Apple er verdens mest innovative virksomhed, og hvem beundrer ikke virksomheden for dens evne til at skabe produkter, der ændrer verden – og som skaber formuer til aktionærerne? Men faktisk er det hverken iderigdom eller penge, der gør virksomheder innovative, påviser årets udgave af undersøgelsen ”The Global Innovation 1000” fra Booz & Co., som også står bag Apples fornemme rangering.
Konklusionen er, at der er ikke nemme veje til at være i front med at bringe nye produkter til markedet – i stedet er det hårdt arbejde og god organisering af forsknings- og udviklingsarbejdet, så ideerne bliver omsat til virkelighed i form af markedsklare produkter, der gør tricket. Apple er kun på en 53. plads, når det gælder udgifter til forskning og udvikling. Samme mønster ser man for andre af de virksomheder, der ligger i toppen i henseende til innovative evner. De ligger normalt ikke i toppen når det gælder udgifterne til innovation.
Nok så overraskende viser en specialanalyse, at heller ikke virksomhedernes evne til at generere ideer til nye produkter giver noget stort afkast – om overhovedet noget – når det kommer til stykket. De virksomheder, der er særligt gode på denne front, har ganske vist større vækst i både omsætning og resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA). Men når det gælder aktiekurserne, ligger de faktisk en anelse bagefter de virksomheder, der selv angiver at være dårlige til idégenerering.
Belønning for udvikling af idéer Derimod er belønningen i form af højere aktiekurser meget klar for de virksomheder, der angiver at være gode til at udvikle på ideerne. Disse virksomheder har i øvrigt også højere vækst i omsætning og EBITDA end deres konkurrenter. Undersøgelsen giver ikke noget klart svar på, hvorfor væksten i omsætning og driftsresultat hos de bedste idémagere ikke bliver belønnet med højere aktiekurser. En del af forklaringen kan være investorernes risikoaversion oven på finanskrisen, der har betydet, at vækstudsigter ikke bliver belønnet af investorerne i samme grad som tidligere. Et andet oplagt bud – som også må være i hvert fald en del af forklaringen – er, at væksten bliver spist op af udgifter, der slår igennem som afskrivninger, så der ikke er tilsvarende vækst på den endelige bundlinje.
Undersøgelsen tyder altså på, at den allerførste del af forsknings- og udviklingsindsatsen er meget dyr, i forhold til det afkast, den giver. Hvorimod afkastet i forhold til investeringen er højere i de senere udviklingsfaser. Dette forhold bringer fokus på, om virksomhederne agerer optimalt i de første forsknings- og udviklingsfaser. Kun 43 % af respondenterne i undersøgelsen mener, at deres virksomheder er effektive til at få ideer. Booz & Co. anfører, at det også er et område, hvor mange har kastet håndklædet i ringen, i erkendelse af de høje omkostninger, og i stedet forlader sig på at købe sig til idéerne, f.eks. gennem opkøb af mindre virksomheder i deres brancher.
Men undersøgelsen indikerer, at man kan have opgivet for hurtigt. I hvert fald er virksomhederne meget konservative i deres tilgang til at generere nye ideer. F.eks. har open source-teknikken, hvor man lægger sine aspirationer åbent frem og inddrager brugere, bl.a. på sociale medier, været meget hypet i medierne og på læreanstalter. Men i praksis er det, selv blandt de største virksomheder, kun hver sjette, der bruger det i en eller anden grad. I stedet forlader man sig på traditionelle instrumenter som markedsundersøgelser, tilbagemeldinger fra kunder og sessioner med brainstorm blandt virksomhedens medarbejdere.
Men for den vigtige fase med udvikling af ideerne, når de er opstået, kan Booz & Co. altså ikke, på basis af sin undersøgelse, give bedre råd end at tilknytte gode folk, og at være tro mod virksomhedens sjæl og strategi.
Sten Thorup Kristensen