ESG-mål skal være individuelle, hvis de skal skabe værdi

Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det kan påvises, at det giver et merafkast til aktionærerne i en virksomhed, når den handler samfundsansvarligt. Det skyldes dels, at det er teknisk svært at bevise denne sammenhæng, men det skyldes også, at mange virksomheder endnu løber efter målsætninger, der ikke er synderligt relevante for dem, mener tre Harvard-forskere.

Bladrer man tilbage til midten af 00’erne, kan man finde mange eksempler på, at amerikanske banker fik flotte CSR-ratings. De kunne f.eks. få point for at spare på forbruget af papir og andre fysiske ressourcer. Men bankernes brug af disse ressourcer er så beskedent, at det i den store sammenhæng aldrig rigtigt battede noget, uanset hvor dygtige de var til det.

Derimod havde bankerne i kraft af deres virksomhed stor mulighed for at gøre en social indsats i USA. Men dette var der ikke opmærksomhed på, og tværtimod formidlede bankerne de famøse subprime-lån, som endte med at sende mange familier fra hus og hjem.

Eksemplet bliver fremhævet af tre Harvard-folk Michael Porter, George Serafaim og Mark Kramer i artiklen ”Where ESG Fail”. De hævder, at selv om det talrige gange er vist, at der er en sammenhæng mellem en høj ESG-profil og et højt afkast, er det aldrig bevist, at denne sammenhæng er ligefrem. Bevisførelsen er vanskelig, fordi der også er en omvendt effekt, så den stærke og velindtjenende tenderer at give mere til samfundet og at løfte et større ansvar, end den svage virksomhed gør.

Forfatterne tror på, at det i de fleste tilfælde også vil styrke afkastet, at en virksomhed er samfundsvarlig. Men såvel for virksomhederne selv som for investorerne er hele CSR-tankegangen endnu så ny, at man kun i beskedent omfang ser og udnytter de muligheder, der findes.

Historien bliver ridset op: I CSR-bølgens barndom gik øvelsen, set fra investorernes side, ud på at fravælge de virksomheder, der ikke opfyldte kravene i en tjekliste. Det kunne f.eks. være producenter af våben eller tobak, eller det kunne være virksomheder, der brugte børnearbejdere, eller som var blevet straffet i miljøsager.

Denne tilgang havde dog en række problemer, f.eks. at våben og tobak nu engang er en del af verden, og at mange familier i ulande ville komme i alvorlige problemer, hvis børnene ikke længere kunne bidrage til husholdningen. Derfor blev der udviklet en positiv tilgang, hvor investorerne søgte virksomheder, der gjorde en positiv forskel ud fra de vilkår, der nu engang var. Virksomhederne kunne f.eks. sikre, at børnearbejderne også kom i skole, og i øvrigt virke til, at deres arbejdsvilkår blev bedre.

Men man er stadig langt fra i mål, mener Porter, Serafaim og Kramer, og det er her, eksemplet med de amerikanske banker kommer ind i billedet: Mange virksomheder spilder energien på tiltag, der ikke er særligt vigtige i netop deres situation.

Tag som eksempel to internationale koncerner; den ene en tekstilvirksomhed og den anden et olieselskab. Mangen en ansvarlig investor vil have på sin liste, at de selskaber, man investerer i, skal have en politik mod børnearbejde. Det er også højest relevant for tekstilvirksomheden, fordi tekstil ofte bliver produceret i lande, hvor børnearbejde er normalt. I oliebranchen er det derimod ikke noget problem, men hvad nu hvis det alligevel viser sig, at olieselskabet i et land får catering fra et firma, der engang imellem beskæftiger børn?

Olieselskabet kan godt blive ramt af grimme pressehistorier i sådan en situation, men det er ikke hensigtsmæssigt, at det bruger tid og ledelsesmæssige ressourcer på at undgå dem. Det er meget mere relevant, at tiden og ressourcerne bliver brugt på miljømæssig bæredygtighed og på at nedbringe anvendelsen af fossile brændstoffer.

Investorerne må lære at skelne mellem de forskellige situationer, forskellige selskaber kommer i, og selskaberne må også selv lære at formidle, at der er hensyn, som de fuldt anerkender betydningen af, men som de alligevel fravælger for deres eget vedkommende.

Det samme ræsonnement, fremhæver forfatterne, gælder i den nyere tendens med, at virksomheder formulerer et dybere formål med deres eksistens. Hvis det er et formål, som en IR-afdeling blot har formuleret for at markedsføre sig overfor investorerne, skaber det ingen værdi for nogen – hverken økonomisk eller på anden måde. Værdiskabelsen forudsætter, at man i bestyrelsen har haft strategiske overvejelser om, hvad virksomhedens naturlige bidrag kan være.

Joachim Kattrup