Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 50

Guide: Fem trin for at sikre enkelhed i organisationen

Trods mange tiltag for at modvirke kompleksiteten i store virksomheders organisationer, er der alligevel tendens til, at det kører skævt. Eksempelvis mellemledere, der oplever, at der kræves handling af dem. Men den slags ekstra mellemled kan have negative effekter. Topledelsen må arbejde for at forenkle forretningsprocesser i virksomhedens kultur, lyder rådet fra Heidrick & Struggles.

Gennem de seneste årtier er der taget utallige tiltag til at skabe mere enkelhed og overskuelighed i virksomhederne. I 00’erne blev Lean udbredt, og i 10’erne har agilitet været det store ideal. Oveni hører man jævnligt om mere klassiske tiltag, som at en ny topchef fjerner et ledelseslag eller to. Med denne forenklingsindsats skulle man tro, at store virksomheder blev mindre og mindre komplekse, eller at de i det mindste holdt status quo.

Men det er ikke tilfældet. Et studie fra Harvard har opgjort, at kompleksiteten i store organisationer i gennemsnit stiger med syv procent om året. Det er ikke ensbetydende med, at kompleksiteten i samfundet vokser tilsvarende: Nogle gange drukner de store virksomheder i deres eget bureaukrati, og nye og mere effektive virksomheder overtager deres plads.

Men det er naturligvis en ringe trøst for dem, der er ved at gå under. Konsulentfirmaet Heidrick & Struggles har udarbejdet en fempunktsplan , som skal hjælpe komplekse virksomheder med at forenkle:

Definer ambitionen: Enkelhed er alt andet lige godt, men der kan også være gode grunde til, at en organisation er kompleks. Så selv om bureaukrati og hierarkier kan være en byrde i hverdagen, skal man overveje, om de også er for stor en byrde. Det kan være en hjælp at undersøge, om der er absolut sammenfald mellem vision, formål og strategi. I modsæt fald er det en indikator for, at der er uhensigtsmæssig kompleksitet. Det er konstruktivt at begynde med at sætte sig et mål for at bekæmpe denne. En medicinalvirksomhed sigtede f.eks. efter, at den ville spare en mio. arbejdstimer, der reelt blot var spild.

Sæt et spejl op: Ledelsen må undersøge, hvordan kompleksiteten opstår, og hvordan den forårsager spild. Det kan f.eks. ske ved sammenligning med processer i andre virksomheder og ved interviews, undersøgelser og observationer internt. Hos nogle virksomheder indgår spørgsmål om kompleksitet i årlige personalesurveys.

Prioriter indsatsen: Efter at have identificeret, hvor i virksomheden problemerne ligger, er det tid til at lægge en strategi for, hvordan man gør noget ved dem. Uden en sådan strategi skyder man med spredehagl, og det kan have den modsatte effekt af det tilsigtede. Overordnet er der flere redskaber, man kan tage fat i. Nogle kan bestå i ændringer, der kommer fra toppen, og som virker ned gennem hele organisationen, som da Adobe afskaffede performance management. Andre redskaber vedrører de formalia, der skal overholdes, når to afdelinger interagerer, og andre igen kan være helt nede på gulvet og f.eks. tage sigte på at afskaffe procedurer, der gør daglige mø- der unødigt lange.

Sæt i værk: Det er naturligvis ikke nok at lancere strategien – den skal også implementeres i praksis. Dette kan f.eks. ske ved, at topledelsen personligt tager nogle initiativer for at vise resten af organisationen, hvordan man tænker, det konkret skal foregå. Uddannelse eller coaching af mellemledere er også en mulighed.

Gør det holdbart: Måske kan man med sin strategi nedbringe kompleksiteten her og nu med f.eks. 10 eller 20 procent. Men hvis man ikke gør andet, vil gevinsten hurtigt blive spist igen af den løbende opdrift. En opfattelse af, at kompleksitet er af det onde, skal altså rodfæstes i kulturen. Til en start kan man tage det med i formulerede værdisæt. Det har f.eks. Amazon gjort.

I henseende til den langsigtede effekt må man også se på, hvad der skaber kompleksitet i første omgang. Heidrick & Struggles nævner et par tænkte eksempler:

1) Salgschefen opretter et kommunikationsforum, der virker på medarbejdernes mobiltelefoner. Det er smart, men chefen har glemt at forholde sig til, hvilke kommunikationsfora, der findes i forvejen.

2) Den nye chef for f.eks. marketing vil dels forstå organisationen, dels vise, at han forbedrer den, så han indfø-rer nye rapporteringssystemer for medarbejderne – men uden at forholde sig til, hvordan de virker sammen med eksisterende rapporteringssystemer, og om den nye rapportering overordnet er relevant.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Transformation forudsætter udvikling af personalet

Når en virksomhed ændres gennemgribende, vil medarbejderne typisk have brug for nye værktøjer, både fagligt og menneskeligt. Det må ledelsen tage højde for ved selv at gå foran og deltage i medarbejderudvikling – ellers sender det et forkert signal. Dette er anden artikel om ”ti snubletråde for en succesfuld transformation”, baseret på en artikel fra to forskere fra IMD. Første artikel finder du her.

I tidens omskiftelige verden melder virksomheder ofte ud, at de vil transformere sig selv, eksempelvis gennem en fusion, en omstrukturering eller en større digital transformation. Ifølge nylige undersøgelser er det dog kun hver fjerde transformationsproces, der når alle sine mål, og mange fejler helt.

Professorerne Michael Watkins og Dr. Janet Spencer fra IMD har i artiklen ”Ten Reasons Organizational Transformation Efforts Fail” identificeret de typiske problemer, som spænder ben for de gode intentioner. I seneste udgave beskrev vi de første fem snubletråde, og her følger en beskrivelse af de sidste fem:

For lidt fokus på virksomhedens kultur: Transformation af en virksomhed vil næsten uundgåeligt også indebære en nødvendig gentænkning af dens kultur. Det kan være en af de ting, som ledelsen ubevidst viger tilbage fra, dels fordi den også selv er påvirket af virksomhedens eksisterende normer, dels fordi det er mindre håndgribeligt end så mange andre opgaver under transformationen. Den fornødne kulturelle ændring kan dog også være ganske konkret, hvis transformationen f.eks. indebærer en anden tilgang til kunderne. Så kan man oplære især sælgerne i, hvordan de nu skal gøre. Det er dog vigtigt, at man ikke tror, det er gjort med sådan en oplæring. Den skal følges op med f.eks. kommunikation om succeshistorier fra ”marken”.

Mangelfuld feedback: En transformation er en omfattende proces, og begynder det først at gå skævt, kan det være svært at rette op på. Artiklens forfattere sammenligner det med en sejlbåd, der kan komme ud af kurs. For at undgå dette, må man være omhyggelig og systematisk med, at ledelsen får og opsamler feedback. Kernen i det kan være et simpelt whiteboard, hvor man hakker af, efterhånden som kort- og langsigtede delmål bliver opnået.

Men for at det skal fungere, skal de relevante medarbejdere også instrueres i, hvad de præcist skal melde tilbage om. Det er også vigtigt, at processen indeholder en fleksibilitet: Man skal sætte tid af til at træde et skridt tilbage og vurdere, om der er behov for at justere den oprindelige plan.

Momentum går tabt: Menneskers hverdag er bygget op omkring vaner, og der vil være en naturlig tendens til, at medarbejderne først stritter imod, men derefter hurtigt etablerer en ”ny normal”. Det sidste kan være lige så problematisk som det første, for rigtige transformationer tager år at gennemføre. Det er altså vigtigt at holde momentum. I den henseende skal ledelsen være forsigtig med, at den ikke for tidligt kommer til at kommunikere et budskab, som medarbejderne vil tolke sådan, at alt nu er på plads. En konkret trussel mod momentum er, at nøglemedarbejdere skifter roller – nogle forlader helt virksomheden; og andre skal flyttes til nye funktioner indenfor virksomheden.

Manglende fokus på farten i transformationen:
Selv om der skal være en erkendelse af, at en transformation tager tid, skal det heller ikke være en sovepude: Organisationen skal forstå, at der skal være en fremdrift. Flere ting kan stoppe denne. Herunder at mellemledere er usikre på, hvad der forventes af dem, at gamle beslutningsprocesser bliver afskaffet, uden at nye er på plads, at personlige relationer mellem medarbejdere bliver brudt, og at hele organisationen hænger i et limbo i den periode, der går fra topledelsen lægger den strategiske retning, til denne er konkretiseret overfor medarbejderne.

Utilstrækkelig talentpleje: Når man rykker rundt på medarbejderne, vil disse ofte have brug for nye kompetencer. Det gælder ikke blot de rent faglige kundskaber. Hvis den nye organisation f.eks. er mindre hierarkisk og har færre ledelseslag, skal medarbejderne også vænne sig til, at de ikke bare kan spørge deres daglige chef – de skal også formå at kommunikere på tværs og nogle gange endda lave en form for lobbyarbejde for at få deres synspunkter hørt. Derfor vil en eller anden form for medarbejderudvikling være påkrævet. Det er vigtigt, at dette også omfatter de øverste ledelseslag, og dette på en synlig måde, således at de menige medarbejdere ikke oplever, at det bare er dem, der skal kostes rundt med.

Sten Thorup Kristensen

McKinsey: Konsekvenser af et worst case-klimascenarie

Det anerkendte konsulenthus McKinsey har analyseret, hvad global opvarmning konkret betyder. Konklusionen fra de normalt saglige konsulenter er opsigtsvækkende: Store dele af Indien og Pakistan bliver mere eller mindre ubeboelige. Det vil medføre store menneskelige og kulturelle tragedier. Og virksomheder, der har outsourcet produktion til de udsatte områder, bør vurdere deres risici.

Indsatsen for at reducere udledningen af klimagasser er for alvor ved at komme op i omdrejninger. Men hvor de årlige COP-konferencer mellem statsledere stadig henfalder til store ord og politiske armlægninger, har mange lande på egen hånd strammet kravene til virksomhederne. Men det markedsmæssige trækker nok mest: Investorverdenen og politiske forbrugere trækker et stort læs, også uden politikernes hjælp.

Konsekvensen er at erhvervslivet og venturefonde i disse år investerer enorme summer i klimavenlige løsninger. Men investorer og erhvervsledere ved, at de nye initiativer kun er en del af den strategiske opgave. De skal også forholde sig til risikoen for, at projekterne ikke lykkes. Eller at noget går galt i omgivelserne; eksempelvis at den globale opvarmning af en eller anden grund alligevel løber løbsk.

Accelererende temperaturstigninger
Så hvad er det for nogle ulykker, virksomhederne kan se frem til i de kommende år, hvis den globale opvarmning kommer ud af kontrol? Det har McKinsey analyseret. Konsulenthuset præsenterer i analysen nogle eksempler, hvor det pointeres, at det er worst case-scenarier, hvis det ikke lykkes at nedbringe udledningen af klimagasser.

I dette scenarie vil temperaturen frem mod 2050 stige med syv grader celsius i de arktiske egne, som bliver hårdest ramt, og mere moderat i verden som helhed med 3-4 grader. Til sammenligning er den globale temperatur steget med godt én grad siden 1880’erne. Det er altså accelererende temperaturstigninger, det handler om.

Selvom de arktiske egne vil opleve de største temperaturstigninger, vil de økonomiske effekter være nok så dramatiske der, hvor der er varmt i forvejen. Specielt områder i Indien og Pakistan kan blive ramt. McKinsey vurderer, at der i disse områder hvert år vil være en sandsynlighed for, at temperaturen kommer over et punkt, hvor det vil være livsfarligt for raske mennesker at opholde sig udendørs. Aircondition vil altså være nødvendig. Men alligevel vil tabet af arbejdstimer blive 2,5 – 4,5 procent i katastrofeårene. Også andre typer af naturkatastrofer, eksempelvis oversvømmelser, vil blive mere almindelige. Det vil både medføre direkte økonomisk tab og udfordre verdensøkonomien. Eksempelvis har mange virksomheder outsourcet produktionen til et geografisk område, hvor den kan foregå økonomisk optimalt, men som også er en højrisikozone med hensyn til klimaforandringer.

På fødevareområdet står blot fem ”kornkamre” i verden for 60 procent af verdens produktion af korn og ris. Også her vil man skulle foretage foranstaltninger for at undgå fødevaremangel i katastrofeår.

Allerede i dag er der områder på jorden, hvor klimaet ikke er egnet til menneskeligt liv på grund af for meget kulde eller varme eller for høj hyppighed af naturkatastrofer. Men denne uegnethed for menneskeliv vil brede sig til mange flere regioner, og nogle steder vil man se op til en firedobling i hyppigheden af naturkatastrofer.

Afledte effekter
Orkaner og oversvømmelser kan ødelægge infrastruktur, og det kan have konsekvenser langt ud over de konkret berørte områder, hvis man f.eks. derfra henter en sjælden råvare, som er essentiel i en række sammenhænge.

I den finansielle sektor er man vant til at arbejde med risikoscenarier, og efterhånden som effekterne af klimaforandringer måtte blive tydeligere, vil investorer reallokere deres investeringer. Det ser man allerede i nogle geografiske markeder. I Florida, hvor der er risiko for oversvømmelser, har det allerede påvirket boligpriserne, som i de berørte områder ses negativt påvirket med 15 til 30 procent frem mod 2050.

Allerede for over 30 år siden forlystede den danske popgruppe Shu-bi-dua sig med at fabulere over Costa Kalundborg som det nye ferieparadis. Det scenarie kan faktisk blive virkelighed, hvis europæiske turister ikke længere søger mod syd for at opleve varme, men tværtimod mod nord for at opleve en mere behagelig relativt kølig temperatur.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan tiltrækkes og fastholdes talenter i 2020

Ingen kan spå om fremtiden. Men man kan gøre forsøget, anfører rekrutteringsfirmaet Korn Ferry i en guide, hvor det giver sit bud på nye tendenser omkring pleje og fastholdelse af talenter. Velkendt er det, at kampen om den dygtige arbejdskraft bliver hårdere og hårdere. Så det gælder om at ramme de virkemidler, som tiltrækker og fastholder de mest talentfulde.

Korn Ferry gennemgår de ti tendenser omkring tiltrækning og fastholdelse af talenter i denne guide :

Ledelse med et meningsfuldt formål: For ikke så længe siden var det ledelsens opgave at fastlægge en strategi, for så at beordre/motivere medarbejderne til at føre den ud i livet. Det har de nye generationer på arbejdsmarkedet ændret på: De lægger stor vægt på, at deres arbejde har en dybere mening, hvilket igen giver en fordel for de virksomheder, der kan definere et højere meningsfuldt formål med deres aktiviteter.

Færre hemmeligheder om aflønningen: I USA angiver 71 procent af de ansatte andre primære mål med deres arbejde end blot høj aflønning. Det gør lønnen til en mere triviel ting. Tidligere normer om, at man holder lønnen fortrolig, er under opløsning. Mange overholder stadig normen. Men det er blevet mere acceptabelt at tale med kolleger om sin løn. Virksomheder kan overveje at tage det i opløbet og indføre en grad af transparens om lønningerne.

Mangfoldighed bør ikke bare være snak: Mangfoldighed har været et af de store ledelsestemaer det seneste årti. Og det er ikke kun i Danmark, at mangfoldigheden på ledelsesniveau i forhold til køn og etnicitet ikke for alvor er slået igennem. Det forbliver dog en god idé for virksomheder at prøve at knække koden, og på den måde nå ud til et større rekrutteringspotentiale.

Slut med at male med den brede pensel: Den lave arbejdsløshed i mange vestlige lande gør det svært at gennemføre store ansættelsesrunder. Men selv når det er muligt, foretrækker virksomhederne at lade ansættelser ske efter specifikke behov i de forskellige afdelinger, og i øvrigt at prioritere direkte værdiskabende funktioner fremfor servicefunktioner. Virksomhederne bør i højere grad have en overordnet politik for, hvem man vil ansætte, og en politik for, hvordan man kan gøre det.

Niche-trend for de mest efterspurgte: Der er en undtagelse fra ovenstående: Når det eksempelvis gælder meget efterspurgte it-specialister, tager virksomhederne dem gerne ind uden de store yderligere overvejelser, og også inden der konkret er brug for dem. Der er ikke nødvendigvis øget lønkonkurrence. Men man kan være mindre kræsen i rekrutteringsprocessen, og man kan også være large med andre goder end løn.

Kunstig intelligens vinder frem i HR: På virksomhedernes karrieresites kan AI hjælpe med til at sortere kandidaterne, og til at oplyse disse om, hvor de mest sandsynligt vil have held med at søge, og hvilke kompetencer de med fordel kan dyrke, f.eks. gennem kurser. AI bruges nu også til at forudsige, hvilke medarbejdere der sandsynligt snart vil sige op, hvis ikke man tilbyder dem noget andet eller mere.

Uddannelse på jobbet: Virksomhederne har stadig behov for nye kompetencer, f.eks. til at håndtere ny teknologi, men med manglen på arbejdskraft har de på den anden side ikke lyst til at tage tid ud af kalenderen til at sende medarbejderne på efteruddannelse. Deraf er født programmer, hvor medarbejderne kan lære nyt, samtidig med at de passer deres daglige arbejde.

Uendelig transformation: Samtidig med ovenstående er der imidlertid opstået et nyt behov for efteruddannelse, temadage og lignende: Mange virksomheder har konkluderet, at deres vilkår hele tiden ændrer sig, og at de altså også selv må være i kontinuerlig udvikling. Ikke bare i henseende til konkrete produkter, men også i henseende til kultur og kompetencer.

Flere nomader på arbejdsmarkedet: I millennials-generationen, som efterhånden er den største på arbejdsmarkedet, er det en udbredt tendens, at mange ikke går efter et fast arbejde. Virksomhederne må afgøre med sig selv, hvordan de forholder sig til det: Skal de alligevel prø-ve at fastholde nomaderne med ekstra goder, eller skal de indrette sig efter, at de kun bliver der i kort tid?

Topledere forsvinder i stort tal: Direktører og bestyrelsesmedlemmer tilhører ofte de store efterkrigsgenerationer, og de begynder at kunne øjne pensionsalderen – hvortil kommer, at et stigende antal af dem bliver presset ud, fordi deres moral ikke matcher de yngre generationers. Det gør overvejelser om arvefølgen i virksomhederne mere presserende.

Sten Thorup Kristensen

De første syv sekunder af dit jobinterview er afgørende

Mødet med den – forhåbentligt – kommende arbejdsgiver kan være en følsom sag. Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvem man konkret skal møde. En vigtig detalje er også, at man skal give sig tid til at betragte den fysiske indretning af virksomheden, ligesom hvis det var et hjem, man besøgte. Og så er de første syv sekunder ved dit jobinterview afgørende, hedder det.

Du har sikkert prøvet situationen: Du ankommer til et jobinterview, og umiddelbart er der noget, der distraherer dig. Det kan være noget så banalt som antallet af personer i lokalet. Eller du finder en af de tilstedeværende særligt tiltrækkende eller det modsatte.

Du føler måske, at det kun er en lille distraktion, som der hurtigt bliver lagt låg på – men så tager du overvejende sandsynligt fejl. Forskning viser, at det første indtryk bliver dannet i løbet af blot syv sekunder. Her afgør man, om den, man står overfor, er sympatisk, udfarende, kompetent og så videre. Og det gælder begge veje. Så firmaets folk danner sig også et indtryk af dig de første syv sekunder.

Naturligvis kan det første indtryk justeres i løbet af et bekendtskab. Men det bliver det ikke i løbet af en jobsamtale, og slet ikke hvis der i løbet af de syv sekunder har væ-ret en let akavet situation, som er velegnet til at bedømme andre menneskers personlighed.

Netop derfor er det vigtigt at være godt forberedt, også på det personlige plan, inden man træder ind i mødelokalet til en jobsamtale, fremhæver Korn Ferry i en guide .

Nedbring risikoen
Man kan ikke helt afværge risikoen for, at samtalen begynder skævt. Men man kan nedbringe risikoen for det. Det gælder, uanset om det handler om første job i karrieren eller en direktørstilling. Rekrutteringsfirmaet giver syv tips til, hvad forberedelsen kan bestå i.

Hvem skal du møde? Du skal ikke lade dig spise af med en melding om, at du skal møde et udvalg. Måske vil den rekrutteringsansvarlige umiddelbart undre sig over, at du spørger til navn og stilling på de tilstedeværende. Men det er almindelig høflighed at oplyse det. Du kan også spørge, om der er noget særligt, du skal vide om de deltagende fra virksomhedens side.

Gør dit hjemmearbejde. Google og sociale medier giver rigelige muligheder for at researche på dem, du skal møde. Hvor har de gået i skole? Hvad har de lavet tidligere ikarrieren? Har de været involveret i offentlige kontroverser? Har du fælles bekendte med dem?

Søg efter fælles interesser. Måske har nogle af de deltagende gået på samme skole som dig, eller de deler samfundsinteresser eller interesse for sportsgrene. I så fald giver det dig en chance for at åbne samtalen et positivt sted. Det skal dog være ærligt, pointerer Korn Ferry – hvis man prøver at foregive en stærk interesse for et eller andet, vil det som regel blive spottet. Det ligger til den menneskelige natur at have antennerne ude, når man møder en fremmed.

Undersøg selskabet. Igen er google og sociale medier en stor hjælp. Vær også sikker på, at du som minimum har læst alt under menupunktet ”om” samt de seneste pressemeddelelser på hjemmesiden. For børsnoterede virksomheder er det også muligt at finde de seneste regnskaber og fondsbørsmeddelelser.

Hvis du kan finde noget, du ærligt kan relatere til, vil det også være en god måde at starte samtalen på. Det kan lyde banalt, men hvis f.eks. virksomheden p.t. er udfordret af et større sagsanlæg, og du tidligere har arbejdet med noget tilsvarende, er der straks fælles fodslag.

Se dig omkring i lokalet. Når man går ind i mødelokalet, vil man måske føle det naturligt og høfligst først at fokusere på de personer, man skal møde. Men man efterlader sig selv sårbar, hvis man ikke giver sig selv mulighed for at orientere sig i lokalet. Hvordan er det indrettet? Hvilken kunst hænger på væggene?

Omkring høfligheden i det fremhæver Korn Ferry, at man vil gøre det samme, hvis man første gang går ind i et andet menneskes hjem, og der vil det faktisk virke uhøfligt ikke at gøre det. Interiøret kan også være det emne, man åbner samtalen med, f.eks. hvis man (igen ærligt) kan lide kunsten på væggene eller det, der bliver serveret.

Tilsvarende kan personlig fremtræden og familierelationer også blive en del af samtalen. Men her skal man være mere på listefødder, og som gæsten i rummet skal man ikke tage initiativ til at gå ud ad den bane. Derimod kan man naturligvis følge med, hvis en af de andre gør det.

Sten Thorup Kristensen

Demant-topchef: Her er fem vigtige erfaringer fra min ledelseskarriere

Den øverste chef for høreapparatvirksomheden Demant har tæt på 25 års erfaring i koncernen, hvilket har sat sit stærke præg på ham som leder. Søren Nielsen mener selv at dyrke en kultur i Demant, hvor der er plads til at være uenige. Uenighed gør stærk, hvis man lytter. Værdier som disse giver andre input til at løse problemer og opgaver bedre end ellers. Efter 25 år i Demant-koncernen mener CEO Søren Nielsen selv at være præget af en kultur, hvor det er ok at være uenig. Læs hans fem vigtigste erfaringer, som har formet ham til den leder, han er i dag.

1. Du kan ikke det hele selv
”Da jeg i mine tidlige år i koncernen var projektleder, kunne jeg nå rigtigt meget selv. Nu er jeg CEO for over 15.000 medarbejdere og har ansvar for store ledelsesgrupper med mange forretningsområder, så er der andre ting, jeg skal have fokus på. Jeg har lært, at jeg har en masse dygtige mennesker omkring mig, som rigtigt gerne vil og kan hjælpe. Så det er vigtigt at spørge sig selv: hvem er i virkeligheden den bedste til at løbe med den her opgave og så sikre sig og følge op på, om opgaven er modtaget rigtigt.

Gennem de snart 25 år, jeg har været i virksomheden, har jeg været mange steder – i R&D, salg og marketing og flere steder i verden – så jeg ved rigtig meget om virksomheden. Hvis jeg havde 26 timer i døgnet og otte dage om ugen til at arbejde i, kunne jeg tilføje værdi til rigtig mange opgaver. Men det har jeg ikke, og derfor finder jeg i stedet ud af, hvem der kan tage ansvaret for en opgave, og så investerer jeg en time eller to i at tjekke om min læring fra tidligere stadig er gyldig eller ej. For at vi skal lykkedes med vores projekter og initiativer, kan det ikke nytte noget, at jeg er den eneste, som har styr på dem. Det skal der være mange, som har.”

2. Dyrk en kultur, hvor det er ok ikke at være enig
”Hvis en virksomhed skal præstere, er det afgørende at have mennesker med ombord, som er motiverede og engagerede. At de føler, de bidrager til et større fælles projekt og ikke kun har fået instruktioner i at udføre en opgave til i morgen. At de tager en opgave, hvor alle parametre er kendt, men løsningen ikke er givet på forhold. At de selv oplever, hvor svære den slags opgaver kan være. Det handler om at skabe sammenhold, gensidig tillid og transparens.

Komplekse opgaver kræver, at de teams og ledelsesgrupper, jeg har omkring mig, fungerer godt sammen. De skal have evnen til at samarbejde uden, at jeg er i lokalet. De skal kunne erkende, at de ikke ser ens på tingene, men har forskellige kompetencer og åbner for, at alle byder ind med deres synspunkter.

Velfungerende teams og ledergrupper kan man ikke bare få en HR-afdeling til at fikse. Det bruger jeg selv energi og tid på. Jeg skal være sikker på, at der ikke er en enkelt eller to, som går ud af et møde og synes, det er gået helt forkert, mens andre synes, at alt er gået godt. Rundt om bordet er måske nogle, som har brug for at vende tingene igen, og selv om du synes, tingene står lysende klart, er det jo ikke ensbetydende med, at alle har samme opfattelse. Det nytter ikke noget at snakken går bagefter mødet. Man skal have svesken på disken. Så må man acceptere, at tingene kan slå gnister.

For mig handler det om at dyrke en kultur, hvor det er i orden, at vi ikke er enige. Og hvor vi er nysgerrige efter at høre, hvorfor nogle ikke er enige. Hvis ikke risikerer du, at folk går ud fra mødet og gør noget andet. Så kan du to måneder senere undre dig over, hvorfor der ikke er sket noget med det, som du troede, de var i fuld gang med.”

3. Kommuniker – men husk at lytte
Det har været en meget afgørende læring for mig, at kommunikation og autenticitet hænger sammen, altså overensstemmelse mellem det, du siger, og det, du gør. Det er særligt vigtigt i en virksomhed, som er værdidrevet og ikke baseret på en masse regler. Som producent af medicinsk udstyr følger vi selvfølgelig en masse regler, men det handler om kravene til produkterne. Vores samarbejde handler om værdier som at lytte til og inddrage andre, i stedet for bare at buldre på med sine egne ting.

Jeg kan have en tendens til hele tiden at tænke et eller to skridt frem og glemmer at lytte til, hvordan det egentlig går lige nu og her med teamet. Men det giver god energi at lytte til og investere i at have et godt team, hvor alle reelt ser sig som et hold. Samtidig skal man skal huske at inddrage teamet ved at dele ud af succeserne, så alle føler, at de har været med til at skabe dem.

4. Hold fokus på forretningen – hele forretningen
Gør det klart for alle, hvad det er, som skal lykkes, når det gælder forretningen. Vi er her jo for at lykkes. Ikke mindst handler det også om at kende den dybere mening og formål med det, vi gør. Demant-gruppen er en virksomhed med produkter, som har en kæmpe betydning for og indflydelse på kundernes liv. Koncernen skal præsentere et overskud, når året er omme, så aktionærerne får et fornuftigt afkast, og det skal også ske på en måde, så audiologer, læger, sundhedspersonale og andre kunder og brugere i vores verden kan sige og opleve, at vi har gjort en forskel for dem. Når vi produktudvikler eller forsker, gør vi det ikke kun for at slå konkurrenterne med et mulehår, vi gør det også, fordi der er nogle mennesker, hvis liv bliver helt anderledes bedre, hvis vi lykkedes med vores produkter.

I den sammenhæng mener jeg, at det, at vi er fondsejet, giver en tryghed til at tænke langsigtet.

Og vi er en virksomhed, som arbejder meget langsigtet med produkter og forretningsområder – også selv om det kan være svært i nogle år, inden det bliver en rigtigt god forretning. Mange medarbejdere kommer til os, fordi den måde at arbejde på, giver mening for dem.

5. Respekt for at vi lever i en kompleks verden
Selv om vi lever i lille Danmark, hvor det meste er overskueligt, må vi aldrig glemme, hvor store kulturelle og strukturelle forskelle der er, når vi tager turen rundt om kloden. Vil man have succes, må man have gehør for den mangfoldighed, vi finder rundt om os. Har man ikke det, kan man ikke drive en global virksomhed. Så kan man ikke have succes på mange markeder på én gang og skabe tiltag på globalt plan. Man er nødt til at tænke tingene igennem: hvordan vil det her virke i USA, i Japan eller i Tyskland, og forstå, at alle ikke ser på verden, som vi gør i Skandinavien.

Når jeg som CEO er i Danmark, kan jeg sætte mig i kantinen for at spise frokost med hvem som helst. Sådan er det måske ikke i Japan. Jeg er meget opmærksom på, at omgangsformer og værdier er anderledes rundt om i verden. Det betyder ikke, at jeg ikke trækker lidt i skandinavisk retning. Når man kommer rundt i verden på vores kontorer, vil man finde et skandinavisk islæt tilpasset til den lokale virkelighed.

Dansk studie: Topledere skal holdes i stram snor

Ledelse betaler sig i høj grad. Ellers falder medarbejderne hen. Men på langt sigt er det vigtigt, at også lederne bliver ledet. De vil tendere mod at bidrage mindre og mindre og hæve flere og flere fordele til sig selv. Og så falder medarbejdernes motivation og produktivitet, viser et eksperimentelt studie fra Syddansk Universitet.

Mange topledere har sikkert tænkt tanken: Hvad ville der ske, hvis han eller hun bare forlod virksomheden og lod medarbejderne passe sig selv?

På langt sigt vil det naturligvis være fatalt, at der ikke var nogen til at tage ansvaret for, hvordan man skal håndtere de nye udfordringer, der opstår hen ad vejen. Men her og nu: Ville medarbejderne så bare arbejde videre, i forståelsen af, at arbejdet er den første forudsætning for, at arbejdspladsen består, og dermed at de kan få deres løn?

Hvis ikke topcheferne har tænkt over betydningen af deres egen tilstedeværelse, har de næsten sikkert gjort det for så vidt angår ledere længere nede i hierarkiet. Som bekendt er det en klassiker i sparerunder, at man konkluderer, at der er kommet vel mange høvdinge pr. indianer, og at der altså er nogle lønkroner at spare i ledelseslaget.

Ledelse skaber værdi
Et studie fra Syddansk Universitet, Discretionary mechanisms and cooperation in hierarchies: An experimental study belyser sagen. Forskerne Stephan Billinger og Stephen Rosenbaum samlede en gruppe studerende til at spille et spil over ti runder. I den simpleste form kunne alle deltagere lægge en indsats ind i hver runde, og til sidst hæve en præmie, alt efter resultatet.

I mere avancerede former blev nogle af spillerne udnævnt til ledere. Det konkrete indhold i lederskabet varierede på to punkter: Om de kunne lægge en ekstra indsats ind eller ej, og om de selv havde indflydelse på det udbytte, de kunne trække ud.

Til en start er der gode nyheder for alverdens chefer. For det første det helt grundlæggende, at selve hierarkiet – altså deres blotte tilstedeværelse – er værdiskabende, og det endda i ganske høj grad. I første runde betød tilføjelsen af ledere, at den samlede indsats steg i omegnen 10-20 procent, endda selv om lederne ikke havde beføjelser til at disciplinere, og selv om ingen af de øvrige spillere endnu havde kunnet observere, hvordan lederne i praksis ledte.

For det andet viste det sig også, at de faktiske ledelseshandlinger havde en positiv effekt. Mens indsatsen runde for runde blev mindre uden ledere til stede, for tilsyneladende at gå mod nul, formåede lederne efter lidt startvanskeligheder gradvist at løfte den samlede indsats, i hvert fald indtil runde syv.

De dårlige nyheder for lederskabet kom i de sidste tre runder, hvor indsatsen faldt ved alle kategorier af ledere. Det antyder den konklusion, at for at et hierarki skal være godt, skal det være dynamisk. Det skal ændres hen ad vejen. Dermed synes studiet at understøtte dels de førnævnte sparerunder, hvor ledere bliver fyret, men også de stadigt hyppigere fyringer af topchefen.

En stor del af problematikken ligger i, at lederne straks forstår, at de skal gå foran med et godt eksempel. Men at de efter de første hvedebrødsdage kun tilsyneladende gør det. Moralen svækkes, og gradvist bevæger man sig over mod, at lederne enten prøver at narre deres medarbejdere til at gøre en ekstra indsats, for så at skrue ned for deres egen indsats, eller at lederne hæver en ekstraordinær stor belønning til sig selv.

Én kombination af ledere viste sig at være særligt farlig, nemlig den, hvor lederne var begrænset i deres mulighed for at bidrage ekstra, hvorimod de havde frit spil til at trække udbytte ud.

Det tilnærmer den familieejede virksomhed, hvor anden, tredje eller fjerde generation måske ikke har den oprindelige iværksætters særlige evner, men hvor de har rige muligheder for at trække udbytte ud til sig selv. Denne kombination demotiverer medarbejderne, og i 10. runde gav de ikke mere end dem, som spillede helt uden ledere, havde givet i første runde.

De bedste ledelsesmodeller var dem, hvor lederne selv kunne bidrage med mere. Det gælder iværksætteren, der er motiveret til at arbejde hårdt og holde igen med belønning af sig selv, fordi der skal være penge til dygtige medarbejdere. Men det gælder i praktisk talt lige så høj grad, når den flittige leder kan trække et stort udbytte ud til sig selv – som det f.eks. er tilfældet for franschise-tageren, der skal knokle for at betale den faste afgift, men som når denne er betalt kan se resten af indtægten på sin egen bundlinje.

Sten Thorup Kristensen

Lederen skal kende de fire livsfaser for at forstå sig selv

Mennesker udvikler sig gennem livet, men ikke lineært. Psykologer mener, at mennesker udvikler sig i fire faser ud over barndommen. Indgående kendskab til disse fire faser er nyttigt ikke blot i henseende til at forstå de personer, man møder i karrieren, men til at kende sig selv og vokse som leder.

En af største udfordringer gennem livet for den enkelte lyder sådan: At vurdere, hvad der foregår i hovedet på andre mennesker. I ledelse, og specielt i topledelse, er det særligt vigtigt. Lederen må vurdere sine medarbejdere, de personer, han eller hun forhandler med som leverandører eller kunder, konkurrenten eller økonomiske kriminelle, der angriber virksomheden, og slutteligt altså ikke mindst sig selv. Det sidste er vigtigt for den personlige udvikling, som er en forudsætning for at nå de langsigtede mål.

Næsten alle mennesker kender til betydningen af personlig udvikling, og hvordan den ofte er knyttet op til konkrete begivenheder, glædelige eller sørgelige. Men ifølge McKinsey ser forskere i psykologi i dag ikke sådan på det, at personlig udvikling foregår ved at nye facetter gradvist bliver føjet til.

Et bedre billede er at se det som årringe i et træ: Man begynder med en kerne, og uden om det kan der gennem livet blive føjet nye lag til. Men altså uden at kernen eller gamle lag forsvinder. De vil også vise sig engang imellem. McKinsey gennemgår fire sådanne årringe, som man typisk kan udvikle i løbet af en livstid.

Den selvstændige: Mange ledere vil have oplevet medarbejderen, der viser en unuanceret vrede over et eller andet forhold på arbejdspladsen. Måske ser man det igen hos teenagesønnen eller -datteren, når man kommer hjem, for det er netop dette udviklingstrin, der her kræver sin ret. Det udgør et meget stort spring fra barndommen, når man erkender sig selv som handlende aktør, der ikke længere accepterer forældrenes overhøjhed, og som har lagt afstand til barndommens fantasiverden. Men det er stadig rigidt og rigoristisk.

Den socialiserede: Anderledes populær, i hvert fald i første omgang, er den medarbejder, der altid gør, som der bliver sagt, og som bidrager med et positivt sind til møder og sociale arrangementer. I mindre udviklede samfund, der ikke udsættes for krig eller andre katastrofer, er det en særdeles hensigtsmæssig tilgang, som ofte også er slutpunktet i den personlige udvikling.

I den moderne virkelighed er det dog i længden frustrerende, at medarbejderen ikke engang imellem siger fra, også med kant, når han kan se, at lederen bestemmer noget uhensigtsmæssigt. Personen er, som en tredjedel af alle voksne, nået til den mentale fase efter teenageårene, hvor man har indset, at nok har man selv en suverænitet, men at det ikke er overfor en samlet verden, men overfor en mængde individer, der hver især også er suveræne, så man må tage hensyn til hinanden.

Den selvdefinerende: I næste trin, som lidt under halvdelen befinder sig i, har man tænkt dybere over betydningen af de uendelig mange individer: Det indebærer ikke blot, at man skal løfte sin fair andel af byrden, men videre, at man skal forstå netop de gode egenskaber og talenter, man selv har, og så bidrage med dem.

For ledere indtil et vist niveau er det et godt sted at være, men filmen knækker den dag, man får et så stort ansvar, at man ikke længere kan overskue, hvordan egne værdier og kvalifikationer passer ind i de mange forskellige situationer, man i sidste ende har et ansvar for. Det kan føre til tvivl, tab af selvtillid og i værste fald stress og depression.

Den selvtransformerende: Det egentlige problem for den selvdefinerende er, at han eller hun mener at skulle skabe og forsvare sin egen personlighed. Det er en stor opgave, og for de fleste umuligt i længden. Som McKinsey beskriver det: I længden spiller vi ikke soloer, som vi skal perfektionere – vi er snarere jazzmusikere, der skal jamme med resten af bandet, og altså også følge og lade sig farve af de andre musikere.

For de fleste vil det kræve en overvindelse at erkende, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, og at man ikke på egen hånd sætter sin livsbane: Omgivelserne påvirker også dens retning. Under ti procent opnår denne nirvana af en slutfase i den personlige udvikling, som også indebærer, at man accepterer, at man for at udvikle sig må sætte sig selv på spil – tage imod en udfordring, vel vidende at man vil komme forandret ud af den.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Den nye CEO’s første tid er ofte unødig rodet

Kun et mindretal af store virksomheder i verden formår i praksis at leve op til idealet om en planlagt og kontrolleret udskiftning af topchefen. Og når den nye topchef endelig sidder i stolen, finder personen det normalt sværere end forventet. Især de ukonkrete dele af ledelsesopgaven, som at udvikle toplederteamet, har de uventet svært ved.

Processen med at ansætte en topchef bliver ofte fremstillet som et glansbillede: Bestyrelsen meddeler, at den har fundet en stor kapacitet, og denne person ser frem til at kaste sig over de nye udfordringer. Eller endnu bedre: Den nye topchef er omhyggeligt kørt i stilling i god tid før, at udskiftningen bliver relevant. Executive search firmaer, der jo lever af at få det hele til at glide så godt og smertefrit som muligt, understøtter med deres markedsføring glansbilledet.

Konsulenthuset Egon Zender har udarbejdet en global undersøgelse , hvor man spørger topcheferne selv om, hvordan det gik. De 402 topchefer, der har deltaget, tegner et noget broget billede: Rekrutteringen kom for de fleste meget pludseligt og var mindre end optimal. Og selv om de naturligvis godt vidste, at det er svært at være øverste leder af en stor virksomhed, blev størstedelen alligevel overrasket over, hvor svært det var.

Egon Zender fremhæver fem resultater af undersøgelsen, som man finder særligt bemærkelsesværdige:

1) Kun 44 procent angav, at deres ansættelse skete som led i et planlagt skifte af topchef. Ved over halvdelen af rekrutteringerne har bestyrelsen altså haft eller opfattet et behov for at handle hurtigt, uafhængigt af eventuelle forudgående planer.

2) Af internt rekrutterede topchefer angav blot 28 procent, at de var fuldt klædt på til opgaven. Ved eksternt rekrutterede topchefer var andelen dog noget højere, nemlig 38 procent.

3) Efter ansættelsen mente 79 procent af topcheferne, at det var nødvendigt for dem ikke blot at transformere virksomheden, men også sig selv. 60 procent angav, at de havde brug for en periode med intens selvrefleksion.

4) 47 procent blev tillige overraskede over, hvor vanskeligt det var at udvikle virksomhedens topledelse.

5) Måske allermest påfaldende: Det ellers meget hypede, tætte samarbejde mellem topchef og bestyrelsesformænd fungerer efter førstnævntes mening sjældent. Kun 28 procent af topcheferne gik til deres bestyrelsesformand for ærlig feedback. For en del skyldes det dog, at de ikke søger feedback i det hele taget, og 38 procent ville i givet fald gå til formanden. Til sammenligning ville 51 procent spørge en eller flere af direktørerne umiddelbart under sig.

Naturligvis er alt ikke gråt i gråt. Virksomheder bliver ledet, og de fleste på en måde, så de skaber værdi for både ejere, kunder og medarbejdere. 82 procent af topcheferne var da også komfortable med at udvikle virksomhedens vision. 87 procent kunne tale åbent om virksomhedens problemer, og 57 procent var komfortable med at vise personlige følelser. 70 procent står uden at kny på mål for upopulære virksomhedsbeslutninger.

Men samtidig er de fleste altså overraskede over, hvor svær opgaven er. Især volder de ukonkrete opgaver med et psykologisk indhold, som at gennemføre kulturelle ændringer og at udvikle lederteamet, hovedbrud. I den anden ende af skalaen har det overrasket positivt, at det var til at tale med såvel interne som eksterne stakeholdere. Især er det påfaldende, at mange CEO tilsyneladende finder sammen i fællesskab med hinanden, som modvægt til den ensomhed, en topleder nemt kan føle i egen virksomhed.

De fleste topchefer får en stor del af deres aflønning i form af bonusprogrammer, hvor gevinsten udløses indenfor få år. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at det kun er 27 procent, der ser det at skabe umiddelbar værdi for sig selv og aktionærerne som en af de vigtigste opgaver. Her er det i stedet den langsigtede værdiskabelse, og det at skabe en virksomhedskultur ud fra et defineret formål, der er topscorerne.

Sten Thorup Kristensen 

Log ind