Tema om at få flere kvinder i topledelsen
De fleste erkender vigtigheden af, at få flere kvinder ind i virksomhedernes topledelser. Ikke mindst fordi kvinder for det meste kan bidrage med andre perspektiver på god ledelse og udvikling af virksomheden. Men også fordi mangfoldighed i ledelsen afspejler, hvordan virksomheden tænker kultur, værdier og god selskabsledelse.
I Økonomisk Ugebrev Ledelses årlige kortlægning af CEO skift i de 1000 største danske erhvervsvirksomheder, som vi bragte for nylig, var konklusionen ikke meget anderledes end tidligere år: Der var i de 1000 største virksomheder kommet lidt flere kvinder på topposter, men der er stadig meget få. Kvinderne kom især ind i udenlandskejede danske selskaber, og med udenlandske kvinder som topchef.