Hvad kommer til at adskille fremtidens CEO fra nutidens CEO? Dette spørgsmål har optaget konsulenthuset Korn Ferry, som igennem de seneste par år har talt med adskillige CEO’er verden over om, hvad det vil kræve at være leder i fremtiden. Seks grundlæggende elementer går igen, på tværs af lande og industrier.
1) Led med formål. I dag er det ikke længere blot en mulighed, men en nødvendighed, at lede med formål. Både kunder, medarbejdere og andre interessenter forventer, at deres CEO er drevet af en dybere mening og har en klokkeklar vision, som de stræber efter at realisere.
Fremtidens CEO’er bør dermed være i stand til at forene virksomhedens mål med en større samfundsmæssig vision. Derved står de bedre rustet til at tiltrække og fastholde talentfulde medarbejdere og opbygge dybere relationer til kunder og interessenter.
2) Grib enhver mulighed. Kriser og udfordringer opstå fra det ene øjeblik til det andet, og de kræver ofte omgående handling. At være lynhurtig til at takle det uforudsete er afgørende, men ikke tilstrækkeligt. Det handler også om at gribe de muligheder, der kan opstå i kølvandet på disse udfordringer.
I virkeligheden bør forandringer betragtes som muligheder for transformation. Det kræver, at man holder hovedet koldt og sindet åbent, selv når man står over for ukendt territorium. Man bør se den konstante turbulens som en chance for at omforme og genopfinde sig selv. Det handler om at bevare fleksibilitet, åbenhed og en positiv indstilling over for de udfordringer og muligheder, der dukker op undervejs.
3) Vær ærlig. En ærlig CEO har større succes med at engagere medarbejdere og opbygge tillid. Desværre kan direktører nogle gange virke mindre menneskelige, særligt på grund af det følelsestomme corporate-sprog, der ofte bruges. For at opnå ægte engagement hos medarbejdere er det nødvendigt at være mere autentisk og ægte i kommunikationen. Faktisk viser forskning, at en virksomheds succes i høj grad afhænger af menneskelig ledelse. En leder, der motiverer sit team, skaber en arbejdskultur, hvor medarbejdere føler sig værdsat og inspirerede til at yde deres bedste.
For at opnå dette, skal man tale fra hjertet, tale med mennesker – ikke til, og vigtigst af alt, lytte og reagere på de bekymringer og idéer, der kommer fra ens medarbejdere.
4) Tag modige beslutninger. Som fremtidig leder er det afgørende at have modet til at træffe store og svære beslutninger. Evnen til at tage hurtige beslutninger vægtes højt, da tempoet, hvormed tingene sker i dag, er næsten overvældende. Det betyder, at ledere ikke altid vil have adgang til den sædvanlige mængde data, de er vant til at basere deres beslutninger på.
I stedet vil beslutningstagning i stigende grad skulle baseres på en vision og en forståelse af mulighederne i sigte. Dette kræver ikke kun mod, men også tillid til beslutningsprocessen. Det kræver, at man tror på sin evne til at analysere situationen og stoler på sin intuition.
5) Prioritér samarbejde og sammenhold. Fremtidens ledere vil blive nødt til at stole mere på deres team end nogensinde før. I en hurtigt skiftende verden kan ingen CEO klare sig alene. Man bør arbejde på at nedbryde hierarkier og opbygge stærkere relationer til sit team. En nøglekomponent bliver evnen til at sammensætte det rette ledelsesteam og uddelegere så meget ansvar som muligt. Det kommer til at være afgørende for at frigive det fulde potentiale i virksomheden.
Derudover er det også vigtigt at åbne for samarbejde med andre, herunder konkurrenter, der står over for lignende udfordringer, virksomheder fra andre industrier og innovative start-ups, der bringer nye perspektiver og idéer på bordet. Læring fra andre og samarbejde på tværs af grænser kan være en uvurderlig kilde til viden og innovation.
6) Vær dig selv. Fremtidens ledere vil i endnu højere grad blive bedømt ud fra deres autenticitet. Det indebære at være ærlig omkring sine svage punkter og uperfektheder, og erkende, at man ikke altid har svarene, men at man er villig til at lære. Dette kræver, at man som CEO er parat til at være åben, menneskelig og tro mod sig selv.
Den nye generation af CEO’er er mere varme, ægte og frygter ikke at tale fra hjertet. De viser sårbarhed og er i stand til at udvise empati, ydmyghed og selvbevidsthed, alt sammen mens de arbejder målrettet på at opnå resultater. Det er ikke længere tilstrækkeligt at være en “corporate machine”.
MAL