Bestyrelsesguiden

Guide: Ti faser mod næste industrielle revolution

Det er lidt fortærsket at tale om nye industrielle revolutioner. Ikke desto mindre kan man argumentere for, at teknologier som robotter, internet of things og 3D-printere afgørende er ved at ændre spillereglerne i erhvervslivet og hele samfundet. Læs her 10-punkts plan for at redefinere virksomheden.

I disse år ser man stadig oftere store hæderkronede virksomheder med en hundredårig forhistorie pludselig definere sig på helt nye måder. Eksempelvis når Mærsk taler om, at man er en digital virksomhed. Netop dette at redefinere sig selv er da også et nøglepunkt i PwC’s 10-punktsplan, som virksomheder kan følge i deres strategiske arbejde for at være beredt på de nye tider:

1. Gentænk forretningsmodellen. Efterspørgselsmønstret vil ændre sig, og det må virksomheden prøve at forudse.

2. Byg en platform. Virksomheder har været vant til at tænke i værdikæder: Man producerer et antal varer eller ydelser, og så gælder det om at minimere omkostningerne til leverandørerne og at maksimere indtægterne fra kunderne. Sådan vil det naturligvis stadig være, men de færreste kan tænke enstrenget i fremtiden: Kunderne vil i færre og færre tilfælde gå efter blot en vare eller en ydelse, men i stedet efter en mere overordnet løsning på deres problem. Bilfabrikker skal f.eks. indstille sig på ikke at sælge biler, men at sælge transportløsninger, når og hvis biler bliver førerløse.

3. Tag udgangspunkt i kunderne. Igen et gammelt råd – det har alle dage været moderne at være kundeorienteret. Nu er der imidlertid kommet langt bedre muligheder på dette område, takket være den løbende dialog, man kan have på nettet, og muligheden for at følge kundernes adfærd. Vinderne vil være dem, som bedst forstår at udnytte disse muligheder, og i en række tilfælde har man set virksomheder gå på strandhugst i fremmede brancher, når kendskabet til kunderne kunne kapitaliseres på nye felter.

4. Opgrader de teknologiske kompetencer. Tyske bilfabrikanter har et ry for at levere biler af særlig kvalitet. Imidlertid bliver denne teknologiske fordel stadig mindre værd i takt med, at en større og større del af indmaden er baseret på software, som andre laver bedre. Bilfabrikanterne må altså stræbe efter at blive førende også på dette felt. Det tilsvarende fænomen vil gøre sig gældende i de fleste andre brancher.

5. Vær innovativ – også i det små. I al hypen om disruption overser man nemt, at det langt fra er alle brancher, der står foran afgørende omvæltninger, der stiller krav til total nytænkning. Men det innovative kan alligevel være vigtigt på den måde, at det er blevet nemmere at producere og markedsføre produkter i små serier. Og mange bække små giver som bekendt en stor å.

6. Brug data effektivt. Det handler om big data og hensigtsmæssig brug af dem.

7. Tænk nyt om finansieringen. Det er blevet mere almindeligt at finansiere sig med egenkapital, eventuelt rejst gennem aktieemissioner. Også factoring-lignende finansieringsformer er blevet mere almindelige globalt, fordi teknologien har gjort det nemmere for finansieringsselskabet at følge det enkelte salg. Udviklingen skyldes ikke kun, at långivere er blevet hårdere reguleret oven på finanskrisen. Moderne ydelser, hvor kunderne betaler i en abonnementsform eller lignende, gør det også mindre logisk at optage lån for at finansiere en enkeltstående investering. Der er ikke samme klare sammenhænge mellem investering og løbende afkast, som der hidtil har været.

8. Tænk over formål i en bred forstand. Den nye teknologi lægger generelt op til, at kunderne køber en løsning på et problem snarere end en vare eller ydelse, de kan bruge til selv at løse problemet. Ændringen vil også få kunderne til at stille større forventninger til virksomheden. Den skal på et dybere plan være solidarisk med kunden og det, som betyder noget for denne, og den skal også være der, når der opstår utilsigtede begivenheder i kundeforholdet.

9. Vær troværdig omkring data. Datahavet indebærer ikke blot muligheder, men også små og store risici. Kunden skal være tryg ved, hvordan virksomheden indsamler og bruger personlige data og holder dem fortrolige. Det er også vigtigt ikke at irritere kunderne eller at være for nærgående.

10. Sæt mennesket før maskinen. Den oprindelige industrielle revolution gav anledning til nogle lidet menneskevenlige og ofte farlige eller miljøskadelige produktionsformer. Med de nye teknologier vil der igen være behov for at tænke nærmere over, at medarbejderne og omgivelserne skal kunne trives med de nye produktionsformer.