Ejeraftaler (tidligere kaldet aktionæroverenskomsten) er normalt ikke et bestyrelsesanliggende. Men hvilken betydning har ejeraftalen i forhold til bestyrelsens spillerum, og hvordan undgår bestyrelsen at komme i konflikt herom? Dan B. Larsen og Henrik Ottosen fra DAHL Advokatpartnerselskab gennemgår hovedtrækkene i den komplicerede, men vigtige jura.
Ejeraftaler har eksisteret lige så længe som aktieselskaber. Og de har været en torn i øjet på selskabsregisteret lige så længe, fordi de har givet anledning til mange tvister. Da selskabsloven skulle ændres i 2009, fik Erhvervsstyrelsen derfor indføjet en særlig regel om ejeraftaler i Selskabslovens § 82:
Ejeraftaler er ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.
For mange var denne korte bestemmelse en revolution, men Erhvervsstyrelsen påstod stædigt, at bestemmelsen kun var indsat for at klargøre det, der allerede var gældende ret. Nu er der ikke så mange sager i Erhvervsstyrelsen om ejeraftaler, men til gengæld er der stadig masser af tvister, nu bare ved domstolene og forskellige voldgiftsretter.
En ejeraftale er en aftale mellem to eller flere aktionærer i et selskab om at foretage eller undlade at foretage forskellige handlinger. Det kan være en aftale om, hvordan bestyrelsen skal sammensættes, aktionærernes ansættelsesforhold i selskabet, udbyttebegrænsning, konkurrenceklausuler, og så videre.
Har parterne i en ejeraftale vedtaget, at der ikke må udloddes udbytte udover årets resultat (heller ikke hvis der er fri egenkapital til det i øvrigt), opstår der en tvist, hvis to ud af tre aktionærer alligevel vedtager at udlodde et væsentligt større udbytte. Efter selskabslovens § 82 er dette en problematik, de tre parter må afklare indbyrdes i et andet forum. Selskabet er ikke bundet af ejeraftalen og skal udlodde udbytte i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning.
Men er der så frit spil?
Ovenstående har forledt nogle aktionærer og visse bestyrelser til at tro, at der så er frit spil. Hvis båndene i en ejeraftale bliver for snærende, beslutter man bare noget andet i bestyrelsen – fordi selskabet (herunder bestyrelsen) jo ikke er bundet af ejeraftalen.
Det er i teorien rigtigt. I praksis er det nok lidt anderledes.
For det første er det en god idé at lade nye bestyrelsesmedlemmer gøre sig bekendte med ejeraftalen – og måske ligefrem erklære, at de vil overholde den. For det andet kan det have fatale konsekvenser for nogle af aktionærerne, hvis bestyrelsen vælger at blæse på ejeraftalen.
Aktionærerne kan i ejeraftalen bestemme, at ejeraftalen skal gå forud for selskabets vedtægter, men kun med virkning i det indbyrdes forhold mellem aktionærerne. Ved en overtrædelse af en ejeraftale vil de almindelige misligholdelsesbeføjelser komme i spil mellem parterne, men gyldigheden af generalforsamlingens beslutning påvirkes ikke.
Vi lader et eksempel belyse problematikken:
Et selskab med fem ejere har en bestyrelse bestående af nogle af ejerne og nogle eksterne bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen beslutter, at tidernes ugunst betyder, at de to ældste af de fem ejere må afskediges. De fem ejere har ellers i en ejeraftale aftalt, at de ikke kan afskediges, før de når pensionsalderen. De afskedigede har selvfølgeligt krav på løn i opsigelsesperioden, men løn fra udløbet af opsigelsesperioden og til pensionsalderen kan de kræve hos de tre tilbageblevne. Dette fordi aftalen er gyldig mellem parterne – selvom den ikke kan håndhæves i forhold til selskabet.
I denne situation er tabet åbenlyst og kravet mod de tidligere kolleger nemt at gøre gældende (og de vil sikkert i fællesskab nå frem til en anden og bedre løsning). I andre situationer kan det være sværere at opgøre og dokumentere et tab.
Det er ikke usædvanligt at skrive i en ejeraftale, at væsentlige beslutninger kun kan træffes i enighed. Men hvad nu hvis hovedaktionæren alligevel sælger selskabets virksomhed (en utvivlsomt væsentlig beslutning)?
I det indbyrdes forhold er hovedaktionæren naturligvis bundet af ejeraftalen, men han kan helt legalt stemme beslutningen igennem i både bestyrelsen og på generalforsamlingen – fordi han er jo hovedaktionær. Mindretalsaktionæren kan efterfølgende rejse et erstatningskrav, men hvis hovedaktionæren faktisk har fået en fornuftig pris for virksomheden, hvilket tab er der så lidt? Mindretalsaktionæren har fået sin forholdsmæssige andel af selskabets værdi, så han har ikke lidt noget dokumenterbart økonomisk tab.
Hvordan undgår man at komme i disse konfliktsituationer?
For det første ved at skrive så meget som overhovedet muligt i vedtægterne i stedet for i en ejeraftale. Vedtægterne skal selskabet og bestyrelsen jo efterleve. Men det er ikke alt, man kan eller vil skrive i vedtægterne. Vedtægterne er offentlige, og der er en risiko for, at konkurrenter, leverandører og kunder læser med.
Dernæst kan man som nævnt ovenfor prøve at binde bestyrelsens medlemmer op på en aftale om at overholde bestemmelserne i ejeraftalen. Og endelig kan man knytte en konventionalbod til misligholdelse af ejeraftalen.
Hvis en aktionær derefter vælger at stemme (i bestyrelsen eller på generalforsamlingen) på en anden måde, end han er forpligtet til efter ejeraftalen, udløser det ikke blot en erstatning, men også en klækkelig konventionalbod. På den måde kommer man udover de situationer, hvor det er åbenlyst, at hovedaktionæren (eller flertallet af aktionærer) har handlet i strid med ejeraftalen, men det er svært at dokumentere et økonomisk tab.
Risikoen for at skulle betale en konventionalbod plejer at have en betydelig præventiv virkning. Man kan selvfølgeligt anføre, at en konventionalbod på f.eks. 500.000 kr. for en beskeden overtrædelse er helt ude af proportioner, men hvem vil man helst beskytte? Ham, hvis rettigheder krænkes – eller ham, der (bevidst) løber fra en aftale?
Det betyder dog ikke, at en bestemmelse om konventionalbod løser alle problemer. Betaling af bod skaber bare lidt balance i tingene. De stridende parter er stadig aktionærer i et selskab, som de åbenbart ikke er enige om driften af. Og samarbejdet er næppe blevet bedre af, at den ene har betalt en konventionalbod. Så bestemmelsen om konventionalbod bør være kombineret med en bestemmelse om en pligt til at købe den krænkede ud til en given pris.
Forfatterne er Dan B. Larsen og Henrik Ottosen, begge advokater og partnere i fra DAHL Advokatpartnerselskab.