Bestyrelsesguiden

Firedages-ugen spøger igen – måske for sidste gang

Californiske lovgivere vil tvinge virksomheder til at forkorte arbejdsugen med én dag, til fire dage, uden samtidig at reducere lønnen. Forslaget vil næppe gå igennem, men det har genoplivet en gammel diskussion om arbejdstid. Men hvis meningen er, at medarbejderne til gengæld for mindre mødetid skal hæve deres produktivitet tilsvarende, når de arbejder, risikerer man blot endnu mere stress og udbrændthed.

På papiret opfattes Californien som et af verdens store kraftcentre, teknologisk, erhvervsmæssigt og kulturelt. Umiddelbart skøre tanker, der opstår i den solbeskinnede kyststat, er ofte blevet global virkelighed få årtier senere. Derfor må virksomheder verden over også hæfte sig ved et forslag, der lige nu er på vej gennem den californiske kongres: At arbejdstiden i private virksomheder skal nedsættes til 32 timer over fire dage om ugen, vel at mærke med fuld lønkompensation. Læs om forslaget i Wall Street Journal eller hos rekrutteringsvirksomheden Korn Ferry . Diskussionen om arbejdstid er langt fra ny. Den har pågået lige så lang tid, som der har været organiserede arbejdsmarkeder i den økonomisk udviklede verden. Se f.eks. her i en gammel artikel fra TV2, hvordan udviklingen har været i Danmark. En milepæl blev opnået i 1920, hvor arbejdstiden blev fastsat til otte timer om dagen, men over seks dage, ca. 1970, hvor femdagesugen blev almindelig, og 1987, hvor arbejdstiden første gang kom ned under det magiske tal på 40 timer.

Denne udvikling er alt overvejende drevet af fagforeninger, der har krævet kortere arbejdstid. Men hen ad vejen har også erhvervsfolk og konservative politikere talt for udviklingen. Richard Nixon udtalte allerede som vicepræsident i 50’erne for, at firedagsugen var nær.

Økonomen John Maynard Keynes var inde på det samme, og som mediet Zetland har bemærket, var den på ingen måde fagforeningsvenlige Henry Ford pionér på tanken om, at veludhvilede arbejdere med et velfungerende privatliv var mere produktive. Men bemærk, at der var to forskellige tankerækker: Keynes og Nixon bekymrede sig for, at der skulle være jobs til alle i en industrialiseret tidsalder, hvilket også var argumentet bag en kortere arbejdsuge i 80’erne og 90’erne.

Ford, derimod, tænkte i højere produktivitet pr. arbejder, og det er også den mest almindelige tilgang til den nutidige debat om kortere arbejdstid. Det har jo vist sig, at den stadigt større automatisering ikke førte til den intuitivt forventede massearbejdsløshed. Tværtimod er vi i dag et sted, hvor det gælder om at få mest muligt ud af den arbejdskraft, der er til rådighed.

Forskellige forsøg, især et islandsk et af slagsen, har i den henseende tilsyneladende understøttet en lykkelig pointe: Skærer man en arbejdsdag væk, bliver arbejderne så meget mere effektive, at de kan bevare fuld løn, samtidig med at der endog er en yderligere gevinst at fordele mellem arbejdere, virksomheder og samfund. Læs om det hos Forbes .

Der er dog noget betænkeligt ved denne konklusion. For mange arbejdere kan den simpelthen ikke være sand – det gælder dem, som udfører meget konkrete opgaver, hvor outputtet kan tælles. Medarbejderne hos burgerkæden Shake Shack (der gennem et par år har gennemført et nu afsluttet forsøg med en firedagsuge) kan f.eks. ikke pludselig lave 20-30 procent flere burgere pr. faktisk arbejdstime, fordi de får en ekstra fridag.

For medarbejdere med en mindre målbar indsats er det mere sandsynligt, at de kan løse samme opgaver på færre timer. Men i givet fald må det også være sandt, at meget af deres nuværende arbejdstid er spild. Er det sandsynligt? Risikoen er, at de i den første testperiode vil nå det samme på fire arbejdsdage, som de før gjorde på fem, men at de hen ad vejen vil sætte tempoet ned, så deres output falder, og der ikke længere er dækning for lønnen. Sådan et forløb har man set med hjemmearbejdet oven på coronaen, som vi beskrev i denne artikel.

Sammenlagt er der noget forældet over at diskutere arbejdstimer og -dage. Det kunne være en generel diskussion i industrisamfundet, hvor langt de fleste stadig leverede et konkret målbart output. I nutidens videnssamfund, eller hvad man vil kalde det, må man snarere tænke i, hvordan man finder en balance mellem at få et solidt output fra sine medarbejdere, uden at man slider dem ned.

Som Korn Ferry bemærker – det er ikke den femte arbejdsdag, der gør medarbejdere udbrændte. Det er længere perioder med en de facto-arbejdsuge på over 60 timer.

Sten Thorup Kristensen