Den valgte præsident viste sig at være som humlebien, der teoretisk set ikke kan flyve, men som gør det alligevel. Om man kan lide ham eller ej, så har han set en form for kommunikation, der fungerer – og netop den del kan topchefer lære af.

”Lock her up” var en af de faste slaglinjer i Trumps kampagne. Mange så med afsky og frygt på, hvordan han ville spærre sin modkandidat i et demokratisk valg inde. Men ordene, der gjorde Hillary Clinton til den store skurk, havde en afledt og tilsigtet effekt: De gjorde hans publikum fra middel- og underklassen til heltene. Det var dem, der ikke var korrupte, men som tværtimod var ofre for korruptionen, alt imens de selv arbejdede hårdt og ærligt. Se et øjeblik bort fra, om Trumps beskyldninger mod og udtalelser om Clinton var rimelige og berettigede. Den underliggende teknik var særdeles velfungerende som kommunikation. Folk, der hører et budskab, kan godt lide, at de selv er i centrum af det, ligesom heltene.

Netop den detalje kan mange erhvervsledere lære af. Det argumenterer Susan Cram, ledercoach og selv tidligere topchef, for i en artikel hos konsulenthuset Strategy+business. Som enhver topleder ved, er der en vis mystik over ledelse: Det er grundlæggende et mysterium, at f.eks. en topchef kan give ordrer, og så er der titusindvis af medarbejdere rundt omkring i verden, der retter ind. Som bekendt fungerer det heller ikke altid sådan. Nogle gange følger medarbejderne ordrer som en vane; i ren automatik. Men i det lange løb skal de motiveres. Det kan være med konkrete instrumenter som trusler om fyringer og løfter om mere løn. Men rigtigt effektivt bliver det kun, hvis lederen kan overbevise sine medarbejdere om, at hans eller hendes ordrer er gode og kloge, også for medarbejderne selv.

Læs også:  Kvinder i ledelse: Sådan kæmpede vi os frem til toppen

Og det er her, mange topchefer taler hen over hovedet på deres medarbejdere, mener Susan Cram: De vil ofte afgive en ordre, efter en lang og saglig forklaring på det behov, ordren forholder sig til. Men ofte vil medarbejderne blot opfatte forklaringen som, at topchefen blærer sig med sin intelligens og sin viden. Bedre bliver det ikke, hvis topchefens forklaring handler om bundlinje og investorer. Medarbejderen føler sig ikke inkluderet i denne ligning.

Trump bruger også et andet trick i sine taler. Det kan illustreres ved budskabet om, at der skal opføres en mur mod Mexico, og at Mexico selv skal betale for den. Den saglige indvending er naturligvis, at man ikke bare kan sende regninger til andre lande. Men det forstår Trumps vælgere formentligt også udmærket, så de ikke i en bogstavelig forstand forventer, at Mexico betaler muren.

Men budskabet går klart igennem: Den illegale indvandring skal stoppes, og nabolandet, hvorfra migranterne kommer, har et medansvar for, at det faktisk sker. Mangen en topchef kan bruge den model: Et budskab står stærkere ved at være firkantet, også selv om det nøgternt set bliver usagligt. Medarbejderne vil forstå, at der er nogle mellemregninger, som de ikke er involverede i.

Læs også:  Toplederinterview om ledelseserfaringer: Tag imod hjælp!

Susan Cram understreger, at det (heldigvis) ikke er sådan, at topchefer skal kopiere Trump fra A til Z. Tværtimod er der elementer i hans kommunikation, som er alt andet end velfungerende. Det gælder f.eks. hans impulsivitet – ofte springer han i sine taler fra emne til emne, så talen ikke giver meget mening på en udskrift.

Det er heller ikke nødvendigt at være negativ og anklagende for at sende firkantede budskaber. Tværtimod støder man mange fra sig med den fremgangsmåde. Det kan Trump måske leve med – hans succeskriterium var, at han skulle have halvdelen af valgsmandsstemmerne. Det vil sige op mod halvdelen af vælgerne bag sig. Så ringe opbakning kan få topchefer leve med.

Aktiemarkedet modtager Trump positivt 
De finansielle markeder har reageret positivt på valget af Trump. Især forventningen om ekspansiv finanspolitik har sendt aktierne i vejret. Men det skal man ikke lægge for meget i – faktisk slet intet, ifølge en analyse fra tv-stationen CNCB, der har gennemgået aktieudviklinger ved alle præsidentvalg siden 1950.

Som median stiger aktiemarkedet med 3,7 procent fra valget til indsættelsen af præsidenten. Men der er ingen korrelation i henseende til, hvordan det går efterfølgende. Senest markedet for alvor faldt tilbage efter et valg, var ved Obamas første valgsejr i 2008. Markedet faldt 15,5 procent, inden han blev indsat i januar året efter. Men i hans første 200 dage som præsident steg markedet igen med 22,7 procent.