Det er med blandede følelser, at man i disse år betragter virksomhederne bruge stadig flere ressourcer på at udføre lobbyaktiviteter på egen hånd: På den ene side er det i sig selv positivt, at politikere og myndigheder får flere informationer, inden de træffer små og store beslutninger.
På den anden side medfører lobbyisme som institution, at den, som har flest ressourcer, kommer mest til fadet, og fagets fortrolige natur kan give udenforstående en mistanke om urent trav. En amerikansk undersøgelse tyder desværre på, at summen af gode og dårlige elementer er negativ, og dermed altså, at den nuværende udvikling i Danmark er uheldig: Det havde været bedre med det gamle system, hvor stort set al lobbyismen var formaliseret gennem brancheorganisationer og ikke sker gennem private lobbyfirmaer, som kæmper om de økonomiske lunser fra gadehjørne til gadehjørne. Husk Waterfront.
Nok viser undersøgelsen, at lobbyismen sammenlagt skaber værdi. Men meget tyder på, at det er de ”slemme drenge” i erhvervslivet, der får den klart største del af gevinsten. Det er også usikkert, om lobbyismen skaber en ekstra værdi i henseende til at formidle de virkeligt komplekse problemstillinger i erhvervslivet.
Undersøgelsen tager et lidt pudsigt udgangspunkt; nemlig i en erhvervsskandale fra 2006, som for længst er trængt i baggrunden af de skandaler med langt større rækkevidde, der skulle vise sig et par år senere. Sagen i 2006 var, at en fremtrædende lobbyist i Washington, Jack Abramoff, erklærede sig skyldig i en række tilfælde af bestikkelse af politikere. På den måde reddede han sine kunder fra yderligere anklager, hvorimod politikerne kunne retsforfølges. Den slags forløber naturligvis ikke, uden at politikere svarer igen og prøver at genoprette tilliden til det system, de repræsenterer. Modtrækket dengang var ny lovgivning, der over en bred kam begrænsede mulighederne for lobbyisme, og som også stillede krav om større åbenhed.
Forskernes tese er så, at har lobbyisme positiv værdi for virksomhederne, må det være et værditab for dem, når muligheden for lobbyisme blev begrænset. Og ganske rigtigt: Ud fra data fra aktiemarkedet, både da Jack Abramoff erklærede sig skyldig, og da den nye lovgivning blev introduceret, fandt forskerne, at de virksomheder, der havde et stort lobbybudget, mistede signifikant mere værdi end dem, der havde et småt lobbybudget.
Men en ting er den ”rene” lobbyisme, hvor virksomhederne bringer faktuelle informationer frem til politikerne. Noget andet den ”beskidte” del, hvor der også forekommer en praksis, som i bedste fald tenderer mod at være bestikkelse.
Forskerne havde naturligvis ikke noget statistisk grundlag for at fastslå, hvilke virksomheder der var på lovens kant. I stedet brugte de data, som kunne afspejle sådanne forhold: Dels at virksomhederne var straffede for urent trav i forbindelse med aktiehandel eller lignende – tesen er, at er man uredelig i én sammenhæng, er man det med større sandsynlighed også i anden. Dels kiggede man på virksomhedernes ry og rygte i henseende til CSR. Især på den sidste parameter var der udslag: Selskaber med en god track record i henseende til CSR tabte i gennemsnit 162.000 USD i værdi pr. 100.000 USD på lobbybudgettet. For virksomheder med en dårlig track record var tabet i værdi over ti gange så stort – nemlig 1,7 mio. USD. Også de virksomheder, der havde sager ved aktiemarkedsmyndigheden SEC, oplevede større værditab end andre virksomheder. Her var tabene dog ikke helt så markante, og de var heller ikke statistisk signifikante.
I en perfekt verden skulle værdien af lobbyisme især vise sig i de meget komplekse virksomheder – politikere og myndigheder har alt andet lige nemmere ved at forstå et supermarked eller en maskinfabrik, end de har ved at forstå en kemisk industri, der leverer usynlige indholdsstoffer til andre virksomheders produkter. Men forskerne fandt ikke, at de komplekse virksomheder tabte mere værdi ved den nye og mere restriktive lovgivning, end de mere simple virksomheder gjorde.
Forskerne påpeger dog, at dette sidste resultat kan skyldes, at de komplekse virksomheders lobbyaktiviteter bliver betragtet som ”renere”, og dermed heller ikke i nogen særlig grad blev ramt af den nye lovgivning. Det er dog i det hele taget en svaghed ved undersøgelsen, at den forudsætter, at aktiemarkedets reaktioner afspejler det reelle værditab. Denne forudsætning indebærer, at aktiemarkedet skal have en egentlig viden om, hvordan lobbyisme virker i praksis, hvilket næppe er tilfældet.
Sten Thorup Kristensen