Kommentar: Når formanden sidder for længe

En stribe store danske erhvervsvirksomheder er de seneste år røget ind i alvorlige vanskeligheder med en bestyrelsesformand, der har siddet ved roret i rigtig lang tid. Sidder formanden i mange år for bordenden i bestyrelseslokalet kan det hindre et fordomsfrit syn på struktur, strategi og ledende medarbejdere i virksomheden, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne kommentar.

Bliver nogle bestyrelsesformænd for store danske virksomheder for længe på deres post?

Spørgsmålet rejser sig efter, at flere store virksomheder de seneste år er løbet ind i uventet modgang med en formand, der har – eller havde – siddet længe på posten. Om der er en direkte årsagssammenhæng er et åbent spørgsmål. Men meget tyder på, at der kan være grund til selvransagelse i en del bestyrelser.

Den danske overgrænse for, hvornår et bestyrelsesmedlem – eller en formand – kan anses for at være uafhængig sættes ved 12 års medlemskab. Problemet er, at bestyrelsesformænd hurtigt kan blive ”en del af systemet” og identificerer sig med den struktur, daglige ledelse og strategi, som de selv har fået på plads, lang tid før der er gået 12 år. Et aktuelt eksempel er Ørsted, hvor Thomas Thune Andersen har været formand fra 2014. I den periode har virksomheden været gennem store strategiskift og uro om både lederskab og ejerskab. Thomas Thune Andersen har i den første periode uden tvivl haft en stabiliserende funktion. Men de seneste år har historien været en anden, og krisen står nu i lys lue. Et snarligt formandsskifte i Ørsted kunne derfor signalere, at der nu er brug for gennemgribende nytænkning og en ny formand.

Et andet eksempel er GN Store Nords Per Wold-Olsen, som var formand for bestyrelsen fra 2008 til 2023. I de første år drev han en turnaround-proces, der antageligt reddede virksomheden og gjorde den til en af de mest succesfulde danske virksomheder.

Men i 2021 og 2022 gik det galt, især fordi det kostbare opkøb af SteelSeries skuffede. Per Wold-Olsen trak sig fra formandsposten i 2023, og efterfølgende er der sket gennemgribende udskiftninger i ledelsen og tiltrængt ændring af virksomhedens struktur.

Spørgsmålet melder sig, om Per Wold-Olsen trods sin imponerende indsats i for høj grad begyndte at identificere sig med den daglige ledelse, strategi og struktur, han i høj grad selv havde lanceret.

I Vestas var Bert Nordberg formand fra 2012 til 2023. I begyndelsen af denne periode medvirkede han også til en imponerende turnaround i virksomheden, der i de seneste år ligesom sine peers er løbet ind i betydelige problemer. Spørgsmålet er, om han efter sin indledende formandssucces og skabelsen af et nyt Vestas, er gået i dybden med de kritiske spørgsmål til de seneste år udvikling.

I ISS var Lord Allen af Kensington formand fra 2013 til 2020. Det var en periode, hvor bestyrelsen måske for længe accepterede stadigt mere skuffende resultater. I Bang & Olufsen var Ole Andersen formand fra 2010 til 2020, og med al respekt for den afdøde og hans omfattende kompetencer, var det ikke en periode, hvor det gik frem for B&O. I Coop var Lasse Bolander formand fra 2008 til efteråret 2023. Det var heller ikke en periode med fremgang for Coop. Formanden kom vel i så høj grad til at identificere sig med den virksomhed, som han har præget meget markant, at gennemgribende ændringer blev vanskelige eller udskudt.

Governanceeksperten David Larcker fra Stanford Business School har udtrykt det således overfor Financial Times: ”A typical director spends a couple of years getting to know the company strategy and the board followed by some very productive years. But they migth become less active, more complacent and too close to management as they near a decade of tenure.”

Men der er endnu et problematisk aspekt af lange formandsperioder. Det blev klart, da Kåre Schultz ifølge en ny bog blev droppet som kandidat til topchefstillingen i Novo Nordisk, fordi han var kommet på kant med Sten Scheibye. Han var formand for Novo Nordisk i perioden 2006-2013 og for Novo Holdings fra 2013-2018. Sten Scheibye var altså i 12 år en afgørende beslutningstager i Novo-sfæren.

Set fra en kritisk medarbejders side kunne han i 12 år bremse for Kåre Schultz’ karriere. Uanset Sten Scheibyes faktiske motiver og hensigter demonstrerer episoden, at en formand, der sidder i lang tid, kan dæmpe nogle ansattes lyst til at blive: De kan komme til at tænke, at ”med den formand får jeg aldrig en chance” – om det så er en realistisk bedømmelse af situationen eller ej.

Morten A. Sørensen