Lederen skal kende de fire livsfaser for at forstå sig selv

Mennesker udvikler sig gennem livet, men ikke lineært. Psykologer mener, at mennesker udvikler sig i fire faser ud over barndommen. Indgående kendskab til disse fire faser er nyttigt ikke blot i henseende til at forstå de personer, man møder i karrieren, men til at kende sig selv og vokse som leder.

En af største udfordringer gennem livet for den enkelte lyder sådan: At vurdere, hvad der foregår i hovedet på andre mennesker. I ledelse, og specielt i topledelse, er det særligt vigtigt. Lederen må vurdere sine medarbejdere, de personer, han eller hun forhandler med som leverandører eller kunder, konkurrenten eller økonomiske kriminelle, der angriber virksomheden, og slutteligt altså ikke mindst sig selv. Det sidste er vigtigt for den personlige udvikling, som er en forudsætning for at nå de langsigtede mål.

Næsten alle mennesker kender til betydningen af personlig udvikling, og hvordan den ofte er knyttet op til konkrete begivenheder, glædelige eller sørgelige. Men ifølge McKinsey ser forskere i psykologi i dag ikke sådan på det, at personlig udvikling foregår ved at nye facetter gradvist bliver føjet til.

Et bedre billede er at se det som årringe i et træ: Man begynder med en kerne, og uden om det kan der gennem livet blive føjet nye lag til. Men altså uden at kernen eller gamle lag forsvinder. De vil også vise sig engang imellem. McKinsey gennemgår fire sådanne årringe, som man typisk kan udvikle i løbet af en livstid.

Den selvstændige: Mange ledere vil have oplevet medarbejderen, der viser en unuanceret vrede over et eller andet forhold på arbejdspladsen. Måske ser man det igen hos teenagesønnen eller -datteren, når man kommer hjem, for det er netop dette udviklingstrin, der her kræver sin ret. Det udgør et meget stort spring fra barndommen, når man erkender sig selv som handlende aktør, der ikke længere accepterer forældrenes overhøjhed, og som har lagt afstand til barndommens fantasiverden. Men det er stadig rigidt og rigoristisk.

Den socialiserede: Anderledes populær, i hvert fald i første omgang, er den medarbejder, der altid gør, som der bliver sagt, og som bidrager med et positivt sind til møder og sociale arrangementer. I mindre udviklede samfund, der ikke udsættes for krig eller andre katastrofer, er det en særdeles hensigtsmæssig tilgang, som ofte også er slutpunktet i den personlige udvikling.

I den moderne virkelighed er det dog i længden frustrerende, at medarbejderen ikke engang imellem siger fra, også med kant, når han kan se, at lederen bestemmer noget uhensigtsmæssigt. Personen er, som en tredjedel af alle voksne, nået til den mentale fase efter teenageårene, hvor man har indset, at nok har man selv en suverænitet, men at det ikke er overfor en samlet verden, men overfor en mængde individer, der hver især også er suveræne, så man må tage hensyn til hinanden.

Den selvdefinerende: I næste trin, som lidt under halvdelen befinder sig i, har man tænkt dybere over betydningen af de uendelig mange individer: Det indebærer ikke blot, at man skal løfte sin fair andel af byrden, men videre, at man skal forstå netop de gode egenskaber og talenter, man selv har, og så bidrage med dem.

For ledere indtil et vist niveau er det et godt sted at være, men filmen knækker den dag, man får et så stort ansvar, at man ikke længere kan overskue, hvordan egne værdier og kvalifikationer passer ind i de mange forskellige situationer, man i sidste ende har et ansvar for. Det kan føre til tvivl, tab af selvtillid og i værste fald stress og depression.

Den selvtransformerende: Det egentlige problem for den selvdefinerende er, at han eller hun mener at skulle skabe og forsvare sin egen personlighed. Det er en stor opgave, og for de fleste umuligt i længden. Som McKinsey beskriver det: I længden spiller vi ikke soloer, som vi skal perfektionere – vi er snarere jazzmusikere, der skal jamme med resten af bandet, og altså også følge og lade sig farve af de andre musikere.

For de fleste vil det kræve en overvindelse at erkende, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, og at man ikke på egen hånd sætter sin livsbane: Omgivelserne påvirker også dens retning. Under ti procent opnår denne nirvana af en slutfase i den personlige udvikling, som også indebærer, at man accepterer, at man for at udvikle sig må sætte sig selv på spil – tage imod en udfordring, vel vidende at man vil komme forandret ud af den.

Sten Thorup Kristensen