Bestyrelsesguiden

Stor effekt af god velkomst fra topchefen

nyansatte

Business man making a presentation at office. Business executive delivering a presentation to his colleagues during meeting or in-house business training, explaining business plans to his employees.

I nogle virksomheder er det en tradition, at nyansatte medarbejdere på deres første dag på jobbet bliver mødt af en buket blomster på skrivebordet. Det er en rigtig tanke, men blomsterne i sig selv er ikke nok. I sig selv er de en tom gestus. Men i den rette kontekst kan blomsterne omvendt være særdeles værdifulde for virksomheden såvel som medarbejderen. Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse udarbejdet af konsulentfirmaet Booz & Co.

Data til undersøgelsen er indsamlet over en længere årrække, hvor man har fulgt 264 nyansatte ved et amerikansk universitet tæt gennem deres første 90 dage på jobbet. I de efterfølgende år er blevet fulgt op på, hvordan det er gået dem.

Det viser sig, at medarbejdernes første indtryk på arbejdspladsen har meget stor betydning. Det er måske ikke i sig selv overraskende, for det harmonerer med en almen menneskelig erfaring. Mere overraskende er det, at der er bestemte elementer af det første indtryk, der bliver siddende.

En umiddelbar negativ modtagelse fra kollegerne har således ikke nogen betydelig konsekvens for det langsigtede forløb. Derimod har det meget stor betydning, om chefen giver en god modtagelse. Hvis han/hun gør det, vil medarbejderen blive på arbejdspladsen i væsentligt længere tid. Det er altså chefen, der skal stå som afsender af buketten, og velkomsten skal opleves som ægte af den nye medarbejder.

Chefens adfærd er afgørende
Det betyder ikke, at opbakningen fra kollegerne er ligegyldig. Den har stor betydning den første tid, og den er dermed medvirkende til, at den nye medarbejder hurtigt kan levere værdi i virksomheden. Den har blot ikke langtidseffekt: På det lange sigt er det alt overvejende chefens adfærd, der er afgørende for, om medarbejderen trives eller vantrives.

Undersøgelsen dokumenterer også en række andre træk fra nyansættelser, som mange kender fra egen erfaring. Men som har en mere generel natur, end man umiddelbart gør sig klart, og som man dermed også som virksomhed kan gå ind og påvirke proaktivt.

For det første er det sådan, at mens de positive input, en ny medarbejder oplever, er hastigt aftagende, er de negative input konstante: Omgivelsernes bevidste indsats for at få den nye til at føle sig vel tilpas aftager naturligt. Men de negative signaler og handlinger er ubevidste. De er der fra starten, og de vil alt andet lige vare ved.

For det andet skal man holde nøje øje med den nye medarbejders relationer til de nære kolleger i den første tid: Gode eller dårlige, så vil de typisk blive forstærket i den kommende tid. Altså – hvis medarbejderen ikke harmonerer med sine kolleger, er det mest sandsynlige, at den dårlige relation blot vil blive forværret.

For det tredje kan en god tone over for den nyansatte være et dække over reelle konflikter, der med tid udvikler sig til forsøg på at modarbejde den nyansatte. Denne effekt er dokumenteret i tidligere undersøgelser. Men i denne undersøgelse viser der sig et klart skel mellem chefer og kolleger – kun for de sidste er det mere end undtagelsen, at en indledningsvis god tone slår over i konflikter. For chefernes vedkommende er der faktisk den omvendte tendens: Hvis de af den ene eller anden grund indleder nyansættelsen med en modvilje, og modarbejder den nyansatte, vil de typisk hen ad vejen ophøre med dette. Cheferne finder løsninger, eller sluger nogle kameler, for at få samarbejdet til at fungere.

For det fjerde er opmærksomhed frem for alt vigtig for at få nyansatte til at gøre en selvstændig indsats for at integrere sig i virksomheden. Faktisk vil en ny medarbejder gøre en større indsats i denne henseende, hvis han/hun bliver modarbejdet fra starten, end hvis han/hun hverken bliver hjulpet eller modarbejdet, men blot får overdraget sine opgaver. Det kom som en overraskelse for forskerne, der satte sig for at bevise, at nye medarbejdere blev sat i stå, når de blev modarbejdet fra starten.

Undersøgelsen er foretaget af tre forskere fra universiteter i henholdsvis Minnesota, Florida og Singapore. De betoner, at selv om de nyansatte, de har fulgt, kom fra en bred kreds af universitetsansatte – fra pedeller til professorer – kan det ikke udelukkes, at man vil se variationer i resultaterne, hvis man kiggede på andre typer af arbejdspladser. Ligeledes mangler der f.eks. at blive undersøgt, om personlig venlighed har samme effekt over for den nyansatte som faglig hjælpsomhed.

Sten Thorup Kristensen