Annonce
Log ud Log ind
Alle artikler Side 49

Fem spørgsmål ved indgangen til bestyrelseskarrieren

Med en bestyrelsespost følger magt og ansvar. Og selvom der er en læreperiode, må det nyvalgte medlem straks træde i karakter og vise eksempler på sine særlige kompetencer. Her er en guide til, hvordan nye bestyrelsesmedlemmer håndterer den første vanskelige og arbejdskrævende tid.

Det er som regel modne og erfarne erhvervsfolk, der kommer i spil til bestyrelsesposter i større virksomheder. Men al begyndelse er svær, og også de første skridt i en bestyrelseskarriere bliver taget med usikkerhed.

Her er fem vigtige spørgsmål, som bestyrelseskandidaten eller det nye bestyrelsesmedlem bør stille sig selv.

Skal jeg sige ja til det første tilbud om en bestyrelsespost? Spørgsmålet kan naturligvis ikke besvares entydigt. Men som udgangspunkt bliver de fleste overraskede over, hvor meget tid bestyrelsesarbejde tager – specielt i begyndelsen, hvor man skal sætte sig ind i både arbejdsformen og den konkrete virksomhed.

Typisk er der ikke tale om arbejde, man kan udskyde til en anden gang. Advarslen betyder dog ikke, at man skal vælge en spændende mulighed fra, blot at man skal være opmærksom på, at det langt fra er nogen gratis omgang.

I vurderingen af, om man skal takke ja, kan det indgå, om man finder virksomheden så interessant, at man har lyst til at beskæftige sig med den de næste mindst 5-6 år, en bestyrelsespost typisk varer. Ligeledes kan man vurdere, om man svinger sammen med formand, topchef og bestyrelseskolleger.

Hvordan forberede jeg mig til første bestyrelsesmøde? Når man har sagt ja til en bestyrelsespost, har man naturligvis allerede lavet en grundlæggende research om virksomheden. Men med det formelle valg følger en bunke pligtmæssigt læsestof.

Hertil kommer det, man kan tilføje selv. Det kan f.eks. være studier af virksomhedens økonomiske KPI’er for at danne sit eget indtryk af, hvor virksomhedens styrker og svagheder ligger.

Det kan også være studier af, hvordan regnskabet mere præcist er stillet op. Selv om der er love og regler for den slags, varierer det fra virksomhed til virksomhed, hvordan pengestrømmene mere præcist bliver konteret. Og så kan det være besøg i virksomhedens maskinrum.

Selv om virksomhedens produktion måske er ligefrem og intuitiv, er der alligevel overraskelser, når man ser, hvordan det foregår i praksis. Møder med direktion og bestyrelsesmedlemmer er nyttige, og tillige finder mange en formel bestyrelsesuddannelse nyttig. Denne kan også være en del af introduktionsprogrammet.

Hvor meget skal jeg sige under de første møder? En almindelig menneskelig reaktion vil være, at man bruger de første møder på at lytte. Helt så beskeden behøver man dog ikke være.

Nok er man uerfaren, men man er trods alt valgt ind på baggrund af en kompetence eller egenskab. Og når denne er relevant for dagsordenen, er det godt at byde ind. På den måde får de øvrige bestyrelsesmedlemmer også hurtigere en føling med, hvad man står for.

Hvordan kan jeg øve indflydelse på bestyrelsen og virksomheden? Det er specielt et spørgsmål, der er relevant for de bestyrelsesmedlemmer, der kommer med en meget konkret ekspertise, f.eks. inden for digitalisering eller risikostyring. Her kan det mere eller mindre fra dag ét være relevant at optræde som mentor for ledelsen eller at være med til interviews med kandidater til leder- eller specialiststillinger.

Det vil dog naturligvis afhænge af virksomhedens situation. Men der er også mulighed for vigtige bidrag under selve bestyrelsesmøderne, hvor den, som kommer med en særlig ekspertise, må være med til at undervise mindre vidende kolleger, og specielt at sætte foden i døren, hvis de er ved at bevæge sig ud på et vildspor.

Hvordan håndterer jeg uenigheder og bekymringer?
Det er nemmere sagt end gjort – det er sin sag for et nyvalgt bestyrelsesmedlem at irettesætte garvede kolleger. Der er også alle mulige varianter af menneskelighed, man må tage højde for. F.eks. kan en kontant og overfladisk udmelding fra en kollega blot være et udtryk for dennes form, og alle forstår, at han i praksis accepterer nuancerne.

To ting kan være med til at dæmpe det akavede: Dels at man omhyggeligt læser bestyrelsesreferater fra i hvert fald det seneste år, så man får en føling med, hvordan de andre medlemmer agerer. Dels at man i begyndelsen fremsætter sine egne synspunkter som spørgsmål, så man ikke blankt irettesætter en kollega, men i stedet spørger ind til baggrunden for dennes synspunkter.

Download gratis White Paper om Bestyrelsesuddannelser
Download gratis White Paper om Bestyrelsesuddannelser

Tommy Ahlers: De fem vigtigste erfaringer fra min karriere

Tommy Ahlers har lært meget som leder af sin tid både som iværksætter og minister i den tidligere regering. Han er som leder især formet af sin tid som iværksætter og leder i en række teknologivirksomheder. Her beretter han om sine vigtigste erfaringer som leder.

Et liv som iværksætter, ansat leder og minister har lært Tommy Ahlers en række ting, som han bruger i sin hverdag som folketingspolitiker. Her får du hans bud på de vigtigste ting, han har lært i sin tid som erhvervsmand og senere minister.

1. Du skal have den store vision
”Det kan være, at det lyder banalt. Men du er nødt til at have en stor vision for det, du vil. Min allerførste virksomhed blev ikke til noget, netop fordi den ikke havde en vision. Den havde en række konkrete produktideer, men da den fejlede i markedet – og det gør virksomheder jo tit – så var der ikke mere at gøre, netop fordi den ikke havde en vision for, hvad den skulle.

I den virksomhed ville vi – husk det var i 2005 – gøre det muligt at sende sms’er fra computere i stedet for kun fra mobiltelefoner. Det viste sig så, at det var der ikke et marked for. Hvis den store vision havde været noget i retning af ”at gøre det nemmere at kommunikere”, havde jeg stadig et grundlag for at gå videre med den forretning. I stedet ville vi slå e-mailen ihjel, og det var det, vi hele tiden målte os op imod. Da det ikke lykkedes, var der ikke mere at gøre.

Du kan tage Amazon som et eksempel på, hvordan det skal gøres. De havde en vision om, at alle bøger, uanset sprog, som nogensinde var udgivet, skulle være til rådighed på mindre end 60 sekunder. Det er dejligt nemt at kommunikere. Her er det konkret og meget langt fra luftig konsulentsnak. Visionen skal både være meget konkret og tegne fremtiden. Den skal både afspejle din passion og evnen til at tjene penge.

Visionen er også vigtig, hvis jeg skal overtale nogen til at gå ind som medarbejdere i min start-up, hvor der er en stor risiko, eller få nogle investorer til at sætte penge i min virksomhed. Det samme gælder, hvis jeg skal fortælle dem derhjemme, at det er lidt hårdt, og at jeg ikke kommer til at tjene helt så meget.

Med den store vision er man også bedre stillet, hvis du skal have de unge til at arbejde for dig. De vil se et formål for den virksomhed, som de arbejder for.”

2. Find de rigtige strukturer
”Du skal indrette din virksomhed, så det bliver tydeligt for medarbejderne, at du er okay med, at de prøver nye ting af, selv om de måske ikke lykkes. Det er okay at fejle. Det har jeg opereret med som iværksætter, hvor folk har det fint med ikke at lykkes, netop fordi de har valgt at prøve noget helt nyt uden sikkerhedsnet.

Det man skal huske er, at hvis det er en måde at lede på, som du vil have som virksomhedens DNA, skal du have nogle strukturer, som understøtter det. Så nytter det ikke, at du på kvartalsmøder eller månedlige møder slår folk oven i hovedet med noget, de ikke nåede i sidste måned eller kvartal. I stedet skal man begynde møderne med at tale om, hvad man har prøvet af, og hvad man har lært. Det gør, at folk vænner sig til, at det er noget, som bliver værdsat. Det er med til at ændre tankegangen. Det er med til at skubbe udvikling fremad i stedet for den der meget forkrampede måde, at man kun er en succes, hvis man er lykkedes med noget.

Men siger man, at det skal være ok at fejle, bliver det nemt en floskel. I stedet for skal man lægge fokus på, at man har lært noget af det. I mine virksomheder håbede vi jo på, at den tilgang var med til at skabe noget, når vi roste dem for at prøve noget af. Selvfølgelig er man jo nødt til at fyre folk, hvis de aldrig lykkes med noget. Det er helt fint at prøve noget nyt, men man skal altså stadigvæk også levere nogle resultater. Og det gør man som regel også, hvis man lærer noget af sine fejl.”

3. Vær tydelig
”Det har jeg både taget med mig fra start-up verdenen og fra ministeret, nemlig tydelig ledelse. Men måske mest fra min tid som minister, fordi start-ups har en indforståethed om, hvad det hele går ud på, fordi de begynder som små enheder. Medarbejderne har været med på rejsen fra helt lille virksomhed til noget større.

Men som minister er virkeligheden, at medarbejderne ikke har været med på rejsen. Så her bliver det meget, meget vigtigt, at det er helt tydeligt, hvad du mener. Du skal konkludere efter hvert møde. Du skal gentage, hvad du mener. Det handler om at gentage, gentage og gentage. Ellers risikerer man, at der bliver begået fejl, som kunne være undgået. Jeg tror, at det er en fejl, som ledere, der er vant til mindre virksomheder, nemt kommer til at begå, fordi de ikke er vant til at håndtere store organisationer.

Gentagelse fremmer forståelsen. Jo større organisationen er, jo større er chancen for, at der sidder fem medarbejdere på et personalemøde, som aldrig har hørt dig sige det her før.”

4. Vær klar på hvad du bruger din tid på
”Det, jeg lærte af min chef i Citrix, var, at man skulle bruge en tredjedel af sin tid på driften, en tredjedel på de ansatte, især de nye ansatte, og den sidste tredjedel på den helt langsigtede strategi. Sagen er, at de fleste, som sidder i en lederposition, nok føler, at de ender med at bruge 90 procent af deres tid på driften. Og når det hele så brænder på, laver man en strategi.

Årsagen er nok, at man involverer sig i for meget af driften for at være sikker på, at det bliver præcis lige som, man vil have det. Det har jeg selv oplevet, når jeg er begyndt fra bunden. Selv om jeg har 27 ansatte, har jeg tænkt, at det må jeg nok hellere lige selv ordne. I stedet for at overlade det til andre og fokusere på det vigtigere som at få ny kapital ind fra investorer.”

5. Hav det sjovt
”Jeg har altid haft det sådan, at det skal være sjovt. Man skal sørge for at involvere sig i ting, som er sjove at have med at gøre. Selvfølgelig skal man også sørge for at få alt det gjort, som måske ikke er så spændende. Men det er vigtigt at huske at grine. Man bliver både bedre som chef, og man holder længere. Selv når det går hårdt til, er det vigtigt at holde humoren, nemlig for at holde en fornuftig distance til det at være presset. Ellers risikerer det meget nemt at blive forkrampet. Det at kunne grine lidt af det hele, gør også, at man tør lidt mere.”

Guide: Særlige udfordringer for familieejede virksomheder

Mange familieejede virksomheder har problemer med generationsskifte, viser en undersøgelse. Blandt andet er det vanskeligt at vurdere objektivt, om næste generation besidder de nødvendige kompetencer. Man må også på andre områder træffe svære valg om, hvad der vigtigst – familien eller virksomheden.

Regelsæt om god selskabsledelse blev udformet med særlig tanke for børsnoterede virksomheder, sekundært andre virksomheder med flere eksterne ejere. Men også familieejede virksomheder har brug for god ledelse, og de fylder meget mere i samfundsøkonomien, end man får indtryk af i medierne. Eksempelvis i EU står familieejede virksomheder bag næsten halvdelen af jobskabelsen.

Konsulenthuset Russel Reynolds har i et studie af 242 familieejede virksomheder i otte europæiske lande, herunder Danmark, identificeret, hvor det særligt kniber med at få den gode selskabsledelse til at leve op til idealerne.

Der ses særligt tre udfordringer:
For det første er det svært for den reelle leder i en familieledet virksomhed at overdrage den til næste generation. Det ønsker de fleste, men flere ting står i vejen. Nogle gange er der stridigheder i familien, eller medlemmerne frygter, at en strid skal bryde ud, når de diskuterer arvefølgen. Derfor bliver denne diskussion fortrængt, og i stedet sker lederskiftet ofte på en uhensigtsmæssig måde.

Men selv hvis der er fodslag i familien, lurer en fare: Man kan ikke nødvendigvis objektivt vurdere, om arvingen også er kompetent til at tage over. Mennesker holder jo almindeligvis af deres børn, og overvurderer måske på den konto podernes evner.

Konsulentfirmaet ser det som en barriere i henseende til generationsskifterne, at familiemedlemmer ofte fylder relativt meget i de familieejede virksomheders bestyrelser. Især når man nærmer sig et lederskifte er et større antal uafhængige medlemmer, og specielt sådanne, der selv har erfaring som CEO, en god ide.

For det andet kæmper mange familier for at bevare kontrollen over deres virksomhed. Dette ønske om kontrol vil være en barriere, hvis der er brug for mere kapital, eller hvis en fusion med en konkurrent er den forretningsmæssigt optimale vej at gå.

For det tredje handler det ikke blot om at bevare den praktiske ledelse eller ejerskabet i familien. Det er også i en bredere forstand et ønske at bevare familiens ånd i virksomheden. For at opnå det, kan man fra en tidlig alder oplære unge familiemedlemmer, og giver dem ofte en plads i bestyrelsen. En bestyrelsespost kan også være en god læreplads, men governancemæssigt er det ikke optimalt, blandt andet fordi der ikke bør være overtal af familiemedlemmer i bestyrelsen.

Sammensætningen af bestyrelserne er et kapitel for sig. Selv om der ofte er ét familiemedlem, der har kontrol over virksomhedens drift, har størstedelen konkluderet, at det er optimalt at adskille funktionerne formand og CEO – uanset hvilken af disse, det dominerende familiemedlem sidder på. Adskillelsen indebærer den fordel, at formanden har ryggen fri til at tænke på familiens langsigtede interesser.

Bestyrelserne er ofte relativt små og medlemmerne har ofte relativt få specifikke kompetencer, som supplerer ejerlederens egne kompetencer. Et andet karakteristisk træk er, at de uafhængige medlemmer får lov til at sidde betydeligt længere tid, end de gør i børsnoterede selskaber. Dette forklares med, at det er svært at finde de rette personer, der passer ind i familiens tankegang, og som er parate til at påtage sig den på nogle måder svære opgave at have formel magt over familiemedlemmer, som alle ved sidder med den reelle magt.

Hvad skal vi med kvinder…
Danmark skiller sig på nogle punkter ud i undersøgelsen. Relativt mange danske familieejede virksomheder har uafhængige formænd, nemlig 30 procent. Formændene tenderer også til at være forholdsvis unge, nemlig i gennemsnit 59 år, hvor man specielt i Sydeuropa oftere sætter en ældre patriark fra familien på den post.

For så vidt angår de menige medlemmer, der er rekrutteret uden for familien, er de danske virksomheder blandt dem, som oftest benytter lejligheden til at hyre en udlænding, og dermed at få et internationalt perspektiv på sagen. Derimod er et kvindeligt perspektiv tilsyneladende ikke efterspurgt herhjemme. Kun 11 procent af eksterne bestyrelsesmedlemmer er kvinder, mod 35 procent i undersøgelsens øvrige otte lande.

Forskere: Coronakrisen vil udløse positive forandringer

Under anden verdenskrig kom de amerikanske kvinder ud på arbejdsmarkedet, og mange af dem blev på det efter krigen. Tilsvarende vil nogle af coronakrisens omvæltninger have varige effekter, anfører Harvard-forskeren Amy C. Edmondson. Hun og kollegerne ser en række positive muligheder, som her gennemgås.

Det kan virke ligegyldigt nu og her, hvor coronakrisen nærmer sig sit klimaks. På den anden side vil det måske også være en trøst at tænke på tiden efter. Her vil krisen naturligvis have nogle alvorlige økonomiske følger.

Men rent organisatorisk i virksomhederne vil der samtidig være nogle meget positive eftervirkninger, vurderer en række forskere fra Harvard Business School. Deres tanker om det er samlet i en artikel på universitets hjemmeside.

Michael Beer hæfter sig ved den kommunikation, topledelserne bruger i disse uger. Den er i de fleste tilfælde langt mere åben og ærlig, end den plejer at være. Toplederne er nødt til at imødekomme medarbejdernes behov for informationer. Også når meldingen er, at ledelsen mangler viden og er usikker.

Toplederne har også brug for medarbejdernes respons, så der er typisk højere til loftet end sædvanligt i henseende til at acceptere kritik. Man skaber således en tillidsbaseret kultur, og den er der mulighed for at bevare, når krisen er overstået.

Virksomheder er også kommet tættere på deres kunder, fremhæver Ryan W. Buell. Som udgangspunkt har kunden altid ret, men der er situationer, hvor virksomheder beder om deres kunders hjælp, som når biografer inden filmen minder publikum om at slukke deres mobiltelefoner, og som når hoteller opfordrer gæster til ikke at bruge unødigt mange håndklæder.

Antallet af den slags relationer, hvor man beder kunder tage et særligt hensyn, er eksploderet som følge af krisen, og i nogle tilfælde er det også ganske store tjenester, man beder kunderne om.

For virksomhederne er der en mulighed for at udbygge den tættere relation, man nu har fået til kunderne, og også kunderne vil have gjort erfaringer med, at de godt kan bidrage til virksomheden – i en normaliseret situation måske til gengæld for prisnedslag eller andre fordele.

En anden ting, som boomer lige nu, er hjemmearbejde. Mange virksomheder og deres medarbejdere har pludselig lært redskaber som Skype og Slack at kende. Nogle funktioner i virksomhederne kan benytte disse redskaber, også når det ikke længere er nødvendigt, og der vil komme mere hjemmearbejde.

Forskning har vist et produktivitetstab ved hjemmearbejde, men Raj Choudhury finder det modsatte, forudsat man indretter sig hensigtsmæssigt. Det handler dels om at lære at bruge redskaber som de førnævnte. Men nok så vigtigt er det, at virksomhederne finder ud af at adressere de hjemmearbejdendes sociale behov for omgang og kommunikation med kolleger.

Det er, i parentes bemærket, også meget vigtigt at tænke på i den nuværende tvangsmæssige situation.

Amy C. Edmondson beskæftiger sig forskningsmæssigt med arbejde i teams, og hun håber, at de mange nye arbejdsrelationer, folk har deltaget i under krisen, vil resultere i mere dynamiske organisationer, hvor medarbejdere kan flyde mellem teams. Det er måske ikke meget mere end et lønligt håb, for det stiller meget store krav til åbenhed og tillid i organisationen.

På den negative side har coronakrisen yderligere demonstreret et forhold, som mange heldigvis i forvejen var på sporet af: Der er grænser for, hvor meget man kan bruge globaliseringens fordele: Hvis man f.eks. går efter de billigste leverandører, gør man også sig selv meget sårbar, hvis den region, de befinder sig i, at den ene eller anden grund må lukkes ned. Risikoen må spredes, og det vil blive et vanskeligere job at være supply chain manager, vurderer Stephen P. Kaufman og Willy C. Shih.

Endelig konstaterer Rosabeth Moss Kanter, at virksomhedernes CSR-strategier i disse uger bliver tryktestet, og at der bagefter vil være gode og dårlige erfaringer at høste. Mange virksomheder har rettet deres samfundsansvar mod nogle meget specifikke parametre, som når de fleste supermarkeder i dag aktivt promoverer økologi.

Men i sidste ende handler CSR ikke om at gøre gode gerninger, men om på et dybere plan at være forbundet med sine omgivelser. I en situation som den nuværende, hvor man må være fleksibel og rette ind efter andres behov, er livet ekstra svært for de virksomheder, der er fokuseret på egne rigide organisationer, lyder det.

Bestyrelser påtager sig langt større ledelsesansvar

Bestyrelsesmedlemmer forestiller sig, at de i fremtiden også vil have den praktiske lederrolle på betydeligt flere områder – herunder nogle, der som en selvfølge tidligere lå hos direktionen. Det viser en undersøgelse. Det er særligt diskussioner om CSR, bæredygtighed og omdømme, der driver udviklingen.

Det vækker ofte forargelse, når topchefer modtager eksorbitante lønninger, men forargelsen er næsten endnu større, når der er store lønforhøjelser til bestyrelsen. Det afspejler måske, at man i den brede offentlighed stadig forestiller sig, at bestyrelsen sidder i en tilbagetrukken rolle: Den skal holde øje med topledelsen, og herunder godkende dens forslag til strategi, men så heller ikke meget mere. Imidlertid er disse og andre kontrolfunktioner blevet meget mere omfattende, i takt med at myndighedernes regulering er blevet mere finmasket, og aktiemarkedet stiller krav til god selskabsledelse. Og oven i det kommer et andet element, viser en undersøgelse fra rekrutteringsfirmaet Heidrick & Struggles: Bestyrelserne er godt på vej til at overtage mange af de daglige ledelsesfunktioner, der i dag ligger i direktionen.

Større ansvar for omdømme
Konsulentfirmaet har spurgt respondenterne – dels bestyrelsesmedlemmer, dels investorer – på hvilke områder bestyrelsen i dag er øverste, praktiske ledelsesorgan, og på hvilke man vil være det i fremtiden.

Topscorerne giver næsten sig selv: Med mindre der er særlige situationer, f.eks. at virksomheden er ejerledet, er det næsten en selvfølge, at det er bestyrelsen, der sætter rammerne for ”arvefølgen” i direktionen samt for aflønningen af denne. Men det er karakteristisk, at på de fleste af punkterne forventer man stigende operationelt lederskab fra bestyrelsen. Et eksempel er virksomhedens omdømme. Her ser 27 procent i dag bestyrelsen som den faktiske ledelsesinstans, mens 53 procent forventer, at den vil være det i fremtiden.

Heidrick & Struggles tolker det som en følge af sociale medier. Hvis en virksomhed tidligere fik et omdømmeproblem, f.eks. fordi den havde ansvar for en konkret situation med forurening, var det (groft sagt) en ligefrem praktisk opgave at rydde op og iværksætte markedsføringstiltag, indtil omdømmet igen var tilfredsstillende.

I dag kan dårligt omdømme brede sig som en løbeild på Facebook og Twitter, også uden at virksomheden faktisk har gjort noget galt. Omdømmet følger tidens mere eller mindre flygtige dagsordner. Dermed bliver det en kompleks del af strategi og meget andet, som bestyrelsen har et ansvar for.

Men bestyrelsen vil også i højere grad påtage sig den praktiske lederrolle på områder, hvor begrundelsen for det er mindre konkret – f.eks. den langsigtede værdiskabelse og fastlæggelse af risikoprofil i investeringerne. Det har de fleste hidtil regnet som direktionens gebet, men det forventer de ikke at gøre i fremtiden. Måske er det en udløber af, at de stigende krav til kontrolfunktionerne har gjort det nødvendigt at finde mere konkret kvalificerede bestyrelsesmedlemmer, og når man nu har dem, kan de lige så godt overtage praktiske lederroller.

Sagen kan også være, at når kontrolansvaret er blevet mere konkret (i modsætning til tidligere, hvor det et stykke hen ad vejen var mere teoretisk), vil man også i højere grad have styr på de beslutninger, der bliver truffet, og som man senere vil blive stillet til ansvar for.

Sværere at tolke er det, om kontrolfunktionerne faktisk er blandt de få områder, som bestyrelserne i højere grad vil overlade til direktionerne. Det gælder både efterlevelse af myndighedskrav og interne kontrolprocedurer. Det er allerede i dag noget, som de fleste bestyrelser overlader til direktionerne at stå i spidsen for, men endnu flere vil gøre det i fremtiden.

Yderligere to interessante træk træder frem: For det første er diskussionen om virksomhedens formål eller meningsfuldhed ved at trænge igennem. I dag er det blot 13 procent af bestyrelserne, der tager lederskab i henseende til at opbygge en formålsdrevet kultur, men 40 procent forventer at gøre det i fremtiden. Der er til dels tale om en anden måde at sige på, at bestyrelserne tager ansvar for CSR og bæredygtighed, vurderer konsulentfirmaet.

Det andet interessante træk er, at meget få i dag tager lederskab for den digitale transformation, og ikke mange flere forventer at gøre det i fremtiden. Vi er nede omkring 10-15 procent.

Torben Klitbo: Jeg ansætter mere efter kemi end kompetencer

Artikelserie toplederinterviews: Her er mine fem vigtigste erfaringer fra min karriere. Torben Klitbo var idemanden bag restaurantkæden Cofoco, indtil han solgte sin andel i 2016. Hans erfaringer som leder er formet af tiden som iværksætter bag en række forskellige restaurantkoncepter. Torben Klitbo beretter her om sine vigtigste ledelseserfaringer til journalist Peder Bjerge.

Skal man have succes som iværksætter inden for restaurationsbranchen, er man nødt til at tænke anderledes end konkurrenterne. Det viser de fem vigtigste ledelseserfaringer, som Torben Klitbo har gjort sig gennem sin karriere som iværksætter og leder. Han var med til at banke Cofoco-kæden op fra en enkelt restaurant på Vesterbro til 16 restauranter over det meste af København, inden han forlod den for at begynde forfra som iværksætter.

Som det første fremhæver Torben Klitbo også en erfaring, der adskiller sig fra de fleste af de andre ledere, som optrådt i denne artikelserie.

  1. Ansætter efter kemi mere end kompetencer

”Nu har jeg ikke en lederuddannelse. Det hele er selvlært, og jeg har også begået mange fejl. Men noget af det, som har betydet mere og mere for mig gennem tiden, er, at jeg arbejder med nogle folk, jeg har lyst til at være sammen med.

Helt fra begyndelsen har jeg ansat folk efter deres menneskelige egenskaber mere end deres kvalifikationer. Hvis der nu er nogen, som f.eks. ikke er gode til excel-ark eller at regne portioner ud i et køkken, kan jeg lære dem det. Men jeg kan ikke lære dem at kommunikere ordentligt. Så jeg har altid ansat folk efter, om jeg har lyst til at se dem dagen efter, når de kommer på arbejde. Altså om de har de rigtige menneskelige værdier.

Selvfølgelig har jeg haft et ønske om at tjene penge. Men min egentlige drivkraft har været lysten til at gøre det, jeg gør. Jeg plejer at sige, at jeg ikke har været på arbejde siden 2003, hvor jeg blev udlært som kok.

Jeg har levet af min hobby. Jeg har haft hjertet med mig i alt det, jeg gør. Så det skal de ansatte også have. Det skal være pisse-sjovt at gå på arbejde. Ikke nødvendigvis fordi man sidder og klasker lår over vittigheder. Men hvis ikke det er sjovt at gå på arbejde for mig og medarbejderne, kommer vi aldrig til at lykkes. At arbejde 70 timer om ugen, selv om man synes, at man er stresset midt i et helvede, er ikke godt for nogen. Gider man ikke se sine kolleger over en øl efter arbejdstid, bliver det aldrig en god arbejdsplads, så derfor skal det menneskelige være i orden.”

  1. Jeg skal være et forbillede

”Det er det helt klassiske med, at jeg er den første, som kommer og jeg er den sidste til at gå. Alle skulle gerne have den klare fornemmelse af, at jeg ikke bare ligger derhjemme eller kører rundt i en stor bil. Jeg skal også stå ude i produktionen, hvor jeg er med til at pakke både de første og de sidste sandwiches.

Nu har jeg åbnet en ny restaurant, hvor jeg også selv er med til at stå ude i opvasken. Det betyder, at alle, når de går forbi, lige selv tager noget af det rene med fra opvasken og sætter på plads. Måske tænker jeg ikke over det i hverdagen. Men hvis ikke jeg gør det, hvorfor skulle alle de andre så gøre det?

Dem, jeg har haft mest respekt for gennem min karriere, er dem, som har lavet noget. Det var ham kokken, som af sig selv kom ud for at give opvaskeren en hånd med. Dem vil jeg jo hjælpe til hver en tid. Det gælder også mine medarbejdere. Jeg vil kunne ringe til dem på hvilken som helst tidspunkt, 24 timer i døgnet, når det brænder på. Netop fordi man har opført sig ordentligt overfor dem.”

  1. Pak ikke tingene ind

Noget af det, jeg vel har lært de sidste par år, er at være mere ærlig og afstemme forventninger. Jeg vil ikke sige, at jeg har været konfliktsky, men jeg har ikke villet træde andre folk over tæerne. Nu er jeg blevet bedre til ikke at pakke tingene ind.

For eksempel skal folk ikke komme og bede om fri, når de skal til tandlæge eller gerne vil en tur til Paris med kæresten. I stedet siger jeg, at det skal de selv styre. Jeg har fuld tillid til, at de er her fuld tid. Om det er 35 timer eller 40 timer er lige meget. Det er frihed under ansvar. Hvis jeg en dag føler, at de pjækker eller ikke leverer, skal jeg nok sige det til dem. Indtil da skal de ikke spørge mig, om de må det ene eller det andet. Når mine unger skal gå Lucia-optog, skal jeg heller ikke fortælle alle, at jeg går to timer før. Det gør jeg bare.

Generelt har det fungeret godt. Min erfaring er, at det sætter folk altså pris på. Det er et større gode end at have 2.000 kr. mere i lønningsposen. Tag nu den restaurant, jeg er ved at åbne, her spørger jeg én af de ansatte, hvor meget han vil arbejde. Jamen han er fra udlandet, så han vil gerne arbejde mange timer. Og så videre til den næste. Og den tredje. Det bestemmer de selv. Så tager vi sammen den resterende tid. Det fungerer fint. Samtidig ved alle godt, hvornår der er tryk på, så er det ikke der, de er væk.”

  1. Ansvaret ender altid hos dig – uanset hvor kloge medarbejderne er

”Jeg har aldrig været bange for at ansætte folk, der var dygtigere end mig. Men på den anden side har jeg ikke haft held til at ansætte folk, der var klogere end mig. Det jeg mener, er, at selv om jeg har ansat folk med høje kvalifikationer for at løse nogle problemer for min virksomheder, har jeg altid endt med selv at skulle løse dem. Har jeg et problem, kan jeg ikke ansætte mig ud af dem. Jeg er selv nødt til at løse dem.

Hvis nu en del af virksomheden har tabt penge, kan jeg ikke ansætte en til at ordne det. Det er i hvert fald ikke lykkedes for mig indtil nu. Måske er det, fordi jeg selv har svært ved at give ansvaret fra mig, men det er i hvert fald ikke lykkedes for mig. Det er f.eks. aldrig lykkedes mig at ansætte en driftsdirektør, som kan tage sig af en bestemt del af forretningen. Jeg har altid selv skullet være der for at få tingene til at lykkes.”

  1. Du skal have styr på alle detaljerne

Jeg er nødt til at forklare alle helt ned i detaljen, hvordan tingene skal være. Jeg skal kunne forklare alle konkret og i billeder, hvordan jeg vil have stemningen og alt i en restaurant. Jeg har nogle skrækeksempler på at have ansat restaurantchefer, som begynder at lave om på indretningen eller købe duftlys i Jysk Sengetøjslager.

Lektien er, at hvis jeg ikke selv har det fuldkommen klart for mig selv, hvordan jeg vil have den her butik, jamen hvordan skal jeg så nogensinde få køkkenchefen til at gøre det rigtigt. Eller restaurantchefen eller tjenerne. Derfor er jeg nødt til at skrive konceptet ned i alle detaljer og visualisere, hvordan alle mine brands skal være helt konkret.  Medarbejderne kan ikke udføre deres arbejde, hvis ikke jeg har styr på alle detaljer for det enkelte brand.

Tag et konkret eksempel. Jeg havde en restaurant, hvor tjeneren skulle forklare, hvordan vinen var blevet til. Hvor druerne kommer fra. Hvordan man smager vinen. Og så videre. I en anden restaurant stiller man bare vinen på bordet og siger ikke mere. Det passer til det koncept. I den ene restaurant må der gerne være skår i glassene, mens de i den anden restaurant skal være blankpolerede.”

Peder Bjerge

Guide: Fem trin for at sikre enkelhed i organisationen

Trods mange tiltag for at modvirke kompleksiteten i store virksomheders organisationer, er der alligevel tendens til, at det kører skævt. Eksempelvis mellemledere, der oplever, at der kræves handling af dem. Men den slags ekstra mellemled kan have negative effekter. Topledelsen må arbejde for at forenkle forretningsprocesser i virksomhedens kultur, lyder rådet fra Heidrick & Struggles.

Gennem de seneste årtier er der taget utallige tiltag til at skabe mere enkelhed og overskuelighed i virksomhederne. I 00’erne blev Lean udbredt, og i 10’erne har agilitet været det store ideal. Oveni hører man jævnligt om mere klassiske tiltag, som at en ny topchef fjerner et ledelseslag eller to. Med denne forenklingsindsats skulle man tro, at store virksomheder blev mindre og mindre komplekse, eller at de i det mindste holdt status quo.

Men det er ikke tilfældet. Et studie fra Harvard har opgjort, at kompleksiteten i store organisationer i gennemsnit stiger med syv procent om året. Det er ikke ensbetydende med, at kompleksiteten i samfundet vokser tilsvarende: Nogle gange drukner de store virksomheder i deres eget bureaukrati, og nye og mere effektive virksomheder overtager deres plads.

Men det er naturligvis en ringe trøst for dem, der er ved at gå under. Konsulentfirmaet Heidrick & Struggles har udarbejdet en fempunktsplan , som skal hjælpe komplekse virksomheder med at forenkle:

Definer ambitionen: Enkelhed er alt andet lige godt, men der kan også være gode grunde til, at en organisation er kompleks. Så selv om bureaukrati og hierarkier kan være en byrde i hverdagen, skal man overveje, om de også er for stor en byrde. Det kan være en hjælp at undersøge, om der er absolut sammenfald mellem vision, formål og strategi. I modsæt fald er det en indikator for, at der er uhensigtsmæssig kompleksitet. Det er konstruktivt at begynde med at sætte sig et mål for at bekæmpe denne. En medicinalvirksomhed sigtede f.eks. efter, at den ville spare en mio. arbejdstimer, der reelt blot var spild.

Sæt et spejl op: Ledelsen må undersøge, hvordan kompleksiteten opstår, og hvordan den forårsager spild. Det kan f.eks. ske ved sammenligning med processer i andre virksomheder og ved interviews, undersøgelser og observationer internt. Hos nogle virksomheder indgår spørgsmål om kompleksitet i årlige personalesurveys.

Prioriter indsatsen: Efter at have identificeret, hvor i virksomheden problemerne ligger, er det tid til at lægge en strategi for, hvordan man gør noget ved dem. Uden en sådan strategi skyder man med spredehagl, og det kan have den modsatte effekt af det tilsigtede. Overordnet er der flere redskaber, man kan tage fat i. Nogle kan bestå i ændringer, der kommer fra toppen, og som virker ned gennem hele organisationen, som da Adobe afskaffede performance management. Andre redskaber vedrører de formalia, der skal overholdes, når to afdelinger interagerer, og andre igen kan være helt nede på gulvet og f.eks. tage sigte på at afskaffe procedurer, der gør daglige mø- der unødigt lange.

Sæt i værk: Det er naturligvis ikke nok at lancere strategien – den skal også implementeres i praksis. Dette kan f.eks. ske ved, at topledelsen personligt tager nogle initiativer for at vise resten af organisationen, hvordan man tænker, det konkret skal foregå. Uddannelse eller coaching af mellemledere er også en mulighed.

Gør det holdbart: Måske kan man med sin strategi nedbringe kompleksiteten her og nu med f.eks. 10 eller 20 procent. Men hvis man ikke gør andet, vil gevinsten hurtigt blive spist igen af den løbende opdrift. En opfattelse af, at kompleksitet er af det onde, skal altså rodfæstes i kulturen. Til en start kan man tage det med i formulerede værdisæt. Det har f.eks. Amazon gjort.

I henseende til den langsigtede effekt må man også se på, hvad der skaber kompleksitet i første omgang. Heidrick & Struggles nævner et par tænkte eksempler:

1) Salgschefen opretter et kommunikationsforum, der virker på medarbejdernes mobiltelefoner. Det er smart, men chefen har glemt at forholde sig til, hvilke kommunikationsfora, der findes i forvejen.

2) Den nye chef for f.eks. marketing vil dels forstå organisationen, dels vise, at han forbedrer den, så han indfø-rer nye rapporteringssystemer for medarbejderne – men uden at forholde sig til, hvordan de virker sammen med eksisterende rapporteringssystemer, og om den nye rapportering overordnet er relevant.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Transformation forudsætter udvikling af personalet

Når en virksomhed ændres gennemgribende, vil medarbejderne typisk have brug for nye værktøjer, både fagligt og menneskeligt. Det må ledelsen tage højde for ved selv at gå foran og deltage i medarbejderudvikling – ellers sender det et forkert signal. Dette er anden artikel om ”ti snubletråde for en succesfuld transformation”, baseret på en artikel fra to forskere fra IMD. Første artikel finder du her.

I tidens omskiftelige verden melder virksomheder ofte ud, at de vil transformere sig selv, eksempelvis gennem en fusion, en omstrukturering eller en større digital transformation. Ifølge nylige undersøgelser er det dog kun hver fjerde transformationsproces, der når alle sine mål, og mange fejler helt.

Professorerne Michael Watkins og Dr. Janet Spencer fra IMD har i artiklen ”Ten Reasons Organizational Transformation Efforts Fail” identificeret de typiske problemer, som spænder ben for de gode intentioner. I seneste udgave beskrev vi de første fem snubletråde, og her følger en beskrivelse af de sidste fem:

For lidt fokus på virksomhedens kultur: Transformation af en virksomhed vil næsten uundgåeligt også indebære en nødvendig gentænkning af dens kultur. Det kan være en af de ting, som ledelsen ubevidst viger tilbage fra, dels fordi den også selv er påvirket af virksomhedens eksisterende normer, dels fordi det er mindre håndgribeligt end så mange andre opgaver under transformationen. Den fornødne kulturelle ændring kan dog også være ganske konkret, hvis transformationen f.eks. indebærer en anden tilgang til kunderne. Så kan man oplære især sælgerne i, hvordan de nu skal gøre. Det er dog vigtigt, at man ikke tror, det er gjort med sådan en oplæring. Den skal følges op med f.eks. kommunikation om succeshistorier fra ”marken”.

Mangelfuld feedback: En transformation er en omfattende proces, og begynder det først at gå skævt, kan det være svært at rette op på. Artiklens forfattere sammenligner det med en sejlbåd, der kan komme ud af kurs. For at undgå dette, må man være omhyggelig og systematisk med, at ledelsen får og opsamler feedback. Kernen i det kan være et simpelt whiteboard, hvor man hakker af, efterhånden som kort- og langsigtede delmål bliver opnået.

Men for at det skal fungere, skal de relevante medarbejdere også instrueres i, hvad de præcist skal melde tilbage om. Det er også vigtigt, at processen indeholder en fleksibilitet: Man skal sætte tid af til at træde et skridt tilbage og vurdere, om der er behov for at justere den oprindelige plan.

Momentum går tabt: Menneskers hverdag er bygget op omkring vaner, og der vil være en naturlig tendens til, at medarbejderne først stritter imod, men derefter hurtigt etablerer en ”ny normal”. Det sidste kan være lige så problematisk som det første, for rigtige transformationer tager år at gennemføre. Det er altså vigtigt at holde momentum. I den henseende skal ledelsen være forsigtig med, at den ikke for tidligt kommer til at kommunikere et budskab, som medarbejderne vil tolke sådan, at alt nu er på plads. En konkret trussel mod momentum er, at nøglemedarbejdere skifter roller – nogle forlader helt virksomheden; og andre skal flyttes til nye funktioner indenfor virksomheden.

Manglende fokus på farten i transformationen:
Selv om der skal være en erkendelse af, at en transformation tager tid, skal det heller ikke være en sovepude: Organisationen skal forstå, at der skal være en fremdrift. Flere ting kan stoppe denne. Herunder at mellemledere er usikre på, hvad der forventes af dem, at gamle beslutningsprocesser bliver afskaffet, uden at nye er på plads, at personlige relationer mellem medarbejdere bliver brudt, og at hele organisationen hænger i et limbo i den periode, der går fra topledelsen lægger den strategiske retning, til denne er konkretiseret overfor medarbejderne.

Utilstrækkelig talentpleje: Når man rykker rundt på medarbejderne, vil disse ofte have brug for nye kompetencer. Det gælder ikke blot de rent faglige kundskaber. Hvis den nye organisation f.eks. er mindre hierarkisk og har færre ledelseslag, skal medarbejderne også vænne sig til, at de ikke bare kan spørge deres daglige chef – de skal også formå at kommunikere på tværs og nogle gange endda lave en form for lobbyarbejde for at få deres synspunkter hørt. Derfor vil en eller anden form for medarbejderudvikling være påkrævet. Det er vigtigt, at dette også omfatter de øverste ledelseslag, og dette på en synlig måde, således at de menige medarbejdere ikke oplever, at det bare er dem, der skal kostes rundt med.

Sten Thorup Kristensen

Kvinder i ledelse: Sådan kæmpede vi os frem til toppen

Konsulenthuset SpencerStuart har snakket med 85 kvindelige topledere om deres syn på, hvad der var afgørende for deres succes med at nå frem til ledelsestoppen. Virksomheder skal særligt fokusere på at fremme kvinder i de funktioner, hvorfra de fremtidige ledere typisk hentes, lyder en af erfaringerne.

Mange virksomheder har målsætninger om at få flere kvinder ind i topledelsen. Men det har vist sig at være nemmere sagt end gjort. Der er færre kvinder end mænd at rekruttere fra. Men det er ikke i sig selv nogen god grund til at give op.

For også andelen af kvinder, der kommer ind i rekrutteringsgrundlaget til en fremtidig lederposition, er som regel lavere end for mændene. Så problemet opstår allerede i bunden af en virksomheds hierarki, og altså der, hvor man fem eller ti år senere finder kandidaterne til en stilling i direktionen.

SpencerStuart har undersøgt, hvor barriererne konkret ligger. Det er sket ved interviews med 85 kvinder, der faktisk har nået direktionsniveauet. Hvilke udfordringer har de særligt måttet kæmpe med, og omvendt, hvad har i særlig grad fungeret for dem? Rekrutteringsfirmaet uddrager fire konklusioner:

”Sponsorer” virker. Går man ud i en gennemsnitlig virksomheder, vil man finde flest kvindelige mellemledere i støttefunktioner såsom HR, kommunikation og til dels regnskab. Desværre er disse ledelsesposter sjældent et springbræt til at blive direktører. Dem henter man i stedet fra funktioner, hvor lederskabet har direkte indflydelse på virksomhedens resultatopgørelse.

Skal man med tiden have flere kvinder ind i direktionen, skal man altså styrke deres karriereforløb i funktioner som f.eks. operations og salg. Her er ”sponsorater” eller mentorer fra mandlige ledere overordentligt effektive. Det peger hele 79 procent af kvinderne i undersøgelsen på – som noget, der har været vigtigt for dem. Til sammenligning peger næsten ingen på formelle lederprogrammer som vigtige for dem.

”Sponsorer” er her mere end blot mentorer, der inspirerer og rådgiver. De repræsenterer også i konkrete sammenhænge ”klienten”, og de bruger deres netværk til at fremme dennes karriere.

Ubevidst kønsbias står i vejen. Hele 86 procent af de kvindelige direktører mener, at de undervejs mod toppen havde mødt større eller mindre forhindringer i form af mænd, som drog forkerte slutninger om deres ambitioner og ønsker, alene ud fra deres køn. Næsten lige så mange mener at have mødt eksempler på, at der reelt var forskellige standarder for mænd og kvinder.

Meget af det er velment, som når mandlige ledere ikke har villet risikere at såre unge kvindelige aspiranters følelser. Andet er mere patroniserende, som antagelser om kvindens familiemæssige prioriteringer. Under alle omstændigheder er det noget, der kan bekæmpes ved åbenhed og samtale. Det er dog ikke blevet nemmere efter MeeTo, der har gjort mænd mere forsigtige med, hvordan de agerer overfor kvindelige underordnede.

Resultater og netværk. En virksomhed kan naturligvis ikke få en direktørkandidat ud af en kvinde, der ikke selv spiller med, og næsten alle kvindelige direktører ser det som en af de vigtigste faktorer i deres karrierer, at de viste resultater. Altså ikke bare at de leverede resultater, men også at de sørgede for, at der var opmærksomhed på det.

Netop i den sammenhæng er personlige netværk vigtige, både deltagelse i ledelsesnetværk og deltagelse i andre sociale aktiviteter med overordnede og ligestillede. Mange kvinder ser det som en udfordring, at fælles aktiviteter uden for arbejdstiden er meget mands-orienteret, eksempelvis deltagelse i fodboldkampe, som ofte er mest tiltrækkende for mænd.

Planlæg karrieren. Uanset hvilket køn, man har, vil det ofte styrke en karriere, at man i store træk planlægger, hvor man vil hen. Sådan planlægning nævner da også omkring halvdelen af direktørerne som vigtig for dem.

Men det kan også være et tveægget sværd på den måde, at mænd måske mere generelt sigter mod at komme så højt op, som de kan, mens kvinder oftere vil tage sigte efter en synlig position pænt højt oppe i hierarkiet, men ikke i dets top. Dermed kan de lande på en af de poster, der er en blind vej i henseende til at blive CEO, f.eks. som HR-direktør.

At der skulle være en sådan kønsforskel er måske blot en fordom, men under alle omstændigheder skader det ikke, hvis virksomheden på en eller anden måde taler med sine unge lederaspiranter af begge køn om, hvad de ønsker sig af fremtiden, og hvordan specifikke karrierevalg vil åbne for nogle muligheder, men lukke for andre.

Whitepaper - bestyrelsesnetværk
Download gratis whitepaper om Bestyrelsesnetværk og redskaber

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser