Nutidens robotter vil snart fremstå primitive og forældede. Nye avancerede robotter er allerede ved at blive indfaset, og de vil give store besparelser og helt nye muligheder i produktionsprocesserne. Med dem vil man f.eks. kunne genoplive processer, der er droppet, fordi de indebar en uacceptabel sikkerhedsrisiko for de medarbejdere, der skulle udføre dem.
En robot er ikke bare en robot. Den kan være mere eller mindre avanceret, og lige nu sker der et teknologispring, som vil få de gamle robotter til at fremstå primitive og gammeldags. Produktionsvirksomhederne har store forventninger til det, viser et survey , som Boston Consulting Group (BCG) har udført.
Umiddelbart vil de avancerede robotter beskære erhvervslivets omkostninger med op til 15 procent, og kombineret med senere tilpasninger af produktionsfaciliteter og logistik, kan besparelsen komme helt op på 40 procent, lyder vurderingen. Det vil naturligvis også have betydning for beskæftigelsen, men ikke helt så dramatisk, som man kunne tro eller frygte.
Omkring halvdelen af de adspurgte virksomheder forventer, at de vil reducere medarbejderstaben med mere end fem procent. Forventningen til jobtabet er størst i Asien og Europa og mindst i USA.
Begrænsninger kan overkommes
Skal man beskrive, hvad de avancerede robotter kan, som de hidtidige robotter ikke kan, kan man forestille sig et lager, hvorfra varerne bliver kørt ud på lastbiler. Det er allerede i dag fascinerende at se, hvordan robotter i et roligt tempo tøffer rundt på lageret og ”plukker” varer, som det hedder i den branche.
Men selv om der findes næsten fuldautomatiske lagre, er det en proces med begrænsninger. Så snart et eller andet ikke er helt strømlinet – f.eks. hvis en varestabel vælter – er robotten hjælpeløs. Det vil den avancerede robot ikke være. Den kan tilpasse sig den ændrede situation. Som denne tilpasningsevne bliver forfinet, vil der også være en masse ting i det nuværende setup, man kan skippe.
Robotten på lageret behøver f.eks. ikke længere magnetstriber i gulvet for at finde vej fra varen til lastbilen.
Det kan den lære sig selv. Springet er dog større, end det umiddelbart lyder, for det kræver en alt eller intet-løsning for virksomhederne. Det vil ikke længere være sådan, at robotterne overtager en del af det manuelle arbejde, som assistance til medarbejderne. Når robotterne selv skal tilpasse sig en given forhindring, må medarbejderne som hovedregel helt ud af processen.
Muligheden for at have processer, som hele vejen igennem er styret og udført af robotter, indebærer andre fordele for virksomhederne end blot den sparede løn. De vil f.eks. også kunne sætte robotter til at udføre farlige processer og dermed undgå ulykker med personskade.
Når virksomhederne begynder at tænke i den retning, er der måske processer, som tidligere er droppet, fordi risikoen ved dem var for stor, som de nu kan sætte i gang. Billedligt talt – der er en verden til forskel på, om det er et menneske eller en robot, der falder ned fra et stillads. Det første må ikke ske, det sidste er blot en økonomisk omkostning, som man kan kalkulere i forhold til andre måder at få opgaven udført på.
Omstillingsparate robotter
Også på andre fronter giver de avancerede robotter nye muligheder. Produktionsprocesser er indrettet efter at skulle køre i et løbende flow. Det er nødvendigt for at få mest muligt ud af de høje omkostninger til lønninger. Med avancerede robotter vil det i langt højere grad være muligt at skrue op og ned for produktionen, alt efter som det passer med udsving i efterspørgslen, skift i vejrlig eller andet. Robotten skal naturligvis også have ”løn”, når den står stille – der er afskrivninger på det dyre materiel. Men i sidste ende har robotten en levetid, der afhænger af antallet af præsterede arbejdstimer, i modsætning til medarbejderen, der også skal have løn under pauser og produktionsstop.
Robotterne vil også give en ny fleksibilitet i en anden dimension: Når de fleste virksomheder kun har et begrænset antal produkter på hylderne, er det i høj grad også fordi produktionen er blevet systematiseret af hensyn til medarbejderne. Robotterne kan nemmere omstille sig, og dermed kan produktudbuddet tilsvarende nemmere udvides, således at man i langt højere grad kan imødekomme kundernes individuelle præferencer.
Sten Thorup Kristensen