Annonce
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Filtrer på kategorier
Årsbudget/likviditet
Årsforventning
Årshjul
Bestyr.evaluering
Bestyrelsens Arbejdsprocesser
Bestyrelsens Digital strategi
Bestyrelsens håndtering af risici
Bestyrelsens Information
Bestyrelsens Kompetencer
Bestyrelsens Kriseforebyggelse
Bestyrelsens Rapportering
Bestyrelsens Strategiarbejde
Bestyrelsesansvar
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesevaluering
Bestyrelsesformandens Guide
Bestyrelsesformandens Guide|Forbered din Bestyrelseskarriere
Bestyrelsesformandens Guide|Kvinder i Bestyrelsen
Bestyrelseskompetencer
Bestyrelsesuddannelser
Branchetendens
CEO-profil & CEO-skift
Det lærte jeg om ledelse som iværksætter
Ejerlederens bestyrelse
Ekstern Kommunikation
Evaluering Af Ceo
Evaluering Revision
Featured
Featured|Toplederinterview
Forbered din Bestyrelseskarriere
Forbered din Bestyrelseskarriere|Praktisk Bestyrelsesarbejde
Formandens Opgaver
Generalforsamling
Generalforsamlingen
Halvårsstatus
Hr Politikker
Intern-Ekstern Kommunikation
IT & Digitalisering
IT & Digitalisering
Karriere
Kvinder i Bestyrelsen
Ledelse under COVID-krisen
Ledelse under Ukraine-krisen
Ledelsesvederlag
Mangfoldighed
Medarbejdervalgte Bestyrelsesmedlemmer
Mine 5 vigtigste ledelseserfaringer
Praktisk Bestyrelsesarbejde
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesansvar
Praktisk Bestyrelsesarbejde>Bestyrelsesevaluering
Praktisk Bestyrelsesarbejde>CEO-profil & CEO-skift|Featured|Toplederinterview
Regnskabsaflæggelse
Revisorer
Risikostyring
Samfundsansvar
Strategi
Temaserier
Toplederinterview
Toplederkommunikation
Toplederlønninger
Transformation og omstilling
Uncategorized
Virksomhedskultur & Mangfoldighed
Vurdering Af Risici
White Paper for bestyrelser
Log ud Log ind
Alle artikler Side 42

Guide: Fem tidstypiske udfordringer for bestyrelsen

Det fyger med værdipolitiske krav til virksomhederne, og bestyrelserne kan ikke længere henlægge diskussioner om ESG og formål til sidste punkt på dagsordenen eller overlade det til direktionen. Det giver mange udfordringer – bl.a. at ESG-politik er langsigtet, mens de investorer, der kræver den, ufortrødent også kræver højt afkast på kort sigt.

Når historikere skal se tilbage på 2020, vil de ikke bare se coronakrisen. Kun på sit allerhøjeste formåede pandemien at dæmpe intense diskussioner om køn, race, vores forhold til naturen og en del andet.

Hvad det hele munder ud i, må tiden vise. Men allerede nu kan man se, at der sker nogle værdipolitiske skift, som truer etablerede samfundsinstitutioner, som vi indtil for få år siden regnede som selvfølgelige og i praksis evige.

Også traditionelle erhvervsvirksomheder er blandt de truede institutioner, og derfor er bestyrelserne nødt til at reagere i tide. Heidrick & Struggles har interviewet 29 bestyrelsesmedlemmer fra førende britiske selskaber for at indkredse stemningen. Konsulentfirmaet opsummerer resultaterne i en guide med fem udfordringer, man nu diskuterer i bestyrelseslokalerne:

At sammenfatte udsigterne for det korte og det lange sigt: Mest konkret oplever bestyrelserne de værdipolitiske strømninger, når de diskuterer ESG og virksomhedens formål, ud over at tjene penge til investorerne.

Men disse dagsordner har en helt praktisk komplikation: De handler ofte om det lange sigt, hvilket står i modsætning til, at aktiemarkedet højst ser to-tre år frem. Bestyrelserne sukker over, at de institutionelle investorer, der sætter krav til ESG, samtidig stiller kortsigtede krav, som de hele tiden har gjort. Selskaberne selv har af andre grunde ændret syn på den kortsigtede planlægning.

Med den hastige udvikling i teknologi og geopolitik giver f.eks. tre- eller femårsplaner ikke længere så meget mening. I stedet arbejder man i stigende grad med rullende handlings- og strategiplaner.

Sammensætningen af bestyrelsen: En stor del af værdipolitikken handler om diversitet. Der har gennem en del år været et ønske om, at virksomheder skulle have flere kvinder i bestyrelsen. De seneste år er også race og etnicitet blevet vigtige parametre. Samtidig betyder den teknologiske udvikling, at der er behov for nye kompetencer i bestyrelserne. Alt sammen skaber det en rekrutteringsudfordring, hvor bestyrelserne må lede nye steder for at rekruttere kommende medlemmer.

Udviklingen indeholder dog også nogle positive træk. Kvinderne vil typisk komme ind i bestyrelsen i en yngre alder, og det indebærer, at man også får et bedre indtryk af, hvordan yngre mennesker tænker – både som forbrugere og som ansatte.

Debatten i bestyrelsen: Det giver ikke meget mening at få medlemmer med en anderledes profil ind i bestyrelsen, hvis man ikke også lytter til dem og giver deres synspunkter plads. Sat på spidsen: En gruppe mennesker, der er udvalgt for at være forskellige, skal ikke bare komme overens – de skal også skabe en fælles ånd og vision, som ér virksomheden.

Der findes ingen formel for, hvordan det lader sig gøre. Men nogle bestyrelser arbejder f.eks. med begrebet safe spaces, hvor bestyrelsesmedlemmerne undlader at sige ting, der kan såre andre medlemmer. Debatklimaet omfatter også aktivistiske investorer, fremhæver en formand. Man kan lige så godt tage diskussionen med dem med det samme, for ellers er risikoen, at man kommer til at høre og føle meget mere til dem.

Den kommende formand: Her er en diskussion, som endnu ikke er så relevant for danske bestyrelser, men som måske bliver det. I Storbritannien er det blevet lovpligtigt, at formænd højst må sidde i ni år. Det er bl.a. tanken, at den påtvungne udskiftning skal give plads til flere kvinder, men det er tvivlsomt, om det bliver effekten. Et andet element er aflønningen, som der også er kommet restriktioner på. Det er der med finansieringen af Arne-pensionen indirekte også i Danmark.

Begrænsning af mandatet: Med offentlighedens uformelle krav til virksomhederne er fulgt formelle krav, i form af regulering. Den gør ofte bestyrelsesmedlemmer personligt ansvarlige, hvilket igen motiverer bestyrelsesmedlemmer til at gå mere i detaljer, end de tidligere gjorde.

Der er endog eksempler på, at bestyrelsesmedlemmer har vurderet arbejdsmængden som så stor, at de har ønsket faste kontorer i virksomheden. Det giver risiko for kasketforvirring om, hvem der står for den daglige ledelse, og hvis man ikke håndterer dette, risikerer man en magtkamp.

Sten Thorup Kristensen

Guide: Kunsten at opdage uetisk adfærd i tide

Mange skandaliserede virksomheder har oplevet, at ellers hæderlige medarbejdere uagtsomt eller uforsætligt har bidraget til miséren. Amerikanske forskere har undersøgt fænomenet, og hvad virksomhederne kan gøre ved det. Læs hvordan ledelsen fanger uetisk adfærd i opløbet.

Fænomenet går igen i næsten enhver skandale, hvor personer i en virksomhed har begået svindel eller anden ulovlig eller uetisk adfærd: Medarbejdere, som uforsætligt har medvirket til skandalen, eller som ikke har opdaget eller standset den, selv om det var en del af deres job.

På engelsk taler man om ”bounded ethicality”, hvilket løst kan oversættes til afgrænset etisk adfærd: Altså: De pågældende har en etik, men den virker i praksis kun under nogle bestemte forudsætninger.

I takt med, at stakeholderes krav til virksomheders etik vokser, er det noget, ledelserne har interesse i at få styr på. Det nytter ikke noget at udarbejde fine etiske regelsæt, hvis brodne kar i eller udenfor virksomheden er i stand til at kortslutte kontrol- og afværgemekanismerne. Fire forskere fra de amerikanske universiteter Havard og Columbia har undersøgt fænomenet nærmere , og de kommer med anbefalinger om, hvad virksomhederne kan gøre for ikke at blive ofre for den afgrænsede uetiske adfærd.

I eksperimentet blev deltagerne instrueret i at fungere som investeringsrådgivere. De fik valget mellem at anbefale en af fire investeringsfonde til deres klienter. To af de fire fonde havde historisk outperformet de andre. I den simpleste del af eksperimentet valgte 68 procent at anbefale den fond – kaldet Fortunite – der havde klaret sig næstbedst. Det var umiddelbart fornuftigt, fordi denne nok havde givet et lidt lavere, men til gengæld stabilt årligt afkast.

I et lidt mere avanceret eksperiment blev deltagerne instrueret i også at angive den fond, de havde den største mistro til. Nu var der kun 51 procent af dem, som anbefalede Fortunite, for af en fodnote fremgik bl.a., at den havde haft noget knas med regnskabsaflæggelsen.

Faktisk var Fortunite kalkeret over Bernard L. Madoff Investment Securities, som i 2008 gik ned som verdens hidtil største såkaldte Ponzi-svindel, hvor man maskerer nye indskud som afkast, så det kun kunne køre og se godt ud, så længe det lykkes at lokke nye investorer i fælden.

Såvel i den virkelige verden som i eksperimentet burde rådgivere have set faresignalerne – foruden polemikken om regnskaberne, at fonden konsekvent overperformerede aktiemarkedet, og at det procentvise afkast var stort set ens fra år til år, uanset hvordan de finansielle markeder havde klaret sig.

I eksperimentet betød påmindelsen om at vise agtsomhed altså langt fra, at alle fravalgte Fortunite/Madoff-fonden. Men en betydelig andel af kunderne gjorde det dog. Oversat til virkeligheden i en virksomhed, kan det være netop denne andel, for hvem påmindelsen om agtsomhed hjælper, der gør forskellen, således at en skandale bliver afværget i opløbet.

Forskernes konklusion er, at det hjælper at granske processer, som ellers kører godt, men hvor der synes at være behov for at udvise kritisk sans. På baggrund heraf kommer de med fem anbefalinger til virksomhederne:

Stil spørgsmål: Undersøgelser har vist, at mennesker tenderer til at være for tidligt ude med at konkludere, at de har fået al relevant information. Det kan f.eks. være tilfældet efter at have læst et prospekt på flere hundrede sider. Men det er altså en god idé at lede efter hullerne i forklaringerne, og så spørge ind til dem.

Spørg ind til flere vinkler: Ét spørgsmål giver ikke nødvendigvis det rigtige svar, og slet ikke, hvis spørgsmålet stilles til en uærlig person eller virksomhed. Spørger man f.eks. en potentiel underleverandør om denne anvender børnearbejde, vil det være nemt at svare nej.

Vurder svarenes troværdighed: Når et tilbud næsten er for godt til at være sandt, er det ofte fordi det ikke er sandt. Igen med tilfældet om børnearbejde: Hvis en lav aflønning bliver maskeret gennem et postulat om, at timeforbruget er lavt, kan man researche, om det er muligt at gennemføre processen på den angivne tid.

Vær opmærksom på undvigende svar: Kort sagt, hvis underleverandøren undgår af svare klart på spørgsmålet om aflønning og ansatte, og hellere vil tale om ydelsens kvalitet, er det et advarselssignal.

Afsæt mere tid: Undersøgelser har vist, at tidspres er en af de faktorer, der kan få mennesker til at træffe aparte og farlige valg. Derfor, jo mere fare en valgsituation indebærer, jo mere skal man være opmærksom på at afsætte den fornødne tid til at undersøge den til bunds.

Sten Thorup Kristensen

Preben Damgaard: Her er mine fem vigtigste ledelseserfaringer

For erhvervsmanden Preben Damgaard er medarbejdernes trivsel det afgørende for vækst. Han mener, at topledere skal fokusere benhårdt på en virksomhedskultur, som skaber de rette forudsætninger for at alle kan og vil præstere optimalt. ”Måske vil nogen beskylde mig for at komme ud i noget føle-røre-noget. Jeg tror, at fremtidige ledere er nødt til at investere i selvforståelse. Med det mener jeg, at som leder er man nødt til at forstå, hvilken effekt man har på andre gennem det man siger, og det man gør. Med andre ord er det ikke uvæsentligt, hvordan jeg som chef prioriterer, og hvordan jeg lever mine værdier”, siger han i dette interview til fagredaktør Peder Bjerge.

Vil man vinde i konkurrencen, skal man ifølge erhvervsmanden Preben Damgaard arbejde med virksomhedens kultur, sikre diversitet, personlig vækst og engagement. Hans synspunkter bygger på en lang karriere, først som stifter og chef for Damgaard Data, som senere blev købt af Microsoft. Efterfølgende har han haft en karriere som bestyrelsesmedlem i en stribe store erhvervsvirksomheder, og nu har han stor fokus på teknologibaserede startup virksomheder, blandt andet som formand for den meget succesfulde To Good To Go.

1. Tag fat i kulturen
”Det med at tage fat i kulturen i en virksomhed, synes jeg ofte bliver overset. Årsagen er, at mange ledelser opfatter kultur som det bløde eller lidt fluffy. Andre ser kultur som svært at arbejde med, fordi der ikke kan sættes to streger under et facit. Omvendt er kultur for mig en helt central forudsætning. Vi skal som ledere interessere os for kulturen i en virksomhed, fordi det handler om at skabe de bedste forudsætninger for at præstere for både ledelsen og de ansatte.

Jeg mener, at man som leder ikke skal være bange for at tage fat i kulturen. Som leder skal man være stensikker på, at man står på mål for en konkret og tydelig kultur. Kultur handler for mig ikke om gode fester og at komme hinanden ved. Det er fint nok. Men det er bare ikke kultur. Det handler om adfærd, der skal føre til at kunne præstere på højt niveau.

Som årene er gået, er det blevet mere og mere tydeligt for mig, at kultur er den centrale konkurrenceparameter, som adskiller den ene virksomhed fra de andre. Den kan ikke kopieres eller stjæles. Har du en teknologi, kan den kopieres. Har du kreative prismodeller, kan det kopieres. Så også det kan konkurrenterne stjæle. Men hvis en virksomhed henter en medarbejder fra min virksomhed, kan han eller hun ikke tage kulturen med sig.

Den erfaring har jeg især gjort mig som investor i vækstvirksomheder, som vokser mellem 100 procent og 200 procent om året. Vokser man så hurtigt, er der ikke særligt meget plads til, at ledere og medarbejdere går alt for meget galt af hinanden.

Mit råd til andre er at lave et kulturtjek. Lav en plan for kultur, og følg op på den. Hvis nu man som virksomhed f.eks. siger, at man er kundedrevet, harmonerer det ikke med, at man internt fortæller anekdoter om, hvor dumme kunderne er. Her skal man jo ikke smide folk under bussen og udskamme dem.

Tag den under fire øjne med salgschefen. Som CEO skal man sørge for hele tiden at følge op, når man ser noget, som ikke harmonerer med den kultur, man vil have opbygget. Det er først og fremmest en CEO’s ansvar at forme organisationen ned igennem leddene.”

2. Dyrk og invester i diversitet
”Hvis man som team skal spille godt sammen, kræver det, at medlemmer er forskellige. Vi skal have mennesker, der både er gode til sprint og til maraton, hvis vi skal bruge en sportsmetafor. Men vi skal være fælles om løsningerne, vi skaber. Gennem diversitet, og ved at komplementere hinanden, kan vi dække hinanden af. Men det kræver, at kulturen i virksomheden opfordrer til, at vi rækker ud til hinanden for at få bistand.

Det har jeg først og fremmest lært som investor i iværksættervirksomheder, dvs. virksomheder som endnu ikke er kommet særligt langt, men som står overfor en stejl vækstkurve. Her mangler man endnu at få indført best practices osv. Her bliver mange beslutninger taget på intuition. Her skabes overbevisning. Her er ansvar, noget man tager i stedet for at vente på ok fra oven.

Og skal man kunne det, skal man som medarbejder og chef være overbevist om, at det er en god ting. Her er diversitet og komplementaritet godt. Man skal sørge for at have forskellige folk inde, f.eks. ældre personer, der ikke gider at se andre gentage de samme fejltagelser, de selv lavede, da de var unge. Kort sagt er der brug for både de unge og gamle løver.

Man skal altså få nogle ældre folk ind til at påvirke kulturen. Som salgschef skal man f.eks. ikke ansætte et spejlbillede af sig selv. I stedet skal man have nogle, der dækker ens blinde vinkler af.”

3. Hyr folk der går efter vækst, også personlig vækst
”Man skal ansætte medarbejdere og ledere, som er vækstorienterede. Mit råd til ledere er, at de skal opsøge vækst som en grundlæggende værdi. Alt skal handle om vækst. Her tænker jeg ikke kun på vækst i omsætning og antal medarbejdere. Det handler i stedet om hele tiden at sørge for, at de medarbejdere, man omgiver sig med som chef, hele tiden udvikler sig. Man skal både forvente det af sig selv og af sine medarbejdere.

Som leder skal man med andre ord have ambitioner på andres vegne. Er du i en ledergruppe, skal du arbejde for, at I sammen skal spille hinanden gode. Det betyder, at jeg som leder eller du som leder, også tager ansvaret for noget, du måske ikke formelt har ansvaret for. Vis engagement og tilbyd din assistance.

Engagerede mennesker holder ikke op med at være engagerede. Omvendt er uengagerede mennesker ikke noget for sig selv, og dermed heller ikke noget for andre. Man kan stimulere engagement ved f.eks. at rekruttere ledere internt i virksomheden, hvis man kan. Så kan andre medarbejdere se fordelen ved at engagere sig.

Jeg kan se, at mange forlader virksomheder, fordi de begynder at kede sig. Indlæringskurven flader ud. Man bliver ikke tilbudt noget nyt. At miste erfarne gode folk på den måde er bare synd og spild.

Den erkendelse kommer vel først og fremmest fra fusionen mellem Navision og Damgaard Data. Lige pludselig stod vi med to salgschefer i Danmark, to regnskabschefer, to HR-chefer osv. Da talte vi meget om, hvilke kriterier skal vi lægge på, når vi vælger mellem dem. Her erkendte vi, at vi som fusioneret virksomhed stod overfor en ny rejse, så hvem havde den rigtige indstilling til det, hvem ville vækst.”

4. Det handler om tryghed.
”Skab tryghed psykologisk. Måske vil nogen beskylde mig for at komme ud i noget føle-røre-noget. Jeg tror, at fremtidige ledere er nødt til at investere i selvforståelse. Med det mener jeg, at som leder er man nødt til at forstå, hvilken effekt man har på andre gennem det, man siger og det, man gør.

Med andre ord er det ikke uvæsentligt, hvordan jeg som chef prioriterer, og hvordan jeg lever mine værdier. Her skal man bl.a. i teknologiverdenen gøre sig klart, at ord er ekstremt magtfulde. Det betyder, at man skal være meget bevidst om, hvad man siger, og hvordan man betoner ordene. En leder, som ikke er bevidst om det, sætter alt for ofte spor i medarbejderne, som er uhensigtsmæssige. De kommer måske uforvarende til at skabe usikkerhed og lav transparens.

Så som leder skal man sørge for at skabe et rum, hvor medarbejderne føler sig trygge; hvor de føler, at de hører til. Det betyder f.eks., at medarbejderne ikke er bange for at komme til at lave fejl. Hvis man i en organisation kan se kolleger bliver smidt under bussen for fejl, irettesat offentligt eller sagt op uden god grund, så bliver man bange for at miste jobbet. Og de kommer i hvert fald ikke og byder sig til for at hjælpe andre. Sker det, risikerer man at komme ind i en negativ spiral.”

5. Indgyd ro
”Også den erfaring kommer fra min erfaring som investor i vækstvirksomheder, hvor man midt i voldsom vækst også skal finde ud af at give medarbejderne følelsen af, at der er styr på retning og alt andet.

Hvis du som leder tør vise dig som et holistisk menneske, altså vise dit familieliv eller private interesser, udviser du mangfoldighed. Det giver tryghed hos dine medarbejdere, fordi de kan se, hvem du er. Gennem det skaber du de bedste muligheder for at få de gode relationer til dit team. Så giver det dine medarbejdere en psykologisk tryghed, hvor de føler et fællesskab for opgaverne, og ikke kun det, der ligger på deres eget skrivebord.

Med ro skaber du rammerne for tryghed og klarhed. Igen er det med til at skabe det, vi talte om først, nemlig en stærk kultur. Man skal grundlæggende se det her som at skabe rammerne for, at folk kan yde deres bedste. Og det gør folk, når de føler, at de er der, hvor de trives godt. Her kan man koncentrere sig om at udvikle sig. I bund og grund handler mange af de fem punkter, jeg har talt om, netop om trivsel for medarbejderne på jobbet.”

Guide: Nye tendenser i bestyrelsens selvevaluering

Trods den hårde belastning af bestyrelserne i år, er der tendens til, at de opruster og fintuner arbejdet med deres selvevalueringer. EY’s undersøgelser peger på, at det om få år vil være mere eller mindre uomgængeligt, at man fortæller offentligheden i detaljer om, hvad der konkret er blevet evalueret, hvordan det er sket, og hvilke konklusioner det har medført. Også danske selskaber er på vej.

Eliten af amerikansk erhvervsliv, som repræsenteret ved Fortune 100-selskaberne, er også i høj grad globale trendsættere. Ifølge en ny undersøgelse fra EY har bestyrelserne på det seneste skruet væsentligt op for grundigheden af selvevalueringerne.

For selskaber på børsen i New York er det obligatorisk for bestyrelserne at evaluere sig selv, og også de fleste større selskaber noteret på andre børser gør det. Langt de fleste offentliggør også informationer om disse evalueringer, og det er disse informationer, EY nu har gransket. Her er fem tendenser , som EY har fået ud af kortlægningen om nye tendenser i bestyrelsernes selvevaluering:

Evaluering af det enkelte bestyrelsesmedlem. En ting er at evaluere det samlede arbejde i bestyrelsen og dens komiteer. Noget andet at evaluere hvert enkelt bestyrelsesmedlem. Det er ikke obligatorisk. Men alligevel har 48 procent af Fortune 100-selskaberne gjort det i 2020 mod 39 procent sidste år og 24 procent i 2018.

Det, som konkret kan evalueres, er f.eks., om medlemmerne deltager konstruktivt i diskussionerne og giver plads til andres synspunkter. Den mest ambitiøse tilgang til denne del af evalueringen er at lade medlemmerne evaluere hinanden, og det bliver hastigt mere almindeligt. 29 procent gjorde det i år, mod blot 10 procent forrige år. Alternativet er, at formanden alene evaluerer de menige medlemmer, dog i en dialog med dem, eller at medlemmerne evaluerer sig selv via spørgeskemaer.

Både interviews og spørgeskemaer: Metodemæssigt har man helt generelt diskuteret fordele og ulemper ved henholdsvis interview og spørgeskemaer. Også når det ikke handler om evaluering af de enkelte medlemmer. Interviews giver muligheder for at gå i dybden med emner, mens spørgeskemaers kvalitet er, at svarerne kan kvantificeres mere præcist, og at de er mindre stressende for de adspurgte. Der er en lille stigning i andelen af bestyrelser, der bruger begge redskaber – fra 26 procent i 2018 til 31 procent i år.

Brugen af eksterne konsulenter: En lidt større stigning ser man i andelen af bestyrelser, der lader eksterne konsulenter stå for det praktiske. Det gjorde 31 procent i 2020 mod 22 procent i 2018. Fordelene ved eksterne konsulenter er indlysende – de er neutrale, de er i mindre grad forudindtagede, og de kommer med erfaringer fra andre bestyrelser. Omvendt kan det måske også tage noget af alvoren ud af det hele, når det er styret eksternt.

Offentliggørelse af emner for evalueringen: Hvor det formelt eller reelt er obligatorisk for selskaber at evaluere bestyrelser, er der større frihedsgrader i forhold til, hvad man skal oplyse offentligt om det. Men stadig flere – nu lidt over halvdelen af de amerikanske selskaber – oplyser hvilke specifikke emner, evalueringen har omfattet. Økonomisk Ugebrev har også påvist, at stadig flere danske selskaber giver summariske resultater af evalueringen.

Det er informationer, mange investorer efterspørger. Effektivitet af møder, sammensætning af bestyrelsen, kultur og dynamik i forsamlingen, forholdet til den daglige ledelse, ”arvefølge” og effektivitet i henseende til strategiarbejde og risikostyring er hyppigt evaluerede emner.

EY anbefaler, at man også fortæller investorerne om sine tanker om at inkludere emner, der er på vej op ad investorernes dagsorden, f.eks. diskussioner om virksomhedernes formål, ESG og cybersecurity.

Konsekvenser af evalueringen: Der er altid en risiko for, at en evaluering havner mere eller mindre ulæst i skuffen. I givet fald er selv en nok så grundig evaluering ligegyldig. Derfor vil det sikkert også interessere investorerne, hvilke konkrete ændringer, der måtte være kommet ud af det hele, og det er der også en stigende andel – nu næsten hver tredje – der fortæller om.

Konkrete ændringer kan f.eks. være at der bliver justeret på komiteernes ansvarsområder, at formanden og uafhængige medlemmer får flere eller færre opgaver, at der bliver sat mere eller mindre tid af til givne punkter på bestyrelsens dagsorden, eller at der bliver iværksat uddannelsesprogrammer for medlemmerne.

Bestyrelsen skal sikre, at CEO’en tænker på sorte elefanter

Selv om mange virksomheder har brugt meget energi på at forberede sig på eksterne risikofaktorer, viser coronakrisen, at de fleste har manglet fantasi, da de formulerede risikoscenarier. Det viser, at der er behov for ledelsesudvikling, argumenterer konsulentfirma.

Langt de fleste større selskaber har som en del af deres risikostyring planer i skuffen for, hvad de stiller op i forskellige situationer, hvor selskabets fundament i større eller mindre grad bliver undermineret.

Men da disse planer blev åbnet tilbage i februar og marts, måtte de fleste topledelser lede forgæves efter forskrifter for, hvad man gjorde i tilfælde af en pandemi. I den forstand kom COVID-19 som en såkaldt black swan – en meget usandsynlig begivenhed.

Konsulentfirmaet skriver i en gennemgang af denne problemstilling , at det er mere retvisende at tale om en sort elefant, hvor man også inddrager talemåden om ”en elefant i rummet” om fakta, som alle kender til, men som ingen ønsker at tale om.

Truslen var kendt
Set i bakspejlet var det nemlig oplagt at tage højde for en pandemi. Der har over de seneste årtier været adskillige tilfælde, hvor man har frygtet alvorlige pandemier, f.eks. i forbindelse med SARS, fugleinfluenza og ebola. Ydermere har – som det nu er almindelig kendt – i hvert fald Bill Gates i årevis advaret om, at en pandemi som den nuværende ikke bare kunne komme, men ville komme.

Blandt de myriader af forudsigelser, der bliver udviklet, kan man ikke vide, hvilke der vil vise sig at holde stik. Men risikostyring handler netop heller ikke om at forudsige en kommende ulykke, men om at tage højde for de mulige ulykker. Håndteringen af COVID-19 krisen er altså på mange måder udtryk for et kollektivt svigt i erhvervslivets risikostyring.

Man kan koge det ned til, at virksomhedernes ledelser – bestyrelser og direktioner – har overset en væsentlig og reel risiko. Det fører igen til den konklusion, at virksomhederne generelt har behov for at arbejde med deres lederudvikling. Artiklens forfattere nævner fem fikspunkter for hvilke kvaliteter, topledelsen i denne sammenhæng må besidde:

1) Ledere skal handle ud fra tydelige værdier og afveje behov her og nu med, at virksomheden også på det lange sigt har goodwill fra stakeholdere. Kommunikationen skal være tydelig, og dårlige såvel som gode nyheder skal deles – ikke med henblik på at udpege skurke og helte, men på at få faktuelle problemer løst.

2) Ledere skal se på virksomheden ud fra et holistisk standpunkt, der rækker ud over deres daglige gøremål og ansvarsområde.

3) Ledere skal agere ud fra et nordstjerne-princip – det vil sige definere tydelige formål, som alle forstår, der bliver navigeret efter.

4) Ledere skal handle hurtigt, når det er nødvendigt, men også lære af de fejl, der næsten uundgåeligt vil være en konsekvens af hastværket.

5) Ledere skal være intellektuelt nysgerrige. De skal se mulighederne i de små, men sigende, detaljer, og de skal være parate til at gøre ting på nye måder, når de gamle ikke længere virker. De må, i erkendelsen af at verden ændrer sig, ikke hvile på laurbærrene, selv om det er gået godt i en periode.

Forfatterne indser naturligvis, at der ikke er noget quick-fix – man kan ikke bare forbedre ledelsen, og så forvente, at risikostyringen pludselig fungerer fortrinligt. I nogle brancher kan opgaven med at tage højde for en pandemi være særdeles vanskelig.

Tag f.eks. rejsebranchen. Der har været flere tilfælde af, at den i kortere periode blev lagt ned, f.eks. efter terrorangrebet den 11. september 2001 og efter vulkanudbruddet på Island i 2010. Man må gå ud fra, at ledelserne i f.eks. flyselskaber også har diskuteret risikoen for begivenheder, der ville holde flyene på jorden i længere perioder. Men derfra og så til at gøre noget ved det, er der et stykke vej, for det vil næsten uundgåeligt involvere et betydeligt bedre kapitalberedskab.

Dette står i modsætning til aktiemarkedets kontante krav om, at virksomheder ikke skal være alt for velpolstrede, men udbetale overskydende kapital til sine investorer. Hvis flyselskaber, eller f.eks. hotelkæder og rejsebureauer, således skal have en stor kapitalbuffer stående, vil investorer forvente et højere afkast, hvilket vil betyde prisstigninger på rejser, og dermed lavere omsætning.

Sten Thorup Kristensen

Guide: De syv synder i ESG-ledelse

Mange virksomheder offentliggør stolt, at de ligger blandt de bedste i opgørelser af ESG-ratings. Men pas på: ESG-ratings er ikke altid retvisende. Det er blot en af de fælder, virksomheder kan falde i, når de i bedste mening prøver at løfte et samfundsansvar. Her er de syv største synder i virksomhedernes arbejde med ESG.

Tiden kalder på, at virksomheder skal påtage sig et samfundsansvar. Nogle gør det af overbevisning, andre fordi de føler sig presset til det. Men uanset bevæggrundene kan en ESG-indsats hurtigt miste reel effekt. I et indlæg på Harvard Law School of Corporate Governance gennemgås syv faldgruber i topledelsernes håndtering af ESG:

For stramt fokus på ratings: Der findes et stort antal forskellige ratings af virksomhedernes ESG-indsats, og det kan have stor betydning at ligge godt på dem. Nogle institutionelle investorer bruger dem i deres til- og fravalg ved investeringer. Medier lovpriser virksomheder med en god rating, mens virksomheder med en dårlig rating kan blive hængt ud. Derfor er det også naturligt at bruge disse ratings som en rettesnor. Man skal dog passe på, at det ikke tager overhånd.

Dels kan det indebære, at ESG-indsatsen ender som et spørgsmål om formalia – om at krydse en tjekliste af. Men nok så vigtigt kan der være forhold, som virksomheden ved, at det er vigtigt at arbejde med, men som ikke vægter tungt i de pågældende ratings.

At ESG udelukkende kommer til at handle om kommunikation: Kommunikation, herunder egentlig PR og markedsføring, er en naturlig del af ESG-arbejde. Ikke blot fordi en virksomhed skal have anerkendelse for den indsats, den gør. Men også fordi informationer til f.eks. politikere og myndigheder om, hvad de med fordel kan gøre anderledes, i sig selv kan være effektivt.

Men kommunikationsfolkene skal også holdes i snor. Det skal ikke ende med, at virksomheden indretter sin ESG-indsats efter, hvad der giver billige point overfor offentligheden.

Fraværende bestyrelse og direktion: I nogle virksomheder betragter man ESG-indsatsen som noget, man trygt kan overlade til en dertil indrettet afdeling. Det kan i visse tilfælde virke logisk, men en virkelig ESG-politik bør være integreret i virksomhedens vision og kultur. Og det forudsætter, at bestyrelse og direktion aktivt holder øje med, hvad der foregår på området.

Indsatsen er afkoblet fra strategien: Nok så vigtigt er det, at ESG-indsatsen er integreret i selskabets strategi, så den ikke blot bliver et appendiks til det, man virkelig beskæftiger sig med. Det er en klassisk tilgang til ESG – fra før begrebet blev opfundet – at virksomheder støtter sport og kultur i deres lokalområder og måske nogle velgørende organisationer. Men i en moderne forstand handler ESG om, at virksomheder, i kraft af deres kerneaktiviteter, kan forbedre samfundet.

For snævert fokus på compliance: Når man hæver penge i en automat, får man en besked om, at banken støtter kampen mod hvidvask. Det er et godt eksempel på misforstået ESG, for banken er allerede efter loven forpligtet til at holde øje med mistænkelige transaktioner.

Tilsvarende kan det heller ikke tælle som en ESG-indsats at leve op til anden lovgivning, f.eks. om miljø. Er man dér, hvor den samfundsgavnlige indsats reelt ikke består af andet end sædvanlig compliance, skal man måske i stedet erkende, at man ikke finder nogen egentlig ESG-indsats relevant for virksomheden.

Inkonsistens på tværs af organisationen: Især for globale virksomheder kan ESG-politikken blive tvetydig: Det, som opfattes som god adfærd i ét land, kan være uacceptabelt i et andet, og der kan være vidt forskellige behov fra marked til marked. Situationen kan f.eks. også være, at pengene til en ekstraordinær miljøindsats er givet særligt godt ud ved en aktivitet, som de primære kunder aldrig bemærker.

Den slags behøver ikke være modsætninger, men det forudsætter, at der er en central koordinering af, eller i det mindste rapportering om, de forskellige aktiviteter.

Mangel på rapportering og monitorering: Rapporteringen af de forskellige aktiviteter skal ikke bare være der – den skal også være effektiv og meningsfuld. Det vil ofte kræve dybe overvejelser om metodik, og på grund af virksomheders og problemstillingers vidt forskellige natur vil det ofte være sådan, at man ikke bare kan kopiere andres målemetoder. Selv med en god metodik skal man heller ikke ende der, hvor man blot konstaterer en fremgang i én gang valgte måltal.

Man skal løbende vurdere de valgte parametre efter relevans, både i forhold til omverdenen og i forhold til hinanden, så man er parat til at flytte ressourcer hen, hvor de giver mest effekt.

Sten Thorup Kristensen

Interview: Spil dine kolleger gode, så bliver holdet også bedre

Toplederinterview med topchefen for Alm. Brand om de fem vigtigste ledelseserfaringer: Fokuser på det nære, jobbet her og nu, og spil dine kolleger, så de bliver ”gode” medspillere – i stedet for at tænke taktisk. Det lønner sig bedre, mener Rasmus Werner Nielsen, CEO i Alm. Brand-koncernen, som her videregiver sine fem vigtigste ledelseserfaringer i en samtale med fagredaktør Peder Bjerge.

Kun elleve måneder inde i jobbet som CEO for Alm. Brand-koncernen er det lykkedes Rasmus Werner Nielsen at sætte sit præg på organisationen. Her fremhæver han de fem vigtigste ledelseserfaringer, han har med sig fra karrieren i konkurrerende virksomheder som Danske Bank og Nordea.

1. Spil dine chefer og kolleger gode.
”Min måske allervigtigste erfaring er vigtigheden af at spille kollegerne gode. Og det gælder både opefter, til siden og nedefter. For mig er det nøglen til succes både for medarbejdere og chefer. Gør man det, er det min oplevelse, at det kommer tifold tilbage igen.

Når man – som jeg gerne vil – arbejder som et hold, får man en synergi, hvor det hele forhåbentligt kan gå op i en højere enhed og blive til noget rigtigt godt. Den erfaring kommer både fra min karriere her i den finansielle sektor og fra sportens verden.

Hvis du kører dit eget ræs, og de andre ikke er med på det, kommer det ikke til at fungere. Selvfølgelig bidrager man hver især forskelligt til holdet, men til sammen kan man stadig spille hinanden gode. Konkret kan man gøre det ved at løse sine arbejdsopgaver så godt som muligt for at få kolleger eller den chef, der har givet dig opgaven, til at fremstå godt. Får man sin leder til at fremstå fantastisk, så er jeg sikker på, at det også smitter.”

2. Skru ned for karriereplanlægningen
”Selvfølgelig skal man ikke glemme sine planer og drømme for karrieren, men det er ikke det, som er det vigtigste. Det er det job, man har her og nu. Her er det vigtigst, at man gør sit ypperste. Bliver man en succes i det job, er der større chance for, at man også bliver en succes i den næste stilling, man får tilbudt.

Har man lagt en snæver karriereplanlægning, risikerer man at fraskrive sig gode muligheder. For mig er det at gøre det bedste, man kan i hverdagen, og så tage chancen, når den byder sig. Kommer der en mulighed, skal man være vaks ved havelågen i stedet for at tvivle:

Kan man nu det? I stedet skal man lave en hurtig analyse, og gribe mulighederne, som de nu kommer. Først var jeg revisor, men så fik jeg chancen for at komme ind i en finansiel virksomhed (Danske Bank, red.). Den mulighed udnyttede jeg. Bagefter kom jeg videre til en konkurrent (Nordea, red.).

Jeg har også haft andre muligheder, hvor jeg har sagt nej, fordi jeg ikke synes, at det var det rigtige lige på det tidspunkt. Men de jobs, jeg har haft, har hele tiden udvidet sig, og ansvaret er gradvist blevet større.

Det er også en måde at vokse med det ansvar, man får. Så man skal gå efter de jobs, selv om man måske kun delvist kan opfylde kravene i jobopslaget. Hen ad vejen udvikler man sig til at fylde stillingen ud. Man skal ikke gå efter et job, hvor man opfylder alle krav 100 procent. Så er der ikke meget plads til at udvikle sig yderligere fagligt eller som leder.”

3. Opfør dig ordentligt
”Måske lyder det med at opføre sig ordentligt nemmere end det egentligt er. Nogle tror måske, at hvis man er snu og spiller taktisk, kommer man hurtigere frem i karrieren. Det er en klar fejl. I stedet skal man være ordentlig overfor sine kolleger, kunder og de samarbejdspartnere, man nu har. Det er helt afgørende. Det er noget af det, jeg prædiker fra min stol som koncerndirektør. Men jeg har altid ment det.

Husk på, at vi er et relativt lille land, så uanset hvor man ender henne, møder man altid de samme mennesker. Så regningen for at opføre sig dårligt kommer altid. Hvorimod har man opført sig ordentligt, er det noget, som andre i branchen ved. Jeg har altid forsøgt at opføre mig ordentligt.

Selvfølgelig er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan være uenige. Man kan godt diskutere og gå til den, så længe man selv synes, at man har været et ordentligt menneske, når man går hjem bagefter. Er man tro overfor det, bliver det også nemmere at gå på arbejde. Jeg vil selv gerne have kolleger, som udfordrer mig, men som gør det på en ordentlig måde. For mig er det indbegrebet af ordentlighed. De kunne som det nemmeste bare give mig ret hele tiden. Og tag nu kunderne. Også her er ordentlighed vigtigt, for uden dem ville der ikke være nogen virksomhed. Det er vigtigt at minde sig selv og hinanden om.”

4. Kend din virksomhed i bund
”For mig som leder er det til enhver tid vigtigt, at man som leder kender sin virksomhed til bunds, nærmest som sin egen bukselomme. Det er ikke ensbetydende med, at man skal kontrollere det hele.

Det handler tværtimod om at vide, hvad der foregår ude i leddene. Så når man kommer med nye initiativer, har man en god fornemmelse af, hvordan man driver det igennem over det hele. Jeg bruger for eksempel en del tid på at komme rundt til vores kundecentre for at tale med medarbejderne og høre, hvad kunderne siger. Når vi så sidder sammen i koncernledelsen, har vi en bedre fornemmelse af, hvad der foregår ude hos medarbejderne.

Selv tror jeg, at man skal kunne sit håndværk som leder. Det er et must. Men man skal have en eller anden base som leder, som man altid kan falde tilbage på. For mig er det økonomi, fordi det er jeg vokset op med fagligt.

Det i sig selv er bare ikke nok. Da jeg kom til Alm. Brand, var der et halvt år, hvor jeg også havde ansvaret for IT, fordi vi havde et ledelsesmæssigt hul. Her fik jeg prøvet mig selv af. Da fik jeg en basal lærdom i, hvad sker indenfor IT-området. Sørger man også for at tale med kunder, får man en endnu bedre baggrund for at træffe beslutninger. Man er nødt til at have en vis portion detailviden.

Et af mine forbilleder er Peter Schütze (tidl. CEO Nordea Danmark, red,), som jeg har arbejdet sammen med. Han lærte mig værdien af at spænde bredt – både at kende detaljerne i forretningen og kunne sætte strategisk retning. Det kunne han selv. Og det hænder jo ikke så sjældent, at de store strategiske beslutninger får konsekvenser ude i yderste led. Det skal man være sig meget bevidst om, og hvis man kender sin forretning til fingerspidserne, kan man i sidste ende træffe bedre beslutninger.”

5. Lyt til dem, der tør udfordre dig
”Jeg har været lidt inde på det før, men jeg vil gerne understrege, at man altid skal lytte til de personer, der tør give én modspil og feedback. Som leder kan man være meget alene. For mig er det godt lederskab at omgive sig med den slags mennesker, som man så også lytter til. Man skal vise mod til at have kritikere tæt på en. Det kan være i ledergruppen eller på udvalgte poster, men det kan også være ude i samfundet, hvor man trækker på et netværk af andre ledere eller coaches.

Vi taler om mennesker, som man kan ringe til for at få et andet perspektiv på et emne eller problem. Det er helt afgørende. To tænker bedre end en, sådan er det bare. Internt gælder det om at omgive sig med mennesker, som tør rejse sig for at sige, at det og det har jeg ikke fanget helt; prøv lige at tænke dig om igen. Det behøver ikke være folk, som kommer med en hel fiks og færdig løsningsmodel. Men konstruktiv kritik er virkelig afgørende.

Men du skal også kunne tåle det som leder. Kan du ikke det, får du ikke den nødvendige feedback. Og der er større risiko for, at du træffer dårligere beslutninger til skade for din virksomhed.”

Guide: Den transformative topchef i coronaens efterspil

Mange topledere føler givetvis, at de med coronakrisen har stået i spidsen for transformationer nok i denne omgang. Men erfaringen siger, at kursdyk på børserne altid bliver fulgt af et stort antal transformationer, og i den nuværende situation er det relevant at sætte ny lærdom ind i en langsigtet sammenhæng.

I over halvdelen af de virksomheder, der har oplevet et signifikant dyk i deres aktiekurs, vil ledelsen senest efter et år lancere en gennemgribende transformationsproces, konkluderer Boston Consulting Group (BCG). Alt andet lige kan vi altså forvente iværksættelsen af et stort antal transformationer i de store erhvervsvirksomheder det næste halve år efter kursdykket i marts.

Man kan så diskutere, om de hurtige efterfølgende kursstigninger gør situationen anderledes denne gang. Men til gengæld vil der i mange brancher være vendt op og ned på vilkår og konkurrenceforhold i en grad, så ledelserne er nødt til at reagere på det. På den baggrund genopfrisker BCG en analyse baseret på research fra 2018, hvor man identificerede fem træk, der kendetegner topchefer, som gennemfører succesrige transformationer:

De handler hurtigt og lancerer et formelt transformationsprogram: I den nuværende situation har mange virksomheder allerede været kastet ud i en række transformationer, som de inden coronaens ankomst dårligt kunne forestille sig. De har lanceret nye e-handelsplatforme, givet medarbejdere mulighed for (eller ordre til) at arbejde hjemme, intensiveret kommunikation via nettet, omlagt forsyningskæder og reduceret omkostninger.

Måske føler de, at de har transformeret nok i denne omgang. Men BCG mener, at tiden er inde til mere klassiske transformationsprogrammer, hvor man befæster de nye landvindinger og tilpasser dem en mere normal hverdag. Der skal med andre ord defineres målsætninger og udarbejdes handlingsplaner.

De bruger de første gevinster til at finansiere yderligere tiltag og skabe positiv stemning om transformationen: Engang var transformationer noget, man satte penge af til, møjsommeligt lancerede over et halvt eller helt år, og som man efterfølgende forhåbentligt kunne høste frugterne af. I en hastig foranderlig verden er den tilgang sjældent gangbar i dag.

I stedet må virksomhederne hurtigt nå frem til et punkt, hvor transformationen begynder at give et afkast. Helt banalt kan virksomheder i den nuværende situation opnå en besparelse i forhold til de oprindelige budgetter ved fortsat at spare forretningsrejser og i stedet afholde møderne digitalt.

Men der er også mere avancerede tiltag, som hurtigt kan give et afkast. Det gælder f.eks. optimering af priser og markedsføring i e-salget, som i mange virksomheder nu fylder væsentligt mere, end det gjorde ved årets indgang.

De lægger vægt på, at transformationen også skal skabe mersalg og øge gennemsigtigheden: Den spontane reaktion ved et omsætningstab er at gennemføre sparerunder. Det vil ofte også være relevant, fornuftigt og endda uomgængeligt. Men de mest succesrige transformationsledelser lægger vægt på, at de også skal være offensive. Det kan f.eks. være gennem klassiske investeringer i forskning og udvikling eller ny markedsføring. Men den offensive tilgang handler ikke bare om at skabe vækst gennem konkrete foranstaltninger – den handler også om at skærpe organisationen, så den bliver mere effektiv og konkurrencedygtig.

De tænker som en nyudnævnt topchef: Når en virksomhed falder hen i lavvækst, er det et gammelt trick at udskifte topchefen og få friske øjne på sagen. Ofte er dette også en vinderformel. Men den alternative mulighed er, at den gamle topchef formår at tage et kritisk blik på sin virksomhed – herunder de beslutninger, han eller hun selv har truffet. Dette er naturligvis ikke nemt, og metoden vil ofte være at samle et team til opgaven.

Som BCG skriver: Det handler om at glemme talemåden om, at ”if it ain’t broke, don’t fix it”. Måske er der noget, man oplever som velfungerende, der skal ændres til noget, som fungerer endnu bedre. Under alle omstændigheder skal bestyrelsen tidligt i forløbet træffe et valg, for har man først igangsat en transformation, er det sjældent en god ide at udskifte topchefen undervejs.

De forstår, at transformationen ikke har en sidste dag: Coronakrisen er et meget udpræget eksempel på en uforudset begivenhed, der ændrer spillereglerne for virksomheder. Men i mindre skala forekommer sådanne ændringer hele tiden, og derfor har gode transformationer ikke nogen egentlig slutdato.

Sten Thorup Kristensen

Krisen giver virksomheder chance for digitalt tigerspring

Mange medarbejdere har set deres virksomheder ændre sig på den digitale front over det seneste halve år under coronakrisen. Men det betyder ikke, at topledelserne er mætte af forandringer – tværtimod har de aldrig været mere modtagelige for nye løsninger og måder at arbejde på, vurderer konsulentfirmaet Heidrick & Struggles.

Man skal efterhånden være ret gammel for at kunne huske en tid, hvor konsulenter og medier ikke har prædiket, at virksomheder nødvendigvis skal have en digital strategi. Men mange virksomheder har det stadig ikke, eller de har det kun på papiret, mens realiteten er, at de bare følger strømmen og indfører digitale løsninger, efterhånden som medarbejdere eller kunder kræver det, eller de analoge løsninger forsvinder ud af markedet.

Mange af disse virksomheder har taget et stort ryk under coronakrisen, hvor de har været tvunget til at bruge moderne teknologiske løsninger i et hidtil uset omfang.

Nu kan de selvfølgelig gøre, som de plejer, og vente med at gøre mere til næste gang, situationen kræver det. Men de har også chancen for at blive rigtige digitale virksomheder, i den forstand at de handler efter, hvilke digitale løsninger, der vil være tilgængelige og sætte rammerne nu og i den forudsigelige fremtid. Konsulentfirmaet Heidrick & Struggles giver i en guide nogle råd til, hvordan sådanne virksomheder kan gribe sagen an.

Kompleks analyse
Første skridt er at gøre sig klart, hvor man står, inklusive de landvindinger, der er sket under coronakrisen. Den enkle del er at notere sig, hvilke systemer, f.eks. Zoom, man er begyndt at bruge. Mere kompliceret er det at analysere, hvordan det har påvirket medarbejderne og organisationen som helhed. Er man f.eks. begyndt at samarbejde på andre måder og med andre kolleger end før? Hvilke nye muligheder er opstået?

Har de nye arbejdsformer gjort medarbejderne mere eller mindre tilfredse og motiverede? Også kunderne skal naturligvis regnes med. Har deres behov og ønsker ændret sig, og i så fald, har virksomheden forberedt sig på at leve op til denne ændrede efterspørgsel?

I næste skridt skal ledelsen gøre sig klart, at det ikke er helt det samme at lede en primært analog og en primært digital virksomhed. I den sidste er der mindre personlig kontakt mellem leder og medarbejder i dagligdagen. Det kan give medarbejderne den følelse, at de ikke er værdsatte, endsige set.

Lederne – både topledere og den daglige leder på gulvet – må altså finde på nye ting for at opretholde en kontakt ud over det rent formelle. Det er et område, vi givetvis vil se en udvikling i over de kommende år.

Den diskussion om virksomheders formål i samfundet, som allerede var et stort debatemne før coronaen, er blevet endnu vigtigere nu. Situationen har givet mange virksomheder anledning til at vise konkret samfundssind, og erindringen om dette skal nok blive stående længe – men ikke uendeligt.

En anden debat fra de senere år handler om virksomhedskultur. Tankegangen er, at ledelsen kan ændre kulturen hen imod noget, som er mere hensigtsmæssigt i forhold til den kundegruppe, man henvender sig til. Også dette er sværere i en digital virksomhed, og for mange ledere vil det givetvis snarere være opgaven overhovedet at opretholde en kultur.

Til den ende advarer Heidrick & Struggles mod at falde i en af de digitale fælder – nemlig at man kommer til at tage udgangspunkt i digitale løsninger, og så prøver at få medarbejderne til at passe ind i dem. Bedre er det, at man observerer, hvilke menneskelige relationer og samarbejdsmønstre, der fungerer, og så indkøber løsninger til at understøtte disse.

Ligeledes skal man huske, at det ikke er alt, man kender fra den analoge verden, som kan oversættes til noget, der er velfungerende i den digitale verden. Helt banalt skal man måske lave nogle andre slides til personalemødet, når medarbejderne skal se dem på en computerskærm i stedet for på en storskærm.

Sammenfattende advarer konsulentfirmaet, virksomhedsledere mod at tro, at kunder og medarbejdere er mætte af it-relaterede forandringer i denne omgang. Tværtimod, tror rekrutteringsfirmaet, har der generelt set aldrig været større modtagelighed overfor forandringer og nye løsninger på dette felt.

Sten Thorup Kristensen

Log ind