Virksomheder kæmper for at få ansatte tilbage til kontoret

I Danmark opfatter vi viruskrisen som et overstået kapitel. Men ude i verden står halvdelen af kontorpladserne stadig tomme nogle steder. Medarbejdere stritter imod at skulle møde op på arbejdspladsen igen, og med det brandvarme arbejdsmarked har de stærke forhandlingskort på hånden. Virksomheder må tænke kreativt, hvis de stadig forestiller sig en fysisk arbejdsplads, der minder om den, der var før.

For to år siden blev der talt meget om, hvordan det ville påvirke folks psykiske helbred at arbejde meget hjemme – i stedet for på kontoret. Spørgsmålet var blandt andet: Hvor lang tid kunne man klare den manglende daglige sociale kontakt?

Nu er der atter bekymringer om hjemmearbejde og velbefindende. Men denne gang med den modsatte argumentation: Ifølge en undersøgelse fra Korn Ferry mener hele to tredjedele af kontorbeskæftigede i USA, at det vil påvirke deres mentale helbred negativt, hvis de skal vende tilbage til kontoret. Tre fjerdedele mener, at forandringen vil være sværere at håndtere end den forandring, de var udsat for, da hjemmearbejdet blev introduceret.

Det er svært at sige, hvad der mere præcist ligger i det. Opfattelsen nu kan være udtryk for den almindelige menneskelige modvilje mod forandringer, og desuden at man har glemt, hvor stærkt man følte omvæltningerne ved coronaens begyndelse.

Men der begynder at være overvældende evidens for, at normaliseringen ikke bliver så enkel, som man længe troede – at medarbejderne i det store og hele bare ville vende tilbage til kontorerne. Bortset fra nogle få hjemmearbejdsdage, som bare er til gavn og glæde for alle parter. Set fra en dansk udkigspost ser det hele måske meget fredeligt ud. Herhjemme har få meget langt til arbejde, og hjemmearbejde var også inden coronaen udbredt (selv om vi næsten har glemt det). Men ude i verden er det anderledes dramatisk.

Omkring de rigtige internationale storbyer, hvor man rask væk skal sidde en time i bilkø eller i toget morgen og eftermiddag for at komme til arbejde, nægter medarbejdere simpelthen at gå tilbage til det gamle system. Det kan de naturligvis ikke gøre i en streng juridisk forstand.

Men det er en ringe trøst for virksomhederne, der må se i øjnene, at hvis de stiller dette krav, vil medarbejderne søge andre arbejdsgivere. Derfor undlader mange arbejdsgivere ifølge Korn Ferry at stille kravet.

De forlader sig på, at det løser sig selv på en eller anden måde, men indtil sådan en løsning må komme, er status, at hjemmearbejde er gået fra at være et personalegode til at blive en uformel rettighed.

Det falder sammen med, at epoken med lovprisningen af hjemmearbejdet er godt og grundigt forbi. Som man vil erindre, blev den første bekymring om, hvorvidt medarbejderne faktisk gjorde arbejdet, når ingen chef kiggede på dem, hurtigt gjort til skamme. Medarbejderne arbejdede snarere mere end før, og dette var en af årsagerne til stress og ringere mentalt helbred.

Men over tid har medarbejderne korrigeret for det, og ifølge en anden undersøgelse fra Korn Ferry går hele ni arbejdstimer om ugen tabt ved, at medarbejderne udfører private sysler i arbejdstiden.

Måske er det ikke helt så galt endda. Også på en arbejdsplads er der mange spildtimer, hvor man hygger sig. Når en medarbejder stirrer koncentreret ind i skærmen, kan det lige så godt være fordi, han er ved at lægge en kabale (det har denne skribent netop gjort). Men der er altså noget at være opmærksom på som arbejdsgiver. Det for to år siden frygtede produktivitetstab kan nu have manifesteret sig.

Korn Ferry peger på forskellige ting, virksomhederne kan gøre. De kan prøve at gøre arbejdspladserne mere attraktive og imødekomme de ønsker, den enkelte medarbejder måtte have til at sidde i eget kontor eller sammen med andre. De kan også kræve, at bestemte aktiviteter, f.eks. møder i arbejdsgrupper, skal finde sted på kontoret. Og de kan blive mere kreative med at måle medarbejdernes indsats, så det ikke er antallet af timer, der bliver talt, men fuldførte opgaver.

Ifølge Korn Ferry er det i USA generelt mere end hver anden kontorstol, der stadig står tom. I f.eks. London kan man måle den fraværende normalisering på passagertallene i undergrundsbanen, der endnu i slutningen af februar var ca. halvdelen af det normale. Her kan man også se, at det især er mandag, at medarbejderne lige napper en hjemmearbejdsdag.

Sten Thorup Kristensen