Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 3

De fire F’er, der får medarbejderne til at præstere bedre

Hvis en virksomhed har succes, har den sandsynligvis skabt gode rammer for medarbejderne. Men hvis disse rammer kan forbedres yderligere – bare lidt – kan succesen bliver endnu større. Konsulenter fra PwC anskueliggør, hvordan topledere hele tiden kan optimere de rammer, medarbejderne skal fungere i.

Cykelsport er moderne i erhvervslivet, og for dem, som ikke bare selv tramper i pedalerne, men også ser de store løb på tv, er der en klar lære at hente: Resultatmæssigt er der en verden til forskel på, om en rytter er 95 procent klar, eller om alt – fysisk, mentalt og organisatorisk – topper, så han er tæt på de 100 procent.

Mange ryttere, som f.eks. danske Jacob Fuglsang, har en begrænset storhedstid, hvor de er motiverede både under træning og løb, og hvor de er på netop det hold, der passer dem bedst. Hvis ikke alt klapper, er de stadig dygtige og talentfulde, men de vinder ikke så meget.

Det samme fænomen findes sandsynligvis i alle andre fag. Kun i meget få sammenhænge er sejre og nederlag så entydige og målbare som i sport. Men det er en fair antagelse, at hvis man kan løfte medarbejdernes præstationer blot nogle få procent, vil det gøre en stor forskel for virksomheden.

PwC beskriver i en artikel på strategy+business , hvordan man kan opnå dette – ikke ved at bruge hverken pisk eller gulerod, men ved at skabe bedre rammer at præstere i. Forfatterne anskueliggør deres synspunkt ved at tale om fire F’er – Form, Flow, Følelse og Funktion.

Formen: Vær tydelig med små og store budskaber.
Enhver virksomhed har sit eget bureaukrati, og det er ikke altid nemt at forstå for medarbejderne. Et eksempel fra forfatternes eget konsulentarbejde er en stor forbrugsvarekoncern, hvor de enkelte afdelinger kan lave hjemmesider for de specifikke produkter, de arbejder med.

Men disse hjemmesider skal naturligvis godkendes centralt, og da den centrale funktion hertil tjekkede det, lå der flere hundrede hjemmesider, som medarbejdere var gået i gang med at lave, men som de havde opgivet at få færdige, fordi de var faret vild i de mange krav, det involverede. Den digitale verden indeholder mange mere hverdagsagtige faldgruber af samme art. Hvis det kræver for mange klik at udføre en simpel funktion, eller hvis en mail fra ledelsen er for lang i spyttet, vil medarbejderne tendere mod at bruge tiden på noget andet.

Flow: Hold det i bevægelse. Digitale redskaber gør det til gengæld nemmere at opfylde et andet – ofte uudtalt – ønske hos medarbejderne: Nemlig at vide, hvordan det går med det, de arbejder med. Tænk på noget så simpelt som et integrationsprogram for nye medarbejdere.

I gamle dage skulle de typisk deltage i nogle møder og læse nogle papirer, og det var i bund og grund kedeligt. Det er det måske stadig, men i dag, hvor informationerne kommer digitalt, er det nemmere at anskueliggøre over for medarbejderne, hvor langt de er nået, og hvilke fordele det indebærer. Når hverdagen melder sig, vil medarbejderen typisk sidde med en meget lille del af virksomhedens aktivitet, og f.eks. ingeniøren, der udvikler en ny løsning, vil ikke nødvendigvis kunne se, om den bliver brugt, og i givet fald hvordan. Også denne information er nemmere at få ud til medarbejderen nu.

Følelse: Gør det behageligt. Der er altså en klar værdi i, at informationer er tydelige, og at der kommer feedback på de impulser, den enkelte medarbejder sender ud i systemet. Men det er også en kvalitet, at det helt basalt er behageligt at kommunikere.

Her er der nemme point at hente for virksomhederne, for meget af det er dybest set meget banalt: Man kan sætte professionelle til at sørge for, at informationsmateriale er i øjenhøjde med medarbejderne – at sproget er ”normalt” og med så få indforståede fagtermer og klichéer som muligt. Og man kan sørge for, at stemmen i en præsentationsvideo er behagelig. I nogle sammenhænge kan det også være relevant at bruge virkemidler, som medarbejderne kender fra tv eller computerspil.

Funktion: Husk formålet. Alverdens gode kommunikation må dog ikke skygge for, at de redskaber, som medarbejderne anvender i dagligdagen, først og fremmest skal opfylde deres behov. Og der kan være flere behov, man skal spænde over. Det kan f.eks. være, at medarbejderne foretrækker, eller er nødt til, at tilgå it-systemer fra forskellige typer af platforme, og så nytter det ikke, at det hele fungerer fint på kontorfolkets pc’er, mens sælgere og servicefolk ude i markedet kæmper for også at få det til at fungere på deres smartphone.

Sten Thorup Kristensen

Disse pligter har bestyrelsen i medfør af hvidvaskloven og EU-direktivet DAC6

Lovgivningen om hvidvask er lidt af et minefelt for virksomhederne. De kan uforvarende og uden aktiv medvirken blive inddraget i en sag, og bødernes er forholdsvis store. Men samtidig er der grænser for, hvilke foranstaltninger man må sætte op for at holde sin sti ren. Siw Ryan og Troels Behnke Skak fra advokatfirmaet DAHL skriver her om både risici og bestyrelsens forpligtelser i henhold til hvidvaskloven og EU-direktivet DAC6.

Alle danske virksomheder er omfattet af hvidvasklovgivningen i Danmark, som indebærer en række forpligtelser for virksomhederne. Hensigten er at undgå, at virksomhederne misbruges til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Den danske hvidvasklovgivning suppleres derudover af flere EU-direktiver, som vi vender tilbage til.

Hvidvasklovgivningen har til formål at sikre, at virksomheder hverken bidrager til økonomisk kriminalitet eller misbruges ved andres udøvelse af økonomisk kriminalitet. Stort set alle virksomheder berøres af lovgivningen, og den ansvarlige bestyrelse bør derfor overveje, om man konkret ”har etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller,” så virksomheden ikke udnyttes af en hvidvasksag.

Med de seneste års forhøjelser af bødeniveauet – også ved mindre overtrædelser af hvidvasklovgivningen – er det blevet særlig vigtigt at undgå overtrædelser. Hertil kommer, at virksomheder, som konstateres at være blevet misbrugt til hvidvask, ofte oplever en shitstorm. Her er historien typisk, at virksomheden har medvirket til hvidvask af midler – men i virkeligheden har virksomheden ikke opdaget, at den er blevet misbrugt til hvidvask (på grund af manglende eller utilstrækkelige procedurer eller retningslinjer), og har derfor forsømt indberetningspligten.

Hvidvasklovgivningen indeholder en række regler om indberetningspligt, undersøgelsespligt og visse forbud, som varierer altafhængigt af virksomhedens branche og størrelse. Forpligtelserne kan overordnet opdeles i tre kategorier.

For det første er et stort antal virksomheder underlagt flere regulatoriske regler – og dermed også forpligtelser, som vi udfolder i afsnittet nedenfor.

For det andet indeholder hvidvaskloven en række regler, som gælder alle virksomheder, men som ikke på samme måde medfører, at den enkelte virksomhed er forpligtet til at udarbejde procedurer og retningslinjer (som ved de regulatoriske regler).

For det tredje er alle virksomheder fra sommeren 2020 underlagt DAC6 (indberetningspligt) i forbindelse med visse grænseoverskridende ordninger.

Forpligtelser for virksomheder, der er omfattet af hvidvasklovgivningens regulatoriske regler
Et stort antal virksomheder er omfattet af hvidvasklovens § 1, f.eks. banker, sparekasser, forsikringsselskaber, revisorer, advokater, ejendomsmæglere, finansielle leasingselskaber, visse kunsthandlere, udbydere af virtuelle valutaer og tegnebøger mv. og øvrige virksomheder, som driver virksomhed med lignende områder.

Disse virksomheder er i hvidvaskloven underlagt en lang række forpligtelser til:

  • At legitimere deres kunder
  • Løbende at overvåge kundeforholdet
  • At notere undersøgelse som følge af en mistanke til en kunde
  •  Om nødvendigt at indberette mistænkelige forhold ved en kunde

Virksomheder, der er underlagt disse forpligtelser i hvidvaskloven, er desuden forpligtet til at udarbejde tilstrækkelige politikker, procedurer og retningslinjer for at kunne håndtere disse forpligtelser og dokumentere håndteringen heraf.

Da forpligtelserne for virksomheder som de førnævnte er særligt udvidede, bør den enkelte virksomheds bestyrelse tilsvarende have et udvidet fokus på, at virksomheden til stadighed har udarbejdet de fornødne procedurer. Bestyrelsen bør også sikre, at de udarbejdede procedurer rent faktisk anvendes, da det er afgørende, at der også sker udøvelse af procedurerne.

Forpligtelser for øvrige virksomheder
For de virksomheder, som ikke er omfattet af hvidvasklovens § 1 – hvilket er hovedparten af danske virksomheder – er kravene i hvidvaskloven ikke de samme. Virksomhederne er dog alligevel underlagt en række regler i hvidvaskloven.

Virksomhederne har eksempelvis pligt til at tage falske penge ud af omløb, skal overholde forbuddet om ikke at anvende EUR 500-sedler og må ikke modtage kontante betalinger på 50.000 kr. eller derover.

Især sidstnævnte krav kan give anledning til problemer, idet kravet gælder, uanset om betalingen sker på én gang eller ad flere omgange, der fremstår indbyrdes forbundet. For virksomheder, som i et vist omfang modtager kontante betalinger, kan forbuddet medføre panderynker. I mange tilfælde vil det nemlig ikke være nok, at virksomheden har indrettet sig med procedurer, som forbyder medarbejderne at tage imod betalinger over kr. 49.999. Virksomheden skal også indrette sine procedurer sådan, at virksomhedens medarbejdere er opmærksomme på betalinger, som fremstår indbyrdes forbundet – ellers vil betalinger, som samlet overstiger grænsen på kr. 49.999, være en overtrædelse af kontantforbuddet.

Bestyrelsen i en virksomhed, der modtager kontante betalinger som en naturlig del driften, skal derfor sikre, at virksomheden har etableret de fornødne procedurer til ikke blot at undgå at modtage kontante betalinger på mere end kr. 49.999, men også til at spotte kontante betalinger, som fremstår indbydes forbundet.

Forpligtelserne i forhold til DAC6-indberetningspligten
Udover forpligtelserne i hvidvaskloven har virksomheder fra sommeren 2020 fået en ny indberetningspligt, også kaldet DAC6.

DAC6 er et EU-direktiv, som har til formål at medvirke til at minimere omfanget af aggressiv skatteplanlægning.

DAC6 fastsætter reglerne for en ny indberetningspligt til myndigheder i EU-medlemsstater for relevante skatteydere og mellemmænd, som er involverede i grænseoverskridende ordninger, der opfylder nærmere fastsatte retningslinjer. I Danmark skal indberetningen ske til Skatteforvaltningen, og de indberetningspligtige til Skatteforvaltningen er mellemmænd og relevante skatteydere.

Relevante skatteydere kan f.eks. være en virksomhed, der får stillet en grænseoverskridende ordning til rådighed. I det tilfælde, at der ikke er en mellemmand, som f.eks. rådgiver eller assisterer, kan den relevante skatteyder, f.eks. en virksomhed, blive omfattet af indberetningspligten i DAC6, hvis virksomheden selv forestår indgåelsen af en aftale, transaktion eller lignende.

Virksomheder, der indgår aftaler eller lignende med enheder i andre EU-medlemsstater, skal derfor være særligt opmærksomme på indberetningspligten efter DAC6 – især hvis de ikke anvender rådgivere i form af mellemmænd, som er indberetningspligtige. Det er desuden ekstra relevant, når der mellem forbundne foretagender i forskellige EU-medlemsstater sker transaktioner, f.eks. overdragelse af immaterielle aktiver mellem moder- og datterselskaber, hvor der ikke er inddraget mellemmænd.

Manglende indberetning til Skatteforvaltningen af en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning kan medføre store bøder. Bestyrelsen i virksomheder er derfor nødsaget til at sikre, at der er tilstrækkelige retningslinjer for virksomheden i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt en grænseoverskridende ordning er indberetningspligtig til en skattemyndighed. Virksomheder, der er involverede i grænseoverskridende aktiviteter, skal derfor være særligt opmærksomme på indberetningspligten efter DAC6, som begynder at løbe pr. 1. januar 2021.

Bestyrelsens dilemma: Hvordan balanceres hensynet til nødvendige procedurer og overimplementering?
Som det fremgår af gennemgangen af reglerne ovenfor, er der er lang række forhold i hvidvaskloven og DAC6, som medfører forpligtelser for en bestyrelse.

I nogle tilfælde er der tale om egentlige lovkrav om konkrete procedurer, retningslinjer mv. i en virksomhed. Her skal bestyrelsen naturligvis påse, at de krævede procedurer er udarbejdet og anvendes.

I mange andre tilfælde er det imidlertid ikke et egentligt lovkrav, at der udarbejdes bestemte procedurer, men på grund af lovgivningens kompleksitet vil det i praksis være nødvendigt at udarbejde de egentlige procedurer for at sikre, at lovgivningen overholdes. Her vil mange bestyrelser opleve at stå i et dilemma – for hvordan afvejes hensynet til at have de tilstrækkelige procedurer mod hensynet til ikke at overimplementere procedurerne?

Konsekvenserne ved en ”underimplementering” mærkes først i det tilfælde, at virksomheden overtræder reglerne i hvidvaskloven og DAC6. Her er udgangspunkt et bødeansvar, som efter praksis ansættes til 25 pct. af transaktionsværdien – dog mindst 10.000 kr. Er der tale om en virksomhed, som er omfattet af hvidvasklovens § 1 og derfor underlagt de regulatoriske regler, er en eventuel manglende udarbejdelse af de krævede procedurer og retningslinjer mv. også bødebelagt.

En overimplementering er dog heller ikke en gangbar løsning. For det første vil en overimplementering i mange situationer medføre, at andre lovregler overtrædes – f.eks. i relation til GDPR – hvilket også kan medføre et bødeansvar.

For det andet vil en overimplementering også ofte medføre en række interne retningslinjer, som fremstår unødvendigt komplekse. Det kan betyde, at retningslinjerne ikke efterleves i praksis – og at virksomhedens risiko for at overtræde reglerne i hvidvaskloven dermed forhøjes.

I relation til den nye kontrolpakke anbefaler vi, at enhver bestyrelse udarbejder klare retningslinjer til direktionen for, hvad der forventes af direktionen mht. at efterleve den 5-årige opbevaringsforpligtelse for selskabsdokumenter.

Forfatterne er advokat Siw Ryan og advokat/partner Troels Behnke Skat fra DAHL Advokatpartnerselskab.

Recession: Selv i modvind findes der vindere

Recessioner er en naturlig del af økonomiens cyklus. Alligevel får usikkerheden mange virksomheder til at bremse op – men nogle formår at vende krisen til deres fordel. McKinsey guider gennem den næste recession.

En recession er den del af en økonomisk cyklus, hvor det går ned ad bakke, hvor økonomien skrumper ind, folk har færre penge mellem hænderne. Men der er stadig meget, man ikke forstår om recessioner. Nogle ting ved man dog: Generelt opstår recessioner på grund af ubalancer i markedet, og bliver udløst af enten interne eller eksterne faktorer. En gængs definition er, at en recession er to kvartaler i træk med økonomisk tilbagegang.

Der er en reel mulighed for, at en recession kan ramme i den nærmeste fremtid, selvom de økonomiske signaler stadig er blandede. I marts 2025 vurderede cheføkonomen hos J.P. Morgan, at risikoen for en recession i USA var steget til 40 pct. – en stigning fra 30 pct. i begyndelsen af året. Den overbevisning er han ikke alene om: 95 pct. af de økonomer, som Reuters spurgte i marts 2025 i Canada, Mexico og USA, mente, at risikoen for recession var steget.

Når man rammer en recession, er det udgangspunkt man kommer fra altafgørende. De fleste virksomheder falder under én af fire kategorier:

Den første gruppe af virksomheder har medvind, de klarer sig fremragende. De har stabil efterspørgsel, produkter med høje avancer, nemt ved at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, en enkel forsyningskæde. Økonomisk står de stærkt. Sorte tal på bundlinjen, lav gæld. Det er de færreste, der ligger i denne kategori.

Den anden gruppe er mere påvirkelig af markedet. De kæmper med lange og komplekse forsyningskæder, mister markedsandele og ser deres overskud blive spist af inflation. De har dog mulighed for at aktivt at gøre noget ved deres situation. Tilpasse sig og forbedre situationen.

Den tredje gruppe er i rigtig dårlig form. De skal kæmpe for at overleve. De har høj gæld, lav likviditet og stor risiko for at blive ramt af geopolitiske kriser. Der skal ikke meget til at vælte dem.

Den fjerde gruppe består af nyere virksomheder. De har indtil videre fokuseret på vækst fremfor indtjening. De står nu i en svær situation, fordi de skal skifte fokus til profit under en recession – nok det sværeste tidspunkt at lave det skifte på.

Fælles har virksomhederne i alle fire kategorier, at de bør arbejde på at opbygge systematisk robusthed.

Alle kan drage fordel af at indføre nogle grundlæggende tiltag, som f.eks. omkostningsbesparelser, prisjusteringer, bevaring af likviditet og styrkelse af forsyningskæder. Men offensive tiltag kan også være effektive – som målrettede opkøb, udvikling af nye forretningsområder, fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

McKinsey sammenligner recessioner med helbredsproblemer – på et eller andet tidspunkt vil vi alle støde på noget, stort eller småt. Jo sundere man er fra starten, desto bedre er chancerne for at komme godt igennem.

Nogle virksomheder klarer sig langt bedre under økonomiske nedture. Hvad gør de anderledes?

Mange virksomheder trækker følehornene til sig, når markedet er præget af usikkerhed. Men nogle formår alligevel at stå stærkt – og endda komme styrket ud på den anden side. Hvad er det, de gør rigtigt?

For det første har de stort fokus på margener – altså deres indtjening. De virksomheder, der klarer sig bedst gennem kriser, begynder tidligt at skære i driftsomkostningerne, mens de mindre robuste venter med sparetiltag, til det er for sent.

For det andet er de stærke virksomheder også hurtigere til at skille sig af med de dele af forretningen, der ikke klarer sig godt. Derefter geninvesterer de pengene i andre dele af forretningen.

Det kan virke i strid med ens intuition at investere midt i en recession – det føles måske mere naturligt at trykke på bremsen. Men det har vist sig at være et smart træk at trykke på speederen, når alle andre holder sig tilbage.

Et andet smart træk er at holde øje med muligheder, der opstår, når konkurrenter begår fejl. At stå klar i kulissen til at opkøbe aktiver eller hyre dygtige medarbejdere.

Virksomhedsledere, der tør investere i fremtiden – samtidig med at de tager højde for den nuværende usikkerhed – har de bedste muligheder for at komme ud på den anden side stærkere.

MAL

Store forventninger: Næste skridt for CFO’en?

CFO-rollen er i rivende udvikling. Ansvarsområderne vokser, forventningerne stiger. Samtidig skifter CFO’er jobs i stor stil. Presset er for stort, jobbet for komplekst – og så er der mange andre spændende muligheder, der lokker, skriver konsulenthuset Russell Reynolds i ny rapport.

Dagens CFO står overfor en kompleks virkelighed. Teknologi, der skal implementeres, juridiske krav, der skal leves op til, og ESG-mål, der skal leveres på. Det kræver ikke blot økonomisk indsigt at være CFO i dag. Et strategisk overblik og evnen til at navigere i et stadigt mere komplekst landskab er også nødvendige færdigheder, skriver Russell Reynolds Associates.

Opgaven er krævende – der ligger et stigende pres på økonomichefens skuldre, som får flere CFO’er til at søge nye veje. Mange overvejer at trække sig tilbage, gå ind i bestyrelsesarbejde eller skifte til roller i f.eks. private equity.

Nye data fra Russell Reynolds viser, at der i 2024 var en udskiftningsrate for CFO’er på 15 pct. Til sammenligning ligger udskiftningsraten for CEO’er på 11 pct. Hvad er grunden til den høje udskiftning? Ifølge konsulenthuset handler det om fire centrale faktorer:

Mange går på pension: I 2024 gik hele 54 pct. af de afgående CFO’er på pension eller rykkede til kun at sidde i bestyrelser. Det er værd at bemærke, at gennemsnitsalderen for disse exits er 56,6 år – en ret lav alder, alt taget i betragtning.

Høj udskiftning blandt CEO’er: En ny CEO vil ofte gerne sætte sit eget team. Derfor er det naturligt, at CFO-udskiftninger typisk følger CEO-udskiftninger.

CFO-rollen er blevet mere kompleks: Der er i dag mere pres på CFO’en. Flere hænder hiver i mange forskellige retninger, og forventningerne til rollen er vokset markant. Det er ikke længere nok at have styr på tallene – man skal både være operationel og skarp på strategien. Det stigende ansvar og det konstante pres resulterer i en mere krævende stilling, som for mange fører til øget stress og overvejelse om, hvorvidt rollen stadig er den rette.

Flere attraktive karrieremuligheder efter CFO-rollen: CFO’er har i stigende grad flere veje at gå, efter de forlader stillingen. Blandt de CFO’er, der har forladt deres stilling og fået en ny rolle i 2024, har 34 pct. fået en stilling som CEO, 15 pct. er blevet divisionsdirektører, 6 pct. er blevet COO’er og 15 pct. har fået en anden ledende rolle.

Fremtidens CFO skal mestre et bredt sæt kompetencer. Det er en sammensat rolle, som kræver, at CFO’en kan lidt af hvert:

En strateg: CFO’en er i dag langt mere end en traditionel leder af finansfunktionen. Rollen har udviklet sig til at være mere strategisk, hvor CFO’en ikke kun styrer økonomien, men også spiller en central rolle i strategiplanlægningen. Russell Reynolds skriver: ”Hvis man tager et skridt tilbage, var perioden fra 2003 til 2010 præget af CFO’er med fokus på revision og regnskab. Fra 2010 til 2020 var der et operationelt og driftsfokus. Siden 2020 har man set en stigende efterspørgsel efter CFO’er med fokus på kapitalallokering og strategi.”

En kommende CEO: Bestyrelser søger i stigende grad CFO’er, der har potentiale til at blive den næste CEO. Derfor kigger de efter kvaliteter, der også giver mening som CEO. Såsom stærke lederskabsevner, evnen til at opbygge teams og en generelt bred erfaring. Det gode er, at mange CFO’er selv drømmer om at tage skridtet videre til CEO-rollen, hvilket gør det til en naturlig og positiv udvikling for alle parter.

En storyteller: I dag er det ikke kun CEO’en, der er i spotlyset – CFO’en skal også være en effektiv kommunikatør og storyteller. En moderne CFO skal kunne præsentere virksomheden i et positivt lys, fortælle virksomhedens historie på en overbevisende måde og skabe tillid hos både interne og eksterne interessenter. Det handler om at kunne holde fokus i et rum, engagere lytterne og kommunikere klart.

En forandringsleder: CFO’en bør kunne drive forandring og være i stand til at integrere nye teknologier som AI. Russell Reynolds skriver, at der for CFO’er er to primære AI-prioriteter: For det første at identificere, hvordan AI kan øge virksomhedens indtjening, og for det andet at finde løsninger, der kan reducere omkostningerne.

Navigere i politik: I en stadig mere globaliseret verden er det vigtigt, at CFO’er har et klart overblik over, hvordan geopolitik påvirker virksomheden. CFO’en bør forudse og reagere på politiske ændringer, der kan have indflydelse på virksomhedens drift og fremtidige beslutninger.

MAL

Kan en bestyrelse se stort på indholdet af en ejeraftale?

Ejeraftaler (tidligere kaldet aktionæroverenskomsten) er normalt ikke et bestyrelsesanliggende. Men hvilken betydning har ejeraftalen i forhold til bestyrelsens spillerum, og hvordan undgår bestyrelsen at komme i konflikt herom? Dan B. Larsen og Henrik Ottosen fra DAHL Advokatpartnerselskab gennemgår hovedtrækkene i den komplicerede, men vigtige jura.

Ejeraftaler har eksisteret lige så længe som aktieselskaber. Og de har været en torn i øjet på selskabsregisteret lige så længe, fordi de har givet anledning til mange tvister. Da selskabsloven skulle ændres i 2009, fik Erhvervsstyrelsen derfor indføjet en særlig regel om ejeraftaler i Selskabslovens § 82:

Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.

For mange var denne korte bestemmelse en revolution, men Erhvervsstyrelsen påstod stædigt, at bestemmelsen kun var indsat for at klargøre det, der allerede var gældende ret. Nu er der ikke så mange sager i Erhvervsstyrelsen om ejeraftaler, men til gengæld er der stadig masser af tvister, nu bare ved domstolene og forskellige voldgiftsretter.

En ejeraftale er en aftale mellem to eller flere aktionærer i et selskab om at foretage eller undlade at foretage forskellige handlinger. Det kan være en aftale om, hvordan bestyrelsen skal sammensættes, aktionærernes ansættelsesforhold i selskabet, udbyttebegrænsning, konkurrenceklausuler, og så videre.

Har parterne i en ejeraftale vedtaget, at der ikke må udloddes udbytte udover årets resultat (heller ikke hvis der er fri egenkapital til det i øvrigt), opstår der en tvist, hvis to ud af tre aktionærer alligevel vedtager at udlodde et væsentligt større udbytte. Efter selskabslovens § 82 er dette en problematik, de tre parter må afklare indbyrdes i et andet forum. Selskabet er ikke bundet af ejeraftalen og skal udlodde udbytte i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning.

Men er der så frit spil?
Ovenstående har forledt nogle aktionærer og visse bestyrelser til at tro, at der så er frit spil. Hvis båndene i en ejeraftale bliver for snærende, beslutter man bare noget andet i bestyrelsen – fordi selskabet (herunder bestyrelsen) jo ikke er bundet af ejeraftalen.

Det er i teorien rigtigt. I praksis er det nok lidt anderledes.

For det første er det en god idé at lade nye bestyrelsesmedlemmer gøre sig bekendte med ejeraftalen – og måske ligefrem erklære, at de vil overholde den. For det andet kan det have fatale konsekvenser for nogle af aktionærerne, hvis bestyrelsen vælger at blæse på ejeraftalen.

Aktionærerne kan i ejeraftalen bestemme, at ejeraftalen skal gå forud for selskabets vedtægter, men kun med virkning i det indbyrdes forhold mellem aktionærerne. Ved en overtrædelse af en ejeraftale vil de almindelige misligholdelsesbeføjelser komme i spil mellem parterne, men gyldigheden af generalforsamlingens beslutning påvirkes ikke.

Vi lader et eksempel belyse problematikken:

Et selskab med fem ejere har en bestyrelse bestående af nogle af ejerne og nogle eksterne bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen beslutter, at tidernes ugunst betyder, at de to ældste af de fem ejere må afskediges. De fem ejere har ellers i en ejeraftale aftalt, at de ikke kan afskediges, før de når pensionsalderen. De afskedigede har selvfølgeligt krav på løn i opsigelsesperioden, men løn fra udløbet af opsigelsesperioden og til pensionsalderen kan de kræve hos de tre tilbageblevne. Dette fordi aftalen er gyldig mellem parterne – selvom den ikke kan håndhæves i forhold til selskabet.

I denne situation er tabet åbenlyst og kravet mod de tidligere kolleger nemt at gøre gældende (og de vil sikkert i fællesskab nå frem til en anden og bedre løsning). I andre situationer kan det være sværere at opgøre og dokumentere et tab.

Det er ikke usædvanligt at skrive i en ejeraftale, at væsentlige beslutninger kun kan træffes i enighed. Men hvad nu hvis hovedaktionæren alligevel sælger selskabets virksomhed (en utvivlsomt væsentlig beslutning)?

I det indbyrdes forhold er hovedaktionæren naturligvis bundet af ejeraftalen, men han kan helt legalt stemme beslutningen igennem i både bestyrelsen og på generalforsamlingen – fordi han er jo hovedaktionær. Mindretalsaktionæren kan efterfølgende rejse et erstatningskrav, men hvis hovedaktionæren faktisk har fået en fornuftig pris for virksomheden, hvilket tab er der så lidt? Mindretalsaktionæren har fået sin forholdsmæssige andel af selskabets værdi, så han har ikke lidt noget dokumenterbart økonomisk tab.

Hvordan undgår man at komme i disse konfliktsituationer?
For det første ved at skrive så meget som overhovedet muligt i vedtægterne i stedet for i en ejeraftale. Vedtægterne skal selskabet og bestyrelsen jo efterleve. Men det er ikke alt, man kan eller vil skrive i vedtægterne. Vedtægterne er offentlige, og der er en risiko for, at konkurrenter, leverandører og kunder læser med.

Dernæst kan man som nævnt ovenfor prøve at binde bestyrelsens medlemmer op på en aftale om at overholde bestemmelserne i ejeraftalen. Og endelig kan man knytte en konventionalbod til misligholdelse af ejeraftalen.

Hvis en aktionær derefter vælger at stemme (i bestyrelsen eller på generalforsamlingen) på en anden måde, end han er forpligtet til efter ejeraftalen, udløser det ikke blot en erstatning, men også en klækkelig konventionalbod. På den måde kommer man udover de situationer, hvor det er åbenlyst, at hovedaktionæren (eller flertallet af aktionærer) har handlet i strid med ejeraftalen, men det er svært at dokumentere et økonomisk tab.

Risikoen for at skulle betale en konventionalbod plejer at have en betydelig præventiv virkning. Man kan selvfølgeligt anføre, at en konventionalbod på f.eks. 500.000 kr. for en beskeden overtrædelse er helt ude af proportioner, men hvem vil man helst beskytte? Ham, hvis rettigheder krænkes – eller ham, der (bevidst) løber fra en aftale?

Det betyder dog ikke, at en bestemmelse om konventionalbod løser alle problemer. Betaling af bod skaber bare lidt balance i tingene. De stridende parter er stadig aktionærer i et selskab, som de åbenbart ikke er enige om driften af. Og samarbejdet er næppe blevet bedre af, at den ene har betalt en konventionalbod. Så bestemmelsen om konventionalbod bør være kombineret med en bestemmelse om en pligt til at købe den krænkede ud til en given pris.

Forfatterne er Dan B. Larsen og Henrik Ottosen, begge advokater og partnere i fra DAHL Advokatpartnerselskab.

Bestyrelsesmedlemmer med stort netværk bedst

Gængs opfattelse af god selskabsledelse omfatter blandt andet, at det er positivt med uafhængige bestyrelsesmedlemmer, og at bestyrelsesmedlemmer ideelt skal begrænse antallet af andre tillidshverv for at have tid nok til bestyrelsesarbejde.

Begge forhold indgår i de danske anbefalinger om god selskabsledelse. Men disse dogmer kan være baseret på misforståelser, og betyde at man arbejder i en forkert retning, lyder konklusionen i en amerikansk undersøgelse.

Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem de uafhængige bestyrelsesmedlemmers baggrund på den ene side og deres evne til at skabe merværdi for aktionærerne på den anden side. Undersøgelsen bekræfter ganske vist, at der er en positiv sammenhæng mellem antallet af uafhængige bestyrelsesmedlemmer og skabelsen af shareholder value.

Men uafhængigheden er ikke den vigtigste del af tricket. Den skal kombineres med magtfuldhed – forstået som et omfattende og/eller tæt netværk med andre beslutningstagere. Uden en sådan magtposition bibringer bestyrelsesmedlemmerne mindre værdi i kraft af deres uafhængighed (men kan naturligvis gøre det i kraft af kompetencer, erfaring eller andet).

Den statistisk set bedste løsning er altså uafhængige, magtfulde bestyrelsesmedlemmer. Men kan man ikke få det, er der faktisk ifølge undersøgelsen mere værdiskabelse i et afhængigt bestyrelsesmedlem med stor magt, end i et uafhængigt bestyrelsesmedlem med ringe magt.

Det er ikke ganske klart, hvorfor magtfuldheden har så stor betydning. Forskerens teori – som netop kun er en teori, selv om den er funderet i bl.a. psykologisk forskning – er, at det magtfulde bestyrelsesmedlem vil være markant mindre ”i lommen” på topchefen, og også have adgang til større indsigt, hvormed han eller hun vil være i stand til at sætte en stopper for f.eks. ukloge, værdidestruerende fusioner. Indvendinger fra et svagt bestyrelsesmedlem vil nemt komme til at fremstå som illoyalt kværulanteri.

Forskerne hæfter sig ved, at i nogle forliste selskaber, som f.eks. Enron, har man bagefter berettet om en bestyrelseskultur, hvor man ubetinget regnede det for en dyd at bakke op om om den daglige ledelse. Herhjemme har vi set noget af det samme i nogle af de banker, der krakkede under og efter finanskrisen.

En alternativ forklaring på sammenhængen mellem magtfulde bestyrelsesmedlemmer og værdiskabelse kan være mere ligefrem: At de pågældende bestyrelsesmedlemmer simpelthen er dygtige i udgangspunktet, hvilket dels gør dem i stand til at skabe mere værdi, dels gør dem efterspurgte.

Som nævnt er magtfuldheden målt ud fra netværket opnået primært gennem andre bestyrelser, men også gennem forskellige aktiviteter i f.eks. velgørende organisationer. Datamaterialet er enormt – det dækker 8.000 amerikanske bestyrelser over 14 år – så det er også muligt at gå dybere ned i analysen og undersøge, om f.eks. et lille, men tæt, netværk er bedre end et stort, men løsere netværk.

Undersøgelsen indikerer dog også, at det ikke er så enkelt, at alt blot bliver bedre, jo flere magtfulde uafhængige bestyrelsesmedlemmer, man har. Således er der en afvigelse på formandsposten: Her er det de magtfulde insidere, der leverer merværdi, mens de magtfulde uafhængige ikke gør det.

En sidste interessant konklusion fra undersøgelsen er, at der ikke er nogen merværdi i, at den daglige topchef er magtfuld – igen i betydningen, at vedkommende har et stærkt netværk.

Whitepaper - bestyrelsesnetværk
Download gratis whitepaper om Bestyrelsesnetværk og redskaber

Falck CEO: Det sværeste kommer efter krisen

Ansat til at rydde op i det dengang kriseramte Falck lærte CEO Jakob Riis først og fremmest, hvor vigtig frontlinjen var for at få virksomheden ud af den krise, han i dag betegner som en soloulykke. Kriser er ubehagelige, men rent ledelsesmæssigt nemmere at håndtere end overgangsfasen, som oftest kan være den største udfordring som CEO, fortæller han til fagredaktør Peder Bjerge.

Falck var i krise, da Jakob Riis kom til som CEO for otte år siden. ”Virksomheden stod et svært sted. Firmaet var truet på eksistensen, fordi vi tjente mindre og mindre, og vores gæld voksede. Samtidig var vores relevans overfor kunderne også vigende. Det var nok den dybeste og længstvarende krise, jeg har oplevet”, konstaterer han.

”Krisen i Falck strakte sig over så mange år, at den har sat de dybeste spor – og det var dér, jeg lærte mest.”

Riis blev hentet ind som problemknuser fra en helt anden gren af erhvervslivet efter knap 20 år hos medicinalkoncernen Novo Nordisk, hvor han sluttede som chef for den nordamerikanske del. Det viste sig at være en styrke, da han ikke havde aktier i virksomhedens forhistorie.

”Både i forhold til Falcks krise dengang og i forhold til den nuværende geopolitiske situation skal man gøre sig klart, at uanset, hvor svært det ser ud, fører det ingen vegne at gå i panik. Kriser kan også udløse uhensigtsmæssige overreaktioner. Falck dengang var en soloulykke. Det var noget, vi selv havde skabt. Alligevel skulle vi bruge mange kræfter og år på at få styr på virksomheden indadtil. Når vi talte med kunder, var det mest noget med, at de var utilfredse med os. Det var et meget langt forløb, hvor det var svært at finde energi.”

Hvordan gik du til at løse en krise i en virksomhed, der var så fundamentalt forskellig fra, hvad du havde lavet før?

”For mig var det vigtigt at komme ud i frontlinjen. Jeg fandt min energi i at komme helt ud forrest. Jeg tog mange ture i ambulancen. I starten var det for at lære virksomheden at kende. Men det var også for at blive klar over, at når vi var ude ved kunderne, fungerede det. Dér var der ingen krise. Kvaliteten var i top: Vi leverede fuldstændigt, som vi skulle, og vi havde fantastiske medarbejdere. Jeg kunne konstatere, at min opgave i virkeligheden var at rekonstruere Falck som organisation bagved det. Det er afgørende for at kunne håndtere en krise. Man kan ikke udelukkende fokusere på alt det, der er i stykker og ikke fungerer.

Man er nødt til at finde energien og optimismen i det, der virker. Og når det fungerede så godt ude i frontlinjen, var det ikke svært for mig at få folk til at tro på, at det faktisk fungerer, det vi laver derude. Vi redder menneskeliv. Vi er afgørende, og folk er glade, når vi kommer. I en krise er det utroligt vigtigt. Selvfølgelig kan der være perioder, hvor man er nødt til at tale andre ting op for at få folk til at bevare troen.”

Da du kunne konstatere, at Falcks problem først og fremmest var back office og ikke front office – hvordan gik du til det?

”Du har fuldstændigt ret. Problemet var konstruktionen bagved. Vi var en kombination af opkøbte virksomheder, hvor dem ude foran gjorde det rigtig godt, men hvor de finansielle processer og alt nede bagved skulle skrues anderledes sammen. Oven i det skulle vi spare en masse penge og skille os af med en masse medarbejdere. Vi skulle også have styrket de digitale processer. Men det var heller ikke gjort med det – vi var også nødt til at udvikle en række nye tjenester ud mod markedet, så vi kunne styrke vores relevans overfor kunderne.

Når vi taler kriser, skal man gøre sig klart, at jo mindre relevant, man er for sine kunder, jo mere sårbar er man i en krisesituation. Det er derfor, at man skal investere i udviklingen af sin forretning i fredstid. Man er sårbar, hvis kunderne lettere kan undvære det, man tilbyder, hvis de pludselig har færre penge at gøre godt med. Opbygningen af en robust forretning er vigtig – ikke bare for at komme ud af en krise, men også for at nå til et sted, hvor man er mere kriseresistent, altså dér, hvor vi er i dag. Så man er nødt til at arbejde med flere dimensioner.”

Hvilke ledelsesredskaber er de vigtigste i den situation?

”Man skal være transparent overfor organisationen. Man skal være ekstremt klar i sin kommunikation. Man skal være åben, ærlig og ikke mindst tydelig i forhold til, hvad det er, vi skal gøre – og hvorfor. Og så holde fast i planerne.

Det er ikke sjovt at være i den type krise, som Falck var i. Det svære ved længerevarende kriser er, at de kræver tålmodighed. Det tager tid at få gennemført alle de nødvendige tiltag og ændringer, hvilket kan tære på tålmodigheden hos ens medarbejdere og ledere, der går og håber, at det bliver bedre næste kvartal – selvom det altså tog to til tre år. Man skal som leder gøre sig helt klart, at det er en virkelig lang, men nødvendig, rejse.

Omvendt er kompleksiteten i det, du skal gøre, ikke superstor. Når hele organisationen erkender krisens omfang, kan du som leder også få lov til at trække i nogle håndtag, du ellers ikke ville kunne i en almindelig situation. Når alle forstår alvoren, er der en almen accept af: ’Jamen, det gør vi så, for vi ved godt, at det her handler om overlevelse.’

Så kriseledelse er ofte meget fast, konsekvent og typisk top-down ledelse. Du er ikke altid nødt til at bruge så meget tid på at introducere nye tiltag. På den måde er det faktisk ikke det sværeste.

Efter to-tre år var vi også nødt til at sige til os selv – som ledelse og i organisationen – at nu er vi ikke længere i krisen. Det betyder ikke, at vi ikke stadig skal arbejde hårdt på en række felter. Men det betyder, at vi ikke længere kan trække krisekortet. Vi kan ikke længere være lige så håndfaste.

I den fase er vi gået over i en situation, hvor nye tiltag skal introduceres ordentligt. Der skal være større synlighed i organisationen omkring, hvorfor vi gør særlige ting. Og så begynder det at blive kommunikativt sværere. Altså: Planen om at komme ud af krisen må jeg tage ejerskab på, men planen for ny vækst – den skal vi alle sammen eje. Og der er bare nogle mellemår, som er anderledes at operere i som leder end selve krisetiden.”

Altså i overgangen fra krise til dét, at man er ude af den – som Falck er nu?

”Ja, for du kan godt få en post-kriseudfordring. Når man har været vant til, at ændringer og nye tiltag begrundes i virksomhedens eksistensgrundlag, kræver det et kommunikativt og narrativt skifte, når man træder ud af krisen. Det er afgørende at fastholde medarbejdernes motivation til at drive forandringer, ikke længere kun for at overleve, men for at styrke og udvikle organisationen i den rigtige retning.

Vi manglede stadigvæk ikke bare at være ok med kunderne, men også at levere nye produkter, som de synes er enormt relevante. I den mellemperiode handlede det om at opbygge så meget styrke, at vi kunne modstå ny modgang. Selvom Falck i dag er en sund og robust forretning, så er det fortsat mit job som leder at opbygge styrke, så vi er gearet til at modstå den næste krise.

Det er jo ikke en hovedstrategi i sig selv. Men det er en afledt effekt af, at det går bedre – hvis ens succes er bygget rigtigt og bredt nok, og ikke kun er resultatet af en tilfældig markedsdynamik, man rider eller skamrider.

Det sidder meget tydeligt i mig og i resten af organisationen, at der, hvor vi var i 2017 og årene efter, det var ikke sjovt. Og det er mange familier og liv, man påvirker, hvis en virksomhed går ned. Og hvis vi ville undgå det, kunne vi ikke slappe af.

Derfor er det ikke nok bare at komme ud af krisen. Man skal helt ud på den anden side og stå solidt igen. Og den bedste forebyggelse i forhold til næste krise er at have orden i penalhuset: stærke finanser, en klar strategi og engagerede medarbejdere. Har du det, vil jeg næsten vove at påstå, at du som virksomhed kan klare stort set alt.”

Hvordan går man som leder til at håndtere denne overgang fra krise til tiden lige efter?

”I en lille virksomhed kan man klare det over morgenmaden eller oppe på ølkassen, men det er en anden situation i en stor organisation, når det strækker sig over hele og halve år. Det betyder, at man skal arbejde med konsekvent kommunikation over en lang tidshorisont.

Du er nødt til at være sindssygt tålmodig, for tingene flytter sig ikke, hvis ikke du presser dig selv med en ambition om at gøre det meget bedre næste måned end i denne måned.

Men samtidig skal du have den tålmodighed, der gør, at når det så ikke lykkes næste måned, skal du holde ambitionsniveauet, uden at det fører til frustrationer og skuffelse. Du skal sætte forventningerne til dig selv og omgivelserne højt, men også acceptere, at ikke alt lykkes i første hug. Særligt ikke, når du skal skabe noget helt nyt i en stor organisation.

Omvendt kan du ikke sige til medarbejdere og kunder, at transformationen kommer til at tage fem år. Så kigger folk på én og tænker: Intet hastværk, det kigger vi på senere. Kunsten er at holde den langsigtede kurs – men alle skal gå på arbejde og tro på, at ’vi vinder den i dag’. Også selvom sandheden er, at det tager fra kvartal til kvartal, fra halvår til halvår.”

Peder Bjerge

AI på arbejdspladsen: et nyt paradigme?

AI rejser store spørgsmål om fremtidens arbejde: Hvordan vil det forandre sig – og hvilken rolle får mennesket i det? Natixis undersøger, hvordan AI allerede bruges på arbejdspladsen, og hvilke forventninger – og bekymringer – der knytter sig til teknologien.

AI hiver stadig mange overskrifter. Nogle eksperter advarer om, at AI er en stor trussel mod mange jobs. Andre mener at arbejdet ikke vil forsvinde, men i stedet blot forandre sig. Selvom mange ledere og medarbejdere anerkender de store fordele ved AI, ulmer der stadig bekymringer under overfladen.

Generativ AI bliver allerede brugt i stor stil på mange arbejdspladser. Chatbots som f.eks. ChatGPT, generer indhold baseret på den prompt, man giver den. Skriver og oversætter tekster, opsummerer dokumenter, besvarer spørgsmål, finder information. En stor hjælp for mange medarbejdere i deres daglige arbejde.

I fremtiden vil hjælpen blive endnu større. Såkaldte AI-agenter vil kunne assistere med endnu mere komplekse opgaver. Mens en chatbot hovedsageligt svarer på spørgsmål og søger information uden egentlig at ’tænke selv’, kan en AI-agent tage det et skridt videre. Den kan ræsonnere, tilpasse sig og lære af tidligere interaktioner.

Markedet for AI-agenter rummer et stort potentiale og forventes at vokse markant i de kommende år. Ifølge analysefirmaet Grand View Research blev det globale marked vurderet til 5,4 mia. USD i 2024 – og det forventes at stige til hele 50 mia. USD i 2030.

Flere undersøgelser viser, at både virksomheder og medarbejdere generelt ser stort potentiale i AI. Alligevel oplever mange virksomheder store forhindringer. Der er stadig en del skeptikere, der ikke bliver taget hånd om. Nogle frygter at miste deres job til AI, mens andre ikke tør indrømme, at de faktisk bruger det. Derudover mangler der generelt træning i, hvordan medarbejdere bør anvende teknologien i praksis. Der er med andre ord stadig meget at arbejde med.

Ifølge en rapport fra Microsoft og LinkedIn bruger 75 pct. af vidensarbejdere allerede AI i deres arbejde. De oplever, at det sparer tid, øger kreativiteten og forbedrer arbejdsglæden. Alligevel er over halvdelen tilbageholdende med at indrømme, at de bruger AI til vigtige opgaver. De er bange for at fremstå som nemt erstattelige.

Men mange ledere foretrækker kandidater med AI-færdigheder – også fremfor mere erfarne kandidater uden AI-færdigheder. Alligevel halter investeringerne i AI-træning bagud. Kun en mindre del af medarbejdere har fået formel oplæring, og endnu færre virksomheder har konkrete planer for generativ AI-træning.

Undersøgelser fra blandt andet McKinsey peger på, at der er en kløft mellem ledelsens opfattelse og medarbejdernes faktiske brug af AI. Medarbejdere ønsker i højere grad adgang til værktøjer, træning og belønninger, men oplever ofte, at de mangler støtte.

Undersøgelser viser også en tydelig forskel i holdningen til AI mellem dem, der allerede bruger det, og dem, der ikke gør. Brugere er generelt positive, mens ikke-brugere er mere skeptiske. Sammenfattende viser analyserne, at selvom fordelene ved AI anerkendes bredt, lever bekymringerne stadig videre.

Her kommer HR ind i billedet. En af HR’s vigtigste opgaver i den AI-drevne omstilling er at få medarbejderne med ombord. Det kræver først og fremmest, at HR lytter til medarbejdernes bekymringer og har fokus på at kommunikere de fordele, teknologien bringer med sig. Derudover skal de identificere de job, der er truet af AI, og dem, der forventes at udvikle sig med teknologien.

På den baggrund skal der udvikles målrettede uddannelsesforløb, der klæder medarbejderne på til at mestre de nye AI-værktøjer. Det er også vigtigt at anerkende de medarbejdere, der allerede har taget initiativ og bruger AI i deres daglige arbejde, søger opkvalificering eller har deltaget i pilotprojekter. Det kan f.eks. være gennem bonus, lønforhøjelse eller forfremmelse – både som belønning og som inspiration for andre.

Et godt udgangspunkt vil være at udvikle et etisk framework, som kan være med til at skabe tillid blandt medarbejderne – og dermed øge sandsynligheden for, at de tager AI i brug.

Da AI-modeller ofte er baseret på massiv dataindsamling, herunder personlige oplysninger, er det afgørende, at virksomheder er åbne og transparente om, hvordan disse data anvendes.

MAL

Automatisering skal skabe innovation – ikke kun spare

Selvom alle kan se teknologi ændre verden, tilsiger toplederes instinkt stadig ofte at fokusere på, hvordan teknologi kan være en genvej til besparelser. Under coronakrisen blev mange tvunget til at anlægge et bredere perspektiv. Og det står de sig godt ved at holde fast i efterfølgende, hvor den afgørende udfordring meget vel kan blive optimering af den knappeste ressource – arbejdskraft.

Man fornærmer næppe Discovery ved at fastslå, at det ikke er finkultur og banebrydende dramatik, selskabet lever af. Programmerne på dets kanaler og streamingtjenester er mest sport og reality; produceret efter stramme skabeloner og beregnet på en afslappende stund, hvor seerne kan drømme, eller glæde sig over, at der er andre derude, der dummer sig mere, end de selv gør.

Men hvor enkelt det end ser ud på overfladen, er det et kæmpemæssigt puslespil at samle det. Discovery er kunde hos ca. 600 indholdsleverandører, og som man kan forestille sig, har de hver deres præferencer i henseende til software, videoformater og så videre.

Discovery fik styr på det hele med en cloud-løsning, hvor leverandørerne skal aflevere deres produktioner ind i en skabelon, så de kan gå mere eller mindre direkte til udsendelse.

Bain & Company nævner eksemplet i en analyse , hvor emnet er automatisering. Konsulenthusets pointe er, at det ikke bare er et spørgsmål om at spare omkostninger. Med en cloud-løsning kan man reducere sin pengebinding, og måske også spare omkostninger over tid.

Men der kan følge en række andre fordele med. I Discoverys tilfælde var det altså en meget bedre styring af de daglige processer. I andre tilfælde kan det f.eks. være muligheden for hurtig opskalering, der gør det muligt at vinde markedsandele.

Måske vil man tænke – ”Jamen, en cloud-løsning er da ikke en automatisering. Det er grundlæggende bare en server, man deler med andre, så det er mere rationelt.”

Men netop den tankegang er noget, man må overvinde, mener Bain & Company. Den stammer fra den umiddelbare impuls, at den eneste, eller i hvert fald langt den vigtigste, grund til at indføre ny teknologi, er at spare omkostninger. Men nok så vigtigt er det, at man har fokus på, hvordan den nye teknologi – hvad end den er funderet i cloudløsninger, AI eller noget tredje – på godt og ondt kan ændre fundamentet for virksomheden og dens branche.

Konsulenthuset foreslår en proces på tre punkter, som ledelsen kan anvende, når den skal forholde sig til en ny teknologi, som den er stødt på i sin jagt på besparelser:

1. Vurder, om teknologien vil medføre nye muligheder, trusler eller begge dele for virksomheden. Overvej om kunden vil have en anden oplevelse af produktet, og om teknologien kan skabe et spillerum for nye aktører, der kan tage markedsandele.

2. Se de daglige processer ovenfra. Det er sjældent sådan, at den optimale anvendelse af ny teknologi er et antal rationaliseringer, der kan gennemføres uafhængigt af hinanden. Måske skal processerne overordnet lægges helt om.

3. Se forandringen som koncernledelsens ansvar. Selv om teknologier baseret på f.eks. cloud og AI bliver mere og mere almindelige, og dermed også i højere grad hverdag for mellemlederne, bør topledelsen ikke fralægge sig ansvaret for, at de bliver implementeret ordentligt.

Konsulenthuset anfører også, ikke uden patos, at mange virksomheder set i bakspejlet ville ønske, at de havde tænkt på den måde allerede inden coronakrisen. Her var der i den allertidligste fase fokus på besparelser, mens dagsordenen hurtigt svingede over til at få det bedste ud af de ændringer, der skete i markedet, bl.a. udløst af en ændret forbrugeradfærd.

Konsulenthuset mener, at disruptive chok bliver mere og mere almindelige – naturligvis ikke alle i coronaens skala, men brexit og ekstremvejr er andre eksempler.

Om verden bliver mere og mere urolig, eller om vi bare har glemt, hvordan vi oplevede fortidens problemer, dengang de var nye, kan man diskutere. Men sikkert er det, at dagsordenen hele tiden skifter, og at nye udfordringer kommer til. I skrivende stund ser det ud til, at vi er på vej ind i en hæsblæsende højkonjunktur. Det kan i givet fald gøre mangel på arbejdskraft, og især arbejdskraft med høje kompetencer, til et alvorligt problem for virksomhederne.

Det er også en af de vinkler, Bain & Company nævner: I den aktuelle situation kan det at frigøre HR-ressourcer internt være den ekstragevinst ved automatisering, som den typiske topledelse skal være allermest opmærksom på.

Sten Thorup Kristensen

Log ind