I 2018 er andelen af de amerikanske topchefers løn, der bliver givet som aktier eller aktieoptioner, faldet, viser ny analyse. Udviklingen er overraskende. Men den kan skyldes, at bestyrelserne i en tid med fokus på virksomhedernes samfundsansvar er bekymrede ved at lade en alt for stor del af aflønningen være bundet op på finansielle performance- og aktiekursudviklinger.

Gennem mange år har der været to faste tendenser, nårman studerede udviklingen i aflønningen af topchefer: Den samlede aflønning er steget mere end lønudviklingen i resten af samfundet. Og især har den del af aflønningen, der gives som variabel aflønning, eksempelvis aktier og bonus, været stigende.

Den gode og saglige begrundelse for det sidste er, at variabel aktieaflønning motiverer direktørerne til at arbejde for langsigtet værdiskabelse. Den mindre gode og mindre saglige begrundelse er, at bestyrelsen vånder sig over at skulle udbetale de meget store gager. Og de ræsonnerer, at hvis en del af den variable løn gives som aktier, får man i det mindste ikke en ekstraregning, hvis det skulle gå virksomheden dårligt.

Men 2018 bød på en overraskende pause i den stigende variable aflønning, konkluderer Korn Ferry på baggrund af en analyse . Ganske vist er aktieaflønningen fortsat med at stige, men langt det meste af den samlede lønstigning er givet som fast løn. Resultatet er, at mens 70 procent af topchefernes løn i 2017 blev givet som aktier, var andelen i 2018 faldet til 66 procent.

Korn Ferry påpeger, at udviklingen især skyldes nye krav, som omverdenen stiller til selskaberne omkring helhedstænkning, herunder en kombination af hensyn omkring ESG, meningsfuldhed og langsigtet værdiskabelse. Disse hensyn kan blive modarbejdet af kortsigtede variable lønkomponenter. En høj fast løn antages i højere grad at motivere direktørerne til at tage hensyn til helheden.

Læs også:  Guide: De største risici ved skift af topchef

Hertil kommer, at der efterhånden er uoverskueligt mange parametre på spil i ansættelsen og aflønningen af ledere. Også f.eks. politiske spørgsmål om ligeløn og ulighed spiller ind, og bestyrelser kan være bekymrede for en situation, hvor der kommer pressehistorier ud af, at direktørerne er blevet umådeligt rige. Selv hvis det er knyttet til en god performance, kan det alligevel vække offentlig forargelse.

Konsulenthuset hæfter sig kun ved bestyrelsernes motivation. Men direktørerne deltager naturligvis også i forhandlingerne, og deres støt voksende gager – alene i 2018 steg de 15,2 procent – tyder på, at de står stærkt. Man kan gisne om, at direktørerne vurderer, at de lave renter har presset P/E-værdierne så højt op, som de kan komme, så der er en potentielt stor downside ved at blive aflønnet i aktier, og at man af den grund gerne vil substituere over i fast løn.

Analysen omfatter data fra 50 større amerikanske selskaber. Til maj vil Korn Ferry offentliggøre den fulde analyse, der omfatter 300 selskaber, og som kan vise lidt andre tal. Mens man venter på det, kan man fundere over en anden analyse fra samme firma, som antyder, at det måske heller ikke er smart for selskaberne at give en alt for stor del af aflønningen som aktier.

Læs også:  Bedst innovation opnås med eksterne opfindere

Denne anden analyse omhandler et specielt segment: Selskaber, hvor ledende medarbejdere kun får én dollar om året pr. mand i fast løn. Det er en konstruktion, der findes i virksomheder, hvor disse medarbejdere selv ejer meget store aktieposter, altså typisk iværksættervirksomheder, der har haft succes, men som endnu ikke har stort overskud på bundlinjen.

For disse selskaber er det fordelagtigt at spare faste lønudgifter, og for direktørerne kan det også være næsten lige så godt at leve af kursstigninger i aktierne, fordi aktieafkast i USA kun bliver beskattet halvt så hårdt som lønindkomster. Det virker også fint i nogle selskaber, hvor kursstigningerne har været særligt fantastiske, f.eks. i Facebook. Men omvendt er der også selskaber, som Tesla, hvor aktiekursudviklingen har haltet.

I den samlede grupper af ”one dollar-selskaber” vejer de sidste selskaber tungere end de første, og både i 2017 og i 2018 gav de investorerne – herunder direktørerne – et afkast, der var dårligere end udviklingen i S&P 500 indeks. Dette faldt sidste år med 6,6 procent, men i one dollar-selskaberne var kurstabet 13 procent.

Her i 2019 har de dog hentet lidt af det tabte tilbage. Naturligvis er mange andre faktorer på spil, men man kan altså konstatere, at den højest mulige aktieaflønning af direktørerne ikke i sig selv har ført til et godt afkast for selskaberne – tværtimod.

Sten Thorup Kristensen