Unge topchefer skaber mest værdi

Når en topchef i et børsnoteret selskab træder tilbage for at gå på pension, eller blot for at trappe karrieren ned, sker der mest typisk det, at aktiekursen falder. Dette kan der være to grunde til: Den ene er, at aktiemarkedet har en høj risikoaversion og i høj grad foretrækker det, man kender, frem for det ukendte, der er på vej. Den anden grund er, at aktiemarkedet systematisk fejlvurderer situationen.

En amerikanske undersøgelse tyder på det sidste. Den viser nemlig, at ungdom er godt – eller i hvert fald mest værdiskabende – når det kommer til topchefposten. Groft sagt: Som ung tager man chancer – som ældre garderer man sig mod risici. Og sammenlagt er der altså mest værdiskabelse i det første. Dette endda i en grad, så den allermest værdiskabende situation er, hvor topchefen også har en ung højrehånd i form af f.eks. en CFO, der mere eller mindre officielt er selskabets næstkommanderende. Man kunne tro, at det var fordelagtigt med en blanding, således at en ung topchef ville gøre det bedst med en erfaren person ved sin side. Men det er altså ikke tilfældet.

Test af topchefers risikovillighed Undersøgelsen, der er beskrevet i tidsskriftet strategy+business , er baseret på et basismateriale på 2300 selskaber, der har været i S&P 1000 fra 1992 til 2010. Disse selskaber nåede i alt at have 4400 CEO^,s med en gennemsnitsalder på 55 år. Undersøgelsens forfattere har i første omgang testet topchefernes risikovillighed ved at holde deres alder op med aktiernes volatilitet – og renset for brancheeffekter, således at der f.eks. ikke kommer en skævvridning fra it-industriens mange unge topchefer. Resultatet er, at aktiernes volatilitet stiger med 4 %, når topchefen bliver 25 % yngre. Ud fra gennemsnitsalderen svarer det til et almindeligt generationsskifte, hvor den nye CEO er cirka 15 år yngre end den fratrædende.

Men fordelen ved denne højere volatilitet overstiger ulemperne. Selv om skiftet til den yngre CEO altså typisk bevirker en umiddelbart faldende aktiekurs, leverer de yngre CEO’er på længere sigt et højere, risikojusteret afkast, end deres ældre kolleger i andre selskaber gør.

Der har gennem årene været mange teorier om, hvordan yngre beslutningstagere forholder sig til risiko. Selv om enhver kan finde eksempler på yngre topchefer, der har kastet sig ud i store projekter på deres virksomheds vegne, har mange haft en antagelse om, at det typiske billede er det modsatte: At den unge topchef i begyndelsen holder sig til det sikre, og venter med de store projekter, til han eller hun har høstet erfaring.

Men det modsatte viser sig at være tilfældet på stort set alle parametre: Yngre topchefer fokuserer forretningen på dens kerneområde; i modsætning til at have en diversificeret portefølje af forretningsområder, der finansielt kan understøtte hinanden. De afsætter også en større del af omsætningen til forskning og udviklingen, og de kører med en højere gældsætning.

Modvilje mod at ændre på egne beslutninger
En del af effekten kan dog også stamme fra ældre topchefers modvilje mod at ændre i deres egne tidligere beslutninger, og dermed indikere, at de var uhensigtsmæssige.

Undersøgelsens resultater har implikationer for flere grupper omkring en virksomhed. Måske i første række investorerne, der i mindre grad skal tænke konservativt i forbindelse med direktørskifter – og, så længe markedet reagerer som nu, måske endda kan spekulere i at købe aktier med et langt sigte umiddelbart efter et direktørskifte, og omvendt i højere grad investere kortsigtet i selskaber, hvor der er sandsynlighed for et snarligt generationsskifte på direktionsgangen.

Men undersøgelsen har også et andet budskab til aktionærerne og til den bestyrelse, de vælger: De skal tænke sig nøje om, når de sammensætter incitamentsaflønning til direktionen. Uanset om man ønsker at fremme eller begrænse risikotagning gennem f.eks. bonusser og pensionsordning, må man tage højde for, at alderen på CEO’en og dennes nærmeste medarbejdere i sig selv vil have en betydning for deres risikovillighed. Det vil sige, hvis man netop har ansat en CEO i begyndelsen af sine 40^,ere, kan man måske godt vente nogle år med at give denne incitamenter til at foretage risikable investeringer på virksomhedens vegne.

Sten Thorup Kristensen