalt orienteret forretning med kontorer rundt om i verden til mere end 1.000 medarbejdere.

1: Nysgerrighed
”Begreber som nysgerrighed og engagement har altid været vigtige for mig i forhold til ledelse. Begge dele kan både være et plus og et minus. For mig handler ledelse om at have en enorm nysgerrighed på, hvad der foregår i organisationen. Hele tiden spørge til, hvad billedet er. Hvad foregår der? Hvad laver I? Hvorfor dit og hvorfor dat?

Den positive side af nysgerrighed er, når det kommer til udtryk som engagement. For mig handler det om hele tiden at blive klogere på, hvad der foregår i organisationen og som et link til at modtage og dele viden. Det er nemmere, når man er en lille virksomhed, hvor alle ved, hvad alle gør.

Da vi var en lille start-up virksomhed mødtes vi alle rundt om frokostbordet. Det gør vi også i dag. Men frokostbordet er vokset en del, og nu samler vi hver dag 600 personer i kantinen i Aarhus. Det er en vigtig del af kulturen, også i f.eks. vores amerikanske og engelske afdelinger. Så kan det godt være, at man snakker om fodbold eller alt muligt andet, men man lærer hinanden at kende på tværs af organisationen. Fælles frokost har altid været en stærk kulturel lim i Systematic. Men det handler også om god ledelse, at møde medarbejderne, at være nysgerrig og at være budbringer mellem de forskellige dele af virksomheden.

Det gælder dog om at holde balancen. Det må ikke være sådan, at nysgerrigheden udspringer af et ønske om at træffe beslutninger i et lag, hvor det ikke hører hjemme. Jeg må ikke blive sådan en, der overvåger andre. Som leder skal man spørge af oprigtig interesse, og man skal lade ansvaret for at træffe beslutningerne ligge hos dem, som er udpeget til det. Nysgerrighed indebærer altid en fare for at udvikle sig til micro-management. Det er en udfordring for de fleste ledere og iværksættere, som virkelig brænder for det de laver, og man skal virkelig holde balancen mellem de to ting.

Engagement er også vigtigt. Jeg er bevidst om, at min virksomhed er i gang 24/7, og jeg kan ikke bare lægge det fra mig. En leders engagement skal gerne smitte af i organisationen, og medarbejderne skal tro på, at det man gør, er rigtigt. Medarbejderne skal kunne mærke det engagement, og man skal dele sine visioner og drømme med dem, så de også kan se det, man selv ser. På den måde får man folk til at arbejde i samme retning og mod samme mål. Hvis ikke du kan få medarbejderne med på drømmen og visionerne, så har du et problem.”

2: Fokus i forretningen
”Det andet jeg vil tale om, er fokus. Når man er en lille virksomhed, og skal have solgt noget, er det som at være en fotograf, der bare knipser løs og tager billeder, som man håber at kunne sælge. Man skal bare overleve. Efterhånden som du bliver dygtigere som virksomhed, finder du dit speciale, din faglighed. Du bliver bedre til at finde ud af, hvad du vil, og hvad du vil fokusere særligt på.

Nu har jeg siddet i det samme job i 35 år: I starten kunne vi mange ting. Jo større vi er blevet, des flere ting kan vi rent fagligt. Men der, hvor vi rammer markedet, er blevet mere snævert end tidligere, fordi vi er blevet mere spidse. Billedligt talt går man fra at have den store linse for øjet til at udvælge den helt rigtige til formålet.

Vi har lært som virksomhed at være produktorienteret over tid. Vi er gået fra at være en projektforretning, hvor vi skød med spredehagl. Vi lavede produkter, som var skræddersyet til en enkelt kunde, men vi fandt hurtigt ud af, at vores produkter kunne udvikles, så flere kunder kunne få gavn af dem og efterspørge dem.

Vi fokuserede med andre ord vores forretning og begrænsede de ting, vi ville være gode til. Vi har også lært det på den hårde måde: Jo mere fokuserede vi er, desto bedre går det. Men tag ikke fejl, selv om du koncentrerer dig om en niche, kan det godt blive et kæmpestort marked, hvis man formår at nå ud på det globale marked.

3: Klarhed om retningen
”Man skal skelne mellem kompetence og klarhed, altså opgaveklarhed. Vi kan købe os til kompetencer, og vi kan give vores medarbejdere nye kompetencer ved at sende dem på kurser. Men klarheden er sværere at opnå. Det svarer til at bygge et hus, hvor der er forskel på, hvordan du skal bygge det, og hvorfor du skal bygge det. Hvad siger dine kolleger? Hvad siger dine kunder? Hvad siger din arbejdsgiver? Når de forskellige input går op i en højere enhed, så er det dig, der ved mest. Det er dig, som har kontrollen, overblikket og dermed, forhåbentlig, indsigten til at tage de rette beslutninger.

Vi taler om kontrol, selvom det er et tvetydigt ord: alle kan lide at være i kontrol, men ingen vil kontrolleres. Derfor skal du som leder finde “the sweet spot”, altså lige den balance der gør, at du har styr på dine ting, samtidig med, at du har dine medarbejdere med dig.

Jeg plejer at sige, at står man som styrmand ombord på et skib, og kaptajnen sætter en retning på 10 grader styrbord, så ved alle, hvordan man lige skal løsne lidt på riggen eller stramme på noget andet, så man kommer fuldt tryk hele vejen rundt til 10 grader styrbord. Hvis der nu er nogen, som ikke lige ved, hvad der skal gøres, jamen så bliver sejlet ikke strammet op, men står i stedet og blafrer. Hvis det er tilfældet, så har du ikke været klar i din måde at bedrive ledelse på. Så er du ikke i kontrol, fordi det ikke er lykkedes at få den klarhed hos din besætning, som du gerne vil have.

I Systematic har vi løbende dialoger om ledelse, og om hvad god ledelse er. Det, der var god ledelseslatin for år tilbage, dækker ikke nødvendigvis nutidens og fremtidens behov hos virksomheder og medarbejdere.”

4: Tillid
”Noget, der er meget vigtigt for mig som leder, er ordet tillid. Vi har fundet ud af, at det er svært at komme fra en dansk kontekst og omplante tillid i de ti kontorer, som vi har rundt om i verden. Opfattelsen af tillid, og hvordan man opnår det, er meget forskellig alt efter, hvilken del af verden, man kommer fra.

Danskerne er nogle af de mest tillidsfulde mennesker i verden, og det kan godt give udfordringer, når vi bevæger os udenfor landets grænser. Det er langt fra alle steder, at tillid er noget, vi har fra dag ét. Det er meget kulturelt betinget. Den danske tillidsmodel med lavt hierarki og åbne døre, virker godt i Danmark – men det er ikke sikkert, at det fungerer godt i praksis andre steder. Det er i hvert fald meget svært at bygge en tillidsbaseret organisation på en international scene. Tekniske kompetencer kan du hurtigt finde, men den tillid det kræver for at medarbejdere tør rejse sig op og stille spørgsmål eller udfordre ledelsen, kan være svær at opbygge i andre lande.

I vores danske udviklingsafdelinger, har vi en stærk review-kultur, hvor man arbejder på noget for så at give det videre til andre, som så kigger på det for at sige, hvor det kunne blive bedre. Det er ikke altid ligetil at gennemføre andre steder. Der skal der mere til for, at man deler sin viden med andre.”

5: Intuition og mavefornemmelse
”Mavefornemmelse er for mig en meget vigtig del af ledelse. Det snakker vi en del om, men det er ikke noget, man kan lære på intuitionskurser. Man kan lære en masse om ledelsesteori, og det skal man også gøre. Man skal tage alle de ledelseskurser, man kan få. Men når alt kommer til alt, drejer det sig om at have den intuition og mavefornemmelse for, hvad du ser, når du går forbi kolleger eller medarbejdere.

Det handler om at høre, hvad der bliver sagt og i hvilken kontekst, det bliver sagt. Den der udefinerbare mavefornemmelse eller intuition finder jeg meget, meget vigtig som leder, når det gælder om at korrigere for, om det nu er det rigtige, jeg får sagt. Det handler om at kunne sætte sig ind i, hvordan noget vil blive opfattet af dem på den anden side, uanset om det er medarbejdere eller nogle på kundesiden; hvordan vil de læse det? Det kan godt være, at jeg sidder her på hovedkontoret og siger noget, men hvordan bliver det modtaget i Australien eller i Finland?

Nok kommer den intuition eller mavefornemmelse med erfaringen, men det handler også om at være holdspiller. Du ved jo godt, hvordan de forskellige på dit hold har det, når I har været gennem en udmarvende kamp. Hvis det er gået skidt, skal man have det ud, inden man mødes næste gang til træning. Ellers det bliver bare værre og større. Det er den samme fornemmelse i en organisation som i sport, når man har med mennesker at gøre.”

Peder Bjerge

Bestyrelsen skal holde sig i baggrunden, når virksomheden kommer i modvind i pressen

Det kan være svært for bestyrelse og direktion at holde hovedet koldt, når virksomheden pludselig bliver angrebet i pressen og på sociale medier – både hvis kritikken er rimelig, og hvis den er misforstået. Men tålmodighed, åbenhed og ærlighed er ikke desto mindre måden at håndtere det på, lyder det fra et rekrutteringsfirma.

Det er sjældent, at mindre og mellemstore virksomheder for alvor bliver ramt af kritik i pressen. Den ”fornøjelse” er i de fleste tilfælde forbeholdt de større og børsnoterede virksomheder.

Men så meget mere overraskende er det, når det alligevel sker. Og det kan også være hårdere end tidligere, fordi de sociale medier, der er kommet til,virker som en mikrofon. Især nå man er uvant med processen, kan det være svært at holde hovedet koldt, når bruger efter bruger skriver negative kommentarer om virksomheden – ofte uden at have sat sig mere end overfladisk ind i, hvad sagen går ud på.

Derfor er det godt at have forberedt sig mentalt på den dag, hvor kritikken hagler ned over virksomheden. Korn Ferry gennemgår i en artikel på siden “Dealing With A Media Crisis” nogle gode regler for, hvordan man håndterer en holmgang med pressen.

Ifølge rekrutteringsfirmaet skal man ikke lade sig kyse af det ændrede mediebillede med sociale medier. Spillereglerne er grundlæggende de samme, som de hele tiden har været.

En mulig begynderfejl for den virksomhed, der ikke er vant til at tale med pressen, er, at bestyrelsesformanden kommer på banen. For ham/hende er det en naturlig reaktion, at angrebet er så alvorligt, at den formelt set øverst ansvarlige i virksomheden skal håndtere det. Men det kan sende et dårligt signal til omverdenen og herunder i særdeleshed til eksterne investorer. De kan se det som en mistillid til den daglige ledelse, når bestyrelsesformanden udtaler sig.

Generelt set er rådet til virksomheder, der bliver ramt af mediekritik, enkelt: Vær åben og ærlig. Det kan være kontra-intuitivt, hvis det faktisk er tilfældet, at virksomheden har begået en alvorlig fejl, og man helst vil feje den ind under gulvtæppet. Men netop i det tilfælde gør det allermindst ondt værre, hvis virksomheden lukker sig som sig selv. Altså: Jo hurtigere, man kan synke spyttet og erkende sine fejl, jo bedre står man i mediestormen – også selv om det hele ser negativt ud, mens det står på.

I andre tilfælde er kritikken urimelig eller misforstået, eller virksomhedens fejl er hændelig. I det tilfælde vil rygmarvsreaktionen være vrede og afvisning. Men igen: Den slags kommer man ingen vegne med. Det bedste råd er stadig tålmodigt at forklare journalister og vrede borgere på sociale medier, hvorfor virksomheden har gjort, som den har gjort, og herunder at fremhæve, hvad man har lært og vil gøre anderledes fremover.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan fastholder virksomheden de vigtigste ansatte

På vej ud af coronakrisen er der opstået en uventet bølge af opsigelser fra de ansatte. For mange virksomheder kan det blive yderst problematisk. Men mange af dem famler i blinde: De tror, at lidt mere i lønposen eller løfter om karrieremuligheder gør tricket. I virkeligheden er det først og fremmest social sammenhængskraft, herunder anerkendelse fra chefen, medarbejderne efterspørger.

Som topleder eller mellemleder er det vigtigt, at du løbende gør dig overvejelser om, hvad du kan gøre for at fastholde de mest værdifulde medarbejdere. Altså dem, der kan være svære at erstatte, ikke mindst i det aktuelle meget pressede arbejdsmarked, hvor usædvanligt mange forlader deres jobs. Endda ofte selvom de ikke har et andet job på hånden.

McKinsey gennemgår i en guide det, de kalder ”The great attrition”, altså den store nedslidning. Pointen er, at de virksomheder, der ikke formår at dæmme op for afgangen, kan få store problemer.

Og mange virksomheder famler virkelig i blinde. De forsøger sig med lønforhøjelser eller ekstraordinære bonusser. Det er naturligvis noget, medarbejderne godt kan lide, men det har ikke nødvendigvis den store fastholdende effekt – måske endda tværtimod.

Man kan filosofere over, hvad der har udløst tendensen. En del af det skyldes givetvis, at nogle medarbejdere vitterligt er blevet rigere – nogle har oplevet brat stigende boligformuer, andre har fået ”helikopterpenge” eller på anden måde netto haft en større indkomst end sædvanligt, mens hjælpepakkerne var i kraft.

En anden faktor, som givetvis spiller ind, er, at folk, mens de har arbejdet hjemme, har haft tid og anledning til eksistentielle overvejelser over, hvad de vil med deres liv. Konsulenthuset har i en undersøgelse spurgt arbejdsgivere og lønmodtagere, hvad de mener kan udløse en opsigelse fra de ansattes side. Arbejdsgiverne angiver naturligt nok lav løn, dårligt helbred og et ønske om avancement som de stærkeste bevæggrunde.

Men hvad arbejdsgiverne derefter nævner, lyder mest af alt som et ekko af et overfladisk jobopslag: De tror, at f.eks. udviklingsmuligheder og muligheden for hjemmearbejde har stor betydning.

Begge disse faktorer rangerer imidlertid lavt, når man spørger medarbejderne selv. Hvad de i stedet lægger vægt på er især accept og anerkendelse – fra virksomheden såvel som fra chefen personligt. Også en blød kvalitet som følelsen af at høre til og samhørighed, lægger de stor vægt på.

Det er altså netop den slags, som ikke bare er svært for en chef at håndtere, men som også kan være personligt ømtåleligt – få bryder sig om at erkende, at de ikke er afholdte af deres medarbejdere. Men det er ikke desto mindre det, som virksomhederne og deres ledere må arbejde med, hvis de vil undgå at risikere en situation med alvorlig mangel på arbejdskraft.

McKinsey foreslår nogle konkrete spørgsmål, man kan stille sig selv i HR-afdelinger og ledergrupper. Her er nogle eksempler:

Har vi ubehagelige chefer? En chef kan aldrig kun være flink, men det er særdeles ukonstruktivt, hvis han eller hun bare lader dårligt humør gå ud over medarbejderne. Nøgternt set kan det at være skarp og ligefrem motivere nogle medarbejdere til at foretage handlinger, som chefen ønsker. Men lige nu skal man altså mere end sædvanligt overveje, om en sådan ledelsesstil i længden kan blive for dyr.

Hvor stærk var kulturen før pandemien? Mange virksomheder forlader sig givetvis på, at når medarbejderne vender tilbage til kontorerne og til hverdagen i det hele taget, genopstår de gamle fællesskaber. Men hvor stærke var disse fællesskaber egentlig? Måske har mange af de medarbejdere, der siger op for tiden, konkluderet, at det sociale liv på arbejdspladsen ikke havde stor værdi.

Består relationen til medarbejderne kun i transaktioner? Meget er sagt og skrevet om bonusaflønning, og det er ikke et instrument, der skal smides ud med badevandet. Men man skal undgå, at ledelsen ikke består af andet. Hvis en ny problemstilling udløser en ny bonusordning, og ikke andet, anerkender man nok problemstillingens tilstedeværelse, men man sender også det signal til medarbejderne, at de kun er aftalepartnere – ikke en del af noget vigtigt og socialt.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan håndterer de bedste ”arvefølgen” i direktionen

En af bestyrelsens vigtigste opgaver er at have en køreklar plan for, hvad der skal ske, når CEO’en går eller bliver gået – og hvem der skal tage over. Det er imidlertid noget, som bestyrelser håndterer vidt forskelligt. En af vanskelighederne er, at diskussionen om kommende topledere er filtret ind i de strategiske diskussioner og personlige hensyn.

Umiddelbart ser det nemt ud: Bestyrelsen sørger for at samle en håndfuld navne på nye mulige topchefer, man kan ringe til, hvis den nuværende topchef mere eller mindre pludseligt træder tilbage. I praksis er det mere indviklet, for de navne, man har på listen, kan hurtigt blive forældede. En siger måske ja til en større stilling i en anden virksomhed, og en anden gør noget dumt, der ekskluderer ham fra listen, og en tredje har ikke længere de kompetencer, virksomheden har brug for.

Men svært eller ej: Bestyrelsen bør have tænkt over arvefølgen i direktionen, og den skal have en plan klar for det. PricewaterhouseCoopers oplister på Harvard Law School Forum on Corporate Governance syv ting, der efter deres erfaring kendetegner de bestyrelser, der er sluppet bedst afsted med at løse den svære opgave.

De er enige om hvilke evner og erfaringer samt personlighed, den rette kandidat besidder. Diskussionen om arvefølgen er tæt knyttet til diskussioner om strategi. Man kan først danne sig en mening om, hvem den ideelle kommende CEO vil være, når man har gjort op med sig selv, hvilke udfordringer virksomheden vil møde i de kommende år, og hvordan den skal angribe dem. Bestyrelsen skal dog også tage højde for andre ting, f.eks. om en kandidat matcher virksomhedens kultur.

De ved, hvem der har ansvaret. Det er bestyrelsen, der ansætter en ny CEO, og dermed er det også op til bestyrelsen at forberede denne proces. Der er dog mange, der vælger at lægge det ned i et underudvalg, eller til CEO’en. I så fald er det vigtigt, at der er klarhed om udvalgets præcise opgaver og ansvar for rapportering til den øvrige bestyrelse. Bestyrelsen skal også tage stilling til, i hvilket omfang den eksisterende CEO skal involveres i arbejdet.

De har en konkret plan med bl.a. en tidslinje. Arvefølgeplanen behøver ikke være meget formel. Den kan godt være et afsnit i et mødereferat, eller måske ikke engang det, hvis man er meget omhyggelige med fortroligheden. Men de bedste bestyrelser har en konkret nedskrevet plan – komplet med programmer for lederudvikling og beskrivelser af procedurer og tidsplan for løbende opdatering af planen.

De har en plan for nødsituationen. Én ting er den velplanlagte afløsning af en CEO, der går på pension, eller som skal videre i sin karriere. Noget andet er den situation, hvor der pludseligt er brug for en ny CEO, f.eks. på grund af dødsfald, sygdom eller en pludselig opstået skandale.

Den oplagte løsning i disse situationer er at indsætte et af de andre direktionsmedlemmer som midlertidig CEO. Men det går også bedst, hvis bestyrelsen forinden har haft møder med disse direktører, så man er bedre klædt på til at vælge mellem dem. Der kan også være andre muligheder – f.eks. at det er et bestyrelsesmedlem, der skal træde til som midlertidig CEO.

De påbegynder diskussionen tidligt. Det kan forekomme akavet at diskutere ny CEO, hvis den eksisterende er relativt nyansat og måske endda har succes. Netop på den baggrund forsømmer mange bestyrelser at have en arvefølgeplan. Der er dog veje til at komme udenom det akavede – f.eks. at gøre det til et fast halvårligt dagsordenspunkt, som omhandler alle i ledelsen, og dermed også hvem der før eller siden skal afløse bestyrelsesmedlemmerne selv.

De tænker på det meget lange sigt. De bestyrelser, der er allerdygtigst til arvefølgeplanlægning, overvejer ikke blot hvem, der kan afløse CEO’en, men også hvem der nogle år længere ude kan afløse afløseren. De interesserer sig nemlig for hele pipelinen af lederemner, begyndende ved de senest ansatte elever og den interne talentudvikling. At følge denne pipeline giver også bestyrelsen mulighed for over mange år at opbygge et personligt forhold til kommende ledere.

De forstår betydningen af den gode start. Afløseren for den nuværende CEO skal ikke bare findes, men på et tidspunkt også hjælpes ind i jobbet. Selv den dygtigste topleder har brug for, at hans arbejdsgivere sætter tid af til at introducere ham til den praktiske hverdag. Samtidig sender en meget synlig onboarding et klart signal til omverdenen om, at bestyrelsen står bag sin topchef.

Sten Thorup Kristensen

Bestyrelsesformændenes honorar steg 20 procent i 2020

Tema om Bestyrelseshonorarer 2020: Økonomisk Ugebrevs årlige gennemgang af udviklingen i bestyrelseshonorarerne i de 100 største danske selskaber viser, at særligt bestyrelsesformændene fik en ordentlig ekstra pose penge i forhold til året før. Det gennemsnitlige formandshonorar steg 20 procent, til 1,36 mio. kr. mod 1,13 mio. kr. året før. Chefredaktør Morten W. Langer fra Økonomisk Ugebrev Ledelse gennemgår her tendenserne i årets analyse af de 100 største selskabers bestyrelseshonorarer.

Den suverænt højest lønnede bestyrelsesformand i Danmark er A.P. Møller-Mærsks Jim Hagemann Snabe med et årligt honorar på syv mio. kr. Mærsk har de seneste år været gennem en succesfuld transformation, som dog ikke er tilendebragt. Blandt andet har fremdriften i den brede logistikforretning ikke været som forventet, og det har også kostet på bonusaflønningen til koncernens CEO. Men formanden har holdt niveauet fra forrige år.

Næsthøjeste formandshonorar får Bestsellers Merete Bech Povlsen med 4,8 mio. kr. Hun er mor til Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der er søn af Bestseller-stifter Troels Holch Povlsen. Bestsellers moderselskab Heartland kom gennem regnskabsåret 2019/20 med samme salg som året før på 32,3 mia. kr. Men et betydeligt lavere EBITDA-resultat på 2,2 mia. kr. mod 3,6 mia. kr. året før.

I starten af coronakrisen var der en vis ballade omkring selskabet, der ikke ville betale husleje i de forretninger, som måtte lukkes. Ledelsen trak dog senere i land på de opsigtsvækkende krav.

2020 har uden tvivl været et supertravlt år for bestyrelserne i dansk erhvervsliv, og det gælder også de store virksomheder. Velkendt er det, at bestyrelserne i kriseåret er rykket markant tættere på den daglige ledelse for at bistå med strategiske og operationelle overvejelser og beslutninger om, hvordan man både kunne udnytte nye markedsmuligheder, omlægge distributionen og slukke ildebrande, blandt andet omkring håndtering af de ansattes sundhed og sikre stabile logistikkæder.

I forvejen er bestyrelsesformændene i mange virksomheder de seneste 5-8 år rykket meget tættere på den daglige ledelse og fungerer som en sparringspartner for CEO’en og sikrer en bedre kommunikation mellem direktion og daglig ledelse. Set i det lys er det nok ikke overraskende, at især bestyrelsesformændene har fået et markant løft i honoraret.

Bag den gennemsnitlige stigning på 20 procent ligger meget store forskelle: I en stor andel af bestyrelserne har formanden fået samme eller lavere honorar i forhold til
2019. Måske fordi selskabets økonomi har været presset, fordi der er modtaget statslig coronastøtte eller i solidaritet med, at de ansatte måske har været presset på den ene eller anden måde, måske med løntilbageholdenhed.

Største stigninger i formandshonoraret er gået til Pandoras Peter A. Ruzicka, tidligere CEO i norske Orkla, som er blevet løftet fra 1,5 mio. kr. til 2,4 mio. kr., svarende til en fremgang på 60 procent. DSV’s formand, CBS-professor Thomas Plenborg, har fået 57 procent mere. Hans honorar er øget fra 1,43 mio. kr. i 2019 til 2,25 mio. kr. sidste år, og CBS-jobbet må nu anses for at være en bibeskæftigelse, i hvert fald i økonomisk henseende. Begge selskaber har været gennem en turbulent periode, for Pandoras vedkommende en omfattende turn arund proces, og for DSV’s vedkommende med en stribe meget store virksomhedsopkøb.

Andre bestyrelsesformænd har også fået en gevaldig lønforhøjelse, også i selskaber som er kørt gennem krisen uden de store forhindringer, og i selskaber, hvor der har været meget store nedture for aktionærerne. Coloplasts formand, den tidligere CEO Lars Rasmussen, lagde 35 procent oveni det tidligere honorar, som steg fra 1,36 mio. kr. i 2019 til 1,84 mio. kr. sidste år. Coloplast er et af de selskaber, som under viruskrisen har vist størst robusthed på det danske aktiemarked.

Også formanden for Mærsk Drilling, Claus V. Hemmingsen, har fået en betydelig lønforhøjelse. Honoraret er steget fra 1,16 mio. kr. til 1,59 mio. kr. svarende til et løft på 36 procent. Nedturen i olieudvindingsindustrien kan kostet dyrt på aktiekursen – og indtjeningen. Og de seneste måneders stigende energipriser har alene betydet, at selskabets aktie ikke har været på samme nedtur som det generelle aktiemarked. Aktien er stadig halveret i forhold til sommeren 2019.

Generelt har de i forvejen højest lønnede formænd fået mere i honorar end forrige år. Det drejer sig ikke mindst om formændene i Danske Bank og Nordea, som ikke kom ud af 2020 med særligt prangende resultater. Danske Banks formand Karsten Dybvad fik ni procent ekstra og steg til et honorar på 2,4 mio. kr. Topdanmarks bestyrelsesformand Ricard Wennerklint, som kommer fra hovedaktionæren Sampo, steg 36 procent og fik samlet 1,73 mio. kr. i honorar sidste år.

Jyske Banks Kurt Bligaard har som ny formand fået løftet bankens formandshonorar til et mere branchekonformt leje. Sidste år udgjorde det samlede honorar til 1,3 mio. kr. mod 1,0 mio. kr. i 2019 og kun en halv million kroner i 2017. Til sammenligning får Nykredits formand, den tidligere TV2-direktør Merete Eldrup, et honorar på 1,44 mio. kr., hvorved den foreningsejede realkreditforening betaler det 25. højeste formandshonorar i Danmark

En lang række bestyrelsesformænd har holdt betydeligt mere igen med honorarstigninger. Blandt de største selskaber fik eksempelvis Novo Nordisks formand tretten procent lavere honorar end året før. Det faldt fra 3,1 mio. kr. til 2,7 mio. kr.

I vederlagsrapporten forklares, at faldet i vederlaget især skyldes lavere rejsegodtgørelser i corona-året. Her oplyses også, at formanden i forhold til bestyrelsesformændene i de store europæiske farmaselskaber fik et honorar, som ligger i laveste kvartil, altså blandt den fjerdedel af formændene, som får laveste honorarer.

Det oplyses også, at formanden får det tredobbelte honorar af et menigt medlem på 720.000, hvortil kommer ekstra vederlag for en række udvalgsposter. Det vigtigste – og mest prestigefyldte – revisionsudvalg giver et årligt ekstrahonorar på 720.000 kr. mens deltagelse i de andre bestyrelsesudvalg giver halvdelen. Det oplyses også, at der gives en rejsegodtgørelse på 38.500 kr. pr. møde, hvis man kommer fra andre lande end Danmark.

Bemærkelsesværdigt giver det også ekstra 38.500 kr. ekstra pr. møde, hvis man har mere end fem timers rejsetid til bestyrelsesmødet. Det henstår som et åbent spørgsmål, i hvilket tilfælde der er mere end fem timers rejsetid indenfor Danmarks grænser.

Andre formænd med en flad udvikling i honoraret findes hos blandt andet ISS, Carlsberg, Novozymes, Tryg og Torm.

Egentligt faldende formandshonorarer ses hos Danish Agro, Falck og Demant. Demant synes at være en af de få virksomheder, der blev ramt af corona, eller som fik statsstøtte, som selv valgte at reducere årets honorar.

Demants bestyrelse besluttede at skære 20 procent af sit eget honorar, fremgår det af vederlagsrapporten: ”At the annual general meeting in March 2020, it was decided to keep the Board of Directors’ annual fee of DKK 350,000 and the annual fee of DKK 50,000 for the members of the audit committee for the coming year. The fees were most recently increased in 2016. The Board of Directors decided to reduce their fee by 20% from 1 May and for the rest of the year due to the severe impact of coronavirus on the hearing healthcare business.”

Morten W. Langer

KMD-topchef: Her er mine vigtigste ledelseserfaringer

Øverste chef for IT-selskabet KMD, svenske Per Johansson, ser klare forskelle på at være leder på den svenske og den danske måde. Danske ledere er ofte mere operative end svenske ledere, men svenskerne er bedre til at give organisationerne plads til at løse interne konflikter selv. Han tror mest på at være inkluderende i sit lederskab og træde et skridt tilbage for at lade organisationen selv tage ansvar. I dette toplederinterview fortæller han om sine ledelseserfaringer til Økonomisk Ugebrevs fagredaktør Peder Bjerge.

1: Tag ansvaret på dig, men involvér de andre i organisationen

”Noget, som står stærkt for mig, er det, jeg har observeret i forhold til mig selv og andre ledere, jeg har oplevet på tæt hold. Når man står og betragter andre udefra, kan man let forledes til at tro, at man kan gøre hele eller dele af det samme arbejde meget bedre selv. Men når man selv sidder i lederstolen, er det et andet job, end hvad det kan synes at være set udefra.

Der er to virkeligheder: Den, som findes i betragterens øjne, og den, som den egentlige leder lever i. Så der kan være mange, som går rundt og tænker, at de har alt, hvad der kræves for at være leder i en virksomhed. Men når man har en stilling som øverste leder, er verden mere kompleks end set udefra. Der er en tendens til, at man kommer til at forenkle kompleksiteten, når man sidder på sidelinjen.

Man ser f.eks. ikke alle konsekvenserne af de forskellige handlinger med samme intensitet, når man står udenfor og ser ind. Som øverste leder er man ansvarlig for alle medarbejdere, alle kunder og partnere i forhold til de beslutninger, man måtte træffe. Kort sagt er der stor forskel på at have hele ansvaret og på at bestride blot en delmængde af det ansvar. Det skal man som øverste leder være parat til at tage på sig.

Positionen som øverste leder indebærer mange risici, hvor en af dem er, at man trækker sig tilbage fra andre mennesker i organisationen for at tage de beslutninger, som måtte være nødvendige. Ledere som disse bliver ekskluderende, fordi de bliver bange for de konsekvenser, som den enkelte beslutning indebærer. Jeg ser mange topledere, der får en snert af dette. Det ser jeg som en af de største risici.

Står man udenfor, er det svært at forstå dette. Jeg går selv til den opgave ved at tale med folk ude i organisationen for at se, om de deler min opfattelse af situationen. Det er meget fornuftigt at få testet, om det billede, man har af forholdene, kan bekræftes af andre i organisationen. Det betyder også, at beslutningen får en bredere forankring, hvad der gør det nemmere, når man skal implementere den.

Jeg tror selv meget stærkt på netop det at være involverende, når det gælder om at tage de store beslutninger. Hvis ikke man arbejder i den retning, leder det til en distance mellem ledelse og organisation. Det kan skabe en ja-siger kultur, hvad der øger risikoen for, at der går for lang tid, før man finder ud af, at man er på vej i den gale retning.”

2: Vær åben
”Jeg har oplevet mange ledere, som er meget åbne og personlige i forhold til deres styrke og svagheder. Det er vigtigt at se sig selv som en del af et team, hvor de forskellige folk på holdet har deres forskellige stærke og svage sider. Derfor er det vigtigt at være vældig åben om, hvad man er god til, og hvad man står for som menneske. Så ved alle, at jeg er en del af et hold, hvor der er folk, der kan kompensere for det, som jeg er dårlig til. Man skal kunne slippe den formelle business-tilgang – for i stedet blot at være en af de mange, som er i værelset.

Jeg har både oplevet ledere, som er meget formelle, og dem, der er åbne. Jeg tror, at de meget formelle typer er på vej ud. Det er ofte ældre mænd eller kvinder, som er meget hierarkisk orienterede.”

3: Diversitet skaber bedre beslutninger
”Nu kommer jeg ind på det med diversitet. Det værste, som kan ske, er, hvis et lederteam bliver for homogent. Vi ser f.eks. mange ledergrupper, som kun består af mænd. Ofte har de arbejdet sammen i 10 eller 20 år. De kender hinanden utroligt godt. De er vældigt enige. Der er ofte en god stemning, og medlemmer har ofte de samme holdninger. Umiddelbart lyder det jo fint og hyggeligt, men det er faktisk ekstremt farligt. For mig er det meget vigtigt at have diversitet.

Det vigtigste er ikke at have en god stemning og mene det samme. Det vigtigste er, at medlemmer komplementerer hinanden og har forskellige syn og holdninger til tingene. Netop derfor er det meget vigtigt at tage folk ind med forskellige baggrunde. Selvfølgelig skaber det flere udfordringer, men min tro er, at det til gengæld også giver bedre beslutninger. I det lange løb er det en klar styrke, at man har fokus på diversitet.

Men det er ikke nemt at få den diversitet. Taler vi f.eks. om kvinder, er det ganske svært at finde kvinder til de ledende stillinger. Det er jo ikke sådan, at når man går ud og søger efter nye medarbejdere eller ledere, er det fifty-fifty mænd og kvinder, man får ansøgninger fra.

Du er simpelthen nødt til at anstrenge dig mere for at få kvindelige ansøgere. Det gælder særligt her i IT-branchen, hvor der i forvejen ikke er alt for mange kvinder ansat. Og det er bare nemmere at ansætte en mand med den rigtige erfaring i branchen. Her kan det være fornuftigt at hente kvindelige talenter ind fra andre brancher.

Men udfordringen er bredere end bare fordelingen af mænd og kvinder. Det handler også om forskellige kulturelle baggrunde. Der er rigtigt mange dimensioner i dette felt, hvor det kan være fristende at vælge de lette løsninger. Og de virker sikkert fint på kort sigt, men de kan give problemer på længere sigt. Jeg kan selv se, at når der er den rigtige blanding af mænd og kvinder sammen med forskellige kulturelle baggrunde, så får man simpelthen nogle bedre diskussioner.”

4: Svenske og danske fordele og ulemper
”Jeg har arbejdet meget i Sverige med svenske og norske selskaber. Jeg har været en del af amerikanske organisationer. Og nu skal man ikke generalisere forskellene mellem Danmark og Sverige, men der er en klar forskel.

Danske ledere er lidt mere operative end de svenske ledere. De er meget hurtige til at tage fat om tingene selv, hvis der er noget, der skal håndteres på den ene eller anden måde. Samtidig er der en tendens til at gå for tidligt ind for at løse interne konflikter. Det er ikke optimalt. Selvfølgelig kan der lægges låg på det med en hurtigt løsning, men få måneder senere blusser den op igen. Jeg tror ikke på, at man skal gå for hurtigt til værks.

Ofte skal man som leder – lige som børneforældre – give plads til, at konflikter finder deres egne løsninger. Kan konflikternes parter selv finde en løsning, som tilfredsstiller de fleste parter, har man opnået rigtigt meget. Hvis medarbejderne selv tager ansvar for at løse konflikten, er der også nået rigtigt meget.

Ganske på samme måde, som børn selv skal lære at løse deres konflikter ved at tage ansvar. Lige som unge mennesker heller ikke får meget ud af at gå arbejdsløse i stedet for selv at tage ansvar for deres eget liv ved at finde et arbejde, hvor de kan vokse med det ansvar, som de får.”

Peder Bjerge

Log ind