Store bestyrelser med mange fungerende adm. direktører fra andre selskaber med mangeårig erfaring, og som samtidig er uafhængige af selskabet, mindsker sandsynligheden for en konkurs, viser en amerikansk undersøgelse med titlen ”Corporate Board Attributes and Bankruptcy”, der er udarbejdet af to forskere fra Northeastern University i Boston. Baseret på databaser over regnskaber og stamoplysninger for 700 selskaber og konkursramte selskaber, undersøger de på en række parametre, om de konkursramte selskaber har særlige kendetegn i henseende til bestyrelsens sammensætning. Resultaterne er på flere områder overraskende i forhold til de corporate governance-idealer, der er oppe i tiden.
Ifølge undersøgelsen ser den ideelle bestyrelse nogenlunde sådan ud, for så vidt målsætningen er at undgå konkurs: Bestyrelsen er stor. Medlemmerne er vel oppe i årene. De er uafhængige af selskabet. De har erfaring som adm. direktør, men ikke fra det selskab, de sidder i bestyrelsen for. Flere af medlemmerne arbejder også sammen i andre bestyrelser. Og de bliver aflønnet med et fast honorar frem for bonusaflønning i form af aktier eller aktieoptioner.
Det med aktieaflønningen er et af de klareste resultater. I de konkursramte selskaber ejede de udefra kommende bestyrelsesmedlemmer således i gennemsnit 2,12 % af aktiekapitalen, mod blot 0,44 % i de selskaber, der fortsat lever. Et andet markant træk handler om det, amerikanerne kalder ”grå bestyrelsesmedlemmer”. Det er personer, der tidligere har været ansat i selskabet, men som nu er valgt ind i bestyrelsen, enten som en hædersbevisning, eller ud fra en tanke om, at de tilfører bestyrelsesarbejdet væsentlig erfaring. Det gør de givetvis også i mange tilfælde, men i den modsatte retning trækker, at nogle af dem ser bestyrelsesposten som et pensions gode, og dermed er dødvægt, eller at de gennem deres karriere har mistet evnen til at se selskabet udefra.
Under alle omstændigheder er der betydeligt flere grå bestyrelsesmedlemmer i de selskaber, der er gået konkurs, end i dem, der er overlevet. Forholdet går igen, når man analyserer på sammensætning af regnskabskomiteer og andre interne udvalg og arbejdsgrupper i bestyrelsen.
Det er derimod ikke sådan, at alder eller erfaring i sig selv trækker ned – tværtimod. Gennemsnitsalderen for bestyrelsesmedlemmerne i de overlevende selskaber var 60 år, mod 57 år i de konkursramte selskaber. Alder er i øvrigt i næsten samme omfang en positiv faktor for selskabets adm. direktør. Det synes også at være sådan, at jo flere der er til at bringe erfaring til bordet, jo bedre er det. I hvert fald er bestyrelserne i gennemsnit et medlem større i de overlevende end i de konkursramte selskaber.
Det er i den mere præcise sammensætning af bestyrelsen, at man finder de træk, der er overraskende i forhold til corporate governance-normer. Bl.a. nedbringer det konkursrisikoen, hvis nogle af bestyrelsesmedlemmerne tillige deler pladserne i andre bestyrelseslokaler. Det er ellers en praksis, der er omdiskuteret, og under visse forhold direkte ulovlig, i USA. Her må man ikke sidde i bestyrelsen for flere selskaber, hvis de konkurrerer mod hinanden. Forskerne antager, at samarbejdet i flere bestyrelser styrker kommunikationen, hvilket kommer begge virksomheder til gavns.
Et andet – måske – overraskende træk er, at det tilsyneladende nedbringer konkursrisikoen, hvis virksomhedens adm. direktør selv er medlem af andre selskabers bestyrelser. Her er den generelle antagelse ellers, at den adm. direktør så vidt muligt skal bruge sin tid i den virksomhed, han er ansat i. Det er da heller ikke sådan, at topcheferne i de overlevende selskaber farer fra det ene bestyrelsesmøde til det andet. Selv om der med en gennemsnitsalder på 55 år er mange af dem, der nærmer sig pensionsalderen, sidder de i gennemsnit i færre end én bestyrelse.
Den alternative forklaring kan være, at det ikke har været nogen god reklame for en bestyrelseskarriere, hvis kandidaten op til konkursen har præsteret dårlige nøgletal i egen virksomhed, hvilket jo typisk vil være tilfældet. Men under alle omstændigheder er topchefernes bestyrelsesarbejde positivt for de virksomheder, de på denne måde stiller ekspertise til rådighed for. Endelig nedbringer det risikoen, hvis bestyrelsesmedlemmerne bliver valgt for flere år ad gangen, således at kun nogle af dem er på valg ved den årlige generalforsamling. Det er en model, der bl.a. skal forhindre overtagelsesforsøg og indflydelse til oprørske aktionærer, og som sådan er den ikke velset i corporate governance-sammenhæng. Men den synes at føre til mere holdbare, langsigtede beslutninger.
Sten Thorup Kristensen