Efter anden verdenskrig, og med udviklingen af store, nye industrier fandt de første professionelle headhuntere grobund for et levebrød. Men reelt har funktionen eksisteret helt tilbage i middelalderen, skriver Lars Esholdt, der er headhunter og sammen med Christen Dalum ejer ESDA International, i denne artikel.
Headhunting er ikke et nyt begreb, men har eksisteret til alle tider. I de allerfleste samfund har arbejdsgivere tiltrukket arbejdskraft, som på en eller anden måde har været tilknyttet en virksomhed, enten gennem en kundekontakt, via bekendte eller gennem familie. I gamle dage var det især almindeligt at ansætte familiemedlemmer – noget der dels lå i selve arvespørgsmålet og dels var et udslag af, at man kendte personen. Risikoen blev på den måde anset for at være lavere sammenlignet med andre potentielle kandidater.
I feudale samfund var udvælgelsen relativt simpel. Den var ganske enkelt baseret på efternavn eller tilhørsforhold til en klan frem for egentlig kompetence. Eller sagt med andre ord, så var kompetencen netop tilhørsforholdet og den loyalitet, som sædvanligvis fulgte med.
Den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet gav nogle helt andre rammebetingelser for virksomhedernes vilkår og deres rekruttering af medarbejdere. I forbindelse med teknologiskifter skulle nye kompetencer udvikles, og færdigheder opgraderes. HR-funktionen så dagens lys som en naturlig konsekvens af konkurrencesituationer mellem de enkelte virksomheder. Mange havde samme maskinpark, men man kunne skille sig ud gennem geografisk beliggenhed, struktur/organisation, mennesker og branding.
USA blev drivkraften
Efter anden verdenskrig, der i sidste ende blev en teknologisk sejr for USA, var landet i en voldsom vækstfase, og mange nye produkter så dagens lys. Medicinalindustrien, dagligvarer og bilindustrien blev drivkræfter i en storstilet industriel offensiv, og her begyndte de første headhuntere så småt at kunne finde grobund for et levebrød.
Dette levebrød var i 1950’erne slet og ret, at headhunterne havde en oversigt over mennesker, der var mobile, hvorhen de kunne flytte, hvornår og til hvilken pris. Når en virksomhed i et land ikke kunne lykkes med at finde f.eks. en specialist lokalt, måtte man naturligvis gå udenfor det kendte territorium, og dermed havde virksomheden brug for hjælp. Headhunteren havde ideelt set en oversigt over flere specialister, der kunne tænkes at flytte til denne landsdel, eller også fandtes der måske en kandidat, som i dag var ansat i Paris, men som ville flytte hjem.
I begyndelsen var headhunteren typisk et ”one man band”, men de små virksomheder begyndte hurtigt at blive organiseret i større strukturer, fordi efterspørgslen var stor. Denne industri voksede hurtigt i takt med den potentielle og voksende kundekreds. Vigtigheden i at få adgang til de kompetente mennesker var stor og anerkendt som afgørende for at kunne lykkes.
Headhunting er dermed bare en institutionaliseret og professionaliseret form for den rekruttering, der altid har fundet sted. I informationssamfundet og i det mere individualiserede samfund, som vi befinder os i, er kampen om de rigtige kandidater ikke blevet mindre. Nogle rekrutteringsselskaber (KornFerry International og Heidrick & Struggles) er til og med børsnoterede på New York Stock Exchange, noget der er et klart vidnesbyrd om branchens modenhed, vigtighed og udbredelse.
Kært barn har mange navne
Headhunting, hovedjagt, executive search eller direkte søgning er ord, der alle benyttes i en sektor, hvor hverken kandidater eller klienter helt kan skelne mellem rekruttering, headhunting og annoncering. Af og til kan de, der kalder sig headhuntere, heller ikke, og så bliver det jo direkte pinligt. Mange mener at være blevet headhuntet bare på grund af det faktum, at nogen har valgt dem, men det er helt forkert.
Headhunting er jo et ret så primitivt begreb, men det er det ord, som har sat sig fast i bevidstheden hos de fleste. Headhunting signaliserer naturligvis ikke, at headhunteren går med bastskørt og sætter hoveder på spyd. Men i ordet ligger selve jagten – et signal om, at det er headhunteren, der er den udfarende og opsøgende kraft.
Lars Esholdt er headhunter og ejer sammen med Christen Dalum ESDA International.