Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 56

De første syv sekunder af dit jobinterview er afgørende

Mødet med den – forhåbentligt – kommende arbejdsgiver kan være en følsom sag. Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvem man konkret skal møde. En vigtig detalje er også, at man skal give sig tid til at betragte den fysiske indretning af virksomheden, ligesom hvis det var et hjem, man besøgte. Og så er de første syv sekunder ved dit jobinterview afgørende, hedder det.

Du har sikkert prøvet situationen: Du ankommer til et jobinterview, og umiddelbart er der noget, der distraherer dig. Det kan være noget så banalt som antallet af personer i lokalet. Eller du finder en af de tilstedeværende særligt tiltrækkende eller det modsatte.

Du føler måske, at det kun er en lille distraktion, som der hurtigt bliver lagt låg på – men så tager du overvejende sandsynligt fejl. Forskning viser, at det første indtryk bliver dannet i løbet af blot syv sekunder. Her afgør man, om den, man står overfor, er sympatisk, udfarende, kompetent og så videre. Og det gælder begge veje. Så firmaets folk danner sig også et indtryk af dig de første syv sekunder.

Naturligvis kan det første indtryk justeres i løbet af et bekendtskab. Men det bliver det ikke i løbet af en jobsamtale, og slet ikke hvis der i løbet af de syv sekunder har været en let akavet situation, som er velegnet til at bedømme andre menneskers personlighed.

Netop derfor er det vigtigt at være godt forberedt, også på det personlige plan, inden man træder ind i mødelokalet til en jobsamtale, fremhæver Korn Ferry i en guide .

Nedbring risikoen
Man kan ikke helt afværge risikoen for, at samtalen begynder skævt. Men man kan nedbringe risikoen for det. Det gælder, uanset om det handler om første job i karrieren eller en direktørstilling. Rekrutteringsfirmaet giver syv tips til, hvad forberedelsen kan bestå i.

Hvem skal du møde? Du skal ikke lade dig spise af med en melding om, at du skal møde et udvalg. Måske vil den rekrutteringsansvarlige umiddelbart undre sig over, at du spørger til navn og stilling på de tilstedeværende. Men det er almindelig høflighed at oplyse det. Du kan også spørge, om der er noget særligt, du skal vide om de deltagende fra virksomhedens side.

Gør dit hjemmearbejde. Google og sociale medier giver rigelige muligheder for at researche på dem, du skal møde. Hvor har de gået i skole? Hvad har de lavet tidligere i karrieren? Har de været involveret i offentlige kontroverser? Har du fælles bekendte med dem?

Søg efter fælles interesser. Måske har nogle af de deltagende gået på samme skole som dig, eller de deler samfundsinteresser eller interesse for sportsgrene. I så fald giver det dig en chance for at åbne samtalen et positivt sted. Det skal dog være ærligt, pointerer Korn Ferry – hvis man prøver at foregive en stærk interesse for et eller andet, vil det som regel blive spottet. Det ligger til den menneskelige natur at have antennerne ude, når man møder en fremmed.

Undersøg selskabet. Igen er google og sociale medier en stor hjælp. Vær også sikker på, at du som minimum har læst alt under menupunktet ”om” samt de seneste pressemeddelelser på hjemmesiden. For børsnoterede virksomheder er det også muligt at finde de seneste regnskaber og fondsbørsmeddelelser.

Hvis du kan finde noget, du ærligt kan relatere til, vil det også være en god måde at starte samtalen på. Det kan lyde banalt, men hvis f.eks. virksomheden p.t. er udfordret af et større sagsanlæg, og du tidligere har arbejdet med noget tilsvarende, er der straks fælles fodslag.

Se dig omkring i lokalet. Når man går ind i mødelokalet, vil man måske føle det naturligt og høfligst først at fokusere på de personer, man skal møde. Men man efterlader sig selv sårbar, hvis man ikke giver sig selv mulighed for at orientere sig i lokalet. Hvordan er det indrettet? Hvilken kunst hænger på væggene?

Omkring høfligheden i det fremhæver Korn Ferry, at man vil gøre det samme, hvis man første gang går ind i et andet menneskes hjem, og der vil det faktisk virke uhøfligt ikke at gøre det. Interiøret kan også være det emne, man åbner samtalen med, f.eks. hvis man (igen ærligt) kan lide kunsten på væggene eller det, der bliver serveret.

Tilsvarende kan personlig fremtræden og familierelationer også blive en del af samtalen. Men her skal man være mere på listefødder, og som gæsten i rummet skal man ikke tage initiativ til at gå ud ad den bane. Derimod kan man naturligvis følge med, hvis en af de andre gør det.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan tiltrækkes og fastholdes talenter i 2020

Ingen kan spå om fremtiden. Men man kan gøre forsøget, anfører rekrutteringsfirmaet Korn Ferry i en guide, hvor det giver sit bud på nye tendenser omkring pleje og fastholdelse af talenter. Velkendt er det, at kampen om den dygtige arbejdskraft bliver hårdere og hårdere. Så det gælder om at ramme de virkemidler, som tiltrækker og fastholder de mest talentfulde.

Korn Ferry gennemgår de ti tendenser omkring tiltrækning og fastholdelse af talenter i denne guide :

Ledelse med et meningsfuldt formål: For ikke så længe siden var det ledelsens opgave at fastlægge en strategi for så at beordre/motivere medarbejderne til at føre den ud i livet. Det har de nye generationer på arbejdsmarkedet ændret på: De lægger stor vægt på, at deres arbejde har en dybere mening, hvilket igen giver en fordel for de virksomheder, der kan definere et højere meningsfuldt formål med deres aktiviteter.

Færre hemmeligheder om aflønningen: I USA angiver 71 procent af de ansatte andre primære mål med deres arbejde end blot høj aflønning. Det gør lønnen til en mere triviel ting. Tidligere normer om, at man holder lønnen fortrolig, er under opløsning. Mange overholder stadig normen. Men det er blevet mere acceptabelt at tale med kolleger om sin løn. Virksomheder kan overveje at tage det i opløbet og indføre en grad af transparens om lønningerne.

Mangfoldighed bør ikke bare være snak: Mangfoldighed har været et af de store ledelsestemaer det seneste årti. Og det er ikke kun i Danmark, at mangfoldigheden på ledelsesniveau i forhold til køn og etnicitet ikke for alvor er slået igennem. Det forbliver dog en god idé for virksomheder at prøve at knække koden, og på den måde nå ud til et større rekrutteringspotentiale.

Slut med at male med den brede pensel: Den lave arbejdsløshed i mange vestlige lande gør det svært at gennemføre store ansættelsesrunder. Men selv når det er muligt, foretrækker virksomhederne at lade ansættelser ske efter specifikke behov i de forskellige afdelinger, og i øvrigt at prioritere direkte værdiskabende funktioner fremfor servicefunktioner. Virksomhederne bør i højere grad have en overordnet politik for, hvem man vil ansætte, og en politik for, hvordan man kan gøre det.

Niche-trend for de mest efterspurgte: Der er en undtagelse fra ovenstående: Når det eksempelvis gælder meget efterspurgte it-specialister, tager virksomhederne dem gerne ind uden de store yderligere overvejelser, og også inden der konkret er brug for dem. Der er ikke nødvendigvis øget lønkonkurrence. Men man kan være mindre kræsen i rekrutteringsprocessen, og man kan også være large med andre goder end løn.

Kunstig intelligens vinder frem i HR: På virksomhedernes karrieresites kan AI hjælpe med til at sortere kandidaterne og til at oplyse disse om, hvor de mest sandsynligt vil have held med at søge, og hvilke kompetencer de med fordel kan dyrke, f.eks. gennem kurser. AI bruges nu også til at forudsige, hvilke medarbejdere der sandsynligt snart vil sige op, hvis ikke man tilbyder dem noget andet eller mere.

Uddannelse på jobbet: Virksomhederne har stadig behov for nye kompetencer, f.eks. til at håndtere ny teknologi, men med manglen på arbejdskraft har de på den anden side ikke lyst til at tage tid ud af kalenderen til at sende medarbejderne på efteruddannelse. Deraf er født programmer, hvor medarbejderne kan lære nyt, samtidig med at de passer deres daglige arbejde.

Uendelig transformation: Samtidig med ovenstående er der imidlertid opstået et nyt behov for efteruddannelse, temadage og lignende: Mange virksomheder har konkluderet, at deres vilkår hele tiden ændrer sig, og at de altså også selv må være i kontinuerlig udvikling. Ikke bare i henseende til konkrete produkter, men også i henseende til kultur og kompetencer.

Flere nomader på arbejdsmarkedet: I millennials-generationen, som efterhånden er den største på arbejdsmarkedet, er det en udbredt tendens, at mange ikke går efter et fast arbejde. Virksomhederne må afgøre med sig selv, hvordan de forholder sig til det: Skal de alligevel prøve at fastholde nomaderne med ekstra goder, eller skal de indrette sig efter, at de kun bliver der i kort tid?

Topledere forsvinder i stort tal: Direktører og bestyrelsesmedlemmer tilhører ofte de store efterkrigsgenerationer, og de begynder at kunne øjne pensionsalderen – hvortil kommer, at et stigende antal af dem bliver presset ud, fordi deres moral ikke matcher de yngre generationers. Det gør overvejelser om arvefølgen i virksomhederne mere presserende.

Sten Thorup Kristensen

”Det var noget af det vildeste, jeg nogensinde har lavet”

Artikelserie om ”Mine fem vigtigste ledelseserfaringer.” Som ung og uprøvet CEO fik Martin Lippert sin ilddåb i Luxemburg. De tre år i en udenlandsk virksomhed har formet ham som leder, og givet ham redskaber, han anvender i dag som øverste chef for teknologivirksomheden Global Connect. Læs om Martin Lipperts fem vigtigste erfaringer fra sin karriere.

Global Connects CEO Martin Lippert er om nogen formet af årtier i den udenlandske og danske telebranche, hvor han har stået midt i det seneste årtis store op- og nedture. Som leder blev han for alvor formet, da han stod alene midt i en international fusionsvirksomhed med alvorlige eksistentielle problemer.

  1. Balancen mellem ydmyghed og tydelighed

”Mit første CEO-job kommer i 2006 med MACH, som var en fusion mellem en dansk virksomhed, DanNet, og et selskab fra Luxemburg, MACH. Vi varetog som clearinghouse udvekslingen af data og penge mellem teleselskaberne, når kunderne roamede. På det tidspunkt var der godt 700 GSM-operatører i verden, over 600 af dem var kunder hos MACH.

Jeg var 38 år, da jeg blev CEO for første gang efter at have haft syv eller otte forskellige stillinger i TDC. Men da jeg kom til MACH fandt jeg ud af, at der er meget stor forskel på at være divisionsdirektør og at være CEO. Selv om jeg havde ansvaret for 2.500 medarbejdere i TDC som divisionsdirektør, var der utroligt mange ting, som lå uden for min kontrol. Som CEO derimod er der utroligt mange ting, der falder tilbage kun på dig.

Og det kom jeg til at lære på den hårde måde: Da jeg kom til Luxembourg, var situationen den, at fusionen mellem de to meget kulturelt forskellige selskaber ikke fungerede. I realiteten var der tale om to forskellige selskaber. Samtidig var virksomheden lige blevet overtaget af en kapitalfond, der havde købt til en meget høj pris. Og lige efter det køb regnede ulykkerne ned over selskabet. To af de største kunder forlod selskabet. Ud over det forsvandt godt 20 procent af omsætningen. I alt stod vi til at tabe omkring 30 procent af omsætningen.

Her kom jeg så som ny uprøvet CEO. Det var noget af det vildeste, jeg nogensinde har lavet. Det var ”crash learning” på den hårde måde. Jeg fik en enorm respekt for dem, der har en dyb teknisk viden om virksomhedens fundament. Men samtidig var jeg nødt til at træffe en hel masse hårde beslutninger, fordi vi skulle have løst en masse problemer på kort tid. Det var en svær at holde den balance mellem ydmyghed over det tekniske og at holde en forandringsagenda. Men det lykkedes vist meget godt, fordi medarbejderne forstod, hvor påtrængende situationen var. Jeg var meget ærlig om, hvor vi havde problemer: Om hvor jeg havde løsninger, og hvor jeg ikke havde nogen. Det lærte mig også hvor vigtigt det er at have dine medarbejdere med dig. Den balance mellem at være respektfuld og tydelig var afgørende for mig.”

  1. Du kan ikke spare dig til succes

”I MACH var vi nødt til at få den daglige forretning til at køre, selv om vi også var nødt til at opbygge nye forretningsområder. Du er nødt til at gøre både-og. På den ene side var vi nødt til at spare og optimere, hvor vi kunne. På den anden side var vi ved at investere i nye forretningsområder, nemlig f.eks. det at kunne tilbyde virksomheder at sende sms’er ud i stort tal i til deres kunder Det ser du nu, når SAS eller et andet flyselskab sender sms’er ud til alle kunder om, at de skal boarde deres fly. Den teknologi var vi med til at bygge op.

Så selv om selskabet var under et voldsomt pres, voksede vi faktisk pænt i de år, jeg var der. Med både organisk og uorganisk vækst, voksede vi med omkring 30 procent. Så selv om din kerneforretning bløder, og du skal effektivisere, er du også nødt til at kunne skabe vækst. Du kan ikke effektivisere dig til succes. Den erfaring tog jeg også med mig fra Luxemburg.”

  1. Lærte at arbejde mere struktureret

”Da jeg kommer tilbage til TDC i 2009, var der sket meget. De var blevet købt af en kapitalfond, og Henrik Poulsen (nu direktør for Ørsted, red.) var blevet administrerende direktør. Jeg var utroligt glad for at arbejde sammen med Henrik. Jeg satte utrolig stor pris på den coaching og sparring, jeg fik af ham. Det var hans første job som CEO, mens jeg havde prøvet det før. Så jeg oplevede, at der var ting, han ikke havde erfaring med, som jeg havde prøvet.

Men af ham lærte jeg at arbejde langt mere struktureret. Jeg oplevede at blive mere målrettet og struktureret i min tilgang til faget som leder. Han var utrolig god til at få tanker ned på papir. Det gjorde, at det var nemt at kommunikere opad til bestyrelsen, og videre ud til kolleger og medarbejdere.”

  1. At sige ”kunden i centrum” klinger hult

”I dag når folk siger ”kunden først” og ”kunden i centrum”, så klinger det hult hos mig. Det er noget, vi alle har lært at sige. Det er managementsprog. Mange virksomheder siger det, men der er ikke ret mange, som mener det.

I realiteten handler det i stedet om at få samspillet mellem medarbejdermotivation og kundetilfredshed til at virke. Jeg tror på, at hvis du har fokus på at få medarbejderne til at være motiverede og engagerede, vil det smitte af på hele organisationen. Og det er med til at påvirke kundetilfredsheden. Og det er, hvad vi gør i Global Connect nu. Hvis du siger ”kunden i centrum” vil det lyde falsk, hvis du ikke har en organisation, der støtter op om det. Så ender det bare med at være en gang PowerPoint-snak oppe fra kantinen. Du er simpelthen nødt til at få medarbejderne til at engagere sig først. Så skal det andet nok komme. Selvfølgelig skal kunderne være tilfredse, men du er simpelthen nødt til at begynde med medarbejderne først.

Så vil du vinde på markedet, skal du investere i din virksomhedskultur, medarbejderengagement og talenter. Ikke bare på papiret. Men for alvor. Du får de penge så mange gange igen.”

”Du skal altid – til hver en tid – kunne stå på mål for dine beslutninger. Hvis jeg ikke har lyst til at stille mig op i kantinen for at fortælle, hvorfor vi har gjort, som vi har gjort, så er det sgu nok, fordi det ikke var vel gennemtænkt. Jeg skal til enhver en tid kunne stille mig op, uden manuskript, overfor mine medarbejdere. Jeg skal stå på mål for det hele. Det er den eneste måde at få det engagement hos medarbejderne.”

  1. Drukn ikke i indbakken

”Hvis jeg skal nævne noget, som jeg har lært, så er det, at når du kommer hjem fra en arbejdsdag og siger: Hold da fast, hvor har jeg nået meget. Det er bare ikke det samme som, at du er en effektiv chef. Der er stor forskel på at være transaktionel og at være en dygtig leder.

I mit job kan du lave en masse hele dagen lang. Der kommer så mange ting ind på skrivebordet, som du skal håndtere. Men gør du kun det, sætter du ikke en retning. Det bruger jeg meget tid til at coache mine egne ledere på: Du bliver aldrig færdig som chef. Der er altid noget, du kan gøre. Det vil sige, at lader du dig drukne i din indbakke eller i forespørgsler, så kan det godt være, at du føler, at du har fået noget fra hånde. Men du har ikke drevet retningen. Du har ladet dig drive af alle mulige andre ting.

Hvis du taber du fokus på det, så mister du din værdi som leder. Uanset om du så selv har fået lavet en hel masse forskellige ting i løbet af dagen. Men du har bare mistet fokus på, at det er dig, som skal sætte kursen for skibet. Og mister du dit fokus, mister din organisation det også.”

Guide: Profilen på den ”rigtige” digitale marketingdirektør

I den nye digitale verden har arbejdet med marketing fået langt flere facetter, og mange topchefer kæmper med at finde den rette direktør til at stå i spidsen for det. En prioritering af de mulige kvaliteter, som kandidaterne kan have, kan føre til et lykkeligere ægteskab mellem virksomhed og CMO’en, Chief Marketing Officer.

Hvor der er to personer i direktionen, som typisk taler forbi hinanden, så er det topchefen – CEO’en – og marketingdirektøren – CMO’en. Da det jo er førstnævnte, der sidder for bordenden, er det sidstnævnte, der enten bliver skubbet ud eller trækker sig, når relationen går helt skævt. CMO’en er den post i direktionen, der hyppigst bliver skiftet ud på, oplyser Bain & Company i en analyse , og ”levetiden” for en CMO er tilmed faldende – fra gennemsnitligt 31 måneder i 2017 til blot 28 måneder i 2018.

Alt for hurtige udskiftninger er naturligvis uhensigtsmæssige, og Bain & Companys budskab går derfor ud til topchefen. Det er nemlig som regel ham eller hende, den er gal med, lyder konsulenthusets budskab.

CMO’en får skylden
Konkret stammer en stor del af striden mellem CEO og CMO fra det forhold, at kunderne stadig er på vej over på digitale platforme – en verden som i sig selv er foranderlig. Det stiller stadigt nye krav til marketingindsatsen. CMO’en ved, hvor svært det er, og vil mønstre al sin faglighed.

Hvis det fungerer, er alt naturligvis fint. Men hvis det ikke fungerer, vil CEO’en tendere til at koge spørgsmålet ned til, om CMO’en når de ønskede resultater, og hvis ikke, da se sig om efter en ny.

Den opgave kan være mere end svær, for i mange brancher findes der endnu ikke nogen formel for, hvordan man gør i den digitale verden. Dermed er det heller ikke altid oplagt hvem, man skal sætte i spidsen for det. Det er ikke som for 20 eller 30 år siden, hvor f.eks. en virksomhed, der sælger forbrugsvarer, ”bare” skulle få lavet nogle gode tv-reklamer.

I sin søgning efter egnede kandidater vil CEO’en typisk se tre arketyper:

Den visionære, som er den første blandt de kreative i marketingteamet. I tv-reklamernes tid var det ham eller hende, som selv udtænkte, hvilken målgruppe der skulle rammes med hvilke budskaber, og som kunne have en god sparring om den konkrete udførsel med reklamebureauet. I nutiden vil den kreative selv udtænke, hvor på nettet man finder de potentielle kunder, og hvordan man rent faktisk får dem til at købe noget.

Den professionelle, som gennem første del af sin karriere har prøvet kræfter med alle væsentlige discipliner indenfor marketing. Det er en tilgang, som nogle af de allerstørste producenter af forbrugsforvarer, som Procter & Gamble og Coca-Cola, har sværget til, når de skulle rekruttere til øverste ledelseslag i marketingafdelingen.

Den digitale troldmand er den sidste arketype, som er kommet til. Det er typen, som kan sine digitale markedsføringskanaler på fingrene, og som også forstår teknikken bag dem, og dermed hvordan de kan udvikle sig. Nogle virksomheder er faktisk gået helt bort fra at have marketingdirektører – de ser det som en rent teknisk disciplin og ansætter i stedet en flok it-specialister, som f.eks. kan placeres under CMO’en.

CEO’en, der er i færd med at rekruttere, vil ideelt set gerne have alle tre arketypers kvaliteter. Men den slags ideelle kandidater findes stort set ikke, så kunsten er at prioritere, ud fra hvad situationen nu er. Bain & Company nævner nogle eksempler:

En kombination af den visionære og den professionelle kan være den bedste løsning, hvis virksomheden først og fremmest lever af sit brand, og det er det, som skal flashes og vedligeholdes. I det tilfælde er det mindre vigtigt, om den digitale markedsføring er optimal. Hvis kunderne kan lide markedsføringen, skal de nok finde produktet.

Hvis virksomheden omvendt skal erobre verden via nettet, kan en kombination af den visionære og den digitale troldmand være løsningen. Ulempen ved den er, at den kan være relativt dyr: Der mangler en til at holde styr på omkostningerne, og de enkelte tiltag vil meget ofte kunne måles som profitable i sig selv, så de er et argument for at bruge flere penge.

Er brandet veletableret og med mindre behov for vedligeholdelse – som det typisk gælder for virksomheder med kunder, der køber relativt sjældent – er kombinationen af den professionelle og den digitale troldmand værd at fokusere på.

Sten Thorup Kristensen

Personalegoder: 4 dages arbejdsuge ikke nødvendigvis positivt

Personalegoder kan være en stor succes, når de fremmer arbejdsglæden og styrker fastholdelse af medarbejderne. Men ofte gør goderne ikke rigtigt nogen forskel for de ansatte. Og så er det bare penge ud af vinduet for virksomheden. Forskere finder meget lidt evidens for, hvad der virker. Men der er enighed om, at virksomhederne må analysere, hvad der vil virke hos dem selv – der er ingen standardløsninger.

For nogle år siden var der en dansk virksomhed, der indrettede et fitnesslokale, og som i den sammenhæng kom med et tilbud til sine medarbejdere: Hvis de dyrkede fitness før eller efter arbejdsdagen, kunne de få timerne kompenseret som flextimer. De kunne altså helt eller delvist veksle tiden med vægte og løbebånd til halve og hele fridage.

Efter fire år stoppede ordningen, og tre studerende på RUC undersøgte, hvad medarbejderne mente om den sag. De studerendes tese var, ordningen var populær, men svarene var mere tvetydige. Opgaven har forhåbentligt ikke fået en høj karakter, for fejlbehæftet databehandling gør det umuligt at se, hvor mange af fitnesslokalets brugere, der var motiverede af muligheden for at veksle træning til fritid. Men det var relativt få, og fire gange så mange var motiverede af, at det var hyggeligt at være sammen med kollegerne på den måde.

Enorme udgifter
Omvendt udtrykte 63 procent af brugerne en opfattelse af, at alle arbejdspladser burde have sådan en ordning, og cirka halvdelen skar også ned på træningen, da den ikke længere blev belønnet. Tilbage står, at det er uklart, om det hele, set fra virksomhedens side, var spildte penge – om ordningen virkelig skabte værdi for medarbejderne, eller om de bare tilsluttede sig et konkret og selvfølgeligt udsagn om, at motion er godt.

Eksemplet er langt fra enestående. Der bliver brugt enorme summer på personalegoder – i USA et sammenlagt beløb, der er større end hele Brasiliens BNP, skriver Korn Ferry Institute i en analyse . I USA er beløbet selvfølgelig også stort, fordi det omfatter sociale forsikringer, som herhjemme er dækket af velfærdsstaten.

Men også danske virksomheder bruger store beløb på fitness, personalearrangementer, bordfodbold og andre spil, sundhedsforsikringer og så videre. Og pointen er den samme som i resten af verden: Selv om der er masser af anekdotiske eksempler på, at personalegoder er meget populære, så er der meget lidt evidens for, at de overordnet er pengene værd. Altså at udgifterne til dem står mål med gevinsterne i form af større arbejdsglæde og fastholdelse af medarbejdere.

Nedsat arbejdstid?
Betragtningen gælder også et fænomen, som for tiden er omtalt gennem succeshistorier i danske medier – nemlig virksomheder, som kapper en dag af arbejdsugen, uden at reducere lønnen tilsvarende. Betragtningen bag det er, at medarbejderne vil blive så glade, og/eller så meget mere udhvilede, således at regnestykket for virksomheden går i plus.

Korn Ferry nævner et eksempel på en amerikansk virksomhed, der gjorde noget tilsvarende, nemlig at give medarbejderne en ekstra ferieuge. Det er en stor ting i USA, hvor i hvert fald nyansatte stort set ikke har ret til ferie. Medarbejderne blev da også behørigt glade, men i praksis viste det sig, at få af dem fik udnyttet den ekstra ferieuge. De var bange for at komme bagud med deres projekter eller for, at cheferne ville se skævt til dem, hvis de insisterede på at holde fri.

Resultatet var, at medarbejderne hverken blev mindre stressede eller mere udhvilede. Derimod kom virksomheden til at udbetale dem kompensation for ubrugt ferie, efterhånden som de fandt andet arbejde. Tilsvarende kan man spørge sig selv, om medarbejdere, der pludselig får bevilget en ekstra ugentlig fridag, i praksis vil bruge den til at arbejde hjemmefra. Og bliver de mere stressede, fordi de ved, at forventningen til dem er, at de når lige så meget arbejde som før?

Korn Ferrys anbefaling er, at virksomhederne ikke bare importerer personalegoder, som de har hørt om fra andre virksomheder. Tilbuddene skal skræddersys til den enkelte virksomheds medarbejdere, og det endda måske på individuelt plan. Medarbejderen vil blive frustreret over et gode, som han/hun har svært ved at bruge i praksis, eller endnu værre, som i sidste ende mere bliver opfattet som en byrde.

Sten Thorup Kristensen

Rating af lønforskelle i ti danske virksomheder: LEGO vinder

Økonomisk Ugebrev har rangordnet ti store danske erhvervsvirksomheder efter deres praksis for at betale lige løn til mandlige og kvindelige ansatte. Den unikke opgørelse er baseret på lovpligtige data, som selskaberne har pligt til at oplyse for deres engelske ansatte. Ratingen viser, at LEGO vinder, mens Carlsberg og Pandora bunder ranglisten, som ikke tager hensyn til særlige brancheforhold, og derfor kun er en grov rettesnor.

Blandt de ti store danske virksomheder, som har mere end 250 ansatte i England, har LEGO mindst lønforskelle mellem kønnene, mens Carlsberg og Pandora har størst lønforskelle. Det viser den rating, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet på grundlaget af offentliggjorte oplysninger i de enkelte selskabers såkaldte Gender Gap Pay reports.

Ifølge oplysningskravene skal de enkelte selskaber blandt andet oplyse om gennemsnitlig forskel i timelønninger mellem kønnene (målepunkt A), og procentvis forskel i bonusudbetalinger (målepunkt B).

Som det fremgår af tabellen, oplyser Carlsberg, at den gennemsnitlige timeløn for ansatte kvinder er 31 procent lavere end for mænd. Det skal bemærkes, at forskellene kan skyldes forskellige funktioner for henholdsvis ansatte mænd og kvinder, hvor der muligvis er en overgennemsnitlig andel af mændene i ledende positioner. Opgørelserne viser også, at kvinder i gennemsnit får 65 procent lavere bonus end de mænd, der også har modtaget bonusudbetalinger.

I de to kategorier får hvert enkelt selskab point efter, hvordan de ligger placeret i forhold til de øvrige ni selskaber, hvor bedste selskab med mindst lønforskelle får ét point, mens selskabet med størst lønforskel får ti point. Samlet set placerer det altså Carlsberg i bunden af top ti listen, med niendepladser i begge kategorier. I bunden af ranglisten ligger også Arla og måske mere overraskende Novo Nordisk.

Overfor Økonomisk Ugebrev ønsker DSV ikke at forklare tallene nærmere. Pandora har forklaret, at der i deres butikker er mange kvinder og butiksarbejde er lavere lønnet end kontorarbejde, hvor der typisk er en højere andel mænd. Både Carlsberg og Pandora oplyser til Økonomisk Ugebrev, at de betaler lige løn for lige arbejde. Denne skelnen mellem ligeløn og lønforskel er vigtig, da det første er forskelsbehandling, som er ulovligt, mens der kan være forskellige naturlige årsagsforklaringer på, hvorfor der er et løngab eller lønforskel mellem kønnene.

Carlsberg oplyser særskilte tal for ansatte i kontor og egentlige bryggeriansatte. Carlsbergs tal i tabellen omfatter kontoransatte, hvor der antageligt er flere mandlige ledere. Tallene for ansatte direkte på bryggerier viser en markant lavere lønforskel på kun 2,85%. For bonusser er mændenes gennemsnit det dobbelte af kvinderne.

”På kontor får mændene mest i løn, fordi de har mest ansvar og de højeste stillinger. På bryggeriet får kvinderne mest i løn, fordi de har mest ansvar og de højeste stillinger, forklarer Kasper Elbjørn, der er pressechef hos Carlsberg og uddyber: ”Alle skal kunne udnytte deres potentiale hos Carlsberg, og de får selvfølgelig lige løn for lige arbejde. Omvendt er det ikke unormalt, at kvinder får lidt højere løn end deres mandlige kolleger på bryggerier, fordi de ofte har chefstillinger med større ansvar end deres mandlige kolleger, hvorimod en bryggeriarbejder ofte er en mand med en lidt lavere løn.”

Som det fremgik af en artikel om lønforskelle mellem kønnene i den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse, er der ikke oplysningskrav på vej for danske virksomheder foreløbig. EU Kommissionen har dog de seneste år øget fokus på lønforskellen mellem kønnene, fremgår det af en VIVE rapport fra 2018.

Christina Yoon Petersen

Kvinder i ledelse: Sådan kæmpede vi os frem til toppen

Konsulenthuset SpencerStuart har snakket med 85 kvindelige topledere om deres syn på, hvad der var afgørende for deres succes med at nå frem til ledelsestoppen. Virksomheder skal særligt fokusere på at fremme kvinder i de funktioner, hvorfra de fremtidige ledere typisk hentes, lyder en af erfaringerne.

Mange virksomheder har målsætninger om at få flere kvinder ind i topledelsen. Men det har vist sig at være nemmere sagt end gjort. Der er færre kvinder end mænd at rekruttere fra. Men det er ikke i sig selv nogen god grund til at give op. For også andelen af kvinder, der kommer ind i rekrutteringsgrundlaget til en fremtidig lederposition, er som regel lavere end for mændene. Så problemet opstår allerede i bunden af en virksomheds hierarki, og altså der, hvor man fem eller ti år senere finder kandidaterne til en stilling i direktionen.

SpencerStuart har undersøgt, hvor barriererne konkret ligger. Det er sket ved interviews med 85 kvinder, der faktisk har nået direktionsniveauet. Hvilke udfordringer har de særligt måttet kæmpe med, og omvendt, hvad har i særlig grad fungeret for dem? Rekrutteringsfirmaet uddrager i en artikel fire konklusioner:

”Sponsorer” virker. Går man ud i en gennemsnitlig virksomheder, vil man finde flest kvindelige mellemledere i støttefunktioner såsom HR, kommunikation og til dels regnskab. Desværre er disse ledelsesposter sjældent et springbræt til at blive direktører. Dem henter man i stedet fra funktioner, hvor lederskabet har direkte indflydelse på virksomhedens resultatopgørelse. Skal man med tiden have flere kvinder ind i direktionen, skal man altså styrke deres karriereforløb i funktioner som f.eks. operations og salg. Her er ”sponsorater” eller mentorer fra mandlige ledere overordentligt effektive. Det peger hele 79 procent af kvinderne i undersøgelsen på som noget, der har været vigtigt for dem. Til sammenligning peger næsten ingen på formelle lederprogrammer som vigtige for dem.

”Sponsorer” er her mere end blot mentorer, der inspirerer og rådgiver. De repræsenterer også i konkrete sammenhænge ”klienten”, og de bruger deres netværk til at fremme dennes karriere.

Ubevidst kønsbias står i vejen. Hele 86 procent af de kvindelige direktører mener, at de undervejs mod toppen havde mødt større eller mindre forhindringer i form af mænd, som drog forkerte slutninger om deres ambitioner og ønsker, alene ud fra deres køn. Næsten lige så mange mener at have mødt eksempler på, at der reelt var forskellige standarder for mænd og kvinder.

Meget af det er velment, som når mandlige ledere ikke har villet risikere at såre unge kvindelige aspiranters følelser. Andet er mere patroniserende, som antagelser om kvindens familiemæssige prioriteringer. Under alle omstændigheder er det noget, der kan bekæmpes ved åbenhed og samtale. Det er dog ikke blevet nemmere efter MeeTo, der har gjort mænd mere forsigtige med, hvordan de agerer overfor kvindelige underordnede.

Resultater og netværk. En virksomhed kan naturligvis ikke få en direktørkandidat ud af en kvinde, der ikke selv spiller med, og næsten alle kvindelige direktører ser det som en af de vigtigste faktorer i deres karrierer, at de viste resultater. Altså ikke bare at de leverede resultater, men også at de sørgede for, at der var opmærksomhed på det. I den sidste sammenhæng er netværk vigtige, og dermed også sociale aktiviteter med overordnede og ligestillede. Mange har set det som en udfordring, at nogle af de tilgængelige aktiviteter, f.eks. at tage til sportskampe, mest appellerer til mænds interesser.

Planlæg karrieren. Uanset hvilket køn, man har, vil det ofte styrke en karriere, at man i store træk planlægger, hvor man vil hen. Sådan planlægning nævner da også omkring halvdelen af direktørerne som vigtig for dem. Men det kan også være et tveægget sværd på den måde, at mænd måske mere generelt sigter mod at komme så højt op, som de kan, mens kvinder oftere vil tage sigte efter en synlig position pænt højt oppe i hierarkiet, men ikke i dets top. Dermed kan de lande på en af de poster, der er en blind vej i henseende til at blive CEO, f.eks. som HR-direktør.

At der skulle være en sådan kønsforskel er måske blot en fordom, men under alle omstændigheder skader det ikke, hvis virksomheden på en eller anden måde taler med sine unge lederaspiranter af begge køn om, hvad de ønsker sig af fremtiden, og hvordan specifikke karrierevalg vil åbne for nogle muligheder, men lukke for andre.

Thomas Schulz: Fem vigtige ledelseserfaringer fra min karriere

Artikelserie om topchefers vigtigste ledelseserfaringer fra deres karriere: Topchef Thomas Schulz fra FLSmidth trækker i dag på sine mange års erfaring i den tyske og svenske industri. Særligt den voldsomme nedtur under finanskrisen gav ham en række værdifulde erfaringer, fortæller har i dette åbenhjertige interview med journalist Peder Bjerge, hvor han erkender, at heller ikke topchefer er ufejlbarlige.

Tyske Thomas Schulz er en af de mange udenlandske erhvervsfolk, der indenfor de seneste år har indtaget nogle af dansk erhvervslivs absolutte topjobs. Lige som ham kommer de udenlandske topchefer med en faglig og erfaringsmæssig baggrund, som adskiller sig fra mange danske CEO. Selv er Thomas Schulz overbevist om, at det er de mest dyrekøbte erfaringer, som har formet ham som leder.

Netop dette var hans tid i den svenske Sandvik-koncern et kerneeksempel på.

1. Erkend dine fejl åbent … og lær af dem
”Da jeg kom til Sandvik, var vi i gang med at opbygge virksomheden. Det var utroligt spændende, men det gik også meget stærkt, og vi begik en lang række fejl. Men det blev vi først rigtigt bevidste om, da finanskrisen ramte os. Det gik ud over en masse mennesker, som vi var nødt til at afskedige.

Jeg kan huske, at jeg kom til en del af virksomheden, hvor vi var nødt til at sende i hundredvis af mennesker hjem. Og jeg måtte stille mig op foran disse mange mennesker for at give den besked, at vi måtte lade dem gå. Jeg sagde, at jeg var rigtigt ked af det, fordi det var min fejl, at vi ikke var godt nok forberedte til den situation, vi nu stod i. Selvfølgelig kan man argumentere med, at ingen så krisen komme og alt det der. Det kan være sandt nok. Men det er en leders job at være forberedt på de mulige scenarier.

Ikke mange har lyst til at stå foran en masse mennesker, der har mistet deres arbejde. Det er ubehageligt. Du ved aldrig, hvordan de vil reagere. Men ærlighed hjælper. Reaktionen var faktisk ret positiv. De var stille for et øjeblik, så rejste en af folkene fra medarbejderudvalget (Betriebsrat, red.) og sagde, at det kunne de godt forstå.

Hvornår kunne de komme tilbage på job? Hvor lang tid går der, før krisen er ovre? spurgte han. Det var de eneste spørgsmål, jeg fik,” siger Thomas Schulz.

2. Vær ikke flink. Vær ærlig
”I den forbindelse er det vigtigt, at jeg ikke var flink. Det kan man ikke bruge til noget. Du skal være fuldkommen ærlig, når du giver dem din analyse af situationen. Sig både det gode og det dårlige. Husk at undskylde for dine fejl, og sige, hvad du vil gøre for at undgå at gentage fejlen. Jeg erkender, at det kan være rigtigt svært at vedkende sig sine fejl åbent overfor sine medarbejdere. Men det er vigtigt at gøre det.

Selv er jeg nok meget direkte i min tilgang til at tale med andre mennesker. Det kan virke hårdt på nogle mennesker, så jeg er ikke flink. Jeg er ærlig. Det er afgørende, både når det går godt, og når det går den anden vej. Når det går godt, er det ikke svært at være ærlig og direkte. Så kan man lade sine ledere være synlige og træde et skridt tilbage. Men når det går skidt, skal man som øverste chef helt frem og være synlig.”

3. Vær til stede når det spidser til
”Jeg blev ansat i industrivirksomheden Svedala Germany i 1998, hvor vi opkøbte en række virksomheder. Kort efter, i 2000, skete der det, at vores største konkurrent ville overtage os. Men det tog næsten halvandet år, før transaktionen var gennemført. Den periode var utroligt udfordrende for organisationen, fordi det var kendt, at vores konkurrent mere eller mindre havde den samme organisationsstruktur som os. Og det stillede os i ledergruppen overfor den enorme udfordring at holde motivationen oppe blandt medarbejderne.

Vi skulle holde folk fra at give op på forhånd. Vi var nødt til at få folk til at tro på, at det nyttede noget at holde ved. Hvis vi mistede motivationen, blev vi til overs. Og gik overtagelsen ikke igennem, havde vi tabt alligevel. Tværtimod var vi nødt til at arbejde endnu hårdere, fordi kunderne var i tvivl om, hvorvidt de skulle beholde os som leverandør. Det var en afgørende periode for mig, fordi situationen ikke blot varede en måned. Men i hele halvandet år.

Når jeg ser tilbage, så handlede den vedholdenhed ikke om kompetencer. I stedet er det afgørende, hvorfra folk kommer. Det vigtigste er deres baggrund. Selv kommer jeg fra en blue collar-baggrund. Jeg havde ingen akademikere omkring mig. Overhovedet. Den ene halvdel arbejdede i kulminerne. Den anden halvdel havde jobs i stålindustrien. Alle familier havde minimum tre børn. Selv var vi fire unger i min familie. Og så er man ikke den lille prins. Du er en af mange. Det miljø er meget pragmatisk. Du bliver også vant til at have med andre mennesker at gøre.

Da jeg var godt 10 år gik jeg ind i det frivillige brandværns ungdomskorps. Det gav mig en interesse i teknik. Du har ugentlige øvelser, hvor du igen lærer at være en del af et hold. Og den baggrund var en stor fordel i Svedala, hvor det handlede om at gå forrest. Gode ledere er ekstroverte, når kriserne spidser til. Går tingene godt, behøver du ikke være til stede. Du skal være synlig, når det er hårde tider. Så jeg rejser meget til dele af koncernen, hvor jeg måske ikke har specielt meget at gøre, men jeg er til stede ved frokosten og ved møder. Det giver ro i organisationen at se den øverste chef rolig og i kontrol.”

4. Kom ud af elfenbenstårnet
”Som CEO i FLS har man egentlig ganske få mennesker omkring sig. Det er en del af den måde, strukturen i organisationen er opbygget. Man er bare nødt til at være meget klar over det, så ens verden ikke bliver ens kontor, et elfenbenstårn. Det er ikke godt. Og det er en af grundene til, at jeg rejser meget. Du er som CEO nødt til at gennemtvinge det at være social. Du kan jo som øverste chef sidde hele dagen i dit kontor og ekspedere sager sammen med dine nærmeste medarbejdere. Men du er nødt til at være ude blandt medarbejderne, møde kunder og andre stakeholders. Det er den eneste måde, du kan få nye input på, nemlig ved at dele dine ideer. Det er lige meget, at du sidder så tæt på den absolutte top.

Hvis du tager et normalt organisationsdiagram, vil CEO normalt være i toppen og resten af lederne neden under. Tag og vend det på hovedet. Så får du et andet billede af, hvad en CEO’s rolle i virkeligheden er for en virksomhed. Det er min rolle at supportere alle de mange led over mig. Kort sagt skal du spørge dig selv, hvad du som CEO skal gøre for at få denne organisation til at fungere rigtigt. Jeg er ansvarlig for de 12.000 familier, vores ansatte har. Det er vigtigt at have in mente, så man forstår, at man er en del af et hold, ikke toppen af kransekagen,” siger Thomas Schulz.

5. Lær at sidde på den anden side af bordet
”Som medlem af norske Hydros bestyrelse, lærer jeg at sidde på den anden side af bestyrelsen. Normalt sidder man som CEO på anden side i forhold til bestyrelsen. Men denne rolle gør det nemmere for mig at kommunikere som CEO til min egen bestyrelse. Jeg kan faktisk godt lide, at mine egne ledere tager den slags hverv. Det er med til at udvikle deres kompetencer.”

Guide: Fem trin for at sikre enkelhed i organisationen

Trods mange tiltag for at modvirke kompleksiteten i store virksomheders organisationer, er der alligevel tendens til, at det kører skævt. Eksempelvis mellemledere, der oplever, at der kræves handling af dem. Men den slags ekstra mellemled kan have negative effekter. Topledelsen må arbejde for at forenkle forretningsprocesser i virksomhedens kultur, lyder rådet fra Heidrick & Struggles.

Gennem de seneste årtier er der taget utallige tiltag til at skabe mere enkelhed og overskuelighed i virksomhederne. I 00’erne blev Lean udbredt, og i 10’erne har agilitet været det store ideal. Oveni hører man jævnligt om mere klassiske tiltag, som at en ny topchef fjerner et ledelseslag eller to. Med denne forenklingsindsats skulle man tro, at store virksomheder blev mindre og mindre komplekse, eller at de i det mindste holdt status quo.

Men det er ikke tilfældet. Et studie fra Harvard har opgjort, at kompleksiteten i store organisationer i gennemsnit stiger med syv procent om året. Det er ikke ensbetydende med, at kompleksiteten i samfundet vokser tilsvarende: Nogle gange drukner de store virksomheder i deres eget bureaukrati, og nye og mere effektive virksomheder overtager deres plads.

Men det er naturligvis en ringe trøst for dem, der er ved at gå under. Konsulentfirmaet Heidrick & Struggles har udarbejdet en fempunktsplan , som skal hjælpe komplekse virksomheder med at forenkle:

Definer ambitionen: Enkelhed er alt andet lige godt, men der kan også være gode grunde til, at en organisation er kompleks. Så selv om bureaukrati og hierarkier kan være en byrde i hverdagen, skal man overveje, om de også er for stor en byrde. Det kan være en hjælp at undersøge, om der er absolut sammenfald mellem vision, formål og strategi. I modsæt fald er det en indikator for, at der er uhensigtsmæssig kompleksitet. Det er konstruktivt at begynde med at sætte sig et mål for at bekæmpe denne. En medicinalvirksomhed sigtede f.eks. efter, at den ville spare en mio. arbejdstimer, der reelt blot var spild.

Sæt et spejl op: Ledelsen må undersøge, hvordan kompleksiteten opstår, og hvordan den forårsager spild. Det kan f.eks. ske ved sammenligning med processer i andre virksomheder og ved interviews, undersøgelser og observationer internt. Hos nogle virksomheder indgår spørgsmål om kompleksitet i årlige personalesurveys.

Prioriter indsatsen: Efter at have identificeret, hvor i virksomheden problemerne ligger, er det tid til at lægge en strategi for, hvordan man gør noget ved dem. Uden en sådan strategi skyder man med spredehagl, og det kan have den modsatte effekt af det tilsigtede. Overordnet er der flere redskaber, man kan tage fat i. Nogle kan bestå i ændringer, der kommer fra toppen, og som virker ned gennem hele organisationen, som da Adobe afskaffede performance management. Andre redskaber vedrører de formalia, der skal overholdes, når to afdelinger interagerer, og andre igen kan være helt nede på gulvet og f.eks. tage sigte på at afskaffe procedurer, der gør daglige møder unødigt lange.

Sæt i værk: Det er naturligvis ikke nok at lancere strategien – den skal også implementeres i praksis. Dette kan f.eks. ske ved, at topledelsen personligt tager nogle initiativer for at vise resten af organisationen, hvordan man tænker, det konkret skal foregå. Uddannelse eller coaching af mellemledere er også en mulighed.

Gør det holdbart: Måske kan man med sin strategi nedbringe kompleksiteten her og nu med f.eks. 10 eller 20 procent. Men hvis man ikke gør andet, vil gevinsten hurtigt blive spist igen af den løbende opdrift. En opfattelse af, at kompleksitet er af det onde, skal altså rodfæstes i kulturen. Til en start kan man tage det med i formulerede værdisæt. Det har f.eks. Amazon gjort.

I henseende til den langsigtede effekt må man også se på, hvad der skaber kompleksitet i første omgang. Heidrick & Struggles nævner et par tænkte eksempler:

1) Salgschefen opretter et kommunikationsforum, der virker på medarbejdernes mobiltelefoner. Det er smart, men chefen har glemt at forholde sig til, hvilke kommunikationsfora, der findes i forvejen.

2) Den nye chef for f.eks. marketing vil dels forstå organisationen, dels vise, at han forbedrer den, så han indfører nye rapporteringssystemer for medarbejderne – men uden at forholde sig til, hvordan de virker sammen med eksisterende rapporteringssystemer, og om den nye rapportering overordnet er relevant.

Sten Thorup Kristensen

Log ind