Guide: Få styr på menneskerettighederne

Som bekendt er brud på menneskerettigheder er et juridisk minefelt for virksomheder. Ikke desto mindre er det, som International Corporate Governance Network (ICGN) påpeger i et nyt Viewpoint med titlen ”Human rights through a corporate governance lens”, noget bestyrelser er nødt til at beskæftige sig mere med. Dels er det et politisk ønske, der bliver stadigt stærkere, dels er investorerne – herunder større institutionelle investorer – disciplineret til at fokusere på det, hvilket betyder, at virksomheder og investorer gensidigt holder øje med hinanden. Endelig kan manglen på rettidig omhu i nogle tilfælde føre til konkrete finansielle tab, f.eks. i form af en boykot fra forbrugernes side eller udsalg af selskabets aktier.

Virksomheder skal naturligvis altid overholde almindelig lovgivning. Det vanskelige ved at håndtere menneskerettigheder er, at de kommer oven i som en uspecificeret forventning. Groft sagt skal virksomhederne gætte sig frem til, hvad lovgiverne ønsker, men som de alligevel ikke har føjet ind i loven. Det gør det endnu sværere, at området er dynamisk, således at mere og mere bliver regnet ind under almindelige gængse menneskerettigheder, herunder arbejdsforhold og arbejdsmiljø. Oven i de klassiske såkaldte negative rettigheder, som ytringsfrihed og personlig frihed, hvor pligten ligger i ikke at foretage indgreb over for andre, er der således kommet positive rettigheder, såsom retten til rent drikkevand, hvor man tværtimod skal gøre noget aktivt for at ændre andres situation.

ICGN foreslår, at investorer gennemgår fire punkter, når de skal vurdere virksomhederne i henseende til menneskerettigheder:

1) En proportional indsats i forhold til virksomhedens situation: Det er ikke sådan, at der er en model, der passer alle. Til en start kan man se på, om virksomheden er i brancher eller regioner, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for problemer. En sådan risiko kan stamme fra en tradition for lovovertrædelser, eller fra at en anerkendt praksis i det ene land kan være helt uacceptabel i et andet. I henseende til brancher nævens minedrift, olie- og gasudvinding, tekstilindustri, elektronik og våben. I henseende til lande nævnes Sudan og Burma som eksempler. Virksomhedens (eller investorens) størrelse og styrke har også betydning – jo mere man kan gøre, jo mere forventes det, at man også gør.

2) Anlæg et strategisk snit: Man må vælge hvor meget, man vil gøre. Det ultimative strategi er at fravælge virksomheder, der har problemer i henseende til menneskerettigheder, eller som målt på nogle objektive parametre er i risikozonen for at få det. Selv om denne strategi er nem at ”sælge” til medier og politikere, er det ikke nødvendigvis den bedste, og mindre kan også gøre det. Alternativer er at støtte de virksomheder, man har investeret i, i deres arbejde for menneskerettigheder, eller mere simpelt at være aktiv omkring emnet på generalforsamlinger.

3) Offentliggjorte kriterier: Ved at offentliggøre hvilke kriterier og metoder om menneskerettigheder, man anvender i sine investeringsovervejelser, vil man gøre det lettere for virksomhederne at håndtere området. Det kan eventuelt fremgå i sammenhæng med at man offentliggør andre parametre og målsætninger, både rent finansielle og i henseende til CSR og etik.

4) Politisk deltagelse: Investoren kan overveje, om man vil holde sig til selv at følge sine principper, eller om man også aktivt vil forsøge at påvirke lovgivningen gennem deltagelse i debatter, stakeholderfora og politiske processer. For bestyrelser og topledelser, der skal leve op til sådanne tiltag fra investorernes side, er det tilsvarende vigtigt tydeligt at markere, hvad man gør. Hertil kan man f.eks. bruge The Business and Human Rights Reporting and Assurance Frameworks Initiative (RAFI) , der løbende opdateres. Man skal dog ikke forvente at finde en enkel model, og skaberne af frameworket kæmper tydeligvis engang imellem forgæves for at konkretisere det ukonkrete. Blandt opdateringerne fra februar 2015 er for eksempel således en større vægt på ”salience” (prominens). Det handler om, at man skal prioritere personskader højest og er givetvis inspireret af tragedien i Bangladesh i 2013, hvor en tekstilfabrik styrtede sammen med over tusind dødsfald til følge. Men i praksis er det svært at forestille sig, hvilke aktiviteter der set over et langt forløb er farligst.

Sten Thorup Kristensen