Økonomisk Ugebrev har rangordnet ti store danske erhvervsvirksomheder efter deres praksis for at betale lige løn til mandlige og kvindelige ansatte. Den unikke opgørelse er baseret på lovpligtige data, som selskaberne har pligt til at oplyse for deres engelske ansatte. Ratingen viser, at LEGO vinder, mens Carlsberg og Pandora bunder ranglisten, som ikke tager hensyn til særlige brancheforhold, og derfor kun er en grov rettesnor.
Blandt de ti store danske virksomheder, som har mere end 250 ansatte i England, har LEGO mindst lønforskelle mellem kønnene, mens Carlsberg og Pandora har størst lønforskelle. Det viser den rating, Økonomisk Ugebrev har udarbejdet på grundlaget af offentliggjorte oplysninger i de enkelte selskabers såkaldte Gender Gap Pay reports.
Ifølge oplysningskravene skal de enkelte selskaber blandt andet oplyse om gennemsnitlig forskel i timelønninger mellem kønnene (målepunkt A), og procentvis forskel i bonusudbetalinger (målepunkt B).
Som det fremgår af tabellen, oplyser Carlsberg, at den gennemsnitlige timeløn for ansatte kvinder er 31 procent lavere end for mænd. Det skal bemærkes, at forskellene kan skyldes forskellige funktioner for henholdsvis ansatte mænd og kvinder, hvor der muligvis er en overgennemsnitlig andel af mændene i ledende positioner. Opgørelserne viser også, at kvinder i gennemsnit får 65 procent lavere bonus end de mænd, der også har modtaget bonusudbetalinger.
I de to kategorier får hvert enkelt selskab point efter, hvordan de ligger placeret i forhold til de øvrige ni selskaber, hvor bedste selskab med mindst lønforskelle får ét point, mens selskabet med størst lønforskel får ti point. Samlet set placerer det altså Carlsberg i bunden af top ti listen, med niendepladser i begge kategorier. I bunden af ranglisten ligger også Arla og måske mere overraskende Novo Nordisk.
Overfor Økonomisk Ugebrev ønsker DSV ikke at forklare tallene nærmere. Pandora har forklaret, at der i deres butikker er mange kvinder og butiksarbejde er lavere lønnet end kontorarbejde, hvor der typisk er en højere andel mænd. Både Carlsberg og Pandora oplyser til Økonomisk Ugebrev, at de betaler lige løn for lige arbejde. Denne skelnen mellem ligeløn og lønforskel er vigtig, da det første er forskelsbehandling, som er ulovligt, mens der kan være forskellige naturlige årsagsforklaringer på, hvorfor der er et løngab eller lønforskel mellem kønnene.
Carlsberg oplyser særskilte tal for ansatte i kontor og egentlige bryggeriansatte. Carlsbergs tal i tabellen omfatter kontoransatte, hvor der antageligt er flere mandlige ledere. Tallene for ansatte direkte på bryggerier viser en markant lavere lønforskel på kun 2,85%. For bonusser er mændenes gennemsnit det dobbelte af kvinderne.
”På kontor får mændene mest i løn, fordi de har mest ansvar og de højeste stillinger. På bryggeriet får kvinderne mest i løn, fordi de har mest ansvar og de højeste stillinger, forklarer Kasper Elbjørn, der er pressechef hos Carlsberg og uddyber: ”Alle skal kunne udnytte deres potentiale hos Carlsberg, og de får selvfølgelig lige løn for lige arbejde. Omvendt er det ikke unormalt, at kvinder får lidt højere løn end deres mandlige kolleger på bryggerier, fordi de ofte har chefstillinger med større ansvar end deres mandlige kolleger, hvorimod en bryggeriarbejder ofte er en mand med en lidt lavere løn.”
Som det fremgik af en artikel om lønforskelle mellem kønnene i den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev Ledelse, er der ikke oplysningskrav på vej for danske virksomheder foreløbig. EU Kommissionen har dog de seneste år øget fokus på lønforskellen mellem kønnene, fremgår det af en VIVE rapport fra 2018.
Christina Yoon Petersen