Bestyrelsesguiden

Fremtidens digitale livskode giver nye muligheder

Boganmeldelse: Både virksomheder og medarbejdere skal tænke fundamentalt anderledes i den nye digitale tidsalder. Den vil helt sikkert medføre voldsomme forandringer og jobtab. Men der vil også opstå helt nye muligheder, der tilmed kan berige medarbejdernes tilværelse. Sådan lyder budskabet i en ny bog om fremtidskoden, Der Zukunfts-Code, skrevet af to tyske motivations- og virksomhedscoaches.

Umiddelbart virker bogen som en gang pep-talk på kurser i personlighedsudvikling. Og det er den også! Men det interessante er, at den faktisk fokuserer direkte på effekterne af samfundets digitalisering. Forfatterne forsøger at vurdere den effekt, som digitaliseringen har, og så kommer de med konkrete bud på, hvordan både virksomhedsledere og medarbejdere kan tilpasse sig den nye verden.

Forfatterne holder en positiv undertone, og der lyder ikke dommedagsprofetier. Men de gør tydeligt opmærksom på, at hvis såvel ledere som medarbejdere ikke tilpasser sig digitaliseringen, vil det gå rigtig dårligt for dem og deres virksomheder. Folk bliver kørt over ende i et tempo som aldrig er set tidligere. ”De hurtige æder de mindre hurtige”. De skriver: ”Vi vil ikke fejle på grund af robotter. Fejler vi, skyldes det os selv.” Det hele drejer sig om tempo og forandringer.

Forfatternes budskaber har vakt interesse over hele verden. Peter Brandl har deltaget i 3000 kursus og foredragsdage i 18 lande på tre kontinenter de seneste år. Disruption, robotter, digitaliseringen og kunstig intelligens er her allerede. Men i stedet for at frygte den nye tid, får mennesket nærmest en vigtigere betydning end før, nemlig i snitfladen mellem menneske og maskine.

Da robotter og internettet bliver brugt af alle virksomheder verden over, får vi en ny fælles referenceramme, et nyt og ensartet grundlag. Afgørende for om virksomheder og deres medarbejdere overlever og vinder eller taber i konkurrencen vil ikke afhænge af algoritmerne, men hvordan de bruges, og hvordan vi får ideer til at bruge algoritmerne på nye og smarte måder.

Forfatterne kalder deres bog for Fremtidskoden, fordi de opstiller principper for, hvordan mennesker kan og bør agere for at bruge ”maskinerne” mest effektivt. Det er ikke maskinerne, der skal bruge menneskene, men omvendt. De har opstillet koden i et P.O.W.E.R.-princip og i et B.R.A.I.N.-princip. Det sker lige efter enhver smart konsulents lærebog. Men derfor skal man ikke bagatellisere den. Budskaberne er klare og omfatter blandt andet følgende delbudskaber:

• Personers fokus er mere afgørende for succes eller nederlag end maskinerne i sig selv. Medarbejdere bliver nødt til at tænke positivt for at få succes, fordi de selv skal udvikle ideer og opgaver for maskinerne og ikke vente på at få en opgave udstukket.

• Den enkeltes talent bliver vigtigere end nogensinde. Den menneskelige faktor bliver afgørende i den højteknologiske tid. Derfor skal medarbejderne også selv styre sin fremtid og ikke bare følge med som passager. Det betyder, at der skal være en livslang uddannelse, også på jobbet, for ellers hægtes man af.

• Selv menige medarbejdere skal bygge relationer til andre medarbejdere. Det er ikke kun ledere, der skal deltage i netværk. Ingen kan nøjes med en tillært eller erfaret viden. Den skal hele tiden udvikles gennem kontakt med andre, fordi impulserne bør komme fra alle sider.

• Det betyder også, at medarbejderne må have mod til at udvikle sig og fjerne sig fra det traditionelle og vante. Og de må også have mod til at komme med forslag og udfordre deres egen chef. Forfatterne tager den tyske dieselskandale som et eksempel. Talrige mennesker i bilfabrikkerne kendte til svindelen. Havde medarbejderne haft mod til at konfrontere ledelsen, kunne skandalen måske været undgået. Medarbejderne og ledelsen må altså også se det nødvendige i at få – og tage – mere ansvar. Igen fordi alt går så hurtigt, og fordi internettet gør det muligt for de fleste medarbejdere at have mere indsigt i en produktion og proces.

Den menige medarbejder kan ikke længere gemme sig og henvise til chefens ansvar, og chefen kan ikke skubbe ansvaret over på bestyrelsen.

Hugo Gaarden
Der Zukunfts-Code (tysksproget), Katja Porsch og Peter Brandl, Goldegg, 240 sider. 22 euro.