Hvad topchefer kan lære af fodboldledere om holdånd

Om at skabe en vindende virksomhedskultur: For virksomheder er en stærk holdånd et want – for fodboldklubber er det et must. FC Nordsjælland og Tottenham fremhæves i ny engelsk bog som eksempler på klubber, der har tænkt kreativt i henseende til, hvordan de kan skabe gode resultater ud af få penge ved at findyrke vindermentalitet.

En særlig genre i ledelseslitteraturen består i, at succesrige sportsfolk og trænere fortæller erhvervsledere om, hvordan de har opnået deres resultater. Man kan ofte diskutere relevansen af det, for hvem siger, at det er sværere at lede verdens bedste fodboldhold end en middelstor, dansk virksomhed? Men noget visdom kan erhvervslivet naturligvis finde i sportens verden. Eksempelvis er en stærk holdånd blandt medarbejderne gavnlig for en virksomhed, men for en fodboldklub er det en simpel nødvendighed.

Netop det kommer Ben Litton ind på i sin nye bog ”Leadership Secrets from Football’s Top Thinkers”. I en artikel gengiver han nogle pointer fra kapitlet om holdånd, og her er det ikke stjernestøvet, der skal trække læserne til, men budskabet. En af pointerne tager således udgangspunkt i en forholdsvis ydmyg dansk klub, nemlig FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland er dog ikke mere ydmyg, end at den har vundet flere titler og medaljer. Så sent som sidste år vandt klubben DM-bronze, hvilket var særligt imponerende set i lyset af, at truppens gennemsnitsalder var den yngste i nogen europæisk liga. Klubben har siden 2016 været ejet af englænderen Tom Vernon, og han gør noget, som er meget moderne i erhvervslivet: Han indpoder sine unge spillere et formål.

Spillerne kommer fra to akademier – et i Danmark og et i Ghana. Men her er der ikke blot fokus på at udvikle færdigheder i selve fodboldspillet. Personligheden og livsretningen udenfor banen skal også udvikles, og i den henseende spørger Vernon akademierne, hvilke typer af mennesker, de sigter efter at få ud af anstrengelserne.

Dette aspekt bliver taget meget alvorligt, og spillerne bliver involveret i samfundsgavnlige projekter. Således har en gruppe 14-årige danske drenge organiseret en indsamling til at hjælpe en hjemløs, og en ghanesisk spiller hjalp med at finansiere en tilbygning til sin hjembys moske.

Lidt af det samme brugte træneren Graham Potter i den svenske klub Östersunds FK. Han kom til den i 2011, hvor den lå i fjerde række – nu er den med i øverste liga og har vundet en pokalturnering. Her var det dog ikke sociale, men kulturelle, aktiviteter, der blev anvendt. Spillerne lærte og optrådte med f.eks. sang og balletdans. Dét rystede dem sammen.

Men samtidig var Östersunds FK et eksempel på en klub med et uforløst potentiale. Graham Potter kunne se, at mange spillere kunne mere, end de faktisk viste på banen. Det fik han lavet om på ved at fokusere på spillets kvalitet fremfor på resultatet, og ved at skrue ned for bebrejdelserne, når en spiller havde begået fejl. Det, at spillerne fik mulighed for at udvikle sig, skabte en loyalitet overfor klubben og de andre på holdet.

Få penge, store resultater
Andre klubber har tværtimod fået store resultater ud af relativt lidt talent. Det er også tilfældet for Christians Eriksens klub Tottenham Hotspur. Klubben ligger i skrivende stund på tredjepladsen i den engelske liga, på trods af at dens udgifter til spillerindkøb de seneste år har været under en tiendedel af det, som f.eks. de to store Manchester-klubber har brugt.

Sagen er, at man sjældent får fuld valuta fra starten med en nyindkøbt spiller. Uanset hvor stor en stjerne er, skal han først lære at forstå det hold, han er kommet ind på. Tottenhams trick er at købe unge spillere, der er i gang med at udvikle sig, og som kan fås for relativt få penge. Efter nogle år blomstrer de sammen, og det er det, Christian Eriksen i dag er en del af.

Man kommer dog ikke udenom, at de største klubber normalt er kendetegnet ved, at de har råd til at købe meget dyre etablerede spillere. Og så skal man naturligvis have det til at fungere. Det var situationen for PSG-træner Thomas Tuchel, da han stod med tre af verdens bedste angribere, som imidlertid havde vidt forskellige personligheder. Tuchel lagde sig i selen for at forstå dem hver især, ud fra hvad han kaldte et ABC-system: A for arrogance stod Neymar for, B for binding passede til den naturlige og uselviske holdspiller Cavani, og C for courious var oplagt til den elegante kreatør Mbappé.

Sten Thorup Kristensen