Lovgivningen er utilstrækkelig ved løsning af konflikter mellem anpartshavere/aktionærer i mindre og mellemstore virksomheder.
I denne kommentar bakker advokat Klaus Ulrik Tvermoes fra advokatfirmaet Tvermoes Advokater op om professor Mette Nevilles undersøgelse, som konkluderer, at lovgivningen er helt utilstrækkelig, når det gælder løsning af konflikter mellem anpartshaverne/aktionærerne i de mindre og mellemstore virksomheder.
Her gennemgår han de vigtigste huskepunkter ved udarbejdelse af en aktionæroverenskomst. Reglerne i Anparts- og Aktieselskabsloven er sjældent velegnede til at løse konflikter i mindre og mellemstore selskaber, hvor ejerkredsen er begrænset til 2 til ca. 10 anpartshavere/aktionærer med nogenlunde lige store ejerandele, og hvor en eller flere af ejerne er ledere i virksomheden.
En ejerkreds bestående af familiemedlemmer, venner eller nære forretningsforbindelser vanskeliggør en løsning af de problemstillinger, der opstår, når der f.eks. sker ændringer i ejerkredsens indbyrdes personlige relationer, arbejdsmæssige interesser, sygdom og dødsfald, og de situationer, hvor nogle af ejerne af forskellige årsager blot ønsker at afhænde deres ejerandele.
Da den eksisterende lovgivning ikke er et anvendeligt konfliktløsningsinstrument, må det kraftigt anbefales, at der indgås en aftale mellem ejerne i form af en anpartshaveroverenskomst eller en aktionæroverenskomst. En række centrale spørgsmål bør overvejes, inden overenskomsten underskrives.
Erfaringen viser, at ejerne af nystartede selskaber, hvis de overhovedet har overvejet at oprette en overenskomst, ofte blot har anvendt en standard (paradigme), som de mere eller mindre tilfældigt har modtaget fra andre, eller de forlader sig på, at de jo er „enige om alting“.
Det er vigtigt at overveje de mest nærliggende situationer for fremtidige ønsker om ændringer i ejerkredsen. En hensigtsmæssig løsning heraf gør det ofte muligt senere at indgå nogle fornuftige aftaler, fordi ejerne har en aftale at falde tilbage på.
Listen over emner, der bør aftales i en anpartshaver- eller aktionæroverenskomst, er lang. Men i de her omhandlede situationer vil jeg særligt fremhæve følgende emner:
• Forkøbsret og køberet. Der skal tages stilling til, om og i givet fald, hvornår, hvordan og til hvilken pris de øvrige ejere skal have forkøbsret, hvis der er en anpartshaver eller aktionær, der ønsker at overdrage sine anparter eller aktier. Ved køberettigheder, hvor en eller flere ejere er berettiget til at kræve en overtagelse af en eller flere anpartshaveres/aktionærers ejerandele, skal der tages stilling til de samme spørgsmål.
Disse situationer kommer særligt på tale ved en ejers dødsfald, konkurs eller lignende. I alle tilfælde er det i særdeleshed vigtigt at afklare en værdiansættelsesmetode for de anparter eller aktier, der skal overdrages. Her er det ikke tilstrækkeligt at falde tilbage på en mere eller mindre tilfældig valgt standard, da værdiansættelsen kan være meget vanskelig.
• Købspligt og opløsning. Situationen er typisk den, at der i realiteten ikke er andre købere til en ejerandel end selskabets øvrige anpartshavere eller aktionærer, idet det ofte er umuligt at finde interesserede købere til minoritetsposter i disse selskaber. Derfor er det vigtigt at have regler for i hvilke situationer, der skal være en købspligt i tilfælde af, at der er en anpartshaver eller aktionær, der ønsker at sælge sin ejerandel, eller om der som en alternativ mulighed skal kunne kræves likvidation af selskabet.
• Medsalgsret og medsalgspligt. Ofte er der slet ikke taget stilling til den situation, der kan opstå, når der fra en uafhængig køber fremkommer tilbud om køb af dele af eller hele selskabet. I visse situationer er det afgørende for en køber at kunne overtage hele selskabet, og i andre situationer vil en majoritetsandel være tilstrækkelig.
Ejerkredsens modsatrettede interesser og særligt opfattelsen af selskabets værdi kan blokere for en accept af et tilbud om køb af selskabet. Det er derfor vigtigt at få fastlagt regler for, at en vis majoritet af ejere i selskabet kan kræve, at hele selskabet sælges. Men der bør også være regler for, at en minoritet kan kræve at få solgt deres andele med i tilfælde af overdragelse af en majoritet til tredjemand.
• Nystartede virksomheder. For mange nystartede selskaber er det en væsentlig barriere at skulle ofre de fornødne ressourcer på at få udarbejdet en anpartshaver- eller aktionæroverenskomst. Udgifter på f.eks. 50-100.000 kr. til advokatrådgivning kan være voldsomt i en opstartsfase. Derfor vil jeg anbefale, at man i forbindelse med etablering af nye virksomheder, hvor kapitalen er beskeden, og udviklingsmulighederne er vanskelige at bedømme, anvender et mindre beløb f.eks. 10-20.000 kr. på en overenskomst, som fastlægger nogle rammer, der senere kan ændres og præciseres under hensyn til selskabets udvikling.