Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 47

McKinsey: Konsekvenser af et worst case-klimascenarie

Det anerkendte konsulenthus McKinsey har analyseret, hvad global opvarmning konkret betyder. Konklusionen fra de normalt saglige konsulenter er opsigtsvækkende: Store dele af Indien og Pakistan bliver mere eller mindre ubeboelige. Det vil medføre store menneskelige og kulturelle tragedier. Og virksomheder, der har outsourcet produktion til de udsatte områder, bør vurdere deres risici.

Indsatsen for at reducere udledningen af klimagasser er for alvor ved at komme op i omdrejninger. Men hvor de årlige COP-konferencer mellem statsledere stadig henfalder til store ord og politiske armlægninger, har mange lande på egen hånd strammet kravene til virksomhederne. Men det markedsmæssige trækker nok mest: Investorverdenen og politiske forbrugere trækker et stort læs, også uden politikernes hjælp.

Konsekvensen er at erhvervslivet og venturefonde i disse år investerer enorme summer i klimavenlige løsninger. Men investorer og erhvervsledere ved, at de nye initiativer kun er en del af den strategiske opgave. De skal også forholde sig til risikoen for, at projekterne ikke lykkes. Eller at noget går galt i omgivelserne; eksempelvis at den globale opvarmning af en eller anden grund alligevel løber løbsk.

Accelererende temperaturstigninger
Så hvad er det for nogle ulykker, virksomhederne kan se frem til i de kommende år, hvis den globale opvarmning kommer ud af kontrol? Det har McKinsey analyseret. Konsulenthuset præsenterer i analysen nogle eksempler, hvor det pointeres, at det er worst case-scenarier, hvis det ikke lykkes at nedbringe udledningen af klimagasser.

I dette scenarie vil temperaturen frem mod 2050 stige med syv grader celsius i de arktiske egne, som bliver hårdest ramt, og mere moderat i verden som helhed med 3-4 grader. Til sammenligning er den globale temperatur steget med godt én grad siden 1880’erne. Det er altså accelererende temperaturstigninger, det handler om.

Selvom de arktiske egne vil opleve de største temperaturstigninger, vil de økonomiske effekter være nok så dramatiske der, hvor der er varmt i forvejen. Specielt områder i Indien og Pakistan kan blive ramt. McKinsey vurderer, at der i disse områder hvert år vil være en sandsynlighed for, at temperaturen kommer over et punkt, hvor det vil være livsfarligt for raske mennesker at opholde sig udendørs. Aircondition vil altså være nødvendig. Men alligevel vil tabet af arbejdstimer blive 2,5 – 4,5 procent i katastrofeårene. Også andre typer af naturkatastrofer, eksempelvis oversvømmelser, vil blive mere almindelige. Det vil både medføre direkte økonomisk tab og udfordre verdensøkonomien. Eksempelvis har mange virksomheder outsourcet produktionen til et geografisk område, hvor den kan foregå økonomisk optimalt, men som også er en højrisikozone med hensyn til klimaforandringer.

På fødevareområdet står blot fem ”kornkamre” i verden for 60 procent af verdens produktion af korn og ris. Også her vil man skulle foretage foranstaltninger for at undgå fødevaremangel i katastrofeår.

Allerede i dag er der områder på jorden, hvor klimaet ikke er egnet til menneskeligt liv på grund af for meget kulde eller varme eller for høj hyppighed af naturkatastrofer. Men denne uegnethed for menneskeliv vil brede sig til mange flere regioner, og nogle steder vil man se op til en firedobling i hyppigheden af naturkatastrofer.

Afledte effekter
Orkaner og oversvømmelser kan ødelægge infrastruktur, og det kan have konsekvenser langt ud over de konkret berørte områder, hvis man f.eks. derfra henter en sjælden råvare, som er essentiel i en række sammenhænge.

I den finansielle sektor er man vant til at arbejde med risikoscenarier, og efterhånden som effekterne af klimaforandringer måtte blive tydeligere, vil investorer reallokere deres investeringer. Det ser man allerede i nogle geografiske markeder. I Florida, hvor der er risiko for oversvømmelser, har det allerede påvirket boligpriserne, som i de berørte områder ses negativt påvirket med 15 til 30 procent frem mod 2050.

Allerede for over 30 år siden forlystede den danske popgruppe Shu-bi-dua sig med at fabulere over Costa Kalundborg som det nye ferieparadis. Det scenarie kan faktisk blive virkelighed, hvis europæiske turister ikke længere søger mod syd for at opleve varme, men tværtimod mod nord for at opleve en mere behagelig relativt kølig temperatur.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan tiltrækkes og fastholdes talenter i 2020

Ingen kan spå om fremtiden. Men man kan gøre forsøget, anfører rekrutteringsfirmaet Korn Ferry i en guide, hvor det giver sit bud på nye tendenser omkring pleje og fastholdelse af talenter. Velkendt er det, at kampen om den dygtige arbejdskraft bliver hårdere og hårdere. Så det gælder om at ramme de virkemidler, som tiltrækker og fastholder de mest talentfulde.

Korn Ferry gennemgår de ti tendenser omkring tiltrækning og fastholdelse af talenter i denne guide :

Ledelse med et meningsfuldt formål: For ikke så længe siden var det ledelsens opgave at fastlægge en strategi, for så at beordre/motivere medarbejderne til at føre den ud i livet. Det har de nye generationer på arbejdsmarkedet ændret på: De lægger stor vægt på, at deres arbejde har en dybere mening, hvilket igen giver en fordel for de virksomheder, der kan definere et højere meningsfuldt formål med deres aktiviteter.

Færre hemmeligheder om aflønningen: I USA angiver 71 procent af de ansatte andre primære mål med deres arbejde end blot høj aflønning. Det gør lønnen til en mere triviel ting. Tidligere normer om, at man holder lønnen fortrolig, er under opløsning. Mange overholder stadig normen. Men det er blevet mere acceptabelt at tale med kolleger om sin løn. Virksomheder kan overveje at tage det i opløbet og indføre en grad af transparens om lønningerne.

Mangfoldighed bør ikke bare være snak: Mangfoldighed har været et af de store ledelsestemaer det seneste årti. Og det er ikke kun i Danmark, at mangfoldigheden på ledelsesniveau i forhold til køn og etnicitet ikke for alvor er slået igennem. Det forbliver dog en god idé for virksomheder at prøve at knække koden, og på den måde nå ud til et større rekrutteringspotentiale.

Slut med at male med den brede pensel: Den lave arbejdsløshed i mange vestlige lande gør det svært at gennemføre store ansættelsesrunder. Men selv når det er muligt, foretrækker virksomhederne at lade ansættelser ske efter specifikke behov i de forskellige afdelinger, og i øvrigt at prioritere direkte værdiskabende funktioner fremfor servicefunktioner. Virksomhederne bør i højere grad have en overordnet politik for, hvem man vil ansætte, og en politik for, hvordan man kan gøre det.

Niche-trend for de mest efterspurgte: Der er en undtagelse fra ovenstående: Når det eksempelvis gælder meget efterspurgte it-specialister, tager virksomhederne dem gerne ind uden de store yderligere overvejelser, og også inden der konkret er brug for dem. Der er ikke nødvendigvis øget lønkonkurrence. Men man kan være mindre kræsen i rekrutteringsprocessen, og man kan også være large med andre goder end løn.

Kunstig intelligens vinder frem i HR: På virksomhedernes karrieresites kan AI hjælpe med til at sortere kandidaterne, og til at oplyse disse om, hvor de mest sandsynligt vil have held med at søge, og hvilke kompetencer de med fordel kan dyrke, f.eks. gennem kurser. AI bruges nu også til at forudsige, hvilke medarbejdere der sandsynligt snart vil sige op, hvis ikke man tilbyder dem noget andet eller mere.

Uddannelse på jobbet: Virksomhederne har stadig behov for nye kompetencer, f.eks. til at håndtere ny teknologi, men med manglen på arbejdskraft har de på den anden side ikke lyst til at tage tid ud af kalenderen til at sende medarbejderne på efteruddannelse. Deraf er født programmer, hvor medarbejderne kan lære nyt, samtidig med at de passer deres daglige arbejde.

Uendelig transformation: Samtidig med ovenstående er der imidlertid opstået et nyt behov for efteruddannelse, temadage og lignende: Mange virksomheder har konkluderet, at deres vilkår hele tiden ændrer sig, og at de altså også selv må være i kontinuerlig udvikling. Ikke bare i henseende til konkrete produkter, men også i henseende til kultur og kompetencer.

Flere nomader på arbejdsmarkedet: I millennials-generationen, som efterhånden er den største på arbejdsmarkedet, er det en udbredt tendens, at mange ikke går efter et fast arbejde. Virksomhederne må afgøre med sig selv, hvordan de forholder sig til det: Skal de alligevel prø-ve at fastholde nomaderne med ekstra goder, eller skal de indrette sig efter, at de kun bliver der i kort tid?

Topledere forsvinder i stort tal: Direktører og bestyrelsesmedlemmer tilhører ofte de store efterkrigsgenerationer, og de begynder at kunne øjne pensionsalderen – hvortil kommer, at et stigende antal af dem bliver presset ud, fordi deres moral ikke matcher de yngre generationers. Det gør overvejelser om arvefølgen i virksomhederne mere presserende.

Sten Thorup Kristensen

De første syv sekunder af dit jobinterview er afgørende

Mødet med den – forhåbentligt – kommende arbejdsgiver kan være en følsom sag. Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvem man konkret skal møde. En vigtig detalje er også, at man skal give sig tid til at betragte den fysiske indretning af virksomheden, ligesom hvis det var et hjem, man besøgte. Og så er de første syv sekunder ved dit jobinterview afgørende, hedder det.

Du har sikkert prøvet situationen: Du ankommer til et jobinterview, og umiddelbart er der noget, der distraherer dig. Det kan være noget så banalt som antallet af personer i lokalet. Eller du finder en af de tilstedeværende særligt tiltrækkende eller det modsatte.

Du føler måske, at det kun er en lille distraktion, som der hurtigt bliver lagt låg på – men så tager du overvejende sandsynligt fejl. Forskning viser, at det første indtryk bliver dannet i løbet af blot syv sekunder. Her afgør man, om den, man står overfor, er sympatisk, udfarende, kompetent og så videre. Og det gælder begge veje. Så firmaets folk danner sig også et indtryk af dig de første syv sekunder.

Naturligvis kan det første indtryk justeres i løbet af et bekendtskab. Men det bliver det ikke i løbet af en jobsamtale, og slet ikke hvis der i løbet af de syv sekunder har væ-ret en let akavet situation, som er velegnet til at bedømme andre menneskers personlighed.

Netop derfor er det vigtigt at være godt forberedt, også på det personlige plan, inden man træder ind i mødelokalet til en jobsamtale, fremhæver Korn Ferry i en guide .

Nedbring risikoen
Man kan ikke helt afværge risikoen for, at samtalen begynder skævt. Men man kan nedbringe risikoen for det. Det gælder, uanset om det handler om første job i karrieren eller en direktørstilling. Rekrutteringsfirmaet giver syv tips til, hvad forberedelsen kan bestå i.

Hvem skal du møde? Du skal ikke lade dig spise af med en melding om, at du skal møde et udvalg. Måske vil den rekrutteringsansvarlige umiddelbart undre sig over, at du spørger til navn og stilling på de tilstedeværende. Men det er almindelig høflighed at oplyse det. Du kan også spørge, om der er noget særligt, du skal vide om de deltagende fra virksomhedens side.

Gør dit hjemmearbejde. Google og sociale medier giver rigelige muligheder for at researche på dem, du skal møde. Hvor har de gået i skole? Hvad har de lavet tidligere ikarrieren? Har de været involveret i offentlige kontroverser? Har du fælles bekendte med dem?

Søg efter fælles interesser. Måske har nogle af de deltagende gået på samme skole som dig, eller de deler samfundsinteresser eller interesse for sportsgrene. I så fald giver det dig en chance for at åbne samtalen et positivt sted. Det skal dog være ærligt, pointerer Korn Ferry – hvis man prøver at foregive en stærk interesse for et eller andet, vil det som regel blive spottet. Det ligger til den menneskelige natur at have antennerne ude, når man møder en fremmed.

Undersøg selskabet. Igen er google og sociale medier en stor hjælp. Vær også sikker på, at du som minimum har læst alt under menupunktet ”om” samt de seneste pressemeddelelser på hjemmesiden. For børsnoterede virksomheder er det også muligt at finde de seneste regnskaber og fondsbørsmeddelelser.

Hvis du kan finde noget, du ærligt kan relatere til, vil det også være en god måde at starte samtalen på. Det kan lyde banalt, men hvis f.eks. virksomheden p.t. er udfordret af et større sagsanlæg, og du tidligere har arbejdet med noget tilsvarende, er der straks fælles fodslag.

Se dig omkring i lokalet. Når man går ind i mødelokalet, vil man måske føle det naturligt og høfligst først at fokusere på de personer, man skal møde. Men man efterlader sig selv sårbar, hvis man ikke giver sig selv mulighed for at orientere sig i lokalet. Hvordan er det indrettet? Hvilken kunst hænger på væggene?

Omkring høfligheden i det fremhæver Korn Ferry, at man vil gøre det samme, hvis man første gang går ind i et andet menneskes hjem, og der vil det faktisk virke uhøfligt ikke at gøre det. Interiøret kan også være det emne, man åbner samtalen med, f.eks. hvis man (igen ærligt) kan lide kunsten på væggene eller det, der bliver serveret.

Tilsvarende kan personlig fremtræden og familierelationer også blive en del af samtalen. Men her skal man være mere på listefødder, og som gæsten i rummet skal man ikke tage initiativ til at gå ud ad den bane. Derimod kan man naturligvis følge med, hvis en af de andre gør det.

Sten Thorup Kristensen

Den ægte virksomhedskultur kommer frem, når chefen ikke er der

Boganmeldelse: Kultur er den stærkeste kraft i universet, og den gennemsyrer den måde, din virksomhed drives på, især når du ikke er der. Det er den måde, medarbejderne reagerer på, når ingen holder øje med dem. Virksomhedskultur handler om, hvad du gør – hvem du er. Sådan lyder det i bogen ”What you do is Who you are” af Ben Horowitz, medstifteren af Intel og venturefonden Andreessen Horowitz.

Da forfatteren etablerede sit første firma, talte han med en stribe erhvervsledere og alle sagde, hvor vigtig virksomhedskultur er. Men næsten ingen kunne sige noget konkret om, hvad det betyder, og hvordan man får den kultur, man gerne vil have. Han brugte 18 år på at finde svaret, og dette svar videreformidler han så i sin seneste bog. Ben Horowitz startede med at søge svar på en række indlysende spørgsmål:

Skal man straks besvare et telefonopkald eller en email? Skal man bo på det dyreste eller billigste hotel? Skal man gå hjem til familien kl. 17 eller kl. 20? Alt det vedrører kultur og holdninger til medarbejdere, ledere og virksomheder. Men svarene siger ikke noget om betydning af virksomhedskultur. Han nåede frem til, at der ikke er enkle svar, for det afhænger af personerne og virksomhedens situation.

En virksomhedskultur kan f.eks. aldrig være den samme i Amazon og i Apple. Amazon bygger på at gøre tingene effektivt og billigt, altså er sparsommelighed i højsædet. Apple lever derimod i kraft af innovation og kreativitet, og dets produkter kan derfor være dyre. Derfor skal sparsommelighed ikke være målet for medarbejderne. Når Apple har brug for at have verdens bedste designere, skal Apple også kunne flotte sig med et nyt hovedsæde til 35 milliarder kr. På USA’s vestkyst var der tidligere et slags virksomheds hierarki som i middelalderen med konger, fyrster, vasaler og soldater. I 1960’erne troede den unge Bob Noyce ikke på den ledelsesform. Han var med-udvikler af de første mikrochips, og han skabte en helt anden kultur i den virksomhed, hvor han arbejdede. En leder skal coache, ikke styre. Han skabte en kultur, hvor alle var ”in charge”, og hvor Noyce var der for at hjælpe. Nogle af medarbejderne brød ud og lavede deres egne firmaer, og pludselig var Silicon Valley startet, baseret på den kultur, Noyce stod for. Siden grundlagde han Intel sammen med en kollega.

De byggede Intel på et lighedsprincip. Medarbejderne var i ét stort rum med brugte kontormøbler. Mellemledere havde enorm indflydelse. Forretningen blev drevet frem af forskning. Hvis der er noget, der karakteriserer Silicon Valley, er det netop idé-udvikling. Men det interessante er, at innovative ideer altid er præget af flere fejltagelser end succeser, og at de altid er kontroversielle. Hvis de er lette at begribe, er de jo ikke innovative.

Dermed nåede Horowitz frem til noget centralt om virksomhedskultur: Det drejer sig om egenskaber, dvs. om at gøre noget, ikke om værdier, som alle bare taler om. Gode intentioner er ikke nok. Det er først, når de er omsat i konkrete handlinger, at de er værd at beskæftige sig med.

Han beskæftiger sig indgående med to krigerkulturer, nemlig samuraierne, der regerede Japan i 700 år, samt Djengis Khan, der skabte verdens største imperium. Og så nævner han f.eks. også en amerikansk bandeleder, Shaka Senghor, der sad 19 år i fængsel, dømt for mord. Han viste en enestående evne til at få kriminelle til at skabe et stærkt team – men også at ændre en fængselskultur til det bedre via sit team.

Kernen i de voldelige eksempler er, at lederne forstår at ændre sig selv og at skabe en kultur, der handlede mere om at præstere noget, der er vedholdende end at komme med flotte programerklæringer. Djengis Khan var f.eks. ligeglad med folks kultur og ”klasse”. Det afgørende var, om de ”var med på holdet.” Samuraierne fulgte otte egenskaber, f.eks. mod, ære, loyalitet og retfærdighedssans.

Gennem sine egne investeringer nåede Horowitz frem til, at respekten handler om virksomheden og ikke om ejeren. Hvis ejeren ikke dur, mens virksomheden har et godt potentiale, må investoren have mod til at sige sandheden til ejeren, uden dermed at ødelægge virksomheden. Man skal gøre det rigtige, og man skal hele tiden gøre noget, det understøtter virksomhedens overlevelsesevne. Dét er kultur. Ikke bare at gøre de ansatte tilfredse. Kultur er ikke snik-snak. Derfor skal en leder også bygge på de personer, der får tingene gjort, uanset deres titel og position og lade dem få kompetence. Lederen skal sørge for, at enhver har ret til at ytre sig, men i sidste ende er det lederen, der bestemmer.
What you do is Who you are, Ben Horowitz, 273 sider, William Collins, 14,57 GDP på Amazon.

Hugo Gaarden

Guide: Fem trin for at sikre enkelhed i organisationen

Trods mange tiltag for at modvirke kompleksiteten i store virksomheders organisationer, er der alligevel tendens til, at det kører skævt. Eksempelvis mellemledere, der oplever, at der kræves handling af dem. Men den slags ekstra mellemled kan have negative effekter. Topledelsen må arbejde for at forenkle forretningsprocesser i virksomhedens kultur, lyder rådet fra Heidrick & Struggles.

Gennem de seneste årtier er der taget utallige tiltag til at skabe mere enkelhed og overskuelighed i virksomhederne. I 00’erne blev Lean udbredt, og i 10’erne har agilitet været det store ideal. Oveni hører man jævnligt om mere klassiske tiltag, som at en ny topchef fjerner et ledelseslag eller to. Med denne forenklingsindsats skulle man tro, at store virksomheder blev mindre og mindre komplekse, eller at de i det mindste holdt status quo.

Men det er ikke tilfældet. Et studie fra Harvard har opgjort, at kompleksiteten i store organisationer i gennemsnit stiger med syv procent om året. Det er ikke ensbetydende med, at kompleksiteten i samfundet vokser tilsvarende: Nogle gange drukner de store virksomheder i deres eget bureaukrati, og nye og mere effektive virksomheder overtager deres plads.

Men det er naturligvis en ringe trøst for dem, der er ved at gå under. Konsulentfirmaet Heidrick & Struggles har udarbejdet en fempunktsplan , som skal hjælpe komplekse virksomheder med at forenkle:

Definer ambitionen: Enkelhed er alt andet lige godt, men der kan også være gode grunde til, at en organisation er kompleks. Så selv om bureaukrati og hierarkier kan være en byrde i hverdagen, skal man overveje, om de også er for stor en byrde. Det kan være en hjælp at undersøge, om der er absolut sammenfald mellem vision, formål og strategi. I modsæt fald er det en indikator for, at der er uhensigtsmæssig kompleksitet. Det er konstruktivt at begynde med at sætte sig et mål for at bekæmpe denne. En medicinalvirksomhed sigtede f.eks. efter, at den ville spare en mio. arbejdstimer, der reelt blot var spild.

Sæt et spejl op: Ledelsen må undersøge, hvordan kompleksiteten opstår, og hvordan den forårsager spild. Det kan f.eks. ske ved sammenligning med processer i andre virksomheder og ved interviews, undersøgelser og observationer internt. Hos nogle virksomheder indgår spørgsmål om kompleksitet i årlige personalesurveys.

Prioriter indsatsen: Efter at have identificeret, hvor i virksomheden problemerne ligger, er det tid til at lægge en strategi for, hvordan man gør noget ved dem. Uden en sådan strategi skyder man med spredehagl, og det kan have den modsatte effekt af det tilsigtede. Overordnet er der flere redskaber, man kan tage fat i. Nogle kan bestå i ændringer, der kommer fra toppen, og som virker ned gennem hele organisationen, som da Adobe afskaffede performance management. Andre redskaber vedrører de formalia, der skal overholdes, når to afdelinger interagerer, og andre igen kan være helt nede på gulvet og f.eks. tage sigte på at afskaffe procedurer, der gør daglige mø- der unødigt lange.

Sæt i værk: Det er naturligvis ikke nok at lancere strategien – den skal også implementeres i praksis. Dette kan f.eks. ske ved, at topledelsen personligt tager nogle initiativer for at vise resten af organisationen, hvordan man tænker, det konkret skal foregå. Uddannelse eller coaching af mellemledere er også en mulighed.

Gør det holdbart: Måske kan man med sin strategi nedbringe kompleksiteten her og nu med f.eks. 10 eller 20 procent. Men hvis man ikke gør andet, vil gevinsten hurtigt blive spist igen af den løbende opdrift. En opfattelse af, at kompleksitet er af det onde, skal altså rodfæstes i kulturen. Til en start kan man tage det med i formulerede værdisæt. Det har f.eks. Amazon gjort.

I henseende til den langsigtede effekt må man også se på, hvad der skaber kompleksitet i første omgang. Heidrick & Struggles nævner et par tænkte eksempler:

1) Salgschefen opretter et kommunikationsforum, der virker på medarbejdernes mobiltelefoner. Det er smart, men chefen har glemt at forholde sig til, hvilke kommunikationsfora, der findes i forvejen.

2) Den nye chef for f.eks. marketing vil dels forstå organisationen, dels vise, at han forbedrer den, så han indfø-rer nye rapporteringssystemer for medarbejderne – men uden at forholde sig til, hvordan de virker sammen med eksisterende rapporteringssystemer, og om den nye rapportering overordnet er relevant.

Sten Thorup Kristensen

Anne Louise Eberhard: De fem vigtigste erfaringer fra min karriere

Som professionel bestyrelsesmedlem trækker Anne Louise Eberhard på sine 30 års erfaringer som leder i Danske Bank-koncernen samt som koncerndirektør i den svenske børsnoterede koncern, Intrum AB. I den periode er hun gået efter at bestride så mange forskellige ansvarsområder som muligt. Det er vigtigt ikke at stå stille som leder, siger hun.

Mundheldet ”skomager bliv ved din læst” passer ved første øjekast meget godt på Anne Louise Eberhard. Igennem sin lange karriere i den finansielle sektor har hun mest holdt sig inden for rammerne af Danske Bank-koncernen. Når man kigger nærmere på de meget forskellige funktioner, hun har bestridt som leder, passer de bevingede ord dog knap så godt.

Anne Louise Eberhard har nemlig med mellemrum insisteret på at flytte sig som leder. Et faktum som i dag kommer hende til nytte som professionelt bestyrelsesmedlem i virksomheder som FLSmidth, Topdanmark og Bavarian Nordic.

  1. Vær opmærksom på at flytte dig

”Selv om jeg besynderligt nok har været 30 år i samme virksomhed, har jeg valgt at fokusere på min mobilitet. Mange mener, at man bør fokusere på at rykke opad i karrieren. Gennem min karriere har jeg også valgt at rykke mig til siden, for at lære noget nyt og blive stærkere, og fordi jeg syntes, at det var sjovt.

Når jeg fremhæver det, er det fordi, jeg mener, at en leders evne til at flytte sig er afgørende. I mobiliteten ligger evnen til at forny sig som leder. Jeg har nogle gange mødt den der med hvad-gik-der-galt, når jeg rykkede. Men der var ikke noget galt. Jeg havde bare lyst til at lave noget nyt.

Vi skal ikke ”zappe”, men når vi flytter os, uanset om det er til en ny stilling eller til en ny virksomhed, tager vi nogle nye kompetencer med os, og det gør os stærkere både fagligt og som ledere.

Den erkendelse kommer fra min tid i Danske Bank, fordi der var der relativt få, der som mig flyttede sig fra corporate finance til kundebetjening til at håndtere risikomodeller til at arbejde med kapitalfonde. Og så videre. Det tror jeg egentlig ikke var normalt for Danske Bank. Det gælder nok mange store virksomheder, men medarbejdernes interne mobilitet er vigtig for de store virksomheders sammenhængskraft. I begyndelsen har det for mig nok været en ”rejselyst” og lysten til at lære nyt. Men i de senere år har det været lysten til at forstå tingene på tværs, at være mere holistisk i virksomheden.

Her skal vi også huske, at en virksomhed har brug for forskellige typer af ledere gennem sit liv. Nogle gange er der behov for transformationer, andre gange skal forretningen konsolideres. Og det er ikke nødvendigvis den samme person, som er den bedste til de forskellige faser af en virksomheds liv. Så derfor skal vi arbejde med vores selverkendelse og se, når vi ikke længere er den rigtige til den rolle, som der er brug for på det tidspunkt.”

  1. Diversitet skaber bedre beslutninger

Som mennesker er vi generelt tilbøjelige til at omgive os med mennesker, som ligner os selv. Det gør tingene nemmere, fordi vi taler samme sprog, har samme referencerammer osv. Men det er også farligt. Forskning viser, at teams, der er diverse, træffer bedre beslutninger, selv om de måske bruger mere tid på at komme frem til beslutningerne.

Hvis vi omgiver os med mennesker, som er anderledes end os selv, vil vi oftere komme ud i nogle diskussioner, før vi træffer vores beslutninger. Men beslutningerne bliver bedre, når det er personer med meget forskellige kompetencer, geografi, alder, religion, køn, kulturer, etc., som bliver hørt.

Samtidig skal virksomhedens ledelse også afspejle det univers, som den bevæger sig i, uanset om det gælder kunder, partnere, eller andre stakeholders. Vi skal forstå trends, kunders præferencer og andet. Jeg tror, at den erkendelse er kommet igennem årene, hvor bankernes forretningsmodel blev udfordret, samt gennem mine mange års arbejde med kunder, både erhvervskunder og forbrugere.

  1. Husk den indre motivation

Man skal skelne mellem den indre og den ydre motivation. Den sidste er den, som handler om, at vi går på arbejde for at tjene penge og få status. Den indre motivation er den, som handler om, at vi tror på det, vi gør.

Man skal ikke underkende den ydre motivation. Men som ledere er vi også nødt til at forstå den indre motivation. Vi er nødt til at sikre, at vores ledelsesteams og medarbejdere forstår de overordnede formål med virksomheden; altså hvorfor vi er her som virksomhed. Den er fuldkommen afgørende for at opnå succes som virksomhed og som mennesker.

Jeg havde en gang på Harvard en professor, der spurgte: ”What is your purpose?” Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi gør ”det rigtige” og det, vi tror på. Det gælder både for os som ledere og for vores medarbejdere. Hvis vi skal f.eks. skal drive forandringer eller implementere nye tiltag, lykkes vi kun, hvis vi kan få hele organisationen til at forstå virksomhedens rejse, hvorfor den er vigtig, og hvad den enkelte medarbejder eller leder skal gøre anderledes i morgen. Jeg tror, at den unge generation er mere fokuseret på vigtigheden overordnede formål og mission, end vores generation nødvendigvis har været.”

  1. Lær af hinanden

”F.eks. små og store virksomheder kan lære utroligt meget af hinanden. Det at drive en meget stor international virksomhed er lidt lige som en supertanker. Den har sin egen inerti. Noget andet er starte sin egen virksomhed, hvor innovation og agilitet er afgørende. Jeg mener, det er vigtigt, at de store lærer om innovation og agilitet af de små, mens de mindre virksomheder kan lære noget fra de store, når det gælder om f.eks. at standardisere og skalere.

Det er slet ikke let, og særligt i store virksomheder har man som topledelse en meget vigtig opgave i at støtte de gode nye initiativer og agiliteten, så de ikke bliver slået ihjel.”

Det er et privilegium for mig at have arbejdet i store organisationer og samtidig arbejde med start-up, f.eks. i fintech-miljøet. Det giver et fantastisk billede af to verdener med hver sine styrker og svagheder.

  1. Transformation

Det er måske en tilsnigelse, men nogle vil sige, at vi ikke har set virkelige opfindelser de sidste 50-70 år, men at vi de seneste mange år har udviklet på de teknologier, vi kender. Det er måske en årsag til, at vi har så lav en vækst globalt. I den virkelighed er vi nødt til hele tiden at forny os og søge efter at gøre tingene bedre og mere effektivt.

Men det er bare ikke nok i en verden, hvor vi endelig har fået bæredygtighed øverst på agendaen. De store udfordringer, som verden står overfor, bliver ikke løst af sig selv. Det stiller større krav til, at virksomhederne hver især bliver mere bevidste om deres rolle i verden, og hvordan de kan skabe større værdi for flere. Vi taler jo i dag om stakeholder value snarere end shareholder value, og samlet stilles vi som direktion og bestyrelse overfor stigende krav og kompleksitet.

Rigtig mange virksomheder står over for betydelige transformationer. Alle disse forhold stiller stigende krav til os som ledere – og ikke mindst til vores evne til at samarbejde i ledelserne og bestyrelserne.

Et godt eksempel på det, er i mine øjne Ørsted, som har drevet en stor transformation af hele virksomheden. Det er jo stærk ledelse, både af bestyrelse og direktionen.

Guide: En proces for bestyrelsens evaluering af sig selv

Engang var det lige så utænkeligt, at bestyrelser evaluerede sig selv og deres arbejde, som at Folketinget gjorde det. Medlemmerne var jo valgt af selskabets højeste myndighed, generalforsamlingen. Det har ændret sig, i takt med at myndighedskrav direkte eller indirekte øver større indflydelse på, hvem aktionærerne kan og bør vælge. Men hvordan griber man det an?

Efterspørgslen efter evalueringer af bestyrelsens arbejde stiger, men der findes endnu kun meget få retningslinjer for, hvordan det skal gøres. Over årene har der udviklet sig en praksis i mange selskaber, men nu er det på tide med noget mere systematik i processen. Det anerkendte amerikanske advokatfirma Weil, Gotshal & Manges gennemgår i en guide seks faser i en effektiv evalueringsproces.

Først lidt om timingen af en evaluering: Forfatterne vurderer, at de enkelte bestyrelser må beslutte, hvor ofte de skal evaluere sig selv. Der er ikke noget skema, der passer til alle selskaber. En mulighed er at gennemføre evalueringen årligt, hvilket f.eks. er udgangspunktet for de danske anbefalinger om god selskabsledelse . En anden mulighed er at gøre det ved passende lejligheder.

Det kan være, når der alligevel sker udskiftning af CEO’en, et større opkøb eller en transformation af virksomheden. Men det kan også være mindre konkret, og være udløst af, at man har konstateret, at samarbejdet i bestyrelsen har haltet, eller at den i et eller flere spørgsmål ramte forbi skiven.

Fase 1: Fastlæg et formål. En evaluering behøver ikke omfatte alle emner, og det vil afhænge af anledning og form, hvad der er relevant at tage op. Men mulighederne er f.eks. de fagkompetencer, der er repræsenteret i bestyrelsen, dens diversitet, medlemmernes uafhængighed, mødernes forløb og kvaliteten af fremsendt skriftlige materialer, relationen til den daglige ledelse, sammensætning af bestyrelseskomiteer og behandlingen af relevante større temaer for selskabet.

Fase 2: Hvem skal evalueres? Er det kun selve bestyrelsen, eller er det også dens komiteer og endda de enkelte medlemmer? Det sidste er internationalt i hastig fremgang, så cirka 40 procent af bestyrelserne nu gør det. Men det er omdiskuteret, om det er godt eller skidt. Det kan nemt ende i et blame game, og selv hvor kritik er velment og berettiget, kan den få bestyrelsesmedlemmerne til at gå i defensiven, eller skabe en dårlig stemning i bestyrelsen. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Forfatterne hælder til, at vel gennemført vil den individuelle evaluering faktisk styrke tilliden bestyrelsesmedlemmerne imellem, og give dem nye værktøjer til at håndtere vanskelige beslutninger. Man kan eventuelt vælge at engagere en ekstern facilitator til disse ømtålelige diskussioner.

Fase 3: Fastlæg rollerne for ledelse og direktion i evalueringen. Det er vigtigt, at bestyrelsesformanden tager ejerskab til evalueringen, så ansvaret ikke flyder ud. Eventuelt kan CEO og andre fra topledelsen inddrages, men ikke i en ledende funktion i henseende til evalueringen. Men husk også at finde en metode til at evaluere bestyrelsesformanden.

Fase 4: Fastlæg metodikken. Grundlæggende er der tre fremgangsmåder, som kan kombineres efter behov: Skriftlige spørgeskemaer (som bør opdateres fra gang til gang, så det ikke bliver en rutinepræget øvelse), interviews af medlemmerne, foretaget af enten formanden eller et uafhængigt medlem, og interviews foretaget af en ekstern facilitator.

Det sidste vinder frem og har da også sine klare fordele: Den eksterne kan medbringe erfaring fra andre selskaber, og medlemmerne vil typisk kunne tale mere frit over for ham eller hende end over for en bestyrelseskollega.

Fase 5: Analysér resultaterne og reager på dem.
Denne del kan nemt blive for overfladisk, så man bare konstaterer numeriske frem- eller tilbagegange. I stedet bør de overordnede resultater sammenholdes med aktuelle begivenheder i selskabet og bestyrelsen, og man bør også se på tone og stemning i besvarelserne. Efter behandlingen i den relevante komite bør resultatet fremlægges i bestyrelsen, hvor man diskuterer, om arbejdet på nogle punkter skal lægges om.

Fase 6: Overvej offentliggørelse. Mens det kun undtagelsesvist vil være relevant at offentliggøre specifikke resultater af evalueringen, vil mange investorer efterlyse informationer om, hvordan den er foregået, og hvilket overordnede retningslinjer, der er for den. Denne efterspørgsel imødekommer stadig flere virksomheder.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan forberedes en øget udbredelse af coronavirus

Smitten er den farligste i nyere tid, fordi den spreder sig geografisk så hurtigt. De fleste virksomheder har forhåbentlig allerede gjort tiltag for at holde deres medarbejdere udenfor fare. Men coronavirus giver også anledning til en række taktiske overvejelser for virksomheder af både defensiv og offensiv karakter.

Det har været en af globaliseringens svøber, at smitsomme sygdomme, som vi tidligere dårligt havde hørt om i vesten, hurtigt kan blive trusler for os på den anden side af jorden. Med erindringen om SARS, fugleinfluenza, ebola og andre sygdomme føler vi os måske også vaccinerede – om ikke mod selve sygdommene, så mod frygten for dem. I sidste ende kræver en banal influenzaepidemi jo også tusindvis af dødsofre, bare i Danmark.

Der er heller ikke grund til stor panik over coronavirus. Men der er god grund til at tage den meget alvorligt. Ganske vist er dødeligheden for de sygdomsramte ”kun” 2-3 procent mod 6,6 procent ved SARS tilbage i 2002 og 2003. Men til gengæld er den langt mere smitsom, fremhæver analysehuset Bain & Company i gennemgang .

Og coronavirus kan få langt større negativ effekt på den globale økonomi. Kinas økonomi fylder i dag 16 procent af verdensøkonomien, mod blot 4 procent dengang, vi havde SARS. Disse forhold betyder, at mens myndighederne kæmper for at begrænse sygdommens udbredelse og de medfølgende dødsfald til det mindst mulige, må enhver virksomhed også gøre, hvad den kan, for dels at holde sine medarbejdere uden for fare, dels at undgå store, økonomiske tab – og måske endda komme ud af corona-krisen med et forspring til konkurrenterne.

Bain & Company foreslår følgende opmærksomhedspunkter for bestyrelser og direktioner:

1) Tilpas den langsigtede strategi. Undersøg og vurder om markedsvilkår og relevante kapitalmarkeder ændrer sig som følge af epidemien. Definer hvor virksomheden ønsker at stå, når smittefaren er overstået, og overvej hvor virksomheden kan investere for at vinde markedsandele.

2) Juster 2020-planen. Gå igennem budgettet og prioriterer omkostninger ud fra, hvordan toplinjen ser ud til at ændre sig.

3) Beskyt medarbejderne. Brug de penge, der skal til, for at sikre medarbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø.

4) Forbered nyansættelser. I perioder med kriser og udfordringer er der altid virksomheder, der er nødt til at fyre medarbejdere. Det giver mere kapitalstærke virksomheder mulighed for at rekruttere talenter. Overvej i den anledning personalebehov på kort og mellemlangt sigte.

5) Hold øje med nye muligheder for opkøb. Opkøbsemner kan pludseligt være blevet finansielt pressede, og dermed tilgængelige til en lavere pris, og nye opkøbsemner kan vise sig at have et større økonomisk potentiale end hidtil antaget.

6) Tilpas organisationen. Analysér mulige besparelser på administration og indirekte omkostninger. I en krisesituation er der tryghed og strategiske muligheder i at have økonomiske ressourcer til rådighed.

7) Tilpas forretningen hurtigt. I forlængelse af ovenstående punkt: Handl hurtigt, hvis der viser sig muligheder i form af nye markeder, nye alliancepartnere og lignende, eller hvis sygdommen f.eks. gør en revision af markedsføringsstrategien relevant.

Det er endnu ikke muligt at prognosticere, hvor stort et tab coronavirussen vil medføre. I forbindelse med SARS-virussen var det faktisk forholdsvis beskedent. Væksten i kinesisk økonomi faldt fra cirka 11 procent i første kvartal 2003 til cirka 9 procent i andet kvartal. Men det sidste var nogenlunde i overensstemmelse med normen på den tid, så det er vanskeligt at fastslå, hvad der skyldtes SARS, og hvad der skyldtes andre ting. I de efterfølgende kvartaler steg væksten igen.

Men en eller anden effekt havde SARS, og man kunne se det på, at det især var i de direkte berørte sektorer, at væksten faldt. F.eks. faldt transportsektorens vækst med over
5 procentpoint som en direkte følge af, at myndighederne begrænsede bevægelsesfriheden for mennesker og myndigheder. Generelt var der størst væksttab i serviceerhverv. I forhold til dengang er der sket den forandring, at en meget større del af økonomien foregår online. Her er det teoretisk set muligt at køre uændret videre, fordi de ansatte strengt taget ikke behøver møde hinanden eller deres kunder. De kan arbejde videre fra deres hjem, eller i hvert fald fra deres lokalområde. Helt sådan er det naturligvis ikke i praksis, men det er et af de åbne spørgsmål, i hvilket omfang den netbaserede økonomi undgår tilbageslag som følge af coronavirussen.

Sten Thorup Kristensen

Lederen skal kende de fire livsfaser for at forstå sig selv

Mennesker udvikler sig gennem livet, men ikke lineært. Psykologer mener, at mennesker udvikler sig i fire faser ud over barndommen. Indgående kendskab til disse fire faser er nyttigt ikke blot i henseende til at forstå de personer, man møder i karrieren, men til at kende sig selv og vokse som leder.

En af største udfordringer gennem livet for den enkelte lyder sådan: At vurdere, hvad der foregår i hovedet på andre mennesker. I ledelse, og specielt i topledelse, er det særligt vigtigt. Lederen må vurdere sine medarbejdere, de personer, han eller hun forhandler med som leverandører eller kunder, konkurrenten eller økonomiske kriminelle, der angriber virksomheden, og slutteligt altså ikke mindst sig selv. Det sidste er vigtigt for den personlige udvikling, som er en forudsætning for at nå de langsigtede mål.

Næsten alle mennesker kender til betydningen af personlig udvikling, og hvordan den ofte er knyttet op til konkrete begivenheder, glædelige eller sørgelige. Men ifølge McKinsey ser forskere i psykologi i dag ikke sådan på det, at personlig udvikling foregår ved at nye facetter gradvist bliver føjet til.

Et bedre billede er at se det som årringe i et træ: Man begynder med en kerne, og uden om det kan der gennem livet blive føjet nye lag til. Men altså uden at kernen eller gamle lag forsvinder. De vil også vise sig engang imellem. McKinsey gennemgår fire sådanne årringe, som man typisk kan udvikle i løbet af en livstid.

Den selvstændige: Mange ledere vil have oplevet medarbejderen, der viser en unuanceret vrede over et eller andet forhold på arbejdspladsen. Måske ser man det igen hos teenagesønnen eller -datteren, når man kommer hjem, for det er netop dette udviklingstrin, der her kræver sin ret. Det udgør et meget stort spring fra barndommen, når man erkender sig selv som handlende aktør, der ikke længere accepterer forældrenes overhøjhed, og som har lagt afstand til barndommens fantasiverden. Men det er stadig rigidt og rigoristisk.

Den socialiserede: Anderledes populær, i hvert fald i første omgang, er den medarbejder, der altid gør, som der bliver sagt, og som bidrager med et positivt sind til møder og sociale arrangementer. I mindre udviklede samfund, der ikke udsættes for krig eller andre katastrofer, er det en særdeles hensigtsmæssig tilgang, som ofte også er slutpunktet i den personlige udvikling.

I den moderne virkelighed er det dog i længden frustrerende, at medarbejderen ikke engang imellem siger fra, også med kant, når han kan se, at lederen bestemmer noget uhensigtsmæssigt. Personen er, som en tredjedel af alle voksne, nået til den mentale fase efter teenageårene, hvor man har indset, at nok har man selv en suverænitet, men at det ikke er overfor en samlet verden, men overfor en mængde individer, der hver især også er suveræne, så man må tage hensyn til hinanden.

Den selvdefinerende: I næste trin, som lidt under halvdelen befinder sig i, har man tænkt dybere over betydningen af de uendelig mange individer: Det indebærer ikke blot, at man skal løfte sin fair andel af byrden, men videre, at man skal forstå netop de gode egenskaber og talenter, man selv har, og så bidrage med dem.

For ledere indtil et vist niveau er det et godt sted at være, men filmen knækker den dag, man får et så stort ansvar, at man ikke længere kan overskue, hvordan egne værdier og kvalifikationer passer ind i de mange forskellige situationer, man i sidste ende har et ansvar for. Det kan føre til tvivl, tab af selvtillid og i værste fald stress og depression.

Den selvtransformerende: Det egentlige problem for den selvdefinerende er, at han eller hun mener at skulle skabe og forsvare sin egen personlighed. Det er en stor opgave, og for de fleste umuligt i længden. Som McKinsey beskriver det: I længden spiller vi ikke soloer, som vi skal perfektionere – vi er snarere jazzmusikere, der skal jamme med resten af bandet, og altså også følge og lade sig farve af de andre musikere.

For de fleste vil det kræve en overvindelse at erkende, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, og at man ikke på egen hånd sætter sin livsbane: Omgivelserne påvirker også dens retning. Under ti procent opnår denne nirvana af en slutfase i den personlige udvikling, som også indebærer, at man accepterer, at man for at udvikle sig må sætte sig selv på spil – tage imod en udfordring, vel vidende at man vil komme forandret ud af den.

Sten Thorup Kristensen

Log ind