Det kan erhvervslivet lære af FC Barcelonas talentudvikling

Den catalanske fodboldstormagt stod for ti år siden som enhver virksomhedsledelses drømmescenarie: Den dyrkede sine egne talenter, der tilmed var i verdensklasse. Men siden er dette konkurrencemæssige forspring sat over styr. Det skyldes ikke kun, at andre har lært af klubben. Den har selv begået markante fejl, som virksomheder kan lære af, hvis de er på toppen – og gerne vil blive der.

Elitesport afspejler i en koncentreret form den udfordring, som virksomheder også står med: De skal vinde over deres konkurrenter. Derfor er udøverne i elitesporten ofte en inspirationskilde i management-litteraturen.

Måske allermest inspirerende er fodboldklubben FC Barcelona: Traditionelt har den spillet andenviolin i sit hjemland – som provinsklubben, der kunne byde Real Madrid modstand, men som ikke rigtigt kunne komme op på siden af rivalen.

Men det lykkedes i 1990’erne, og efter en stille periode blev det endnu vildere: For omkring et årti siden var Barcelona ikke bare dominerende i Spanien, men i verden. Klubben vandt Champions League fire gange, dens spillestil var beundret, og grundstammen på holdet vandt både VM og EM med det spanske landshold.

Men det er altså omkring et årti siden nu. FC Barcelona er i dag stadig en topklub, men slet ikke en dominerende en af slagen. Det skyldes til dels, at nye konkurrenter er kommet til. Men klubben har også begået klare fejl.

Sammenlagt kan den altså i dag ikke bare lære virksomheder noget om, hvordan man når toppen – men også hvordan man undgår at blive skubbet ned fra den igen.

Pointen stammer fra Simon Kuper, der er ved at skrive en bog om FC Barcelona. Som han skriver i en artikel kom han undervejs til at tænke på Romerriget anno 400 – altså på det tidspunkt, hvor riget ikke længere som en selvfølge vandt enhver kappestrid, hvor eliten var korrumperet, og hvor vi, set i bakspejlet, ved, at det lakkede mod enden.

FC Barcelonas storhedstid i 1990’erne byggede på træner Johan Cruyffs fodboldfilosofi. Som tidligere storspiller i klubben kunne Cruyff med rette beskrives som en af klubbens egne. Men de spillere, han skabte succesen med, var overvejende købt udefra i dyre domme. Det var navne som Romario, Laudrup, Koemann og Stoichkov. I anden omgang var spillerne derimod overvejende udlært fra klubbens fodboldakademi, La Masia. Det gælder også den største stjerne af dem alle, argentineren Lionel Messi. Naturligvis blev der stadig købt spillere, men der var vigtige kampe, hvor alle Barcelona-spillere kom fra La Masia.

Det er helt unikt for en moderne topklub, og det er en situation, enhver virksomhedsledelse må drømme om: At man dyrker sine egne talenter, der opflaskes med en loyalitet over virksomheden, så man ikke skal ud i verden med den helt store tegnebog for at finde de medarbejdere, man har brug for – vel vidende, at de vil være væk igen det øjeblik, der kommer nogen med en endnu større tegnebog.

Men for FC Barcelonas vedkommende sluttede festen igen. Den vigtigste forklaring er af den art, hvor man bagefter siger – ”nåh ja, selvfølgelig”: På toppen af klubbens succes var der så mange dygtige spillere, at der ikke var plads på holdet til de nye, der blev uddannet. Så fandt de andre græsgange – større var deres loyalitet naturligvis heller ikke. Klubben forsømte simpelthen at holde et flow – enten ved at nurse de unge spillere og f.eks. leje dem ud til attraktive klubber, eller ved at sælge nogle af de etablerede superstjerner, så der blev plads til flere af de unge. En anden fejl, som man i dag betaler dyrt for, var mindre indlysende: Klubledelsen foretog aldrig nogen seriøs analyse af, hvad der fungerede så godt, da alt gik bedst. Man solede sig i triumfen, men forsømte samtidig at lære af den.

Konkurrenterne var mere oppe på tæerne i den periode. De kiggede på FC Barcelona, sugede alle erfaringer til sig, og opgraderede deres egne fodboldakademier. De unge spillere ville måske stadig alt andet lige helst til den catalanske hovedstad, men omvendt kunne de se, at La Masia ikke længere var den direkte vej til førsteholdet. Heller ikke selv om man havde talentet.

En tredje forsømmelse var af økonomisk art. FC Barcelona har gennem historien mange gange haft alvorlig gæld, og i Cruyffs dage i 1990’erne var det for så vidt et gamble, at han forstod at få stjernerne til at fungere sammen, så triumferne og pengene fulgte. Men i anden omgang, hvor man jo havde uddannet sine egne spillere, burde man have været mere finansielt solide.

Sten Thorup Kristensen

Hent vores gratis White Paper om Talent-og karriereudvikling