Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 57

Succesopskriften: Hvad gør de bedste topchefer anderledes?

På et overordnet plan er det nemt at se, hvilke handlinger topchefer foretager, uanset om det går godt eller skidt. Men det er ikke synligt, hvilke konkrete tanker og valg, der har ført frem til disse handlinger. Det har konsulenthuset McKinsey set nærmere på.

En ny topchef vil ofte som noget af det første justere selskabets strategi. Det kan man læse i enhver grundbog om topledelse. Men hvis det strategiske arbejde var nemt, var der slet ikke brug for ledelseslitteraturen. Tilsvarende er det med de andre overordnede opgaver, som at lede arbejdet i direktionen og at være selskabets ansigt udadtil. Så hvad er det, de cirka 60 procent af nye topchefer, som rammer skiven og succesfuldt får selskabet videre ud over stepperne, gør, som de resterende 40 procent ikke kan finde ud af?

Det har McKinsey set på. Konsulenthuset har ved hjælp af et omfattende datamateriale delt de overordnede opgaver op i mindre komponenter, således at det i højere grad er muligt at følge de specifikke handlinger hos de succesfulde topchefer. Vi bringer her nogle eksempler – flere kan findes i artiklen på McKinseys hjemmeside.

Overvejer kapitalallokering
Arbejdet med strategien handler ikke kun om at lægge en plan. Det svære er at implementere den succesfuldt, og her er det afgørende, at der bliver allokeret kapital til de fornødne tiltag. Umiddelbart er der en ret ligefrem sammenhæng således, at jo mere kapital der bliver rykket rundt mellem afdelingerne, jo større er den efterfølgende værdiskabelse.

Dette er naturligvis kun tilfældet, fordi investeringerne bliver flyttet ud fra dybe og fornuftige overvejelser om prioriteringer, og der kan være tilfælde, hvor der ikke er mere værdi at skabe, og det fornuftigste er at lade investeringerne blive, hvor de er.

Under alle omstændigheder tager de bedste topchefer det et skridt videre, og gør kapitalallokeringen til en dynamisk proces, hvor man løbende overvejer, om der skal skrues op eller ned for de forskellige haner.

En anden hovedopgave er at drive organisationen, herunder at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, og at få det optimale ud af deres evner. Det er her, at agilitet kommer ind i billedet.

Det har, som McKinsey anfører, været et af 10’ernes mest anvendte buzzwords indenfor ledelse. Men det har også i vidt omfang været misforstået: Mange har opfattet det som et ideal, at organisationen skal være i konstant bevægelse. Men der er også brug for stabilitet, og de bedste topchefer lægger et fundament af funktioner og praksisser, som er konstanter. Indenfor disse rammer kan man derefter arbejde for at gøre organisationen smidig.

En tredje hovedopgave er at betjene bestyrelsen. Det er et følsomt område, fordi bestyrelsen er topchefens arbejdsgiver og har det formelle ansvar overfor lovgivning m.v., men samtidig må topchefen på nogle måder puffe bestyrelsen i en bestemt retning.

De bedste topchefer går faktisk temmelig langt i denne henseende, ifølge McKinsey: De søger at påvirke, hvem der overhovedet skal vælges til bestyrelsen. Ikke nødvendigvis ved at bringe specifikke personer i forslag, men ved at gøre opmærksom på kompetencer, som det kunne være nyttigt at få med ombord.

Tro mod sig selv
En fjerde hovedopgave er at være selskabets ansigt udadtil – altså at interagere med stakeholdere. Her tænker de bedste topchefer dybt over, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at prioritere tiden. I et B2B-selskab vil pleje af de største kunder typisk være værdifuld, mens en CEO i et B2C-selskab f.eks. kan besøge shoppingscentre og møde tilfældige kunder. En anden nyttig aktivitet er at pleje omgang med de vigtigste investorer – altså ikke nødvendigvis de største, men dem som har mest at bidrage med, eller som kan tænkes at ville give besvær, hvis ikke de bliver taget med på råd.

En sidste hovedopgave er at administrere egen tid og stil. Skal man f.eks. bruge meget tid på kontoret, og skal døren være åben eller lukket det meste af tiden? De bedste topchefer tager det alvorligt, at de selv er mennesker med nogle gange arbitrære præferencer, og vælger at være denne menneskelighed tro. Medarbejderne opdager det alligevel lynhurtigt, hvis topchefen prøver at kommunikere noget andet end det, han/hun dybest set føler for.

Sten Thorup Kristensen

Den ægte virksomhedskultur kommer frem, når chefen ikke er der

Boganmeldelse: Kultur er den stærkeste kraft i universet, og den gennemsyrer den måde, din virksomhed drives på, især når du ikke er der. Det er den måde, medarbejderne reagerer på, når ingen holder øje med dem. Virksomhedskultur handler om, hvad du gør – hvem du er. Sådan lyder det i bogen ”What you do is Who you are” af Ben Horowitz, medstifteren af Intel og venturefonden Andreessen Horowitz.

Da forfatteren etablerede sit første firma, talte han med en stribe erhvervsledere og alle sagde, hvor vigtig virksomhedskultur er. Men næsten ingen kunne sige noget konkret om, hvad det betyder, og hvordan man får den kultur, man gerne vil have. Han brugte 18 år på at finde svaret, og dette svar videreformidler han så i sin seneste bog. Ben Horowitz startede med at søge svar på en række indlysende spørgsmål:

Skal man straks besvare et telefonopkald eller en email? Skal man bo på det dyreste eller billigste hotel? Skal man gå hjem til familien kl. 17 eller kl. 20? Alt det vedrører kultur og holdninger til medarbejdere, ledere og virksomheder. Men svarene siger ikke noget om betydning af virksomhedskultur. Han nåede frem til, at der ikke er enkle svar, for det afhænger af personerne og virksomhedens situation.

En virksomhedskultur kan f.eks. aldrig være den samme i Amazon og i Apple. Amazon bygger på at gøre tingene effektivt og billigt, altså er sparsommelighed i højsædet. Apple lever derimod i kraft af innovation og kreativitet, og dets produkter kan derfor være dyre. Derfor skal sparsommelighed ikke være målet for medarbejderne. Når Apple har brug for at have verdens bedste designere, skal Apple også kunne flotte sig med et nyt hovedsæde til 35 milliarder kr. På USA’s vestkyst var der tidligere et slags virksomheds hierarki som i middelalderen med konger, fyrster, vasaler og soldater. I 1960’erne troede den unge Bob Noyce ikke på den ledelsesform. Han var med-udvikler af de første mikrochips, og han skabte en helt anden kultur i den virksomhed, hvor han arbejdede. En leder skal coache, ikke styre. Han skabte en kultur, hvor alle var ”in charge”, og hvor Noyce var der for at hjælpe. Nogle af medarbejderne brød ud og lavede deres egne firmaer, og pludselig var Silicon Valley startet, baseret på den kultur, Noyce stod for. Siden grundlagde han Intel sammen med en kollega.

De byggede Intel på et lighedsprincip. Medarbejderne var i ét stort rum med brugte kontormøbler. Mellemledere havde enorm indflydelse. Forretningen blev drevet frem af forskning. Hvis der er noget, der karakteriserer Silicon Valley, er det netop idé-udvikling. Men det interessante er, at innovative ideer altid er præget af flere fejltagelser end succeser, og at de altid er kontroversielle. Hvis de er lette at begribe, er de jo ikke innovative.

Dermed nåede Horowitz frem til noget centralt om virksomhedskultur: Det drejer sig om egenskaber, dvs. om at gøre noget, ikke om værdier, som alle bare taler om. Gode intentioner er ikke nok. Det er først, når de er omsat i konkrete handlinger, at de er værd at beskæftige sig med.

Han beskæftiger sig indgående med to krigerkulturer, nemlig samuraierne, der regerede Japan i 700 år, samt Djengis Khan, der skabte verdens største imperium. Og så nævner han f.eks. også en amerikansk bandeleder, Shaka Senghor, der sad 19 år i fængsel, dømt for mord. Han viste en enestående evne til at få kriminelle til at skabe et stærkt team – men også at ændre en fængselskultur til det bedre via sit team.

Kernen i de voldelige eksempler er, at lederne forstår at ændre sig selv og at skabe en kultur, der handlede mere om at præstere noget, der er vedholdende end at komme med flotte programerklæringer. Djengis Khan var f.eks. ligeglad med folks kultur og ”klasse”. Det afgørende var, om de ”var med på holdet.” Samuraierne fulgte otte egenskaber, f.eks. mod, ære, loyalitet og retfærdighedssans.

Gennem sine egne investeringer nåede Horowitz frem til, at respekten handler om virksomheden og ikke om ejeren. Hvis ejeren ikke dur, mens virksomheden har et godt potentiale, må investoren have mod til at sige sandheden til ejeren, uden dermed at ødelægge virksomheden. Man skal gøre det rigtige, og man skal hele tiden gøre noget, det understøtter virksomhedens overlevelsesevne. Dét er kultur. Ikke bare at gøre de ansatte tilfredse. Kultur er ikke snik-snak. Derfor skal en leder også bygge på de personer, der får tingene gjort, uanset deres titel og position og lade dem få kompetence. Lederen skal sørge for, at enhver har ret til at ytre sig, men i sidste ende er det lederen, der bestemmer.
What you do is Who you are, Ben Horowitz, 273 sider, William Collins, 14,57 GDP på Amazon.

Hugo Gaarden

Nana Bule: Her er fem vigtige erfaringer fra min erhvervskarriere

Direktøren for Microsofts danske forretning, Nana Bule, er som leder opvokset i den globale software virksomhed Microsofts globale system. Hendes vigtigste erfaringer er formet af den periode, hvor den amerikanske softwaregigant vendte sin forretningsmodel på hovedet. Nana Bule fortæller her til journalist Peder Bjerge om sine fem vigtigste ledelseserfaringer

Gennem årtier har Microsoft udviklet software til private, offentlige og erhvervskunder for så at sælge licenser til at bruge styresystemer, tekstbehandlingsprogrammer og meget mere. For godt otte år siden blev den forretningsmodel skrottet til fordel for at sælge software som en service. For Microsofts nye direktør på det danske marked, Nana Bule, var det en omvæltning, ikke bare internt men også i forhold til kunder og partnere. Her er Nana Bule fem vigtigste ledelseserfaringer:

  1. Opstil rammer og giv plads til den kollektive intelligens

”Jeg tilgår ledelse efter modellen lead by design. Som leder ser jeg det som min opgave at kridte banen op for medarbejderne. Det er i en erkendelse af, at den branche jeg er vokset op i, altså teknologibranchen, ændrer sig utroligt hurtigt. Her opererer vi både med høj hastighed og en kompleksitet. Det har været en af mine grundlæggende erfaringer, særligt her inden for de seneste år, at jeg som leder simpelthen ikke har alle svarerne. Til gengæld kan jeg udstikke en retning og samtidig give plads til, at løsningerne kan komme fra alle niveauer i organisationen. Det sværeste for ledere er netop at slippe kontrollen med organisationen.

De fleste af os er vokset op med, at vi var nogle af de dygtigste på vores studier, og vi var de dygtigste gennem karrieren. Man er lykkedes med at tage meget ansvar. Men fordi verden har ændret sig gennem det sidste årti, kan man ikke holde fast i, at man er den, der hele tiden har alle svarerne. Hvis man prøver på det, vil man komme til kort i en udvikling, der bevæger sig meget hurtigt og er mere kompleks end nogensinde før. Jeg er afhængig af, at alle i organisationen bidrager med perspektiver. Vi er nødt til at operere som en kollektiv intelligens.

Jeg har fundet stor inspiration i den måde, vi som virksomhed har omstillet sig under Satya (Nadella, Microsofts CEO, red.) de seneste fem år. Vi har været gennem en kæmpestor omstilling både forretningsmæssigt og kulturelt, og det har givet mig en masse læring som leder.”

  1. Vig ikke tilbage for det svære

”Da vi som virksomhed startede transformationen fra at være en produktvirksomhed til at være leverandør af service, var jeg chef for vores Office-division. Her mærkede jeg på min egen krop, hvordan det er at være bølgebryder i en sådan transformation. Jeg havde et ansvaret for at stå i spidsen for en radikal forandring af vores forretningsmodel, fra at sælge produkter til at sælge online services. Det påvirker ikke bare ens egen organisation men hele værdikæden. Et var at skulle lede en organisation internt til at forstå at sælge på en helt ny måde. Noget andet var at skulle stå i spidsen for, hvordan det forandrede vores marked og få vores kunder til at forstå at købe ind på en anden måde. I stedet for at købe licenser til at bruge vores software, skulle de tegne abonnement.

Den største disruption var formentlig i vores partner-økosystem, hvor bølgerne af vores nye forretningsmodel ramte hårdt, både på deres forretningsmodeller og indtjening. Der var partnere, som levede af at udbyde mailløsninger, hvilket forsvandt, da vi som en del af vores nye forretningsmodel kom med en online mailløsning. På den måde disruptede vi vores partneres forretninger. Jeg var meget ude hos vores partnere for at fortælle, hvordan de kunne omstille deres forretningsmodel, og hvordan fremtiden så ud for dem.

Her var det en styrke, at jeg ikke viger tilbage for det, der er svært. Det var ikke nødvendigvis særligt populært, så det var vigtigt at gå ind i de dialoger meget respektfuldt for at formidle, hvad vores nye forretningsmodel betød for vores kunder og partnere. Det gjaldt om at lytte og forstå for så at hjælpe dem til at forstå deres plads i vores økosystem.”

  1. Digital transformation kræver, at man gentænker organisationen

”Transformationen, som Microsoft har været igennem, indebærer, som nævnt, et opbrud i værdikæden, hvilket medfører, at de organisatoriske strukturer er udfordrede. Det har været meget tydeligt i Microsoft, hvor vi har arbejdet med at gentænke de organisatoriske rammer, så siloerne nedbrydes, så man til enhver tid kan stille det rette hold i forhold til en kunde eller en opgave.

Det kan lyde lidt generisk, men det er også min erfaring, når jeg taler ledere i andre organisationer, at det er der, de fleste går i stå i deres transformation. Når deres grundlæggende værdikæde er i opbrud, er de tvunget til at gentænke deres organisation. Som leder i gamle dage, havde man nogle chefer, der var linjeansvarlige i virksomheden. I dag er man nødt til at tænke mere tværfagligt. Det lidt fortærskede udtryk ’agil’ dækker nemlig over, at man sætter et hold med forskellige kompetencer baseret på opgaven, og arbejder med kortere tidshorisonter. Det er vigtigt, fordi det er med til at definere, hvad det betyder at være leder: Har man bare en afdeling, eller indgår man i en større sammenhæng, knyttet op på kundens succes?

Min vigtigste opgave som leder er at få medarbejderne til at se sig selv ikke som en del af en bestemt afdeling men som del af et kundeteam. Grundlæggende handler det om at vende organisation til at se kunden som det vigtigste. Egentlig har det været naturligt for mig, fordi i det meste af min karriere har jeg arbejdet kundevendt, altså at være helt tæt på markedet. Selv er jeg også i dag med i teams, hvor jeg indgår som en kompetence, og ikke bare som administrerende direktør.”

  1. Kræver medarbejderne skal kunne noget andet

”I forlængelse af denne sidste pointe, er Microsoft en fundamental anden virksomhed end for fem år siden med den opgave, vi løser i markedet. Hvor vi før var en mere indad skuende virksomhed, er vi i stedet en platform, hvor kunder og partnere – både iværksættere og andre – kan bygge deres digitale fremtid. Det gør, at vi er blevet mere udadvendt end tidligere.

Det stiller nogle helt andre krav til mit team for at være dygtigere end andre i markedet. I gamle dage var det nemmere. Vi kunne komme med produkterne i kufferten og spørge en kunde, hvor mange vil han eller hun have. I dag er vores opgave i stedet at tage ud til kunder og lytte til, hvad deres udfordringer er, og omsætte og understøtte det teknologisk.  Det kræver noget andet af mine medarbejdere. Vores opgave i dag er i højere grad rådgivende end sælgende. Vi indgår i partnerskaber med vores kunder og skaber i fællesskab løsninger, ikke bare til deres kerneforretning, men i nogle tilfælde løsnnger, der bliver en ny indtægtskilde for virksomheden. Et eksempel er Sund&Bælt, hvor vi har udviklet en løsning til at optimere driften af Storebæltsbroen med droner og kunstig intelligens. Den løsning kan sælges videre til andre broer rundt om i verden.”

  1. Vær skalerbar – træk på partnerne

”På trods af den teknologiske udvikling går så stærkt er, vi som organisation ikke meget større end tidligere. Men de opgaver vi skal løse, er langt større end for år tilbage.

Tidligere kunne man så nogenlunde forvente, at ens organisation udviklede sig lineært i takt med forretningen og opgaverne. Sådan er det ikke i de organisation, jeg har overtaget. Her er der mere tale om en eksponentiel udvikling af vores forretning; vores opgaver er vokset, men skal løses med den samme organisation. Det kræver, at jeg er nødt til at gentænke vores organisation, så vi er i stand til at skalere på en anden måde.

Konkret i Microsoft betyder det, at jeg skal forsøge at nedbryde de organisatoriske rammer, så vores medarbejdere ikke kun ser deres kolleger som del af teamet. De skal også kunne trække på de superdygtige folk, som sidder hos vores partnervirksomheder. Her i huset er vi små 500 mennesker. Hos de af vores partnere, der er tættest på os i økosystemet, arbejder der godt 15.000 folk. Kan jeg få min organisation til at tænke dem ind og trække på de mange tusinde folk, kan vi skalere på en helt andet måde og i sidste ende levere en bedre service til vores fælles kunder.”

Ex. Carlsberg formand: Topcheflønninger kørt af sporet

Povl Krogsgaard-Larsen, bestyrelsesformand for Carlsberg fra 2003 til 2012 fortæller i dette interview om sine vigtigste konkrete ledelsesfaringer i erhvervslivet, som han kom hovedkulds ind i som formand fra forskerverdenen. Han har i dag trukket sig tilbage til Mors, men har stadig klare holdninger til ledelse.

ØU: Nu har du trukket dig tilbage fra dine bestyrelsesposter. Men hvad ser du, når du kigger ud over det danske erhvervslandskab? PKL: ”Når jeg læser aviser, så synes jeg, at der er mange eksempler på, at topcheflønningerne er kørt helt af sporet. Vi ser jo eksempler på lønpakker på flere hundrede millioner kroner om året. Det er kommet helt ud af kontrol. Jeg kan godt forstå, at det er et emne, der er kommet på den offentlige dagsorden. Man gennemhuller alt, hvad der hedder tillid og motivation for medarbejderne, når de ser det her. Hvis en topchef gør det rigtigt godt, bør han have en høj løn. Og så kan han jo købe aktier for nogle af pengene. Det ville jo også være en tillidserklæring overfor de ansatte og aktionærerne. Så vil der stadigvæk være sammenfaldende interesser mellem topledelsen og aktionærerne, og ledelsen vil have hånden på kogepladen. De eksorbitante lønninger til cheferne kan også skade de enkelte selskaber. Folk føler sig jo generelt forargede over de høje lønninger. Og hvem er det samme værd, som hundrede ansatte? Bestyrelserne bør tage meget mere ansvar her, frem for kun at kigge på, hvad direktøren får i den konkurrerende virksomhed. Blandt andet bør bestyrelserne blive meget bedre til at fremme internt talent, så de ikke skal i markedet og konkurrere på lønpakker for de mest eftertragtede erfarne topchefer.

Og så skal bestyrelserne nøjes med at give incitamenter for den helt ekstraordinære indsats, og ikke nærmest per automatik give bonus og aktieoptioner. Grundlæggende er der for meget grådighed. Og topcheflønninger som emne kunne jo være et nyt element i selskabernes CSR-rapporter, som kunne forholde sig til selskabets arbejde med sammenhængskraften i samfundet.”

Hvad ser du som de vigtigste byggeklodser i en organisation, og hvad lagde du mest vægt på som bestyrelsesformand for Carlsberg? ”Helt overordnet er det allervigtigste for mig, at der er tillid og motivation i organisationen og mellem bestyrelse og direktion. Tillid er efter min mening et fundamentalt princip i ledelse, og det hænger også snævert sammen med motivation. Jeg kom i 2003 fra den akademiske verden først ind som formand i Carlsberg Fonden og kort tid efter Carlsberg A/S. Jeg trådte ind i en ledelsesformel med mange ubekendte. Jeg havde ikke en overvældende indsigt i økonomi, og jeg havde kun tidligere erfaring fra ledelse i den akademiske verden. Så jeg måtte fra starten læne mig op af andre, og der var det centralt, at der var personer tæt på mig, jeg havde tillid til.

Jeg fik dækning på nogle af de punkter, hvor jeg syntes jeg var fagligt svag hos nogle personer, jeg fik ubetinget tillid til. Og det var centralt for mig i den aktuelle situation. Jeg var nødt til at omgive mig med folk, jeg havde tillid til. Jeg blev jo hovedkulds kastet ud i nogle komplekse problemstillinger, da Carlsberg ikke var godt kørende i 2002-2003, hvor Carlsberg var gået sammen med norske Orkla. Kapitalmæssigt stod vi svagt. Min klare fornemmelse var, at hensigten var, at Orkla gerne ville overtage Carlsberg, og det sagde de også tydeligere senere. Og det var bestemt ikke den vej, vi ønskede at gå. Jeg fandt det helt uacceptabelt, og det kunne jeg ikke leve med.

Ved at følge deres dispositioner kunne jeg godt se, hvad de var ude på. Der skete jo det, at hele bryggeriaktiviteten blev lagt i et datterselskab, Carlsberg Breweries, hvor Carlsberg ikke behøvede at have bestemmende indflydelse, og hvor Orkla som kapitalstærk partner ville kunne overtage majoriteten. Eksempelvis hvis Carlsberg blev for svag. Der lå brikkerne til, hvor Orkla som kapitalstærk partner kunne slå til, og derfor var de måske ikke motiverede til at sikre et økonomisk sundt Carlsberg. Vi kørte så kampen mod Orkla de næste 6-9 måneder, og det var meget lærerigt. Jeg lærte, at når det kom til kritiske situationer, skulle man være meget kontant og hård.

I den situation var det vigtigt, at jeg er en god menneskekender, og det har også været afgørende for at opnå den nødvendige tillid. Man finder jo også hurtigt ud af, om der er konsistens i det folk siger, og ikke mindst om der er sammenhæng mellem det de siger, og det de gør.

Også i den akademiske verden kommer det ofte hurtigt til rollespil, hvor folk måske tiltager sig kompetencer, som de formelt ikke har. Så det er jo den slags, man skal forstå og fornemme, når man afgør, hvem man skal have tillid til og ikke have tillid til.”

Hvad ser du som de vigtigste egenskaber hos en topchef? ”Grundlæggende er jeg tilhænger af, at man skal kunne rekruttere sine ledere internt, og at man arbejder for at fremme det interne talent. De kender systemet i forvejen. De har vist deres kvaliteter i den aktuelle organisation, og der er ikke den samme indkøringsperiode. Jeg ved godt, at det ikke altid er bæredygtigt. Men det er min grundholdning. Danske topledelser bør i højere grad være opmærksomme på, hvad de har af talentfulde ansatte. De skal hele tiden have antennerne ude for at forstå, hvem der har særlige kvalifikationer for at udvikle sig til at varetage lederposter, og så skal de arbejde på at fremme talentet.”

Og hvad tænker du er særligt vigtigt hos en topchef? ”Topchefen bør havde det, jeg kalder egokontrol. Man skal som direktør være opmærksom på, hvad man kan og ikke kan. Chefer, og også i den grad forskere, har ofte en drivkraft og et ego, som har betydning for, at de er nået dertil, hvor de er nået. Men dette ego må ikke stå i vejen for, at man skal vide, hvad man kan og ikke kan. Hvis man ikke evner dette, har man ikke den nødvendige menneskelige indsigt til også at udvikle organisationen og motivere de ansatte.

Hvis man især går efter at fremme sine egne personlige ambitioner og har svært ved at fungere sammen med andre mennesker, så mangler man noget som helstøbt topchef. Chefen skal være god til at opfange signaler fra andre mennesker. Det handler også om, at man ikke ser kolleger som konkurrenter, og derfor arbejder for at holde personen nede rent fagligt. Det kender jeg rigtigt godt fra den akademiske verden.”

Tjekliste: Ti snubletråde for succesfuld transformation

Ofte mislykkes det, når ledelser beslutter at ændre fundamentalt på virksomheden. Ud af den erfaring er vokset en stor gren i konsulentbranchen. Desværre bliver disse konsulenter ofte anvendt forkert, mener to forskere fra IMD. Denne artikel beskriver første halvdel af deres tjekliste for virksomheder, der forbereder at transformere sig selv. Anden halvdel finder du her.

Det er velkendt, at det mere er reglen end undtagelsen, at transformationer af virksomheder – herunder implementering af fusioner – i en eller anden grad slår fejl. I bagklogskabens lys kan bestyrelse og direktion pege fingre af hinanden, af medarbejderne, af myndighederne eller af rent uheld.

Det er dog bedre, hvis man indser problemerne, allerede inden man går i gang. Professor Michael Watkins og Dr. Janet Spencer fra IMD har i artiklen ”Ten Reasons Organizational Transformation Efforts Fail” identificeret de typiske problemer, som spænder ben for de gode intentioner. Vi bringer nedenfor, med fortsættelse i næste udgave, et resumé af de ti snubletråde, artiklens forfattere angiver.

Stakeholdere kan ikke se casen: De fleste transformationer bliver sat i gang af økonomiske grunde. Ledelsen vil have større omsætning, eller den vil spare omkostninger. Hvor det næppe overrasker nogen, at virksomheden vil tjene flere penge, skal der mere til for at få medarbejdere, kunder, leverandører og myndigheder til at spille positivt med. Hvis de grundlæggende ikke forstår, hvorfor transformationen er vigtig, udvikler der sig frygt, kynisme og modstand mod hele processen.

Stakeholderne skal altså forstå deres egen interesse i, hvad der sker. Derfor vil budskabet også ofte skulle tilpasses hver enkelt målgruppe. Kommunikationen vil også skulle tage højde for, om stakeholderne godt kan se, at farer lurer for virksomheder, hvis man ikke gør noget. Hvis ja, skal også deres egen, personlige frygt adresseres. Hvis nej, forestår en pædagogisk opgave med at forklare ledelsens dybere analyse.

Ledelsen løfter ikke i flok: En harmonisk ledelse er ideel i enhver situation. Men også et næsten uopnåeligt ideal. De enkelte direktører og bestyrelsesmedlemmer vil have egne ambitioner, sym- og antipatier for hinanden og så videre. Under en transformation er det ekstra vigtigt at fremstå som en harmonisk enig ledelse med samme målsætninger. I den daglige ledelse må CEO’en tage styringen – ikke henover hovedet på den øvrige direktion, men således at uenigheder bliver til en dynamik i stedet for splittelse.

Lederne undlader at påtage sig deres ansvar: Alle kan lide at være en del af en succes. Omvendt er der også en motivation til at ”pjække” fra sit ansvar, når tingene begynder at gå galt, og det er svært at komme tilbage på sporet. Den sidste tendens forstærkes af, at incitamentsprogrammer ofte belønner resultater, der har et noget kortere sigte end transformationen.

En metode til at undgå det er at styrke de enkelte direktører med nære medarbejdere, der har erfaring med transformationer, eller som på anden vis er er specialiseret i det, transformationen handler om.

Forfatterne understreger, at tilknytningen af eksperter ikke skal ændre på, at det er direktørerne, der personligt leder transformationen. Det udelukker ikke, at direktørerne kan uddelegere konkrete opgaver til eksperterne, men man skal holde styr på, om man gør det eller ej – ellers kan eksperterne udarte sig til at være et nytteløst bureaukratisk lag, der blot gør ondt værre.

Konsulenter bliver anvendt forkert: En anden type eksperter er de udefrakommende konsulenter. Dem er der kommet mange af, hvilket er naturligt nok set i lyset af de mange mislykkede transformationer. Artiklens forfattere advarer dog mod denne type af konsulenter: De kan være nok så indsigtsfulde, men især når de blot kommer som læger og stiller en diagnose, for så at forlade virksomheden igen, hjælper de ikke meget i processen.

Rådet er derfor, at hvis man antager eksterne konsulenter, skal man også forpligte dem på processen således, at de også er med til at rydde op efter de uforudsete problemer, deres egne løsninger har forårsaget.

Halvhjertet kommunikation: Alle virksomheder har kommunikative processer, hvorigennem de oplyser medarbejderne om stort og småt – fra fremlæggelse af årsrapporten til åbningstiderne i kantinen. Det kan synes oplagt at bruge de samme processer i forbindelse med en transformation. Men her er kravene større. Medarbejderne skal engageres, og det betyder, at kommunikationen skal gå begge veje. Det kan være rodet og ubehageligt for ledelsen, men det må man tage med.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Sådan skaber chefen meningsfuldhed i lederskabet

Hvad kan topledere lære af sociale ulønnede entreprenører, når de skal definere et meningsfuldt formål med deres virksomhed? Konsulenthuset McKinsey har undersøgt, hvordan disse ildsjæle får deres projekter til at fungere. Det er der kommet flere gode og tankevækkende forslag ud af. Forslag, som også kan anvendes i den kommercielle verden.

Hvordan kan topledere i kommercielle virksomheder lære af de ildsjæle, der kaster sig ud i at gennemføre projekter for eksempelvis socialt svage borgere, og som ofte ikke bliver lønnet for det? Det har selveste McKinsey udarbejdet en guide om. Konsulenthuset har fundet ud af, at der her kan hentes inspiration til erhvervslivets topledelser. I hvert fald dem, der famler efter, hvordan de kan leve op til nutidens krav om formål, meningsfuldhed og socialt ansvar.

Behovet for at gøre et eller andet godt og samfundsgavnligt er reelt nok: Der er hård kamp om arbejdskraften. Blandt de unge lægger næsten alle vægt på, at der er en dybere mening med deres arbejde, end blot det at tjene penge og løse profane problemer. Dertil kommer, at også yngre forbrugere bliver mere bevidste om, hvem de køber af.

Men hvordan bliver man så en empatisk leder med fokus på det meningsfulde? McKinsey har søgt råd hos godt hundrede dimittender fra et universitet, der uddanner sociale entreprenører. Det er folk, som har en stærk social indignation og en klar opfattelse af, at de kan løse ethvert problem, hvis de bare er energiske nok. Således rejser de ud i verden, hvor de f.eks. etablerer fair trade-systemer eller hjælper fagforeninger i gang.

Blandt respondenterne var der særlig tilslutning til, at to empati-relaterede tilgange er vigtige for at skabe systemændringer: Man skal have en vision, der rækker ud over netop den komponent, man selv arbejder med, og man skal have evnen til at inspirere andre og vinde deres tillid.

Ud over dette kan de desværre ikke anvise nogen vej mere konkret, end at man må prøve sig frem og lære succeser og fiaskoer. Denne læringsproces kan man dog et stykke hen ad vejen systematisere. En af respondenterne holder f.eks. i sit projekt en årlig seance, hvor man stiller sig spørgsmålet: Ville vi gøre det samme, hvis vi skulle starte forfra med de erfaringer, vi nu har opnået, i bagagen?

Svaret på spørgsmålet er altid nej, og det er en anledning til at overveje, om man skal ændre i konceptet. Andre teknikker er at komme ud i marken og se de projekter, man træffer beslutninger om, og at arrangere møder med andre, der arbejder med noget tilsvarende.

Men hvordan man end vender og drejer det, er det for kommercielle virksomheder ikke nok at have et formål om at gøre verden bedre. Man skal også tjene penge. McKinsey bringer et par eksempler på, hvordan de to ting kan kombineres:

Det ene er den amerikanske apotekskæde Genoa Healthcare. Den har taget sit udgangspunkt i den store del af befolkningen – i USA én amerikaner ud af 17 – hvis basale velbefindende afhænger af, at de tager psykofarmaka. Mange undslår sig alligevel at tage denne medicin. Genoa søgte at løse problemet ved at kombinere salget af medicin med pleje. Det var i begyndelsen, tilbage i 90’erne, uden finansielle bagtanker, men det er siden blevet en god forretning, og Genoa er nu den fjerdestørste kæde af sin art i USA.

Det andet eksempel er det finansielle selskab Aspiration Partners, der tilbyder en årlig indlånsrente på to procent og garanterer, at pengene ikke bliver investeret i udvinding af fossile brændstoffer. Samtidig opnår kunderne rabatter, når de køber fra udvalgte virksomheder med en høj CSR-profil. Fordelen ligger et helt andet sted: Selskabet opkræver ikke gebyrer – det er op til kunderne selv at vurdere, om Aspiration Partners fortjener betaling for sin indsats. Det fremgår ikke, hvor god dén forretning er, men selskabet oplyser at give lønninger på et gennemsnitligt niveau til sine medarbejdere.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Fem faser i en topchefs ansættelse

Man skal ikke fyre en ny CEO, blot fordi resultaterne pludselig bliver markant ringere end tidligere. Det er nemlig et helt typisk forløb. Det afspejler, at topchefjobbet er svært, og at det kræver indkøring, læring og tålmodighed. En analyse fra Harvard viser, hvornår i et længere ansættelsesforløb de regnskabsmæssige resultater typisk topper og bunder.

Topchefers lønninger er tordnet i vejret, men modydelsen er, at de ikke skal forvente menneskelige hensyn: Performer de dårligt et år eller to, kan de ryge ud uden yderligere føleri fra bestyrelsens side. Men selv om bestyrelsen betaler prisen for at kunne handle hurtigt og drastisk, er det ikke nødvendigvis en god idé at gøre det, for alle kender dårlige år, og alle begår fejl.

Forskere på Harvard har gransket en lang række ansættelsesforløb for topchefer, og kortlægningen viser en forbløffende systematik i henseende til, hvornår i en ansættelse det typisk går godt og skidt. Kendskabet til disse data kan være guld værd for bestyrelser, der kan undgå at fyre en topchef, som er højt kvalificeret, men som blot har ”planmæssige” forbigående problemer – og som omvendt kan fyre en topchef, der kun viser let positive resultater på et tidspunkt, hvor disse skulle være i topklasse.

Forskerne inddeler i deres gennemgang det typiske topchef-forløb i fem faser:

Første år: Hvedebrødsdagene. Det første år er godt rent finansielt. Det fremgår ikke, om der er korrigeret for de nedskrivninger, som topchefer ofte lægger ud med for at få rent bord, men hvis ikke gør det bare pointen endnu klarere: Topchefen kommer fuld af energi og med friske øjne og kan hurtigt foretage oplagte besparelser, som forgængeren har været blind overfor. Det skaber en rus af succes. Men bestyrelsen skal være opmærksom på, om topchefen rent faktisk lærer noget nyt, eller om fremgangen kun er skabt af ”nemme” operationelle handlinger.

Andet år: Den sure hverdag melder sig. Andet år er derimod mest almindeligt dårligt, igen målt på finansielle parametre. Den sandsynlige forklaring er, at topchefen endnu ikke er på toppen i henseende til at forstå virksomheden og/eller branchen. Indtrykket af nedtur forstærkes af sammenligningen med det første år, der som nævnt var godt. Det er vigtigt, at både topchefen selv og bestyrelsen analyserer, hvad der præcist har været suboptimalt, og får rettet op på det. Alternativt kan det sætte sig som en generel konklusion om topchefens inkompetence og føre til en uhensigtsmæssig fyring i de følgende år.

Det er også vigtigt, at topchefen er meget kommunikerende i sit andet år; både for at stakeholderne skal forstå, hvad der foregår, og for at kunne få den feedback, han kan lære af.

Tredje til femte år: Comeback. Hvis topchefen overlever det svære andet år, venter nogle hæderlige år efterfølgende. Det er her, topchefen har sat sit præg på hele organisationen og kan styre den efter sit eget hoved – hvilket er en god ting, hvis topchefen er kompetent. Men den magtfulde position gør også bestyrelsen lidt utryg, og det er ofte i denne periode, at topchefen bliver grillet til bestyrelsesmøder, og at nogle topchefer fortryder, at de ikke har gjort mere ud af at opbygge en personlig relation til bestyrelsesmedlemmerne.

Sjette til tiende år: Selvtilfredshedens æra. Efter fem års ansættelse finder bestyrelse og topchef som regel hinanden, rent menneskeligt. De store sammenstøds tid er forbi. Det virker trygt, men det er det modsatte: Det er her, man hurtigt kan blive enige om en god (bort-)forklaring på et dårligt år.

De finansielle resultater vil være svære at tolke: De er lidt under gennemsnittet, men ikke meget, og det kan f.eks. komme i form af to hæderlige år, efterfulgt af et dårligt. Topchefen har på dette tidspunkt udviklet sine egne blinde vinkler – tilsvarende dem, som forgængeren havde, og som topchefen i begyndelsen kunne opnå gode resultater ved at korrigere for.

Fra og med 11. år: Den gyldne tid. Det sker stadig, at topchefer sidder på posten i mange år, og når det er tilfældet, er der selvfølgelig en grund til det. Denne kan være, at topchefen er blevet enerådende, men mere almindeligt er forklaringen den gode og saglige, at topchefen simpelthen er dygtig og skaber bedre finansielle resultater end konkurrenterne.

Midt i al lykken har bestyrelsen dog en anden problematik at forholde sig til: Arvefølgen i selskabet. Denne opgave bliver kun vanskeligere af, at man skal finde kandidater, som på en gang kan fylde et meget stort par sko ud, og som har tid til at vente på, at det bliver deres tur.

Sten Thorup Kristensen

Ny trend i CEO-løn: Topdirektøren skifter over mod fast løn

I 2018 er andelen af de amerikanske topchefers løn, der bliver givet som aktier eller aktieoptioner, faldet, viser ny analyse. Udviklingen er overraskende. Men den kan skyldes, at bestyrelserne i en tid med fokus på virksomhedernes samfundsansvar er bekymrede ved at lade en alt for stor del af aflønningen være bundet op på finansielle performance- og aktiekursudviklinger.

Gennem mange år har der været to faste tendenser, når man studerede udviklingen i aflønningen af topchefer: Den samlede aflønning er steget mere end lønudviklingen i resten af samfundet. Og især har den del af aflønningen, der gives som variabel aflønning, eksempelvis aktier og bonus, været stigende.

Den gode og saglige begrundelse for det sidste er, at variabel aktieaflønning motiverer direktørerne til at arbejde for langsigtet værdiskabelse. Den mindre gode og mindre saglige begrundelse er, at bestyrelsen vånder sig over at skulle udbetale de meget store gager. Og de ræsonnerer, at hvis en del af den variable løn gives som aktier, får man i det mindste ikke en ekstraregning, hvis det skulle gå virksomheden dårligt.

Men 2018 bød på en overraskende pause i den stigende variable aflønning, konkluderer Korn Ferry på baggrund af en analyse. Ganske vist er aktieaflønningen fortsat med at stige, men langt det meste af den samlede lønstigning er givet som fast løn. Resultatet er, at mens 70 procent af topchefernes løn i 2017 blev givet som aktier, var andelen i 2018 faldet til 66 procent.

Korn Ferry påpeger, at udviklingen især skyldes nye krav, som omverdenen stiller til selskaberne omkring helhedstænkning, herunder en kombination af hensyn omkring ESG, meningsfuldhed og langsigtet værdiskabelse. Disse hensyn kan blive modarbejdet af kortsigtede variable lønkomponenter. En høj fast løn antages i højere grad at motivere direktørerne til at tage hensyn til helheden.

Hertil kommer, at der efterhånden er uoverskueligt mange parametre på spil i ansættelsen og aflønningen af ledere. Også f.eks. politiske spørgsmål om ligeløn og ulighed spiller ind, og bestyrelser kan være bekymrede for en situation, hvor der kommer pressehistorier ud af, at direktørerne er blevet umådeligt rige. Selv hvis det er knyttet til en god performance, kan det alligevel vække offentlig forargelse.

Konsulenthuset hæfter sig kun ved bestyrelsernes motivation. Men direktørerne deltager naturligvis også i forhandlingerne, og deres støt voksende gager – alene i 2018 steg de 15,2 procent – tyder på, at de står stærkt. Man kan gisne om, at direktørerne vurderer, at de lave renter har presset P/E-værdierne så højt op, som de kan komme, så der er en potentielt stor downside ved at blive aflønnet i aktier, og at man af den grund gerne vil substituere over i fast løn.

Analysen omfatter data fra 50 større amerikanske selskaber. Til maj vil Korn Ferry offentliggøre den fulde analyse, der omfatter 300 selskaber, og som kan vise lidt andre tal. Mens man venter på det, kan man fundere over en anden analyse fra samme firma, som antyder, at det måske heller ikke er smart for selskaberne at give en alt for stor del af aflønningen som aktier.

Denne anden analyse omhandler et specielt segment: Selskaber, hvor ledende medarbejdere kun får én dollar om året pr. mand i fast løn. Det er en konstruktion, der findes i virksomheder, hvor disse medarbejdere selv ejer meget store aktieposter, altså typisk iværksættervirksomheder, der har haft succes, men som endnu ikke har stort overskud på bundlinjen.

For disse selskaber er det fordelagtigt at spare faste lønudgifter, og for direktørerne kan det også være næsten lige så godt at leve af kursstigninger i aktierne, fordi aktieafkast i USA kun bliver beskattet halvt så hårdt som lønindkomster. Det virker også fint i nogle selskaber, hvor kursstigningerne har været særligt fantastiske, f.eks. i Facebook. Men omvendt er der også selskaber, som Tesla, hvor aktiekursudviklingen har haltet.

I den samlede grupper af ”one dollar-selskaber” vejer de sidste selskaber tungere end de første, og både i 2017 og i 2018 gav de investorerne – herunder direktørerne – et afkast, der var dårligere end udviklingen i S&P 500 indeks. Dette faldt sidste år med 6,6 procent, men i one dollar-selskaberne var kurstabet 13 procent.

Her i 2019 har de dog hentet lidt af det tabte tilbage. Naturligvis er mange andre faktorer på spil, men man kan altså konstatere, at den højest mulige aktieaflønning af direktørerne ikke i sig selv har ført til et godt afkast for selskaberne – tværtimod.

Sten Thorup Kristensen

Vigtig byggeklods i digital strategi: SEO

For at opnå succes som virksomhed i dagens digitale verden kræver det, at den overordnede strategi spiller sammen med det digitale landskab. De er uadskillelige, lyder budskabet i en analyse fra SEO-bureauet Bonzer, der i en ny ebog beskriver de konkrete udfordringer, virksomheder står overfor. Den helt store digitale udfordring er at skabe synlighed, og her er et centralt redskab SEO, skriver Thomas Bogh fra Bonzer, der på kundelisten blandt andet har Modstrøm, Contractbook og Artland.

I 2019 sker der flere søgninger end nogensinde på verdens største søgemaskine Google, faktisk over 3,5 milliarder i døgnet. Udvikling mod flere søgninger understøtter et mønster, som har været undervejs i mange år: Digital tilstedeværelse er alene af den grund blevet fundamentalt for den enkelte virksomhed, for at nå ud til sine kunder.

Search Engine Optimization, SEO, er den metode, der kan føre virksomhederne frem i kundernes søgeresultater. Alligevel ser man stadig større og veletablerede virksomheder, som ikke evner at få sin overordnede vision til at spille sammen med den digitale profil. Her er SEO et bindeled, der altså kræver ligeså meget fokus som visionen selv.

Vi ser SEO som afgørende, fordi det ikke kun optimerer virksomheden til at blive høj prioritet hos Google, men også fordi det er med til at gøre hele virksomheden stærkere digitalt. Med andre ord er integration af SEO i virksomhedens forretningstænkning med til at gøre brandet stærkere i hele det digitale univers. Det forøger simpelthen den spillebane, som alle virksomheder arbejder under for at tjene sine penge.

SEO skal være et bindeled mellem afdelinger

I 2020 forventes det, at erhvervslivet alene i USA vil anvende mere end 80 milliarder dollar på SEO services. Det er altså investeringer, der gennem en bredere digital tilstedeværelse forventes at skabe merværdi. Men for at opnå succes, skal investeringen placeres i en skalerbar struktur. For at dette kan lade sig gøre, skal alle afdelinger i virksomheden arbejde sammen om et fælles mål, der bygger på digital tilstedeværelse.

Organisationers digitale strategi skal altså forankres dybt i virksomhedens kultur, men hvor teknologi er i fokus. For mange virksomheder er SEO ikke blot en del af virksomhedens strategi. Mange steder bør den være grundlaget for den samlede strategi. Hvor SEO tidligere blev anset for at være et delelement for at få flere besøgende, kan dette redskab være med til at sikre, at virksomheden overhovedet har en plads blandt de bedste virksomheders i sin branche.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Som bestyrelse skal man tage stilling til, hvad der er det bedste træk for organisationen i relation til SEO. Derfor skal man også finde ud af, hvordan man bedste anvender mulighederne i SEO for at opnå de ønskede mål. SEO bygger på, at man gennem sin platform via både content på sit website og links fra relevante medier, gør sig populær hos søgemaskinerne.

På den måde kan virksomheden blive et førstevalg for de mange søgende hver dag på Google. Tilstedeværelsen på søgemaskinerne kan være helt afgørende for virksomhedens eksistens, da flere forbrugere og andre kunder bruger søgefelterne som deres centrale indgang til søgning efter produkter, information – ja alt hvad hjertet og hjernen begærer.

Også for etablerede virksomheder, som har stået stærkt i lang tid, gælder det om ikke at hvile på det traditionelle fundament, som indtil nu har fungeret fint på andre kanaler. For forbrugerne bevæger sig på i stigende omgang på Google i dag – og i mindre grad i de fysiske butikker. Forbrugeradfærden er altså under hastig forandring, og det er livsnødvendigt, at man som virksomheder forholder sig til dette .

Eksempelvis Fona var en velfungerende fysisk elektronikbutik, der blev overhalet indenom at ændrede indkøbsmønstre i den digitale verden. Trods FONAs størrelse var elektronikkædens ledelse ikke god nok til at møde den digitale udvikling og hermed gøre sig skarp på kanaler som netop Google. Det er til trods for, at søgninger efter netop elektronik på Google aldrig har været større, end de er i dag.

Search intent er et buzzword

En afgørende faktor for, om man overhovedet opnår succes på Google er ‘search intent’. Dette er et stort buzzword inden for SEO og handler om, hvorvidt vi som virksomheder rent faktisk imødekommer forbrugernes behov, og lever op til deres intention bag søgningen. Her er det vigtigt, at man ikke kun fokuserer på at rangere på søgninger med mange søgninger – der skal også være en mulig konvertering bag søgeresultatet. Det kombinationen af dette, som kan få din virksomhed til at vækste digitalt.

Det kan være en direkte trussel for virksomhedens synlighed på nettet ikke at være tilstede på de vigtigste keywords på Google. Men det kommer ikke fra den ene dag til den anden.  Vi fokuserer på to især dele, som skal danne et samlet mindset, nemlig drive og kompetencer.  Man skal i forlængelse af sin vilje til vækst været drevet af hele tiden at være opdateret på, hvad der bevæger sig på de tre vigtige områder; content, linkbuilding og teknisk optimering.

Hvor teknisk optimering bygger på en hjemmesides fundamentale struktur som opbygning og hastighed på websitet, er content alt det indhold, som en bruger møder på siden. Dette er denne samlede profil, som udgør hver en digital platform, og som alle ønsker kommer ud til flest mulige. Det er her det kendte udtryk ”linkbuilding” kommer ind i billedet, som bygger på alle de sider på nettet, som henviser til netop din side – et virtuelt like kan man sige. Formår du at samle disse tre gyldne områder og samtidig lever op til search intent, er du godt på vej til at vækste digitalt i de næste mange år frem.

Den amerikanske search ekspert, Jessica Bowman, er en af de store fortalere for integration af SEO i virksomheder. Hendes pointe er, at alle virksomheder hver eneste dag påvirkes af SEO, uanset om de ved det eller ej. De store virksomheder træffer “multi-million dollar decisions”, som enten hjælper SEO eller direkte skader det, da SEO er en del af hele den digitale profil. Så længe SEO ikke er klart defineret, bevæger man sig frem i blinde, hvad Google angår.

Log ind