Bestyrelsesguiden

Den ”nye” CEO i krydsild fra flere sider 2/

City Scape Businessman Thinking Concepts

Erhvervslivets betydning for samfundet, og forventningerne til den rolle, topcheferne skal spille, har ændret sig dramatisk de seneste år. I forlængelse heraf har samfundets forventninger til CEO’en også ændret sig markant. Det store spørgsmål er, hvordan nutidens topchefer udvikler de nødvendige kompetencer, så de kan leve op til de nye krav. På baggrund af interviews med 150 topchefer har headhunterfirmaet Heidrick & Struggles udarbejdet en analyse ”The CEO Report” som forsøger at besvare spørgsmålet. Konsulentfirmaet udgangspunkt er, at CEO’erne som helhed ikke har formået at tilpasse sig til de nye krav, og de har de seneste år udmøntet sig i stadig kortere åremål som topchef for virksomhederne. I denne del to af vores gennemgang af udvalgte dele af rapporten sætter vi fokus på den problemstilling, der handler om, at de stadig hurtigere ændringer i omverdenen stiller nye krav til CEO’en om at prioritere, og skille væsentligt og uvæsentligt.

Grundlæggende vurderer mange af de interviewede CEO’er, at de bruger meget tid på at forstå og forholde sig til ændringer i virksomhedens omverden, som virksomheden kan blive påvirket af. Budskabet fra Heidrick er, at toplederne ikke kun skal fokusere på speed i forandringer, men i høj grad også væsentlighed og effekter. Det påpeges, at CEO’en kan komme langt med at sikre sig en løbende rapportering om de igangværende omverdensændringer, så han har et godt beslutningsgrundlag omkring den videre prioritering. Er det noget han skal bruge tid på, eller er det ikke forhold, som får særlig stor betydning for virksomheden? Som udgangspunkt bør observerede ændringer opdeles i tekniske og fundamentale ændringer på den ene dimension. og på den anden dimension kan ændringerne ses som en evolution, der strækker sig over lang tid, eller en revolution, hvor ændringerne får stor effekt meget hurtigt. En CEO udtaler: ”You have to separate the noise and the normal stuff from the fundamental shifts, that are taking place, and then be able to determine how quickly those shifts are going to manifest or disrupt what you’re doing, versus those things that you have more time to adjust to.”

Det påpeges at de store begivenheder og megatrends ofte vil have en eller anden påvirkning på virksomheden, men at det vil afhænge meget af branche og markeder.

Eksempelvis er landbruget og fødevarevirksomheder påvirket af de geopolitiske begivenheder i relation til Ukraine og konflikten med Rusland. Inden for sundhedssektoren har Ebola-udbruddet i Afrika haft betydning, både med hensyn til eventuelle beskyttelsesforanstaltninger i de berørte lande, og virksomheder som Bavarian, der har sat ekstra fokus på udvikling af en vaccine. Det seneste halvårs styrtdyk i oliepriserne har effekt for de fleste virksomheder, hvor især energiforbrugende virksomheder kan kunne transformere lavere produktionsomkostninger til ekspansion eller nye investeringer. Nogle ændringer kan give anledning til interne justeringer i budgetter, men ikke på fundamentale forhold. Andre større ændringer kan nødvendiggøre revurdering af strategi, forretningsmodeller, kerneværdier og den overordnede mission.

Fundamentale ændringer kan også være nye krav fra virksomhedens stakeholdere. Det påpeges, at disse ofte bør tages seriøst. Ikke mindst fordi eksempelvis forbrugerkrav hurtigt kan vokse sig store på de sociale medier eller gennem bred mediedækning. Her kan både være tale om en evolution, som der ofte er tale om indenfor virksomheders fokus på CSR og mangfoldighed, eller en revolution, hvor der stilles bastante krav fra en ”larmende” stakeholdergruppe. En CEO udtaler om det at skille væsentligt fra uvæsentligt: ”You have to begin to sort out the results you’re getting. Are they a result of a broader macroeconomic or industry shift taking place, or are they more enterprice-specific?” Bundlinjen er, at CEO’en skal undgå at betragte alle omverdensændringer som vigtige og som hastesager. Det giver risiko for, at CEO’en fokuserer på de forkerte ting. Vigtigst er det altså at forsøge at forstå hvad de potentielt betyder for virksomheden, så CEO’en kan prioritere på baggrund heraf. Løbende evalueringer af de igangværende omverdensskift giver CEO’en mulighed for at fokusere og prioritere de store vigtige udfordringer.

 

Læs også første del af denne artikelserie på to artikler: Den ”nye” CEO i krydsild fra flere sider