Bestyrelsesguiden

Sådan håndteres turen tilbage til den digitale hverdag

Boomet i udbredelsen af digitale løsninger er slut – det har faktisk været aftagende gennem nogen tid, viser en analyse. Dermed må f.eks. virksomheder, der gerne vil have deres kunder til at gå online, igen kæmpe for at få dem til faktisk at gøre det. For nogle brancher, f.eks. dagligvarehandel, kan det blive en stor udfordring at forsvare coronakrisens landvindinger.

Coronakrisen har været herlig for mere eller mindre alt, der har haft med digitalisering at gøre. Mange ellers konservative forbrugere og virksomheder, der har nølet med at tage digitale redskaber til sig, blev tvunget til at springe ud på det dybe vand – og opdagede, at det slet ikke var så slemt. Og de virksomheder, der leverer hard- eller software til al denne nye kommunikation, har stortrivedes.

Men med normaliseringen oven på vaccinerne kommer hverdagen tilbage, advarer McKinsey i en ny analyse . Nogle fremskridt på den teknologiske front er varige, men andre er det ikke.

Alle parter vil møde hårdere konkurrence fra den fysiske verden. Den proces er faktisk for længst begyndt, viser analysen – selvom der har været stor smittespredning og mange nedlukninger i den forgangne vinter, har både virksomheder og deres kunder i mindre grad brugt digitale løsninger i deres interaktion i halvåret fra december til og med april, end de gjorde i begyndelsen af coronakrisen.

Virksomheder, der nu skal foretage deres næste skridt, må til en start gøre sig klart, hvad der mere præcist drev det digitale boom i forårsmånederne 2020. Det er der en del myter om, eller i hvert fald rigeligt unuancerede syn på. Et sindsbillede på situationen dengang var de mange millioner almindelige borgere, der pludselig var tvunget til at være hjemme, og som således, berøvet muligheden for at gå til fester, sport, teaterforestillinger og så videre, tegnede et abonnement på Netflix, som derved oplevede et boom i efterspørgslen. Måske var det sådan, det var. Men det er et mindretal af borgerne, der husker det sådan – og det er deres erindring, der er vigtig, fordi den vil afgøre, hvordan de agerer fremadrettet.

Når folk i McKinsey-analysen bliver spurgt om den primære årsag til, at de er skiftet til digitale løsninger, er det kun lidt under halvdelen (45 pct.), der peger på restriktioner i forbindelse med COVID-19. Næsten lige så mange (43 pct.) angiver, at det var fordi den digitale løsning var nemmere at bruge og mere tilgængelig.

Det er mere udpræget i nogle brancher end andre, og indenfor underholdning er det meget udpræget. Så de fleste nye brugere af net-tv oplever det sådan, at de er kommet til, fordi der var nogle programmer, de gerne vil se.

Også ved køb af digitale bankydelser er bekvemmelighed den klart mest almindelige beskrivelse, selv om det næppe refererer til Skandinavien, men mere til markeder, hvor der i forvejen var ringe gennemslag for f.eks. digitale betalingsmetoder.

Virksomheder kan regne med at beholde digitale kunder, der er kommet ind i ”butikken”, fordi de kan lide de digitale ydelser. Anderledes tungt står det til, hvis kunderne opfattede dem som en nødløsning under en pandemi. Sådan er det især i uddannelsessektoren, hvor læreanstalterne er gået over til fjernundervisning, til udbredt frustration for eleverne.

Men samme tendens er meget tydelig indenfor dagligvarehandel. F.eks. kan de store aktører i den branche i Danmark, der har foretaget store investeringer i nethandel, langt fra være sikre på, at det ikke falder tilbage til at være en nicheydelse til et lille mindretal af kunderne.

Et andet træk, man må hæfte sig ved, er, at den stigende brug af digitale ydelser ikke primært skyldes, at de mest konservative segmenter har været tvunget til at anvende dem. Faktisk er det omvendt, så størstedelen af væksten skyldes merforbrug fra de segmenter, der også forinden var mest digitale:

De unge, de veluddannede og de velhavende. Især aldersparameteren slår stærkt igennem. En oplagt tolkning er igen, at nødsituationen har været vigtig. Mange af de nye digitale brugere kendte udmærket mulighederne i forvejen, og havde også selv prøvet dem. De foretrak bare at bruge løsninger fra den fysiske verden, og dem vil de sandsynligvis vende tilbage til, når de får muligheden for det.

McKinseys budskab er, at virksomheder, der ønsker at møde deres kunder online, ikke skal lade sig forblænde af, hvor nemt det har været det seneste år. De skal tilbage til gamle dyder, hvor de f.eks. gør sig umage med brugervenligt design, og hvor den vrede eller forvirrede kunde kan komme i kontakt med et rigtigt menneske i kundeservice.

Sten Thorup Kristensen