Virksomheder, der betaler bestikkelse, får i gennemsnit pengene mere end otte gange igen – altså hvis de ikke bliver opdaget. Nyt forskningsstudie belyser, hvad der kan lokke chefer på forskellige niveauer ud i de kriminelle handlinger.
Engang var det accepteret i mange lande, at virksomheder betalte bestikkelse til myndigheder og politikere. Der var en fælles opfattelse af, at det nu engang var en integreret del af forvaltningen i mange lande, så bestikkelsen var en nødvendig forudsætning for overhovedet at kunne drive forretning i dem.
Men i dag har stramninger hos både transnationale organisationer, nationale myndigheder og professionelle investorer vendt spillet om: Skandaler om bestikkelser kan ødelægge virksomheders brand og kundetiltrækning, og også topledernes fremtidige karriere.
Så enhver bestyrelse må holde øje med centrale ledelsesgrupper, og sørge for de ikke forfalder til at give bestikkelse. Et nyt studie fra forskere i USA og Hongkong kaster lys over, hvad man skal være særligt opmærksom på. Og der er grund til at være opmærksom:
Overordnede konklusioner er, at bestikkelse er særdeles profitabelt, og at det er sjældent bestikkelse bliver afsløret af politiets eller andre myndigheders granskning af virksomheden. I stedet er det i langt de fleste tilfælde efterforskning af højtstående politikere og embedsmænd, der river virksomhederne med i faldet.
Forskerne har kigget nærmere på 195 bestikkelsessager, omfattende 131 virksomheder noteret på 24 børser i perioden fra 1975 til 2015. De er så gået tilbage i arkiverne, og har fundet ud af, hvornår offentligheden fik kendskab til de kontrakter eller andre fordele, som var et resultat af bestikkelsen, men uden at denne endnu var kendt. Man har herefter opgjort, hvor meget fordelene forøgede virksomhedernes markedsværdi.
I forskningen har der været en skepsis overfor, om bestikkelse overhovedet betaler sig for virksomheder. Umiddelbart opnår de en fordel, men omvendt kan det også være, at praksis med at bestikke svækker deres egen organisation, og at de på det lange sigt bare afleverer en del af deres fortjeneste til politikere/embedsmænd. Det nye studie er tvetydigt på dette felt.
Den typiske virksomhed, der bestikker, har næsten ingen gevinst på det, men derimod et tab på 1,9 procent af markedsværdien i de tilfælde, hvor bestikkelsen bliver opdaget. Men enkelte virksomheder har overordentlig stor fortjeneste, således at aktionærerne i gennemsnit får otte gange så meget retur, som de gennem virksomheden har betalt i bestikkelse. Gevinsten er nogenlunde proportional med den betalte bestikkelse, men måske med en svag effekt af, det marginale afkast er faldende ved stigende beløb betalt i bestikkelse.
Dette sidste bekræfter en af forskernes hypoteser: At jo større åbenheden er i et lands politiske system, jo mindre er gevinsten. Den politiker eller embedsmand, der ved, at han har stor risiko for at blive afsløret, vil kræve en større del af kagen for sit lovbrud. Men der er også overraskelser for forskerne.
De havde f.eks. antaget, at bestikkelse er mere værdiskabende, jo mere rigide landets myndigheder er. Det er en oplagt tanke, at hvis det i et givent land er tungt at få godkendelser og lignende gennem bureaukratiet, øger det effektiviteten, hvis man med betaling til rette vedkommende kan komme udenom muren.
Andre har dog argumenteret for, at virksomheder, der bevæger sig ud af det spor, på lidt længere sigt bare gør tingene sværere for sig selv; måske fordi myndighedspersoner netop er motiverede til at gøre livet ekstra svært for de virksomheder, de ved kan overtales til at give penge under bordet. Forskerne i det aktuelle studie konkluderer, at der er mest sandhed i det sidste synspunkt.
En anden overraskelse var, at der ikke entydigt var nogen sammenhæng mellem, at virksomhederne er underlagt regelsæt fra vestlige lande, herunder OECD, og at deres fortjeneste ved korruption var mindre. Ligeledes var der også kun en marginal mergevinst ved, at personens modtagerland var autokratisk styret, i modsætning til demokratisk styret.
Derimod falder den typiske gevinst ved korruptionen, når modtagerens land har et stærkt juridisk system – må-ske fordi man her i praksis kun tør begå mindre forseelser, som retsvæsenet i de pågældende lande ser mildt på, mens det er i stand til at slå hårdt ned på korruption i større skala. Studiet “What determines the return to bribery? Evidence from corruption cases worldwide” kan downloades her .