Coronakrisen lærer topchefer at afværge verdens undergang

Topledere skal ikke regne med at få tid til at puste ud, når coronakrisen er overstået, vurderer PwC, som advarer mod, at verden er på vej mod en form for apokalypse, som skal afværges indenfor ti år. Hvor denne alarmisme måske er i overkanten, har PwC gode pointer i sine analyser – og i at topchefer, i fald alarmismen viser sig berettiget, kan bruge noget af det, de har lært under coronakrisen.

Med coronakrisen fik topledere, både i politik og erhvervsliv, en helt konkret opgave med at redde menneskeliv ved at lukke samfundet, uden at redningsaktionen i sig selv ville få institutioner eller virksomheder til at brase sammen. Og nu, hvor vi har vænnet os til denne dagsorden, er det nemt at glemme, hvor dyster en undergangsstemning, der også prægede verden, før ord som flokimmunitet, mundbind og smittekæder blev en del af hverdagssproget.

PwC minder om det i en analyse, og konsulenthuset havde faktisk før krisen forberedt en bogudgivelse, der i fuld alvor forudser en form for apokalypse for menneskeheden, hvis ikke ”vi” gør noget hurtigt.

PwC taler om, at der kun er ti år at handle i – ”Ten Years to Midnight” hedder bogen. I det lys har coronakrisen faktisk været en hjælp, mener PwC, fordi den har givet undervisning i krisehåndtering og lært ledere at handle hurtigt.

Optimistiske topchefer
Måske fornemmes en syrlighed i ovenstående beskrivelse af bogen, og denne signatur kan da heller ikke skjule indtrykket af, at konsulenterne er gået noget over gevind i selvhøjtidelighed, når de mener, at deres hjælp med forskellige, og af hinanden uafhængige problemstillinger, er forudsætningen for intet mindre end civilisationens beståen. Verden fungerer heller ikke som en samlet organisme, der med konsulenters råd kan beslutte at gå til højre og venstre.

Mens den overordnede konklusion altså kan virke overgearet, er det ikke ensbetydende med, at de af PwC identificerede problemstillinger er irrelevante. Og måske tenderer topchefer i hverdagen til at være for optimistiske, så de har brug for at stoppe op og tænke over trusler i de langsigtede trends.

PwC fandt i en undersøgelse sidste år, at 69 procent af adspurgte topchefer forventede en krise indenfor fem år. Det tal er faktisk lavt, når man ved fra historien, hvor ofte kriser opstår. Der skulle som bekendt også kun gå mindre et år, før det store flertal fik ret.
Men hvad er det så for globale risikomomenter, ud over coronakrisen, som i disse år eskalerer? PwC peger på fire forhold:

For det første anfører PwC, at der ikke længere er samme automatik som tidligere i henseende til, at den enkelte borger eller familie gennem tilværelsen vil opnå større velfærd. I mange lande aldres befolkningen, og der er bekymring for, om de har sikret sig tilstrækkelig opsparing. Hvis ikke, skal de mange ældre forsørges, hvilket vil gå ud over de unges velfærd. Hertil kommer, at folketallet stadig stiger, hvilket giver storbyerne vokseværk og medfører stigende boligpriser, der reducerer rådighedsbeløbet for den enkelte.

For det andet kommer der en trussel fra al den nye teknologi. Også den vil reducere velfærden hos mange, i takt med at automatiseringen overflødiggøre diverse lavkompetencejobs. Har man ikke evnerne til at udvikle og styre den nye teknologi, kan det blive svært at opnå en indtægt. Teknologien skaber også mange andre problemer, som når den gør det svært at leve op til menneskerettigheders og forfatningers garantier for privatlivets fred, og som når den medfører et energiforbrug, der bl.a. gør det sværere at nedbringe CO2-udledningen.

For det tredje ser PwC en institutionel krise. Her tænker konsulenthuset ikke blot på de internationale organisationer, der er kommet i klemme i nye politiske strømninger og gnidninger mellem lande, især USA og Kina. Det er også mange virksomheder og nationale institutioner. F.eks. er mange medier i dag mere splittende end samlende.

Endelig, og som det mest opsigtsvækkende, ser PwC en ledelsesmæssig krise. Eksempelvis påpeger konsulenthuset, at det er et ledelsesproblem, at klimaproblemet ikke for længst er løst. Kun nogle få lande har evnet at leve op til de mål for CO2-reduktioner, de selv har indgået internationale aftaler om. Coronakrisen og flygtningekrisen i Europa kan også ses som eksempler på, at lederskabet i EU, når tingene brænder på, i realiteten kun har meget begrænset indflydelse.

Sten Thorup Kristensen