Retsvæsenets juryer kan lære virksomheder noget om mødekultur

Juryens arbejdsform går stik imod mange af de tiltag, virksomheder forsøger sig med for at undgå, at møder kommer til at sluge alt for meget tid. Men konceptet har bevist sit værd og gennem 800 år sikret rå beslutningskraft, selv i de mest penible situationer.

Møder kan være godt, gammeldags træls, når f.eks. diskussionen kommer ud på et sidespor, eller når en eller flere deltagere kommer med deres egne dagsordner. Mangt og meget har virksomheder gjort for at undgå alt for meget tidsspilde på den konto. Typisk arbejder man med faste tidsrammer, der skal tvinge deltagerne frem mod en konklusion, og i nogle sammenhænge skal deltagerne også stå op, så de ikke bliver fristet til at blive ved i det uendelige, bare for hyggens skyld.

Det kan alt sammen være udmærket. Men klummeskriveren Bartleby i The Economist peger på et mødekoncept, der er gået i en helt anden retning, men som ikke desto mindre har leveret solide resultater siden senmiddelalderen.

Der er tale om de juryer, man bruger i de angelsaksiske retsvæsener, og som også har påvirket hverdagen i bl.a. danske domstole.

Formen opstod i England i det 12 århundrede og blev oprindeligt brugt til at afgøre nabostridigheder om f.eks. skel. Siden blev den også taget i anvendelse i strafferetten.

Kendetegnende for konceptet er, at juryen har en meget klart defineret opgave. Som Bartleby bemærker: Den skal afgøre, om den tiltalte er skyldig eller ej, og den kan ikke vælge at dreje temaet til f.eks. at handle om, hvorvidt den omhandlede forseelse overhovedet burde være strafbar, eller om det var bedre at indrette retsvæsenet på en anden måde.

Til sammenligning: Hvor mange gange er det ikke sket i en virksomhed, at mødedeltagere har undveget den problemstilling, de havde på bordet, ved at begynde at diskutere noget andet?

En anden ting er det med varigheden. Den er der ikke lagt begrænsninger på. Begrænsningen ligger alene i, at deltagerne skal løse det problem, de har fået forelagt.

Og så er er antallet af deltagere. Det har været 12 helt fra starten i Henrik 2.’s tid, hvilket er en indikation for, at man gennem tiden har fundet dette antal passende som en afvejning mellem to hensyn – at få forskellige tilgange til problemstillingen, og at forsamlingen skal være overskuelig. Også de danske nævningeting i landsretterne havde indtil 2008 12 deltagere. Nu er tallet dog sat ned til 9.

En ting mere om sammensætningen: Man er omhyggelig med udvælgelsen. Deltagerne skal komme fra forskellige sider af samfundet, og de må ikke forud være tilbøjelige til at nå en bestemt konklusion.

Sidst, men ikke mindst, gør man sig umage med at præsentere sagens forskellige fakta og synsvinkler for juryen. Det sker i form af vidneudsagn og advokaternes fremlæggelser under retssagen.

Af en række forskellige grunde er jury-formen sjældent fuldt ud anvendelig ved møder i en virksomhed. Men måske kan man i forskellige sammenhænge lade sig inspirere af dens bestanddele.

Og engang imellem kan man vælge at bruge hele pakken. Det kan for eksempel være, hvis virksomheden skal flytte til nye og større lokaler. Det vil have betydning for alle ansatte.

Direktionen kan finde en håndfuld muligheder, som opfylder de strategiske behov, og som ligger inden for den økonomiske ramme, og derefter sætte en ”jury”, sammensat af ansatte på forskellige niveauer og fra forskellige afdelinger, til at blive enige om, hvilken løsning der er bedst.

Sten Thorup Kristensen