Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 53

Guide: En proces for bestyrelsens evaluering af sig selv

Engang var det lige så utænkeligt, at bestyrelser evaluerede sig selv og deres arbejde, som at Folketinget gjorde det. Medlemmerne var jo valgt af selskabets højeste myndighed, generalforsamlingen. Det har ændret sig, i takt med at myndighedskrav direkte eller indirekte øver større indflydelse på, hvem aktionærerne kan og bør vælge. Men hvordan griber man det an?

Efterspørgslen efter evalueringer af bestyrelsens arbejde stiger, men der findes endnu kun meget få retningslinjer for, hvordan det skal gøres. Over årene har der udviklet sig en praksis i mange selskaber, men nu er det på tide med noget mere systematik i processen. Det anerkendte amerikanske advokatfirma Weil, Gotshal & Manges gennemgår i en guide seks faser i en effektiv evalueringsproces.

Først lidt om timingen af en evaluering: Forfatterne vurderer, at de enkelte bestyrelser må beslutte, hvor ofte de skal evaluere sig selv. Der er ikke noget skema, der passer til alle selskaber. En mulighed er at gennemføre evalueringen årligt, hvilket f.eks. er udgangspunktet for de danske anbefalinger om god selskabsledelse . En anden mulighed er at gøre det ved passende lejligheder.

Det kan være, når der alligevel sker udskiftning af CEO’en, et større opkøb eller en transformation af virksomheden. Men det kan også være mindre konkret, og være udløst af, at man har konstateret, at samarbejdet i bestyrelsen har haltet, eller at den i et eller flere spørgsmål ramte forbi skiven.

Fase 1: Fastlæg et formål. En evaluering behøver ikke omfatte alle emner, og det vil afhænge af anledning og form, hvad der er relevant at tage op. Men mulighederne er f.eks. de fagkompetencer, der er repræsenteret i bestyrelsen, dens diversitet, medlemmernes uafhængighed, mødernes forløb og kvaliteten af fremsendt skriftlige materialer, relationen til den daglige ledelse, sammensætning af bestyrelseskomiteer og behandlingen af relevante større temaer for selskabet.

Fase 2: Hvem skal evalueres? Er det kun selve bestyrelsen, eller er det også dens komiteer og endda de enkelte medlemmer? Det sidste er internationalt i hastig fremgang, så cirka 40 procent af bestyrelserne nu gør det. Men det er omdiskuteret, om det er godt eller skidt. Det kan nemt ende i et blame game, og selv hvor kritik er velment og berettiget, kan den få bestyrelsesmedlemmerne til at gå i defensiven, eller skabe en dårlig stemning i bestyrelsen. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Forfatterne hælder til, at vel gennemført vil den individuelle evaluering faktisk styrke tilliden bestyrelsesmedlemmerne imellem, og give dem nye værktøjer til at håndtere vanskelige beslutninger. Man kan eventuelt vælge at engagere en ekstern facilitator til disse ømtålelige diskussioner.

Fase 3: Fastlæg rollerne for ledelse og direktion i evalueringen. Det er vigtigt, at bestyrelsesformanden tager ejerskab til evalueringen, så ansvaret ikke flyder ud. Eventuelt kan CEO og andre fra topledelsen inddrages, men ikke i en ledende funktion i henseende til evalueringen. Men husk også at finde en metode til at evaluere bestyrelsesformanden.

Fase 4: Fastlæg metodikken. Grundlæggende er der tre fremgangsmåder, som kan kombineres efter behov: Skriftlige spørgeskemaer (som bør opdateres fra gang til gang, så det ikke bliver en rutinepræget øvelse), interviews af medlemmerne, foretaget af enten formanden eller et uafhængigt medlem, og interviews foretaget af en ekstern facilitator.

Det sidste vinder frem og har da også sine klare fordele: Den eksterne kan medbringe erfaring fra andre selskaber, og medlemmerne vil typisk kunne tale mere frit over for ham eller hende end over for en bestyrelseskollega.

Fase 5: Analysér resultaterne og reager på dem.
Denne del kan nemt blive for overfladisk, så man bare konstaterer numeriske frem- eller tilbagegange. I stedet bør de overordnede resultater sammenholdes med aktuelle begivenheder i selskabet og bestyrelsen, og man bør også se på tone og stemning i besvarelserne. Efter behandlingen i den relevante komite bør resultatet fremlægges i bestyrelsen, hvor man diskuterer, om arbejdet på nogle punkter skal lægges om.

Fase 6: Overvej offentliggørelse. Mens det kun undtagelsesvist vil være relevant at offentliggøre specifikke resultater af evalueringen, vil mange investorer efterlyse informationer om, hvordan den er foregået, og hvilket overordnede retningslinjer, der er for den. Denne efterspørgsel imødekommer stadig flere virksomheder.

Sten Thorup Kristensen

Anne Louise Eberhard: De fem vigtigste erfaringer fra min karriere

Som professionel bestyrelsesmedlem trækker Anne Louise Eberhard på sine 30 års erfaringer som leder i Danske Bank-koncernen samt som koncerndirektør i den svenske børsnoterede koncern, Intrum AB. I den periode er hun gået efter at bestride så mange forskellige ansvarsområder som muligt. Det er vigtigt ikke at stå stille som leder, siger hun.

Mundheldet ”skomager bliv ved din læst” passer ved første øjekast meget godt på Anne Louise Eberhard. Igennem sin lange karriere i den finansielle sektor har hun mest holdt sig inden for rammerne af Danske Bank-koncernen. Når man kigger nærmere på de meget forskellige funktioner, hun har bestridt som leder, passer de bevingede ord dog knap så godt.

Anne Louise Eberhard har nemlig med mellemrum insisteret på at flytte sig som leder. Et faktum som i dag kommer hende til nytte som professionelt bestyrelsesmedlem i virksomheder som FLSmidth, Topdanmark og Bavarian Nordic.

  1. Vær opmærksom på at flytte dig

”Selv om jeg besynderligt nok har været 30 år i samme virksomhed, har jeg valgt at fokusere på min mobilitet. Mange mener, at man bør fokusere på at rykke opad i karrieren. Gennem min karriere har jeg også valgt at rykke mig til siden, for at lære noget nyt og blive stærkere, og fordi jeg syntes, at det var sjovt.

Når jeg fremhæver det, er det fordi, jeg mener, at en leders evne til at flytte sig er afgørende. I mobiliteten ligger evnen til at forny sig som leder. Jeg har nogle gange mødt den der med hvad-gik-der-galt, når jeg rykkede. Men der var ikke noget galt. Jeg havde bare lyst til at lave noget nyt.

Vi skal ikke ”zappe”, men når vi flytter os, uanset om det er til en ny stilling eller til en ny virksomhed, tager vi nogle nye kompetencer med os, og det gør os stærkere både fagligt og som ledere.

Den erkendelse kommer fra min tid i Danske Bank, fordi der var der relativt få, der som mig flyttede sig fra corporate finance til kundebetjening til at håndtere risikomodeller til at arbejde med kapitalfonde. Og så videre. Det tror jeg egentlig ikke var normalt for Danske Bank. Det gælder nok mange store virksomheder, men medarbejdernes interne mobilitet er vigtig for de store virksomheders sammenhængskraft. I begyndelsen har det for mig nok været en ”rejselyst” og lysten til at lære nyt. Men i de senere år har det været lysten til at forstå tingene på tværs, at være mere holistisk i virksomheden.

Her skal vi også huske, at en virksomhed har brug for forskellige typer af ledere gennem sit liv. Nogle gange er der behov for transformationer, andre gange skal forretningen konsolideres. Og det er ikke nødvendigvis den samme person, som er den bedste til de forskellige faser af en virksomheds liv. Så derfor skal vi arbejde med vores selverkendelse og se, når vi ikke længere er den rigtige til den rolle, som der er brug for på det tidspunkt.”

  1. Diversitet skaber bedre beslutninger

Som mennesker er vi generelt tilbøjelige til at omgive os med mennesker, som ligner os selv. Det gør tingene nemmere, fordi vi taler samme sprog, har samme referencerammer osv. Men det er også farligt. Forskning viser, at teams, der er diverse, træffer bedre beslutninger, selv om de måske bruger mere tid på at komme frem til beslutningerne.

Hvis vi omgiver os med mennesker, som er anderledes end os selv, vil vi oftere komme ud i nogle diskussioner, før vi træffer vores beslutninger. Men beslutningerne bliver bedre, når det er personer med meget forskellige kompetencer, geografi, alder, religion, køn, kulturer, etc., som bliver hørt.

Samtidig skal virksomhedens ledelse også afspejle det univers, som den bevæger sig i, uanset om det gælder kunder, partnere, eller andre stakeholders. Vi skal forstå trends, kunders præferencer og andet. Jeg tror, at den erkendelse er kommet igennem årene, hvor bankernes forretningsmodel blev udfordret, samt gennem mine mange års arbejde med kunder, både erhvervskunder og forbrugere.

  1. Husk den indre motivation

Man skal skelne mellem den indre og den ydre motivation. Den sidste er den, som handler om, at vi går på arbejde for at tjene penge og få status. Den indre motivation er den, som handler om, at vi tror på det, vi gør.

Man skal ikke underkende den ydre motivation. Men som ledere er vi også nødt til at forstå den indre motivation. Vi er nødt til at sikre, at vores ledelsesteams og medarbejdere forstår de overordnede formål med virksomheden; altså hvorfor vi er her som virksomhed. Den er fuldkommen afgørende for at opnå succes som virksomhed og som mennesker.

Jeg havde en gang på Harvard en professor, der spurgte: ”What is your purpose?” Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at vi gør ”det rigtige” og det, vi tror på. Det gælder både for os som ledere og for vores medarbejdere. Hvis vi skal f.eks. skal drive forandringer eller implementere nye tiltag, lykkes vi kun, hvis vi kan få hele organisationen til at forstå virksomhedens rejse, hvorfor den er vigtig, og hvad den enkelte medarbejder eller leder skal gøre anderledes i morgen. Jeg tror, at den unge generation er mere fokuseret på vigtigheden overordnede formål og mission, end vores generation nødvendigvis har været.”

  1. Lær af hinanden

”F.eks. små og store virksomheder kan lære utroligt meget af hinanden. Det at drive en meget stor international virksomhed er lidt lige som en supertanker. Den har sin egen inerti. Noget andet er starte sin egen virksomhed, hvor innovation og agilitet er afgørende. Jeg mener, det er vigtigt, at de store lærer om innovation og agilitet af de små, mens de mindre virksomheder kan lære noget fra de store, når det gælder om f.eks. at standardisere og skalere.

Det er slet ikke let, og særligt i store virksomheder har man som topledelse en meget vigtig opgave i at støtte de gode nye initiativer og agiliteten, så de ikke bliver slået ihjel.”

Det er et privilegium for mig at have arbejdet i store organisationer og samtidig arbejde med start-up, f.eks. i fintech-miljøet. Det giver et fantastisk billede af to verdener med hver sine styrker og svagheder.

  1. Transformation

Det er måske en tilsnigelse, men nogle vil sige, at vi ikke har set virkelige opfindelser de sidste 50-70 år, men at vi de seneste mange år har udviklet på de teknologier, vi kender. Det er måske en årsag til, at vi har så lav en vækst globalt. I den virkelighed er vi nødt til hele tiden at forny os og søge efter at gøre tingene bedre og mere effektivt.

Men det er bare ikke nok i en verden, hvor vi endelig har fået bæredygtighed øverst på agendaen. De store udfordringer, som verden står overfor, bliver ikke løst af sig selv. Det stiller større krav til, at virksomhederne hver især bliver mere bevidste om deres rolle i verden, og hvordan de kan skabe større værdi for flere. Vi taler jo i dag om stakeholder value snarere end shareholder value, og samlet stilles vi som direktion og bestyrelse overfor stigende krav og kompleksitet.

Rigtig mange virksomheder står over for betydelige transformationer. Alle disse forhold stiller stigende krav til os som ledere – og ikke mindst til vores evne til at samarbejde i ledelserne og bestyrelserne.

Et godt eksempel på det, er i mine øjne Ørsted, som har drevet en stor transformation af hele virksomheden. Det er jo stærk ledelse, både af bestyrelse og direktionen.

Guide: Den nye CEO’s første tid er ofte unødig rodet

Kun et mindretal af store virksomheder i verden formår i praksis at leve op til idealet om en planlagt og kontrolleret udskiftning af topchefen. Og når den nye topchef endelig sidder i stolen, finder personen det normalt sværere end forventet. Især de ukonkrete dele af ledelsesopgaven, som at udvikle toplederteamet, har de uventet svært ved.

Processen med at ansætte en topchef bliver ofte fremstillet som et glansbillede: Bestyrelsen meddeler, at den har fundet en stor kapacitet, og denne person ser frem til at kaste sig over de nye udfordringer. Eller endnu bedre: Den nye topchef er omhyggeligt kørt i stilling i god tid før, at udskiftningen bliver relevant. Executive search firmaer, der jo lever af at få det hele til at glide så godt og smertefrit som muligt, understøtter med deres markedsføring glansbilledet.

Konsulenthuset Egon Zender har udarbejdet en global undersøgelse , hvor man spørger topcheferne selv om, hvordan det gik. De 402 topchefer, der har deltaget, tegner et noget broget billede: Rekrutteringen kom for de fleste meget pludseligt og var mindre end optimal. Og selv om de naturligvis godt vidste, at det er svært at være øverste leder af en stor virksomhed, blev størstedelen alligevel overrasket over, hvor svært det var.

Egon Zender fremhæver fem resultater af undersøgelsen, som man finder særligt bemærkelsesværdige:

1) Kun 44 procent angav, at deres ansættelse skete som led i et planlagt skifte af topchef. Ved over halvdelen af rekrutteringerne har bestyrelsen altså haft eller opfattet et behov for at handle hurtigt, uafhængigt af eventuelle forudgående planer.

2) Af internt rekrutterede topchefer angav blot 28 procent, at de var fuldt klædt på til opgaven. Ved eksternt rekrutterede topchefer var andelen dog noget højere, nemlig 38 procent.

3) Efter ansættelsen mente 79 procent af topcheferne, at det var nødvendigt for dem ikke blot at transformere virksomheden, men også sig selv. 60 procent angav, at de havde brug for en periode med intens selvrefleksion.

4) 47 procent blev tillige overraskede over, hvor vanskeligt det var at udvikle virksomhedens topledelse.

5) Måske allermest påfaldende: Det ellers meget hypede, tætte samarbejde mellem topchef og bestyrelsesformænd fungerer efter førstnævntes mening sjældent. Kun 28 procent af topcheferne gik til deres bestyrelsesformand for ærlig feedback. For en del skyldes det dog, at de ikke søger feedback i det hele taget, og 38 procent ville i givet fald gå til formanden. Til sammenligning ville 51 procent spørge en eller flere af direktørerne umiddelbart under sig.

Naturligvis er alt ikke gråt i gråt. Virksomheder bliver ledet, og de fleste på en måde, så de skaber værdi for både ejere, kunder og medarbejdere. 82 procent af topcheferne var da også komfortable med at udvikle virksomhedens vision. 87 procent kunne tale åbent om virksomhedens problemer, og 57 procent var komfortable med at vise personlige følelser. 70 procent står uden at kny på mål for upopulære virksomhedsbeslutninger.

Men samtidig er de fleste altså overraskede over, hvor svær opgaven er. Især volder de ukonkrete opgaver med et psykologisk indhold, som at gennemføre kulturelle ændringer og at udvikle lederteamet, hovedbrud. I den anden ende af skalaen har det overrasket positivt, at det var til at tale med såvel interne som eksterne stakeholdere. Især er det påfaldende, at mange CEO tilsyneladende finder sammen i fællesskab med hinanden, som modvægt til den ensomhed, en topleder nemt kan føle i egen virksomhed.

De fleste topchefer får en stor del af deres aflønning i form af bonusprogrammer, hvor gevinsten udløses indenfor få år. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at det kun er 27 procent, der ser det at skabe umiddelbar værdi for sig selv og aktionærerne som en af de vigtigste opgaver. Her er det i stedet den langsigtede værdiskabelse, og det at skabe en virksomhedskultur ud fra et defineret formål, der er topscorerne.

Sten Thorup Kristensen 

Lederen skal kende de fire livsfaser for at forstå sig selv

Mennesker udvikler sig gennem livet, men ikke lineært. Psykologer mener, at mennesker udvikler sig i fire faser ud over barndommen. Indgående kendskab til disse fire faser er nyttigt ikke blot i henseende til at forstå de personer, man møder i karrieren, men til at kende sig selv og vokse som leder.

En af største udfordringer gennem livet for den enkelte lyder sådan: At vurdere, hvad der foregår i hovedet på andre mennesker. I ledelse, og specielt i topledelse, er det særligt vigtigt. Lederen må vurdere sine medarbejdere, de personer, han eller hun forhandler med som leverandører eller kunder, konkurrenten eller økonomiske kriminelle, der angriber virksomheden, og slutteligt altså ikke mindst sig selv. Det sidste er vigtigt for den personlige udvikling, som er en forudsætning for at nå de langsigtede mål.

Næsten alle mennesker kender til betydningen af personlig udvikling, og hvordan den ofte er knyttet op til konkrete begivenheder, glædelige eller sørgelige. Men ifølge McKinsey ser forskere i psykologi i dag ikke sådan på det, at personlig udvikling foregår ved at nye facetter gradvist bliver føjet til.

Et bedre billede er at se det som årringe i et træ: Man begynder med en kerne, og uden om det kan der gennem livet blive føjet nye lag til. Men altså uden at kernen eller gamle lag forsvinder. De vil også vise sig engang imellem. McKinsey gennemgår fire sådanne årringe, som man typisk kan udvikle i løbet af en livstid.

Den selvstændige: Mange ledere vil have oplevet medarbejderen, der viser en unuanceret vrede over et eller andet forhold på arbejdspladsen. Måske ser man det igen hos teenagesønnen eller -datteren, når man kommer hjem, for det er netop dette udviklingstrin, der her kræver sin ret. Det udgør et meget stort spring fra barndommen, når man erkender sig selv som handlende aktør, der ikke længere accepterer forældrenes overhøjhed, og som har lagt afstand til barndommens fantasiverden. Men det er stadig rigidt og rigoristisk.

Den socialiserede: Anderledes populær, i hvert fald i første omgang, er den medarbejder, der altid gør, som der bliver sagt, og som bidrager med et positivt sind til møder og sociale arrangementer. I mindre udviklede samfund, der ikke udsættes for krig eller andre katastrofer, er det en særdeles hensigtsmæssig tilgang, som ofte også er slutpunktet i den personlige udvikling.

I den moderne virkelighed er det dog i længden frustrerende, at medarbejderen ikke engang imellem siger fra, også med kant, når han kan se, at lederen bestemmer noget uhensigtsmæssigt. Personen er, som en tredjedel af alle voksne, nået til den mentale fase efter teenageårene, hvor man har indset, at nok har man selv en suverænitet, men at det ikke er overfor en samlet verden, men overfor en mængde individer, der hver især også er suveræne, så man må tage hensyn til hinanden.

Den selvdefinerende: I næste trin, som lidt under halvdelen befinder sig i, har man tænkt dybere over betydningen af de uendelig mange individer: Det indebærer ikke blot, at man skal løfte sin fair andel af byrden, men videre, at man skal forstå netop de gode egenskaber og talenter, man selv har, og så bidrage med dem.

For ledere indtil et vist niveau er det et godt sted at være, men filmen knækker den dag, man får et så stort ansvar, at man ikke længere kan overskue, hvordan egne værdier og kvalifikationer passer ind i de mange forskellige situationer, man i sidste ende har et ansvar for. Det kan føre til tvivl, tab af selvtillid og i værste fald stress og depression.

Den selvtransformerende: Det egentlige problem for den selvdefinerende er, at han eller hun mener at skulle skabe og forsvare sin egen personlighed. Det er en stor opgave, og for de fleste umuligt i længden. Som McKinsey beskriver det: I længden spiller vi ikke soloer, som vi skal perfektionere – vi er snarere jazzmusikere, der skal jamme med resten af bandet, og altså også følge og lade sig farve af de andre musikere.

For de fleste vil det kræve en overvindelse at erkende, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, og at man ikke på egen hånd sætter sin livsbane: Omgivelserne påvirker også dens retning. Under ti procent opnår denne nirvana af en slutfase i den personlige udvikling, som også indebærer, at man accepterer, at man for at udvikle sig må sætte sig selv på spil – tage imod en udfordring, vel vidende at man vil komme forandret ud af den.

Sten Thorup Kristensen

Thomas Schulz: Fem vigtige ledelseserfaringer fra min karriere

Artikelserie om topchefers vigtigste ledelseserfaringer fra deres karriere: Topchef Thomas Schulz fra FLSmidth trækker i dag på sine mange års erfaring i den tyske og svenske industri. Særligt den voldsomme nedtur under finanskrisen gav ham en række værdifulde erfaringer, fortæller har i dette åbenhjertige interview med journalist Peder Bjerge, hvor han erkender, at heller ikke topchefer er ufejlbarlige.

Tyske Thomas Schulz er en af de mange udenlandske erhvervsfolk, der indenfor de seneste år har indtaget nogle af dansk erhvervslivs absolutte topjobs. Lige som ham kommer de udenlandske topchefer med en faglig og erfaringsmæssig baggrund, som adskiller sig fra mange danske CEO. Selv er Thomas Schulz overbevist om, at det er de mest dyrtkøbte erfaringer, som har formet ham som leder.

Netop dette var hans tid i den svenske Sandvik-koncern et kerneeksempel på.

1. Erkend dine fejl åbent … og lær af dem
”Da jeg kom til Sandvik, var vi i gang med at opbygge virksomheden. Det var utroligt spændende, men det gik også meget stærkt, og vi begik en lang række fejl. Men det blev vi først rigtigt bevidste om, da finanskrisen ramte os. Det gik ud over en masse mennesker, som vi var nødt til at afskedige.

Jeg kan huske, at jeg kom til en del af virksomheden, hvor vi var nødt til at sende i hundredvis af mennesker hjem. Og jeg måtte stille mig op foran disse mange mennesker for at give den besked, at vi måtte lade dem gå. Jeg sagde, at jeg var rigtigt ked af det, fordi det var min fejl, at vi ikke var godt nok forberedte til den situation, vi nu stod i. Selvfølgelig kan man argumentere med, at ingen så krisen komme og alt det der. Det kan være sandt nok. Men det er en leders job at være forberedt på de mulige scenarier.

Ikke mange har lyst til at stå foran en masse mennesker, der har mistet deres arbejde. Det er ubehageligt. Du ved aldrig, hvordan de vil reagere. Men ærlighed hjælper. Reaktionen var faktisk ret positiv. De var stille for et øjeblik, så rejste en af folkene fra medarbejderudvalget (Betriebsrat, red.) og sagde, at det kunne de godt forstå.

Hvornår kunne de komme tilbage på job? Hvor lang tid går der, før krisen er ovre? spurgte han. Det var de eneste spørgsmål, jeg fik,” siger Thomas Schulz.

2. Vær ikke flink. Vær ærlig
”I den forbindelse er det vigtigt, at jeg ikke var flink. Det kan man ikke bruge til noget. Du skal være fuldkommen ærlig, når du giver dem din analyse af situationen. Sig både det gode og det dårlige. Husk at undskylde for dine fejl, og sige, hvad du vil gøre for at undgå at gentage fejlen. Jeg erkender, at det kan være rigtigt svært at vedkende sig sine fejl åbent overfor sine medarbejdere. Men det er vigtigt at gøre det.

Selv er jeg nok meget direkte i min tilgang til at tale med andre mennesker. Det kan virke hårdt på nogle mennesker, så jeg er ikke flink. Jeg er ærlig. Det er afgørende, både når det går godt, og når det går den anden vej. Når det går godt, er det ikke svært at være ærlig og direkte. Så kan man lade sine ledere være synlige og træde et skridt tilbage. Men når det går skidt, skal man som øverste chef helt frem og være synlig.”

3. Vær til stede når det spidser til
”Jeg blev ansat i industrivirksomheden Svedala Germany i 1998, hvor vi opkøbte en række virksomheder. Kort efter, i 2000, skete der det, at vores største konkurrent ville overtage os. Men det tog næsten halvandet år, før transaktionen var gennemført. Den periode var utroligt udfordrende for organisationen, fordi det var kendt, at vores konkurrent mere eller mindre havde den samme organisationsstruktur som os. Og det stillede os i ledergruppen overfor den enorme udfordring at holde motivationen oppe blandt medarbejderne.

Vi skulle holde folk fra at give op på forhånd. Vi var nødt til at få folk til at tro på, at det nyttede noget at holde ved. Hvis vi mistede motivationen, blev vi til overs. Og gik overtagelsen ikke igennem, havde vi tabt alligevel. Tværtimod var vi nødt til at arbejde endnu hårdere, fordi kunderne var i tvivl om, hvorvidt de skulle beholde os som leverandør. Det var en afgørende periode for mig, fordi situationen ikke blot varede en måned. Men i hele halvandet år.

Når jeg ser tilbage, så handlede den vedholdenhed ikke om kompetencer. I stedet er det afgørende, hvorfra folk kommer. Det vigtigste er deres baggrund. Selv kommer jeg fra en blue collar-baggrund. Jeg havde ingen akademikere omkring mig. Overhovedet. Den ene halvdel arbejdede i kulminerne. Den anden halvdel havde jobs i stålindustrien. Alle familier havde minimum tre børn. Selv var vi fire unger i min familie. Og så er man ikke den lille prins. Du er en af mange. Det miljø er meget pragmatisk. Du bliver også vant til at have med andre mennesker at gøre.

Da jeg var godt 10 år gik jeg ind i det frivillige brandværns ungdomskorps. Det gav mig en interesse i teknik. Du har ugentlige øvelser, hvor du igen lærer at være en del af et hold. Og den baggrund var en stor fordel i Svedala, hvor det handlede om at gå forrest. Gode ledere er ekstroverte, når kriserne spidser til. Går tingene godt, behøver du ikke være til stede. Du skal være synlig, når det er hårde tider. Så jeg rejser meget til dele af koncernen, hvor jeg måske ikke har specielt meget at gøre, men jeg er til stede ved frokosten og ved møder. Det giver ro i organisationen at se den øverste chef rolig og i kontrol.”

4. Kom ud af elfenbenstårnet
”Som CEO i FLS har man egentlig ganske få mennesker omkring sig. Det er en del af den måde, strukturen i organisationen er opbygget. Man er bare nødt til at være meget klar over det, så ens verden ikke bliver ens kontor, et elfenbenstårn. Det er ikke godt. Og det er en af grundene til, at jeg rejser meget. Du er som CEO nødt til at gennemtvinge det at være social. Du kan jo som øverste chef sidde hele dagen i dit kontor og ekspedere sager sammen med dine nærmeste medarbejdere. Men du er nødt til at være ude blandt medarbejderne, møde kunder og andre stakeholders. Det er den eneste måde, du kan få nye input på, nemlig ved at dele dine ideer. Det er lige meget, at du sidder så tæt på den absolutte top.

Hvis du tager et normalt organisationsdiagram, vil CEO normalt være i toppen og resten af lederne neden under. Tag og vend det på hovedet. Så får du et andet billede af, hvad en CEO’s rolle i virkeligheden er for en virksomhed. Det er min rolle at supportere alle de mange led over mig. Kort sagt skal du spørge dig selv, hvad du som CEO skal gøre for at få denne organisation til at fungere rigtigt. Jeg er ansvarlig for de 12.000 familier, vores ansatte har. Det er vigtigt at have in mente, så man forstår, at man er en del af et hold, ikke toppen af kransekagen,” siger Thomas Schulz.

5. Lær at sidde på den anden side af bordet
”Som medlem af norske Hydros bestyrelse, lærer jeg at sidde på den anden side af bestyrelsen. Normalt sidder man som CEO på anden side i forhold til bestyrelsen. Men denne rolle gør det nemmere for mig at kommunikere som CEO til min egen bestyrelse. Jeg kan faktisk godt lide, at mine egne ledere tager den slags hverv. Det er med til at udvikle deres kompetencer.”

Demant-topchef: Her er fem vigtige erfaringer fra min ledelseskarriere

Den øverste chef for høreapparatvirksomheden Demant har tæt på 25 års erfaring i koncernen, hvilket har sat sit stærke præg på ham som leder. Søren Nielsen mener selv at dyrke en kultur i Demant, hvor der er plads til at være uenige. Uenighed gør stærk, hvis man lytter. Værdier som disse giver andre input til at løse problemer og opgaver bedre end ellers. Efter 25 år i Demant-koncernen mener CEO Søren Nielsen selv at være præget af en kultur, hvor det er ok at være uenig. Læs hans fem vigtigste erfaringer, som har formet ham til den leder, han er i dag.

1. Du kan ikke det hele selv
”Da jeg i mine tidlige år i koncernen var projektleder, kunne jeg nå rigtigt meget selv. Nu er jeg CEO for over 15.000 medarbejdere og har ansvar for store ledelsesgrupper med mange forretningsområder, så er der andre ting, jeg skal have fokus på. Jeg har lært, at jeg har en masse dygtige mennesker omkring mig, som rigtigt gerne vil og kan hjælpe. Så det er vigtigt at spørge sig selv: hvem er i virkeligheden den bedste til at løbe med den her opgave og så sikre sig og følge op på, om opgaven er modtaget rigtigt.

Gennem de snart 25 år, jeg har været i virksomheden, har jeg været mange steder – i R&D, salg og marketing og flere steder i verden – så jeg ved rigtig meget om virksomheden. Hvis jeg havde 26 timer i døgnet og otte dage om ugen til at arbejde i, kunne jeg tilføje værdi til rigtig mange opgaver. Men det har jeg ikke, og derfor finder jeg i stedet ud af, hvem der kan tage ansvaret for en opgave, og så investerer jeg en time eller to i at tjekke om min læring fra tidligere stadig er gyldig eller ej. For at vi skal lykkedes med vores projekter og initiativer, kan det ikke nytte noget, at jeg er den eneste, som har styr på dem. Det skal der være mange, som har.”

2. Dyrk en kultur, hvor det er ok ikke at være enig
”Hvis en virksomhed skal præstere, er det afgørende at have mennesker med ombord, som er motiverede og engagerede. At de føler, de bidrager til et større fælles projekt og ikke kun har fået instruktioner i at udføre en opgave til i morgen. At de tager en opgave, hvor alle parametre er kendt, men løsningen ikke er givet på forhold. At de selv oplever, hvor svære den slags opgaver kan være. Det handler om at skabe sammenhold, gensidig tillid og transparens.

Komplekse opgaver kræver, at de teams og ledelsesgrupper, jeg har omkring mig, fungerer godt sammen. De skal have evnen til at samarbejde uden, at jeg er i lokalet. De skal kunne erkende, at de ikke ser ens på tingene, men har forskellige kompetencer og åbner for, at alle byder ind med deres synspunkter.

Velfungerende teams og ledergrupper kan man ikke bare få en HR-afdeling til at fikse. Det bruger jeg selv energi og tid på. Jeg skal være sikker på, at der ikke er en enkelt eller to, som går ud af et møde og synes, det er gået helt forkert, mens andre synes, at alt er gået godt. Rundt om bordet er måske nogle, som har brug for at vende tingene igen, og selv om du synes, tingene står lysende klart, er det jo ikke ensbetydende med, at alle har samme opfattelse. Det nytter ikke noget at snakken går bagefter mødet. Man skal have svesken på disken. Så må man acceptere, at tingene kan slå gnister.

For mig handler det om at dyrke en kultur, hvor det er i orden, at vi ikke er enige. Og hvor vi er nysgerrige efter at høre, hvorfor nogle ikke er enige. Hvis ikke risikerer du, at folk går ud fra mødet og gør noget andet. Så kan du to måneder senere undre dig over, hvorfor der ikke er sket noget med det, som du troede, de var i fuld gang med.”

3. Kommuniker – men husk at lytte
Det har været en meget afgørende læring for mig, at kommunikation og autenticitet hænger sammen, altså overensstemmelse mellem det, du siger, og det, du gør. Det er særligt vigtigt i en virksomhed, som er værdidrevet og ikke baseret på en masse regler. Som producent af medicinsk udstyr følger vi selvfølgelig en masse regler, men det handler om kravene til produkterne. Vores samarbejde handler om værdier som at lytte til og inddrage andre, i stedet for bare at buldre på med sine egne ting.

Jeg kan have en tendens til hele tiden at tænke et eller to skridt frem og glemmer at lytte til, hvordan det egentlig går lige nu og her med teamet. Men det giver god energi at lytte til og investere i at have et godt team, hvor alle reelt ser sig som et hold. Samtidig skal man skal huske at inddrage teamet ved at dele ud af succeserne, så alle føler, at de har været med til at skabe dem.

4. Hold fokus på forretningen – hele forretningen
Gør det klart for alle, hvad det er, som skal lykkes, når det gælder forretningen. Vi er her jo for at lykkes. Ikke mindst handler det også om at kende den dybere mening og formål med det, vi gør. Demant-gruppen er en virksomhed med produkter, som har en kæmpe betydning for og indflydelse på kundernes liv. Koncernen skal præsentere et overskud, når året er omme, så aktionærerne får et fornuftigt afkast, og det skal også ske på en måde, så audiologer, læger, sundhedspersonale og andre kunder og brugere i vores verden kan sige og opleve, at vi har gjort en forskel for dem. Når vi produktudvikler eller forsker, gør vi det ikke kun for at slå konkurrenterne med et mulehår, vi gør det også, fordi der er nogle mennesker, hvis liv bliver helt anderledes bedre, hvis vi lykkedes med vores produkter.

I den sammenhæng mener jeg, at det, at vi er fondsejet, giver en tryghed til at tænke langsigtet.

Og vi er en virksomhed, som arbejder meget langsigtet med produkter og forretningsområder – også selv om det kan være svært i nogle år, inden det bliver en rigtigt god forretning. Mange medarbejdere kommer til os, fordi den måde at arbejde på, giver mening for dem.

5. Respekt for at vi lever i en kompleks verden
Selv om vi lever i lille Danmark, hvor det meste er overskueligt, må vi aldrig glemme, hvor store kulturelle og strukturelle forskelle der er, når vi tager turen rundt om kloden. Vil man have succes, må man have gehør for den mangfoldighed, vi finder rundt om os. Har man ikke det, kan man ikke drive en global virksomhed. Så kan man ikke have succes på mange markeder på én gang og skabe tiltag på globalt plan. Man er nødt til at tænke tingene igennem: hvordan vil det her virke i USA, i Japan eller i Tyskland, og forstå, at alle ikke ser på verden, som vi gør i Skandinavien.

Når jeg som CEO er i Danmark, kan jeg sætte mig i kantinen for at spise frokost med hvem som helst. Sådan er det måske ikke i Japan. Jeg er meget opmærksom på, at omgangsformer og værdier er anderledes rundt om i verden. Det betyder ikke, at jeg ikke trækker lidt i skandinavisk retning. Når man kommer rundt i verden på vores kontorer, vil man finde et skandinavisk islæt tilpasset til den lokale virkelighed.

De første syv sekunder af dit jobinterview er afgørende

Mødet med den – forhåbentligt – kommende arbejdsgiver kan være en følsom sag. Derfor er det vigtigt, at man sætter sig ind i, hvem man konkret skal møde. En vigtig detalje er også, at man skal give sig tid til at betragte den fysiske indretning af virksomheden, ligesom hvis det var et hjem, man besøgte. Og så er de første syv sekunder ved dit jobinterview afgørende, hedder det.

Du har sikkert prøvet situationen: Du ankommer til et jobinterview, og umiddelbart er der noget, der distraherer dig. Det kan være noget så banalt som antallet af personer i lokalet. Eller du finder en af de tilstedeværende særligt tiltrækkende eller det modsatte.

Du føler måske, at det kun er en lille distraktion, som der hurtigt bliver lagt låg på – men så tager du overvejende sandsynligt fejl. Forskning viser, at det første indtryk bliver dannet i løbet af blot syv sekunder. Her afgør man, om den, man står overfor, er sympatisk, udfarende, kompetent og så videre. Og det gælder begge veje. Så firmaets folk danner sig også et indtryk af dig de første syv sekunder.

Naturligvis kan det første indtryk justeres i løbet af et bekendtskab. Men det bliver det ikke i løbet af en jobsamtale, og slet ikke hvis der i løbet af de syv sekunder har væ-ret en let akavet situation, som er velegnet til at bedømme andre menneskers personlighed.

Netop derfor er det vigtigt at være godt forberedt, også på det personlige plan, inden man træder ind i mødelokalet til en jobsamtale, fremhæver Korn Ferry i en guide .

Nedbring risikoen
Man kan ikke helt afværge risikoen for, at samtalen begynder skævt. Men man kan nedbringe risikoen for det. Det gælder, uanset om det handler om første job i karrieren eller en direktørstilling. Rekrutteringsfirmaet giver syv tips til, hvad forberedelsen kan bestå i.

Hvem skal du møde? Du skal ikke lade dig spise af med en melding om, at du skal møde et udvalg. Måske vil den rekrutteringsansvarlige umiddelbart undre sig over, at du spørger til navn og stilling på de tilstedeværende. Men det er almindelig høflighed at oplyse det. Du kan også spørge, om der er noget særligt, du skal vide om de deltagende fra virksomhedens side.

Gør dit hjemmearbejde. Google og sociale medier giver rigelige muligheder for at researche på dem, du skal møde. Hvor har de gået i skole? Hvad har de lavet tidligere ikarrieren? Har de været involveret i offentlige kontroverser? Har du fælles bekendte med dem?

Søg efter fælles interesser. Måske har nogle af de deltagende gået på samme skole som dig, eller de deler samfundsinteresser eller interesse for sportsgrene. I så fald giver det dig en chance for at åbne samtalen et positivt sted. Det skal dog være ærligt, pointerer Korn Ferry – hvis man prøver at foregive en stærk interesse for et eller andet, vil det som regel blive spottet. Det ligger til den menneskelige natur at have antennerne ude, når man møder en fremmed.

Undersøg selskabet. Igen er google og sociale medier en stor hjælp. Vær også sikker på, at du som minimum har læst alt under menupunktet ”om” samt de seneste pressemeddelelser på hjemmesiden. For børsnoterede virksomheder er det også muligt at finde de seneste regnskaber og fondsbørsmeddelelser.

Hvis du kan finde noget, du ærligt kan relatere til, vil det også være en god måde at starte samtalen på. Det kan lyde banalt, men hvis f.eks. virksomheden p.t. er udfordret af et større sagsanlæg, og du tidligere har arbejdet med noget tilsvarende, er der straks fælles fodslag.

Se dig omkring i lokalet. Når man går ind i mødelokalet, vil man måske føle det naturligt og høfligst først at fokusere på de personer, man skal møde. Men man efterlader sig selv sårbar, hvis man ikke giver sig selv mulighed for at orientere sig i lokalet. Hvordan er det indrettet? Hvilken kunst hænger på væggene?

Omkring høfligheden i det fremhæver Korn Ferry, at man vil gøre det samme, hvis man første gang går ind i et andet menneskes hjem, og der vil det faktisk virke uhøfligt ikke at gøre det. Interiøret kan også være det emne, man åbner samtalen med, f.eks. hvis man (igen ærligt) kan lide kunsten på væggene eller det, der bliver serveret.

Tilsvarende kan personlig fremtræden og familierelationer også blive en del af samtalen. Men her skal man være mere på listefødder, og som gæsten i rummet skal man ikke tage initiativ til at gå ud ad den bane. Derimod kan man naturligvis følge med, hvis en af de andre gør det.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan tiltrækkes og fastholdes talenter i 2020

Ingen kan spå om fremtiden. Men man kan gøre forsøget, anfører rekrutteringsfirmaet Korn Ferry i en guide, hvor det giver sit bud på nye tendenser omkring pleje og fastholdelse af talenter. Velkendt er det, at kampen om den dygtige arbejdskraft bliver hårdere og hårdere. Så det gælder om at ramme de virkemidler, som tiltrækker og fastholder de mest talentfulde.

Korn Ferry gennemgår de ti tendenser omkring tiltrækning og fastholdelse af talenter i denne guide :

Ledelse med et meningsfuldt formål: For ikke så længe siden var det ledelsens opgave at fastlægge en strategi, for så at beordre/motivere medarbejderne til at føre den ud i livet. Det har de nye generationer på arbejdsmarkedet ændret på: De lægger stor vægt på, at deres arbejde har en dybere mening, hvilket igen giver en fordel for de virksomheder, der kan definere et højere meningsfuldt formål med deres aktiviteter.

Færre hemmeligheder om aflønningen: I USA angiver 71 procent af de ansatte andre primære mål med deres arbejde end blot høj aflønning. Det gør lønnen til en mere triviel ting. Tidligere normer om, at man holder lønnen fortrolig, er under opløsning. Mange overholder stadig normen. Men det er blevet mere acceptabelt at tale med kolleger om sin løn. Virksomheder kan overveje at tage det i opløbet og indføre en grad af transparens om lønningerne.

Mangfoldighed bør ikke bare være snak: Mangfoldighed har været et af de store ledelsestemaer det seneste årti. Og det er ikke kun i Danmark, at mangfoldigheden på ledelsesniveau i forhold til køn og etnicitet ikke for alvor er slået igennem. Det forbliver dog en god idé for virksomheder at prøve at knække koden, og på den måde nå ud til et større rekrutteringspotentiale.

Slut med at male med den brede pensel: Den lave arbejdsløshed i mange vestlige lande gør det svært at gennemføre store ansættelsesrunder. Men selv når det er muligt, foretrækker virksomhederne at lade ansættelser ske efter specifikke behov i de forskellige afdelinger, og i øvrigt at prioritere direkte værdiskabende funktioner fremfor servicefunktioner. Virksomhederne bør i højere grad have en overordnet politik for, hvem man vil ansætte, og en politik for, hvordan man kan gøre det.

Niche-trend for de mest efterspurgte: Der er en undtagelse fra ovenstående: Når det eksempelvis gælder meget efterspurgte it-specialister, tager virksomhederne dem gerne ind uden de store yderligere overvejelser, og også inden der konkret er brug for dem. Der er ikke nødvendigvis øget lønkonkurrence. Men man kan være mindre kræsen i rekrutteringsprocessen, og man kan også være large med andre goder end løn.

Kunstig intelligens vinder frem i HR: På virksomhedernes karrieresites kan AI hjælpe med til at sortere kandidaterne, og til at oplyse disse om, hvor de mest sandsynligt vil have held med at søge, og hvilke kompetencer de med fordel kan dyrke, f.eks. gennem kurser. AI bruges nu også til at forudsige, hvilke medarbejdere der sandsynligt snart vil sige op, hvis ikke man tilbyder dem noget andet eller mere.

Uddannelse på jobbet: Virksomhederne har stadig behov for nye kompetencer, f.eks. til at håndtere ny teknologi, men med manglen på arbejdskraft har de på den anden side ikke lyst til at tage tid ud af kalenderen til at sende medarbejderne på efteruddannelse. Deraf er født programmer, hvor medarbejderne kan lære nyt, samtidig med at de passer deres daglige arbejde.

Uendelig transformation: Samtidig med ovenstående er der imidlertid opstået et nyt behov for efteruddannelse, temadage og lignende: Mange virksomheder har konkluderet, at deres vilkår hele tiden ændrer sig, og at de altså også selv må være i kontinuerlig udvikling. Ikke bare i henseende til konkrete produkter, men også i henseende til kultur og kompetencer.

Flere nomader på arbejdsmarkedet: I millennials-generationen, som efterhånden er den største på arbejdsmarkedet, er det en udbredt tendens, at mange ikke går efter et fast arbejde. Virksomhederne må afgøre med sig selv, hvordan de forholder sig til det: Skal de alligevel prø-ve at fastholde nomaderne med ekstra goder, eller skal de indrette sig efter, at de kun bliver der i kort tid?

Topledere forsvinder i stort tal: Direktører og bestyrelsesmedlemmer tilhører ofte de store efterkrigsgenerationer, og de begynder at kunne øjne pensionsalderen – hvortil kommer, at et stigende antal af dem bliver presset ud, fordi deres moral ikke matcher de yngre generationers. Det gør overvejelser om arvefølgen i virksomhederne mere presserende.

Sten Thorup Kristensen

McKinsey: Konsekvenser af et worst case-klimascenarie

Det anerkendte konsulenthus McKinsey har analyseret, hvad global opvarmning konkret betyder. Konklusionen fra de normalt saglige konsulenter er opsigtsvækkende: Store dele af Indien og Pakistan bliver mere eller mindre ubeboelige. Det vil medføre store menneskelige og kulturelle tragedier. Og virksomheder, der har outsourcet produktion til de udsatte områder, bør vurdere deres risici.

Indsatsen for at reducere udledningen af klimagasser er for alvor ved at komme op i omdrejninger. Men hvor de årlige COP-konferencer mellem statsledere stadig henfalder til store ord og politiske armlægninger, har mange lande på egen hånd strammet kravene til virksomhederne. Men det markedsmæssige trækker nok mest: Investorverdenen og politiske forbrugere trækker et stort læs, også uden politikernes hjælp.

Konsekvensen er at erhvervslivet og venturefonde i disse år investerer enorme summer i klimavenlige løsninger. Men investorer og erhvervsledere ved, at de nye initiativer kun er en del af den strategiske opgave. De skal også forholde sig til risikoen for, at projekterne ikke lykkes. Eller at noget går galt i omgivelserne; eksempelvis at den globale opvarmning af en eller anden grund alligevel løber løbsk.

Accelererende temperaturstigninger
Så hvad er det for nogle ulykker, virksomhederne kan se frem til i de kommende år, hvis den globale opvarmning kommer ud af kontrol? Det har McKinsey analyseret. Konsulenthuset præsenterer i analysen nogle eksempler, hvor det pointeres, at det er worst case-scenarier, hvis det ikke lykkes at nedbringe udledningen af klimagasser.

I dette scenarie vil temperaturen frem mod 2050 stige med syv grader celsius i de arktiske egne, som bliver hårdest ramt, og mere moderat i verden som helhed med 3-4 grader. Til sammenligning er den globale temperatur steget med godt én grad siden 1880’erne. Det er altså accelererende temperaturstigninger, det handler om.

Selvom de arktiske egne vil opleve de største temperaturstigninger, vil de økonomiske effekter være nok så dramatiske der, hvor der er varmt i forvejen. Specielt områder i Indien og Pakistan kan blive ramt. McKinsey vurderer, at der i disse områder hvert år vil være en sandsynlighed for, at temperaturen kommer over et punkt, hvor det vil være livsfarligt for raske mennesker at opholde sig udendørs. Aircondition vil altså være nødvendig. Men alligevel vil tabet af arbejdstimer blive 2,5 – 4,5 procent i katastrofeårene. Også andre typer af naturkatastrofer, eksempelvis oversvømmelser, vil blive mere almindelige. Det vil både medføre direkte økonomisk tab og udfordre verdensøkonomien. Eksempelvis har mange virksomheder outsourcet produktionen til et geografisk område, hvor den kan foregå økonomisk optimalt, men som også er en højrisikozone med hensyn til klimaforandringer.

På fødevareområdet står blot fem ”kornkamre” i verden for 60 procent af verdens produktion af korn og ris. Også her vil man skulle foretage foranstaltninger for at undgå fødevaremangel i katastrofeår.

Allerede i dag er der områder på jorden, hvor klimaet ikke er egnet til menneskeligt liv på grund af for meget kulde eller varme eller for høj hyppighed af naturkatastrofer. Men denne uegnethed for menneskeliv vil brede sig til mange flere regioner, og nogle steder vil man se op til en firedobling i hyppigheden af naturkatastrofer.

Afledte effekter
Orkaner og oversvømmelser kan ødelægge infrastruktur, og det kan have konsekvenser langt ud over de konkret berørte områder, hvis man f.eks. derfra henter en sjælden råvare, som er essentiel i en række sammenhænge.

I den finansielle sektor er man vant til at arbejde med risikoscenarier, og efterhånden som effekterne af klimaforandringer måtte blive tydeligere, vil investorer reallokere deres investeringer. Det ser man allerede i nogle geografiske markeder. I Florida, hvor der er risiko for oversvømmelser, har det allerede påvirket boligpriserne, som i de berørte områder ses negativt påvirket med 15 til 30 procent frem mod 2050.

Allerede for over 30 år siden forlystede den danske popgruppe Shu-bi-dua sig med at fabulere over Costa Kalundborg som det nye ferieparadis. Det scenarie kan faktisk blive virkelighed, hvis europæiske turister ikke længere søger mod syd for at opleve varme, men tværtimod mod nord for at opleve en mere behagelig relativt kølig temperatur.

Sten Thorup Kristensen

Log ind