Det skaber værdi for aktionærer at fokusere på formål

Virksomheder, hvis brands bliver forbundet med en høj grad af samfundsansvar, har langt større værdiskabelse end virksomheder i den anden ende af skalaen. Tendensen er formentligt stærkest i krisetider, som under coronaen. Men det er stadig svært at præcisere, hvad der tæller som et ”rigtigt”, stakeholdergavnligt formål.

Det er moderne for virksomheder at definere et formål – eller purpose. Men man skal huske, at modestrømninger som regel er kendetegnet ved, at en stor del af det bare er snak og ikke handling. Hvad vi skriver om i medierne, hvad politikerne giver deres varme opbakning, og hvad konsulenterne stolt hævder er fremtiden, er ikke altid det, der sker i praksis.

I tilfældet med formålet er der mange investorer og virksomheder, der er skeptiske. De ser negative konsekvenser af, at virksomhederne lægger opmærksomheden andre steder end deres ejere – ikke bare i henseende til det direkte afkast, men også i henseende til, hvordan det påvirker ledelsen og beslutningsgangen.

Og man skal ikke have overværet mange investorpræsentationer for at indse, at selv hos dem, der i ord bekender sig til formålstanken, er det ikke desto mindre de kommende finansielle resultater, der får en absolut førsteprioritet.

Der behøver dog ikke være nogen modsætning mellem at tjene aktionærerne og at fokusere på en bredere kreds af stakeholdere. Det viser et studie fra Fortuna Advisors, der er beskrevet i en blog på Harvard Law School Forum on Corporate Governance.

Forfatterne har taget udgangspunkt i data fra BERA Brand Management, der løbende gennemfører undersøgelser af forbrugernes opfattelse af over 4000 brands. Disse brands får en score efter, hvordan forbrugerne opfatter det bagvedliggende samfundssvar. Fortuna Advisors har på den baggrund fordelt brands mellem den bedste og den dårligste halvdel, og herefter undersøgt finansielle resultater i virksomhederne bag.

Resultatet er voldsomt: Virksomhederne bag brands i den bedste halvdel skaber mere end fire gange så meget værdi for deres aktionærer om året, end virksomheder bag de dårligste brands. Den største del af den øgede værdiskabelse kommer fra direkte afkast, mens det resterende stammer fra, at aktiemarkedet værdiansætter selskaber med velansete brands højere i forhold til deres EBITDA.

Det er i denne sammenhæng en fordel at være en lille nichevirksomhed. Fordelen ved det positive brand er stadig meget tydelig, men dog mindre, hos store virksomheder. Det afspejler formentligt, at en stor virksomhed, der skal betjene hele markedet, også må imødekomme de kunder, der er ligeglade med samfundsansvar, og som bare gerne vil have en lav pris.

Et yderligere fund i studiet er, at tendensen forstærkes i krisetider. Det har coronakrisen givet mulighed for at studere nærmere, og i 2020 har virksomheder med samfundsansvarlige brands haft en bedre aktiekursudvikling end virksomheder med mindre samfundsansvarlige brands.

Der er valgt at se på aktiekurser, fordi der naturligvis mangler regnskabsdata for indeværende år. Kurserne afspejler forventet værdiskabelse, og vi har så til gode at se, om disse forventninger holder stik.

Der er dog en stribe forbehold at gøre, før virksomhederne endeligt smider den gamle shareholder value-tankegang ud og helt bekender sig til et formål, der tjener et bredere formål. Det væsentligste forbehold handler om kausalitet. Altså: Tjener virksomhederne gode penge, fordi deres brands er velansete, eller er deres brands velansete, fordi de har succes?

Det påvirker uden tvivl et brands værdi negativt, hvis forbrugerne kan læse i avisen, at selskabet bag har dårlige finansielle resultater og gennemfører fyringsrunder.

Endvidere kan forbrugernes opfattelse af brands være forskruet af markedsføringskampagner. Et eksempel er Coca-Cola, der tidligere altid kørte deres markedsføring på, at deres sodavand hang sammen med skønhed og venskaber. Det var naturligvis sludder, men reklamerne må have virket.

Omvendt var selskabet også brugt som et standardeksempel på plump og ufølsom kapitalisme, selv om Coca-Cola bare leverede et produkt, som så mange andre.

Sidst, men ikke mindst, er det stadig omdiskuteret, hvad der tæller som et ”rigtigt” formål. Mange virksomheder har formål, som umiddelbart lyder godt, men som ved nærmere eftertanke er intetsigende – som hvis et realkreditselskab ville definere det som sit formål at hjælpe danskere til at købe boliger. Det er et godt formål, men det beskriver ikke andet end selskabets selvfølgelige kerneydelse.

Sten Thorup Kristensen