Bestyrelsesansvaret kan ramme de enkelte bestyrelsesmedlemmer på pengepungen.
Skal bestyrelsen gøres ansvarlig for uprofessionelt arbejde, hvor der tages beslutninger på et ufuldstændigt grundlag, og hvor der ikke sker tilstrækkelig overvågning med selskabets drift, rapporteringsprocesser og interne kontroller?
Nogenlunde denne problemstilling har været relevant i mange erstatningsager efter erhvervsskandaler og konkurser. I de fleste sager har bestyrelsen sluppet for ansvar, mens de daglige ledelser hyppigere er kommet i fedtefadet.
i eksempelvis e-Huset-sagen valgte Bagmandspolitiet at gå direkte efter den daglige ledelse, som havde været vidende om uregelmæssigheder i regnskabsaflæggelsen og den interne rapportering. Men politiet valgte ikke at gå efter bestyrelsen – i forhold til et bestyrelsesansvar for ikke at leve op til sin kontrol- og overvågningsopgave, hvor et dybere engagement i virksomhedens rapporteringssystemer angiveligt havde afsløret fuldstændig utilstrækkelige processer.
I hvert fald fremgår det meget klart af dommen, at denne del af de interne forretningsprocesser flød så meget, at ikke engang økonomichefen havde mulighed for at danne sig et reelt overblik over selskabets salg og økonomiske status.
Skal bestyrelsesmedlemmer holdes ansvarlige, når de ikke har været vidende om den foregåede svindel, som har kunnet lade sig gøre på grund af bestyrelsens mangelfulde arbejdsindsats omkring kontrol, overvågning og manglende indsigt i processerne bag ved denne rapportering.
I USA har anklagemyndigheden oftere også gået efter bestyrelsen: Anklagemyndigheden mente, at bestyrelsesmedlemmerne i sagerne om Enron og Worldcom burde står til ansvar for deres svigt, fordi de svigtede deres ansvar for at overvåge den daglige ledelse: I Worldcom anvendte revisionskomiteen 3-6 timer om året på at gennemgå regnskab, finansiering og revision i det gigantiske selskab.
Bestyrelsen for Worldcom godkendte meget store virksomhedskøb uden yderligere analyse og uden papirarbejde. Eksempelvis købet af Skytell til 2 mia. USD blev godkendt på et 15 minutters møde. Og købet af Intermedia til 6 mia. USD. blev godkendt på et 35-minutters møde.
Bestyrelsen lod selskabets gæld svulme til enorme summer uden at have en plan for gældsafvikling. Den gav de to topledere fuldmagt til at optage enkeltlån på op til 15 mia. USD. – men gerne flere gange – altså en slags blanco check, som det blev udtrykt. Og bestyrelsen gav grønt lys for, at topchefen Bernie Ebbers optog lån i firmaet til private formål på flere hundrede mio. USD.
Forliget mellem anklagemyndigheden og de eksterne bestyrelsesmedlemmer i Worldcom om bødestørrelsen blev 20 procent af deres private nettoformue, excl. værdien af deres ejerboliger og deres pensionsopsparing.
Omkring Enron blev det fremhævet, at denne sag var noget anderledes i forhold til bestyrelsesansvaret, fordi bestyrelsesmedlemmerne foretog et massivt insidersalg af private aktier op til selve kollapset. Her gik forliget ud på, at de såkaldte uskyldige eksterne bestyrelsesmedlemmer skulle betale 20 procent af deres gevinst ved dette private aktiesalg. Holdningen hos en rådgiver var, at hvis bestyrelsesmedlemmerne i Enron og Worldcom ikke skulle ifalde ansvar, ville der næppe være sager, hvor det ville ske.
Repræsentanten fra et advokatfirma havde en mere juridisk tilgangsvinkel. Han mente, at så længe bestyrelsesmedlemmer er i god tro, og så længe de mener at agere i selskabets bedste interesse, så kan de ikke gøres ansvarlige. Med andre ord bliver spørgsmålet: Hvor meget kan man forlange af bestyrelsesmedlemmer, uden at de gøres ansvarlige for senere tab eller uregelmæssigheder?