God selskabsledelse i bred forstand er sikring af den ønskede balance mellem afkast og forretningsmæssige risici.
Begrebet Corporate Governance er på mange måder blevet et fy-ord, som især forbindes med overvågning, kontrol og firkantede anbefalinger som følge af erhvervsskandaler og myndighedskrav.
Opfattelsen har imidlertid fjernet erhvervslivets fokus fra det, god selskabsledelse i bredere forstand handler om: Nemlig sikring af den ønskede balance mellem afkast og forretningsmæssige risici for aktionærer og andre stakeholdere.
I en artikelserie under temaet ”Mastering Corporate Governance” skriver Ernst & Young i en artikel med overskriften ”A Route through the Hazards of Business” at ”It is high time for corporate boards and managers to return to a wider view of corporate health and sustainability. … Boards have multi-dimensional responsibilities in steering top management towards the right risk choice.”
Med andre ord skal bestyrelserne i de fleste selskaber til at gøre meget mere ud af at overveje, hvor store og hvilke forretningsmæssige risici, man ønsker at tage. Som bekendt er der ofte en klar sammenhæng mellem risikotagning og afkastmuligheder, når der investeres og drives forretning.
På det grundlag anbefales det, at bestyrelsen sætter fokus på følgende opgaver:
• At etablere systematisk overvågning af virksomhedens risikosituation med henblik på at identificere og evaluere de forskellige strategiske, forretningsmæssige og finansielle risici.
• At forstå og påvirke ledelsens risikoappetit.
• At opbygge en helhedsforståelse af virksomhedens risici.
• At objektivt håndtere virksomhedens risikoledelse, herunder stille spørgsmål til organiseringen af risikostyringen. Eksempelvis spørgsmål som ”Er der behov for en riskmanager?” og mere tekniske spørgsmål som ”Hvilke redskaber anvendes for at identificere, kvantificere og styre de forskellige risici?”
• At indføre fælles procedurer for beslutningstagning ved større transaktioner, eksempelvis virksomhedsopkøb og større investeringer, herunder vurdering af de tilhørende risici.
Det fremhæves, at risikostyring ikke handler om at undgå risici. Men det handler om, at ledelsen på et velinformeret grundlag overvejer, hvordan de forskellige forretningsmæssige risici skal håndteres. Forfatterne stiller spørgsmålet: Hvorfor skal bestyrelsen overhovedet beskæftige sig med – og anvende tid på – at vurdere risici, når man på forhånd ved, at det er umuligt på forhånd at opgøre alle risici? Svaret lyder, at der findes værktøjer til at vurdere risici, som giver store fordele frem for en uformel drøftelse af forretningsmæssige risici.
For det første giver disse kvantitative risikovurderingsteknikker en bedre forståelse af virksomhedens risici. De giver mulighed for at identificere de største forretningsmæssige risici. Vurderingerne giver simpelthen bestyrelsen et bedre beslutningsgrundlag. Eksempelvis hvis bestyrelsen har viden om, hvad stigende oliepriser betyder for enhedsomkostninger og kundernes indkøbsadfærd, eller hvad en stigende rente betyder for virksomhedens finansieringsomkostninger.
For det andet giver de kvalitative teknikker grundlag for at opbygge et ”fælles sprog” omkring risikovurderinger. De giver et klarere sprog mellem bestyrelsen og den daglige ledelse. Det giver de enkelte bestyrelsesmedlemmer bedre mulighed for at forstå direktionens valg af risikoappetit. Og bestyrelsen får et mere objektivt grundlag for at vurdere risici – frem for, at det bliver det enkelte bestyrelsesmedlems personlige syn på risici, som afgør hvor risikofyldt projektet er.
For det tredje giver en struktureret tilgang til risici overordnet set en bedre risikoledelse. De kvalitative mål giver bestyrelsen mulighed for at udpege og fokusere på de største risici, forretningsmæssige såvel som finansielle. Uden dette overblik kan bestyrelsen – og endda den daglige ledelse – meget let blive overvældet af den kompleksitet, som de forskellige risici udgør. Konsekvensen kan let blive, at bestyrelsen og ledelsen vælger at fokusere på de klassiske og velkendte risici, eksempelvis valutakursrisici – frem for at fokusere på de risici, som virkelig betyder noget for forretningen. Eksempelvis forretningsmæssige risici, som kan ændre konkurrencesituationen og betyde tab af markedsandele.
Endelig kan kvantitative risikomodeller hjælpe virksomheden med at sætte pris på de forskellige risici. I næste artikel “Sådan sætter bestyrelsen fokus på risici 2/” går vi tættere på de forskellige risikovurderingsteknikker.