Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 62

Topledere: Behov for øget transparens om toplederløn

Selv danske topledelser mener, at der ikke er tilstrækkelig gennemsigtighed om bonusordninger og andre incitamentsordninger, viser survey, som professor Ken Bechmann fra CBS har udarbejdet sammen med Bestyrelsesforeningen. Emnet er ofte oppe på de børsnoterede selskabers generalforsamlinger, hvor store investorer stemmer nej til ordningerne.

Ifølge det gennemførte survey mener hele 48 procent af de danske topledere, at der ikke er tilstrækkelig information og transparens om ledelsesaflønning i danske virksomheder. Ken Bechmann har i publikationen Finans/Invest gennemgået resultaterne i undersøgelsen, som ellers konkluderer, at det overvejende flertal af respondenterne vurderer, at den generelle ledelsesaflønning i danske virksomheder har et passende niveau.

Konkret svarer 67 procent, at niveauet er ”passende”, mens 19 procent finder det for lavt, og ni procent for højt. De seneste fem års markant stigende lønninger i især større danske virksomheder ses som et resultat af, at danske virksomheder har tilpasset deres lønniveau til en international standard, ikke mindst fordi man i stigende grad skal konkurrere om de samme gode hoveder på det internationale marked. Både bestyrelseslokalerne og direktionslokalerne i de større danske virksomheder er i dag meget befolket af udlændinge, som er fundet i en international søgeproces for at få den bedste mand på posten.

Men når det kommer an på bestyrelserne evne og vilje til at forklare om incitamentsordninger, herunder bonus og optionsordninger, er meningerne meget mere delte: Kun 28 procent af de adspurgte mener, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed og information om ledelsesaflønning.

Og det er vel at mærke hos et publikum bestående af 39 procent bestyrelsesmedlemmer og 32 procent direktion, i en gruppe, hvor 25 procent er børsnoterede selskaber og 21 procent store ikke-børsnoterede selskaber.

Ifølge Ken Bechmann viser undersøgelsen også, at der særligt er utilfredshed med oplysning om de konkrete lønkomponenter, som indgår i bonusprogrammer, eksempelvis konkrete KPI’er som ROE, overskudsgrad, salgsvækst osv. Hertil kommer at hele 77 procent er enige i, at det er et selvstændigt problem, at mere komplekse incitamentsprogrammer er svære at vurdere og værdiansætte. Undersøgelsen viser videre, at flertallet af respondenterne vurderer, at det vigtigste formål med incitamentsordninger er at motivere, og derved sikre fokus på værdiskabelse og sammenfaldende interesser mellem aktionærer og topledere.

En særlig dansk problemstilling omkring ledelsesløn er, at de fleste danske selskaber ikke komponerer incitamentsordninger efter performance hos en international peer group, som efterhånden er international best practice: Altså at incitamentsordningen indrettes efter relativ performance i forhold til de nærmeste konkurrenter, så direktøren ikke belønnes af bedre generelle markedsforhold, som topchefen ret beset ikke har nogen indflydelse på. Men altså så topchefen belønnes på grundlag af egne præstationer.

Toplederne vil belønnes for gode konjunkturer
Undersøgelsen viser på dette område, at danske topledere er godt tilfredse med, at incitamentsordningen er baseret på absolut performance – frem for relativ performance i forhold til en peer group af selskaber. Kun 21 procent mener, at incitamentsordningen bør baseres på relativ performance. Modsat mener 47 procent, at absolut performance er bedst. De mener altså, at hvis de opstillede KPI’er nås på grund af bedre økonomiske konjunkturer, så skal de belønnes for det. Resultatet afspejler antageligt, at der er lang vej igen, før den danske norm nærmer sig best practice.

Økonomisk Ugebrevs gennemgang af danske og udenlandske investorers aktive ejerskab viser da også, at det netop ofte er incitamentsordningerne, som der stemmes nej til på generalforsamlingerne. Eksempelvis stemte den Norske Bank nej til incitamentsordningen i A.P. Møller-Mærsk ved generalforsamling med henvisning til ”failure to link pay & appropriate performance.”

Det samme var tilfældet i Bavarian Nordic og i DS Norden. Med det forventede skærpede aktive ejerskab de kommende år kan det være investorpres, som får de danske selskaber til at flytte sig nærmere mod international standard.

Guide: Tiden er løbet fra den diskrete bestyrelse

Den klassiske bestyrelse, der holder sig væk fra offentligheden, kan nemt komme til kort overfor nutidens aktive aktionærer og kravet om åbenhed og transparens, uanset om den dygtigt går efter at fremtidssikre selskabets strategi eller mere samfundsmæssige målsætninger.

Kun få store virksomheder følger i dag den gamle talemåde om, at den, der lever stille, lever godt. Derimod er det stadig den absolutte hovedregel for selskabernes egne bestyrelser. Med undtagelse af den obligatoriske beretning på generalforsamlingen overlader formanden gladelig rampelyset til direktionen. Faktisk frygter de at blive kendte: Det er nemlig som regel tegn på alvorlige problemer i selskabet, hvis bestyrelsesformanden eller andre medlemmer udadtil må forklare direktionens beslutninger.

Men det er tid til at gentænke traditionen om, at bestyrelsen skal gemme sig, mener den globale direktør for Financial Communications & Capital Markets hos Edelman, som har fået publiceret dette indlæg på Harvards hjemmeside. Forfatteren tager udgangspunkt i en undersøgelse blandt kapitalforvaltere, der sammenlagt forvalter en formue på tusind mia. dollars. To tredjedele af dem angiver, at de må have tillid til et selskabs bestyrelse, før de kan anbefale klienterne at investere i det.

Hvad man præcis skal lægge i det, er svært at sige. For naturligvis kan de ikke anbefale investering i et selskab, hvis bestyrelse de ikke har tillid til. Men det giver mening, at tillid til bestyrelsen i stigende grad bliver en eksplicit faktor. Med den stigende aktionæraktivisme har nogle investeringsfonde gjort det til deres rolle at være i opposition til den strategi, selskabets ledelse har valgt.

I en sådan ”politisk” kamp mellem nogle aktionærer og ledelsen vil det gavne kommunikationen, hvis aktivisterne har et indtryk af, hvad der faktisk foregår i bestyrelsen. Bestyrelsen vil også selv stå stærkere i sådan en kamp, hvor kamppladsen ofte er sociale medier. Her vil det være et stort problem, hvis bestyrelsen er helt anonym og fremstår som den kolde uforståelige magt, overfor en visionær og en måske karismatisk modpart, der betaler store beløb for at optimere sin udadvendte kommunikation.

Omkring det generelle øgede aktive ejerskab har medlemmer i pensionskasserne længe presset på for, at holdninger og etik skal have indflydelse på investeringerne. Eksempelvis ATP har valgt et meget dialogbaseret aktivt ejerskab, og der vil det ofte være naturligt at have bestyrelsen som dialogpart også udenfor generalforsamlingerne, blandt andet for at diskutere selskabsledelse og samfundsansvar. Den naturlige modpart i sådan en løbende diskussion er bestyrelsen.

Men på hvilke punkter er det så, at en bestyrelse med fordel kan overveje at arbejde aktivt med sit omdømme? Forfatteren peger på fire forhold, som enhver bestyrelse bør være kendetegnet ved:

1) Uafhængighed og stærk vilje. Den skal lede direktionen, ikke lade sig lede af den, og den skal være i stand til at formulere egne synspunkter. Et stort antal uafhængige bestyrelsesmedlemmer kan være et tegn på, at disse egenskaber findes i bestyrelsen.

2) Perspektiv og alsidighed i tænkningen. I dag vil mange opfatte en bestyrelse, der udelukkende består af alderstegne, hvide mænd som utroværdig. En mere diversificeret sammensætning vil i sig selv blive set som et tegn på, at bestyrelsen er åben for at vurdere andres syn på sagen.

3) At kunne styre fri af disruption. I de fleste brancher byder digitaliseringen på et miks af muligheder og trusler. Igen vil bestyrelsen fremstå utroværdig, hvis den ikke har medlemmer, der forstår denne verden. Bestyrelsesmedlemmernes alder er i sig selv en faktor i denne henseende, i hvert fald set udefra.

4) At have fast hånd om selskabets strategi og plads i samfundet. Ulempen ved at vælge bestyrelsesmedlemmer efter personlige egenskaber eller kundskaber, som nævnt i de to foregående punkter, er, at de måske kun kommer med netop dette. Mange bestyrelsesmedlemmer har ringe tjek på selskabets strategi og dybere formål, hvilket svækker troværdigheden.

At opnå tilliden hos investorerne er på en gang enkelt og svært. Dybest set handler det blot om at præsentere sig selv, både ved møder og gennem præsentationer digitalt eller på skrift. Men man gør alligevel klogt i at tage professionelle kommunikationsfolk med på råd, for det man møder derude er dels professionelle folk, dels en lunefuld folkestemning.

Guide: Fire trin til effektive virtuelle arbejdsgrupper

Et bredt udvalg af digitale instrumenter gør det muligt at holde virtuelle møder. Men ofte er der problemer, når en arbejdsgruppe – eller eksempelvis et udvalg i bestyrelsen – skal fungere, uden at man møder hinanden fysisk.

Mens der er masser af forskning og undersøgelser, der belyser, hvordan man får en arbejdsgruppe til at fungere, er der forbløffende lidt af det, der belyser effektiviteten i forsamlinger, der stort set kun mødes virtuelt. Det påpeger Jennifer Jordan, professor i ledelse og organisation hos IMD, i en artikel. Men lidt ved man dog, og Jennifer Jordan har samlet fire gode praktiske råd:

1) Få styr på stemning og følelser. Der er særligt én stor mangel ved de digitale mødeformer, der givetvis ofte bliver undervurderet, fordi den handler om noget så uøkonomisk som følelser. Hvis en arbejdsgruppe mødes fysisk med faste terminer, kan lederen vurdere, hvem der er oppe og nede, motiveret og umotiveret, og hvad der skubber den enkelte i positiv og negativ retning. Det er en proces, der foregår helt instinktivt, når man vurderer hinandens ansigtsudtryk og attitude. Ved digital kommunikation går det meste af den slags tabt, selv hvis videokonferencer og skype-samtaler er involveret.

Naturligvis er der teknologiselskaber, der har prøvet at løse problemet. Ved en simpel søgning på ”experience sampling apps” kan man således finde adskillige apps, som arbejdsgruppens leder kan bruge til at lodde stemningen. Flere af disse apps giver også mulighed for at stille individuelle spørgsmål til medarbejdere. Men de løser stadig kun problemet delvist, og specielt hvis gruppen omfatter medlemmer fra forskellige kulturer, skal man være opmærksom på, at følelsesmæssige ord kan have meget forskellig tyngde og opfattet betydning på forskellige sprog. I sidste ende kan det være nødvendigt at gøre flere personlige møder til en del af processen.

2) Brug tiden ansigt til ansigt rigtigt. Igen, de menneskelige behov kan aldrig blive opfyldt i samme grad ved virtuelle som ved fysiske møder. Det er også dokumenteret ved neurologisk forskning, at de relevante centre i hjernen reagerer forskelligt på de to kontaktformer. Så ved en arbejdsgruppe, der skal arbejde gennem længere tid, er det hensigtsmæssigt at mødes mindst hver tredje måned. Og ydermere: Selve mødet er ikke nok – hvis der er lagt et stramt, fagligt program, bliver de sociale behov kun opfyldt i ringe grad. Så der skal indlægges team building-aktiviteter. Disse behøver til gengæld ikke at være meget mere avancerede, end at man sørger for at spise en god frokost sammen.

3) Introverte kontra ekstroverte. Mens den introverte høster energi ved at være alene, får den ekstroverte sin energi ved at være sammen med andre. Denne fundamentale forskel kan godt give gnidninger i den virtuelle arbejdsgruppe. Den ekstroverte har i forvejen ikke fået sine sociale behov tilfredsstillet, og det bliver kun værre, når en række udmeldinger bliver besvaret kortfattet af den introverte. For lederen kan det synes oplagt at vælge kun den ene eller den anden personlighedstype til arbejdsgruppen, så medlemmerne forstår hinanden. Men det er en misforståelse, for ligesom i den fysiske verden har introverte og ekstroverte brug for hinanden, og supplerer hinanden. De ekstroverte holder dynamikken kørende, mens de introverte ofte er dem, som bruger mest tid til at tænke over detaljer, hvormed de kan forebygge fejl og misforståelser.

4) Anderledes tilgang til konflikter: Enhver leder har fra den fysiske arbejdsplads en fornemmelse af, hvad der virker, når der opstår konflikter blandt medarbejderne. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke gælder samme spilleregler i den virtuelle verden. I den fysiske verden er dels kompromis, dels samarbejde gode instrumenter, og forskellen på dem er den tidsmæssige udstrækning – kompromisset er her og nu, mens samarbejdet er mere langsigtet. Samarbejde er også en god tilgang i den virtuelle verden, men her bliver det hurtige kompromis derimod tolket som overfladiskhed og ligegyldighed overfor arbejdet.

Tilsvarende bliver konkurrence, i betydningen magtkamp, normalt set som en dårlig vej til at håndtere konflikter. Men i den virtuelle verden vil en person, der prøver at tage magten, mere tendere mod at blive set på som den, der tager et ansvar. Når der også er fysiske møder i arbejdsgruppen, er det ikke så enkelt, at lederen blot kan omstille sig til de andre regler. Men han eller hun kan være opmærksom på, at de samme budskaber bliver opfattet forskelligt, alt efter om de bliver givet i den fysiske eller den virtuelle verden.

Omdømmerisici: Erhvervsledere frygter ukontrollable shitstorms

Tema: Ledelsesansvar 2018: Sociale medier og den lynhurtige åbne og altomfavnende digitale kommunikation mellem mennesker er en af de nye trends, som har åbnet for nye uoverskuelige risikoscener for erhvervslivet. Til gengæld er erhvervslederne nærmest blevet immune overfor al snak om konsekvenser af geopolitiske risici, handelskrige og Trumps uforudsigelighed.

Med fremkomsten af sociale medier, som kobler stort set alle forbrugerne sammen, er der opstået en ny mulighed, som erhvervsledere også opfatter som et våben, der kan anvendes mod dem. Ifølge Økonomisk Ugebrev Ledelses survey, som kortlægger erhvervsledernes risikosyn, udgør omdømmerisici den største trussel mod dem. Hele 47 procent af de adspurgte ser det som en stor og overhængende risiko, antageligt fordi den kan være meget vanskelig at kontrollere og styre.

På spørgsmålet om vurdering af risikograden af ”reputational risks, herunder udvanding af/skade på virksomhedens brand, shitstorms på sociale medier etc” siger 40 procent, at de ser stor risiko, og yderligere syv procent ser ”meget store risici”. Overordnet lyder spørgsmålet omkring de nye trends og de nye risici sådan: ”Hvordan vurderer virksomheden og dens ledelse graden af risici og eventuelt ledelsesansvar knyttet til aktuelle nye trends, relateret til blandt andet ”Big Data”, ”Artificiel Intelligence (AI)”, ”Blockchain” og ”Social media?”

Omdømmerisici scorer altså suverænt højest, mens de øvrige nye trends ikke scorer nær så højt på en risikoskala. Faktisk bedømmes en risikoparameter som effekterne af en global handelskrig og Trumps uforudsigelighed som overraskende lav, måske fordi der er snakket om overhængende geopolitiske risici i 4-5 år, uden at der rigtig er sket noget, i hvert fald ikke på de finansielle markeder og som negativ påvirkning af virksomhedernes salg og overskud.

Konkret lyder dette spørgsmål: ”Hvordan bedømmer du aktuelle geopolitiske risici, herunder krig, terror, kidnapning, undtagelsestilstand, handelskrig, boykot, embargo, handelsbarriere, Trumps uforudsigelighed, valutauro osv.” Kun fem procent af respondenterne ser det som en meget stor risikofaktor, mens andre 14 procent ser det som en stor risikofaktor. Hele 65 procent af respondenterne ser ikke nævneværdige risici på den geopolitiske scene.

De næststørste risikofaktorer med stor eller meget stor risiko ser omkring tyve procent af respondenterne på to andre spørgsmål: nemlig ”klimaforandringer og miljørisici, herunder forurening, myndighedskrav/påbud, ”grøn rapportering” etc” og ”industrispionage og krænkelse af immaterielle rettigheder”. Lavest risiko vurderes på denne parameter: ”Kulturelle forskelle i forbindelse med new market entries, joint ventures, sourcing til udlandet, rekruttering af medarbejdere globalt etc.”

Sådan har vi gjort

Økonomisk Ugebrev har udsendt et elektronisk spørgeskema til modtagere af Økonomisk Ugebrev Ledelse og publikationens gratis nyhedsmail. Vi har modtaget 70 svar på dette survey, hvor svarene er anonyme. Af respondenterne er 37 procent bestyrelsesmedlemmer og 44 procent direktører. 11 procent er revisor, advokat eller anden rådgiver. 23 procent har sit udspring i børsnoterede selskaber, og andre 20 procent kommer fra større ikke-noterede selskaber. 24 procent af respondenterne er i virksomheder, som ikke har en bestyrelses- eller en ledelsesansvarsforsikring. Det er betydeligt færre end da Økonomisk Ugebrev gennemførte et tilsvarende survey for fire år siden, hvor 36 procent af virksomhederne ikke havde en ledelsesansvarsforsikring. Dette års survey om ledelsesansvar er udarbejdet i samarbejde med rådgivningsfirmaet Riskpoint.

Risikostyring: Frygten for cyberangreb er eksploderet

Tema: Ledelsesansvar 2018: I erhvervslivet er frygten for cyberangreb – og konsekvenserne af det – bestemt ikke blevet reduceret de seneste år. Heller ikke selvom det for topledelserne er blevet mere klart, hvad der kan ske, og hvordan man kan dæmme op for det. Hele 85 procent af respondenterne i en survey ser det som en af de allerstørste risici. For fire år siden var andelen 59 procent.

For fem år siden var cyberangreb i høj grad noget man snakkede om i erhvervslivet, men uden at der var mange velkendte eksempler på større skader. Siden dengang har der været både indblanding i et amerikansk præsidentvalg og et kæmpe nedbrud i blandt andet A.P. Møller-Mærsks centralnervesystem, som groft sagt blev lukket ned med milliardtab til følge.

Opfattelsen er mange steder, at virksomhedernes beskyttelsesbarrierer mod fjendtlige hackerangreb er blevet betydeligt bedre, men det er hackerne bare også. Økonomisk Ugebrev Ledelse bringer løbende artikler baseret på korte og konkrete resumeer af ledelsespapirer fra de store internationale konsulenthuse. Mange af disse konsulentguides til erhvervslivets top handler om, hvordan man håndterer cybertruslen, hvortil hører eksempelvis, hacking, virusangreb eller lignende.

I Økonomisk Ugebrevs fagportal, Bestyrelsesguiden, gengiver vi mange af disse artikler under kategorien ”Risikostyring”. (Bemærk, at abonnenter på ØU Ledelse har gratis adgang til Bestyrelsesguiden). I en tidligere artikel skrev vi under overskriften ”Ansvarlighedskløft: CEO’er ignorerer cyberrisici” at ”med de nye muligheder i den digitale økonomi står erhvervslivets topledere med et vanskeligt dilemma: På den ene side er det positivt for forretningen at øge effektivitet, hastighed og innovationsmuligheder i den nye digitale verden. Men på den anden side følger i kølvandet på udviklingen med ny teknologi nye trusler og risici fra cybersecurity, både fra eksterne kræfter og fra dem, der anvender teknologien internt i virksomheden.”

I en anden artikel om emnet hedder det, at ”på globalt plan er mange virksomheder langt bagud med at tage højde for den stadigt voksende trussel, som brud på it-sikkerheden udgør, viser en survey fra PwC. For bestyrelsen og topledelsen er det svært at forholde sig konkret til cybersikkerhed. Der sker jævnligt indbrud i it-systemer, og engang imellem er de alvorlige. Men der har endnu ikke været cyber-angreb, som kostede menneskeliv, som var så dyrt, at det udløste økonomiske kriser, eller som udløste potentielle militære stridigheder mellem lande. Set i det lys er det måske ikke så underligt, at næsten halvdelen af topcheferne i PwC’s Global State of Information Security Survey 2018 svarer, at de ikke har en overordnet strategi for cyber-sikkerhed, og at en tilsvarende andel ikke systematisk sørger for, at deres medarbejdere er opmærksomme på risici i denne forbindelse.”

Ifølge Økonomisk Ugebrevs survey ses den næststørste risiko som muligheden for at ifalde ”bøder og bodsbeløb ved overtrædelse af regler”, hvilket kan være alt lige fra konkurrenceregler til miljøregler og eksempelvis hvidvaskregler, hvor det allerede har kostet Danske Banks aktionærer milliarder i værditab på grund af en sandsynlig milliardbøde fra myndighederne.

Lige derefter kommer overtrædelse af GDPR/persondataforordningen, hvor det dog er den almindelige opfattelse at myndighederne vil se med milde øjne på overtrædelser i en overgangsperiode. I hvert fald så længe virksomheden kan fremvise, at den har arbejdet seriøst med implementeringen af de nye regler.

I forhold til Økonomisk Ugebrevs tilsvarende survey for fire år siden, er frygten for at falde i omkring ”ansættelsesretlige krænkelser, herunder diskrimination, chikane og uberettigede afskedigelser” faldet betydeligt, idet nu 30 procent ser det som en stor risiko, mod 46 procent for fire år siden. Tilsvarende er andelen af respondenter, som peger på ”insolvens og konkurs” som en stor risiko, dykket fra 50 procent til 39 procent.

”Vi ved ingenting om toplederkommunikation”

Tema om C25-chefernes sprog og kommunikation: Forskningsprojekt fra RelationsPeople og Københavns Universitet skal afdække toplederkommunikation i en virkelighed, hvor tempoet er højt, kravene til transparens er udtalte og troværdigheden løbende udfordres på et hav af nye digitale kommunikationskanaler. ”Området er forskningsmæssigt underbelyst og præget af anekdoter og mystik”, mener Associate Partner hos RelationsPeople og tidligere bestyrelsesformand for kommunikationsforeningen K1, Anders Monrad Rendtorff.

CEO’en er mere end nogensinde virksomhedens ansigt udadtil. Interessen fra omverdenen er stigende og øgede krav til transparens, compliance og rapportering medfører et mærkbart pres på topchefer om at kunne kommunikere hurtigt, troværdigt og autentisk.

Men temaet er forskningsmæssigt stærkt underbelyst. Associate Partner hos RelationsPeople og tidligere bestyrelsesformand for kommunikationsforeningen K1 Anders Monrad Rendtorff har derfor i samarbejde med Københavns Universitet sat forskningsprojektet i søen for at klæde topcheferne og deres rådgivere på til fremtiden.

”Det har været på vej i mange år. Men det virker som om kommunikationsopgaven for topledere aldrig har været større. Toplederens kommunikation bliver stadig vigtigere i virksomheder og organisationer – både internt og eksternt. Eksternt er tendensen, at CEO’en i høj grad er virksomhedens ansigt udadtil og dermed kobles meget tæt med virksomheden og dens omdømme. Det medfører store krav om troværdighed og autenticitet. Rådgivning af toplederne om kommunikation er derfor forretningskritisk. Men området er omgærdet af anekdoter og en vis mystik”, siger Anders Monrad Rendtorff.

Han peger på at samtidig med, at kommunikationsopgaven er blevet vigtigere, har kommunikationsfaget undergået en kæmpe udvikling. Stigende tempo, nye kommunikationskanaler og nye formater opstår konstant. Grænsen mellem intern og ekstern kommunikation er forsvundet, og kommunikation ses som en integreret del af strategien, ikke blot som et appendiks til toplederjobbet. ”Det nye er, at toplederen er blevet synonym med virksomheden. Derfor er den eksterne toplederkommunikation vigtig for opfattelsen af organisationen – herunder især dens legitimitet”, siger Anders Monrad Rendtorff.

Hvis en virksomhed for eksempel skal gennemføre en stor organisatorisk forandring eller gennemføre en ny krævende strategi, spiller toplederen en vigtig rolle i at iscenesætte forandringen.

”Medarbejderne læser med, når toplederen omtaler organisationsændringen i erhvervspressen. Men i de virksomheder, der er længst fremme, har topchefen i vigtige tilfælde opdateret de mange tusinde medarbejdere via en app på deres mobiltelefoner, endda med en lille film, der inviterer til staff-møde senere på dagen – allerede mens medarbejderen spiser morgenmad med familien i hjemmet,” siger Anders Monrad Rendtorff.

Toplederkommunikation udvikles i dag på helt nye præmisser. Det helt nye er f.eks, når virksomheden skal rekruttere højtuddannede specialister. Her er toplederens digitale tilstedeværelse på LinkedIn afgørende for, om virksomheden kan tiltrække nok kvalificerede nye medarbejdere.

Praksisfeltet er i en rivende udvikling, men det er forskningsmæssigt underbelyst. RelationsPeople og Københavns Universitet vil derfor undersøge kommunikationsrådgivernes rolle i forhold til at sikre topchefens muligheder for agere i den nye virkelighed, herunder anvende de nye, digitale muligheder. ”Det gælder også internt, idet toplederens og linjeledernes kommunikation bliver afgørende for at støtte medarbejderne i at forstå hastige forandringer, og hvad det betyder for dem i praksis”, siger Anders Monrad Rendtorff.

Forskningsprojektet tager udgangspunkt i to hypoteser om toplederkommunikation. ”Den ene handler om ledelse, og går kort sagt ud på, at du som kommunikationsansvarlig ikke kun skal kunne lede ned i organisationen, men også op, til siden og ikke mindst at lede ind – altså lede sig selv. Det er helt afgørende for at kunne navigere i topledelsesrådgivningen”, siger Anders Monrad Rendtorff.

Den anden hypotese i forskningsprojektet er at belyse, hvordan kommunikationsfaget kan være mere end en stabsfunktion og deltage på et forretningskritisk plan. ”Det er ganske enkelt blevet afgørende at forstå forretningen og have indsigt i ikke bare den interne organisation, men også i virksomhedens stakeholders”, siger Anders Monrad Rendtorff.

Årshjulet: Guide for dirigenter og aktive aktionærer

Anmeldelse: Den erfarne juraprofessor Erik Werlauff har begået en glimrende håndbog om generalforsamlingen, som kan anvendes som en god praktisk guide af dirigenter på selskabers generalforsamlinger, deltagere på generalforsamlingen og selskabernes ledelser.

Bogen ”Generalforsamlingen – Håndbog for dirigenter og deltagere” er en handy lille bog på 224 sider, som giver et fint overblik over spillereglerne på generalforsamlinger i selskaber, og det gælder i princippet både for store og små selskaber, når der afholdes generalforsamling.

Bogen gennemgår klart og kortfattet de formelle spilleregler på generalforsamlingen, men kommer også i flere passager ind på det praktiske forløb omkring generalforsamlingen, herunder ikke mindst aktionærernes rettigheder og deres mulighed for at gøre indflydelse gældende og komme til orde.

På mange måder dækker bogen et behov hos de private aktionærer i børsnoterede selskaber, og den klare opskrift på, hvad man som aktionær kan, må og ikke kan, vil måske kunne lokke flere private aktionærer på banen, med relevante spørgsmål, og det kunne i sidste ende måske give nogle mere levende og substantielle generalforsamlinger, som ellers ofte er hurtigt overståede paradeforestillinger.

Et af de meget relevante emner for aktionærer, der ønsker at bedrive aktivt ejerskab på selskabernes generalforsamlinger, er blandt andet afsnittet om ”spørgsmålsret – og retten til at få svar,” som dette kapital hedder. Om mundtlige spørgsmål til ledelsen på generalforsamlingen skriver Werlauff, at ledelsen har pligt til at svare på alle spørgsmål fra aktionærerne, som er af betydning for bedømmelsen af årsrapporten og selskabet i øvrigt (…).”

Han påpeger, at det ofte vil være den eneste måde mindre private aktionærer kan gøre deres indflydelse gældende, da de store aktionærer ofte vil sidde på stemmekontrollen. Werlauff skriver dog også, at ledelsen kan undlade at svare, hvis oplysningerne har ”væsentlig skade for selskabet.” Videre oplyses det, at dirigenten kan anlægge en væsentlighedsbetragtning omkring relevansen af stillede spørgsmål, og at der eksempelvis kan stilles spørgsmål til enkelte aktiver og passiver i regnskabet, hvis de har væsentlig betydning.

Werlauff skriver videre, at spørgsmål fra aktionærer ikke nødvendigvis skal handle om selskabets indtjening og overskud, men også godt kan handle om eksempelvis selskabets iagttagelse af samfundsmæssige spørgsmål (CSR), mangfoldighed og andet. Werlauff skriver, at der på store selskabers generalforsamlinger ses spørgsmål om selskabets politik indenfor miljø og etiske forhold, og at hverken dirigenten eller ledelsen kan afvise at besvare disse spørgsmål. Endelig oplyses det, at hvis ledelsen ikke umiddelbart har svar parat på generalforsamlingen, skal oplysningen fremlægges for aktionærerne senest to uger efter generalforsamlingen.

Aktionærerne har ret til at stille spørgsmål til selskabets revisor. I børsnoterede selskaber skal revisor være til stede på den ordinære generalforsamling og for andre selskaber skal aktionæren på forhånd bede om, at revisor er til stede. Spørgsmål til revisor vil typisk omhandle regnskabsmæssige og revisionsmæssige forhold, eksempelvis spørgsmål til værdiansættelser, konkrete regnskabsposter eller eksempelvis fremhævelse af key audit matters i revisionspåtegningen i børsnoterede selskabers regnskaber.

Revisor kan kun undlade at svare på spørgsmål på generalforsamlingen, hvis det vurderes at revisors tavshedspligt bringes i fare, skriver Werlauff. Han nævner også, at der kan være forskel på de spørgsmål, ledelsen ikke behøver at svare på med henvisning til skadevirkning for selskabet og revisors tavshedspligt. Er revisor underlagt tavshedspligt kan ledelsen på generalforsamlingen beslutte at revisor kan se bort fra den.

Om aktionærens ret til at få punkter på generalforsamlingens dagsorden skriver Werlauff, at aktionæren ikke behøver at fremkomme med et konkret forslag, men at der alene kan være tale om at få sat et ”emne” på dagsordenen. Han skriver, at reglerne ikke indeholder ”udtrykkelige forskrifter” om, at et emne skal være relevant for selskabet, men at almindelige møderetlige principper alligevel betyder, at der skal være en relevans for selskabet. Uden sådanne begrænsninger kunne retten anvendes til at fremme politiske eller personlige formål. Men Werlauff påpeger også, at der er vide rammer for at få sat emner indenfor eksempelvis CSR og mangfoldighed på dagsordenen.

Generalforsamlingen – håndbog for dirigenter og deltagere, Erik Werlauff, 224 sider, Extuto Publishing, www.extuto.com

Hvad gør man for at undgå bestyrelsesansvar

Hvad kan det enkelte bestyrelsesmedlem gøre for at undgå ansvar? Når bestyrelsesansvaret er et individuelt ansvar, vil det også være muligt for det enkelte bestyrelsesmedlem at frigøre sig fra et eventuelt ansvar for en konkret beslutning.

1. Deltag i beslutningsprocessen
Det enkelte bestyrelsesmedlem bør danne sig sin egen opfattelse af en sag. Stil de nødvendige spørgsmål, indtil beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt oplyst og forstået. Lad være med at træffe beslutning i blind tillid til, at de andre ved mere om sagen, og at de plejer at have ret.

Passivitet er ikke en løsning og kan også være ansvarspådragende. Udeblivelse fra et bestyrelsesmøde, hvor der skal træffes kontroversielle beslutninger, er heller ikke en ansvarlig optræden.

2. Stem imod beslutningen
Der stemmes sjældent i især ejerledede virksomheders bestyrelser. Normalt diskuteres sagerne igennem, og der opnås konsensus, eller et bestyrelsesmedlem, der er uenig, finder ikke den diskuterede beslutning så alvorlig, at der er behov for en direkte markering.

Det er en hel naturlig beslutningsproces. Forretningsmæssige beslutninger er ikke en eksakt videnskab, og der er sjældent “rigtige” og “urigtige” beslutninger. Er der imidlertid tale om et alvorligt emne, kan situationen være en helt anden. Et bestyrelsesmedlem, der er modstander af en sådan beslutning, bør stemme imod.

Et bestyrelsesmedlem bør stemme imod i følgende situationer:
• ydelse af et (ulovligt) lån til en aktionær.
• favorisering af en enkelt aktionær.
• påbegyndelse af en aktivitet, som måske ligger udenfor formålet.
• forsat kreditgivning til en nødlidende kunde, som medlemmet ikke tror kan betale tilbage.
• fortsat drift, efter at vedkommende mener, at overlevelse er håbløs.

Det enkelte bestyrelsesmedlem skal sikre sig dokumentation for, at han har stemt imod. Det fremgår direkte af SL § 128, at et tilstedeværende medlem, der ikke er enig i en beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

Ved blot at få sin uenighed protokolleret og så i øvrigt fortsætte i bestyrelsen og acceptere, at den omtvistede beslutning gennemføres, er der risiko for, at det pågældende medlem efterfølgende anses for at have godkendt beslutningen. I så fald kan han ifalde ansvar på det grundlag.

3. Orientering til de kapitalejere, der har valgt ham/ hende
Normalt er arbejdet og forhandlingerne i bestyrelseslokalet omfattet af tavshedspligt. Alligevel antages det, at et bestyrelsesmedlem, som i et vigtigt anliggende har stemt imod en beslutning, har ret til at orientere de kapitalejere, der har valgt ham/hende, uden at dette vil være en overtrædelse af tavshedspligten.

Formålet er at give disse kapitalejere – som ikke selv er medlem af bestyrelsen – mulighed for at gøre brug af deres ret til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Denne mulighed er særlig aktuel i de ejerledede virksomheder, hvor der er flere kapitalejere.

Eksempel: En virksomhed ejes af A, B og C. A og B arbejder i virksomheden, mens C er passiv investor. Bestyrelsen består af A, B og et af C udpeget medlem.

På et bestyrelsesmøde besluttes, at A og B’s sønner skal ansættes i ledende stillinger.

Det af C udpegede bestyrelsesmedlem mener, at der er tale om nepotisme, og at sønnerne ikke er kvalificerede til de pågældende jobs. Han finder derfor, at der er tale om en utilbørlig beslutning, der favoriserer visse kapitalejere på selskabets eller de øvrige kapitalejeres bekostning. I denne situation vil det af C udpegede bestyrelsesmedlem have behov for at orientere C, som herefter kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

4. Udtræde af bestyrelsen
Den ultimative konsekvens af en uenighed er nedlæggelse af bestyrelseshvervet. Det kan ske når som helst. Ved at udtræde af bestyrelsen vil det pågældende bestyrelsesmedlem blive friholdt fra ansvar. Et fortsat ansvar i sådanne tilfælde vil kræve, at der foreligger helt ekstraordinære forhold.

Sammenfatning.
Hvad kan det enkelte bestyrelsesmedlem gøre for at undgå ansvar?

1. Vær forberedt.
2. Deltag i beslutningsprocessen.
3. Stem imod beslutninger, du mener er i strid med selskabets interesser.
4. Sørg for at din afvigende holdning protokolleres.
5. Evt. orientering til de kapitalejere, der har valgt dig (tavshedspligt).
6. Udtræde af bestyrelsen.

——————————————-

Beslutning om ansvarsfrihed – Decharge
Det er generalforsamlingen, der som udgangspunkt har kompetencen til at anlægge sag mod selskabets ledelse.

Det er sædvanligt, at generalforsamlingen i forbindelse med godkendelse af årsrapporten meddeler decharge til bestyrelsesmedlemmerne. Heri ligger et tilsagn om, at generalforsamlingen har givet ansvarsfrihed til bestyrelsen. I praksis er dette tilsagn dog af meget begrænset værdi. Generalforsamlingen kan nemlig ifølge SL § 364 alligevel anlægge sag, hvis der “ikke er givet i alt væsentligt rigtige og fuldstændige oplysninger til generalforsamlingen, inden beslutningen blev truffet”.

Domstolene fortolker denne undtagelse meget vidt, og et generelt tilsagn om decharge har derfor ingen retsvirkning. Hertil kommer, at et meddelt decharge ikke forhindrer et efterfølgende konkursbo i at anlægge sag. Kreditorer og tredjemænd er heller ikke bundet af den meddelte ansvarsfrihed.

Aftaler med selskabet om friholdelse for ansvar
Der er derfor anledning til i stedet at rejse spørgsmålet, om man kan aftale med selskabet, at selskabet friholder et bestyrelsesmedlem for det ansvar, som vedkommende måtte blive påført.

For så vidt angår det almindelige culpaansvar, der bygger på, at bestyrelsesmedlemmet bebrejdes, at han har handlet i strid med normalt accepterede handlenormer, vil svaret være nej. Et nej stemmer også overens med, at generalforsamlingen ikke er bundet, hvis der er givet decharge på ufuldstændigt grundlag. En generel friholdelse ville hvile på et ufuldstændigt grundlag, idet ingen kan vide, hvilke handlinger, der efterfølgende kunne blive aktuelle at undersøge.

Situationen er muligvis en anden, hvis der er tale om ansvar efter en skærpet ansvarsnorm, eventuelt ansvar, der efter en objektiv regel pålægges et bestyrelsesmedlem “uden skyld”.

Hvis der i visse amerikanske stater kan pålægges et bestyrelsesmedlem objektivt ansvar for mangler ved et produkt, vil det nok være vanskeligt at overtale de danske bestyrelsesmedlemmer eller en dansk koncernledelse til at påtage sig bestyrelseshverv i et datterselskab i sådan en stat.

Har det danske selskab alligevel interesse i at drive virksomhed i den pågældende stat, kan det meget vel være i det danske selskabs interesse at garantere de danske bestyrelsesmedlemmer, at de bliver friholdt for det ansvar, der rækker ud over, hvad de ville være blevet pålagt efter dansk ret.

Opstår denne situation, må det tilrådes, at bestyrelsesmedlemmerne indhenter erklæring om friholdelse på det danske selskabs generalforsamling. Friholdelsen skal omfatte den del af ansvaret, der overstiger det ansvar, der vil blive pålagt efter danske regler med tillæg af sagsomkostninger.

Aftale med kapitalejeren om at friholde bestyrelsen for ansvar
Aftaler med kapitalejerne er principielt forskellig fra aftaler med selskabet. En kapitalejer kan i forbindelse med, at nyt bestyrelsesmedlem indtræder i selskabet, afgive løfte om, at han aldrig på generalforsamlingen vil stemme for et sagsanlæg mod det pågældende medlem.

Det er uafklaret, om en sådan aftale vil være gyldig, men den vil i hvert fald kun forpligte løftegiveren, og ikke selskabet, kreditorerne eller andre kapitalejere.

Aftalen vil derfor ikke hindre et eventuelt efterfølgende konkursbo i at anlægge sag, men vil – afhængende af sit indhold – kunne forpligte kapitalejeren til af sine personlige midler at kompensere bestyrelsesmedlemmet.

Et eksternt bestyrelsesmedlem risikerer at blive gidsel i en ejerkonflikt. Det gælder især for den formand, der har fået tillagt den afgørende stemme. For at hindre en sådan situation kan medføre krav om erstatning vil det være nærliggende at alle kapitalejere, i forbindelse med et nyt bestyrelsesmedlems indtræden, afgiver løfte om, at de aldrig vil gøre bestyrelsesansvar gældende over for det nye bestyrelsesmedlem, så længe medlemmet ikke varetager egne illoyale interesser.

Som i eksemplet ovenfor, vil et sådant løfte ikke binde selskabet eller tredjemand. Alligevel kan løftet være værdifuldt for det nye bestyrelsesmedlem.

Indlægget er baseret på bogen ”SMV Bestyrelsen – hele vejen rundt”, skrevet af advokat, adjungeret professor Carsten Fode fra KromannReumert og professor Mette Neville fra Aarhus Universitet

 

Guide: Nøglen til den innovative arbejdsgruppe

Man kan ikke få for meget af en god ting, siges der, og talemåden er ofte udgangspunktet, når virksomheder nedsætter de arbejdsgrupper, der skal skabe innovation. Men det er en misforståelse, argumenterer Cyril Bouquet, professor i strategi ved IMD, i dette indlæg. Han peger på tre områder, hvor man også skal have den hårde modsætning til de bløde værdier med.

Langt de fleste virksomheder tilstræber at være innovative, for at bevare eller forøge et forspring til konkurrenterne, og ofte nedsætter topledelsen ekspertteams til at opfylde ønsket om at være innovativ. Men hvad skaber et succesfuldt innovativt team? Dette fundamentale spørgsmål har specialister undersøgt over årene. Min erfaring fra IMD antyder, at store kreative øjeblikke ofte opstår, når teams formår at forene modsat rettede aspekter, som er i konflikt med hinanden.

Første trade off: En mangfoldighed af perspektiver og villighed til at samarbejde. Organisationer fremhæver ofte vigtigheden af det innovative team består af personer med forskellige kundskaber og perspektiver, som kan supplere hinanden. Et bredt udvalg af studier har da også vist, at bredt sammensatte teams evner at definere problemer på mere hensigtsmæssige måder. Og de kommer ofte med et bredere udvalg af originale og brugbare løsninger end homogene teams.

Men fordelene ved forskellighederne materialiserer sig ikke, hvis ikke medlemmerne er motiverede, deler en fælles målsætning, og er villige til at samarbejde. Alt for ofte har jeg set organisationer sammensætte teams oppefra og ned, ud fra en form for skabelon. Og den tilgang fungerer simpelthen ikke.

Innovation er nemlig hårdt arbejde. Uenigheder og konflikter vil opstå, og kemien mellem mennesker er lige så vigtig som det miks af færdigheder, de bringer med sig.

Andet trade off: Empati og objektivitet. Innovation forudsætter kapaciteten til at se, hvordan noget, som allerede eksisterer, kunne være bedre. Det forudsætter igen, at man er forbundet med den virkelige verden og kan sætte sig i andres sted – forstå deres liv og identificere de problemer, de vil have løst.

Ved hjælp af empati kan man forstå, hvad folk ”gør, tænker og føler”, og samtidig åbne deres sind for nye og kreative muligheder. Men innovation kræver også objektivitet. Og det, at man skal se verden fra andre menneskers perspektiv, betyder ikke, at man skal fjerne fokus fra objektive fakta og data.

Så ja – vi skal connecte til andre mennesker, men samtidig skal vi holde et åbent sind og sætte spørgsmålstegn ved antagelser, der kan sløre vores tanker. Det er ved at kombinere empati og objektivitet, at vi kan håbe at se verden som den er – ikke som vi tror, den er.

Tredje trade off: Mental tryghed og sunde gnidninger. Google havde på et tidspunkt et to-årigt udviklingsprogram med 280 teams. Selskabet fandt kun én forskel mellem de teams, der faktisk var innovative, og de, som ikke var: Mental tryghed.

Et team har mental tryghed, når medlemmerne føler, at de åbent kan dele idéer og prøve nye ting, uden at de behøver at frygte negative konsekvenser. Det var bestemt en rigtig observation fra Googles side – forudsat at den mentale tryghed ikke indebar, at teamet fortaber sig i over-venlige diskussioner, hvor enhver idé, der kommer op, bliver betragtet som god.

I virkelig innovative teams er man lidt rå overfor hinanden. Man siger, hvad man mener, og udfordrer ideer, indtil man kan få dem til at fungere. Vi skal skabe tryghed i et team, men ikke i en grad, så man får etableret et ”lykkeligt” arbejdsklima, hvor medlemmerne kommer hinanden ved og støtter hinanden – og altså ikke udfordrer hinanden. Sunde gnidninger er nødvendige for, at innovation kan blomstre. Det er ikke altid nemt at overvinde disse tre modsætninger. Man kan være fristet til at tro, at ens team er velfungerende, fordi det er sammensat på en måde, der sikrer forskellighed, empati og mental tryghed.

Men hvad med den anden side af teamets behov, hvis det skal fungere? Oplever du, at teamet har en stærk vilje til at samarbejde? I hvor høj grad bliver der anvendt evidens til at definere problemer og søge efter løsninger på dem? Er medlemmerne nok indfølende, men også tilstrækkeligt uhøflige i deres omgang med hinanden?

At skabe et velfungerende team kræver et subtilt miks af ingredienser, og det er ikke nemt at få op at flyve i praksis. Men at tænke over de tre modsætninger, der er præsenteret her, kan være et nyttigt redskab.
Artiklen er med forfatterens tilladelse oversat af Økonomisk Ugebrev.

Log ind